Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2017)
Miljø- og
fødevareministeren (Esben Lunde Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
naturbeskyttelse og lov om havstrategi (National liste med
handelsforbud m.m. over for visse invasive arter og nyaffattelse af
bilag 1 til lov om havstrategi)
(Lovforslag nr. L 55)
Regeringen ønsker med lovforslaget
at skabe et grundlag for en fokuseret og effektiv
forebyggelsesindsats over for introduktion og spredning af visse
invasive plante- og dyrearter, der er problematiske i Danmark.
I 2014 indførte EU's forordning
1143/2014 om invasive ikkehjemmehørende arter en række
forbud mod invasive arter, der er problematiske på EU-niveau
og derfor opført på den såkaldte EU-liste.
Med lovforslaget udnytter Danmark en
mulighed i forordningen for at udarbejde en tilsvarende national
liste over invasive ikkehjemmehørende arter, der er
problematiske i Danmark. Med den foreslåede bemyndigelse
bliver det således muligt for ministeren at fastsætte
regler om forbud mod indførsel, hold, avl, transport,
markedsføring, anvendelse og udveksling, reproduktion,
dyrkning og udsættelse i miljøet af visse invasive
arter, der særligt giver udfordringer i Danmark.
Bemyndigelsen giver desuden ministeren
adgang til at fastsætte regler om et tilladelsessystem, der
gør det muligt at anvende arterne på den nationale
liste til visse begrænsede formål, f.eks. forskning.
Endelig giver forslaget ministeren mulighed for at fastsætte
en overgangsordning, der f.eks. kan sikre, at erhvervsdrivende i en
begrænset periode under visse betingelser vil kunne
afsætte et evt. restlager af arter, der kommer på den
nationale liste.
Lovforslaget indebærer, at
ændring af den nationale liste skal ske ved
bekendtgørelse og at nye arter kun kan komme på
listen, hvis de lever op til en række i kriterier, der er
beskrevet i lovbemærkningerne. Ud over at arten skal
være invasiv, er det således også et krav, at et
forbud effektivt vil forebygge, minimere eller begrænse
artens skadelige indvirkning og ikke medfører
væsentlige samfunds- eller erhvervsøkonomiske
omkostninger.
Lovforslaget gennemfører endvidere
en teknisk justering af bilag 1 til havstrategiloven, der har til
formål at sikre en mere sammenhængende og konsekvent
tilgang til tilstandsvurderingerne i medfør af
havstrategirammedirektivet.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.