Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 31. maj 2018
Forslag
til
Lov om projektering og anlæg af et
vildsvinehegn langs den dansk-tyske landegrænse
Bemyndigelse til
projektering og meddelelse af anlægstilladelse
§ 1.
Miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at
projektere og meddele tilladelse til anlæg af et
vildsvinehegn langs den dansk-tyske landegrænse, herunder til
at træffe de øvrige dispositioner i form af
eksempelvis afværgeforanstaltninger eller kompenserende
foranstaltninger, som er nødvendige i forbindelse med
projekteringen og anlægget af hegnet.
Stk. 2.
Tilladelse til anlæg af vildsvinehegnet, der fastlægger
hegnets præcise placering og udformning m.v. langs den
dansk-tyske landegrænse, meddeles af miljø- og
fødevareministeren efter projektbeskrivelse og
ansøgning om anlægstilladelse fra Naturstyrelsen.
Miljø- og fødevareministeren kan tillade, at
vildsvinehegnet på visse strækninger udgøres af
andre foranstaltninger med barrierevirkning for vildsvin end
almindelige hegn, herunder f.eks. flydespærringer.
Projektbeskrivelse, ansøgning om anlægstilladelse og
ansøgning om eventuelle supplerende tilladelser udarbejdes
af Naturstyrelsen i samarbejde med Miljøstyrelsen, Slots- og
Kulturstyrelsen og andre berørte offentlige myndigheder,
herunder Tønder Kommune, Aabenraa Kommune og tyske
offentlige myndigheder.
Stk. 3. Hvis det
ikke kan udelukkes, at anlægsprojektet vil skade et Natura
2000-område, kan miljø- og fødevareministeren
ikke meddele anlægstilladelse efter stk. 2, jf. dog stk. 4,
3. pkt.
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
nærmere regler om forberedelsen og gennemførelsen af
anlægsprojektet, herunder om opfyldelsen af EU-retlige
forpligtelser, der er relevante for projekteringen og
anlægget af vildsvinehegnet. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at det skal vurderes, om
anlægsprojektet kan påvirke et Natura 2000-område
væsentligt, og regler om gennemførelse af en
nærmere konsekvensvurdering af virkningerne af
anlægsprojektet på et Natura 2000-område under
hensyn til bevaringsmålsætningen for det
pågældende område. Ministeren kan herunder
fastsætte regler om betingelserne for at tillade
anlægsprojektet, når en nærmere
konsekvensvurdering ikke udelukker skade på et Natura
2000-område, og regler om beskyttelse af dyre- og plantearter
ved afgørelse om tilladelse.
§ 2.
Ansøgning om anlægstilladelse og
anlægstilladelsen efter § 1 skal indeholde en
beskrivelse af:
1) Overholdelsen
af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om
bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30.
november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, herunder disse
direktivers regler om eksempelvis afværgeforanstaltninger og
kompenserende foranstaltninger af hensyn til fugle og andre
dyr.
2) De hensyn,
som varetages efter de love, der er nævnt i § 3,
herunder særlig hvordan hensynene varetages i forhold til de
naturlokaliteter og kulturhistoriske forhold, der fremgår af
bilag 1 og 2.
3) Overholdelsen
af traktaten mellem Danmark og Tyskland angående Ordning af
de som Følge af Overgangen til Danmark af
Suveræniteten over Nordslesvig opståede
Spørgsmål, herunder Overenskomst vedrørende
Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske
Grænse, jf. § 3, stk. 2.
4) Inddragelsen
af den berørte offentlighed og de involverede lodsejere i
den videre proces.
5) Øvrige
dispositioner og foranstaltninger.
Stk. 2.
Anlægstilladelsen efter § 1 træder i stedet for
afgørelser og tilladelser efter lov om miljøvurdering
af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), herunder
afgørelsen om tilladelse i lovens § 25.
Stk. 3.
Anlægstilladelsen offentliggøres, samtidig med at
tilladelsen meddeles til Naturstyrelsen.
Forholdet til anden
lovgivning
§ 3.
