Skriftlig fremsættelse (25. april
2018)
Miljø- og
fødevareministeren (Esben Lunde Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om projektering og
anlæg af et vildsvinehegn langs den dansk-tyske
landegrænse
(Lovforslag nr. L 228)
Lovforslaget skaber hjemmel til at
projektere og meddele tilladelse til anlæg af et
vildsvinehegn langs den dansk-tyske landegrænse. Lovforslaget
er en del af en samlet pakke af tiltag mod afrikansk svinepest med
henblik på at beskytte den danske eksport af
svinekød.
Afrikansk svinepest findes i dag i flere
EU-lande. Bestanden af vildsvin i Tyskland er vokset meget kraftigt
de seneste år, og der er behov for at styrke det forebyggende
arbejde for at forhindre sygdommen i at komme til Danmark.
Forekomst af afrikansk svinepest i Danmark vil medføre et
meget betydeligt tab af eksportindtægter.
Vildsvinehegnet etableres for at hindre, at
vildsvin kommer ind i Danmark fra Nordtyskland. Vildsvinehegnets
dimensioner er endnu ikke endeligt fastlagt. Vildsvinehegnet
forventes at blive ca. 1,5 m højt og forventes at skulle
graves ca. 0,5 m ned i jorden for at forhindre, at vildsvinene kan
grave sig under hegnet.
Vildsvinehegnet etableres primært
på land og vil blive afsluttet et stykke ude i henholdsvis
Vadehavet og Flensborg Fjord. Hegnet vil blive næsten 70
kilometer langt. Ved byerne langs landegrænsen og ved
Rudbøl Sø samt større trafikale anlæg og
hovedveje vil der ikke blive placeret hegn.
Der vil i forbindelse med etableringen af
vildsvinehegnet blive taget hensyn til de mange naturlokaliteter og
kulturhistoriske forhold på den dansk-tyske
landegrænse, og anlægget vil naturligvis også
overholde EU-regler og danske regler, der beskytter bl.a. Vadehavet
og Tøndermarsken.
Foruden dette lovforslag omfatter pakken af
tiltag mod afrikansk svinepest det samtidigt fremsatte lovforslag
om at skærpe bødestørrelserne for
overtrædelse af regler, der beskytter mod introduktion af
alvorlige indberetningspligtige smitsomme sygdomme, herunder
afrikansk svinepest (f.eks. ulovlig indførsel af
fødevarer og manglende rengøring og desinfektion af
lastbiler).
Af andre indsatser kan nævnes
intensivering af jagtindsatsen med henblik på udryddelse af
vildsvin i den danske natur. Hertil kommer en række
øvrige initiativer til bekæmpelse af afrikansk
svinepest målrettet andre risikofaktorer, herunder fodring
med madaffald og lastbiler, der transporterer dyr.
Udgifterne til etablering af
vildsvinehegnet vil være omkring 60 mio. kr. Det drejer sig
navnlig om udgifter til selve anlægget af hegnet, udgifter
til ekspropriation over for de lodsejere, som må tåle
hegnet på deres grund, samt udgifter til vildtkameraer ved
grænseovergangene og eventuelt til dufthegn. De
løbende årlige udgifter til vedligeholdelse af hegnet
vil være omkring 5 mio. kr.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.