L 205 Forslag til lov om ændring af lov om tv-overvågning og lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.

(Videreførelse af regler om behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, mulighed for deling mellem erhvervsdrivende af billed- og lydoptagelser fra tv-overvågning af formodede gerningspersoner m.v.).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 21-03-2018

Fremsættelse: 21-03-2018

Skriftlig fremsættelse (21. marts 2018)

20171_l205_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (21. marts 2018)

Justitsministeren (Søren Pape Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om tv-overvågning og lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger (Videreførelse af regler om behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, mulighed for deling mellem erhvervsdrivende af billed- og lydoptagelser fra tv-overvågning af formodede gerningspersoner m.v.)

(Lovforslag nr. L 205)

Justitsministeriet har den 25. oktober 2017 fremsat lovforslag nr. L 68 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven). Databeskyttelsesloven, som sammen med databeskyttelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016) afløser reglerne i persondataloven, træder i kraft den 25. maj 2018.

Med databeskyttelsesloven vil persondatalovens regler i lovens kapitel 6 a om behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning blive ophævet. Det samme gælder bemyndigelsen i persondatalovens § 72 for vedkommende minister til i særlige tilfælde at fastsætte nærmere regler for retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger blive ophævet.

Formålet med lovforslaget er at videreføre regler i persondataloven om behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Endvidere er formålet med lovforslaget at videreføre en bemyndigelse i persondataloven for vedkommende minister til i særlige tilfælde at fastsætte nærmere regler for retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.

Herudover ønsker regeringen, at erhvervsdrivende og ansatte i detailhandlen trygt skal kunne drive virksomhed og gå på arbejde. Tyveri er en alvorlig krænkelse af den private ejendomsret, og et røveri kan have store personlige konsekvenser for den enkelte. Mange erhvervsdrivende benytter sig af mulighederne for at foretage tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed og har gode erfaringer hermed. Regeringen finder, at erhvervsdrivende skal have mulighed for at advare hinanden om f.eks. omrejsende kriminelle ved bl.a. at videregive billeder af gerningsmændene optaget med tv-overvågning, så de erhvervsdrivende effektivt kan beskytte sig selv, sine ansatte og værdier mod de kriminelles aktiviteter.

Formålet med lovforslaget er derfor også at give erhvervsdrivende mulighed for efter visse nærmere betingelser at dele billed- og lydoptagelser fra tv-overvågning med andre erhvervsdrivende i kriminalitetsforebyggende øjemed.

Det er på denne baggrund, at lovforslaget fremsættes.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.