Fremsat den 15. november 2017 af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet
(Udvidelse af patienterstatningsordningen,
fredning af udbetalte erstatninger m.v.)
§ 1
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af 28.
august 2017, foretages følgende ændringer:
1. § 19,
stk. 1, nr. 3, 5-7, 9 og 10,
ophæves.
Nr. 4 og 8 bliver herefter nr. 3 og
4.
2. I
§ 19, stk. 1, nr. 4, der bliver
nr. 3, ændres »tandlægeskoler,« til:
»tandlægeskoler eller«.
3. I
§ 19, stk. 1, nr. 8, der bliver
nr. 4, ændres »stk. 12,« til: »stk.
12.«
4. I
§ 19 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
Uanset stk. 1 ydes erstatning efter reglerne i dette kapitel til
patienter eller efterladte til patienter, som her i landet
påføres skade i forbindelse med undersøgelse,
behandling el.lign., som er foretaget af sundhedspersoner, jf.
sundhedslovens § 6.«
Stk. 2-7 bliver herefter stk. 3-8.
5. I
§ 19, stk. 2, 1. pkt., der bliver
stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »forsøg«:
», herunder kliniske forsøg med
lægemidler«.
6. I
§ 22, stk. 1, og stk. 3, 1. pkt., ændres »§
19, stk. 2« til: »§ 19, stk. 3«.
7. I
§ 23 ændres »§
19, stk. 5« til: »§ 19, stk. 6«.
8. I
§ 24, stk. 2, ændres
»såfremt den overstiger 10.000 kr.« til:
»efter at 7.300 kr. (2017-niveau) er fratrukket erstatningen
eller godtgørelsens hovedstol.«
9. I
§ 24, stk. 3, ændres
»§ 19, stk. 2« til: »§ 19, stk.
3«.
10. I
§ 24 indsættes som stk. 5 og 6:
»Stk. 5.
Erstatning og godtgørelse efter stk. 1, der er tilkendt af
andre private institutioner end Patienterstatningen, og som
sundhedsministeren har indgået aftale med efter § 19,
stk. 6, ydes på tandskadeområdet, såfremt
beløbet samlet overstiger 10.000 kr. For indsatte og
værnepligtige, som nævnt i § 29, stk. 1 nr. 9 og
10, ydes erstatning og godtgørelse, såfremt
beløbet samlet overstiger 1.000 kr.
Stk. 6. De
beløb, der er fastsat i stk. 2, reguleres én gang
årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår,
jf. lov om en satsreguleringsprocent.«
11. I
§ 29, stk. 1, nr. 2, ændres
»§ 19, stk. 3« til: »§ 19, stk.
4«.
12. I
§ 29, stk. 1, nr. 5, 2. pkt.,
indsættes efter »som ikke har speciale i almen
medicin«: », medmindre der er tale om en
speciallægeundersøgelse, der udføres til brug
for sagsbehandling hos offentlige myndigheder, forsikringsselskaber
m.v., hvor der ikke er tale om en tjenesteydelse til
patienten«.
13. § 29,
stk. 1, nr. 8 og 9,
ophæves og i stedet indsættes:
»8)
Staten, for så vidt angår skader omfattet af § 19,
stk. 1, nr. 4.
9) Staten, for
så vidt angår skader påført
værnepligtige eller kontraktansatte som følge af
sundhedsfaglig behandling i det militære forsvar eller
redningsberedskabet.
10) Staten, for
så vidt angår skader påført indsatte som
følge af sundhedsfaglig behandling i Kriminalforsorgens
fængsler og arresthuse. For tandskader dog kun, hvis det er
behandling, som den indsatte har ret til.
11) Den
driftsansvarlige region eller kommune for en institution, boform,
plejehjem m.v. inden for det sociale område, hvor der er
ansat autoriserede sundhedspersoner.
12) Den region,
hvor en virksomhed, organisation m.v., som har ansat autoriserede
sundhedspersoner, har sin adresse. Det gælder dog ikke de
private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser, der er
nævnt i nr. 7.
13) Den region,
hvor en sundhedsperson påfører skade i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign., der ikke er foretaget som
led i et ansættelsesforhold eller som led i sundhedspersonens
arbejde i en privat klinik.
14) Staten, for
så vidt angår skader påført af
detentionslæger og læger, der foretager
blodprøvetagning for politiet, Retspsykiatrisk Klinik under
Justitsministeriet, Statens Serum Institut og Radio Medical som
følge af sundhedsfaglig behandling.«
14. I
§ 29, stk. 3, ændres
»§ 19, stk. 5« til: »§ 19, stk.
6«.
15. I
§ 33, stk. 2, ændres
»erstatningsansvarlige« til:
»erstatningspligtige«.
16. I
§ 33, stk. 2, indsættes som
2. og 3.
pkt.:
»Oplysningen skal sendes til
Patienterstatningen inden 30 dage fra modtagelse af anmodningen.
Kan fristen ikke overholdes, skal Patienterstatningen inden
fristens udløb underrettes om grunden om grunden til
fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes
færdigbehandlet.«
17. I
§ 33, stk. 4, ændres
»inden 1 måned.« til: »straks efter
udløbet af den klagefrist, der fremgår af § 58 b,
stk. 2, 1. pkt. Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen
påklages.«
18.
Efter § 33 indsættes:
Ȥ 33 a. Erstatning og
godtgørelse, der er udbetalt efter § 33, stk. 4, kan
ikke kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre krav
på erstatning eller godtgørelse, jf. dog stk. 2 og
3.
Stk. 2. Har
patienten eller efterladte til patienten mod bedre vidende undladt
at afgive eller afgivet urigtige oplysninger, og har de manglende
eller urigtige oplysninger medført en anden
afgørelse, end Patienterstatningen eller Ankenævnet
for Patienterstatningen ville have truffet, hvis oplysningerne
havde foreligget, træffer Patienterstatningen eller
Ankenævnet for Patienterstatningen en ny afgørelse.
Den erstatningspligtige kan på baggrund af den nye
afgørelse fra Patienterstatningen eller Ankenævnet for
Patienterstatningen kræve tilbagebetaling af erstatning og
godtgørelse udbetalt efter § 33, stk. 4. Kravet om
tilbagebetaling gælder alene de afgørelser, hvor den
pågældende oplysning har haft en afgørende
betydning for afgørelsens udfald.
Stk. 3. Stk. 1
og 2 gælder ikke for erstatning og godtgørelse for
tandskader, der er tilkendt af andre private institutioner end
Patienterstatningen, og som sundhedsministeren har indgået
aftale med efter § 19, stk. 6.«
19. I
§ 37, stk. 1, 1. pkt.
indsættes efter »skadelidte«:
»vederlagsfrit« og efter
»obduktionsrapporter«: », oplysninger fra
forsikrings- og pensionsselskaber«.
20. I
§ 37, stk. 1, indsættes
efter 1. pkt.:
»Oplysningerne skal sendes til
Patienterstatningen inden 30 dage fra anmodningen er modtaget. Kan
fristen ikke overholdes, skal Patienterstatningen inden fristens
udløb underrettes om grunden til fristoverskridelsen og om,
hvornår anmodningen kan forventes
færdigbehandlet.«
21. I
§ 38, stk. 1, 1. pkt., udgår
»fysisk«, og stk. 2, 3. pkt., ophæves.
22. I
§ 46, stk. 2, ændres:
»kun, såfremt beløb fastsat efter stk. 1
overstiger 3.000 kr.« til: »efter, at 7.300 kr. er
fratrukket erstatningen eller godtgørelsens
hovedstol.«
23. I
§ 46 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5.
Det beløb, der er fastsat i stk. 2 reguleres én gang
årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår,
jf. lov om en satsreguleringsprocent.«
24. I
§ 55, stk. 1, indsættes
efter »behandler«: », oplyser«.
25. I
§ 55, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »kapitel 2« til: »kapitel
3«.
26. I
§ 55 indsættes som stk. 4 og 5:
»Stk. 4.
Sundhedsministeren, eller den der bemyndiges hertil, kan lade
vidner afhøre ved byretten på det sted, hvor de
bor.
Stk. 5. Staten
udbetaler de fastsatte ydelser straks efter udløbet af den
klagefrist, der fremgår af § 58 b, stk. 2, 1. pkt. Dette
gælder dog ikke, hvis afgørelsen
påklages.«
27.
Efter § 55 indsættes:
Ȥ 55 a. Erstatning og
godtgørelse, der er udbetalt i sager efter § 55, stk. 1
og 2, kan ikke kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre
krav på erstatning eller godtgørelse, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. Har
patienter eller efterladte til patienter mod bedre vidende undladt
at afgive eller afgivet urigtige oplysninger, og har de manglende
eller urigtige oplysninger medført en anden
afgørelse, end Patienterstatningen efter bemyndigelse fra
sundhedsministeren eller Ankenævnet for Patienterstatningen
ville have truffet, hvis oplysningerne havde foreligget,
træffer Patienterstatningen eller Ankenævnet for
Patienterstatningen en ny afgørelse. Styrelsen for
Patientsikkerhed kan på baggrund af den nye afgørelse
fra Patienterstatningen eller Ankenævnet for
Patienterstatningen kræve tilbagebetaling af erstatning og
godtgørelse udbetalt i sager efter § 55, stk. 1 og 2.
Kravet om tilbagebetaling gælder alene de afgørelser,
hvor den pågældende oplysning har haft en
afgørende betydning for afgørelsens
udfald.«
28. I
§ 58, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »medicinalfirma«:
»vederlagsfrit« og efter
»obduktionsrapporter«: », oplysninger fra
forsikrings- og pensionsselskaber«.
29. I
§ 58, stk. 1, indsættes
efter 1. pkt.:
»Oplysningerne skal sendes til
Patienterstatningen inden 30 dage fra modtagelse af anmodningen.
Kan fristen ikke overholdes, skal Patienterstatningen inden
fristens udløb underrettes om grunden til
fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes
færdigbehandlet.«
30. § 58
a, stk. 2, 1. pkt., ophæves og i stedet
indsættes:
»Stk. 2.
Formanden og næstformændene udnævnes af
sundhedsministeren. Formanden og mindst 3 næstformænd
skal være landsdommere. De øvrige
næstformænd skal være dommere.«
31. I
§ 58 b, stk. 1, 2. pkt.,
udgår »og tillægge en klage opsættende
virkning«.
32. I
§ 58 b, stk. 2, ændres
»3 måneder« til: »1 måned«.
33. I
§ 58 b, stk. 2, indsættes
som 2. pkt.:
»Klage har opsættende
virkning.«
§ 2
I lov nr. 706 af 25. juni 2010 om ændring
af lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og
om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre
love (Et nyt patientklagesystem, mulighed for at klage over
sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed, forenkling af
regler om tilsynsforanstaltninger m.v.) foretages følgende
ændring:
1. I
§ 9 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
De dele af § 1, som i medfør af stk. 2 er sat i kraft
for Færøerne, kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold
tilsiger.«
§ 3
I lov nr. 620 af 8. juni 2016 om kliniske
forsøg med hjælpemidler foretages følgende
ændring:
1.
§ 41 ophæves.
§ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af lovens § 1, nr. 5.
Stk. 3. Denne lovs
§ 1, nr. 1-4, 6-9, 11-14, 17-18, 21-23, 27 og 31-33, samt
§ 24, stk. 6, og § 55, stk. 5, i lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 10 og 26, finder ikke anvendelse for
afgørelser, der er truffet af Patienterstatningen inden den
1. juli 2018. For sådanne afgørelser finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Stk. 4. Regler fastsat i
medfør af § 19, stk. 4 og 7, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017, forbliver i
kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye
regler.
Stk. 5. § 24, stk.
5, 2. pkt., i lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
10, finder anvendelse for skader forårsaget den 1. juli 2006
eller senere.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan for Færøerne sættes
i kraft ved kongelig anordning med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse: | 1. | Indledning | | 1.1 | Patienterstatningsordningen | 2. | Lovforslagets baggrund | | 2.1 | Tidligere udvidelser af
patienterstatningsordningens dækningsområde | | 2.2 | Når patienter eller efterladte til
patienter bliver mødt med krav om tilbagebetaling af
udbetalt erstatning og godtgørelse | | 2.3 | Behandling af sager om tandskadeerstatning
henlagt til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning | | 2.4 | Krav til dommere i Ankenævnet for
Patienterstatningen | | 2.5 | Bemyndigelse til at lade dele af klage- og
erstatningsloven gælde for Færøerne | 3. | Lovforslagets indhold | | 3.1 | Udvidelse af patienterstatningsordningen i
forhold til behandlingsskader | | | 3.1.1 | Gældende ret | | | 3.1.2 | Ministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 3.2 | Udvidelse af patienterstatningsordningen i
forhold til lægemiddelskader | | | 3.2.1 | Gældende ret | | | 3.2.2 | Ministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 3.3 | Fredning af udbetalte erstatninger | | | 3.3.1 | Gældende ret | | | 3.3.2 | Problematikken vedr. tilbagebetaling | | | 3.3.3 | Ministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 3.4 | Bedre vilkår for Patienterstatningens
sagsbehandling | | | 3.4.1 | Gældende ret | | | 3.4.2 | Ministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 3.5 | Ensartet mulighed for erstatning og
godtgørelse for værnepligtige og indsatte ved
tandskader | | | 3.5.1 | Gældende ret | | | 3.5.2 | Ministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 3.6 | Ophævelse af undergrænserne for
udbetaling af erstatning og godtgørelse | | | 3.6.1 | Gældende ret | | | 3.6.2 | Ministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 3.7 | Udnævnelse af Ankenævnet for
Patienterstatningens formand og næstformænd | | | 3.7.1 | Gældende ret | | | 3.7.2 | Ministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 3.8 | Bemyndigelsesbestemmelse for
Færøerne | | | 3.8.1 | Gældende ret | | | 3.8.2 | Ministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Miljømæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 10. | Sammenfattende skema |
|
1. Indledning
Patienter, der kommer til skade i det danske
sundhedsvæsen, kan søge erstatning og
godtgørelse for behandlings- eller lægemiddelskader
efter reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven).
Patienterstatningsordningen er en mere
favorabel erstatningsordning end den, der følger af dansk
rets almindelige erstatningsregler.
Sundheds- og Ældreministeriet
ønsker med dette lovforslag at forbedre
patienterstatningsordningen ved at implementere to overordnede
ændringer, der skal gøre ordningen mere gennemsigtig
for patienter og efterladte til patienter.
På den baggrund foreslås det for
det første at indføre en mere enkel afgrænsning
af patienterstatningsordningens dækningsområde, der
samtidig indebærer en udvidelse af ordningen, som tager
højde for udviklingen på og organiseringen af
sundhedsområdet. Det foreslås derfor, at ordningen
fremover kommer til at omfatte alle skader påført i
forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.
(behandlingsskader) af personer, der er autoriserede i henhold til
særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og
personer, der handler på disses ansvar (sundhedspersoner).
Det foreslås desuden, at patienter, der påføres
en psykisk skade som følge af egenskaber ved et
lægemiddel (lægemiddelskade), i lighed med personer,
der får en fysisk skade efter brug af et lægemiddel,
får adgang til at søge erstatning og
godtgørelse efter patienterstatningsordningen.
For det andet foreslås det at frede
udbetalt erstatning og godtgørelse, således at disse
ikke kan kræves tilbagebetalt. Det foreslås endvidere,
at klagefristen forkortes, så den svarer til
udbetalingsfristen på 1 måned. Det foreslås i
forbindelse hermed at indføre automatisk opsættende
virkning. Opsættende virkning i kombination med den
foreslåede klagefrist på 1 måned vil betyde, at
patienter eller efterladte til patienter får udbetalt
erstatning og godtgørelse straks efter klagefristens
udløb i de tilfælde, hvor Patienterstatningens
afgørelse ikke er påklaget. I sager, hvor
Patienterstatningens afgørelse er påklaget, får
patienten eller efterladte til patienten udbetalt erstatning samt
renter - hvis patienten eller efterladte til patienten fortsat er
berettigede til den - efter ankenævnets afgørelse.
Desuden foreslås det af hensyn til
Patienterstatningens sagsbehandling at indføre en
række ændringer af klage- og erstatningsloven, der skal
sikre Patienterstatningen en mere smidig sagsbehandling. Dette
omfatter bl.a. et forslag om at indføre en frist på 30
dage for indsendelse af materiale vederlagsfrit, som skønnes
af betydning for behandlingen af de pågældende sager,
til Patienterstatningen.
Herudover foreslås det som
opfølgning på lov nr. 654 af 8. juni 2016 om
ændring af klage- og erstatningsloven (Udvidelse af
patienterstatningsordningens dækningsområde) (herefter:
lov nr. 654 af 8. juni 2016) at sikre, at værnepligtige og
indsatte har de samme muligheder for at få udbetalt
erstatning og godtgørelse efter tandbehandling, uanset om de
- for de værnepligtiges vedkommende - måtte have
modtaget behandling i det militære forsvar eller
redningsberedskabet eller - for de indsattes vedkommende - i
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse eller hos en
privatpraktiserende tandlæge efter aftale mellem henholdsvis
tandlægen og det militære forsvar eller
redningsberedskabet og tandlægen og Kriminalforsorgen.
Endvidere foreslås det at indføre
krav om, at formanden og et vist antal næstformænd i
Ankenævnet for Patienterstatningen skal være
landsdommere. Baggrunden herfor er, at ankenævnet ofte
stilles over for juridisk komplicerede og principielle
spørgsmål.
Endelig foreslås det at indsætte
en bemyndigelse, som giver mulighed for, at tidligere
ændringer af dele af klage- og erstatningsloven kan
sættes i kraft for Færøerne ved kongelig
anordning.
2. Lovforslagets baggrund
Regeringen (V, LA og K) har sammen med alle
Folketingets partier (S, DF, EL, ALT, RV og SF) den 19. september
2017 indgået en politisk aftale om udvidelse af
patienterstatningsordningens dækningsområde og fredning
af udbetalte erstatninger. Aftalen udmøntes ved
nærværende lovforslag.
2.1. Patienterstatningsordningen
Patienter, som påføres skade
inden for det danske sundhedsvæsen, eller efterladte til
disse patienter kan søge erstatning og godtgørelse
efter patienterstatningsordningen for både fysiske og
psykiske behandlingsskader i medfør af reglerne i klage- og
erstatningslovens kapitel 3.
Patienter eller efterladte til patienter har
desuden mulighed for at søge erstatning og
godtgørelse for fysisk skade påført som
følge af egenskaber ved et lægemiddel
(lægemiddelskade) efter klage- og erstatningslovens kapitel
4.
For at få erstatning og
godtgørelse skal patienter eller efterladte til patienter
som udgangspunkt have lidt et økonomisk tab som følge
af skaden. Erstatning og godtgørelse udmåles efter
reglerne i erstatningsansvarsloven, idet erstatning og
godtgørelse for behandlingsskader dog alene ydes,
såfremt den samlet overstiger 10.000 kr. For
lægemiddelskader ydes erstatning og godtgørelse,
såfremt den samlet overstiger 3.000 kr.
Der ydes erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter og andet tab som
følge af skaden og godtgørelse for svie og smerte.
Har skaden fået varige følger, skal der tillige
betales godtgørelse for varigt mén samt erstatning
for tab eller forringelse af erhvervsevne. Såfremt skadelidte
afgår ved døden som følge af skaden, kan der
tilkendes erstatning for tab af forsørger samt
begravelsesudgifter eller et overgangsbeløb.
Det er Patienterstatningen, som modtager,
oplyser og afgør sagerne. Patienter eller efterladte til
patienter kan, såfremt de ikke er tilfredse med
afgørelsen, indbringe denne for Ankenævnet for
Patienterstatningen inden for 3 måneder. Afgørelsen
kan også påklages af staten, regioner, kommuner og
forsikringsselskaber i behandlingsskadesager og af staten i
lægemiddelskadesager.
Patienterstatningsordningen er på flere
måder fordelagtig for patienterne. Ansvarsgrundlaget og
bevisreglerne er lempeligere end efter de almindelige
erstatningsregler. Et ansvarsgrundlag foreligger således,
hvis blot en erfaren specialist ville have handlet anderledes og
dermed undgået skaden. I bevismæssig sammenhæng
er det tilstrækkeligt, at der foreligger overvejende
sandsynlighed for, at en skade er forvoldt ved behandling eller
mangel på samme. Patienterstatningen og ankenævnets
sagsbehandling er hurtigere end ved domstolene, patienter eller
efterladte til patienter sparer endvidere udgifter til advokat og
har fri adgang til at få prøvet deres sag i to
instanser.
Patienter eller efterladte til patienter er
med patienterstatningsordningen dermed sikret bedre muligheder for
at få erstatning og godtgørelse, end hvad der ellers
følger af dansk rets almindelige erstatningsregler.
Behandlingen af skader efter tandbehandling er
efter aftale mellem daværende Indenrigs- og
Sundhedsministerium og Dansk Tandlægeforening (nu
Tandlægeforeningen) henlagt til behandling i
Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.
Der er ved bekendtgørelse nr. 1099 af
12. december 2003 om henlæggelse af behandlingen af sager
efter lov om patientforsikring til Dansk Tandlægeforenings
Patientskadeforsikring (nu Tandlægeforeningens
Tandskadeerstatning) og Tandskadeankenævnet, fastsat regler
om, at patientforsikringsordningen på
tandlægeområdet kan administreres og afgøres i
den af Tandlægeforeningen etablerede
tandskadeerstatningsordning. Afgørelser truffet af Dansk
Tandlægeforenings Patientforsikring kan indbringes for det af
Dansk Tandlægeforenings (nu Tandlægeforeningen)
etablerede Tandskadeankenævn.
Tandskadeerstatningsordningen er en parallel
ordning til patienterstatningsordningen.
2.2. Tidligere
udvidelser af patienterstatningsordningens
dækningsområde
Patienterstatningsordningens
dækningsområde er blevet tilpasset ved flere
lejligheder siden ordningens indførelse den 1. juli 1992 ved
lov nr. 367 af 6. juni 1991.
Patienterstatningsordningens oprindelige
dækningsområde var skader opstået på
offentlige sygehuse eller sygehuse, som det offentlige havde
driftsoverenskomst med.
Med virkning fra den 4. juni 1999 blev
patienterstatningsordningens dækningsområde udvidet til
også at omfatte patienter, der modtager behandling på
alle private sygehuse, klinikker m.v. her i landet og i udlandet,
hvis behandlingen sker efter henvisning fra, og bliver betalt af,
det offentlige sygehusvæsen, jf. § 2 i lov nr. 395 af 2.
juni 1999.
Pr. 1. januar 2004 skete der en betydelig
udvidelse af patienterstatningsordningens
dækningsområde, idet behandling hos privatpraktiserende
autoriserede sundhedspersoner også blev medtaget ved lov nr.
430 af 10. juni 2003. Endvidere blev vagtlæger, autoriserede
sundhedspersoner ansat under de kommunale sundhedsordninger,
sundhedspersoner og andet personale, der deltager i den
præhospitale indsats efter sygehusloven, universiteternes
tandlægeskoler samt private sygehuse inddraget under lovens
dækningsområde. Samtidig blev psykiske
behandlingsskader omfattet, ligesom de skader, som hidtil var
blevet erstattet efter lov om vaccinationsskader, blev inddraget
under loven i det omfang, der er tale om skader, der ikke
hidrører fra vaccinens egenskaber.
Med virkning fra den 13. maj 2007 blev
patienterstatningsordningens dækningsområde endvidere
udvidet ved lov nr. 432 af 8. maj 2007, således at skader,
der måtte være påført patienter som
følge af mangler ved Sundhedsstyrelsens sagsbehandling i
henhold til reglerne om maksimale ventetider for behandling af
patienter med livstruende kræftsygdomme m.v., også blev
omfattet.
Endelig blev ordningen atter udvidet i 2016
ved lov nr. 654 af 8. juni 2016 med det formål at sikre, at
værnepligtige, der kommer til skade som følge af
behandling i det militære forsvar eller redningsberedskabet
samt indsatte, der kommer til skade som følge af behandling
inden for Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse, på
lige fod med andre personer, der kommer til skade i
sundhedsvæsenet, har mulighed for at søge erstatning
og godtgørelse efter patienterstatningsordningen.
2.2. Når
patienter eller efterladte til patienter bliver mødt med
krav om tilbagebetaling af udbetalt erstatning og
godtgørelse
I den seneste tid har der været fokus
på sager, hvor den erstatningspligtige - først og
fremmest regionerne - har krævet tilbagebetaling af
erstatning og godtgørelse, som patienter eller efterladte
til patienter har fået udbetalt på baggrund af
Patienterstatningens afgørelser. Det er sket, når
Ankenævnet for Patienterstatningen i forbindelse med en klage
om udmåling af erstatning og godtgørelse har
ændret Patienterstatningens oprindelige afgørelse om
erstatningspligten, så hele eller dele af erstatningen og
godtgørelsen bortfalder.
Det er også set, at regionerne - i de
tilfælde, hvor patienter eller efterladte til patienter ikke
har ønsket at efterkomme ankenævnets afgørelse
og tilbagebetale en sådan erstatning og godtgørelse -
har anlagt et civilt søgsmål mod patienterne eller
efterladte til patienterne. Domstolene ses i sådanne sager at
give den erstatningspligtige medhold i deres krav om
tilbagebetaling af erstatning og godtgørelse. Domstolene har
i den forbindelse fundet, at patienter eller efterladte til
patienter må have en forventning om, at de kunne blive
mødt af et tilbagebetalingskrav, så længe
behandlingen af erstatningssagen ikke var endelig afsluttet i
Ankenævnet for Patienterstatningen. Det er her indgået
i domstolenes vurdering, at Patienterstatningen i deres
afgørelse om tilkendelse af erstatning altid vejleder om, at
Ankenævnet for Patienterstatningen kan ændre den
oprindelige afgørelse, så hele erstatningen og
godtgørelsen bortfalder og skal tilbagebetales.
