L 21 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø.

(Ændring af reglerne om arbejdsmiljøcertifikat m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 29-11-2017

Afgivet: 29-11-2017

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 29. november 2017

20171_l21_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 29. november 2017

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober 2017 og var til 1. behandling den 24. oktober 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 15. juni 2017 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 261 (folketingsåret 2016-17). Den 4. oktober 2017 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser fra Foreningen Rejsearbejdere.dk.

Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret den ene skriftlige henvendelse til udvalget. Den anden forventes kommenteret inden 2. behandling.

Deputationer

Endvidere har Foreningen Rejsearbejdere.dk mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf ministeren har besvaret spørgsmål 1-4. Spørgsmål 5 forventes besvaret inden 2. behandling.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (EL) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Enhedslistens medlemmer af udvalget mener, at det er et fremskridt, at en grøn smiley fremover kun har en levetid på 3 år mod nu 5 år, og at et straksforbud vil medføre en rød smiley. Det forudsætter et besøg i virksomhederne hvert 3. år. Det er også et fremskridt, at virksomheder med rød eller gul smiley efter et risikobaseret tilsyn kun kan få en grøn smiley efter et nyt risikobaseret tilsyn, og at en virksomhed med grøn smiley kan få risikobaseret tilsyn, hvis der er indikationer på alvorlige arbejdsmiljøproblemer.

Men det er ikke fornuftigt, at manglende arbejdsmiljøorganisation eller manglende arbejdspladsvurdering kun udløser en gul smiley - og at smileyen kun lyser op på Arbejdstilsynets hjemmeside i 3 måneder. Gule og røde smileyer bør efter Enhedslistens mening lyse, indtil tingene er bragt i orden - og hvis de ikke bringes i orden, skal der falde en bøde.

Der er i lovforslaget ikke taget højde for, at smileyordningen ikke fungerer godt på midlertidige og skiftende arbejdspladser, f.eks. i byggeriet og udenlandske virksomheder. Her er det som regel hovedentreprenøren, der har mulighed for at planlægge et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Derfor bør der efter Enhedslistens mening laves særlige regler for midlertidige og skiftende arbejdspladser/bygge- og anlægsvirksomheder og for virksomheder, som arbejder midlertidigt i landet.

Endelig er det uholdbart, at ministeren med dette forslag giver Arbejdstilsynet nye opgaver uden at sikre Arbejdstilsynet de nødvendige ressourcer til at løse opgaverne. Arbejdstilsynet har siden 2015 lidt under alvorlige besparelser.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Bent Bøgsted (DF) fmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Karina Adsbøl (DF) Marlene Harpsøe (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Hans Andersen (V) Peter Juel Jensen (V) Louise Schack Elholm (V) Carl Holst (V) Anni Matthiesen (V) Britt Bager (V) Joachim B. Olsen (LA) Laura Lindahl (LA) Rasmus Jarlov (KF) Rasmus Horn Langhoff (S) Malte Larsen (S) Mattias Tesfaye (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Jan Johansen (S) Henning Hyllested (EL) Christian Juhl (EL) Finn Sørensen (EL) Josephine Fock (ALT) Torsten Gejl (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? ? ?8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 21

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelseministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Henvendelse af 1/11-17 fra Foreningen Rejsearbejdere.dk
5
Opfølgning på 1. behandling, fra beskæftigelsesministeren
6
Udkast til betænkning
7
Henvendelse af 28/11-17 fra Foreningen Rejsearbejdere.dk


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 21

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om den politiske aftale af 18. november 2016 om en styrket arbejdsmiljøcertificering, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, at lovforslaget vurderes at medføre merudgifter for det offentlige og for erhvervslivet, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om gennemsigtighed vedrørende klager over certificeringsorganet, sådan at mulighederne for at klage til certificeringsorganerne beskrives nærmere, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om kommentar til henvendelse af 1/11-17 fra Foreningen Rejsearbejdere.dk, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om kommentar til henvendelse af 28/11-17 fra Foreningen Rejsearbejdere.dk, til beskæftigelsesministeren