L 96 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Øget kontrol på udlændingeområdet).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 30-01-2018

Afgivet: 30-01-2018

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 30. januar 2018

20171_l96_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 30. januar 2018

1. Ændringsforslag

Udlændinge- og integrationsministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 15. november 2017 og var til 1. behandling den 28. november 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og udlændinge- og integrationsministeren sendte den 25. september 2017 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 261 (folketingsåret 2016-17). Den 16. november 2017 sendte udlændinge- og integrationsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 10 spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA, RV, SF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Enhedslistens og Alternativets medlemmer af udvalget er enige i, at det er nødvendigt at forebygge og bekæmpe misbrug af dansk udstedt pas og rejselegitimation. Dette gælder både udstedelse af dokumenter til danske statsborgere og til personer uden dansk statsborgerskab.

Enhedslisten og Alternativet finder det imidlertid problematisk, at det efter lovforslaget i høj grad vil afhænge af myndighedernes skøn at sikre, at loven administreres i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Indskrænkninger i den enkeltes ret til at få udstedt pas eller anden rejselegitimation er særdeles indgribende i den enkeltes livsførelse, ret til familieliv og ret til fri bevægelighed. Flygtninge og statsløse har et særligt anerkendelsesværdigt behov for at kunne gennemføre rejser af familiemæssige hensyn, og netop derfor eksisterer der særlige regler om udstedelse af rejsedokumentation i Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 (jf. artikel 28) og i Statsløsekonventionen af 28. september 1954 (jf. artikel 28). Nægtelse af udstedelse af konventionspas til flygtninge og fremmedpas til statsløse kan efter konventionerne kun ske, hvis »tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden« tilsiger dette. UNHCR understreger i sit høringssvar, at dette skal fortolkes yderst restriktivt og kun omhandler særlig alvorlige og exceptionelle tilfælde samt typer af kriminalitet anført i TFEU artikel 83(1).

Enhedslisten og Alternativet finder ikke, at det med lovforslaget og de tilknyttede bemærkninger er sikret, at udstedelse af rejsedokumenter kun vil blive nægtet inden for det snævre anvendelsesområde, som konventionerne foreskriver. Det angives i bemærkningerne til lovforslaget, at enkeltstående tilfælde af misbrug kan medføre nægtelse af udstedelse af konventionspas til flygtninge og fremmedpas til statsløse med begrundelsen »tvingende hensyn til den offentlige orden« (jf. også svar på spørgsmål 10) og dermed medføre en karensperiode på 5 år, hvor flygtninge og statsløse kun kan få udstedt rejselegitimation, hvis der foreligger »ganske særlige omstændigheder« (jf. det foreslåede stk. 7). Det er ikke udtømmende eller klart beskrevet, hvilke lovovertrædelser der kan begrunde nægtelse med henvisning til »tvingende hensyn til den offentlige orden«, eller hvornår der foreligger »ganske særlige omstændigheder«.

Enhedslisten og Alternativet mener, at det åbner for fortolkninger, der risikerer at være for vidtgående i forhold til konventionerne, selv om ordlyden i den foreslåede stk. 6 i sig selv er i overensstemmelse hermed.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af udlændinge- og integrationsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I det under nr. 1 foreslåede § 39, stk. 8, ændres »det ene pas« til: »den dansk udstedte rejselegitimation eller det nationalt udstedte pas«.

[Præcisering af ordlyden i bestemmelsen]

2) I det under nr. 2 foreslåede § 46 a, stk. 10, ændres »fremmedpas« til: »rejselegitimation«.

[Præcisering af ordlyden i bestemmelsen]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med lovforslagets § 1, nr. 1, indsættes et nyt stk. 8 i udlændingelovens § 39, hvorefter Udlændingestyrelsen kan spærre dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale Pasregister, såfremt udlændingen er i besiddelse af både dansk udstedt rejselegitimation og nationalt udstedt pas og ikke ønsker at deponere det ene pas hos Udlændingestyrelsen.

