Fremsat 04-10-2017
1. behandlet / henvist til udvalg 26-10-2017
Betænkning afgivet 30-11-2017
2. behandlet/henvist til udvalg 07-12-2017
Betænkning afgivet 12-12-2017
Tillægsbetænkning afgivet 12-12-2017
3. behandlet, vedtaget 14-12-2017
Ministerområde:
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Lovforslaget indfører én type tilladelse til alle former for erhvervsmæssig persontransport i biler, og begrænsninger for antallet af tilladelser og deres geografiske anvendelse ophæves. Dog er antallet af nye tilladelser fastsat til 500 årligt i de første 3 år.
Med lovforslaget skal salg af taxikørsel ske via et kørselskontor, og alle chauffører skal have et chaufførkort. Der indføres desuden et landsdækkende prisloft for taxikørsel og mulighed for at aftale en fast pris, som ligger under prisloftet. Desuden skal taxibranchen oprette et uafhængigt landsdækkende klagenævn.
Forslaget er en udmøntning af aftalen om modernisering af taxiloven af 9. februar 2017 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.
Folketinget vedtog et ændringsforslag til lovforslaget, som præciserer løn- og arbejdsvilkår og forholdet til overenskomster.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 89 (S, DF, V, LA, RV, SF og KF), imod stemte 15 (EL og ALT), hverken for eller imod stemte 0.