2.3. Behandling af
sager om tandskadeerstatning henlagt til Tandlægeforeningens
Tandskadeerstatning
Sundhedsministeren kan efter klage- og
erstatningslovens § 19, stk. 5, henlægge behandling af
sager efter kapitel 3 til en privat institution.
Der blev den 8. december 2003 indgået en
aftale mellem daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium og
Dansk Tandlægeforening. Af aftalen fremgår, at sager om
erstatning og godtgørelse til patienter, hvor der er
forvoldt skade af privatpraktiserende autoriserede tandlæger,
autoriserede sundhedspersoner ansat i amtstandplejen og under de
kommunale tandlægeordninger (børne- og
ungdomstandplejen samt omsorgstandplejen) eller på vegne af
disse samt universiteternes tandlægeskoler, blev henlagt til
Dansk Tandlægeforenings Patientforsikring.
Af aftalen fremgår, at der for sager der
bliver anmeldt til Dansk Tandlægeforenings Patientforsikring
vedr. privatpraktiserende tandlæger, gælder en
undergrænse på 1.000 kr. for retten til erstatning og
godtgørelse.
De privatpraktiserende tandlæger har
valgt at indgå en kollektiv ordning, hvor de giver deres
patienter en videre adgang til erstatning og godtgørelse,
end den i loven fastsætte undergrænse, hvis der i
forbindelse med en behandling hos en privatpraktiserende
tandlæge bliver påført en skade. Der
gælder en undergrænse på 1.000 kr., hvis der
påføres en skade hos en privatpraktiserende
tandlæge.
Der er dog flere forhold, der væsentligt
adskiller tandskadeerstatningsordningen fra den øvrige
patienterstatningsordning.
Hvor den i medfør af klage- og
erstatningsloven fastsatte undergrænse for udbetaling af
erstatning og godtgørelse efter en skade påført
ved tandbehandling er 10.000 kr., gælder der efter den
særlige aftale mellem daværende Indenrigs- og
Sundhedsministerium og Dansk Tandlægeforening en
undergrænse på 1.000 kr. ved tandskader, der er
påført af privatpraktiserende tandlæger.
Ved lov nr. 654 af 8. juni 2016 blev
patienterstatningsordningens dækningsområde udvidet til
at omfatte skader påført værnepligtige, der
modtager behandling af autoriserede sundhedspersoner, der
udfører sundhedsfaglig behandling i det militære
forsvar eller redningsberedskabet og indsatte, der modtager
sundhedsfaglig behandling af autoriserede sundhedspersoner i
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.
Lovens formål er at sidestille de
værnepligtige og indsatte med andre personer, der kommer til
skade som følge af behandling i sundhedsvæsenet, og
som kan anmelde deres erstatningssag til Patienterstatningen og
Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.
Det fremgår af punkt 4.1. i de
almindelige bemærkninger til lov nr. 654 af 8. juni 2016, jf.
Folketingstidende 2015-16, A, L 164 som fremsat, at det var
hensigten, at de sager om behandling af skader efter
tandbehandling, som loven omfatter, ved aftale mellem
sundhedsministeren og Tandlægeforeningen skulle
henlægges til behandling i Tandlægeforeningens
Tandskadeerstatning.
Hvis de værnepligtige og indsatte
får udført deres tandbehandling af en tandlæge,
der er tilknyttet det militære forsvar eller
redningsberedskabet eller i Kriminalforsorgens fængsler og
arresthuse er undergrænsen 10.000 kr. Hvis de derimod
får udført deres tandbehandling hos en
privatpraktiserende tandlæge »uden for murene«,
er undergrænsen 1.000 kr.
Forskellen i undergrænserne
medfører, at vilkårene for, hvornår de
værnepligtige og indsatte kan opnå erstatning og
godtgørelse efter en tandbehandling, afhænger af, hvor
de har fået udført deres tandbehandling.
2.4. Krav til
dommere i Ankenævnet for Patienterstatningen
I forbindelse med en genbeskikkelse af
landsdommere i Ankenævnet for Patienterstatningen har
Bibeskæftigelsesnævnet i skrivelse af 1. oktober 2014
peget på, at det i lovteksten i klage- og erstatningsloven
bør tydeliggøres, om og i givet fald hvor mange af
Ankenævnet for Patienterstatningens dommere der skal
være landsdommere.
Antallet af afdelinger i ankenævnet har
i løbet af de seneste år været stigende på
grund af et øget sagsantal, ligesom ankenævnet blev
udvidet, da Lægemiddelskadeankenævnet blev nedlagt pr.
1. januar 2015.
Ankenævnet består i dag af 10
sideordnede afdelinger, som behandler klager over
Patienterstatningens afgørelser. Ankenævnet tager
bl.a. stilling til principielle spørgsmål
vedrørende krav efter klage- og erstatningsloven samt
erstatningsansvarsloven. Ankenævnets formandskab består
i dag af 10 dommere, hvoraf formanden og 3 næstformænd
er landsdommere.
Mange af ankenævnets afgørelser
indbringes for domstolene, hvor der aktuelt verserer mere end 500
sager mod ankenævnet. Sagerne bliver som udgangspunkt anlagt
ved byretterne, men særligt principielle sager kan starte ved
landsretten.
Som eksempel på nyere principielle
afgørelser, hvor en landsretsdom er indbragt for
Højesteret kan nævnes Højesterets domme af
henholdsvis 4. maj 2009 (trykt i UfR 2009.2079 H), 12. juni 2012
(trykt i UfR 2012.2922 H), 11. marts 2016 (trykt i UfR 2016.2138
H), 13. juni 2016 (trykt i UfR 2016.3276 H) samt 15. november 2016
(trykt i UfR 2017.569 H).
2.5. Bemyndigelse
til at lade dele af klage- og erstatningsloven gælde for
Færøerne
Klage- og erstatningsloven og en række
ændringer af denne er sat i kraft for Færøerne
ved kongelig anordning af 30. december 2011.
Visse af de bestemmelser i klage- og
erstatningsloven, som er sat i kraft for Færøerne ved
kongelig anordning, indeholder henvisninger til bestemmelser i
sundhedsloven, som trådte i kraft den 1. januar 2007. I
anordningen af klage- og erstatningsloven ses der i disse
bestemmelser at være henvist til bestemmelser i lov om
patienters retsstilling, som blev ophævet i Danmark, da
sundhedsloven trådte i kraft, men som var sat i kraft for
Færøerne ved kongelig anordning nr. 827 af 30.
september 2002 om ikrafttræden for Færøerne af
lov om patienters retsstilling.
Sundhedsloven var ikke sat i kraft på
tidspunktet for ikrafttrædelsen af anordningen af klage- og
erstatningsloven.
Da dele af sundhedsloven forventes sat i kraft
for Færøerne pr. 1. januar 2018, samtidig med, at
anordningen af lov om patienters retsstilling ophæves, er det
fundet nødvendigt at ændre den gældende
anordning for Færøerne, således at der henvises
til den lovgivning, som forventeligt pr. 1. januar 2018, vil
være gældende for Færøerne.
Idet de pågældende bestemmelser i
klage- og erstatningsloven, der indeholder henvisninger til
sundhedsloven, allerede er sat i kraft ved kongelig anordning
på Færøerne, er der behov for en bemyndigelse
til at sætte bestemmelserne i kraft for Færøerne
ved kongelig anordning på ny.
Endvidere ønsker
Landsstyreområdet for Sundheds- og Indlandsanliggender
på Færøerne, at der etableres mulighed for, at
de dele af klage- og erstatningsloven, der vedrører
Styrelsen for Patientsikkerheds kompetence til at behandle klager
fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige
virksomhed, og som ikke blev sat i kraft ved den kongelige
anordning af klage- og erstatningsloven i 2011, kan sættes i
kraft for Færøerne.
Idet dele af den ændringslov, hvori
disse bestemmelser blev sat i kraft i Danmark, allerede er sat i
kraft for Færøerne ved anordningen af klage- og
erstatningsloven, er der behov for at indføre en ny
bemyndigelse for at sætte disse bestemmelser i kraft for
Færøerne ved kongelig anordning.
Denne del af lovforslaget indeholder alene
disse bemyndigelser.
3. Lovforslagets indhold
3.1 Udvidelse af patienterstatningsordningen i
forhold til behandlingsskader
3.1.1
Gældende ret
Efter klage- og erstatningslovens § 19,
stk. 1, ydes erstatning og godtgørelse efter reglerne i
lovens kapitel 3 til patienter eller efterladte til patienter, som
her i landet påføres skade i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget
1) på et sygehus eller på vegne af
dette,
2) af sundhedspersoner og andet personale som led i
den præhospitale indsats efter sundhedsloven,
3) af autoriserede sundhedspersoner ansat i
regionstandplejen, ved en odontologisk landsdels- og
videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering af de
kommunale sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41 eller
på vegne af disse,
4) på universiteternes
tandlægeskoler,
5) af privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner,
6) af læger, der uden at være
privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til
sundhedslovens § 158,
7) af læger, der uden at være
privatpraktiserende virker som vagtlæger,
8) af Sundhedsstyrelsen af sager i henhold til
sundhedslovens kapitel 21, regler udstedt i medfør heraf
eller regler udstedt i medfør af § 5 d i lov om
sygehusvæsenet som opretholdt ved sundhedslovens § 277,
stk. 12,
9) på værnepligtige af autoriserede
sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling i
det militære forsvar eller redningsberedskabet, eller
10) af autoriserede sundhedspersoner, der
udfører sundhedsfaglig behandling af indsatte i
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.
Ved sundhedspersoner forstås i
overensstemmelse med sundhedslovens § 6: »personer, der
er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at
varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på
disses ansvar.«
Patienterstatningsordningens
dækningsområde er nærmere afgrænset i
bekendtgørelse nr. 1265 af 28. oktober 2016 om
dækningsområdet for lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet.
Efter klage- og erstatningslovens § 20,
stk. 1, ydes erstatning og godtgørelse, hvis skaden med
overvejende sandsynlighed er forvoldt på en af
følgende måder:
1) Hvis det må antages, at en erfaren
specialist på det pågældende område under
de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved
undersøgelse, behandling el.lign. hvorved skaden ville
være undgået,
2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk
apparatur, redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved eller i
forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,
3) hvis skaden ud fra en efterfølgende
vurdering kunne være undgået ved hjælp af en
anden til rådighed stående behandlingsteknik eller
behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have
været lige så effektiv til behandling af patientens
sygdom, eller
4) hvis der som følge af
undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller
behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre
komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med
rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til
dels skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i
øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne i
øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i
betragtning.
Betingelserne for at opnå erstatning
efter klage- og erstatningsloven adskiller sig fra dansk rets
almindelige erstatningsregler. Med klage- og erstatningsloven er
der således indført en såkaldt specialistregel,
hvormed erstatning og godtgørelse ydes, hvis det må
antages, at en erfaren specialist på det
pågældende område under de i øvrigt givne
forhold ville have handlet anderledes. Desuden er det i sager efter
klage- og erstatningsloven, Patienterstatningen, og ikke patienter
eller efterladte til patienter, der skal oplyse sagerne og
godtgøre, at erstatningsbetingelserne er opfyldte. Herudover
er det gratis at anmelde en skade til Patienterstatningen, der er
indbygget en gratis klagemulighed, og sagsbehandlingstiden er
typisk kortere end ved domstolene.
For at kræve erstatning og
godtgørelse skal man både efter dansk rets almindelige
erstatningsregler og efter klage- og erstatningsloven have lidt et
tab som følge af skaden. Patienter eller efterladte til
patienter kan endvidere have krav på godtgørelse
(ikke-økonomisk tab) for personskade, fx svie og smerte.
Opgørelsen af erstatning og godtgørelse
følger, som for andre tab vedr. personskade, reglerne i
erstatningsansvarsloven. Erstatning og godtgørelse for en
behandlingsskade ydes dog alene, såfremt den samlet
overstiger 10.000 kr.
Ifølge klage- og erstatningslovens
§ 58 b, stk. 1, kan Patienterstatningens afgørelser
inden for 3 måneder indbringes for Ankenævnet for
Patienterstatningen, der træffer den endelige administrative
afgørelse. Ankenævnet kan stadfæste,
ophæve eller ændre afgørelsen og tillægge
en klage opsættende virkning. Ankenævnets
afgørelse kan, i medfør af lovens § 58 d, stk.
2, indbringes for retten inden 6 måneder efter
afgørelsen er meddelt.
Ifølge klage- og erstatningslovens
§ 59, stk. 1, skal erstatningskrav efter lovens kapitel 3
være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter,
at den erstatningsberettigede har fået eller burde have
fået kendskab til skaden. Ifølge § 59, stk. 2,
indtræder forældelse af erstatningskrav dog senest 10
år efter den dag, hvor skaden er forårsaget.
3.1.2
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Selv om der ved flere lejligheder siden
etableringen af patienterstatningsordningen er sket en udvidelse af
ordningens dækningsområde, er der fortsat patienter,
som ikke kan søge erstatning og godtgørelse efter
patienterstatningsordningen, selv om de kommer til skade efter at
være blevet undersøgt, behandlet el.lign. af en
sundhedsperson.
Den gældende bestemmelse i lovens §
19, stk. 1, nr. 5, hvoraf følger at erstatning og
godtgørelse for skade i forbindelse med undersøgelse,
behandling el.lign., foretaget af privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner, har i praksis givet anledning til tvivl om,
hvorvidt ydelser leveret uden for rammerne af en overenskomst er
dækket af patienterstatningsordningen. Som eksempel kan
nævnes en sag om en patient, der fik en skade efter at
være blevet behandlet af en kiropraktor, men hvor betalingen
ikke var sket som led i leveringen af en overenskomstmæssig
ydelse, men var betalt af patientens arbejdsgiver, og som var
foregået som led i en aftale mellem arbejdsgiveren og den
pågældende kiropraktor. I den pågældende
sag mente Patienterstatningen og Ankenævnet for
Patienterstatningen ikke, at behandlingen var omfattet af
patienterstatningsordningen. Østre Landsret nåede
imidlertid frem til, at skaden var omfattet af ordningen.
Som et andet eksempel kan nævnes sager,
hvor skader opstår efter behandlinger udført af
sygeplejersker eller læger på et plejehjem. Der kan
også være tale om skader efter lægebehandlinger,
der udføres uden for lægens praksis i forhold til
pårørende, naboer m.v. eller i forbindelse med
opfyldelse af lægens pligt, efter autorisationslovens §
42, stk. 1, til at yde akut lægehjælp. Sådanne
skader er i dag ikke omfattet af patienterstatningsordningen.
Det kan derfor være svært for
patienter at gennemskue, om den person eller det behandlingssted,
der udfører behandlingen, er omfattet af ordningen.
Sundheds- og Ældreministeriet har
identificeret en række områder, hvor skader
opstået i forbindelse med undersøgelse, behandling,
el.lign., ikke er dækket af den nuværende
patienterstatningsordning. Det gælder fx skader, der
forårsages af eller ved ophold på:
- Institutioner og
boformer inden for det sociale område (fx plejehjem,
døgninstitutioner og revalideringsinstitutter, uanset om der
er ansat autoriserede sundhedspersoner på den
pågældende institution), private organisationer og
firmaer,
- Ansatte i
optiker- og bandagistkæder.
- Private
klinikker, der drives af personer uden sundhedsfaglig autorisation,
fx hudplejeklinikker, kosmetologklinikker og
skønhedsklinikker.
- Lægegerning
m.v., der foretages i fritiden.
- Laboratorier,
herunder skader som følge af fejldiagnosticering ved
undersøgelse af patientprøver, fx biopsier.
- Private
transportfirmaer, herunder ulykkestilfælde i forbindelse med
transport af patienter til og fra behandling.
- Private
behandlingscentre uden autoriseret sundhedspersonale, fx
Øfeldt centrene.
Der er derfor behov for at udvide ordningen og
samtidig foretage en mere enkel og gennemsigtig afgrænsning
af patienterstatningsordningens dækningsområde.
Sundheds- og Ældreministeriet vurderer,
at langt de fleste af de »huller«, der er i det
nuværende dækningsområde, kan lukkes ved at lade
skader, opstået i forbindelse med undersøgelse og
behandling foretaget af (alle) sundhedspersoner, der som led i
deres erhverv eller fritid leverer ydelser efter
sundhedslovgivningen, jf. definitionen heraf oven for under pkt.
3.1.1, blive omfattet af patienterstatningsordningens
dækningsområde.
3.2 Udvidelse af patienterstatningsordningen i
forhold til lægemiddelskader
3.2.1
Gældende ret
Patienter eller efterladte til patienter har
mulighed for at søge erstatning og godtgørelse for
fysisk skade påført som følge af egenskaberne
ved et lægemiddel i medfør af reglerne i klage- og
erstatningslovens kapitel 4. Dette gælder ligeledes for
personer, som deltager i sundhedsvidenskabelige forsøg med
lægemidler, der ikke indgår som led i diagnostik eller
behandling af personens sygdom, samt donorer, hvorfra der udtages
væv og andet biologisk materiale. Til forsøgspersoner
og donorer, der er omfattet af bestemmelsen, ydes også
erstatning for psykisk skade.
Lægemiddelskadeerstatningsordningen blev
indført med lov nr. 1120 af 20. december 1995 om erstatning
for lægemiddelskader, der trådte i kraft den 1. januar
1996, og den blev i uændret form videreført som
kapitel 4 i klage- og erstatningsloven, der trådte i kraft
den 1. januar 2007.
Lægemiddelskadeerstatningsordningen
går ud på, at staten, jf. lovens § 54, stk. 1,
udbetaler erstatning og godtgørelse til patienter eller
efterladte til patienter, der påføres fysisk skade som
følge af egenskaber ved et lægemiddel, der er anvendt
ved undersøgelse, behandling el.lign., jf. § 38, stk.
1, eller bivirkninger af et lægemiddel, hvis bivirkningerne
efter deres karakter eller omfang går ud over, hvad patienten
med rimelighed bør acceptere, jf. § 43, stk. 1.
Erstatning og godtgørelse ydes kun, såfremt skaden med
overvejende sandsynlighed er forårsaget ved brug af
lægemidler.
Patienterstatningen vurderer, om der er
grundlag for at tilkende patienter eller efterladte til patienter
erstatning og godtgørelse efter
lægemiddelskadeerstatningsordningen, og da med hvilket
beløb, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 428 af 9.
maj 2011 om administration af sager om
lægemiddelskadeerstatninger.
Erstatning og godtgørelse udmåles
efter reglerne i erstatningsansvarsloven, idet erstatning og
godtgørelse for en lægemiddelskade dog alene ydes,
såfremt den samlet overstiger 3.000 kr.
Patienterstatningens afgørelser kan
indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen, jf. klage-
og erstatningslovens § 58 b, stk. 1. Ankenævnets
afgørelse kan, i medfør af lovens § 58 d, stk.
2, indbringes for retten inden 6 måneder efter
afgørelsen er meddelt.
Ifølge klage- og erstatningslovens
§ 60, stk. 1, skal erstatningskrav efter lovens kapitel 4
være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter,
at den erstatningsberettigede har fået eller burde have
fået kendskab til skaden. Ifølge § 60, stk. 2,
indtræder forældelse af erstatningskrav dog senest 10
år efter den dag, hvor lægemidlet er udleveret til
skadelidte.
3.2.2
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Lægemiddelskadeerstatningsordningen
omfatter i dag kun fysiske skader efter brug af lægemidler.
Psykiske skader er ikke omfattet. Således har
Patienterstatningen afvist at yde erstatning og godtgørelse
som følge af, at en patient udviklede depression efter
behandling med et lægemiddel mod hudlidelse og udvikling af
søvnløshed. Man har også afvist at yde
erstatning og godtgørelse som følge af udvikling af
tungsind efter forebyggende behandling med et præparat mod
malaria.
Denne retstilstand er efter Sundheds- og
Ældreministeriets opfattelse uhensigtsmæssig, hvorfor
det foreslås, at psykiske lægemiddelskader - i lighed
med fysiske lægemiddelskader - også omfattes af
ordningen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der
allerede i dag er mulighed for at søge erstatning og
godtgørelse i lighed med fysiske for såvel fysiske som
psykiske behandlingsskader. Med forslaget sikres dermed også
en større grad af ensartethed i dækningen af
henholdsvis behandlingsskader og lægemiddelskader.
Sundheds- og Ældreministeriet finder det
derfor hensigtsmæssigt at udvide mulighederne for at
søge erstatning og godtgørelse for skader, der
påføres som følge af egenskaber ved
lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse,
behandling el.lign. (lægemiddelskader).
3.3 Fredning af udbetalte erstatninger
3.3.1
Gældende ret
Patienterstatningens afgørelser truffet
efter klage- og erstatningslovens § 33, stk. 1 og 4, og §
55, stk. 1, kan i medfør af lovens § 58 b, stk. 1 og 2,
indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen inden for
en frist på 3 måneder.
Ankenævnet træffer den endelige
administrative afgørelse. Ankenævnet kan
stadfæste, ophæve eller ændre
Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnets
afgørelser kan indbringes for retten, inden 6 måneder,
efter at afgørelsen er meddelt.
De erstatningspligtige og patienter eller
efterladte til patienter kan efter klage- og erstatningslovens
§ 58 b, stk. 1, anmode ankenævnet om at tillægge
klagen opsættende virkning. Ankenævnet har dog en
restriktiv praksis vedrørende opsættende virkning.
Efter gældende praksis meddeles opsættende virkning som
udgangspunkt kun i tilfælde, hvor der ud fra en umiddelbar
vurdering er bestyrket grundlag for at forvente, at
ankenævnet vil ændre Patienterstatningens
afgørelse. Ved vurderingen af spørgsmålet om
opsættende virkning lægger ankenævnet bl.a.
vægt på, om klagen er indgivet og anmodningen fremsat
inden udløbet af udbetalingsfristen på 1 måned,
jf. klage- og erstatningslovens § 33, stk. 4.
I sager om behandlingsskader er den
erstatningspligtige efter klage- og erstatningslovens § 33,
stk. 4, forpligtet til at efterkomme Patienterstatningens
afgørelse om erstatning og godtgørelse inden for 1
måned. Dette gælder også i tilfælde, hvor
den erstatningspligtige er uenig i afgørelsen og indbringer
den for ankenævnet. I lægemiddelskadesager er der ingen
frist for udbetaling af erstatning og godtgørelse.
I dag forløber en erstatningssag ofte
sådan, at Patienterstatningen i sin første
afgørelse anerkender, at en patienter påført en
erstatningsberettigende skade. I nogle tilfælde kan
Patienterstatningen i samme afgørelse tage stilling til en
eller flere erstatningsposter. Efterfølgende træffer
Patienterstatningen nye afgørelser om de resterende
erstatningsposter, efterhånden som disse kan gøres
op.
Eksempel
på forløb af en erstatningssag:
Afgørelse 1: Patienterstatningen
anerkender en skade og tilkender 30.000 kr. i godtgørelse
for svie og smerte. Den erstatningspligtige udbetaler
beløbet inden 1 måned. Afgørelsen
påklages ikke inden for klagefristen på 3
måneder.
Afgørelse 2: Patienterstatningen
tilkender 66.000 kr. i godtgørelse for varigt mén.
Den erstatningspligtige udbetaler beløbet inden 1
måned. Afgørelsen påklages ikke inden for
klagefristen på 3 måneder.
Afgørelse 3: Patienterstatningen
tilkender 110.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og
1.400.000 kr. for erhvervsevnetab. Den erstatningspligtige
udbetaler beløbet inden 1 måned. Afgørelse 3
påklages af én af parterne inden for klagefristen
på 3 måneder. Ved behandling af klagen påser
ankenævnet af egen drift, om patienten er påført
en erstatningsberettigende skade (i afgørelse 1) og
vurderer, at dette ikke er tilfældet.
I tilfælde, som i eksemplet ovenfor,
hvor ankenævnet finder, at patienten ikke er
påført en erstatningsberettigende skade, ændrer
ankenævnet afgørelse 1 om den anerkendte skade til
ugunst for patienten eller efterladte til patienten. Det
indebærer, at patienten eller efterladte til patienten ikke
er berettigede til den erstatning og godtgørelse, som er
udbetalt på baggrund af Patienterstatningens
afgørelser 1, 2 og 3. Dette gælder, selvom
afgørelser 1 og 2 ikke er påklaget til
ankenævnet af nogen af parterne. Hvis patienten eller
efterladte til patienten ikke frivilligt betaler erstatning og
godtgørelse tilbage, kan den erstatningspligtige vælge
at anlægge et civilt søgsmål mod patienten eller
efterladte til patienten.
Den erstatningspligtiges adgang til at
kræve tilbagebetaling reguleres af de almindelige regler om
tilbagesøgning (condictio
indebiti). Adskillige domme udtaler, at den, der har betalt
en erstatning eller godtgørelse, som 'udgangspunkt' har ret
til at kræve beløbet tilbagebetalt. Denne ret
modificeres af en række momenter, som afvejes over for
hinanden i en konkret helhedsvurdering - oftest uden at det er
muligt at udlede, hvilket moment der er mest afgørende for
resultatet.
Vestre Landsretsdom af 19. januar 2017, trykt
i UfR 2017.1424 V, som vedrører tilbagebetaling af udbetalte
erstatninger, er anket til Højesteret og skal efter det
oplyste behandles den 29. november 2017.
Af Vestre Landsretsdom af 24. maj 2017
fremgår, at udbetalingen af erstatning og godtgørelse
med henblik på at efterkomme en afgørelse fra
Patienterstatningen, ikke kunne anses for et afkald på
efterfølgende at kræve tilbagebetaling, i det omfang
ankenævnet siden hen måtte ændre én eller
flere afgørelser til ugunst for patienter eller efterladte
til patienter. Procesbevillingsnævnet har givet
anketilladelse til Højesteret af denne dom.
