L 65 Forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer.

(Tilpasning og forenkling af lovens anvendelses- og støttemuligheder).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 07-12-2017

Afgivet: 07-12-2017

Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 7. december 2017

20171_l65_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 7. december 2017

1. Ændringsforslag

Transport-, bygnings- og boligministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 25. oktober 2017 og var til 1. behandling den 9. november 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transport-, bygnings- og boligministeren sendte den 28. juni 2017 dette udkast til udvalget, jf. (folketingsåret 2016-17) TRU alm. del - bilag 383. Den 25. oktober 2017 sendte transport-, bygnings- og boligministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til transport-, bygnings- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget støtter ikke lovforslaget om at forringe den fremtidige byfornyelse. Det er helt urimeligt, at en bandepakke bliver finansieret ved at skære ned i byfornyelsen med 20,2 mio. kr. i 2018, 28,5 mio. kr. i 2019, 83,6 mio. kr. i 2020 og 73,6 mio. kr. i 2021.

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget stemmer imod forslaget - primært fordi konteksten er store nedskæringer i byfornyelsen.

Ifølge ministerens svar på spørgsmål 1 til lovforslaget vil fordelingsnøglen på kommuner være uændret, mens den enkelte kommune får meget friere hænder til at fordele pengene internt i kommunen. I Socialistisk Folkeparti er vi bekymrede for, hvordan det vil påvirke yderområderne, og finder ikke, at der i lovbehandlingen er givet gode svar på spørgsmålet.

Et andet mindretal i udvalget (ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af transport-, bygnings- og boligministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af ALT):

1) I det under nr. 1 foreslåede § 1, stk. 2, nr. 2, ændres »kapitel 3-5« til: »kapitel 3-5 a«.

[Præcisering af lovens formålsbestemmelse]

2) Efter nr. 10 indsættes som nyt nummer:

»01. Overskriften før § 7 affattes således:

»Refusion til områdefornyelse««.

[Tilrettelse af overskriften i forhold til lovforslagets ændring af §§ 5 og 6]

3) I den under nr. 11 foreslåede affattelse af § 7 ændres i stk. 3 »§ 6« til: »stk. 1«.

[Præcisering af henvisningen angående, hvilke foranstaltninger der kan opnå refusion]

4) Efter nr. 35 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 95, 1. pkt., ændres »§ 19, stk. 2 og 3« til: »§ 19, stk. 2«.«

[Konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring i § 1, nr. 17]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det fremgår af det fremsatte lovforslags § 1, stk. 2, at kommuner til opfyldelse af stk. 1 kan træffe beslutning om områdefornyelse efter lovens kapitel 2, om bygningsfornyelse efter lovens kapitel 3-5 og om friarealer efter lovens kapitel 6.

Opregningen er ikke en udtømmende liste over, hvilke beslutninger en kommunalbestyrelse kan træffe for at opfylde formålet i § 1, stk. 1. Det er derimod de overordnede byfornyelsesbeslutninger, en kommunalbestyrelse kan træffe med henblik på at opfylde stk. 1, der er nævnt. De øvrige beslutninger, en kommunalbestyrelse kan træffe efter loven, vil ofte være bundet op på en af de nævnte overordnede byfornyelsesbeslutninger. Opregningen bør dog indeholde lovens kapitel 5 a, da dette kapitel handler om bygningsfornyelsesbeslutninger. Derfor foreslås det at ændre § 1, stk. 2, nr. 2, således at der vedrørende bygningsfornyelse henvises til kapitel 3-5 a.

Til nr. 2

Overskriften før § 7 foreslås ændret fra »Refusionens omfang og betingelser« til »Refusion til områdefornyelse«. Forslaget retter overskriften før § 7 til i forhold til lovforslagets ændring af §§ 5 og 6, hvor refusionen til områdefornyelsesbeslutninger er beskrevet i den gældende lov.

Til nr. 3

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af § 6. I det fremsatte forslags § 7, stk. 3, henvises til transport-, bygnings- og boligministerens mulighed for at fastsætte nærmere regler for afgrænsningen af de foranstaltninger, hvortil der kan ydes refusion efter § 6.

Efter den foreslåede ændring af § 6 omhandler § 6 ikke længere refusion, men hvilke udgifter en kommune kan afholde i forbindelse med en områdefornyelse. Derfor foreslås det at ændre henvisningen, således at der i § 7, stk. 3, henvises til § 7, stk. 1.

Til nr. 4

Forslaget om at ændre henvisningen til § 19, stk. 2 og 3, i § 95, 1. pkt., er en konsekvens af det fremsatte lovforslags nr. 17 om at ophæve § 19, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3.

§ 95, 1. pkt., vil med forslaget henvise til § 19, stk. 2.

Kim Christiansen (DF) nfmd. Per Nørhave (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann (DF) Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Andersen (V) Hans Christian Schmidt (V) Jane Heitmann (V) Louise Schack Elholm (V) Britt Bager (V) May-Britt Kattrup (LA) Villum Christensen (LA) Rasmus Jarlov (KF) Christian Rabjerg Madsen (S) Erik Christensen (S) Kaare Dybvad (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Magnus Heunicke (S) Rasmus Prehn (S) Mette Reissmann (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Henning Hyllested (EL) Søren Egge Rasmussen (EL) Roger Courage Matthisen (ALT) Andreas Steenberg (RV) Karsten Hønge (SF) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 65

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra transport-, bygnings- og boligministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Ændringsforslag, fra transport-, bygnings- og boligministeren
5
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 65

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvordan lovforslaget, herunder bl.a. den ændrede fordeling af midlerne, berører byfornyelsesindsatsen i yderområderne, til transport-, bygnings- og boligministeren, og ministerens svar herpå