Betænkning afgivet af Transport-,
Bygnings- og Boligudvalget den 30. november 2017
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober
2017 og var til 1. behandling den 3. november 2017. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport-,
Bygnings- og Boligudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
transport-, bygnings- og boligministeren sendte den 19. juli 2017
dette udkast til udvalget, jf. (folketingsåret 2016-17) TRU
alm. del - bilag 409. Den 17. oktober 2017 sendte transport-,
bygnings- og boligministeren de indkomne høringssvar og et
notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser fra Preiteck A/S
og Michael Schmidt, København.
Transport-, bygnings- og boligministeren
har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til
udvalget.
Deputationer
Endvidere har Preiteck A/S mundtligt over
for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Samråd
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til transport-, bygnings- og boligministeren
til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et samråd
med udvalget den 28. november 2017. Transport-, bygnings- og
boligministeren har efterfølgende sendt udvalget det
talepapir, der dannede grundlag for ministerens mundtlige
besvarelse. Talepapiret fra samrådet er optrykt som bilag 3 i
betænkningen.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 13
spørgsmål til transport-, bygnings- og boligministeren
til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 1 af udvalgets
spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt
som bilag 2 i betænkningen.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget
indstiller lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget er
i udgangspunktet altid positive, nysgerrige og åbne over for
ny teknologi - også når det handler om nye
transportformer og køretøjer. Især er vi
positive, når de nye køretøjer kan bidrage til
større fleksibilitet og mobilitet, renere miljø og
mindre trængsel på vejene. Hvis nye
køretøjer betyder, at flere lader bilen, motorcyklen
eller knallerten stå, kan det være rigtig positivt med
hensyn til klima, miljø og trængsel på
vejene.
Her er mange nye køretøjer,
såsom elektriske skateboards og løbehjul, interessante
og spændende, fordi de fylder mindre på gader og veje,
samtidig med at deres motorer alt andet lige bruger færre
naturressourcer og udleder mindre forurening end f.eks. biler.
Omvendt er Socialdemokratiet, ligesom f.eks. Cyklistforbundet,
bekymret for, at de mange nye køretøjer vil
gøre det sværere for de sunde cykler at komme frem.
Socialdemokratiet ønsker mere cyklisme - ikke mindre. Derfor
vil dette element have stor fokus, når vi fremadrettet skal
evaluere forsøgsordningerne.
Socialdemokratiet er enig i, at der er
behov for regulering af området, ligesom Socialdemokratiet
mener, at der er brug for en nærmere granskning af nye
køretøjers påvirkning af den eksisterende
trafik. Det handler om transportmønstre, men i høj
grad også om potentielle konflikter og sandsynligheden for
ulykker og tilskadekomne.
Socialdemokratiet finder
forsøgsordninger nødvendige for at sikre det
nødvendige grundlag for at sikre ordentlig og seriøs
regulering. Socialdemokratiet er imidlertid bekymret over, at
lovforslaget ikke mere klart lægger op til afgrænsede
tidsperioder og klare spilleregler for evaluering, og derfor har vi
stillet spørgsmål til ministeren om netop dette.
Ministerens svar på spørgsmål 8 er optrykt som
bilag 2 til betænkningen.
Socialdemokratiet er ikke fuldt ud tilfreds
med ministerens svar, men stemmer alligevel for lovforslaget og vil
følge området tæt og opfordre ministeren til
ekstra fokus på løbende evaluering, trafiksikkerhed og
fremme af cyklisme. Socialdemokratiet opfordrer ministeren til
løbende at invitere partiernes transportordførere til
møder, f.eks årligt, hvor udviklingen på
området følges.
Enhedslistens medlemmer af udvalget byder
nye former for transport velkommen, hvis det kan betyde, at flere
lader bilen, motorcyklen eller knallerten stå. Enhedslisten
er enig i, at der er behov for regulering af området.
