L 46 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Skærpelse af muligheden for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse for udlændinge, der aktivt har modarbejdet afklaringen af deres identitet i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse her i landet).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2017

Fremsættelse: 04-10-2017

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

20171_l46_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

Udlændinge- og Integrationsministeren (Inger Støjberg):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Skærpelse af muligheden for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse for udlændinge, der aktivt har modarbejdet afklaringen af deres identitet i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse her i landet)

(Lovforslag nr. L 46)

Formålet med lovforslaget er at sikre kontrollen med de udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse her i landet. Det sker ved at begrænse muligheden for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse for udlændinge, der aktivt har modarbejdet afklaringen af deres identitet i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse her i landet. Lovforslaget er inspireret af tilsvarende norske regler, som blev vedtaget i Norge den 16. juni 2016.

Der indføres således hjemmel til, at udlændingemyndighederne kan meddele afslag på en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis en udlænding aktivt har modarbejdet afklaring af sin identitet i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse her i landet, medmindre der foreligger ganske særlige grunde.

Den foreslåede bestemmelse skal finde anvendelse i situationer, hvor det er godtgjort, at udlændingen aktivt har modarbejdet afklaringen af egen identitet, og hvor udlændingemyndighederne på trods af dette har meddelt en tidsbegrænset opholdstilladelse, eller i situationer, hvor en udlænding er meddelt opholdstilladelse, og det senere viser sig, eksempelvis at de fremlagte identitetspapirer er falske, men hvor de falske papirer ikke i sig selv udgør et tilstrækkeligt grundlag for at inddrage den tidsbegrænsede opholdstilladelse eller nægte tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til det gældende vandelskrav.

Der skal foreligge ganske særlige grunde til at dispensere fra det forhold, at udlændingen aktivt har modarbejdet afklaringen af sin identitet i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse her i landet.

Det foreslås bl.a. i den forbindelse, at der skal være en adgang til dispensation for det tilfælde, at en udlænding efter at være blevet meddelt opholdstilladelse her i landet, overfor udlændingemyndighederne godtgør, at tvingende eller undskyldelige omstændigheder var årsag til, at den pågældende i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse aktivt modarbejdede afklaringen af sin identitet.

Lovforslaget berører ikke de gældende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse, som videreføres uændret.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.