Det er derfor uafklaret på
nuværende tidspunkt, under hvilke betingelser en patient
eller efterladte til en patient efter gældende ret er
forpligtede til at tilbagebetale erstatning.
3.3.2
Problematikken vedr. tilbagebetaling
Tilbagebetalingsproblematikken er kompleks, og
der er flere årsager til, at patienter eller efterladte til
patienter kan blive mødt med et tilbagebetalingskrav fra den
erstatningspligtige.
For det første er den
erstatningspligtige forpligtet til at efterkomme
Patienterstatningens afgørelse om udbetaling af erstatning
og godtgørelse før den gældende klagefrist
på 3 måneder udløber. Udbetalingen af
erstatningen skal heller ikke afvente udfaldet af en eventuel klage
over Patienterstatningens afgørelse ved Ankenævnet for
Patienterstatningen. Det fremgår således af de
gældende regler på området, at
erstatningsudbetalingen skal ske inden 1 måned efter
tilkendelsen.
For det andet oplever patienter eller
efterladte til patienter, at nogle erstatningspligtige i visse
tilfælde følger en praksis, hvor de ikke
påklager Patienterstatningens afgørelse om
erstatningspligten, men først klager, når der
efterfølgende træffes afgørelse om tilkendelse
af større erstatning og godtgørelse. I disse sager
ses det, at den erstatningspligtige i klagen over erstatningen og
godtgørelsen argumenterer for, at patienten slet ikke er
påført en erstatningsberettigende skade. Der kan
derfor gå lang tid før ankenævnet har anledning
til at efterprøve erstatningsgrundlaget.
Hertil kommer for det tredje, at
ankenævnet i sager, hvor der er påklaget en
afgørelse om erstatningsfastsættelse, kan vurdere, om
Patienterstatningens oprindelige afgørelse om
erstatningsgrundlaget er materielt rigtig. Det følger af
højesteretsdommene trykt i UfR 2005.1520 H og UfR 2016.3276
H. Heraf kan bl.a. udledes, at ankenævnet er berettiget til
at omgøre såvel den påklagede afgørelse
som den tidligere, ikke påklagede afgørelse om
fastlæggelse af erstatningsgrundlaget, til skade for
patienter eller efterladte til patienter, såfremt
ankenævnet ved sin vurdering af sagen måtte komme frem
til, at afgørelsen er urigtig. Det fremgår
således, at Patienterstatningens efterfølgende
afgørelser om erstatningsudmåling bliver ugyldige,
når ankenævnet træffer afgørelse om at
ophæve erstatningsgrundlaget. Den omstændighed, at den
erstatningspligtige havde udbetalt erstatningsbeløbene,
kunne i UfR 2016.3276 H ikke føre til et andet resultat.
Retten bemærkede samtidig, at det beroede på en
selvstændig vurdering, om den erstatningspligtige kunne
kræve tilbagebetaling. Det blev endvidere bemærket, at
de almindelige regler om tilbagesøgning i
tilstrækkelig grad beskyttede den person, der i god tro havde
modtaget erstatning i henhold til en myndigheds
afgørelse.
For det fjerde er det den erstatningspligtige
og ikke Patienterstatningen eller ankenævnet, der skal
vurdere, om der er grundlag for at stille krav om tilbagebetaling
af en udbetalt erstatning og godtgørelse.
Patienterstatningen og ankenævnet træffer alene
afgørelse om, hvorvidt patienter eller efterladte til
patienter er berettigede til erstatning og godtgørelse.
For det femte reguleres den
erstatningspligtiges adgang til at kræve tilbagebetaling af
dansk rets almindelige regler om tilbagesøgning (condictio indebiti). Adskillige domme
udtaler, at den, der har betalt en erstatning eller
godtgørelse, som 'udgangspunkt' har ret til at kræve
beløbet tilbagebetalt. Denne ret modificeres af en
række momenter, som afvejes over for hinanden i en konkret
helhedsvurdering - oftest uden at det er muligt at udlede, hvilket
moment der er mest afgørende for resultatet.
3.3.3
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Sundheds- og Ældreministeriet finder det
urimeligt, at patienter og efterladte til patienter risikerer at
skulle tilbagebetale erstatning og godtgørelse lang tid
efter udbetaling. Sundheds- og Ældreministeriet finder
desuden, at patienter fremadrettet skal kunne indrette deres
livsførelse i tiltro til, at udbetalt erstatning og
godtgørelse kan beholdes.
Sundheds- og Ældreministeriet
foreslår derfor at frede udbetalt erstatning og
godtgørelse. Det foreslås endvidere at indføre
automatisk opsættende virkning, når
Patienterstatningens afgørelse påklages til
Ankenævnet for Patienterstatningen. Det foreslås
endvidere, at klagefristen forkortes, så den svarer til
udbetalingsfristen på 1 måned.
Opsættende virkning i kombination med
den foreslåede klagefrist på 1 måned vil betyde,
at patienten eller efterladte til patienten får udbetalt
erstatning og godtgørelse straks efter klagefristens
udløb i de tilfælde, hvor Patienterstatningens
afgørelse ikke er påklaget. I sager, hvor
Patienterstatningens afgørelse er påklaget, får
patienten eller efterladte til patienten udbetalt erstatning samt
renter - hvis patienten eller efterladte til patienten fortsat er
berettigede til den - efter ankenævnets afgørelse.
Med lovforslaget ændres der imidlertid
ikke ved, at ankenævnet i forbindelse med behandlingen af
klager over Patienterstatningens afgørelser, fortsat vil
kunne foretage en fuld prøvelse af afgørelsen,
herunder en prøvelse af erstatningspligten.
Dette indebærer navnlig en fortsat
adgang for ankenævnet til 1) at ændre den
påklagede afgørelse til ugunst for patienter eller
efterladte til patienter, således at erstatning og
godtgørelse nedsættes eller bortfalder; 2) at
ændre Patienterstatningens oprindelige afgørelse om
erstatningspligten. Som konsekvens af bortfaldet af
erstatningspligten kan ankenævnet således fortsat
ophæve samtlige afgørelser truffet af
Patienterstatningen om erstatningsudmåling; og 3) at foretage
en delvis ændring (reduktion) af omfanget af den skade, der
er anerkendt af Patienterstatningen ved en ikke påklaget
afgørelse eller en ikke påklaget del af en
afgørelse, og i konsekvens heraf om nødvendigt
ophæve eller ændre afgørelser truffet af
Patienterstatningen om erstatningsudmåling.
Herved sikres det, at ankenævnet fortsat
har mulighed for at træffe materielt rigtige
afgørelser, uden binding af tidligere afgørelser
truffet af Patienterstatningen.
Det foreslås således udelukkende
at regulere og begrænse den erstatningspligtiges adgang til
at søge allerede udbetalt erstatning og godtgørelse
tilbage, hvis ankenævnet omgør Patienterstatningens
afgørelser til ugunst for patienter eller efterladte til
patienter og ophæver Patienterstatningens afgørelser
om erstatningsfastsættelse.
Eksempel
på forløb af en erstatningssag:
Afgørelse 1: Patienterstatningen
anerkender en skade og tilkender 30.000 kr. i godtgørelse
for svie og smerte. Afgørelsen påklages ikke inden for
klagefristen på 1 måned. Den erstatningspligtige
udbetaler beløbet straks efter klagefristens
udløb.
Afgørelse 2: Patienterstatningen
tilkender 66.000 kr. i godtgørelse for varigt mén.
Afgørelsen påklages ikke inden for klagefristen
på 1 måned. Den erstatningspligtige udbetaler
beløbet straks efter klagefristens udløb.
Afgørelse 3: Patienterstatningen
tilkender 110.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og
1.400.000 kr. for erhvervsevnetab. Afgørelse 3
påklages af én af parterne inden for klagefristen
på 1 måned. Klagen tillægges opsættende
virkning. Ved behandling af klagen påser ankenævnet af
egen drift, om patienten er påført en
erstatningsberettigende skade (i afgørelse 1) og vurderer,
at dette ikke er tilfældet.
Den foreslåede løsning
indebærer, at når afgørelse 3 påklages, og
ankenævnet finder, at patienten ikke er påført
en erstatningsberettigende skade, og ændrer afgørelse
1 om den anerkendte skade til ugunst for patienten eller efterladte
til patienten, skal den erstatningspligtige ikke kunne kræve
den erstatning og godtgørelse, der er udbetalt i henhold til
Patienterstatningens afgørelser 1 og 2, tilbagebetalt.
Klagen over afgørelse 3 har opsættende virkning,
hvilket betyder, at erstatningen i henhold til afgørelse 3
ikke udbetales.
Patienten eller efterladte til patienten
får dermed ret til at beholde den erstatning og
godtgørelse, der er udbetalt i henhold til afgørelse
1 og 2, selv om ankenævnet omgør sagen til ugunst for
patienten eller efterladte til patienten. Det foreslås, at
den erstatningspligtige kan kræve tilbagebetaling, når
patienter eller efterladte til patienter mod bedre vidende har
undladt at give eller har afgivet urigtige oplysninger efter loven.
Det er en forudsætning, at den manglende eller urigtige
oplysning har medført, at Patienterstatningen eller
ankenævnet har truffet en anden afgørelse end den, der
ville være truffet, hvis den manglende eller urigtige
oplysning havde foreligget.
3.4 Bedre vilkår for Patienterstatningens
sagsbehandling
3.4.1
Gældende ret
Der er i klage- og erstatningsloven ikke
fastsat en frist for, hvornår de parter, der ligger inde med
de oplysninger, der danner baggrund for Patienterstatningens
behandling af sagen, skal imødekomme anmodningen fra
Patienterstatningen om indsendelse af materiale.
Der har været en mangeårig praksis
for, at Patienterstatningen vederlagsfrit kan anmode om de
relevante oplysninger til brug for en verserende sag. Endvidere har
der også været en mangeårig praksis for, at
forsikrings- og pensionsselskaber skal indsende relevante
oplysninger til Patienterstatningen efter anmodning.
Hertil kommer, at klage- og erstatningsloven
ikke indeholder de samme muligheder for, at Patienterstatningen kan
oplyse sager om lægemiddelskader, som det er tilfældet
med sager om behandlingsskader. Hvis en patient er blevet
påført en lægemiddelskade, har
Patienterstatningen for nuværende ikke mulighed for at lade
vidner afhøre i sagen. Dette er muligt, hvis patienten er
blevet påført en behandlingsskade, jf. klage- og
erstatningslovens § 33, stk. 3. Endvidere er der i sagerne
vedr. lægemiddelskader ingen frist for, hvornår
erstatning og godtgørelse, der er tilkendt af
Patienterstatningen, skal være udbetalt, efter en truffet
afgørelse. Der er fastsat en frist på 1 måned i
øvrige erstatningssager, jf. klage- og erstatningslovens
§ 33, stk. 4.
3.4.2
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Sundheds- og Ældreministeriet finder det
ikke rimeligt, at de relevante parter, som ligger inde med
oplysninger, som skønnes af betydningen for
Patienterstatningens behandling af de pågældende sager
om behandlings- og lægemiddelskader, kan forårsage, at
sagsbehandlingstiden bliver uforholdsmæssigt lang ved ikke at
indsende det relevante materiale, inden for rimelig tid efter
modtagelse af anmodning herom.
Det foreslås, at der, for at kunne
gøre sagsbehandlingen mere smidig, og for at fremme en
hurtigere sagsbehandling af både behandlingsskader og
lægemiddelskader, indsættes en frist på 30 dage
for indsendelse af de relevante oplysninger til
Patienterstatningen, efter modtagelsen af anmodningen herom.
Fastsættelsen af en frist på 30 dage vedrører
oplysninger, som allerede foreligger, eller hvor det vil være
muligt at fremskaffe disse inden for fristen. Fristen vil ikke
forhindre, at der efterfølgende kan indsendes yderligere
oplysninger til sagen, for at der kan træffes en
afgørelse på et fuldt oplyst grundlag. Hvis fristen
ikke kan overholdes, skal Patienterstatningen underrettes om
grunden til fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen
kan forventes færdigbehandlet.
For at sikre at praksis omkring vederlagsfri
indhentelse af oplysninger bliver fulgt, foreslås at det
indføjes i loven, at oplysninger til Patienterstatningen
skal fremsendes vederlagsfrit. Endvidere at forsikrings- og
pensionsselskaber skal indsende relevante oplysninger til
Patienterstatning efter anmodning.
For at sikre en større grad af
ensartethed i behandlingen og vurderingen af behandlings- og
lægemiddelskader, foreslås det endvidere, at
Patienterstatningen i sager om lægemiddelskader også
kan lade vidner afhøre i byretten på det sted, hvor de
bor.
Herudover foreslås det, at der på
lægemiddelskadeområdet, som ved behandlingsskader,
indføres en frist for staten til at udbetale de fastsatte
ydelser, efter der er truffet en afgørelse om erstatning og
godtgørelse. Denne frist skal ligesom i behandlingsskader
være straks efter klagefristens udløb.
3.5 Ensartet mulighed for erstatning og
godtgørelse for værnepligtige og indsatte ved
tandskader
3.5.1
Gældende ret
Værnepligtige og indsatte har ikke selv
mulighed for at vælge, hvor de ønsker deres
tandbehandling udført. De værnepligtige og de indsatte
er omfattet af klage- og erstatningslovens § 24, stk. 2, hvor
der er en undergrænse på 10.000 kr. for udbetaling af
erstatning og godtgørelse. Denne undergrænse er
gældende, hvis den værnepligtige er påført
en skade efter tandbehandling i det militære forsvar eller
redningsberedskabet, og hvis den indsatte er påført en
skade efter tandbehandling i Kriminalforsorgens fængsler og
arresthuse.
Hvis den værnepligtige eller indsatte
derimod har fået en skade efter at være blevet
behandlet af en privatpraktiserende tandlæge efter aftale
mellem det militære forsvar eller redningsberedskabet og den
privatpraktiserende tandlæge og henholdsvis Kriminalforsorgen
og den privatpraktiserende tandlæge, vil undergrænsen
være 1.000 kr.
Det skyldes, at der i henhold til aftale af 8.
december 2003 mellem daværende Indenrigs- og
Sundhedsministerium og Dansk Tandlægeforening (nu
Tandlægeforeningen) gælder en supplerende
undergrænse.
Hvis en skade er sket hos en
privatpraktiserende tandlæge, og erstatning og
godtgørelse samlet er over 1.000 kr., men under 10.000 kr.,
er det de privatpraktiserende tandlæger selv, der via en
kollektiv pulje betaler både erstatning og
godtgørelse, renter og administrationsomkostninger. Dette
medfører, at der i disse sager udbetales erstatning og
godtgørelse til patienter eller efterladte til patienter,
såfremt erstatning og godtgørelse samlet er over 1.000
kr.
Det indebærer i praksis, at
værnepligtige og indsatte, der får udført
tandbehandling af en tandlæge der hhv. er tilknyttet det
militære forsvar eller redningsberedskabet eller
udfører behandling i Kriminalforsorgens fængsler og
arresthuse, er stillet ringere, end de værnepligtige og
indsatte, der behandles af en privatpraktiserende tandlæge
efter aftale mellem hhv. det militære forsvar eller
redningsberedskabet og tandlægen og en aftale mellem
Kriminalforsorgen og tandlægen. Hvor den værnepligtige
eller indsatte, der behandles »inden for murene«,
først kan få udbetalt erstatning og
godtgørelse, såfremt den samlede erstatning og
godtgørelse overstiger undergrænsen på 10.000
kr., jf. klage- og erstatningslovens § 24, stk. 2, vil de
værnepligtige og indsatte, der får udført deres
tandbehandling hos en privatpraktiserende tandlæge
»uden for murene«, kunne få udbetalt erstatning
og godtgørelse, såfremt erstatning og
godtgørelse samlet overstiger undergrænsen i aftalen
på 1.000 kr.
3.5.2
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Værnepligtige og indsatte har ikke selv
mulighed for at vælge, hvor de ønsker deres
tandbehandling udført. Derfor finder Sundheds- og
Ældreministeriet, at der er behov for at sikre, at
værnepligtige og indsatte stilles ens i deres muligheder for
at opnå erstatning og godtgørelse efter en skade
påført i forbindelse med tandbehandling.
Sundheds- og Ældreministeriet har
søgt at indgå en aftale med Tandlægeforeningen
om, at værnepligtige og indsatte stilles ens i
erstatningsmæssig sammenhæng, hvis de kommer til skade
efter at have modtaget tandbehandling, uanset om behandlingen
konkret måtte være foregået i det militære
forsvar eller redningsberedskabet, i Kriminalforsorgen eller hos en
privatpraktiserede tandlæge efter nærmere aftale mellem
det militære forsvar eller redningsberedskabet,
Kriminalforsorgen og den enkelte praktiserede tandlæge.
Tandlægeforeningen har for sit
vedkommende anført, at indgåelse af en sådan
aftale forudsætter, at staten finansierer erstatninger, der
ligger over 1.000 kr., men under 10.000 kr.
Da undergrænsen på 1.000 kr. ikke
er fastlagt i klage- og erstatningsloven, men følger af den
aftale, som daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium og
Dansk Tandlægeforening har indgået, er der imidlertid
ikke hjemmel til, at staten kan afholde denne udgift.
Det foreslås som følge heraf, at
der i loven fastsættes en undergrænse for
erstatningsudbetalinger på 1.000 kr. i de sager, hvor de
værnepligtige og indsatte har fået udført deres
tandbehandling i henholdsvis det militære forsvar eller
redningsberedskabet eller i Kriminalforsorgens fængsler og
arresthuse, når erstatning og godtgørelse udgør
mere end 1.000 kr. (i henhold til aftalen med Dansk
Tandlægeforening) og mindre end 10.000 kr. (i henhold til
loven). Det foreslås samtidig, at staten får hjemmel
til at afholde disse udgifter.
3.6 Ophævelse af undergrænserne for
udbetaling af erstatning og godtgørelse
3.6.1
Gældende ret
Erstatning og godtgørelse i
behandlings- og lægemiddelskadesager fastsættes efter
reglerne i lov om erstatningsansvar, jf. de gældende
bestemmelser i klage- og erstatningslovens § 24, stk. 1, og
§ 46, stk. 1.
Efter lovens § 24, stk. 2, ydes der kun
erstatning og godtgørelse for skader påført i
forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign. i
sundhedsvæsenet, såfremt den overstiger 10.000 kr. Det
indebærer, at erstatningen og godtgørelsen udbetales
til patienter eller efterladte til patienter i alle sager, hvor
erstatning og godtgørelse samlet fører til et
beløb på over 10.000 kr. Hvis beløbet er 10.000
kr. eller derunder, udbetales der ikke erstatning og
godtgørelse. I henhold til klage- og erstatningslovens
§ 24, stk. 1, fastsættes erstatning og
godtgørelse efter reglerne i erstatningsansvarsloven.
I lægemiddelskadesager udbetales
erstatning kun, når erstatningen overstiger 3.000 kr., jf.
klage- og erstatningslovens § 46, stk. 2. Det indebærer,
at erstatningen udbetales til patienter eller efterladte til
patienter i alle sager, hvor erstatning og godtgørelse
samlet fører til et beløb på over 3.000 kr.
Hvis beløbet er 3.000 kr. eller derunder, udbetales der ikke
erstatning. I henhold til klage- og erstatningslovens § 46,
stk. 1, fastsættes erstatning og godtgørelse efter
reglerne i erstatningsansvarsloven.
3.6.2
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Med henblik på at tilvejebringe
finansiering af den foreslåede udvidelse af
patienterstatningsordningens dækningsområde og fredning
af udbetalt erstatning og godtgørelse foreslås det at
ophæve de nuværende undergrænser på hhv.
10.000 kr. for behandlingsskader og 3.000 kr. for
lægemiddelskader.
Undergrænserne på henholdsvis
10.000 kr. i sager om behandlingsskade og 3.000 kr. i sager om
lægemiddelskade foreslås i stedet erstattet af et
egetbidrag på 7.300 kr. (2017-niveau), der fratrækkes i
alle sager, hvor den samlede erstatning og godtgørelse
udgør 7.300 kr. eller mere.
Undergrænsen på 10.000 kr.
foreslås bevaret i forhold til sager, der er henlagt til
behandling hos Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.
Det foreslås, at egetbidragets
størrelse evalueres 2 år efter lovens
ikrafttrædelse.
3.7 Udnævnelse af Ankenævnet for
Patienterstatningens formand og næstformænd
3.7.1
Gældende ret
Ifølge klage- og erstatningslovens
§ 58 a, stk. 2, skal formanden og næstformændene i
Ankenævnet for Patienterstatningen være dommere.
I forbindelse med en ændring af lovens
§ 58 a, stk. 2, ved lov nr. 519 af 26. maj 2014 om
ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet og lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (Ændring af
regler om patienters retstilling, nedlæggelse af
Lægemiddelskadeankenævnet, oplysningspligt ved
erstatningsudbetalinger i patientskadesager, afbrydelse af
forældelse i sager om patient- og
lægemiddelskadeerstatninger, offentliggørelse af
Sundhedsstyrelsens tilsynsrapporter ved tilbagevendende tilsyn
m.v.), som trådte i kraft den 1. januar 2015, blev den
dagældende bestemmelse om, at dommere i formandskabet
»kan være fra de overordnede retter«
ophævet. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget
L 126 2013/1 var der dog ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig
ændring som følge deraf.
Baggrunden for ændringen var en
henstilling fra Justitsministeriet i skrivelse om lovtekniske emner
af 10. august 2010, hvorefter en formulering om, at medlemmerne i
et nævn »kan være dommere fra de overordnede
retter«, »kan være landsdommere« el.lign.
ikke bør anvendes. I stedet burde der i loven tages stilling
til, om dommermedlemmer skal være landsdommer,
præsident eller vicepræsident for Sø- og
Handelsretten.
Ifølge retsplejelovens § 47 a,
stk. 2, der trådte i kraft den 1. januar 2007, må hverv
som medlem af et offentligt nævn kun varetages af dommere fra
de overordnede retter, hvis det er bestemt ved lov eller godkendt
af Bibeskæftigelsesnævnet.
3.7.2
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er Sundheds- og Ældreministeriets
opfattelse, at det er nødvendigt, at der er en betydelig
repræsentation af landsdommere i Ankenævnet for
Patienterstatningen. Derfor foreslås det, at formanden og
mindst 3 næstformænd skal være landsdommere.
Dette skal ses i lyset af, at ankenævnet
ofte bliver stillet over for juridisk komplicerede og principielle
spørgsmål, er det væsentligt, at formandskabet
kan bestå af både byrets- og landsdommere.
Sagerne kan derudover omhandle meget
betydelige erstatnings- og godtgørelseskrav.
Ankenævnets afgørelser er således både af
betydelig interesse for de berørte patienter eller
efterladte til patienter samt de erstatningspligtige modparter.
Såfremt der forsat sker en stigning i
antallet af nævnsafdelinger, og dermed en forøgelse af
antallet af dommere i formandskabet, kræver udpegning af
eventuelt yderligere landsdommere tilladelse fra
Bibeskæftigelsesnævnet.
Lovforslaget tilsigter at afklare
sammensætningen af Ankenævnet for Patienterstatningens
formandskab, idet lovændringen i 2015 har vist sig ikke at
være tilstrækkelig specifik.
3.8 Bemyndigelsesbestemmelse for
Færøerne
3.8.1
Gældende ret
Klage- og erstatningsloven med senere
ændringer blev sat i kraft for Færøerne ved
kongelig anordning nr. 1248 af 19. december 2011 om
ikrafttræden for Færøerne af lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Efter anordningens § 1 behandler
Patientombuddet (nu Styrelsen for Patientsikkerhed) klager fra
patienter over forhold omfattet af kapitel 4 i lov om patienters
retsstilling, som blev sat i kraft for Færøerne ved
kongelig anordning, og træffer afgørelse om, hvorvidt
sundhedsvæsenet har handlet i strid med bestemmelserne. I
Danmark følger det af bestemmelsen, at Styrelsen for
Patientsikkerhed behandler klager fra patienter over
sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold
omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9. Styrelsen træffer
ligeledes afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige
virksomhed har været kritisabel, eller om
sundhedsvæsenet har handlet i strid med de
pågældende bestemmelser i sundhedsloven. Adgangen til
at klage over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed til
Styrelsen for Patientsikkerhed er dermed ikke sat i kraft for
Færøerne.
Idet sundhedsloven ikke var sat i kraft
på Færøerne ved anordningens ikrafttræden,
blev der i bestemmelsen i stedet henvist til kapitel 4 i lov om
patienters retsstilling, som var sat i kraft på
Færøerne ved kongelig anordning, og som er
videreført i sundhedslovens kapitel 8.
Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn er i medfør af § 2, stk. 1,
i anordningen af klage- og erstatningsloven tillagt kompetencen til
at behandle klager fra patienter over autoriserede
sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af
kapitel 2, 3 og 5 i lov om patienters retsstilling, med undtagelse
af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet
en anden klageadgang. I Danmark følger det af bestemmelsen i
klage- og erstatningsloven, at Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn er tillagt kompetencen til at behandle
klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners
sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens
kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der
i den øvrige lovgivning var foreskrevet en anden
klageadgang.
Af § 3, 1. pkt., i anordningen
følger, at Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn er forpligtet til at afgive en
udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed
har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i
strid med kapitel 2, 3 og 5 i lov om patienters retsstilling, i
sager efter §§ 2 og 2 a. I den danske klage- og
erstatningslovs § 3, 1. pkt., henvises til sundhedslovens
kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV, hvor der i anordningen henvises
til kapitlerne i lov om patienters retsstilling.
Som ovenfor nævnt var sundhedsloven ikke
sat i kraft på Færøerne ved anordningens
ikrafttræden, hvorfor der i stedet i anordningens § 2,
stk. 1, og § 3, 1. pkt., henvises til kapitel 2, 3 og 5 i lov
om patienters retsstilling, som var sat i kraft på
Færøerne ved kongelig anordning. Disse bestemmelser er
videreført i sundhedslovens kapitel 5, 6 og 9.
