L 37 Forslag til lov om ændring af lov om registrering af ledningsejere.

(Ændring af arbejdsgang med udlevering af standardiserede ledningsoplysninger og udvidelse af lovens anvendelsesområde).

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Udvalg: Energi- Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 14-12-2017

Optrykt: 14-12-2017

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 14. december 2017

20171_l37_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 14. december 2017

Forslag

til

Lov om ændring af lov om registrering af ledningsejere

(Ændring af arbejdsgang med udlevering af standardiserede ledningsoplysninger og udvidelse af lovens anvendelsesområde)

§ 1

I lov om registrering af ledningsejere, jf. lovbekendt­gørelse nr. 578 af 6. juni 2011, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om registrering af ledningsejere og udlevering af ledningsoplysninger gennem Ledningsejerregistret«.

2. Overalt i loven ændres »ledningsejerregistret« til: »Ledningsejerregistret«.

3. I § 1 ændres »et ledningsejerregister« til: »Ledningsejerregistret«.

4. I § 1, nr. 1, ændres »entreprenørers« til: »graveaktørers«.

5. I § 1 indsættes efter nr. 1 som nye numre:

»2) lette ledningsejeres udlevering af ledningsoplysninger til brug for undersøgelser forud for gravearbejder og til gravearbejder,

3) mindske gener for samfundet og lette graveaktørers gravearbejder,«.

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 4 og 5.

6. I § 3, stk. 1, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2-4«.

7. I § 3, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nye numre:

»2) er en offentlig myndigheds ledning,

3) er et føringsrør, jf. § 5, nr. 9,

4) er en vejafvandingsledning, som er ejet af en offentlig myndighed eller et forsyningsselskab, og som er nedgravet i jorden,«.

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 5 og 6.

8. § 3, stk. 1, nr. 3, der bliver nr. 6, affattes således:

»6) giver slutbrugeren adgang til digital infrastruktur, jf. § 5, nr. 4.«

9. I § 3, stk. 2, udgår »eller ledninger, som tjener til afvanding af en vej«.

10. I § 3 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at ikkealmene vandforsyninger, hvis ledning indgår i et kollektivt net, jf. stk. 1, nr. 1, og brugerdrevne antenneanlæg, der leverer adgang til digital infrastruktur til slutbrugere, jf. stk. 1, nr. 6, kan undtages fra lovens anvendelsesområde, hvis de opfylder nærmere fastsatte betingelser.«

11. § 4, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler for registrering af ledningsejeroplysninger om ledninger, som ministeriet har rådighed over, når der knytter sig offentlige beskyttelseshensyn til ledningen.

Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan efter forhandling med kommuner og regioner fastsætte regler for registrering af ledningsejeroplysninger om ledninger, som de har rådighed over, når der knytter sig offentlige beskyttelseshensyn til ledningen.

Stk. 5. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan efter forhandling med myndigheder, selskaber og virksomheder omfattet af jernbaneloven fastsætte regler for myndighedernes, selskabernes og virksomhedernes besvarelse af henvendelser om ledninger, som de har rådighed over.«

12. I § 5, nr. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Til ledninger regnes de dele af ledningsanlæg, som er betydelige komponenter.«

13. § 5, nr. 4, affattes således:

»4) Digital infrastruktur: Privatejet infrastruktur, der leverer højhastighedsnet til elektronisk kommunikation til slutbrugere.«

14. I § 5 indsættes som nr. 7-9:

»7) Graveaktør: Enhver, der erhvervsmæssigt udfører gravearbejder eller indhenter ledningsoplysninger til brug for planlægning af gravearbejder.

8) Graveområdet: Det område, der påtænkes gravet inden for.

9) Føringsrør: Rør, hvori der kan føres en eller flere ledninger.«

15. § 7, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) ledningsejerens adresse, elektroniske postadresse og telefonnummer,«.

16. I § 7, stk. 2, udgår »inden 14 dage« og »stedse«.

17. § 8 affattes således:

»§ 8. Enhver af loven omfattet ledningsejer, som modtager en forespørgsel om ledningsoplysninger på en hverdag inden for almindelig arbejdstid, skal, snarest muligt og inden for 2 timer efter at forespørgslen er modtaget, sende de nødvendige ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret. Lørdage, grundlovsdag, den 1. maj, den 24. december og den 31. december anses ikke for hverdage. Almindelig arbejdstid er mellem kl. 7 og 16 på hverdage, og 2-timersfristen løber inden for dette tidsrum. Modtages forespørgslen uden for almindelig arbejdstid på en hverdag eller på en dag, der ikke er en hverdag, skal ledningsejer sende de nødvendige ledningsoplysninger snarest muligt og senest inden for 2 timer den næstkommende hverdag inden for almindelig arbejdstid.

Stk. 2. Skal en ledningsejer, der er omfattet af loven, behandle en forespørgsel om ledningsoplysninger manuelt, skal de nødvendige ledningsoplysninger sendes til Ledningsejerregistret, snarest muligt og inden for 2 hverdage efter at forespørgslen er modtaget.

Stk. 3. Bryder ledningsejers system til at sende ledningsoplysninger ned, skal ledningsejer sende ledningsoplysningerne, snarest muligt efter at systemet fungerer igen.

Stk. 4. En ledningsejer, der er omfattet af loven, kan i stedet for at sende de nødvendige ledningsoplysninger eller som supplement til disse meddele graveaktøren, at ledningen skal påvises på stedet.