Enhedslisten er dog betænkelig ved,
hvordan lovforslaget kan påvirke udviklingen af tilskadekomne
i trafikken, og hvorledes forslaget vil påvirke trafikken i
forhold til f.eks. en øget usikkerhed på cykelstier,
og at cyklen som transportmiddel i højere grad vil blive
fravalgt. Enhedslisten mener derfor også, at der er brug for
en nærmere granskning af nye køretøjers
påvirkning af den eksisterende trafik. Det være sig
transportmønstre, men i høj grad også
potentielle konflikter og sandsynligheden for ulykker og
tilskadekomne.
Lovforslaget giver bemyndigelse til
transport-, bygnings- og boligministeren til at fastsætte
nærmere regler for køretøjerne. Bemyndigelsen
skal indledningsvis lovliggøre seks nye
køretøjstyper i en forsøgsordning.
Enhedslisten forventer, at der i forbindelse med
forsøgsordningen indsamles data, som efterfølgende
bliver forelagt udvalget.
Enhedslisten er ikke overbevist om, at de
skitser til regulering, som er fremlagt i forbindelse med
behandlingen af lovforslaget (teknisk gennemgang ved
Færdselsstyrelsen), dækker og er de rigtige.
Eksempelvis er Speed Pedelecs noget, der kunne betegnes som en
elektrificeret knallert og kan endda i visse tilfælde
køre hurtigere end 60 km/t. - dog med hjælp af
pedalkraft. For Speed Pedelecs anbefales det, at der ikke stilles
krav om sikkerhedsudstyr, hvorimod færdselslovens § 81
foreskriver, at førere af knallerter skal anvende
styrthjelm.
På baggrund af samråd med
ministeren den 28. november 2017 føler Enhedslisten sig
imødekommet i forhold til nogle af ovenstående
indvendinger, særlig fordi der under samrådet blev
givet tilsagn om, at der vil blive stillet krav om styrthjelm ved
brug af Speed Pedelecs, og at der for samme sættes en
aldersbegrænsning på minimum 15 år. Under
samrådet tilkendegav ministeren også, at ministeren vil
arbejde for, at der sker en monitorering af ulykker og
tilskadekomne fordelt på hver af de forskellige nye
transporttyper, og at der sker en årlig evaluering, som
forelægges til drøftelse i udvalget.
Enhedslisten anerkender, at der er behov
for regulering af nye transportformer. Enhedslisten er dog fortsat
bekymret for, at der med lovforslaget og den tekniske gennemgang
lægges op til, at næsten alle nye transportformer, som
er omfattet af lovforslaget, i fremtiden skal benytte cykelstien.
Cykelstien bliver herved en skraldespand eller rodekasse for
forskellige trafikformer. Enhedslisten anerkender dog samtidig, at
hovedparten af de nye transportformer er svært forenelige med
den gående trafik på fortovene og biltrafikken på
vejene. Da der samtidig er tale om en forsøgsordning, der
skal give et grundlag for at vurdere de pågældende
køretøjers optræden i trafikken, stemmer
Enhedslisten for lovforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Kim Christiansen (DF) nfmd. Merete Dea Larsen (DF) Claus
Kvist Hansen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann
(DF) Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans
Andersen (V) Hans Christian Schmidt (V) Jane Heitmann (V) Louise
Schack Elholm (V) Britt Bager (V) May-Britt Kattrup (LA) Villum
Christensen (LA) Rasmus Jarlov (KF) Christian Rabjerg Madsen (S)
Erik Christensen (S) Julie Skovsby (S) Lennart Damsbo-Andersen (S)
fmd. Magnus Heunicke (S) Rasmus
Prehn (S) Mette Reissmann (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Henning
Hyllested (EL) Søren Egge Rasmussen (EL) Nikolaj Amstrup
(ALT) Andreas Steenberg (RV) Karsten Hønge (SF) Kirsten
Normann Andersen (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | ? 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 28
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra transport-, bygnings- og boligministeren | 2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 4 | Henvendelse af 14/11-17 fra Preiteck
A/S | 5 | Præsentation og notat fra den
tekniske gennemgang af lovforslaget 16/8-17, fra transport-,
bygnings- og boligministeren | 6 | 1. udkast til betænkning | 7 | Henvendelse af 28/11-17 fra Michael
Schmidt, København | 8 | Transport-, bygnings- og boligministerens
