Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2017)
Justitsministeren
(Søren Pape Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven
(Selvstændig bestemmelse om indbrudstyveri)
(Lovforslag nr. L 34)
Indbrudskriminalitet er en alvorlig
forbrydelse, der frarøver almindelige borgere den tryghed og
sikkerhed, som er forbundet med et hjem. Selvom
indbrudskriminaliteten generelt er faldende i Danmark,
ønsker regeringen at sætte yderligere ind over for
indbrudskriminalitet og dermed fortsat arbejde for færre
tilfælde af indbrud i Danmark.
Formålet med lovforslaget er at
indsætte en selvstændig bestemmelse om indbrudstyveri i
straffeloven for at markere, at indbrudstyveri adskiller sig fra
andre former for tyveri, herunder f.eks. cykeltyveri eller simpelt
lommetyveri, da indbrudstyveri er særligt utryghedsskabende
for de personer, der udsættes for sådanne forbrydelser.
Med lovforslaget indsættes der på den baggrund en
selvstændig bestemmelse om indbrudstyveri i straffelovens
§ 276 a.
Med lovforslaget lægges der endvidere
op til en generel forøgelse af straffen for indbrudstyveri
begået i beboelse, hvor der under indbruddet har befundet sig
personer i hjemmet, med en tredjedel i forhold til det
gældende strafniveau.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.