Af § 1, stk. 1, 2. pkt., i klage- og
erstatningsloven følger, at Styrelsen for Patientsikkerhed
ikke kan behandle en klage efter 1. pkt., hvis den faglige
virksomhed eller det forhold, klagen vedrører, helt eller
delvis er omfattet af en klage efter § 2, som regulerer
klageadgangen til Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn. Styrelsen kan dermed ikke behandle en
sag, hvis nævnet behandler eller har behandlet samme sag.
Endvidere følger det af § 2, stk.
1, 2. pkt., i klage- og erstatningsloven, at nævnet ligeledes
ikke kan behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed,
klagen vedrører, er omfattet af en klage til styrelsen efter
§ 1, medmindre styrelsen i anledning af klagen efter § 1
har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige
virksomhed.
Idet kompetencen for Styrelsen for
Patientsikkerhed til at behandle klager over sundhedsvæsenets
sundhedsfaglige virksomhed ikke blev sat i kraft for
Færøerne ved den kongelige anordning, blev § 1,
stk. 1, 2. pkt., og § 2, stk. 1, 2. pkt., i klage- og
erstatningsloven ej heller sat i kraft for Færøerne
ved anordningen.
3.8.2
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Idet sundhedsloven forventes sat i kraft
på Færøerne ved kongelig anordning pr. 1. januar
2018 eller snarest derefter, findes det nødvendigt at
foretage den fornødne opdatering af den gældende
anordning af klage- og erstatningsloven, således at der
henvises til sundhedslovens bestemmelser, hvor der i dag i
anordningen henvises til bestemmelser i lov om patienters
retsstilling, der er sat i kraft for Færøerne ved
kongelig anordning, men som ophæves med ikrafttrædelsen
af anordningen af sundhedsloven.
Endvidere ønsker
Landsstyreområdet for Sundheds- og Inlandsanliggender
på Færøerne, at der etableres mulighed for, at
de dele af klage- og erstatningsloven, der vedrører
Styrelsen for Patientsikkerheds kompetence til at behandle klager
fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige
virksomhed, og som ikke blev sat i kraft ved den kongelige
anordning af klage- og erstatningsloven i 2011, kan sættes i
kraft for Færøerne.
De relevante bestemmelser, blev indsat i
klage- og erstatningsloven ved § 1 i lov nr. 706 af 25. juni
2010 om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden
for sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner
og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre
love (Et nyt patientklagesystem, mulighed for at klage over
sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed, forenkling af
regler om tilsynsforanstaltninger m.v.) (herefter: lov nr. 706 af
25. juni 2010).
§ 9 i lov nr. 706 af 25. juni 2010
indeholder en bemyndigelse for sundhedsministeren til at
sætte loven i kraft for Færøerne ved kongelig
anordning, hvilket dele af loven blev med anordningen af klage- og
erstatningsloven i 2011. Idet der kun er hjemmel til at sætte
en dansk lov i kraft for Færøerne ved kongelig
anordning én gang, har sundhedsministeren ikke bemyndigelse
til at ændre bestemmelser i anordningen af klage- og
erstatningsloven, som blev indført i medfør af
bemyndigelsesbestemmelsen i § 9 i lov nr. 706 af 25. juni
2010.
Der er som følge heraf behov for at
etablere bemyndigelse til at sætte de bestemmelser, hvori der
henvises til bestemmelser i sundhedsloven, samt de bestemmelser,
hvori Styrelsen for Patientsikkerheds kompetence til at behandle
sager over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige kompetence, i
kraft for Færøerne igen.
4. Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige
Det vurderes, at den foreslåede
udvidelse af patienterstatningsordningen medfører offentlige
meromkostninger på ca. 10 mio. kr. årligt.
Det vurderes samtidig, at forslaget om at
frede udbetalte erstatninger og godtgørelser vil
medføre offentlige udgifter til et øget antal
klagesager hos Ankenævnet for Patienterstatningen på
mellem 5 og 15 pct. Ændringen vil medføre årlige
meromkostninger på op til 10,4 mio. kr.
Det vurderes på den baggrund, at de
samlede offentlige udgifter til disse initiativer vil udgøre
skønsmæssigt 20,4 mio. kr.
Udgifterne foreslås finansieret ved et
egetbidrag på 7.300 kr. (2017-niveau), der fratrækkes i
alle sager, hvor den samlede erstatning og godtgørelse
udgør 7.300 kr. eller mere.
Det vurderes herudover, at forslaget om at
ophæve undergrænsen ved udbetaling af erstatning og
godtgørelse efter behandlingsskader vil medføre let
øget administration i regionerne og kommunerne til
udbetaling af erstatning og godtgørelse, der samlet ligger
over 7.300 kr., men under 10.000 kr.
Forslaget om at fastsætte en
undergrænse på 1.000 kr. for udbetaling af erstatning
og godtgørelse i sager, hvor værnepligtige og indsatte
påføres skade efter behandling i det militære
forsvar eller redningsberedskabet eller i Kriminalforsorgens
fængsler og arresthuse vurderes at medføre statslige
merudgifter på skønsmæssigt 30.000 kr.
årligt.
Udgifterne afholdes inden for Sundheds- og
Ældreministeriets egen ramme.
Forslaget om at stille krav om, at formanden
og et betydeligt antal af næstformændene i
Ankenævnet for Patienterstatningen skal være
landsdommere vil ikke medføre merudgifter for
ankenævnet.
Den del af lovforslaget, der vedrører
etablering af muligheden for, at Styrelsen for Patientsikkerheds
kompetence til at behandle klager over sundhedsvæsenets
sundhedsfaglige kompetence, kan sættes i kraft for
Færøerne, forventes at være omkostningsneutral
for Styrelsen for Patientsikkerhed.
5. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Det vurderes, at den foreslåede
udvidelse af patienterstatningsordningen ikke vil medføre
merudgifter for erhvervslivet.
Det vurderes, at forslaget om at frede
udbetalte erstatninger samlet set vil medføre merudgifter
på under 1 mio. kr. for forsikringsselskaberne.
Udgifterne foreslås finansieret ved et
egetbidrag på 7.300 kr. (2017-niveau), der fratrækkes i
alle sager, hvor den samlede erstatning og godtgørelse
udgør 7.300 kr. eller mere.
Det vurderes herudover, at forslaget om at
ophæve undergrænsen ved udbetaling af erstatning og
godtgørelse efter behandlingsskader vil medføre let
øget administration hos forsikringsselskaberne til
udbetaling af erstatning og godtgørelse, der samlet ligger
over 7.300 kr., men under 10.000 kr.
Forslaget om at fastsætte en
undergrænse på 1.000 kr. for udbetaling af erstatning
og godtgørelse i sager, hvor værnepligtige og indsatte
påføres skade efter behandling i det militære
forsvar eller redningsberedskabet eller i Kriminalforsorgens
fængsler og arresthuse vil ikke medføre merudgifter
for tandlægerne.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Den foreslåede udvidelse af
patienterstatningsordningen medfører, at flere patienter
eller efterladte til patienter, bliver omfattet af
patienterstatningsordningen.
Den foreslåede fredning af udbetalt
erstatning og godtgørelse medfører, at patienter
eller efterladte til patienter sikres, at den erstatning og
godtgørelse, der er udbetalt i henhold til
Patienterstatningens afgørelse, som ingen af parterne har
påklaget, ikke kan kræves tilbagebetalt.
Den foreslåede ophævelse af
undergrænsen på 10.000 kr. i sager om behandlingsskader
vil medføre, at flere patienter end i dag får mulighed
for at få udbetalt erstatning og godtgørelse efter
patienterstatningsordningen.
Den foreslåede ophævelsen af
undergrænsen på 3.000 kr. i sager om
lægemiddelskader vil medføre, at færre patienter
end i dag vil få udbetalt erstatning og godtgørelse
efter patienterstatningsordningen.
Forslaget om at fastsætte en
undergrænse på 1.000 kr. for udbetaling af erstatning
og godtgørelse i sager, hvor værnepligtige og indsatte
påføres skade efter behandling i det militære
forsvar eller redningsberedskabet eller i Kriminalforsorgens
fængsler og arresthuse vil stille værnepligtige og
indsatte ens i forhold til mulighederne for at få udbetalt
erstatning og godtgørelse efter en tandskade, uanset hvor
behandlingen har fundet sted.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ingen EU-retlige
aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 19. september 2017 til den 12. oktober 2017 været i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
Danske Regioner, KL, Regionernes
Lønnings- og Takstnævn, Region Hovedstaden, Region
Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland, Region
Nordjylland, 3F, Ansatte Tandlægers Organisation, Danmarks
Apotekerforening, Danmarks Optikerforening, Dansk Kiropraktor
Forening, Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykoterapeutforening,
Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk
Tandplejerforening, Danske Bandagister, Danske Bioanalytikere,
Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, De Offentlige
Tandlæger, Ergoterapeutforeningen, Farmakonomforeningen, FOA,
Foreningen af Kliniske Diætister, Foreningen af
Speciallæger, Jordemoderforeningen, Landsforeningen af
Kliniske Tandteknikere, Lægeforeningen, Organisationen af
Lægevidenskabelige Selskaber, Praktiserende Lægers
Organisation, Praktiserende Tandlægers Organisation,
Psykolognævnet, Radiograf Rådet,
Socialpædagogernes Landsforbund, Tandlægeforeningen,
Yngre Læger, Alzheimerforeningen, Bedre Psykiatri, Dansk
Handicap Forbund, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter,
Danske Ældreråd, Det Centrale Handicapråd,
Diabetesforeningen, Gigtforeningen, Hjernesagen, Hjerteforeningen,
Høreforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet,
Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen af nuværende
og tidligere psykiatribrugere (LAP), Landsforeningen LEV,
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS),
Landsforeningen SIND, Patientforeningen, Patientforeningen i
Danmark, Patientforeningernes Samvirke, Scleroseforeningen,
Sjældne Diagnoser, Udviklingshæmmedes Landsforbund,
ÆldreForum, Ældresagen, Advokatrådet, Ansatte
Tandlægers Organisation, Brancheforeningen for Private
Hospitaler og Klinikker, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk IT -
Råd for IT-og persondatasikkerhed, Dansk Psykiatrisk Selskab,
Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Klinisk
Farmakologi, Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren, Dansk
Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Retsmedicin, Dansk
Standard, Danske Dental Laboratorier, Danske Seniorer, Den Danske
Dommerforening, Forbrugerrådet, Foreningen af Kommunale
Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Forsikring
& Pension, Retspolitisk Forening, Sundhed Danmark,
Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, IKAS, Ankestyrelsen,
Datatilsynet, Den Nationale Videnskabsetiske Komité, Det
Etiske Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen,
Finanstilsynet, Færøernes Landsstyre, Grønlands
Selvstyre, Institut for Menneskerettigheder, , Patienterstatningen,
Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden på Færøerne,
Rigsombudsmanden på Grønland, Rigspolitiet,
Rådet for Digital Sikkerhed og Rådet for Socialt
Udsatte.
10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Udvidelsen af patienterstatningsordningen
vil medføre merudgifter på skønsmæssigt
10 mio. kr. årligt. Stigningen i Ankenævnet for
Patienterstatningens sagstal vil medføre en merudgift
på skønsmæssigt 10,4 mio. kr.
årligt. Udgifterne til udvidelse af
patienterstatningsordningen og stigningen i Ankenævnet for
Patienterstatningens sagstal, foreslås finansieret ved et
egetbidrag på 7.300 kr., der fratrækkes i alle sager,
hvor den samlede erstatning og godtgørelse udgør
7.300 kr. eller mere. Den samlede merudgift er
skønsmæssigt 20,4 mio. kr. Ensretning af undergrænsen for
værnepligtige og indsatte på 1.000 kr., medfører
en merudgift på skønsmæssigt 30.000 kr. Udgiften
afholdes inden for Sundheds- og Ældreministeriets egen
ramme. | Administrative konsekvenser for stat,
kommune og regioner | Ingen | Forslaget om at ophæve
undergrænsen ved udbetaling af behandlingsskader, vil
medføre en let øget administration i regionerne og
kommunerne til udbetaling af erstatninger, der ligger over 7.300
kr. (egetbidraget), men under 10.000 kr. (den gældende
undergrænse) | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Det vurderes, at fredningen af udbetalt
erstatning og godtgørelse samlet set vil medføre en
merudgift for forsikringsselskaberne på under 1 mio.
kr. Udgifterne foreslås finansieret ved
et egetbidrag på 7.300 kr., der fratrækkes i alle
sager, hvor den samlede erstatning og godtgørelse
udgør 7.300 kr. eller mere. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Det vurderes, at ophævelsen af
undergrænsen ved udbetaling af erstatning og
godtgørelse efter behandlingsskader, vil medføre en
let øget administration hos forsikringsselskaberne til
udbetaling af erstatninger, der ligger over 7.300 kr.
(egetbidraget), men under 10.000 kr. (den gældende
undergrænse) | Administrative konsekvenser for
borgerne | Den foreslåede udvidelse af
patienterstatningsordningen medfører, at flere patienter
eller efterladte til patienter, bliver omfattet af
patienterstatningsordningen. Ophævelsen af undergrænsen
på 10.000 kr. vil medføre, at flere patienter i sager
om behandlingsskader vil få udbetalt erstatning og
godtgørelse. Forslaget om at ensrette undergrænsen
for erstatning til de værnepligtig og indsatte til 1.000 kr.,
vil stille de værnepligtige og indsatte ens i forhold til at
kunne opnå erstatning. | Ophævelsen af undergrænsen
på 3.000 kr. vil medføre, at færre patienter i
sager om lægemiddelskader vil få udbetalt erstatning og
godtgørelse. | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter | Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X) | Ja | Nej X |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
Til nr.
1-4
§ 19, stk. 1, i klage- og
erstatningsloven afgrænser lovens
dækningsområde.
Efter klage- og erstatningslovens § 19,
stk. 1, ydes erstatning efter reglerne i lovens kapitel 3 til
patienter eller efterladte til patienter, som her i landet
påføres skade i forbindelse med undersøgelse,
behandling el.lign., som er foretaget
1) på et sygehus eller på vegne af
dette,
2) af sundhedspersoner og andet personale som led i
den præhospitale indsats efter sundhedsloven,
3) af autoriserede sundhedspersoner ansat i
regionstandplejen, ved en odontologisk landsdels- og
videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering af de
kommunale sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41 eller
på vegne af disse,
4) på universiteternes
tandlægeskoler,
5) af privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner,
6) af læger, der uden at være
privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til
sundhedslovens § 158,
7) af læger, der uden at være
privatpraktiserende virker som vagtlæger,
8) af Sundhedsstyrelsen af sager i henhold til
sundhedslovens kapitel 21, regler udstedt i medfør heraf
eller regler udstedt i medfør af § 5 d i lov om
sygehusvæsenet som opretholdt ved sundhedslovens § 277,
stk. 12,
9) på værnepligtige af autoriserede
sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling i
det militære forsvar eller redningsberedskabet, eller
10) af autoriserede sundhedspersoner, der
udfører sundhedsfaglig behandling af indsatte i
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.
Patienterstatningsordningens
dækningsområde er desuden fastsat i
bekendtgørelse nr. 1265 af 28. oktober 2016.
Den gældende bestemmelse i § 19,
stk. 1, nr. 3, blev indsat i loven ved lov nr. 430 af 10. juni
2003. Af bemærkningerne hertil fremgår, at det i
forhold til de kommunale sundhedsordninger omfatter forebyggende
sundhedsordninger for børn og unge,
hjemmesygeplejerskeordningen, den kommunale omsorgstandpleje samt
den kommunale børne- og ungetandpleje.
De privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner, som er omfattet af den gældende lovs §
19, stk. 1, nr. 5, blev omfattet af lovens
dækningsområde ved lov nr. 430 af 10. juni 2003. Af
lovens bemærkninger fremgår, at alle
privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner medtages, dvs.
sundhedspersoner i henhold til særlig lovgivning eller
personer, der handler på disses ansvar. Endvidere
fremgår, at det ikke blev fundet hensigtsmæssigt at
inddrage personer uden sundhedsfaglig autorisation under loven. Det
fremgår, at man i den forbindelse fandt, at en offentligt
styret patientforsikringsordning burde forbeholdes autoriserede
sundhedspersoner. Det fremgår endvidere af lovens
bemærkninger, at gruppen af autoriserede sundhedspersoner
omfatter praktiserende læger, herunder speciallæger,
praktiserende tandlæger, praktiserende psykologer,
kiropraktorer, tandplejere, ergo- og fysioterapeuter,
fodterapeuter, samt eventuelle privatpraktiserende sygeplejersker,
jordemødre, kliniske diætister, bioanalytikere,
radiografer, bandagister, kliniske tandteknikere, tandplejere,
optikere, kontaktlinseoptikere og optometrister samt social- og
sundhedsassistenter.
Den gældende bestemmelse i § 19,
stk. 1, nr. 6, blev indsat ved lov nr. 430 af 10. juni 2003.
Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 547 af 24. juni 2005,
hvor henvisningen til sundhedslovens § 158 afløste en
henvisning til den tidligere gældende lov nr. 634 af 17.
december 1976 om tilbud om gratis vaccination mod visse
sygdomme.
Ifølge sundhedslovens § 158
fastsætter sundheds- og ældreministeren nærmere
regler om, hvilke vaccinationer, der er omfattet af loven, herunder
bl.a. om hvilke læger der skal kunne foretage vaccinationen
efter loven. Af de regler der er udstedt i medfør af
bestemmelsen fremgår, at vaccinationerne kan foretages af en
læge, som i henhold til lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed har tilladelse til
selvstændigt virke som læge eller af en anden på
dennes ansvar.
Den gældende § 19, stk. 1, nr. 7,
hvorefter læger, der uden at være privatpraktiserende
virker som vagtlæger, er omfattet af lovens
dækningsområde, blev omfattet ved lov nr. 430 af 10.
juni 2003. Af bemærkningerne hertil fremgår, at
bestemmelsen tager sigte på læger, der uden at virke
som privatpraktiserende læger, medvirker i vagtordninger til
varetagelse af lægebetjeningen af befolkningen uden for den
sædvanlige dagarbejdstid. Vagtlægerne fungerer
selvstændigt og er ikke undergivet en anden læges
arbejdsgiveransvar.
De gældende bestemmelser i § 19,
stk. 1, nr. 9 og 10, hvorefter skader påført i
forbindelse med sundhedsfaglig behandling af værnepligtige i
det militære forsvar eller redningsberedskabet, og
sundhedsfaglig behandling af indsatte i Kriminalforsorgens
fængsler og arresthuse, omfattes af lovens
dækningsområde, blev indsat i loven ved lov nr. 654 af
8. juni 2016.
Med den gældende bestemmelse i §
19, stk. 1, nr. 9, blev patienterstatningsordningens
dækningsområde udvidet til at omfatte skade sket som
følge af behandling af værnepligtige udført af
autoriserede sundhedspersoner i det militære forsvar og
redningsberedskabet. Det fremgår af lovforslagets
bemærkninger, at der hermed forstås autoriserede
sundhedspersoner ansat ved det militære forsvar og
redningsberedskabet, herunder til at varetage de sundhedsfaglige
ydelser til de værnepligtige, som ikke har det gule
sundhedskort under deres værnepligtstjeneste. Om skader
opstået efter behandlinger foretaget på
værnepligtige af sundhedspersoner, der ikke er ansat i det
militære forsvar og redningsberedskabet, fremgår det af
bemærkningerne til lov nr. 654 af 8. juni 2016, at disse som
hidtil skal vurderes efter de hidtil gældende bestemmelser i
klage- og erstatningslovens §§ 19 og 29.
Det fremgår endvidere af
bemærkningerne, at den gældende bestemmelse i §
19, stk. 1, nr. 9, ikke omfatter kvinder, der er ansat i det
militære forsvar og redningsberedskabet på
værnepligtslignende vilkår, idet kvinderne ikke i
forbindelse med deres ansættelsesforhold skal aflevere deres
sundhedskort. Om kvinderne fremgår det således, at de -
i modsætning til (mandlige) værnepligtige - har adgang
til behandling af autoriserede sundhedspersoner uden for det
militære forsvar og redningsberedskabet. Endelig
fremgår det af bemærkningerne til den gældende
bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 9, at denne af samme grund
heller ikke omfatter øvrige kontraktansatte mænd og
kvinder i det militære forsvar og redningsberedskabet.
Endelig fremgår det af
bemærkningerne til § 19, stk. 1, at denne alene finder
anvendelse for skader, der påføres »her i
landet«. Der sigtes herved til skader, der
påføres på dansk territorium, hvorimod skader,
der påføres i udlandet eller på danske skibe,
der befinder sig udlandet, ikke er omfattet.
Med den gældende bestemmelse i §
19, stk. 1, nr. 10, blev patienterstatningsordningens
dækningsområde ligeledes udvidet til også at
omfatte skade sket som følge af behandling udført af
autoriserede sundhedspersoner inden for Kriminalforsorgens
fængsler og arresthuse. Hermed forstås ifølge
lovens bemærkninger autoriserede sundhedspersoner ansat ved
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse til at
udføre den sundhedsfaglige behandling, som er forudsat i
bekendtgørelse nr. 399 af 9. april 2015 om
sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens
institutioner. Af lovbemærkningerne fremgår det bl.a.,
at Justitsministeriet ved besvarelse af 19. marts 2015 af SUU (Alm.
del) spørgsmål nr. 324 bl.a. anførte, at rent
administrative og økonomiske overvejelser ikke alene kunne
begrunde den forskelsbehandling, der opstod ved, at
patienterstatningsordningens dækningsområde ikke
tillige omfattede behandling udført af sundhedspersoner
inden for Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.
Erstatninger for skader, som opstår i
forbindelse med behandlinger, der ikke omfattes af
bekendtgørelsen, vil ifølge bemærkningerne til
lov nr. 654 af 8. juni 2016 blive reguleret af de hidtil
gældende bestemmelser i klage- og erstatningslovens
§§ 19 og 29.
Af bemærkningerne fremgår
ligeledes, at Justitsministeriets begrundelse i svaret af 19. marts
2015 på SUU (alm. del) spørgsmål nr. 324 burde
gælde tilsvarende for behandling af værnepligtige inden
for det militære forsvar og redningsberedskabet. Man henviste
i den forbindelse til, at de værnepligtige i det
militære forsvar og redningsberedskabet afleverer deres
sundhedskort under deres værnepligtstjeneste og derfor som
udgangspunkt skal anvende de læger, der er tilknyttet
henholdsvis det militære forsvar og redningsberedskabet, i
stedet for egen praktiserende læge.
Det foreslås med § 1, nr. 1, at ophæve § 19,
stk. 1, nr. 3, 5-7, 9 og 10, idet disse dele af
patienterstatningsordningens dækningsområde vil blive
omfattet af den foreslåede § 19, stk. 2.
Med lovforslagets §
1, nr. 2, foreslås at der i lovens § 19, stk. 1,
nr. 4, som med lovforslaget bliver nr. 3, efter
»tandlægeskoler,« indsættes
»eller«, som konsekvens af lovforslagets § 1, nr.
1.
Endvidere foreslås med lovforslagets
§ 1, nr. 3, at ændre
»stk. 12,« til »stk. 12.«, i lovens §
19, stk. 1, nr. 8, som med lovforslaget bliver nr. 4. Dette
foreslås som en konsekvens af lovforslagets § 1, nr.
1.
§ 19, stk. 2, som foreslås indsat
med lovforslagets § 1, nr. 4,
medfører, at alle autoriserede sundhedspersoner og personer
der handler på disses ansvar omfattes af erstatningspligten.
Det foreslås, at afgrænsningen knyttes til definitionen
af en sundhedsperson, således som dette begreb er defineret i
sundhedslovens § 6. Med forslaget sikres det, at skader
påført af denne persongruppe i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign., er omfattet af
patienterstatningsordningen, uanset hvor skaden sker.
Det foreslåede § 19, stk. 2,
indebærer, at skader som her i landet påføres i
forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., som er
foretaget af autoriserede sundhedspersoner ansat i
regionstandplejen, ved en odontologisk landsdels- og
videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering af de
kommunale sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41 eller
på vegne af disse, jf. § 19, stk. 1, nr. 3, af
privatpraktiserende autosirede sundhedspersoner, jf. § 19,
stk. 1, nr. 5, af læger, der uden at være
privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til
sundhedslovens § 158, jf. § 19, stk. 1, nr. 6, af
læger, der uden at være privatpraktiserende virker som
vagtlæger, jf. § 19, stk. 1, nr. 7, på
værnepligtige af autoriserede sundhedspersoner, der
udfører sundhedsfaglig behandling i det militære
forsvar eller redningsberedskabet, jf. § 19, stk. 1, nr. 9, og
af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig
behandling af indsatte i Kriminalforsorgens fængsler og
arresthuse, jf. § 19, stk. 1, nr. 10, fortsat vil være
omfattet af ordningen selvom disse numre foreslås
ophævet.
Ud over de ovennævnte områder, som
allerede i dag er omfattet af patienterstatningsordningens
dækningsområde, vil følgende som noget nyt bl.a.
blive inddraget under det foreslåede § 19, stk. 2:
læger og andre sundhedspersoner, der udøver
sundhedsfaglig virksomhed som ansatte i private firmaer og
organisationer; sundhedspersoner, der udøver sundhedsfaglig
behandling på institutioner, boformer, plejehjem m.v. inden
for det sociale område; sundhedspersoners behandling af
ansatte i det militære forsvar eller redningsberedskabet;
Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet;
optikerkæder; private klinikker, der drives af personer uden
sundhedsfaglig autorisation, hvor der udføres behandling af
sundhedspersoner; detentionslæger og læger, der
foretager blodprøvetagning for politiet; lægegerning
og anden sundhedsfaglig behandling foretaget i fritiden; Statens
Serum Institut; laboratorier; alarmcentraler, der drives af
forsikringsselskaber; Radio Medical; private vaccinationsfirmaer
samt private virksomheder, der foretager sundhedsvidenskabelige
forsøg.
Den foreslåede udvidelse af
patienterstatningsordningens dækningsområde omfatter
ikke ventetid på ambulancer og ulykkestilfælde i
forbindelse med transport af patienter til og fra behandling med
private transportfirmaer.
Udfærdigelse af attester og
lægeerklæringer til forsikringsselskaber og offentlige
myndigheder er heller ikke omfattet af dækningsområdet,
da der ikke er tale om lægelig patientbehandling. Derimod er
den kliniske undersøgelse af patienten til brug for en
erklæring omfattet.
Apoteksområdet er ligeledes ikke
omfattet af ordningen. Den virksomhed, som apotekere i
almindelighed udfører, hører ikke naturligt ind under
patienterstatningsordningen. Fejludlevering af medicin er omfattet
af apotekets ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler
(culpa).
Til nr.
5.
Det foreslås i § 19, stk. 2, 1.
pkt., der med lovforslaget bliver stk. 3, 1. pkt., efter
»forsøg« at indsætte »herunder
kliniske forsøg med lægemidler«.
Ifølge gældende ret, jf. §
19, stk. 1, ydes der erstatning efter reglerne i kapitel 3 i loven
til patienter eller efterladte til patienter, som her i landet
påføres skade i forbindelse med undersøgelse,
behandling el. lignende, som er foretaget på nærmere
angivne behandlingssteder eller af nærmere angivne
sundhedspersoner. I § 19, stk. 2, der med lovforslaget bliver
stk. 3, er det endvidere fastsat, at personer, der deltager i
sundhedsvidenskabelige forsøg, der ikke indgår som led
i diagnostik eller behandling af personens sygdom, sidestilles med
patienter.
Efter gældende regler foreligger der kun
et forsøg i bestemmelsens forstand, hvis projektet har et
forskningsmæssigt sigte, dvs. at der er tale om planlagt
virksomhed, som har til formål systematisk at erhverve viden
om sygdommes opståen og om forebyggelse, diagnostik og
behandling heraf, jf. bemærkninger til § 2, stk. 1, nr.
1, i lovforslaget til lov nr. 593 af 14. juni 2011
(komitéloven).
Komitéloven fastlægger de retlige
rammer for komiteernes videnskabsetiske bedømmelse af
sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter, jf. § 1, stk. 1. I
komitélovens § 2, stk. 1, nr. 2, er det fastsat, at
sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter omfatter forsøg
med lægemidler. Komitéloven vil imidlertid ikke
omfatte forsøg med lægemidler, når
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 536/2014 af
16. april 2014 om kliniske forsøg med humanmedicinske
lægemidler og om ophævelse af direktiv 2001/20/EF
finder anvendelse, og der ikke i medfør af
overgangsbestemmelsen i forordningens artikel 98 længere er
mulighed for at indgive en ansøgning om godkendelse af et
klinisk forsøg med lægemidler efter gældende
regler.
For at undgå usikkerhed om, hvorvidt de
foreslåede regler om kliniske forsøg med
lægemidler, som blev vedtaget med lov nr. 620 af 8. juni
2016, er omfattet af patienterstatningens
dækningsområde, foreslås det præciseret, at
forsøg også omfatter kliniske forsøg med
lægemidler.
Det bemærkes, at bivirkninger i
forbindelse med forsøg med lægemidler fortsat vil
være omfattet af kapitel 4 om erstatning for
lægemiddelskader i klage- og erstatningsloven.
Den foreslåede ændring af §
19, stk. 2, som med lovforslaget bliver stk. 3, i lovens kapitel 3
har kun betydning for skader ved lægemiddelforsøg, der
ikke er omfattet af kapitel 4.
Til nr.
6
I medfør af den gældende §
22, stk. 1, kan der til de af § 19, stk. 2, omfattede
forsøgspersoner og donorer ydes erstatning for enhver skade,
som kan være forårsaget af forsøget eller af
udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende
sandsynligt, at skaden har anden årsag.
Endvidere følger det af § 22, stk.
3, 1. pkt., at til de af § 19, stk. 2, omfattede bloddonorer
ydes erstatning for skader, der påføres de
pågældende ved ulykkestilfælde i forbindelse med
transport til en aftalt eller rekvireret tapning i blodbank eller
ved mobil blodbank, medmindre donoren forsætligt eller ved
grov uagtsomhed har medvirket til skaden.
Ændringen af § 22, stk. 1 og 3, 1.
pkt., hvormed § 19, stk. 2, ændres til § 19, stk.
3, er alene en konsekvensændring af, at der indsættes
et nyt stykke i § 19.
Til nr.
7
Det følger af § 23, at det
påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, som i sin
virksomhed bliver bekendt med skader, som må antages at kunne
give ret til erstatning efter dette kapitel, at informere
skadelidte herom samt i fornødent omfang at bistå med
anmeldelse til Patienterstatningen eller til de private
institutioner, hvortil behandlingen af sager efter dette kapitel er
henlagt i medfør af § 19, stk. 5.
Ændringen af § 23, hvormed §
19, stk. 5, ændres til § 19, stk. 6, er alene en
konsekvensændring af, at der indsættes et nyt stykke i
§ 19.
Til nr.
8
Erstatning og godtgørelse for skader
påført i forbindelse med undersøgelse,
behandling el.lign. i sundhedsvæsenet fastsættes efter
reglerne i lov om erstatningsansvarslov, jf. den gældende
bestemmelse i § 24, stk. 1. Erstatning og godtgørelse
efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger 10.000 kr., jf. den
gældende bestemmelse i § 24, stk. 2. Det
indebærer, at erstatning og godtgørelse udbetales til
patienter eller efterladte til patienter i alle sager, hvor
erstatningsudmålingen fører til et beløb
på over 10.000 kr. Hvis beløbet er 10.000 kr. eller
derunder, udbetales der ikke erstatning og godtgørelse.
Det foreslås i § 24, stk. 2, at erstatning og
godtgørelse ydes, efter at 7.300 kr. (2017-niveau) er
fratrukket erstatningen eller godtgørelsens hovedstol. Den
nuværende undergrænse på 10.000 kr. for skader,
påført i forbindelse med undersøgelse,
behandling el.lign. erstattes således af et egetbidrag
på 7.300 kr. Egetbidraget fratrækkes i alle sager, hvor
den samlede erstatning og godtgørelse udgør 7.300 kr.
eller mere.
Eksempel på forløb af en
erstatningssag:
Hvis en patient bliver tilkendt en erstatning
på 5.000 kr., vil patienten ikke få udbetalt
erstatning, da den samlede erstatning udgør mindre end
egetbidraget på 7.300 kr.
Hvis patienten bliver tilkendt en erstatning
eller godtgørelse på 12.000 kr., vil patienten
få udbetalt erstatning på 4.700 kr. (erstatningen
på 12.000 kr. fratrukket egetbidraget på 7.300 kr., i
alt 4.700 kr.)
Egetbidraget vil blive fratrukket én
gang pr. sag, og vil blive fratrukket ved den første
udbetaling af erstatning, der samlet overstiger egenbetalingen
på 7.300 kr.
Til nr.
9
I medfør af § 24, stk. 2, ydes
erstatning m.v. efter bestemmelsens stk. 1, såfremt den
overstiger 10.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler
om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse
for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden har
medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en
nærmere fastsat periode, der højst kan udgøre 3
måneder.
Det følger af § 24, stk. 3, at
stk. 2 samt regler fastsat i medfør af stk. 2 ikke finder
anvendelse på skader, der omfattes af § 22, stk. 1 eller
stk. 3, jf. § 19, stk. 2.
Ændringen af § 24, stk. 3, hvormed
§ 19, stk. 2, ændres til § 19, stk. 3, er alene en
konsekvensændring af, at der indsættes et nyt stykke i
§ 19.
Til nr.
10
Der blev den 8. december 2003 indgået en
aftale mellem daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium og
Dansk Tandlægeforening hvoraf det fremgår, at sager der
vedrører erstatning og godtgørelse til patienter, som
påføres skade af privatpraktiserende autoriserede
tandlæger, autoriserede sundhedspersoner ansat i
amtstandplejen og under de kommunale tandplejeordninger
(børne- og ungdomstandplejen samt omsorgstandplejen) eller
på vegne af disse samt universiteternes tandlægeskoler,
er henlagt til Dansk Tandlægeforenings
Patientskadeforsikring. I aftalen fremgår endvidere, at der
for så vidt angår skader påført hos en
privatpraktiserende tandlæge, er fastsat en undergrænse
på 1.000 kr. De privatpraktiserende tandlæger har
indgået en kollektiv ordning, hvor de selv dækker for
erstatning, godtgørelse, administrationsomkostninger samt
renter i de sager, hvor erstatningen udgør mere end 1.000
kr., men mindre end 10.000 kr.
Det foreslås med indsættelsen af
§ 24, stk. 5, at indføre,
at erstatning og godtgørelse efter § 24, stk. 1, der er
tilkendt af andre private institutioner end Patienterstatningen, og
som sundhedsministeren har indgået aftale med efter §
19, stk. 6, på tandskadeområdet ydes, såfremt den
overstiger 10.000 kr. For indsatte og værnepligtige, som
nævnt i det foreslåede § 29, stk. 1, nr. 9 og 10,
ydes erstatning og godtgørelse, såfremt den samlet
overstiger 1.000 kr.
Erstatning og godtgørelse på
tandskadeområdet vil dermed fortsat ydes, såfremt den
samlede erstatning overstiger 10.000 kr. i de sager, hvor der
tilkendes erstatning og godtgørelse hos andre private
institutioner end Patienterstatningen, hvor sundhedsministeren har
indgået aftale efter § 19, stk. 6. Patienterstatningens
behandling af tandskadesager vil være omfattet af egetbidrag
i det foreslåede § 24, stk. 2, 1. pkt.
Endvidere fastsættes, at der for de
værnepligtige og indsatte ydes erstatning og
godtgørelse, såfremt erstatningen og
godtgørelsen samlet overstiger 1.000 kr. Dette sikrer, at de
værnepligtige og indsatte har samme mulighed for at kunne
opnå erstatning efter en tandskade, uanset hvor de konkret
har modtaget deres behandling.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt stk. 5, hvoraf fremgår, at
egetbidraget i det nye stykke stk. 2 reguleres én gang
årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår,
jf. lov om en satsreguleringsprocent. Egetbidraget fastsættes
ud fra tidspunktet for skadens forårsagelse.
Med denne bestemmelse tilsigtes samme
regulering, som finder anvendelse for visse erstatnings- og
godtgørelsesbeløb efter erstatningsansvarslovens
§ 15.
Til nr.
11
I medfør af § 29, stk. 1, nr. 2,
har patientens bopælsregion og, hvis patienten ikke har
bopæl her i landet, opholdsregionen pligt til at yde
erstatning efter lovens kapitel 3 for skader i forbindelse med
behandling, som et sygehus m.v. i udlandet er ansvarligt for efter
§ 19, stk. 3.
Ændringen af § 29, stk. 1, nr. 2,
hvormed § 19, stk. 3, ændres til § 19, stk. 4, er
alene en konsekvensændring af, at der indsættes et nyt
stykke i § 19.
Til nr.
12
Det følger af § 29, stk. 1, nr. 5,
at den region, hvor en privatpraktiserende autoriseret
sundhedsperson har sin praksis, eller hvor en læge, der uden
at være privatpraktiserende virker som vagtlæge, eller
hvor en læge, der uden at være privatpraktiserende
foretager vaccination i henhold til sundhedslovens § 158, jf.
dog stk. 3, har pligt til at yde erstatning efter reglerne i klage-
og erstatningslovens kapitel 3. Af bestemmelsens 2. pkt.,
fremgår, at 1. pkt. dog ikke finder anvendelse for
praktiserende speciallæger, som ikke har speciale i almen
medicin.
Med det foreslåede § 19, stk. 2,
ydes der erstatning til patienter eller efterladte til patienter,
som her i landet påføres skade i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget af
sundhedspersoner uanset hvor skaden er sket. Dette indebærer
bl.a. at speciallægeundersøgelser, der udføres
til brug for sagsbehandling hos offentlige myndigheder,
forsikringsselskaber m.v., hvor der ikke er tale om en
tjenesteydelse til patienten, fremover vil være omfattet af
patienterstatningsordningens dækningsområde.
Som følge heraf foreslås det i
§ 29, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., at
den region, hvor den pågældende privatpraktiserende
speciallæge har sin praksis, får pligt til at yde
erstatning for skader der opstår som følge af disse
speciallægeundersøgelser. Dette uanset hvilket
speciale den pågældende speciallæge har.
Til nr.
13
Af bestemmelsen i § 29, stk. 1, nr. 8,
fremgår, at staten har pligt til at yde erstatning for skader
omfattet af § 19, stk. 1, nr. 8, som vedrører skader i
forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., som er
foretaget af Sundhedsstyrelsen af sager i henhold til
sundhedslovens kapitel 21, regler udstedt i medfør heraf
eller regler udstedt i medfør af § 5 d i lov om
sygehusvæsenet som opretholdt ved sundhedslovens § 277,
stk. 12. Herudover har staten i medfør af bestemmelsen pligt
til at yde erstatning for skader omfattet af § 19, stk. 1, nr.
9, som vedrører skader i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget på
værnepligtige af autoriserede sundhedspersoner, der
udfører sundhedsfaglig behandling i det militære
forsvar eller redningsberedskabet.
Bestemmelsen i § 29,
stk. 1, nr. 8, nyaffattes som konsekvens af lovforslagets
§ 1, nr. 1 og 4, idet retten for værnepligtige til at
få erstatning og godtgørelse for skade
påført ved behandling, undersøgelse el.lign. af
autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig
behandling i det militære forsvar eller redningsberedskabet,
med lovforslaget ikke længere følger direkte af en
særlig bestemmelse i § 19, men vil blive omfattet af det
foreslåede § 19, stk. 2.
Bestemmelsen ændres endvidere som
følge af, at § 19, stk. 1, nr. 8, bliver til nr. 4.
Af bestemmelsen i § 29, stk. 1, nr. 8,
fremgår endvidere, at staten har pligt til at yde erstatning
for skader omfattet af § 19, stk. 1, nr. 9, som
vedrører skader der påføres værnepligtige
af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig
behandling i det militære forsvar eller
redningsberedskabet.
De værnepligtige blev ved lov nr. 654 af
8. juni 2016 omfattet af klage- og erstatningsloven.
Værnepligtige blev omfattet, idet værnepligtige i det
militære forsvar og redningsberedskabet afleverer deres
sundhedskort under deres værnepligtstjeneste og derfor som
udgangspunkt skal anvende de læger, der er tilknyttet det
militære forsvar og redningsberedskabet, i stedet for egen
praktiserende læge.
Ved autoriserede sundhedspersoner, der
udfører sundhedsfaglig behandling i det militære
forsvar og redningsberedskabet, forstås autoriserede
sundhedspersoner ansat ved det militære forsvar og
redningsberedskabet, herunder til at varetage de sundhedsfaglige
ydelser til de værnepligtige, som ikke har det gule
sundhedskort under deres værnepligtstjeneste. Behandlinger
foretaget på værnepligtige af sundhedspersoner, der
ikke er ansat i det militære forsvar og redningsberedskabet,
blev ikke berørt af loven, men skal som hidtil vurderes
efter de gældende bestemmelser i klage- og erstatningslovens
§§ 19 og 29.
Lov nr. 654 af 8. juni 2016 omfatter ikke
kvinder, der er ansat i det militære forsvar og
redningsberedskabet på værnepligtslignende
vilkår, idet kvinderne ikke i forbindelse med deres
ansættelsesforhold skal aflevere deres sundhedskort.
Kvinderne har således - i modsætning til (mandlige)
værnepligtige - adgang til behandling af autoriserede
sundhedspersoner uden for det militære forsvar og
redningsberedskabet, som er omfattet af
patienterstatningsordningens dækningsområde.
Retten til erstatning finder alene anvendelse
for skader, der påføres »her i landet«,
jf. § 19, stk. 1. Der sigtes herved til skader, der
påføres på dansk territorium, hvorimod skader,
der påføres i udlandet eller på danske skibe,
der befinder sig udlandet, ikke er omfattet.
Som følge af, at § 19, stk. 1, nr.
9, vedr. værnepligtiges ret til erstatning med lovforslagets
§ 1, nr. 1, foreslås ophævet og fremover vil
være omfattet af det foreslåede § 19, stk. 2,
foreslås det særskilt reguleret i § 29, stk. 1, nr. 9, at staten bliver
erstatningspligtig for skader, der pådrages som følge
af sundhedsfaglig behandling på værnepligtige i det
militære forsvar eller redningsberedskab.
Som følge af, at patienterstatningens
dækningsområde foreslås udvidet til at
gælde alle autoriserede sundhedspersoner og personer der
handler på disses ansvar, foreslås det, at staten
ligeledes pålægges erstatningspligt for så vidt
angår kontraktansatte, der påføres skade som
følge af sundhedsfaglig behandling i det militære
forsvar eller redningsberedskabet. De kontraktsansatte har i dag
alene mulighed for at søge erstatning efter dansk rets
almindelige erstatningsregler (culpa).
Efter den gældende bestemmelse i §
29, stk. 1, nr. 9, er staten erstatningspligtig for så vidt
angår skader påført i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign. foretaget af autoriserede
sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling af
indsatte i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse, jf.
§ 19, stk. 1, nr. 10, forudsat at skaden er pådraget som
følge af sundhedsfaglig behandling i Kriminalforsorgens
fængsler og arresthuse. For tandskader er staten dog alene
erstatningspligtig, hvis der er tale om behandling, som den
indsatte har ret til.
Bestemmelsen omfatter behandling foretaget i
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse. Staten er
således ikke erstatningspligtig for skader som følge
af den indsattes behandling uden for fængslet og arresthuset,
hos f.eks. en speciallæge eller den indsattes egen
tandlæge. For så vidt angår tandskader er staten
kun erstatningsansvarlig for skader, der pådrages ved
behandling, som den indsatte har ret til efter reglerne i
§§ 15 og 18 i bekendtgørelse nr. 399 af 9. april
2015 om sundhedsmæssig bistand til indsatte i
Kriminalforsorgens institutioner. I de tilfælde, hvor
indsatte ved sundhedsfaglig behandling pådrager sig skader,
som ikke er omfattet af statens erstatningspligt, er den
driftsansvarlige eller regionen erstatningspligtig.
Med lovforslagets § 1, nr. 1,
ophæves § 19, stk. 1, nr. 10, som med lovforslagets
§ 1, nr. 4, vil blive omfattet af det foreslåede §
19, stk. 2, som generelt indfører ret til erstatning efter
reglerne i klage- og erstatningslovens kapitel 3 for skader der
påføres patienter og efterladte til patienter her i
landet i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,
som er foretaget af sundhedspersoner, jf. § 6 i
sundhedsloven.
I forhold til sundhedsbehandlingen i
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse drejer det sig om
personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning
til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler
på disses ansvar.
I konsekvens af disse ændringer
foreslås § 29, stk. 1, nr. 9, nyaffattet i § 29, stk. 1, nr. 10, således at
bestemmelsen ikke længere henviser til § 19, stk. 1, nr.
10.
Forslaget medfører ingen
indholdsmæssige ændringer i statens erstatningspligt i
forhold til skader, der påføres i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign. af indsatte i
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.
Som konsekvens af den foreslåede
udvidelse af patienterstatningsordningens
dækningsområde, således at skader
påført af sundhedspersoner i forbindelse med
behandling, undersøgelse el.lign., omfattes af ordningen
uanset hvor dette sker, foreslås det med § 29, stk. 1, nr. 11, at
pålægge den driftsansvarlige region eller kommune
erstatningspligt for institutioner, boformer, plejehjem m.v., inden
for det sociale område, hvor der er ansat autoriserede
sundhedspersoner, som ikke er omfattet af ordningen i dag. Hvor der
er tale om kommunale institutioner, boformer, plejehjem m.v., er
den stedlige kommune erstatningspligtig. Hvis der er tale om
regionale eller private institutioner, boformer eller plejehjem
m.v., er den stedlige region erstatningspligtig. For så vidt
angår private institutioner, boformer, plejehjem m.v., inden
for det sociale område, hvor der er ansat autoriserede
sundhedspersoner, er erstatningspligten for disse reguleret i den
foreslåede § 29, stk. 1, nr. 12.
Som konsekvens af den foreslåede
udvidelse af patienterstatningsordningens
dækningsområde, foreslås det endvidere med § 29, stk. 1, nr. 12, at
pålægge den region, hvor en virksomhed, organisation
m.v., som har ansat autoriserede sundhedspersoner, har sin adresse,
erstatningspligt for skader der påføres disse steder.
Dette gælder dog ikke for de private sygehuse, klinikker og
speciallægepraksisser, der er omfattet af § 29, stk. 1,
nr. 7.
Såfremt en virksomhed, organisation m.v.
har eksempelvis har flere filialer og dermed flere adresser, vil
erstatningspligten påhvile den region, hvor den
pågældende filial, som har påført skaden,
har adresse.
Dette medfører, at erstatningspligten
bl.a. omfatter revalideringsinstitutter, Røde Kors, Falck
Healthcare og andre firmaer, der formidler sundhedsydelser, sports-
og idrætsforeninger, fodboldklubber, Team Danmark, DBU,
private laboratorier, forsikringsselskabers alarmcentraler, private
vaccinationsfirmaer og firmaer, der foretager
sundhedsvidenskabelige forsøg, optiker- og bandagistfirmaer,
og private klinikker, der drives af personer uden særlig
autorisation efter sundhedslovgivningen, og som har ansat
autoriserede sundhedspersoner, samt private institutioner,
boformer, plejehjem m.v., inden for det sociale område, hvor
der er ansat autoriserede sundhedspersoner.
Med § 29, stk. 1,
nr. 13, foreslås at pålægge
erstatningspligt for den region, hvor en sundhedsperson
påfører skade i forbindelse med undersøgelse,
behandling el.lign., der ikke er foretaget som led i et
ansættelsesforhold eller som led i sundhedspersonens arbejde
i en privat klinik.
Den pågældende region
pålægges således pligt til at yde erstatning for
sundhedspersoners behandling i fritiden. Dette sker som en
følge af, at skader påført af sundhedspersoner
i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., i
medfør af det foreslåede § 19, stk. 2, omfattes
af patienterstatningsordningens dækningsområde, uanset
hvor det sker. Det er fundet mest hensigtsmæssigt at
pålægge erstatningspligten til den region, hvor en
sundhedsperson påfører skade i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign., der er foretaget uden at
være et led i et ansættelsesforhold eller et led i
sundhedspersonens private klinik.
Med den foreslåede § 29, stk. 1, nr. 14,
pålægges staten erstatningspligt for så vidt
angår skader forårsaget af detentionslæger og
læger, der foretager blodprøvetagning for politiet,
Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet, Statens Serum
Institut og Radio Medical. Ændringen er en konsekvens af
udvidelsen af patienterstatningens dækningsområde.
Til nr.
14
Det følger af § 29, stk. 3, at i
det omfang behandlingen af sager efter lovens kapitel 3
henlægges til en privat institution efter § 19, stk. 5,
kan sundhedsministeren bestemme, at pligten til at yde erstatning
efter dette kapitel påhviler den pågældende
institution eller de pågældende privatpraktiserende
autoriserede sundhedspersoner, som institutionen
repræsenterer.
Ændringen af § 29, stk. 3, hvormed
§ 19, stk. 5, ændres til § 19, stk. 6, er alene en
konsekvensændring af, at der indsættes et nyt stykke i
§ 19.
Til nr.
15
Efter den gældende bestemmelse i §
33, stk. 2, skal de erstatningsansvarlige oplyse
Patienterstatningen om, efter hvilke regler i sundhedsloven
patienten er undersøgt, behandlet el. lign., eller om
undersøgelsen, behandlingen el. lign. er betalt uden om det
offentlige sundhedsvæsen.
Det foreslås i § 33, stk. 2, at de
erstatningsansvarlige ændres til erstatningspligtige. Der er
tale om en konsekvensrettelse for at der benyttes samme terminologi
i hele loven.
Til nr.
16
Det fremgår af den gældende §
33, stk. 1, at Patienterstatningen modtager, oplyser og
afgør alle erstatningssager efter kapitel 3 i loven.
Foreningen kan efter nærmere bestemmelse i vedtægterne
bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og selvforsikrende
myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere
beskrevne sagstyper.
Efter den gældende § 33, stk. 2,
skal de mulige erstatningsansvarlige oplyse Patienterstatningen om,
efter hvilke regler i sundhedsloven patienten er undersøgt,
behandlet el.lign., eller om undersøgelsen, behandlingen
el.lign., er betalt uden om det offentlige sundhedsvæsen. Der
gælder imidlertid ikke nogen frist for, hvornår
oplysningerne senest skal indsendes til Patienterstatningen.
Det foreslås, at der i § 33, stk. 2, indsættes et nyt
2. og 3. pkt., som angiver, at
Patienterstatningen skal modtage de ønskede oplysninger til
brug for sagsbehandlingen inden for en frist på 30 dage efter
anmodning herom er modtaget.
Fristen på 30 dage indsættes for
at fremme og sikre en hurtigere og smidigere sagsbehandling og for
at lette administrationen i forbindelse med indhentelse af
materiale, hvilket vil være til gavn for patienterne.
Fastsættelsen af en frist på 30 dage vedrører
oplysninger, som allerede foreligger, eller hvor det vil være
muligt at fremskaffe disse inden for fristen. Fristen vil ikke
forhindre, at der efterfølgende kan indsende yderligere
oplysninger til sagen, for at der kan træffes en
afgørelse på et fuldt oplyst grundlag. Hvis fristen
ikke kan overholdes, skal Patienterstatningen underrettes inden
fristens udløb, om grunden til fristoverskridelsen og om,
hvornår anmodningen kan forventes færdigbehandlet.