Stk. 5. De nødvendige ledningsoplysninger skal have et indhold og en kvalitet, så de er umiddelbart anvendelige ved gravearbejdet.

Stk. 6. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der indgår i nødvendige ledningsoplysninger, herunder oplysninger om forsyningsart, antal ledninger eller traceer, der er nedgravet i jorden eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium, ledningers eller traceers placering i graveområdet og ledningers fareklasse. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at en ledningsejer, for så vidt angår visse ledninger, der er nedgravet i jorden eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium, alene skal opfylde kravene til nødvendige ledningsoplysninger, hvis ledningsejeren har disse oplysninger.

Stk. 7. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om ledningsejeres udlevering af ledningsoplysninger, herunder at ledningsoplysningerne skal udleveres i et bestemt digitalt format.«

18. § 9, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»Graveaktøren skal indhente oplysninger fra Ledningsejerregistret om, hvilke ledninger der findes i hele graveområdet. Når Ledningsejerregistret har modtaget ledningsoplysninger fra ledningsejerne, jf. § 8, stk. 1, gøres disse straks tilgængelige for graveaktøren. De nødvendige ledningsoplysninger skal være gjort tilgængelige for graveaktøren, inden gravearbejdet påbegyndes. Gravearbejdet skal tilrettelægges og udføres under hensyntagen til de modtagne ledningsoplysninger. De modtagne ledningsoplysninger skal være tilgængelige på graveområdet, når der graves.

Stk. 2. Har ledningsejer meddelt, at der skal ske påvisning af ledningen efter § 8, stk. 4, må gravearbejdet ikke påbegyndes, før påvisningen har fundet sted.

Stk. 3. Kan graveaktøren ikke finde ledningerne der, hvor ledningerne skulle være nedgravet i jorden ifølge de modtagne ledningsoplysninger, kan graveaktøren rette henvendelse til ledningsejeren om påvisning. Påvisning skal ske inden for rimelig tid. Ligger ledningerne i det væsentlige, som det fremgår af ledningsoplysningerne, afholder graveaktøren udgifterne til påvisningen.

Stk. 4. Graveaktøren kan i Ledningsejerregistret gensende den oprindelige graveforespørgsel inden for et halvt år fra graveforespørgslens oprettelsesdato, og inden graveperioden udløber, uden yderligere beregning.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 5-9.

19. I § 9 indsættes som stk. 10 og 11:

»Stk. 10. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan efter forhandling med transport-, bygnings- og boligministeren fastsætte regler om forespørgselspligten i forbindelse med uopsætteligt gravearbejde.

Stk. 11. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at ledningsoplysningerne skal være tilgængelige på graveområdet digitalt.«

20. Efter § 9 indsættes i kapitel 3:

»§ 9 a. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om indberetning af fejl i ledningernes placering i forhold til udleverede ledningsoplysninger, og hvordan indberetningen skal foregå. Ministeren kan fastsætte en bagatelgrænse for, hvornår indberetning skal foretages.

§ 9 b. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om indberetning af graveskader. Ministeren kan endvidere etablere et indberetningssystem, hvor graveskader kan indberettes.«

21. Efter kapitel 3 indsættes:

»Kapitel 3 a

Koordinering af gravearbejder og samføring

§ 9 c. En ledningsejer eller graveaktør kan i Ledningsejerregistret annoncere et område, som ledningsejeren eller graveaktøren planlægger at skulle grave i.

Stk. 2. En ledningsejer eller graveaktør, der planlægger at grave i et område, kan forespørge i Ledningsejerregistret, om der er andre ledningsejere eller graveaktører, der planlægger at grave i samme område, så deres gravearbejder kan koordineres.

Stk. 3. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, hvordan annonceringen eller forespørgslen skal ske.

§ 9 d. En ledningsejer kan indberette til Ledningsejerregistret, at vedkommende har føringsrør i et område.

Stk. 2. En ledningsejer, der planlægger at føre nye ledninger i et område, kan forespørge i Ledningsejerregistret, om der er ledningsejere, der har føringsrør i området.

Stk. 3. Ledningsejeren skal svare på en forespørgsel om adgang til oplysninger om føringsrør snarest muligt og senest 2 uger efter datoen for modtagelsen af forespørgslen.

Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, hvordan indberetning af føringsrør skal ske.

Kapitel 3 b

Sammenstilling og videreformidling af ledningsoplysninger

§ 9 e. Ledningsejerregistret modtager og sammenstiller ledningsoplysningerne fra ledningsejerne og gør de sammenstillede ledningsoplysninger tilgængelige for graveaktører og andre brugere.

Stk. 2. Ledningsejerregistret kan ikke gøres erstatningsansvarlig for fejl i de ledningsoplysninger, som sendes til Ledningsejerregistret. Ledningsejerregistret kan dog gøres erstatningsansvarlig for fejl i sammenstillingen af ledningsoplysninger efter dansk rets almindelige erstatningsretlige regler.

Stk. 3. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvordan Ledningsejerregistret skal gøre de sammenstillede ledningsoplysninger tilgængelige.«

22. I § 10, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 9, stk. 1 og 4« til: »§ 9, stk. 1 og 7«.

23. I § 11, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »vedligeholdelse«: », udvikling og videreudvikling«.

24. § 11, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Betaling kan opkræves forud.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2018, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 1, 6-14, 17-19 og 22, og §§ 9 d og 9 e i lov om registrering af ledningsejere, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 21. Ministeren kan herunder fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter.