Danske Busvognmænd har i deres høringssvar til L 24, forslag til taxilov, foreslået, at en tilladelse til erhvervsmæssig person transport kan anvendes til kørsel for en virksomhed med CVR-nr., uden at dette forstås som taxikørsel, såfremt der foreligger en skriftlig kørselskontrakt mellem vognmand og virksomhed. Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har i deres høringsnotat til L 24 oplyst, at dette ikke er hensigtsmæssigt, idet baggrunden for at taxikørsel skal sælges via et kørselskontor, er at sikre forbrugerbeskyttelse via enheder, der er ansvarlige for synlig prispolitik, klageordning m.v.
Kan ministeren redegøre for, hvorfor denne forbrugerbeskyttelse af virksomheder med et CVR-nr. er nødvendigt, når
• samme forbrugerbeskyttelse ikke finder sted i dag, når virksomheder indkøber erhvervsmæssig personbefordring med bus?
• de fornødne krav i virksomhedskørsel – ligesom hos kommunerne – kan fastsættes, når en virksomhed indgår kørselskontrakt med vognmanden?
Dato: 14-11-2017
Status: Endeligt besvaret
Emne:
transportpolitik