L 210 Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn.

(Styrket tilsyn på ældreområdet).

Af: Ældreminister Thyra Frank
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 15-05-2018

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 15. maj 2018

20171_l210_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 15. maj 2018

1. Ændringsforslag

Ældreministeren har stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 23. marts 2018 og var til 1. behandling den 12. april 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Ældreudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ældreministeren sendte den 12. januar 2018 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 176. Den 23. marts 2018 sendte ældreministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Teknisk gennemgang

Ældreministeren har den 28. februar 2018 over for udvalget foretaget en teknisk gennemgang af lovforslaget. Oplæg fra den tekniske gennemgang er omdelt som bilag 2 på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til ældreministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Spørgsmål 5 og ministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

3. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4) Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af ældreministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I den under nr. 2 foreslåede § 157 a ændres »Den registreringspligtige enhed« til »En registreringspligtig enhed«.

[Ændring til ubestemt form]

Til § 2

2) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. § 4, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Socialtilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt det konkrete tilbud er omfattet af godkendelse og driftsorienteret tilsyn efter stk. 1, nr. 3, eller af tilsyn efter § 151 i lov om social service.««

[Ny formulering af lov om socialtilsyn, § 4, stk. 2, uden den foreslåede ændring i § 2, nr. 1]

Til § 3

3) I stk. 1 ændres »jf. dog stk. 2« til »jf. dog stk. 01«.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 2]

4) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 01. § 2, nr. 01, træder i kraft den 31. december 2021.«

[Ikrafttræden af den under ændringsforslag nr. 2 foreslåede ændring af lov om socialtilsyn]

5) I stk. 2 ændres »§§ 1 og 2« til: »§§ 150-150 d, 157 a og 157 b i lov om social service som affattet ved denne lovs § 1«.

[Ændring af formulering af lovens ophørsbestemmelse]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at henvisningen til den registreringspligtige enhed i den forslåede § 157 a ændres til en registreringspligtig enhed.

Der er alene tale om en lovteknisk ændring af formuleringen af bestemmelsen.

Til nr. 2

Det foreslås, at der indsættes et nyt nummer i § 2 i forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn, hvor § 4, stk. 2, i lov om socialtilsyn indsættes uden den ændring, som foreslås i nr. 1.

Der er alene tale om en lovteknisk ændring af formuleringen af bestemmelsen.

Til nr. 3

Den foreslås som en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 2, at der henvises til, jf. dog stk. 01, idet § 2, nr. 01, jf. ændringsforslag nr. 4, træder i kraft den 31. december 2021.

Til nr. 4

Det foreslås, at § 2, nr. 01, træder i kraft den 31. december 2021, så retstilstanden for § 4, stk. 2, i lov om socialtilsyn bliver ført tilbage til gældende ret før ikrafttrædelse af lov om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn (Styrket tilsyn på ældreområdet) (lovforslag nr. L 210).

Der er alene tale om en lovteknisk ændring af formuleringen af bestemmelsen.

Til nr. 5

Det foreslås at ændre formuleringen af lovens ophørsbestemmelse, således at det fremgår, at §§ 150-150 d, 157 a og 157 b i lov om social service som affattet ved denne lovs § 1 ophæves den 31. december 2021.

Ændringen foreslås for, at §§ 150-150 d, 157 a og 157 b i lov om social service ophæves den 31. december 2021, og ikke kun § 1 i ændringsloven.

Ændringsforslaget indebærer, at de i § 1 beskrevne ændringer i forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn (styrket tilsyn på ældreområdet) (lovforslag nr L 210) ophæves i lov om social service den 31. december 2021.

Der er alene tale om en lovteknisk ændring af formuleringen af bestemmelsen.

Liselott Blixt (DF) fmd. Karin Nødgaard (DF) Karina Adsbøl (DF) Susanne Eilersen (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Jan Erik Messmann (DF) Jane Heitmann (V) Hans Christian Schmidt (V) Hans Andersen (V) Mads Fuglede (V) Thomas Danielsen (V) Jacob Jensen (V) Laura Lindahl (LA) May-Britt Kattrup (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Astrid Krag (S) Flemming Møller Mortensen (S) Erik Christensen (S) Julie Skovsby (S) nfmd. Karin Gaardsted (S) Lea Wermelin (S) Yildiz Akdogan (S) Stine Brix (EL) Finn Sørensen (EL) Pernille Schnoor (ALT) Torsten Gejl (ALT) Marlene Borst Hansen (RV) Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 210

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra ældreministeren
2
Kopi SUU alm. del - svar på spørgsmål 630 om oversendelse af oplægget fra den tekniske gennemgang af forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Styrket tilsyn på ældreområdet), fra ældreministeren
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning
6
Ændringsforslag, fra ældreministeren
7
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 210

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om ministeren vil sikre, at alle senior- og ældreråd får en aktiv rolle, f.eks. får eksplicit adgang til at rette bekymringshenvendelse og mulighed for at kommentere tilsynsrapporter på lige fod med den pågældende kommunalbestyrelse, til ældreministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvordan man vil sikre, at antallet af nye registreringer mindskes mest muligt og helst undgås, således at man bruger eksisterende registreringer eller udskifter eksisterende registreringer med nye i stedet for at indføre nye, med det formål at begrænse administrative byrde, til ældreministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om ministeren vil indkalde aftalepartierne til politiske drøftelser i forlængelse af de erfaringsopsamlinger, der skal finde sted, efter de 4 års forsøgsperiode for det foreslåede styrkede tilsyn på ældreområdet er udløbet, til ældreministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvordan risikoparametre og målepunkter, som Styrelsen for Patientsikkerhed skal udvikle frem mod den 1. juli 2018, bliver sammentænkt med de nationale kvalitetsindikatorer, som satspuljepartierne afsatte midler til at få udviklet i aftalen indgået i 2016, til ældreministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om uddybelse af den rolle, som det nationale videnscenter om værdig ældreplejes videnscenters rejsehold skal spille i forbindelse med de foreslåede nye, uafhængige tilsyn på ældreområdet, til ældreministeren, og ministerens svar herpå


Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål til sundhedsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 5 og sundhedsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål nr. 5:

Ministeren bedes uddybe den rolle, som det nationale videnscenter om værdig ældreplejes rejsehold skal spille i forbindelse med de foreslåede nye, uafhængige tilsyn på ældreområdet.

Svar:

Som jeg nævnte under førstebehandlingen af lovforslaget, ser jeg gerne, at det nye nationale videnscenters rejsehold kan sparre og rådgive i forhold til konkrete praksisnære udfordringer, som opleves ude på plejehjemmene eller i hjemmeplejen, og som tilsynet har påtalt ved deres tilsynsbesøg.

Det fremgår også af lovforslaget, at det nationale videnscenter og rejsehold for værdig ældrepleje aktivt vil kunne bidrage til læring i kommunerne, herunder ved besøg af videnscentrets rejsehold.

Rejseholdet kan således give rådgivning og sparring på konkrete praksisnære udfordringer, som man oplever ude på plejecentrene, i hjemmeplejen og midlertidige pladser. Det gælder både i forhold til kommunale og private leverandører. Det giver også mulighed for, at rejseholdet kan hjælpe i forhold til konkrete udfordringer, der er afdækket i forbindelse med et tilsynsbesøg. Det kan fx være i forhold til sparring om, hvordan der kan arbejdes med bestemte forhold, som Styrelsen for Patientsikkerhed har påtalt i forbindelse med deres tilsynsbesøg.

Jeg synes, det er vigtigt at sikre, at plejecentre, hjemmeplejen og midlertidige pladser har mulighed for at få rådgivning og sparring fra rejseholdet, hvis de har fået et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Jeg vil derfor gerne drøfte med satspuljepartierne, hvordan der kan sikres en tættere kobling mellem rejseholdet og Styrelsen for Patientsikkerheds nye tilsyn på ældreområdet. For eksempel ved at gøre det til en prioriteret opgave for rejseholdet at hjælpe de enheder, der henvender sig efter at have fået et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med et socialt- og plejefagligt tilsyn.

Supplerende svar:

I forlængelse af mit svar på SUU L 210 spørgsmål 5 den 2. maj 2018 og den deraf følgende politisk drøftelse med satspuljeordførerne på ældreområdet den 8. maj 2018 fremsendes hermed et supplerende svar på SUU L 210 spørgsmål 5.

Det er min opfattelse, at vi på den baggrund i satspuljekredsen er enige om, at det nye, styrkede tilsyn på ældreområdet skal have fokus på en lærende tilgang. Det er derfor også vigtigt, at der - udover Styrelsen for Patientsikkerheds generelle lærende tilgang - i forbindelse med tilsynet og opfølgningen herpå skabes den fornødne kobling til de forskellige muligheder, som kommuner og enheder har for at få råd, vejledning og bistand til forbedring af indsatsen. Fx i forhold til muligheden for at trække på de såkaldte rejsehold.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil i forbindelse med tilsynet rådgive den enkelte enhed om, hvor enheden kan henvende sig for at få bistand og rådgivning til at gennemføre de nødvendige forbedringer. Afhængigt af den enkelte enheds behov vil det kunne være relevant at rådgive enheden om at henvende sig til f.eks. Nationalt videnscenter for værdig ældrepleje, Demensrejseholdet, VISO eller andre enheder, som vil kunne dele deres erfaringer.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil også give en sådan rådgivning i sager, hvor der konstateres alvorlige problemer med kvaliteten af ydelserne, og hvor styrelsen derfor på baggrund af tilsynet giver enheden et påbud efter lovens § 150 d. Styrelsen for Patientsikkerhed vil i givet fald stille krav til, at der foretages de fornødne ændringer for at afhjælpe de konstaterede overtrædelser eller mangler. Ledelsen af enheden har ansvaret for at sikre, at påbuddet efterleves, herunder ansvar for at vurdere, hvilke initiativer der er nødvendige for at sikre, at enheden kan leve op til de krav, som styrelsen har stillet i påbuddet. Et påbud kan ophæves, når styrelsen - ofte efter et opfølgende tilsyn - har konstateret, at kvaliteten i relation til de stillede krav er forbedret i tilstrækkelig grad.

Det gøres samtidigt til en prioriteret opgave for rejseholdet under Nationalt videnscenter for værdig ældrepleje at hjælpe de enheder, der henvender sig efter at have fået et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med et socialt- og plejefagligt tilsyn, hvis rejseholdet vurderes at være den rigtige løsning for den pågældende enhed.