talepapir fra samrådet den 28/11-17 | 9 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 28
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om, hvilke overvejelser ministeren har
gjort sig i forhold til aldersgrænser for brugerne af
motoriserede løbehjul set i forhold til løbehjulenes
tophastighed, til transport-, bygnings- og boligministeren, og
ministerens svar herpå | 2 | Spm. om, hvorfor lovforslaget ikke har
været sendt til Færdselssikkerhedskommissionen, til
transport-, bygnings- og boligministeren, og ministerens svar
herpå | 3 | Spm., om ministeren vil være
indstillet på, at forslaget afventer en behandling i
Færdselssikkerhedskommissionen, til transport-, bygnings- og
boligministeren, og ministerens svar herpå | 4 | Spm. om, hvad sanktionerne skal være,
hvis borgerne bryder reglerne, til transport-, bygnings- og
boligministeren, og ministerens svar herpå | 5 | Spm. om, hvordan man vil føre
kontrol med, at reglerne bliver overholdt, til transport-,
bygnings- og boligministeren, og ministerens svar herpå | 6 | Spm., om politiets, Vejdirektoratets og
skadestuernes databaser er opdateret, så det er muligt at
registrere ulykker med de af forslaget omfattede
køretøjer korrekt, til transport-, bygnings- og
boligministeren, og ministerens svar herpå | 7 | Spm. om en redegørelse for
lovforslagets samfundsøkonomiske konsekvenser, herunder for
den forventede udvikling i antallet af ulykker i trafikken som
følge af lovforslaget, til transport-, bygnings- og
boligministeren, og ministerens svar herpå | 8 | Spm., om ministeren vil lytte til det
flertal under 1. behandling, der ønsker en tidshorisont for
de nye regler og en evaluering af reglerne efter en 3-årig
periode, til transport-, bygnings- og boligministeren, og
ministerens svar herpå | 9 | Spm. om kommentar til henvendelse af
14/11-17 fra Preiteck A/S, til transport-, bygnings- og
boligministeren, og ministerens svar herpå | 10 | Spm., om ministeren vil stille
ændringsforslag om, at ministerens fastsættelse af
bestemmelser efter de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser
skal ske efter forelæggelse for udvalget, til transport-,
bygnings- og boligministeren, og ministerens svar herpå | 11 | Spm., om ministeriets påtænkte
krav til anvendelsen af Speed Pedelecs, til transport-, bygnings-
og boligministeren, og ministerens svar herpå | 12 | Spm. om, hvor de køretøjer,
der indgår i præsentationsmaterialet fra Preiteck, jf.
L 28 - bilag 4, passer ind i lovforslagets og færdselslovens
kategorier, til transport-, bygnings- og boligministeren, og
ministerens svar herpå | 13 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
28/11-17 fra Michael Schmidt, København, til transport-,
bygnings- og boligministeren, og ministerens svar herpå |
|
Oversigt over
samrådsspørgsmål vedrørende L
28
Samråds-spm.nr. | Titel | A | Samrådsspm. om uddybning af
ministerens svar på udvalgets skriftlige
spørgsmål, til transport-, bygnings- og
boligministeren |
|
Bilag 2
Et af udvalgets
spørgsmål til transport-, bygnings- og boligministeren
og dennes svar herpå
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra
S.
Spørgsmål nr. 8:
Vil ministeren lytte til det flertal under 1.
behandlingen, der ønsker en tidshorisont for de nye regler
og en evaluering af reglerne efter en 3-årig periode?
Svar:
Idet der er tale om introduktion af helt nye
typer af køretøjer på færdselslovens
område, mener jeg ikke, at det er hensigtsmæssigt
på forhånd at fastsætte, hvor lang
forsøgsperioden skal være for de enkelte
køretøjer, da vi ikke på forhånd kan
sige, hvornår vi har erfaringer og data nok til på
fornuftig vis at kunne tage stilling til, om
forsøgsordningerne skal gøres permanente eller
måske afskaffes.
Det væsentligste må efter min
vurdering være, at der tilvejebringes et
tilstræk-keligt erfarings- og datagrundlag. Dette
afhænger af flere faktorer, herunder hvornår og med
hvilken intensitet befolkningen begynder at anvende de små
motoriserede køretøjer på færdselslovens
område.
