L 49 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen, lov om friskoler og private grundskoler m.v. og lov om efterskoler og frie fagskoler.

(Lempelse af bindinger i regelsættet om »Fælles Mål«).

Af: Undervisningsminister Merete Riisager (LA)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 28-11-2017

Afgivet: 28-11-2017

Betænkning afgivet af Undervisningsudvalget den 28. november 2017

20171_l49_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Undervisningsudvalget den 28. november 2017

1. Ændringsforslag

Undervisningsministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 5. oktober 2017 og var til 1. behandling den 13. oktober 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Undervisningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og undervisningsministeren sendte den 12. juni 2017 dette udkast til udvalget, jf. UNU alm. del - bilag 122, folketingsåret 2016-17. Den 5. oktober 2017 sendte undervisningsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets, Dansk Folkepartis, Enhedslistens, Alternativets, Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at lovforslaget reducerer antallet af bindende mål dels til et mindre antal bindende kompetencemål, dels til nogle færdigheds- og vidensområder, der skal inddrages i undervisningen. De tidligere bindende færdigheds- og vidensmål bliver vejledende. De nu vejledende færdigheds- og vidensmål kan ikke danne grundlag for, at kommunalbestyrelsen pålægger skolerne yderligere mål, dokumentationskrav m.v. Kommunalbestyrelsen skal derimod sikre, at skolerne ikke pålægges mål, krav og koncepter for undervisningen, der rækker ud over »Fælles Mål«. Formålet med loven er at sikre øget frihed for lærerne til at tilrettelægge undervisningens indhold og anvende deres pædagogiske faglighed i den sammenhæng. S, DF, EL, ALT, RV og SF vil nøje følge implementeringen af loven og herunder følge, hvorledes kommunerne sikrer, at skolerne og underviserne kan gøre brug af den øgede frihed, der er hensigten med lovforslaget. Kommunalbestyrelserne kan således ikke pålægge skoler og undervisere mål, dokumentationskrav m.v. med udgangspunkt i de vejledende færdigheds- og vidensmål. Det betyder endvidere, at kommunalbestyrelsen ikke kan pålægge skolerne andre mål, krav eller bindinger for undervisningen, der rækker ud over »Fælles Mål«, og som kan medvirke til at skabe unødvendigt bureaukrati og fratage skolens personale deres faglige frirum, der er nødvendigt for at give eleverne den bedst mulige undervisning.

Venstres, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget kan med følgende begrundelse ikke støtte flertallets betænkningsbidrag:

Lovforslaget ændrer ikke på ansvarsfordelingen på folkeskoleområdet. Et betænkningsbidrag, som indfører et egentligt krav til kommunalbestyrelserne om ikke at lade de vejledende færdigheds- og vidensmål, der bliver vedtaget med lovforslaget, danne grundlag for, at kommunalbestyrelsen pålægger skolerne yderligere mål, dokumentationskrav m.v., kan således hverken rummes inden for lovforslaget eller gældende ret i øvrigt.

V, LA og KF ønsker dog i lighed med S, DF, EL, ALT, RV og SF, at kommunalbestyrelserne bakker op om lovforslagets intentioner, og udtaler på den baggrund følgende:

Driften af folkeskolen er en kommunal opgave, og det ændrer lovforslaget ikke på. Kommunalbestyrelserne er derfor ansvarlige for, at der sikres de bedst mulige rammer for den enkelte skoles og den enkelte skoles underviseres organisering og tilrettelæggelse af undervisningen.

Af lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 3.1.2, fremgår udtrykkeligt, at der ved at reducere antallet af bindende mål og den som følge heraf øgede frihed til at tilrettelægge undervisningens indhold gives mulighed for, at underviserne i højere grad kan fokusere på arbejdet med fagenes og de obligatoriske emners indhold. Det fremhæves derfor endvidere i de almindelige bemærkninger, at dette fordrer, at kommunerne er indstillet på at give skolerne og underviserne mulighed for at gøre brug af den frihed, der er hensigten med lovforslaget, nemlig at underviserne kan anvende deres pædagogiske faglighed bedst muligt, og på ikke at pålægge skolerne og underviserne unødige dokumentati?onskrav.

Intentionerne med lovforslaget er således klare. Det pædagogiske personale skal have tilstrækkeligt rum til at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen med udgangspunkt i deres pædagogiske faglighed. De færre bindinger har til formål at sikre, at kommunernes understøttelse af skolernes evalueringskultur sker med et mindre fokus på dokumentation af delprocesser og med et større fokus på elevernes samlede udbytte af undervisningen.

På den baggrund vil V, LA, og KF opfordre kommunalbestyrelserne til at sikre, at underviserne kan anvende deres pædagogiske faglighed bedst muligt, herunder ved understøttelse af forskellige digitale læringsplatforme, og samtidig ikke pålægge skolerne og underviserne unødige mål og dokumentationskrav, som tager tid fra undervisernes faglige arbejde med børnene.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 40, stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.«

[Konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 2]

Til § 4

2) I stk. 1 ændres »den 1. december 2017« til: »dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende«.

[Ændret ikrafttrædelse]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 2

Lovens ikrafttræden udskydes fra den 1. december 2017 til dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende for at sikre, at loven er stadfæstet og kundgjort inden ikrafttrædelsen.

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) nfmd. Alex Ahrendtsen (DF) Marlene Harpsøe (DF) Dorthe Ullemose (DF) Marie Krarup (DF) Tilde Bork (DF) Anni Matthiesen (V) Peter Juel Jensen (V) Jan E. Jørgensen (V) Louise Schack Elholm (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Annette Lind (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Jan Johansen (S) Julie Skovsby (S) Mattias Tesfaye (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Eva Flyvholm (EL) Jakob Sølvhøj (EL) Pernille Schnoor (ALT) Carolina Magdalene Maier (ALT) Torsten Gejl (ALT) Marlene Borst Hansen (RV) Marianne Jelved (RV) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 49

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringssvar, fra undervisningsministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Ændringsforslag fra undervisningsministeren
4
Udkast til betænkning
5
2. udkast til betænkning
6
Ændringsforslag fra undervisningsministeren
7
3. udkast til betænkning
8
4. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 49

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, at lærere fremover ikke bliver tvunget til at undervise efter de frivillige videns- og færdighedsmål, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, at fremtidige test og prøver ikke bliver knyttet op på de frivillige videns- og færdighedsmål, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå