Skriftlig fremsættelse (23. marts
2018)
Sundhedsministeren
(Ellen Trane Nørby):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om godtgørelse til
andenhånds-eksponerede asbestofre (Asbestloven)
(Lovforslag nr. L 214)
Lovforslaget implementerer Aftale om
satspuljen på sundheds- og ældreområdet for
2016-2019 mellem den tidligere regering (Venstre) og
Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance,
Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det
Konservative Folkeparti om etablering af en
godtgørelsesordning til andenhånds-eksponerede
asbestofre. Lovforslaget implementerer endvidere Aftale om
satspuljen på sundhedsområdet for 2018-2021 mellem
regeringen (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal
Alliance) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet,
Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om udvidelse af
godtgørelsesordningen.
Fra den 1. januar 2016 har det været
muligt at ansøge om godtgørelse, hvis man som
ægtefælle/samlever, tidligere
ægtefælle/samlever eller forælder til en person,
der erhvervsmæssigt har været direkte udsat for
asbestfibre, har været indirekte udsat for asbestfibre og som
følge heraf har udviklet kræft i lungehinderne.
Godtgørelsesordningen er med virkning fra den 6. oktober
2017 udvidet således, at alle personer, der er eller har
været en del af husstanden til den person, der har
været direkte erhvervsmæssigt udsat for asbestfibre, er
omfattet af ordningen. Ordningen er desuden udvidet til at omfatte
asbestudløst bughindekræft og
testikelhindekræft.
Formålet med lovforslaget er ved en
særskilt lov at regulere den adgang til at søge om
godtgørelse ved nærmere bestemte asbestudløste
kræftformer, som i dag hviler på finansloven.
Det er ikke hensigten at ændre
vilkårene for at opnå godtgørelse.
Formålet er alene at sikre, at ordningen, der vil være
gældende til og med 2025, af hensyn til de potentielle
ansøgere hviler på en særskilt lov, der
specifikt regulerer og opregner kriterierne for at opnå
godtgørelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.