Som det blev oplyst under den tekniske
gennemgang af lovforslaget i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
den 16. november 2017, vil forsøgsordningerne blive
evalueret årligt. Jeg skal herved også henvise til det
af Færdselsstyrelsen udarbejdede notat »Notat til brug
for teknisk gennemgang af L 28«, som blev udleveret til
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget på den tekniske
gennemgang, og som efterfølgende er sendt til medlemmerne
digitalt.
Jeg vil orientere Transport-, Bygnings- og
Boligudvalget om evalueringerne.
Bilag 3
Transport-,
bygnings- og boligministerens talepapir fra samrådet den 28.
november 2017
Transport-, bygnings- og boligministerens talepapir fra
samrådet den 28. november 2017 er optrykt efter ønske
fra EL.
Samrådsspørgsmål A
Kan ministeren i forlængelse af
ministerens svar på spørgsmål 6 give tilsagn om,
at de »nødvendige data« omfatter en klar
opdeling af/skelnen mellem typen af de nye små motoriserede
køretøjer, så det hele ikke bare bliver
registreret i én stor gruppe som små motoriserede
køretøjer? I forlængelse af ministerens svar
på spørgsmål 8 bedes ministeren endvidere
redegøre nærmere for, hvorfor det ikke er muligt at
give en tidshorisont for de nye regler, og hvorfor ministeren ikke
er indstillet på at gennemføre en evaluering af
reglerne efter en 3-årig periode. Ministeren angiver alene at
forsøgsordningerne vil blive evalueret årligt. Hvordan
vil reglerne blive evalueret efter udløbet af
forsøgsordningerne?
Introduktionen af helt nye små
motoriserede køretøjer i trafikken giver anledning
til en række overvejelser i forhold til
færdselssikkerheden. Det er derfor hensigtsmæssigt at
transport-, bygnings- og boligudvalget får indflydelse
på den nærmere regelfastsættelse, når
ministeren skal fastsætte regler om, hvor de enkelte
køretøjer må køre, aldersgrænser,
krav til sikkerhedsudstyr m.v. I forlængelse af ministerens
svar på spørgsmål 10 bedes ministeren tillige
redegøre nærmere for, hvorfor ministeren ikke vil give
udvalget mulighed for at godkende bekendtgørelserne udstedt
i medfør af lovforslaget, inden reglerne skal træde i
kraft.
I forlængelse af ministerens svar
på spørgsmål 11 bedes ministeren endelig
redegøre nærmere for ministerens overvejelser i
forhold til henholdsvis brug af sikkerhedsudstyr, herunder krav om
brug af hjelm, ved kørsel på Speed Pedelecs samt,
hvorvidt der skal indføres en generel aldersgrænse
på 15 år for førere af Speed Pedelecs, uanset om
disse føres på færdselslovens område i
følgeskab med en myndig person (minimum 18 år) eller
på opholds- og legeområder.
Samrådsspørgsmål A
Indledning
Tak for ordet.
Lad mig indledningsvist slå fast, at jeg
ikke har et ønske om at slippe de her
køretøjer løs på færdselslovens
område, uden at der tages nøje hensyn til
færdselssikkerheden. Det er tværtimod vigtigt for mig,
at det sker på en kontrolleret måde, der er
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarlig.
Det er også vigtigt for mig, at
udvalgets medlemmer føler sig trygge ved de
forsøgsordninger, som lovforslaget skaber mulighed for.
Nødvendige data
Samrådsspørgsmålet
indeholder fire spørgsmål, og det første
omhandler detaljeringsgraden af de data, som vil skulle indsamles i
forbindelse med evalueringerne.
Som der blev redegjort for under den tekniske
gennemgang af lovforslaget, vil Færdselsstyrelsen tage
kontakt til de relevante myndigheder med henblik på en
drøftelse af fremtidig dataregistrering.
Da det er tanken på forsøgsbasis
at lovliggøre seks forskellige typer af
køretøjer, synes jeg, at det er oplagt, at man skal
gå efter registrering af data ned på det enkelte
køretøjsniveau. Det vil så absolut give de mest
brugbare evalueringer.
