Skriftlig fremsættelse (21. marts
2018)
Undervisningsministeren (Merete Riisager):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
avu-loven, lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i
ungdomsuddannelser m.v., lov om Danmarks Evalueringsinstitut, lov
om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for
voksne, lov om individuel boligstøtte og forskellige andre
love og om ophævelse af lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.,
lov om kombineret ungdomsuddannelse, lov om produktionsskoler og
lov om Rådet for Ungdomsuddannelser (Ændringer som
følge af lovgivning om forberedende grunduddannelse
m.v.)
(Lovforslag nr. L 202)
Den 13. oktober 2017 indgik regeringen og
samtlige partier i Folketinget Aftale om bedre
veje til uddannelse og job, hvori det er aftalt, at en
række forberedende tilbud og uddannelser skal omlægges
og erstattes med en ny forberedende grunduddannelse.
Udmøntningen af aftalen
indebærer ændringer i en lang række love inden
for ressortområderne for henholdsvis
Undervisningsministeriet, Beskæftigelsesministeriet,
Kulturministeriet, Uddannelses- og Forksningsministeriet og
Skatteministeriet. Disse ændringer implementeres med
nærværende lovforslag (følgelovgivning).
Det foreslås på denne baggrund
at ophæve lov om erhvervsgrunduddannelse m.v., lov om
kombineret ungdomsuddannelse og lov om produktionsskoler.
Samtidigt foreslås det, at
målgruppen for almen voksenuddannelse, forberedende
voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne justeres,
således at hovedmålgruppen for disse tilbud er
personer, der er fyldt 25 år.
Det foreslås videre, at
produktionsskolebaseret erhvervsuddannelse videreføres under
navnet FGU-baseret erhvervsuddannelse, og at der tilvejebringes
hjemmel til befordringsrabat til elever i den nye forberedende
grunduddannelse.
På baggrund af anbefaling fra Ekspertgruppen om bedre veje til en
ungdomsuddannelse om en forenkling af rådsstrukturen
på ungdomsuddannelsesområdet foreslås det at
nedlægge Rådet for Ungdomsuddannelser. Lov om
Rådet for Ungdomsuddannelser foreslås derfor
ophævet. Det foreslås i forlængelse heraf, at
sammensætningen af bestyrelsen for Danmarks
Evalueringsinstitut justeres.
Endelig foreslås det, at indkomst fra
børn under 18 år ikke skal indgå i grundlaget
for beregning af boligstøtte, og at deres formue ikke
indgår i formuetillægget. Dette skal
understøtte, at alle unge og deres familier oplever en
økonomisk fordel ved, at den unge sideløbende med sin
skole eller som en del af sin uddannelse styrker sin tilknytning
til arbejdsmarkedet.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng
med de samtidigt fremsatte forslag til lov om forberedende
grunduddannelse, forslag til lov om institutioner for forberedende
grunduddannelse og forslag til lov om ændring af lov om
vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse,
beskæftigelse m.v. (Kommunal indsats for unge under 25
år).
Lovforslaget indeholder tillige en lang
række konsekvensændringer som følge af de
foreslåede ændringer.
Endelig indeholder lovforslaget forslag om,
at data på individniveau fra Danmarks Statistik i
AUB-registret skal være fortrolige, i det omfang disse data
er imputerede eller hidrører fra
spørgeskemaundersøgelser. Oplysningerne anvendes ved
beregningen af det praktikpladsafhængige AUB-bidrag.
Forslaget indebærer en fravigelse af forvaltningsloven og
offentlighedsloven, idet arbejdsgivere og alle andre end de
registrerede vil blive afskåret fra at blive gjort bekendt
med sådanne uddannelsesoplysninger.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.