Til nr.
17
Efter den gældende bestemmelse i §
33, stk. 4, skal Patienterstatningens afgørelser meddeles
vedkommende region, kommune, forsikringsselskab eller staten, som
herefter skal udbetale den fastsatte erstatning og
godtgørelse inden 1 måned.
Med forslaget ændres § 33, stk. 4, således at den
fastsatte erstatning og godtgørelse udbetales straks efter
klagefristens udløb. Dette gælder dog ikke, hvis
Patienterstatningens afgørelse indbringes for
Ankenævnet for Patienterstatningen.
Patienter eller efterladte til patienter
får således udbetalt erstatningen og
godtgørelsen straks efter klagefristens udløb i de
tilfælde, hvor Patienterstatningens afgørelse ikke
påklages.
Hvis Patienterstatningens afgørelse
påklages af en eller begge parter, har klagen
opsættende virkning, jf. det foreslåede § 58 b,
stk. 2, 2. pkt. I disse sager får patienten eller efterladte
til patienten udbetalt erstatning samt renter - hvis patienten
eller efterladte til patienten fortsat er berettigede til den -
efter ankenævnets afgørelse.
Det betyder, at udbetaling af erstatning og
godtgørelse afventer ankenævnets afgørelse.
Først når ankenævnet har truffet
afgørelse, vil patienten eller efterladte til patienten
modtage den tilkendte erstatning og godtgørelse samt renter.
Hvis ankenævnet ikke er enigt med Patienterstatningen i, at
patienten eller efterladte til patienten er berettigede til den af
Patienterstatningen tilkendte erstatning og godtgørelse,
udbetales det beløb, som ankenævnet tilkender.
I det foreslåede § 58, b, stk. 2,
ændres klagefristen fra 3 til 1 måned. Opsættende
virkning i kombination med den foreslåede klagefrist på
1 måned vil betyde, at patienter eller efterladte til
patienter kan være sikre på, at den erstatning og
godtgørelse, der bliver udbetalt, ikke vil kunne
kræves tilbagebetalt.
Til nr.
18
Patienterstatningen modtager, oplyser og
afgør sager om anerkendelse af erstatningspligt og
udmåling af erstatning og godtgørelse for
behandlingsskader efter reglerne i klage- og erstatningslovens
kapitel 3.
Patienterstatningens afgørelser kan i
medfør af klage- og erstatningslovens § 58 b, stk. 1,
indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen, der
træffer den endelige administrative afgørelse.
Ankenævnet kan stadfæste, ophæve eller
ændre Patienterstatningens afgørelser og
tillægge en klage opsættende virkning. Efter klage- og
erstatningslovens § 58 b, stk. 2, skal klage til
ankenævnet indgives inden 3 måneder efter, at klageren
har fået meddelelse om afgørelsen.
I sager om behandlingsskader er den
erstatningspligtige efter klage- og erstatningslovens § 33,
stk. 4, forpligtet til at udbetale Patienterstatningens tilkendte
erstatning og godtgørelse inden for 1 måned.
En patienterstatningssag kan indeholde flere
afgørelser.
En erstatningssag forløber ofte
sådan, at Patienterstatningen i sin første
afgørelse om erstatningspligten anerkender, at en patient er
påført en erstatningsberettigende skade. I nogle
tilfælde kan der i samme afgørelse tages stilling til
en eller flere af de erstatningsposter, som Patienterstatningen har
opgjort. Efterfølgende træffer Patienterstatningen nye
afgørelser om de resterende erstatningsposter,
efterhånden som posterne kan gøres op.
Eksempel
på forløb af en erstatningssag:
Afgørelse 1: Patienterstatningen
anerkender en skade og tilkender 30.000 kr. i godtgørelse
for svie og smerte. Den erstatningspligtige udbetaler
beløbet inden 1 måned. Afgørelsen
påklages ikke inden for klagefristen på 3
måneder.
Afgørelse 2: Patienterstatningen
tilkender 66.000 kr. i godtgørelse for varigt mén.
Den erstatningspligtige udbetaler beløbet. Den
erstatningspligtige udbetaler beløbet inden 1 måned.
Afgørelsen påklages ikke inden for klagefristen
på 3 måneder.
Afgørelse 3: Patienterstatningen
tilkender 110.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og
1.400.000 kr. for erhvervsevnetab. Den erstatningspligtige
udbetaler beløbet inden 1 måned. Afgørelse 3
påklages af én af parterne inden for klagefristen
på 3 måneder. Ved behandling af klagen påser
ankenævnet af egen drift, om patienten er påført
en erstatningsberettigende skade (i afgørelse 1) og
vurderer, at dette ikke er tilfældet.
I tilfælde, som i eksemplet ovenfor,
hvor ankenævnet finder, at patienten ikke er
påført en erstatningsberettigende skade, ændrer
ankenævnet afgørelse 1 om den anerkendte skade til
ugunst for patienten eller efterladte til patienten. Det
indebærer, at patienten eller efterladte til patienten ikke
er berettigede til den erstatning og godtgørelse, som er
udbetalt på baggrund af Patienterstatningens
afgørelser 1, 2 og 3. Dette gælder, selvom
afgørelser 1 og 2 ikke er påklaget til
ankenævnet af nogen af parterne. Hvis patienten eller
efterladte til patienten ikke frivilligt betaler erstatning og
godtgørelse tilbage, kan den erstatningspligtige vælge
at anlægge et civilt søgsmål mod patienten eller
efterladte til patienten.
Der er ingen lovregler om tilbagebetaling af
patienterstatninger. Den erstatningspligtiges adgang til at
kræve tilbagebetaling reguleres derfor efter de almindelige
regler om tilbagesøgning.
Ved forslaget indsættes § 33 a, der indfører nye regler
om tilbagebetaling i patienterstatningssager.
Det foreslås i § 33 a, stk. 1, at erstatning og godtgørelse,
der er udbetalt efter § 33, stk. 4, ikke kan kræves
tilbagebetalt eller modregnet i andre krav på erstatning og
godtgørelse.
Den foreslåede løsning
indebærer i forhold til eksemplet ovenfor, at når
afgørelse 3 påklages, og ankenævnet finder, at
patienten ikke er påført en erstatningsberettigende
skade, og ændrer afgørelse 1 om den anerkendte skade
til ugunst for patienten eller efterladte til patienten, skal den
erstatningspligtige ikke kunne kræve den erstatning og
godtgørelse, der er udbetalt i henhold til
Patienterstatningens afgørelser 1 og 2, tilbagebetalt.
Klagen over afgørelse 3 har opsættende virkning,
hvilket betyder, at erstatningen i henhold til afgørelse 3
ikke udbetales.
Lovforslaget ændrer ikke
ankenævnets prøvelsesret. Det foreslås
udelukkende at regulere og begrænse den erstatningspligtiges
adgang til at kræve udbetalt erstatning og godtgørelse
tilbage, når ankenævnet omgør
Patienterstatningens afgørelse 1 om anerkendt skade til
ugunst for patienten eller efterladte til patienten og som
følge heraf ophæver Patienterstatningens
efterfølgende afgørelser om
erstatningsfastsættelse.
Hvor Patienterstatningen har opgjort en
bestemt erstatnings- eller godtgørelsespost over flere
afgørelser, således at der for eksempel i en
afgørelse er foreløbig fastsat godtgørelse for
varigt mén, hvorefter der senere træffes
afgørelse om den endelige størrelse af det varige
mén og det beløb, godtgørelsen udgør,
vil ankenævnet ved en klage over Patienterstatningens
afgørelse om det endelige varige mén kunne tage
stilling til omfanget af det varige mén i sin helhed.
Ankenævnet vil ikke være bundet af Patienterstatningens
afgørelse om en foreløbig
méngodtgørelse. Til gengæld vil en udbetalt
godtgørelse for det foreløbige varige mén ikke
kunne kræves tilbagebetalt.
Har patienten eller efterladte til patienten
mod bedre vidende undladt at afgive oplysninger eller afgivet
urigtige oplysninger, og har de manglende eller urigtige
oplysninger medført en anden afgørelse, end
Patienterstatningen eller ankenævnet ville have truffet, hvis
oplysningerne havde foreligget, træffer Patienterstatningen
eller ankenævnet en ny afgørelse. Med den
foreslåede § 33 a, stk. 2, 1.
pkt., kan den erstatningspligtige på baggrund af den
nye afgørelse kræve tilbagebetaling af erstatning og
godtgørelse, udbetalt efter § 33, stk. 4. Kravet om
tilbagebetaling gælder alene de afgørelser, hvor den
pågældende oplysning har haft en afgørende
betydning for afgørelsens udfald.
Den erstatningspligtige kan således
søge en tidligere udbetalt erstatning eller
godtgørelse tilbagebetalt, hvis tilkendelsen - og dermed
udbetalingen - hviler på svig fra patienten eller efterladte
til patienten. Som eksempel kan nævnes et tilfælde,
hvor en person har søgt om og fået tilkendt
forsørgertabserstatning på baggrund af en forfalsket
vielsesattest.
I medfør af det foreslåede §
33 a, stk. 3, gælder de
foreslåede § 33 a, stk. 1 og 2, om tilbagebetaling af
udbetalt erstatning og godtgørelse ikke for erstatning og
godtgørelse, der er tilkendt af andre private institutioner
end Patienterstatningen, og som sundhedsministeren har
indgået aftale med efter det foreslåede § 19, stk.
6. Her er tale om godtgørelse og erstatning for tandskader,
tilkendt i henhold til afgørelser fra
Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og
Tandskadeankenævnet, der behandles i et særskilt
system.
Til nr.
19
Af den gældende § 37, stk. 1
fremgår, at Patienterstatningen af kommunalbestyrelser,
regionsråd, statslige told- og skattemyndigheder og andre
vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende
læger og andre sundhedspersoner, Sundhedsstyrelsen,
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forsikringsgiver efter §
30, stk. 1, m.v., samt den skadelidte, kan forlange meddelt enhver
oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser,
politirapporter, obduktionsrapporter m.v., som foreningen
skønner af betydning for behandling af sager efter klage- og
erstatningslovens kapitel 3.
Der har været en mangeårig praksis
for, at Patienterstatningen vederlagsfrit kan anmode om de
relevante oplysninger til brug for en verserende sag. For at lette
den administrative byrde for Patienterstatningen ved, at de ikke
skal rykke for indsendelse af oplysninger, og for at sikre, at
denne praksis bliver fulgt, tilføjes i lovens § 37,
stk. 1, 1. pkt., at disse oplysninger skal fremsendes til
Patienterstatningen vederlagsfrit.
For at lovfæste endnu en mangeårig
gældende praksis, anføres i lovens § 37, stk. 1, 1. pkt., at
Patienterstatningen til brug for sagens oplysning endvidere kan
indhente oplysninger fra forsikrings- og pensionsselskaber.
For så vidt angår
ulykkesforsikringer gælder det fx oplysninger om, hvilke
erstatningsbeløb selskabet har udbetalt vedrørende
behandlinger, herunder fysioterapi-, kiropraktor- og
tandskadebehandlinger samt eventuelle andre behandlinger. Dog
bemærkes, at der på ulykkesforsikringer ikke er hjemmel
til at indhente oplysninger om erstatningsudbetaling
vedrørende varigt mén samt selskabets interne
lægelige vurderinger. For så vidt angår
ansvarsforsikringer gælder det fx oplysninger om udbetalt
erstatning og godtgørelse. For så vidt angår
pensionsordninger gælder det fx oplysninger om, hvorvidt der
er udbetalt løbende ydelser eller summen for det faktiske
tab på skadesforsikringen eller på
summaforsikringen.
Til nr.
20
Bestemmelsen i klage- og erstatningslovens
§ 37, stk. 1, indeholder ikke en frist for hvornår de
relevante parter, som ligger inde med oplysninger, som
skønnes af betydningen for behandlingen af de
pågældende sager, skal indsende oplysningerne til
Patienterstatningen.
Det foreslås, at der i § 37, stk. 1, indsættes et nyt
2. og 3. pkt., som angiver, at
Patienterstatningen skal modtage de ønskede oplysninger til
brug for sagsbehandlingen inden for en frist på 30 dage efter
anmodning herom er modtaget.
Fristen på 30 dage indsættes for
at fremme og sikre en hurtigere og smidigere sagsbehandling og for
at lette administrationen i forbindelse med indhentelse af
materiale, hvilket vil være til gavn for patienterne.
Fastsættelsen af en frist på 30 dage vedrører
oplysninger, som allerede foreligger, eller hvor det vil være
muligt at fremskaffe disse inden for fristen. Fristen vil ikke
forhindre, at der efterfølgende kan indsendes yderligere
oplysninger til sagen, for at der kan træffes en
afgørelse på et fuldt oplyst grundlag. Hvis fristen
ikke kan overholdes, skal Patienterstatningen underrettes inden
fristens udløb, om grunden til fristoverskridelsen og om,
hvornår anmodningen kan forventes færdigbehandlet.
Til nr.
21
Patienter eller efterladte til patienter har i
medfør af § 38, stk. 1, mulighed for at søge
erstatning og godtgørelse for fysiske skader
påført som følge af egenskaberne ved et
lægemiddel i medfør af reglerne i klage- og
erstatningslovens kapitel 4. Dette gælder ligeledes for
personer som deltager i sundhedsvidenskabelige forsøg med
lægemidler, der ikke indgår som led i diagnostik eller
behandling af personens sygdom, samt donorer, hvorfra der udtages
væv og andet biologisk materiale, jf. § 38, stk. 2, 1.
og 2. pkt. Til forsøgspersoner og donorer, der er omfattet
af bestemmelsen, ydes også erstatning og godtgørelse
for psykisk skade, jf. § 38, stk. 2, 3. pkt.
Lægemiddelerstatningsordningen omfatter
i dag kun fysiske skader efter brug af lægemidler. Psykiske
skader er ikke omfattet. Således har Patienterstatningen
afvist at yde erstatning og godtgørelse som følge af,
at en patient udviklede depression efter behandling med et
lægemiddel mod hudlidelse og udvikling af
søvnløshed. Man har også afvist at yde
erstatning og godtgørelse som følge af udvikling af
tungsind efter forebyggende behandling med et præparat mod
malaria.
Det foreslås i § 38, stk. 2, 1. pkt., at psykiske
lægemiddelskader - i lighed med fysiske
lægemiddelskader - også omfattes af ordningen.
Som konsekvens af, at patienter og efterladte
til patienter nu får mulighed for at søge erstatning
og godtgørelse ikke alene for fysiske skader men også
for psykiske lægemiddelskader, ophæves den
gældende bestemmelse i § 38, stk. 2, 3. pkt., om
forsøgspersoner og donorers ret til erstatning og
godtgørelse for psykiske lægemiddelskader.
Til nr.
22
Erstatning og godtgørelse i
lægemiddelskadesager fastsættes efter reglerne i lov om
erstatningsansvar, jf. den gældende bestemmelse i § 46,
stk. 1.
Erstatning og godtgørelse efter stk. 1
ydes, såfremt den overstiger 3.000 kr., jf. den
gældende bestemmelse i § 46, stk. 2. Det
indebærer, at erstatning og godtgørelse udbetales til
patienter eller efterladte til patienter i alle sager, hvor
erstatningsudmålingen fører til et beløb
på over 3.000 kr. Hvis beløbet er 3.000 kr. eller
derunder, udbetales der ikke erstatning og godtgørelse.
Det foreslås i § 46, stk. 2, at erstatning og
godtgørelse ydes, efter at 7.300 kr. (2017-niveau) er
fratrukket erstatningen eller godtgørelsens hovedstol. Den
nuværende undergrænse på 3.000 kr. for
lægemiddelskader erstattes således af et egetbidrag
på 7.300 kr. Egetbidraget fratrækkes i alle sager, hvor
den samlede erstatning og godtgørelse udgør 7.300 kr.
eller mere.
Eksempel på forløb af en
erstatningssag:
Hvis en patient bliver tilkendt en erstatning
på 5.000 kr., vil patienten ikke få udbetalt
erstatning, da den samlede erstatning udgør mindre end
egetbidraget på 7.300 kr.
Hvis patienten bliver tilkendt en erstatning
eller godtgørelse på 12.000 kr., vil patienten
få udbetalt erstatning på 4.700 kr. (erstatningen
på 12.000 kr. fratrukket egetbidraget på 7.300 kr., i
alt 4.700 kr.)
Egetbidraget vil blive fratrukket én
gang pr. sag, og vil blive fratrukket ved den første
udbetaling af erstatning, der samlet overstiger egenbetalingen
på 7.300 kr.
Til nr.
23
Det foreslås i § 46, stk. 5, at der i
lægemiddelskadesager fastsættes et egetbidrag på
7.300 kr.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt stk. 5, hvoraf fremgår, at
egetbidraget i det nye stykke stk. 2 reguleres én gang
årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår,
jf. lov om en satsreguleringsprocent. Egetbidraget fastsættes
ud fra tidspunktet for skadens forårsagelse.
Med denne bestemmelse tilsigtes samme
regulering, som finder anvendelse for visse erstatnings- og
godtgørelsesbeløb efter erstatningsansvarslovens
§ 15.
Til nr.
24
Af den gældende § 55, stk. 1
fremgår, at sundhedsministeren behandler og træffer
afgørelse i lægemiddelskaderne.
Det tilføjes, at sundhedsministeren
udover at behandle og træffe afgørelse i sager vedr.
lægemiddelskader tillige oplyser disse.
Med tilføjelsen sigtes til, at
sundhedsministeren kan indhente de til brug for sagen relevante
oplysninger.
Til nr.
25
Efter den gældende bestemmelse i §
55, stk. 2, 1. pkt., kan sundhedsministeren bemyndige
Patienterstatningen, jf. kapitel 2, til at behandle og træffe
afgørelse i sager efter stk. 1. Kapitel 2 regulerer
patientklagesystemets organisation m.v., og kapitel 3 regulerer
patienterstatning.
Det foreslås i § 55, stk. 2, 1. pkt., at ændre
kapitel 2 til kapitel 3, da den gældende § 55, stk. 2,
fejlagtig henviser til kapitel 2. Med dette forslag rettes fejlen i
lovens bestemmelse.
Til nr.
26
Den gældende bestemmelsen i § 55, giver i dag ikke
sundhedsministeren, eller den der bemyndiges hertil, mulighed for
at lade afhøre vidner i forbindelse med en
lægemiddelskade. Dette er muligt i forbindelse med en
behandlingsskade, jf. 33, stk. 3.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt stk. 4, hvoraf fremgår, at
sundhedsministeren, eller den der bemyndiges hertil, i sager om
lægemiddelskader kan lade vidner afhøre i byretten
på det sted, hvor de bor. Der vurderes, at være det
samme behov herfor, som i behandlingsskader, og det vil endvidere
skabe ensartethed på området for lægemiddel- og
behandlingsskader.
Den gældende bestemmelse i § 55
indeholder ingen frist for, hvornår der skal ske udbetaling
af erstatning, efter der er truffet afgørelse herom i sager
om lægemiddelskader. I sager om behandlingsskader skal den
fastsatte erstatning og godtgørelse udbetales inden 1
måned, efter at afgørelsen er meddelt den
erstatningspligtige, jf. § 33, stk. 4.
Det foreslås, at der i § 55,
indsættes et nyt stk. 5,
hvorefter staten udbetaler de fastsatte ydelser straks efter
klagefristens udløb. Dette gælder dog ikke, hvis
afgørelsen påklages.
Dette er for at der skabes ensartethed
på området for lægemiddel- og
behandlingsskader.
Patienter eller efterladte til patienter
får således udbetalt erstatningen og
godtgørelsen straks efter klagefristens udløb i de
tilfælde, hvor Patienterstatningens afgørelse ikke
påklages.
Hvis Patienterstatningens afgørelse
påklages af en eller begge parter, foreslås det i
§ 58 b, stk. 2, 2. pkt., at klagen tillægges automatisk
opsættende virkning. Det betyder, at udbetaling af erstatning
og godtgørelse afventer ankenævnets afgørelse.
Først når ankenævnet har truffet
afgørelse, vil patienten eller efterladte til patienten
modtage den tilkendte erstatning og godtgørelse samt renter.
Hvis ankenævnet ikke er enigt med Patienterstatningen i, at
patienten eller efterladte til patienten er berettigede til den af
Patienterstatningen tilkendte erstatning og godtgørelse,
udbetales det beløb, som ankenævnet tilkender.
I det foreslåede § 58, b, stk. 2,
ændres klagefristen fra 3 til 1 måned. Opsættende
virkning i kombination med den foreslåede klagefrist på
1 måned vil betyde, at patienter eller efterladte til
patienter kan være sikre på, at den erstatning, der
bliver udbetalt, ikke vil kunne kræves tilbagebetalt.
Til nr.
27
Sundhedsministeren har bemyndiget
Patienterstatningen til at behandle og træffe
afgørelse i sager om anerkendelse af erstatningspligt og
udmåling af erstatning og godtgørelse for
lægemiddelskader efter reglerne i klage- og erstatningslovens
kapitel 4. Patienterstatningens udgifter i forbindelse hermed
afholdes af staten.
Patienterstatningens afgørelser kan i
medfør af klage- og erstatningslovens § 58 b, stk. 1,
indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen, der
træffer den endelige administrative afgørelse.
Ankenævnet kan stadfæste, ophæve eller
ændre Patienterstatningens afgørelser og
tillægge en klage opsættende virkning. Efter klage- og
erstatningslovens § 58 b, stk. 2, skal klage til
ankenævnet indgives inden 3 måneder efter, at klageren
har fået meddelelse om afgørelsen.
En patienterstatningssag kan indeholde flere
afgørelser.
En erstatningssag forløber ofte
sådan, at Patienterstatningen i sin første
afgørelse om erstatningspligten anerkender, at en patient er
påført en erstatningsberettigende skade. I nogle
tilfælde kan der i samme afgørelse tages stilling til
en eller flere af de erstatningsposter, som patienten har opgjort.
Efterfølgende træffer Patienterstatningen nye
afgørelser om de resterende erstatningsposter,
efterhånden som posterne kan gøres op.
Eksempel på forløb af en
erstatningssag:
Afgørelse 1: Patienterstatningen
anerkender en skade og tilkender 30.000 kr. i godtgørelse
for svie og smerte. Den erstatningspligtige udbetaler
beløbet. Afgørelsen påklages ikke inden for
klagefristen på 3 måneder.
Afgørelse 2: Patienterstatningen
tilkender 66.000 kr. i godtgørelse for varigt mén.
Den erstatningspligtige udbetaler beløbet. Afgørelsen
påklages ikke inden for klagefristen på 3
måneder.
Afgørelse 3: Patienterstatningen
tilkender 110.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og
1.400.000 kr. for erhvervsevnetab. Den erstatningspligtige
udbetaler beløbet inden 1 måned. Afgørelse 3
påklages af én af parterne inden for klagefristen
på 3 måneder. Ved behandling af klagen påser
ankenævnet af egen drift, om patienten er påført
en erstatningsberettigende skade (i afgørelse 1) og
vurderer, at dette ikke er tilfældet.
I tilfælde, som i eksemplet ovenfor,
hvor ankenævnet finder, at patienten ikke er
påført en erstatningsberettigende skade, ændrer
ankenævnet afgørelse 1 om den anerkendte skade til
ugunst for patienten eller efterladte til patienten. Det
indebærer, at patienten eller efterladte til patienten ikke
er berettigede til den erstatning og godtgørelse, som er
udbetalt på baggrund af Patienterstatningens
afgørelser 1, 2 og 3. Dette gælder, selvom
afgørelser 1 og 2 ikke er påklaget til
ankenævnet af nogen af parterne. Hvis patienten eller
efterladte til patienten ikke frivilligt betaler erstatning og
godtgørelse tilbage, kan den erstatningspligtige vælge
at anlægge et civilt søgsmål mod patienten eller
efterladte til patienten.
Der er ingen lovregler om tilbagebetaling af
patienterstatninger. Den erstatningspligtiges adgang til at
kræve tilbagebetaling reguleres derfor efter de almindelige
regler om tilbagesøgning (condictio
indebiti).
Ved forslaget indsættes § 55 a, der indfører nye regler
om tilbagebetaling i patienterstatningssager.
Det foreslås i § 55 a, stk. 1, at erstatning og godtgørelse,
der er udbetalt i sager efter § 55, stk. 1 og 2, ikke kan
kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre krav på
erstatning og godtgørelse.
Den foreslåede løsning
indebærer i forhold til eksemplet ovenfor, at når
afgørelse 3 påklages, og ankenævnet finder, at
patienten ikke er påført en erstatningsberettigende
skade, og ændrer afgørelse 1 om den anerkendte skade
til ugunst for patienten eller efterladte til patienten, skal den
erstatningspligtige ikke kunne kræve den erstatning og
godtgørelse, der er udbetalt i henhold til
Patienterstatningens afgørelser 1 og 2, tilbagebetalt.
Klagen over afgørelse 3 har opsættende virkning,
hvilket betyder, at erstatningen i henhold til afgørelse 3
ikke udbetales.
Lovforslaget ændrer ikke
ankenævnets prøvelsesret. Det foreslås
udelukkende at regulere og begrænse den erstatningspligtiges
adgang til at kræve udbetalt erstatning og godtgørelse
tilbage, når ankenævnet omgør
Patienterstatningens afgørelse 1 om anerkendt skade til
ugunst for patienten eller efterladte til patienten og som
følge heraf ophæver Patienterstatningens
efterfølgende afgørelser om
erstatningsfastsættelse.
Hvor Patienterstatningen har opgjort en
bestemt erstatnings- eller godtgørelsespost over flere
afgørelser, således at der f.eks. i en
afgørelse er foreløbig fastsat godtgørelse for
varigt mén, hvorefter der senere træffes
afgørelse om den endelige størrelse af det varige
mén og det beløb, godtgørelsen udgør,
vil ankenævnet ved en klage over Patienterstatningens
afgørelse om det endelige varige mén kunne tage
stilling til omfanget af det varige mén i sin helhed.
