L 80 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Ny kvoteordning).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-11-2017

Fremsættelse: 08-11-2017

Skriftlig fremsættelse (8. november 2017)

20171_l80_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. november 2017)

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Ny kvoteordning):

(Lovforslag nr. L 80)

Danmark har en lang tradition for at påtage sig et fælles medansvar for nogle af verdens flygtninge, men Danmark skal ikke tage så mange flygtninge, at det truer sammenhængskraften i vores land.

Siden 1989 har Danmark genbosat ca. 500 kvoteflygtninge årligt. Herudover er der hvert år kommet et antal spontanasylansøgere, der i de senere år har nået et historisk højt niveau.

Antallet af nytilkomne flygtninge de senere år har stillet det danske samfund over for en række udfordringer i forhold til bl.a. integration. I en sådan situation er det vanskeligt også at tage imod kvoteflygtninge. Det er nødvendigt at sikre den rigtige balance mellem antallet af nytilkomne flygtninge og evnen til at integrere, så Danmark fortsat kan være et godt og trygt samfund.

Der er derfor afgørende, at der - så der kan tages hensyn til den sociale og økonomiske kapacitet i samfundet - er mulighed for mere fleksibelt at kunne fastsætte, hvor mange kvoteflygtninge Danmark kan tage imod, f.eks. i en situation, hvor indrejsetallet er højt, eller hvor myndighederne er efterladt med en stor integrationsopgave i forhold til de udlændinge, der allerede befinder sig i landet.

Ingen eller et lavt antal spontanasylansøgere giver bedre mulighed for at modtage kvoteflygtninge, ligesom det vil gøre det i en situation, hvor det går godt med integrationen af de udlændinge, der allerede befinder sig i Danmark. Lovforslaget lægger således op til, at der indføres en ny ordning for genbosætning af kvoteflygtninge i Danmark, der tager hensyn til den sociale og økonomiske kapacitet hertil i samfundet.

Danmark skal fortsat genbosætte flygtninge og dermed også fremadrettet støtte den globale genbosætningsindsats for en del af verdens flygtninge.

Det foreslås med lovforslaget, at udlændinge- og integrationsministeren på baggrund af den sociale og økonomiske kapacitet i samfundet fremadrettet bestemmer antallet af kvoteflygtninge, der årligt skal meddeles opholdstilladelse i Danmark.

Det forudsættes med lovforslaget, at den årlige kvote for modtagelse af kvoteflygtninge ikke vil kunne overstige 500 personer. Det årlige antal kvoteflygtninge vil dog kunne overstige 500 personer, hvis Danmark i en helt særlig situation i forbindelse med en international aftale indgået med det formål at begrænse flygtningestrømmen til Danmark og/eller Europa skal deltage i strategisk genbosætning af flygtninge fra bestemte områder.

Udlændinge- og integrationsministeren skal ved vurderingen af den sociale og økonomiske kapacitet, og hvor mange kvoteflygtninge Danmark på den baggrund kan genbosætte, bl.a. lægge vægt på antallet af spontanasylansøgere, der er kommet til Danmark de forrige år, antallet af opholdstilladelser meddelt til udlændinge de forrige år, og hvordan de udlændinge, der allerede befinder sig i Danmark, er integrerede.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.