Det foreslås med ændringsforslaget, at henvisningen i bestemmelsen til »det ene pas« ændres til: »den dansk udstedte rejselegitimation eller det nationalt udstedte pas«.

Med ændringen sikres det, at der ikke er tvivl om, at bestemmelsen finder anvendelse, uanset om det er den dansk udstedte rejselegitimation eller det nationalt udstedte pas, som udlændingen ikke ønsker at deponere hos Udlændingestyrelsen.

Den foreslåede ændring er en lovteknisk tilpasning.

Til nr. 2

Med lovforslagets § 1, nr. 3, indsættes i udlændingelovens § 46 efter stk. 9 et nyt stk. 10, hvorefter Udlændingestyrelsens afgørelser i sager om spærring af dansk udstedt fremmedpas i Det Centrale Pasregister i medfør af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 8 og 9, ikke kan påklages.

Den foreslåede ordlyd i udlændingelovens § 46 a, stk. 10, indebærer utilsigtet, at det alene er afgørelser i sager om spærring af dansk udstedt fremmedpas i Det Centrale Pasregister i medfør af udlændingelovens § 39, stk. 8 og 9, der ikke kan påklages, mens afgørelser i sager om spærring af dansk udstedte rejsedokumenter for flygtninge kan påklages.

Det foreslås derfor med ændringsforslaget, at ordlyden i udlændingelovens § 46 a, stk. 10, tilpasses, således at den også omfatter afgørelser i sager om spærring af dansk udstedte rejsedokumenter for flygtninge.

Derved sikres det, at det klart fremgår, at hverken afgørelser i sager om spærring af dansk udstedte rejsedokumenter for flygtninge eller afgørelser i sager om spærring af dansk udstedte fremmedpas kan påklages.

Den foreslåede ændring er en lovteknisk tilpasning.

Martin Henriksen (DF) fmd. Peter Skaarup (DF) Christian Langballe (DF) Marie Krarup (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Pernille Bendixen (DF) Marcus Knuth (V) Britt Bager (V) Preben Bang Henriksen (V) Mads Fuglede (V) Erling Bonnesen (V) Jan E. Jørgensen (V) Laura Lindahl (LA) Villum Christensen (LA) Naser Khader (KF) Dan Jørgensen (S) Kaare Dybvad (S) Thomas Jensen (S) Karen J. Klint (S) Astrid Krag (S) nfmd. Mattias Tesfaye (S) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Rune Lund (EL) Carolina Magdalene Maier (ALT) Josephine Fock (ALT) Marlene Borst Hansen (RV) Sofie Carsten Nielsen (RV) Jacob Mark (SF) Holger K. Nielsen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? 8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 96

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra udlændinge- og integrationsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Ændringsforslag, fra udlændinge- og integrationsministeren
5
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 96

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministeren vil redegøre for, hvad der menes med »statens omdømme«, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvad »tvingende hensyn til statens sikkerhed og offentlige orden« dækker over, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvad kriterierne er for at konstatere misbrug, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvordan man fremadrettet vil håndtere spørgsmålet om bevisbyrde, hvis man mister sin rejselegitimation, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm., om ministeren vil oversende statistik, der belyser antallet af tilfælde af dokumenteret misbrug af dokumenter, der er udstedt af danske myndigheder m.v., til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvilke muligheder en person har for at bevise, at hun/han ikke længere er i besiddelse af nationalitetspasset, hvis dette er stjålet m.v., til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om EU-domstolens dom i sag C-225/16 Ouhrami m.v., til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om ministeren kan give konkrete eksempler på, hvad der menes med og hører under »hensyn til den offentlige orden«, når der skal administreres efter det foreslåede stk. 5 (§ 39), som omhandler konventi?onspas og fremmedpas til statsløse, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, hvornår det kan godtgøres, at der er tale om misbrug af hhv. konventionspas og fremmedpas til statsløse, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm., om ministeren vil forklare, hvordan regeringens fortolkning af hensynet til den offentlige orden korresponderer med UNHCR's fremhævelse af alvorlige og exceptionelle forhold, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå