L 40 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning, lov om Energinet.dk og lov om varmeforsyning.

(Betaling for myndighedsbehandling og justering af bestemmelser om tilsyn med Energinet).

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Udvalg: Energi- Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2017

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

20171_l40_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

Energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning, lov om Energinet.dk og lov om varmeforsyning (Betaling for myndighedsbehandling og justering af bestemmelser om tilsyn med Energinet.dk)

(Lovforslag nr. L 40)

Formålet med lovforslaget er at fastsætte hjemmel til, at der kan opkræves betaling for og fastsættes regler om opkrævning af gebyr for myndighedsbehandling forbundet med varetagelse af bestemte opgaver i Energistyrelsen og til drift og opgavevaretagelse i Energitilsynet fra den 1. januar 2018.

Lovforslaget følger op på lov nr. 662 af 8. juni 2017, hvorefter der blev fastsat et lovfikseret beløb, der skulle opkræves hos Energinet, til betaling for visse myndighedsopgaver m.v. frem til den 31. december 2017. Regeringen oplyste i forbindelse med lovens vedtagelse, at den forventede at fremsætte et lovforslag og udstede bekendtgørelser, der indeholder en permanent løsning i folketingssamling 2017-2018.

Betalingerne skal dække alle Energitilsynets omkostninger, idet Energitilsynets drift og opgavevaretagelse - som i dag - også fremtidigt vil være fuldt ud gebyrfinansieret. Det samlede beløb for Energitilsynets omkostninger, der efter lovforslaget kan opkræves betaling for, fastsættes på finansloven hvert år. Lovforslaget indeholder forslag til regler om, at Energitilsynet får bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om fordeling af betalingen til Energitilsynet fra energivirksomhederne. Det foreslås dog, at Energitilsynets opgave med kommunale indberetninger betales af energivirksomhederne efter et lovfikseret gebyr, som fastsættes på finansloven hvert år. Endvidere vil det fortsat være energi-, forsynings- og klimaministeren, som har bemyndigelse til at fastsætte regler om betaling for Energitilsynets opgaver med energibesparelser.

For så vidt angår betaling for opgaver, som varetages i Energistyrelsen, indeholder lovforslaget regler om, at omkostningerne til tilsyn finansieres ved gebyrer baseret på grundbeløb, som fastsættes på finansloven hvert år og fordeles mellem virksomhederne afhængig af virksomhedernes leverede eller transporterede energimængder. Dermed betales omkostningerne solidarisk af de relevante virksomheder. Lovforslaget indeholder forslag til regler om, at omkostningerne i forbindelse med Energistyrelsens behandling af ansøgninger om tilladelser og bevillinger foreslås finansieret af den virksomhed, som ansøger om tilladelsen. Der vil ofte være tale om få komplicerede sager, som behandles på ansøgerens eget initiativ og i ansøgerens interesse.

Netvirksomhedernes og Energinets omkostninger til finansiering af myndighedernes omkostninger vil kunne overvæltes på net- og systemtarifferne, der på elområdet betales af elhandelsvirksomhederne og i sidste ende forbrugerne, og som på gasområdet betales af forbrugerne.

Lovforslaget indeholder desuden forslag til en mindre udvidelse af energi-, forsynings- og klimaministerens kompetence til at føre tilsyn med Energinet, så der vil kunne føres tilsyn med Energinets forpligtelser efter elforordningen og forordninger, som er udstedt i medfør heraf.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.