Skriftlig fremsættelse (25. oktober
2017)
Justitsministeren
(Søren Pape Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om supplerende
bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven) og
forslag til lov om ændring af lov om
retshåndhævende myndigheders behandling af
personoplysninger, lov om massemediers informationsdatabaser og
forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge
af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen samt
medieansvarslovens anvendelse på offentligt
tilgængelige informationsdatabaser m.v.)
(Lovforslag nr. L 68 og L 69)
I januar 2012 fremsatte EU-Kommissionen et
forslag til en databeskyttelsespakke. Pakken blev endeligt vedtaget
den 14. april 2016. Pakken består bl.a. af en generel
forordning fra EU om beskyttelse af personoplysninger, som skal
gælde i både den private og offentlige sektor.
Forordningen anvendes fra den 25. maj 2018.
Da forordningen har direkte virkning i
Danmark, er Danmark forpligtet til at indrette dansk lovgivning i
overensstemmelse med forordningens bestemmelser med virkning fra
den 25. maj 2018.
Det er på denne baggrund, at
hovedlovforslaget til databeskyttelsesloven og
følgelovforslaget med konsekvensændringer
fremsættes.
Formålet med hovedlovforslaget er at
supplere reglerne i databeskyttelsesforordningen, og
Justitsministeriet har vurderet, at det er nødvendigt, at
der fastsættes en generel lov herom. Forslaget opretholder og
fastsætter således supplerende nationale bestemmelser
om behandling af personop?lysninger inden for det nationale
råderum, som forordningen giver mulighed for. Forslaget
viderefører som det klare udgangspunkt den gældende
retstilstand.
Begge lovforslag er baseret på
betænkning nr. 1565 om databeskyttelsesforordningen.
Følgelovforslaget skal ses i
sammenhæng med hovedlovforslaget. En række danske love
indeholder henvisninger til persondataloven, og disse henvisninger
skal tilpasses til databeskyttelsesforordningen og den nye
databeskyttelseslov. Endvidere skal der ske en ændring af de
danske regler, der regulerer behandling af personoplysninger, som
fra den 25. maj 2018 vil være reguleret af
databeskyttelsesforordningen, og hvor forordningen ikke overlader
medlemslandene et nationalt råderum. Der skal derfor
foretages en række konsekvensændringer, som
fremsættes i dette følgelovforslag.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslagene og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslagene til det Høje Tings velvillige
behandling.