Miljø- og fødevareministeren varetager alene efter
denne lov beskyttelsesmæssige og øvrige hensyn efter
lov om naturbeskyttelse, lov om skove, lov om beskyttelse af de
ydre koge i Tøndermarsken, lov om jagt og vildtforvaltning
og lov om kystbeskyttelse, for så vidt angår arealer,
der er nødvendige for projekteringen og anlægget af
vildsvinehegnet, herunder arealer til afværgeforanstaltninger
og kompenserende foranstaltninger.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren varetager alene efter
denne lov afvandingsmæssige og øvrige hensyn efter lov
om vandløb, for så vidt angår arealer, der er
nødvendige for projekteringen og anlægget af
vildsvinehegnet, under overholdelse af Danmarks forpligtelser i
henhold til traktaten mellem Danmark og Tyskland angående
Ordning af de som Følge af Overgangen til Danmark af
Suveræniteten over Nordslesvig opståede
Spørgsmål, herunder Overenskomst vedrørende
Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske
Grænse.
§ 4.
Reglerne om kommune- og lokalplaner og § 35, stk. 1, i lov om
planlægning finder ikke anvendelse ved anlægget af
vildsvinehegnet, herunder øvrige dispositioner i form af
eksempelvis afværgeforanstaltninger eller kompenserende
foranstaltninger, som er nødvendige i forbindelse med
anlægget af hegnet, jf. § 1.
Adgang til privat
ejendoms udendørsarealer
§ 5.
Miljø- og fødevareministeren har, hvis det
skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig
legitimation og uden retskendelse adgang til en privat ejendoms
udendørsarealer med henblik på at foretage
jordbundsundersøgelser, opmålinger, afmærkninger
og andre undersøgelser vedrørende projekteringen og
anlægget af vildsvinehegnet.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren skal minimum 14 dage
før gennemførelsen af undersøgelser m.v. efter
stk. 1 give skriftlig besked til de berørte ejere og
brugere. Er dette ikke muligt, skal oplysning om
undersøgelserne offentliggøres i lokale medier
el.lign.
Ekspropriation
§ 6.
Miljø- og fødevareministeren bemyndiges til ved
ekspropriation at erhverve de arealer og ejendomme m.v., herunder i
form af rettigheder og servitutter, der er nødvendige for
projekteringen, anlægget og vedligeholdelsen af
vildsvinehegnet.
Stk. 2.
Ekspropriation sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden
ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan, når der
foreligger særlige personlige grunde og efter anmodning fra
ejeren, ekspropriere en ejendom, der berøres særlig
indgribende af projektet, før tidspunktet for de
ordinære ekspropriationer.
Stk. 4.
Erstatningen fastsættes af ekspropriations- og
taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden
ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Delegation
§ 7.
Miljø- og fødevareministeren kan bemyndige
Naturstyrelsen, en anden styrelse under Miljø- og
Fødevareministeriet eller efter aftale med vedkommende
minister andre statslige myndigheder til at udøve
miljø- og fødevareministerens beføjelser efter
denne lov. Ministeren kan herunder bemyndige Miljøstyrelsen
til at meddele tilladelse efter § 1.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden
statslig myndighed efter aftale med vedkommende minister bemyndiges
til at udøve efter stk. 1.
Klageadgang
§ 8.
Miljø- og fødevareministerens afgørelser efter
denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov kan
ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 2.
Afgørelser efter denne lov eller regler fastsat i
medfør af denne lov truffet af en myndighed, til hvilken
miljø- og fødevareministeren har delegeret en
beføjelse, kan ikke påklages til ministeren eller
anden administrativ myndighed.
§ 9.
Kulturministerens afgørelser efter § 29 j, stk. 1, 1.
og 2. pkt., og § 29 j, stk. 2, jf. § 29 l, stk. 1, i
museumsloven i sager vedrørende anlæg af et
vildsvinehegn, herunder øvrige dispositioner, jf. denne lovs
§ 1, kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed.
Søgsmål
§
10. Søgsmål til prøvelse af tilladelser
og afgørelser efter denne lov skal være anlagt inden 6
måneder efter meddelelsen til adressaten. Er
afgørelsen offentliggjort, regnes
søgsmålsfristen fra offentliggørelsen.
Stk. 2. Ved
søgsmål om forhold vedrørende miljøet,
der er omfattet af denne lov, skal retten påse, at
omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de
berørte parter.
Ikrafttræden
§
11. Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bilag 1
Oversigtskort over de væsentligste naturlokaliteter inden
for en 2-kilometerszone fra den dansk-tyske landegrænse
Bilag 2
Oversigtskort over de væsentligste kulturhistoriske
forhold inden for en 2 kilometerszone fra den dansk-tyske
landegrænse