L 90 Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge.

(Ordningen med ret til sygedagpenge ved livstruende, alvorlig sygdom gøres permanent).

Af: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-11-2017

Fremsættelse: 14-11-2017

Skriftlig fremsættelse (14. november 2017)

20171_l90_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. november 2017)

Beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge (Ordningen med ret til sygedagpenge ved livstruende, alvorlig sygdom gøres permanent)

(Lovforslag nr. L 90)

Formålet med lovforslaget er at gøre den ordning, som i perioden fra den 1. januar 2016 til og med den 31. december 2017 har givet ret til sygedagpenge til personer med en livstruende, alvorlig sygdom, permanent.

Den daværende regering (Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance indgik den 18. december 2013 forlig om en reform af sygedagpengesystemet. Formålet var økonomisk sikkerhed for sygemeldte samt en tidligere og bedre indsats.

Som opfølgning på sygedagpengereformen besluttede partierne bag reformen midlertidigt at udvide muligheden for, at personer med en livstruende, alvorlig sygdom kan få ret til sygedagpenge. Denne mulighed har samme kreds af partier nu ønsket at gøre permanent.

Formålet med lovforslaget er at gøre den midlertidige ordning permanent, således at:

- En person, som har en livstruende, alvorlig sygdom, og som opfylder beskæftigelseskravet over for kommunen, får ret til sygedagpenge fra kommunen, uanset om personen på første fraværsdag har modtaget sygedagpenge i en periode på mere end 22 uger inden for de 9 forudgående kalendermåneder.

- En person, der er overgået til et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, og som under jobafklaringsforløbet får en livstruende, alvorlig sygdom, og som opfylder beskæftigelseskravet over for kommunen, får ret til sygedagpenge fra kommunen.

Forslaget skønnes at indebære offentlige merudgifter på ca. 0,9 mio. kr. i 2018 og fremover. Det skønnes, at merudgiften til staten udgør 0,2 mio. kr. i 2018 og fremover, mens merudgiften til kommunerne skønnes at udgøre 0,7 mio. kr. i 2018 og fremover.

De samlede nettoudgifter er sammensat af merudgifter til sygedagpenge, samt administration i forbindelse med revurdering og lægeerklæringer, hvilket delvist modsvares af mindreudgifter til ydelse under jobafklaringsforløb.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2018.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.