Ankenævnet vil ikke være bundet af Patienterstatningens
afgørelse om en foreløbig
méngodtgørelse. Til gengæld vil en udbetalt
godtgørelse for det foreløbige varige mén ikke
kunne kræves tilbagebetalt.
Har patienten eller efterladte til patienten
mod bedre vidende undladt at afgive oplysninger eller afgivet
urigtige oplysninger, og har de manglende eller urigtige
oplysninger medført en anden afgørelse, end
Patienterstatningen eller ankenævnet ville have truffet, hvis
oplysningerne havde foreligget, træffer Patienterstatningen
eller ankenævnet en ny afgørelse. Med den
foreslåede § 33 a, stk. 2, 1.
pkt., kan den erstatningspligtige på baggrund af den
nye afgørelse kræve tilbagebetaling af erstatning og
godtgørelse, udbetalt efter § 33, stk. 4. Kravet om
tilbagebetaling gælder alene de afgørelser, hvor den
pågældende oplysning har haft en afgørende
betydning for afgørelsens udfald.
Den erstatningspligtige kan således
søge en tidligere udbetalt erstatning eller
godtgørelse tilbagebetalt, hvis tilkendelsen - og dermed
udbetalingen - hviler på svig fra patienten eller efterladte
til patienten. Som eksempel kan nævnes et tilfælde,
hvor en person har søgt om og fået tilkendt
forsørgertabserstatning på baggrund af en forfalsket
vielsesattest.
Til nr.
28
Det fremgår af den gældende §
58, stk. 1, at sundhedsministeren eller den, som sundhedsministeren
bemyndiger til at varetage opgaver efter dette kapitel, af
kommuner, regioner, statslige told - og skattemyndigheder og andre
vedkommende, herunder sygehuse, apoteker, institutioner,
behandlende læger og andre sundhedspersoner,
Sundhedsstyrelsen, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
forsikringsgiver efter lovens § 30, stk. 1, m.v. , samt den
skadelidte og vedkommende medicinalfirma kan forlange meddelt
enhver oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser,
politirapporter, obduktionsrapporter m.v., som skønnes af
betydning for behandling af sager efter kapitel 4 i klage- og
erstatningsloven.
Det foreslås, at det i § 58, stk. 1, 1. pkt., indsættes,
at sundhedsministeren eller den, som sundhedsministeren bemyndiger
hertil, vederlagsfrit kan anmode om de relevante oplysninger til
brug for en verserende sag. Dette for at lovfæste en
mangeårig praksis på området og for at lette den
administrative byrde i forbindelse med indhentelse af materiale til
brug for sagen og sikre, at denne praksis bliver fulgt.
For at lovfæste endnu en mangeårig
gældende praksis, anføres i lovens § 58, stk. 1,
1. pkt., at Patienterstatningen til brug for sagens oplysning
endvidere kan indhente oplysninger fra forsikrings- og
pensionsselskaber.
For så vidt angår
ulykkesforsikringer gælder det fx oplysninger om, hvilke
erstatningsbeløb selskabet har udbetalt vedrørende
behandlinger, herunder fysioterapi-, kiropraktor- og
tandskadebehandlinger samt eventuelle andre behandlinger. Dog
bemærkes, at der på ulykkesforsikringer ikke er hjemmel
til at indhente oplysninger om erstatningsudbetaling
vedrørende varigt mén samt selskabets interne
lægelige vurderinger. For så vidt angår
ansvarsforsikringer gælder det fx oplysninger om udbetalt
erstatning og godtgørelse. For så vidt angår
pensionsordninger gælder det fx oplysninger om, hvorvidt der
er udbetalt løbende ydelser eller summen for det faktiske
tab på skadesforsikringen eller på
summaforsikringen.
Til nr.
29
Den gældende bestemmelsen i § 58,
stk. 1, indeholder ikke en frist for hvornår de relevante
parter, som ligger inde med oplysninger, som skønnes af
betydning for behandlingen af de pågældende sager, skal
indsende oplysningerne til Patienterstatningen.
Det foreslås, at der i § 58, stk.
1, indsættes et nyt 2. pkt., som
præciserer, at Patienterstatningen skal modtage de
ønskede oplysninger til brug for sagsbehandlingen, inden for
en frist på 30 dage efter anmodning herom er modtaget.
Fristen på 30 dage indsættes for
at fremme og sikre en hurtigere, smidigere sagsbehandling og for at
lette administrationen i forbindelse med indhentelse af materiale,
hvilket vil være til gavn for patienter eller efterladte til
patienter. Fastsættelsen af en frist på 30 dage
vedrører oplysninger, som allerede foreligger, eller hvor
det vil være muligt at fremskaffe disse inden for fristen.
Fristen vil ikke forhindre, at der efterfølgende kan
indsendes yderligere oplysninger til sagen, for at der kan
træffes en afgørelse på et fuldt oplyst
grundlag. Hvis fristen ikke kan overholdes, skal
Patienterstatningen inden fristens udløb, underrettes om
grunden til fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen
kan forventes færdigbehandlet.
Til nr.
30
Ifølge klage- og erstatningslovens
§ 58 a, stk. 2, skal formanden og næstformændene i
Ankenævnet for Patienterstatningen være dommere.
Ifølge retsplejelovens § 47 a,
stk. 2, der trådte i kraft den 1. januar 2007, må hverv
som medlem af et offentligt nævn kun varetages af dommere fra
de overordnede retter, hvis det er bestemt ved lov eller godkendt
af Bibeskæftigelsesnævnet.
Forslaget til § 58
a, stk. 2, indebærer, at Ankenævnet for
Patienterstatningens formand og mindst 3 næstformænd
skal være landsdommere, og de øvrige
næstformænd byretsdommere.
Dette skal ses i lyset af, at ankenævnet
ofte bliver stillet over for juridisk komplicerede og principielle
spørgsmål. Derfor er det væsentligt, at
formandskabet kan bestå af både byrets- og
landsdommere. Sagerne kan derudover omhandle meget betydelige
erstatnings- og godtgørelseskrav. Ankenævnets
afgørelser er således både af betydelig
interesse for de berørte patienter eller efterladte til
patienter samt de erstatningspligtige modparter.
Såfremt der forsat sker en stigning i
antallet af nævnsafdelinger, og dermed en forøgelse af
antallet af dommere i formandskabet, kræver udpegning af
eventuelt yderligere landsdommere tilladelse fra
Bibeskæftigelsesnævnet.
Formålet med lovforslaget er
således at etablere klar hjemmel til, at Ankenævnet for
Patienterstatningens formand og mindst 3 næstformænd
skal udpeges blandt landsdommere.
Til nr.
31
Efter den gældende bestemmelse i §
58 b, stk. 1, 2. pkt. kan Ankenævnet for Patienterstatningen
stadfæste, ophæve eller ændre
Patienterstatningens afgørelse og tillægge en klage
opsættende virkning.
Bestemmelsen om opsættende virkning i
§ 58 b, stk. 1, 2. pkt., udgår som følge af, at
reglerne om automatisk opsættende virkning reguleres i det
foreslåede § 58 b, stk. 2, 2. pkt.
Til nr.
32
Efter den gældende bestemmelsen i §
58 b, stk. 2, kan patienter eller efterladte til patienter og den
erstatningspligtige, indbringe Patienterstatningens
afgørelser for Ankenævnet for Patienterstatningen
inden 3 måneder efter at klageren har fået meddelelse
om afgørelsen.
Den erstatningspligtige skal udbetale
Patienterstatningens fastsatte erstatning og godtgørelse
inden 1 måned efter Patienterstatningens afgørelser
meddeles den erstatningspligtige, jf. § 33, stk. 4.
Det foreslås at forkorte klagefristen
fra 3 måneder til 1 måned, så den svarer til
udbetalingsfristen på 1 måned.
Det skal hertil bemærkes, at patienter
og efterladte til patienter kan nøjes med at skrive inden 1
måned, at de påklager sagen. De har
efterfølgende mulighed for at skrive yderligere og sende
relevant dokumentation til ankenævnet.
Til nr.
33
Efter den gældende bestemmelse i §
58 kan de erstatningspligtige og patienter eller efterladte til
patienter anmode Ankenævnet for Patienterstatningen om at
tillægge en klage opsættende virkning. Efter
gældende praksis meddeles opsættende virkning som
udgangspunkt kun i tilfælde, hvor der ud fra en umiddelbar
vurdering er bestyrket grundlag for at forvente, at
ankenævnet vil ændre Patienterstatningens
afgørelse.
Det foreslås at indføre
automatisk opsættende virkning, når
Patienterstatningens afgørelse påklages.
Opsættende virkning i kombination med den foreslåede
klagefrist på én måned vil betyde, at patienten
eller efterladte til patienten ikke får udbetalt erstatningen
straks efter klagefristens udløb i de tilfælde, hvor
Patienterstatningens afgørelse påklages. I de sager,
hvor Patienterstatningens afgørelse påklages,
får patienten udbetalt erstatning samt renter - hvis
patienten fortsat er berettiget til den - efter ankenævnets
afgørelse.
Til §
2
Efter § 9 i lov nr. 706 af 25. juni 2010
gælder loven ikke for Færøerne og
Grønland, men den kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.
Ved anordning nr. 1248 af 19. december 2011 om
ikrafttræden for Færøerne af lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev bl.a. §
1 i lov nr. 706 af 25. juni 2010 sat i kraft for
Færøerne.
Ved ændringsloven blev der
indført en bestemmelse om patienters mulighed for at klage
til Patientombuddet (nu: Styrelsen for Patientsikkerhed) over
sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold
omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 og sundhedslovens afsnit IV,
med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning
er foreskrevet en anden klageadgang (klage- og erstatningslovens
§ 1, stk. 1, 1. pkt.). Endvidere fremgik det, at styrelsen
havde kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt
den sundhedsfaglige virksomhed havde været kritisabel, eller
om sundhedsvæsenet havde handlet i strid med sundhedslovens
kapitel 4-9 og sundhedslovens afsnit IV (klage- og
erstatningslovens § 1, stk. 2).
Bestemmelsen i klage- og erstatningsloven er
sidenhen blevet ændret ved § 3 i lov nr. 656 af 8. juni
2016 om ændring af sundhedsloven, lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og forskellige
andre love (Styrelsen for Patientsikkerheds fremtidige tilsyn m.v.)
(herefter: lov nr. 656 af 8. juni 2016), hvor kompetencen til at
behandle klagerne blev tillagt Styrelsen for Patientsikkerhed og
kompetencen til at behandle klager over forhold omfattet af
sundhedslovens afsnit IV overgik til Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn. § 1, stk. 2, blev endvidere
ændret ved § 1 i lov nr. 238 af 15. marts 2017 om
ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet (Godtgørelse til forældre, der
har mistet et barn som følge af skade påført i
sundhedsvæsenet) (herefter: lov nr. 238 af 15. marts 2017),
hvor henvisningen til sundhedslovens afsnit IV i stk. 2 udgik, idet
kompetencen til at behandle klager over forhold omfattet
sundhedslovens afsnit IV overgik til Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn ved lov nr. 646 af 8. juni 2016.
Efter anordningens § 1, stk. 1, behandler
Patientombuddet (nu Styrelsen for Patientsikkerhed), jf.
§§ 11 og 12, klager fra patienter over forhold omfattet
af kapitel 4 i lov om patienters retsstilling, som blev sat i kraft
for Færøerne ved kongelig anordning, med undtagelse af
klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en
anden klageadgang. Af stk. 2 fremgår, at Patientombuddet (nu
Styrelsen for Patientsikkerhed), i sager efter § 1, stk. 1,
træffer afgørelse om, hvorvidt sundhedsvæsenet
har handlet i strid med kapitel 4 i lov om patienters
retsstilling.
Adgangen til at klage over
sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed, som
følger af klage- og erstatningslovens § 1, stk. 1, og
styrelsens adgang til at træffe afgørelse i
sådanne sager, gælder dermed ikke for
Færøerne.
Idet sundhedsloven ikke var sat i kraft
på Færøerne, blev der i anordningens § 1 i
stedet henvist til kapitel 4 i lov om patienters retsstilling, som
var sat i kraft på Færøerne ved kongelig
anordning, og som er videreført i sundhedslovens kapitel
8.
Endvidere blev det ved § 1 i lov nr. 706
af 25. juni 2010 fastlagt, at Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn behandlede klager fra patienter over
autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og
forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 med undtagelse
af klager, hvor der i den øvrige lovgivning var foreskrevet
en anden klageadgang (klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1,
1. pkt.), og at nævnet i disse sager afgav en udtalelse om,
hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed havde
været kritisabel, eller om sundhedspersonen havde handlet i
strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 (klage- og
erstatningslovens § 3, 1. pkt.).
§ 2, stk. 1, 1. pkt., er siden
ændret ved § 3 i lov nr. 656 af 8. juni 2016, og §
3, 1. pkt., blev ændret ved lov nr. 238 af 15. marts 2017.
Ændringerne medførte, at nævnet fik kompetence
til at behandle klager over forhold omfattet af sundhedslovens
afsnit IV.
Af anordningens § 2, stk. 1,
fremgår, at Sundhedsvæsenet Disciplinærnævn
behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners
sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af kapitel 2, 3 og 5
i lov om patienters retsstilling, med undtagelse af klager, hvor
der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden
klageadgang. Nævnet er endvidere i medfør af
anordningens § 3, 1. pkt., forpligtet til at afgive en
udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed
har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i
strid med kapitel 2, 3 og 5 i lov om patienters retsstilling, i
sager efter §§ 2 og 2 a.
Idet sundhedsloven, som nævnt ovenfor,
ikke var sat i kraft på Færøerne på
tidspunktet for ikrafttrædelsen af den kongelige anordning,
blev der i anordningen i stedet henvist til kapitel 2, 3 og 5 i lov
om patienters retsstilling. Bestemmelserne er videreført i
sundhedslovens kapitel 5, 6 og 9.
Det blev ligeledes fastslået i lov nr.
706 af 25. juni 2010, at Patientombuddet (nu Styrelsen for
Patientsikkerhed) og Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn ikke kan behandle en klage over det
samme forhold (§ 1, stk. 1, 2. pkt., og § 2, stk. 1, 2.
pkt.). Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kan dog
behandle en klage, såfremt Patientombuddet i anledning af en
klage efter § 1 over samme forhold, har udtalt kritik af
sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed. Bestemmelserne
er siden ændret ved § 3 i lov nr. 656 af 8. juni 2016,
hvor Patientombuddets kompetence til at behandle klagerne blev
tillagt Styrelsen for Patientsikkerhed.
Idet kompetencen for Styrelsen for
Patientsikkerhed til at behandle klager over sundhedsvæsenets
sundhedsfaglige virksomhed ikke blev sat i kraft for
Færøerne ved den kongelige anordning af klage- og
erstatningsloven, blev § 1, stk. 1, 2. pkt., og § 2, stk.
1, 2. pkt., i klage- og erstatningsloven ej heller sat i kraft for
Færøerne ved anordningen. Årsagen til dette er,
at disse bestemmelser regulerer, hvorvidt Styrelsen for
Patientsikkerhed og Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn kan behandle klager over samme
behandling eller behandlingsforløb.
Med forslaget til §
9, stk. 3, bemyndiges sundhedsministeren til at sætte
de dele af § 1 i lov nr. 706 af 25. juni 2010, som blev sat i
kraft for Færøerne i 2011, i kraft for
Færøerne igen. Ikraftsættelsen skal ske ved
kongelig anordning, og § 1 i loven kan sættes i kraft
helt eller delvis og med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Bemyndigelsen vil blive benyttet til at
sætte klage- og erstatningslovens § 1, stk. 1 og 2, samt
§ 2, stk. 1, og § 3, 1. pkt., i kraft igen, således
at der henvises til de relevante bestemmelser i sundhedsloven
ligesom der etableres mulighed for, at sætte de dele af
§ 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, der vedrørende
Styrelsen for Patientsikkerheds kompetence til at behandle sager
over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige kompetence, i kraft for
Færøerne.
Bestemmelserne i § 1, stk. 1, § 1,
stk. 2, samt § 2, stk. 1, vil blive sat i kraft med de
ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 656 af 8.
juni 2016.
Endvidere vil bestemmelserne i § 1, stk.
2, og § 3, 1. pkt., blive sat i kraft med de ændringer,
der følger af § 1 i lov nr. 238 af 15. marts 2017.
Til §
3
Til nr.
1
Det foreslås, at § 41 i lov nr. 620
af 8. juni 2016 om kliniske forsøg med lægemidler
ophæves. Baggrunden herfor er, at § 41 erstattes af
dette lovforslags § 1, nr. 5, som følge af, at den
gældende § 19, stk. 2, med lovforslaget herefter bliver
stk. 3.
Til §
4
Det foreslås i stk.
1, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2018.
Det foreslås i stk.
2, at sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte
tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 5.
Baggrunden herfor er, at det nøjagtige tidspunkt for
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 536/2014 af
16. april 2014 om kliniske forsøg med humanmedicinske
lægemidler og om ophævelse af direktiv 2001/20/EF
anvendelse ikke kendes, og at forordningen og lov nr. 620 af 8.
juni 2016 om kliniske forsøg med hjælpemidler, hvor
ændringen i § 1, nr. 5, oprindeligt blev indsat, skal
anvendes fra det samme tidspunkt.
Det foreslås i stk.
3, at denne lovs § 1, nr. 1-4, 6-9, 11-14, 17-18,
21-23, 27 og 31-33, samt § 24, stk. 6, og § 55, stk. 5, i
lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10 og 26, ikke finder
anvendelse for afgørelser, der er truffet af
Patienterstatningen inden den 1. juli 2018. For sådanne
afgørelser finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
For afgørelser, der er truffet af
Patienterstatningen før den 1. juli 2018, indebærer
det, at de hidtil gældende regler anvendes. Det betyder
blandt andet, at klager ikke automatisk tillægges
opsættende virkning. Det indebærer endvidere, at
erstatning, der er udbetalt i henhold til disse afgørelser,
vil kunne kræves tilbagebetalt, hvis ankenævnet
efterfølgende finder, at patienten ikke er
påført en erstatningsberettigende skade. Det betyder
også, at de hidtil gældende undergrænser på
hhv. 10.000 kr. i sager om behandlingsskader og 3.000 kr. i sager
om lægemiddelskader anvendes.
For afgørelser, der er truffet af
Patienterstatningen efter den 1. juli 2018, indebærer det, at
klager automatisk tillægges opsættende virkning. Det
indebærer endvidere, at udbetalt erstatning ikke kan
kræves tilbagebetalt, medmindre patienten eller efterladte
til patienten mod bedre vidende har undladt at afgive eller afgivet
urigtige oplysninger, og de manglende eller urigtige oplysninger
har medført en anden afgørelse, end
Patienterstatningen eller ankenævnet ville have truffet, hvis
oplysningerne havde foreligget. Det indebærer også, at
de hidtil gældende undergrænser for
erstatningsudbetaling på henholdsvis 10.000 kr. i sager om
behandlingsskader og 3.000 kr. i sager om lægemiddelskader
erstattes af et egetbidrag på 7.300 kr.
Det er tidpunktet for Patienterstatningens
afgørelse, og ikke f. eks. klagetidspunktet, der er
afgørende for, om de hidtil gældende regler eller de
nye regler finder anvendelse.
Eksempel 1 - anerkendelse uden erstatning før
lovens ikrafttrædelse - ankenævnets afgørelse
efter lovens ikrafttrædelse
Patienterstatningen anerkender ved
afgørelse af 1. maj 2018 en skade, men har ikke
tilstrækkeligt grundlag for at opgøre erstatning.
Ankenævnet træffer den 1. september 2018
afgørelse om, at patienten ikke er påført en
erstatningsberettigende skade.
Her er afgørelsen truffet af
Patienterstatningen som første instans før lovens
ikrafttrædelse. Det betyder, at ankenævnet skal anvende
de regler, der gjaldt før 1. juli 2018, selv om
ankenævnet først træffer afgørelse efter
lovens ikrafttrædelse.
Eksempel 2 - anerkendelse uden erstatning efter
lovens ikrafttrædelse - ankenævnets afgørelse
efter lovens ikrafttrædelse
Patienterstatningen anerkender ved
afgørelse af 1. juli 2018 en skade, men har ikke
tilstrækkeligt grundlag for at opgøre erstatning.
Ankenævnet træffer den 1. september 2018
afgørelse om, at patienten ikke er påført en
erstatningsberettigende skade.
Her er afgørelsen truffet af
Patienterstatningen som første instans efter lovens
ikrafttrædelse. Det betyder, at ankenævnet skal anvende
de nye regler, der gælder efter 1. juli 2018.
Eksempel 3 - anerkendelse med erstatning før
lovens ikrafttrædelse - ankenævnets afgørelse
efter lovens ikrafttrædelse
Patienterstatningen anerkender ved
afgørelse af 1. maj 2018 en skade og opgør
erstatning. Ankenævnet træffer den 1. september 2018
afgørelse om, at patienten ikke er påført en
erstatningsberettigende skade.
Her er afgørelsen truffet af
Patienterstatningen som første instans inden lovens
ikrafttrædelse. Det betyder, at ankenævnet skal anvende
de regler, der gjaldt før 1. juli 2018, selv om
ankenævnet først træffer afgørelse efter
lovens ikrafttrædelse.
Eksempel 4 - anerkendelse med erstatning efter
lovens ikrafttrædelse - ankenævnets afgørelse
efter lovens ikrafttrædelse
Patienterstatningen anerkender ved
afgørelse af 1. juli 2018 en skade og opgør
erstatning. Ankenævnet træffer den 1. september 2018
afgørelse om, at patienten ikke er påført en
erstatningsberettigende skade.
Her er afgørelsen truffet af
Patienterstatningen som første instans efter lovens i
ikrafttrædelse. Det betyder, at ankenævnet skal anvende
de regler, der gælder efter 1. juli 2018.
Eksempel 5 - anerkendelse med flere erstatninger
før lovens ikrafttrædelse - ankenævnets
afgørelse efter lovens ikrafttrædelse
Afgørelse 1: Patienterstatningen
anerkender den 1. november 2017 en skade og tilkender 30.000 kr. i
foreløbig godtgørelse for svie og smerte.
Afgørelse 2: Patienterstatningen
tilkender den 1. februar 2018 yderligere 66.000 kr. i
godtgørelse for varigt mén og svie og smerte.
Afgørelse 3: Patienterstatningen
tilkender den 1. maj 2018 110.000 kr. i erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og 1.400.000 kr. for erhvervsevnetab.
Afgørelse 3 påklages. Ankenævnet træffer
den 1. oktober 2018 afgørelse om, at patienten ikke er
påført en erstatningsberettigende skade.
Her er alle tre afgørelser truffet af
Patienterstatningen som første instans før lovens
ikrafttrædelse. Det betyder, at ankenævnet ved
vurderingen af afgørelse 3 skal anvende de regler, der
gjaldt før 1. juli 2018, selv om ankenævnet
først træffer afgørelse efter lovens
ikrafttrædelse.
Eksempel 6 - anerkendelse af flere erstatninger
før lovens ikrafttrædelse og en erstatning efter
lovens ikrafttrædelse -- ankenævnets afgørelse
efter lovens ikrafttrædelse
Afgørelse 1: Patienterstatningen
anerkender den 1. november 2017 en skade og tilkender 30.000 kr. i
foreløbig godtgørelse for svie og smerte.
Afgørelse 2: Patienterstatningen
tilkender den 1. februar 2018 yderligere 66.000 kr. i
godtgørelse for varigt mén og svie og smerte.
Afgørelse 3: Patienterstatningen
tilkender den 1. juli 2018 110.000 kr. i erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og 1.400.000 kr. for erhvervsevnetab.
Afgørelse 3 påklages. Ankenævnet træffer
den 1. oktober 2018 afgørelse om, at patienten ikke er
påført en erstatningsberettigende skade.
Her er afgørelser 1 og 2 truffet af
Patienterstatningen som første instans før lovens
ikrafttrædelse. Ingen af afgørelserne blev
påklaget. Erstatningerne, udbetalt i henhold til disse to
afgørelser, er ikke fredet for tilbagebetalingskrav,
når ankenævnet har truffet sin afgørelse.
Afgørelse 3 er truffet af
Patienterstatningen som første instans efter lovens
ikrafttrædelse. Det betyder, at ankenævnet skal anvende
de nye regler i forhold til afgørelse 3. Heraf følger
bl.a., at klagen automatisk tillægges opsættende
virkning, og erstatningen udbetales ikke, da ankenævnet som
anført træffer afgørelse om, at patienten ikke
er påført en erstatningsberettigende skade.
Eksempel 7 - anerkendelse med erstatning før
lovens ikrafttrædelse - yderligere erstatning efter lovens
ikrafttrædelse - ankenævnets afgørelser efter
lovens ikrafttrædelse
Afgørelse 1: Patienterstatningen
anerkender 1. december 2017 en skade og tilkender 30.000 kr. i
foreløbig godtgørelse for svie og smerte.
Afgørelse 1 påklages.
Afgørelse 2: Patienterstatningen
tilkender 1. juli 2018 yderligere 66.000 kr. i godtgørelse
for varigt mén og svie og smerte. Patienterstatningen
mangler herefter at tage stilling til erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Afgørelse 2
påklages.
Ankenævnet træffer
afgørelse både om Patienterstatningens
afgørelse 1 og 2 den 1. oktober 2018.
Her er afgørelse 1 truffet af
Patienterstatningen som første instans før lovens
ikrafttrædelse. Det betyder, at ankenævnet skal anvende
de regler, der gjaldt før 1. juli 2018, selv om
ankenævnet træffer afgørelse efter lovens
ikrafttrædelse.
