L 235 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

(Tandpleje til voksne i privat praksis, tilskud, klageadgang m.v.).

Af: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-05-2018

Skriftlig fremsættelse (2. maj 2018)

20171_l235_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. maj 2018)

Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (Tandpleje til voksne i privat praksis, tilskud, klageadgang m.v.)

(Lovforslag nr. L 235)

Regeringen ønsker med lovforslaget at sikre borgernes fortsatte adgang til tandlægehjælp med offentligt tilskud i en situation hvor tandlægeoverenskomsten er opsagt af Regionernes Lønnings- og Takstnævn den 28. februar 2018 med virkning fra den 1. juni 2018 efter mere end 6 måneders resultatløse forhandlinger om en ny overenskomst.

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik den 28. februar 2018 politisk aftale om nye rammer for voksentandplejen. Med aftalen er parterne enige om at igangsætte et arbejde med at gentænke voksentandplejen i Danmark. Aftalepartierne blev desuden enige om at videreføre den nuværende ordning ved lov for dermed at sikre, at borgerne også fra den 1. juni 2018 har adgang til tandlægehjælp og tilskud til behandling hos praktiserende tandlæger i samme omfang som hidtil.

Med lovforslaget foreslås der indført en ordning, hvor praktiserende tandlæger, der ønsker at levere tandlægehjælp til borgerne med tilskud fra regionerne, meddeler dette valg til regionen, hvorefter tandlægehjælpen hos de omfattede privatpraktiserende tandlæger ydes på en række nærmere fastsatte vilkår og betingelser, svarende til de vilkår og betingelser, der hidtil har været reguleret ved tandlægeoverenskomsten.

Med lovforslaget sikres det, at borgerne kan gå til tandlægen, som man hele tiden har gjort det, og at man som borger er berettiget til tilskud til tandlægehjælp, som man hele tiden har været det. Der sikres endvidere mulighed for, at patienten fortsat kan indbringe en klage over den tandlægefaglige behandling.

Samtidig er aftalepartierne enige om med lovforslaget at sikre, at den gældende økonomiske ramme for voksentandplejen overholdes, og at de rammeoverskridelser, der har været igennem flere år, ophører.

Afslutningsvis bemærkes, at den komprimerede proces omkring lovforslaget skyldes, at opsigelsesvarslet for tandlægeoverenskomsten er tre måneder. For at sikre borgerne fortsat adgang til tandlægehjælp, hvortil der ydes offentligt tilskud, skal lovforslaget være behandlet og vedtaget, så det kan træde i kraft den 1. juni 2018.

At processen er så komprimeret, indebærer bl.a., at det har været nødvendigt at forkorte den høringsperiode, der almindeligvis stræbes efter, ligesom forslaget vil skulle hastebehandles i Folketinget. Jeg skal på forhånd takke for Folketingets velvilje i denne forbindelse.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.