Jeg kan dog ikke på andre myndigheders
vegne give tilsagn om, hvordan de fremover vil registrere deres
data. Men jeg kan godt garantere, at vi i de drøftelser, som
Færdselsstyrelsen skal have med de pågældende
myndigheder, vil gå efter en registrering ned på det
enkelte køretøjsniveau.
Tidshorisont for
forsøgsordningerne
Med hensyn til tidshorisonten for
forsøgsordningerne, så synes jeg, at jeg allerede har
redegjort herfor i min besvarelse af spørgsmål nr. 8
til lovforslaget.
Som det fremgår heraf, er det min
opfattelse, at hvis man skal lave en fornuftig evaluering, skal man
have et tilstrækkeligt datagrundlag. Det vil sige, at der
skal være en tilstrækkelig mængde mennesker, der
begynder at anvende de pågældende
køretøjer i trafikken.
Jeg kan ikke på forhånd sige, med
hvilken hast det kommer til at ske. Måske går det
hurtigt, og så kan vi allerede efter 1 år tage stilling
til, om ordningerne skal afskaffes eller gøres permanente
via ændringer af færdselsloven. Måske tager det
længere tid.
Personligt synes jeg da, at det er langt bedre
at evaluere ordningerne årligt fremfor først efter 3
år. Ved en årlig evaluering kan man løbende
følge udviklingen i bl.a. brug, eventuelle ulykker,
ulykkesårsager og skadestyper, og skride ind med afskaffelse
af ordningerne, hvis det mod forventning skulle vise sig, at de har
negative færdselssikkerhedsmæssige konsekvenser.
Som det fremgår af min besvarelse af
spørgsmål 8 til lovforslaget, så vil jeg
orientere udvalget om de foretagne evalueringer. På den
måde får udvalget også mulighed for
løbende at følge udviklingen, så vi sammen kan
tage stilling til, hvornår vi har fået
tilstrækkelig viden og erfaringer med
køretøjerne til at tage stilling til, om ordningerne
skal afskaffes eller gøres permanente. Det synes jeg som
nævnt er bedre, end at ordningerne først evalueres
efter 3 år.
Udvalgets godkendelse af
bekendtgørelserne
I min besvarelse af spørgsmål nr.
10 til lovforslaget har jeg givet tilsagn om at orientere udvalget
forud for udstedelsen af bekendtgørelserne. Udkast til
bekendtgørelserne vil således blive sendt til
udvalget, så udvalgets medlemmer får mulighed for at
komme med bemærkninger til det nærmere indhold af
bekendtgørelserne.
Jeg mener derfor, at jeg med min skriftlige
besvarelse af spørgsmål nr. 10 har givet mulighed for
det, der efterspørges.
Nærmere krav for Speed
Pedelecs
Med hensyn til de nærmere krav til Speed
Pedelecs, så forstod jeg de tilkendegivelser, der kom fra
udvalget under den tekniske gennemgang, på den måde, at
man ønskede, at der skulle fastsættes krav om brug af
hjelm, og at der skulle fastsættes en generel
aldersgrænse på 15 år. Det lytter jeg naturligvis
til.
Jeg er derfor indstillet på, at reglerne
for kørsel på Speed Pedelec vil blive udfærdiget
på den måde, at der bliver krav om brug af hjelm, og at
føreren altid skal være fyldt 15 år. Hvis man er
under 15 år bliver der hermed ikke mulighed for at
køre på Speed Pedelec i følgeskab med en myndig
person.
Opsummering og afslutning
Jeg håber, at de supplerende svar jeg nu
har givet - sammen med den tekniske gennemgang af lovforslaget og
det notat, som er sendt til udvalget, har givet udvalget et godt
indblik i, hvordan forsøgsordningerne tænkes udformet.
Jeg mener også, at udvalget på baggrund af både
mine skriftlige og mundtlige tilkendegivelser bør kunne
følge sig betrygget i, at udvalget vil blive orienteret og
inddraget i såvel forsøgsordningernes udformning og
evalueringer heraf.
Jeg vil hermed takke for ordet.