Afgørelse 2 er truffet af
Patienterstatningen som første instans efter lovens
ikrafttrædelse. Det betyder, at ankenævnet skal anvende
de nye regler i forhold til afgørelse 2. Erstatning i
henhold til afgørelse 1 kan kræves tilbagebetalt,
når ankenævnet omgør ansvarsgrundlaget som
anført ovenfor.
Klagen over afgørelse 2 tillægges
automatisk opsættende virkning, og erstatningen i
afgørelse 2 udbetales ikke, da ankenævnet som
anført træffer afgørelse om, at patienten ikke
er påført en erstatningsberettigende skade.
Eksempel 8 - anerkendelse med flere erstatninger
efter lovens ikrafttrædelse - ankenævnets
afgørelse efter lovens ikrafttrædelse
Afgørelse 1: Patienterstatningen
anerkender den 1. juli 2018 en skade og tilkender 30.000 kr. i
foreløbig godtgørelse for svie og smerte.
Afgørelse 2: Patienterstatningen
tilkender den 1. august 2018 yderligere 66.000 kr. i
godtgørelse for varigt mén og svie og smerte.
Afgørelse 3: Patienterstatningen
tilkender den 1. september 2018 110.000 kr. i erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og 1.400.000 kr. for erhvervsevnetab.
Afgørelse 3 påklages. Ankenævnet træffer
den 1. december 2018 afgørelse om, at patienten ikke er
påført en patientskade.
Her er alle tre afgørelser truffet af
Patienterstatningen som første instans efter lovens
ikrafttrædelse. Afgørelser 1 og 2 blev ikke
påklaget. Det betyder, at erstatningen i afgørelse 1
og 2 er fredet og ikke kan kræves tilbagebetalt, når
ankenævnet omgør ansvarsgrundlaget som anført
ovenfor. Klagen over afgørelse 3 tillægges automatisk
opsættende virkning, og erstatningen i afgørelse 3
udbetales ikke, da ankenævnet som anført træffer
afgørelse om, at patienten ikke er påført en
erstatningsberettigende skade.
Det foreslås i stk.
4, at regler udstedt i medfør af § 19, stk. 4 og
7, i lovbekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017 af lov om
klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet,
fortsat skal være gældende indtil de ophæves
eller afløses af nye regler. Ændringen indsættes
af ordenshensyn, idet de to bemyndigelsesbestemmelser rykker, som
følge af lovforslagets § 1, nr. 4.
Dette gælder bekendtgørelse nr.
1265 af 28. oktober 2016 om dækningsområdet for lov om
klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som er
udstedt i medfør af lovens § 19, stk. 4. Det
gælder endvidere bekendtgørelse nr. 1264 af 28.
oktober 2016 om henlæggelse af behandlingen af sager om
erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet til Tandlægeforeningens
Tandskadeerstatning og Tandskadeankenævnet, som er udstedt i
medfør af lovens § 19, stk. 7.
Det fastsættes i stk. 5, at den foreslåede ændring
af lovens § 24, stk. 5, 2. pkt., hvorefter der
fastsættes en undergrænse på 1.000 kr. for
udbetaling af erstatning og godtgørelse efter tandskader
påført værnepligtige som følge af
sundhedsfaglig behandling i det militære forsvar eller
redningsberedskabet og indsatte som følge af sundhedsfaglig
behandling i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse skal
gælde for skader forårsaget den 1. juli 2006 eller
senere. Dette er i overensstemmelse med lov nr. 654 af 8. juni
2016.
Til §
5
Klage- og erstatningsloven gælder ikke
for Færøerne og Grønland, men dele af loven kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger. Det foreslås på
den baggrund, at lovens territoriale anvendelsesområde
fastsættes så det svarer til hovedlovens
anvendelsesområde.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
ret
Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om klage- og erstatningsadgang inden
for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af
28. august 2017, foretages følgende ændringer: | | | | § 19. Der
ydes erstatning efter reglerne i dette kapitel til patienter eller
efterladte til patienter, som her i landet påføres
skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,
som er foretaget | | | 1) på et sygehus eller på vegne
af dette, | | | 2) af sundhedspersoner og andet personale
som led i den præhospitale indsats efter sundhedsloven, | | | 3) af autoriserede sundhedspersoner ansat i
regionstandplejen, ved en odontologisk landsdels- og
videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering af de
kommunale sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41 eller
på vegne af disse, | | 1. § 19, stk. 1, nr. 3, 5-7, 9 og 10,
ophæves. Nr. 4 og 8 bliver herefter nr. 3 og 4. | 4) på universiteternes
tandlægeskoler, 5) af privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner, 6) af læger, der uden at være
privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til
sundhedslovens § 158, 7) af læger, der uden at være
privatpraktiserende virker som vagtlæger, | | 2. I § 19, stk. 1, nr. 4, der bliver nr. 3,
ændres »tandlægeskoler,« til:
»tandlægeskoler eller«. | 8) af Sundhedsstyrelsen af sager i henhold
til sundhedslovens kapitel 21, regler udstedt i medfør heraf
eller regler udstedt i medfør af § 5 d i lov om
sygehusvæsenet som opretholdt ved sundhedslovens § 277,
stk. 12, | | 3. I § 19, stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 4,
ændres »stk. 12,« til: »stk.
12.« | 9) på værnepligtige af
autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig
behandling i det militære forsvar eller redningsberedskabet,
eller | | | 10) af autoriserede sundhedspersoner, der
udfører sundhedsfaglig behandling af indsatte i
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse. | | | Stk. 2. -7.
--- | | | | | 4. I § 19 indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: | | | »Stk. 2.
Uanset stk. 1 ydes erstatning efter reglerne i dette kapitel til
patienter eller efterladte til patienter, som her i landet
påføres skade i forbindelse med undersøgelse,
behandling el.lign., som er foretaget af sundhedspersoner, jf.
sundhedslovens § 6.« | | | Stk. 2-7 bliver herefter stk. 3-8. | | | | § 22. Til de
af § 19, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer
ydes erstatning for enhver skade, som kan være
forårsaget af forsøget eller af udtagelsen af
væv m.v., medmindre det er overvejende sandsynligt, at skaden
har anden årsag. Stk. 2.
--- Stk. 3. Til de
af § 19, stk. 2, omfattede bloddonorer ydes erstatning for
skader, der påføres de pågældende ved
ulykkestilfælde i forbindelse med transport til en aftalt
eller rekvireret tapning i blodbank eller ved mobil blodbank,
medmindre donoren forsætligt eller ved grov uagtsomhed har
medvirket til skaden. Der ydes dog ikke erstatning efter 1. pkt.,
såfremt bloddonoren er berettiget til erstatning for skaden
efter anden lovgivning. | | 6. I § 22, stk. 1, og stk. 3, 1. pkt., ændres »§
19, stk. 2« til: »§ 19, stk. 3«. | | | | § 23. Det
påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, som i sin
virksomhed bliver bekendt med skader, som må antages at kunne
give ret til erstatning efter dette kapitel, at informere
skadelidte herom samt i fornødent omfang at bistå med
anmeldelse til Patienterstatningen eller til de private
institutioner, hvortil behandlingen af sager efter dette kapitel er
henlagt i medfør af § 19, stk. 5. | | 7. I § 23 ændres »§ 19, stk.
5« til: »§ 19, stk. 6«. | | | | § 24.
Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i
lov om erstatningsansvar, jf. dog § 24 a. | | | Stk. 2.
Erstatning m.v. efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger
10.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for
svie og smerte kun ydes, såfremt skaden har medført
uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat
periode, der højst kan udgøre 3 måneder. | | 8. I § 24, stk. 2, ændres
»såfremt den overstiger 10.000 kr.« til:
»efter at 7.300 kr. (2017-niveau) er fratrukket erstatningen
eller godtgørelsens hovedstol.« | Stk. 3. Stk. 2
samt regler fastsat i medfør af stk. 2 finder ikke
anvendelse på skader, der omfattes af § 22, stk. 1 eller
stk. 3, jf. § 19, stk. 2. Stk. 4.
--- | | 9. I § 24, stk. 3, ændres »§
19, stk. 2« til: »§ 19, stk. 3«. | | | | | | 10. I § 24 indsættes som stk. 5 og 6: »Stk. 5.
Erstatning og godtgørelse efter stk. 1, der er tilkendt af
andre private institutioner end Patienterstatningen, og som
sundhedsministeren har indgået aftale med efter § 19,
stk. 6, ydes på tandskadeområdet, såfremt
beløbet samlet overstiger 10.000 kr. For indsatte og
værnepligtige, som nævnt i § 29, stk. 1 nr. 9 og
10, ydes erstatning og godtgørelse, såfremt
beløbet samlet overstiger 1.000 kr. Stk. 6. De
beløb, der er fastsat i stk. 2, reguleres én gang
årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår,
jf. lov om en satsreguleringsprocent.« | | | | § 29. Pligt
til at yde erstatning efter dette kapitel har: 1) Driftsansvarlige for offentlige sygehuse
og den præhospitale indsats efter sundhedsloven. | | | 2) Patientens bopælsregion og, hvis
patienten ikke har bopæl her i landet, opholdsregionen for
skader i forbindelse med behandling, som et sygehus m.v. i udlandet
er ansvarligt for efter § 19, stk. 3. 3) Driftsansvarlige for regionstandplejen,
odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion og de kommunale
sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41. 4) Driftsansvarlige for universiteternes
tandlægeskoler. | | 11. I § 29, stk. 1, nr. 2, ændres
»§ 19, stk. 3« til: »§ 19, stk.
4«. | 5) Den region, hvor en privatpraktiserende
autoriseret sundhedsperson har sin praksis, eller hvor en
læge, der uden at være privatpraktiserende virker som
vagtlæge, eller hvor en læge, der uden at være
privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til
sundhedslovens § 158, jf. dog stk. 3. 1. pkt. finder dog ikke
anvendelse for praktiserende speciallæger, som ikke har
speciale i almen medicin. 6) Den region, hvor et privat sygehus, en
klinik eller en speciallægepraksis er beliggende, hvis
behandling sker som en del af regionernes planlagte
behandlingskapacitet, jf. sundhedslovens § 64, stk. 1-3,
§ 75, stk. 2, § 79, stk. 2, og § 89, stk. 2. 7) Private sygehuse, klinikker og
speciallægepraksisser for skader efter behandling,
undersøgelse el.lign., som er foretaget efter sundhedslovens
§ 87 eller betalt direkte uden om det offentlige
sundhedsvæsen. | | 12. I § 29, stk. 1, nr. 5, 2. pkt.,
indsættes efter »som ikke har speciale i almen
medicin«: », medmindre der er tale om en
speciallægeundersøgelse, der udføres til brug
for sagsbehandling hos offentlige myndigheder, forsikringsselskaber
m.v., hvor der ikke er tale om en tjenesteydelse til
patienten«. | 8) Staten, for så vidt angår
skader omfattet af § 19, stk. 1, nr. 8 og 9. 9) Staten, for så vidt angår
skader omfattet af § 19, stk. 1, nr. 10, hvis skaden er
pådraget som følge af sundhedsfaglig behandling i
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse. For tandskader dog
kun hvis det er behandling, som den indsatte har ret til. Stk. 2.
--- Stk. 3. I det
omfang behandlingen af sager efter dette kapitel henlægges
til en privat institution efter § 19, stk. 5, kan
sundhedsministeren bestemme, at pligten til at yde erstatning efter
dette kapitel påhviler den pågældende institution
eller de pågældende privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner, som institutionen repræsenterer. Stk. 4.-6.
--- | | 13. § 29, stk. 1, nr. 8
og 9, ophæves og i stedet indsættes: »8) Staten, for så vidt
angår skader omfattet af § 19, stk. 1, nr. 4. 9) Staten, for så vidt angår
skader påført værnepligtige eller
kontraktansatte som følge af sundhedsfaglig behandling i det
militære forsvar eller redningsberedskabet. 10) Staten, for så vidt angår
skader påført indsatte som følge af
sundhedsfaglig behandling i Kriminalforsorgens fængsler og
arresthuse. For tandskader dog kun, hvis det er behandling, som den
indsatte har ret til. 11) Den driftsansvarlige region eller
kommune for en institution, boform, plejehjem m.v. inden for det
sociale område, hvor der er ansat autoriserede
sundhedspersoner. 12) Den region, hvor en virksomhed,
organisation m.v., som har ansat autoriserede sundhedspersoner, har
sin adresse. Det gælder dog ikke de private sygehuse,
klinikker og speciallægepraksisser, der er nævnt i nr.
7. 13) Den region, hvor en sundhedsperson
påfører skade i forbindelse med undersøgelse,
behandling el.lign., der ikke er foretaget som led i et
ansættelsesforhold eller som led i sundhedspersonens arbejde
i en privat klinik. 14) Staten, for så vidt angår
skader påført af detentionslæger og læger,
der foretager blodprøvetagning for politiet, Retspsykiatrisk
Klinik under Justitsministeriet, Statens Serum Institut og Radio
Medical som følge af sundhedsfaglig behandling.« | | | | | | 14. I § 29, stk. 3, ændres »§
19, stk. 5« til: »§ 19, stk. 6«. | | | | § 33.
Patienterstatningen modtager, oplyser og afgør alle
erstatningssager efter dette kapitel. Foreningen kan efter
nærmere bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte
forsikringsselskaber og selvforsikrende myndigheder til selv at
oplyse og afgøre nærmere beskrevne sagstyper. | | | Stk. 2. De i
§ 29, stk. 1, nævnte mulige erstatningsansvarlige skal
oplyse Patienterstatningen om, efter hvilke regler i sundhedsloven
patienten er undersøgt, behandlet el.lign., eller om
undersøgelsen, behandlingen el.lign. er betalt uden om det
offentlige sundhedsvæsen. Stk. 3.
--- Stk. 4.
Patienterstatningens afgørelser meddeles vedkommende
forsikringsselskab, staten eller selvforsikrende regionsråd
eller kommunalbestyrelse, som herefter skal udbetale de fastsatte
ydelser inden 1 måned. | | 15. I § 33, stk. 2, ændres
»erstatningsansvarlige« til:
»erstatningspligtige«. 16. I § 33, stk. 2, indsættes som 2. og 3.
pkt.: »Oplysningen skal sendes til
Patienterstatningen inden 30 dage fra modtagelse af anmodningen.
Kan fristen ikke overholdes, skal Patienterstatningen inden
fristens udløb underrettes om grunden om grunden til
fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes
færdigbehandlet.« 17. I § 33, stk. 4, ændres »inden
1 måned.« til: »straks efter udløbet af
den klagefrist, der fremgår af § 58 b, stk. 2, 1. pkt.
Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen
påklages.« | | | | | | 18. Efter §
33 indsættes: »§ 33
a. Erstatning og godtgørelse, der er udbetalt efter
§ 33, stk. 4, kan ikke kræves tilbagebetalt eller
modregnet i andre krav på erstatning eller
godtgørelse, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Har
patienten eller efterladte til patienten mod bedre vidende undladt
at afgive eller afgivet urigtige oplysninger, og har de manglende
eller urigtige oplysninger medført en anden
afgørelse, end Patienterstatningen eller Ankenævnet
for Patienterstatningen ville have truffet, hvis oplysningerne
havde foreligget, træffer Patienterstatningen eller
Ankenævnet for Patienterstatningen en ny afgørelse.
Den erstatningspligtige kan på baggrund af den nye
afgørelse fra Patienterstatningen eller Ankenævnet for
Patienterstatningen kræve tilbagebetaling af erstatning og
godtgørelse udbetalt efter § 33, stk. 4. Kravet om
tilbagebetaling gælder alene de afgørelser, hvor den
pågældende oplysning har haft en afgørende
betydning for afgørelsens udfald. Stk. 3. Stk. 1
og 2 gælder ikke for erstatning og godtgørelse for
tandskader, der er tilkendt af andre private institutioner end
Patienterstatningen, og som sundhedsministeren har indgået
aftale med efter § 19, stk. 6.« | | | | § 37.
Patienterstatningen kan af kommunalbestyrelser, regionsråd,
statslige told- og skattemyndigheder og andre vedkommende, herunder
sygehuse, institutioner, behandlende læger og andre
sundhedspersoner, Sundhedsstyrelsen, Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og forsikringsgiver efter lovens § 30, stk. 1,
m.v., samt den skadelidte forlange meddelt enhver oplysning,
herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser, politirapporter,
obduktionsrapporter m.v., som foreningen skønner er af
betydning for behandling af sager efter dette kapitel.
Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form. Patienterstatningen
og Styrelsen for Patientsikkerhed kan få terminaladgang til
oplysninger i indkomstregisteret. Stk. 2.
--- | | 19. I § 37, stk. 1, 1.
pkt. indsættes efter »skadelidte«:
»vederlagsfrit« og efter
»obduktionsrapporter«: », oplysninger fra
forsikrings- og pensionsselskaber«. 20. I § 37, stk. 1, indsættes efter 1.
pkt.: »Oplysningerne skal sendes til
Patienterstatningen inden 30 dage fra anmodningen er modtaget. Kan
fristen ikke overholdes, skal Patienterstatningen inden fristens
udløb underrettes om grunden til fristoverskridelsen og om,
hvornår anmodningen kan forventes
færdigbehandlet.« | | | | § 38. Til
patienter, der påføres fysisk skade som følge
af egenskaber ved lægemidler, der er anvendt ved
undersøgelse, behandling el.lign. (lægemiddelskade),
ydes erstatning efter reglerne i dette kapitel. Det samme
gælder for efterladte til sådanne patienter. Stk. 2. Med
patienter sidestilles personer, der deltager i kliniske
afprøvninger af lægemidler (sundhedsvidenskabelige
forsøg), der ikke indgår som led i diagnostik eller
behandling af personens sygdom. Det samme gælder for donorer,
hvorfra der udtages væv og andet biologisk materiale. Til
forsøgspersoner og donorer, der er omfattet af bestemmelsen,
ydes også erstatning for psykisk skade. Stk. 3. Med
lægemiddelskade sidestilles skade forårsaget af et
lægemiddel på en person, der plejer eller behandler
den, til hvem et lægemiddel er ordineret. Erstatning ydes
kun, i det omfang skaden ikke dækkes af lov om
arbejdsskadesikring. Stk. 4.
--- | | 21. I § 38, stk. 1, 1. pkt., udgår
»fysisk«, og stk. 2, 3.
pkt., ophæves. | | | | § 46.
Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i
lov om erstatningsansvar, jf. dog reglerne i dette kapitel. | | | Stk. 2.
Erstatning m.v. ydes kun, såfremt beløb fastsat efter
stk. 1 overstiger 3.000 kr. Stk.
3.-4.---- | | 22. I § 46, stk. 2, ændres: »kun,
såfremt beløb fastsat efter stk. 1 overstiger 3.000
kr.« til: »efter, at 7.300 kr. er fratrukket
erstatningen eller godtgørelsens hovedstol.« | | | | | | 23. I § 46 indsættes som stk. 5: »Stk. 5.
Det beløb, der er fastsat i stk. 2 reguleres én gang
årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår,
jf. lov om en satsreguleringsprocent.« | | | | § 55.
Sundhedsministeren behandler og træffer afgørelse i
sager efter dette kapitel. Stk. 2.
Sundhedsministeren kan bemyndige Patienterstatningen, jf. kapitel
2, til at behandle og træffe afgørelse i sager efter
stk. 1. Patienterstatningens udgifter i forbindelse hermed afholdes
af staten, jf. § 54, stk. 1. Stk. 3.
--- | | 24. I § 55, stk. 1, indsættes efter
»behandler«: », oplyser«. 25. I § 55, stk. 2, 1. pkt., ændres
»kapitel 2« til: »kapitel 3«. | | | 26. I § 55 indsættes som stk. 4 og 5: »Stk. 4.
Sundhedsministeren, eller den der bemyndiges hertil, kan lade
vidner afhøre ved byretten på det sted, hvor de
bor. Stk. 5. Staten
udbetaler de fastsatte ydelser straks efter udløbet af den
klagefrist, der fremgår af § 58 b, stk. 2, 1. pkt. Dette
gælder dog ikke, hvis afgørelsen
påklages.« | | | | | | 27. Efter §
55 indsættes: »§ 55
a. Erstatning og godtgørelse, der er udbetalt i sager
efter § 55, stk. 1 og 2, kan ikke kræves tilbagebetalt
eller modregnet i andre krav på erstatning eller
godtgørelse, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Har
patienter eller efterladte til patienter mod bedre vidende undladt
at afgive eller afgivet urigtige oplysninger, og har de manglende
eller urigtige oplysninger medført en anden
afgørelse, end Patienterstatningen efter bemyndigelse fra
sundhedsministeren eller Ankenævnet for Patienterstatningen
ville have truffet, hvis oplysningerne havde foreligget,
træffer Patienterstatningen eller Ankenævnet for
Patienterstatningen en ny afgørelse. Styrelsen for
Patientsikkerhed kan på baggrund af den nye afgørelse
fra Patienterstatningen eller Ankenævnet for
Patienterstatningen kræve tilbagebetaling af erstatning og
godtgørelse udbetalt i sager efter § 55, stk. 1 og 2.
Kravet om tilbagebetaling gælder alene de afgørelser,
hvor den pågældende oplysning har haft en
afgørende betydning for afgørelsens
udfald.« | | | | § 58.
Sundhedsministeren eller den, som ministeren bemyndiger til at
varetage opgaver efter dette kapitel, kan af kommunalbestyrelser,
regionsråd, statslige told- og skattemyndigheder og andre
vedkommende, herunder sygehuse, apoteker, institutioner,
behandlende læger og andre sundhedspersoner,
Sundhedsstyrelsen, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
forsikringsgiver efter lovens § 30, stk. 1, m.v., samt den
skadelidte og vedkommende medicinalfirma forlange meddelt enhver
oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser,
politirapporter, obduktionsrapporter m.v., som skønnes at
være af betydning for behandling af sager efter dette
kapitel. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.
Patienterstatningen og Styrelsen for Patientsikkerhed kan få
terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret. Stk. 2.
--- | | 28. I § 58, stk. 1, 1.
pkt., indsættes efter »medicinalfirma«:
»vederlagsfrit« og efter
»obduktionsrapporter«: », oplysninger fra
forsikrings- og pensionsselskaber«. 29. I § 58, stk. 1, indsættes efter 1.
pkt.: »Oplysningerne skal sendes til
Patienterstatningen inden 30 dage fra modtagelse af anmodningen.
Kan fristen ikke overholdes, skal Patienterstatningen inden
fristens udløb underrettes om grunden til
fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes
færdigbehandlet.« | | | | § 58 a.
--- | | | Stk. 2.
Formanden og næstformændene, der udnævnes af
sundhedsministeren, skal være dommere. Nævnets
øvrige medlemmer udpeges af Sundhedsstyrelsen,
regionsrådene i forening, KL, Forsikring & Pension,
Advokatrådet, Forbrugerrådet Tænk, Danske
Handicaporganisationer og Danske Patienter. Stk. 3.-11.
--- | | 30. § 58 a, stk. 2, 1.
pkt., ophæves og i stedet indsættes: »Stk. 2.
Formanden og næstformændene udnævnes af
sundhedsministeren. Formanden og mindst 3 næstformænd
skal være landsdommere. De øvrige
næstformænd skal være dommere.« | | | | § 58 b. De
afgørelser, der træffes efter §§ 33 og 55,
kan indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen, der
træffer den endelige administrative afgørelse.
Ankenævnet kan stadfæste, ophæve eller
ændre afgørelsen og tillægge en klage
opsættende virkning. | | 31. I § 58 b, stk. 1, 2.
pkt., udgår »og tillægge en klage
opsættende virkning«. | Stk. 2. Klage
til Ankenævnet for Patienterstatningen skal indgives, inden 3
måneder efter at klageren har fået meddelelse om
afgørelsen. Stk. 3.
--- | | 32. I § 58 b, stk. 2, ændres »3
måneder« til: »1 måned«. 33. I § 58 b, stk.
2, indsættes som 2.
pkt.: »Klage har opsættende
virkning.« | | | | | | § 2 | | | | | | I lov nr. 706 af 25. juni 2010 om
ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og
om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre
love (Et nyt patientklagesystem, mulighed for at klage over
sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed, forenkling af
regler om tilsynsforanstaltninger m.v.) foretages følgende
ændring: | | | | § 9 | | | | | | Stk. 1.-2.
--- | | 1. I § 9 indsættes som stk. 3: »Stk. 3.
De dele af § 1, som i medfør af stk. 2 er sat i kraft
for Færøerne, kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold
tilsiger.« | | | | | | § 3 | | | | | | I lov nr. 620 af 8. juni 2016 om kliniske
forsøg med lægemidler foretages følgende
ændring: | | | | § 41. I lov
om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011, som
ændret senest ved § 18 i lov nr. 395 af 2. maj 2016,
foretages følgende ændring: | | 1. § 41 ophæves. | | | | 1. I § 19, stk. 2, 1. pkt., indsættes
efter »forsøg«: », herunder kliniske
forsøg med lægemidler«. | | | | | | | | § 4 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2. Stk. 2.
Sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af lovens § 1, nr. 5. Stk. 3. Denne lovs § 1, nr. 1-4, 6-9, 11-14,
17-18, 21-23, 27 og 31-33, samt § 24, stk. 6, og § 55,
stk. 5, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10
og 26, finder ikke anvendelse for afgørelser, der er truffet
af Patienterstatningen inden den 1. juli 2018. For sådanne
afgørelser finder de hidtil gældende regler
anvendelse. Stk. 4. Regler
fastsat i medfør af § 19, stk. 4 og 7, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017, forbliver i
kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye
regler. Stk. 5. §
24, stk. 5, 2. pkt., i lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
10, finder anvendelse for skader forårsaget den 1. juli 2006
eller senere. | | | | | | § 5 | | | | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan for
Færøerne sættes i kraft ved kongelig anordning
med de ændringer, som de færøske forhold
tilsiger. |
|