Ændringsforslag stillet den 23. maj
2018 uden for betænkningen
Til § 17
Af undervisningsministeren:
12)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. § 7, 3. pkt., ophæves.«
[Mulighed for at være leder
for to produktionsskoler]
Bemærkninger
Til nr. 12
Efter § 7, 1. og 2. pkt., i lov om
produktionsskoler skal der ved enhver produktionsskole være
ansat en leder, som varetager den daglige administration og har det
pædagogiske ansvar. Det fremgår af lovens § 7, 3.
pkt., at lederen ikke samtidig kan være leder for en anden
produktionsskole, undervisnings- eller kursusinstitution eller
være ansat i en kommune, der yder grundtilskud til
skolen.
Det foreslås, at lovens § 7, 3.
pkt., ophæves. Med den foreslåede ophævelse af
begrænsningen i § 7, 3. pkt., vil en bestyrelse for en
produktionsskole, hvis bestyrelsen skønner det
hensigtsmæssigt, kunne træffe beslutning om, at en
leder for en anden produktionsskole skal varetage funktionen som
leder for produktionsskolen.
Det foreslåede har baggrund i en
konkret sag, hvor en produktionsskoles forstander har fået
nyt job og derfor fratræder stillingen, og hvor bestyrelsen
vurderer, at det, henset til at produktionsskolen inden for
relativt kort tid vil skulle overgå til en nyoprettet
institution for forberedende grunduddannelse, vil være
særdeles vanskeligt at tiltrække egnede
ansøgere. Det kan ikke afvises, at der i tiden frem til, at
institutionerne for forberedende grunduddannelse påbegynder
undervisningen den 1. august 2019, vil kunne forekomme en
række tilfælde, hvor nogle produktionsskoler kommer til
at stå uden leder som følge af jobskifte, pensionering
el.lign. I opstartsfasen for forberedende grunduddannelse frem mod
den 1. august 2019 findes det således hensigtsmæssigt
at udvide mulighederne for at etablere en smidig varetagelse af
lederfunktioner, som vil være begrundet i den ellers korte
ansættelsesperiode, og som efter omstændighederne i
øvrigt ellers vil kunne være vanskelig at udfylde.
Det følger af det fremsatte
lovforslags § 29, stk. 1, at lovforslagets § 17 vil
træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende. Nærværende ændringsforslag vil efter
det foreslåede blive omfattet af dette
ikrafttrædelsestidspunkt. Eftersom det fremsatte lovforslags
§ 29, stk. 7, efter det foreslåede indebærer, at
lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 97 af
26. januar 2017, ophæves den 1. august 2019, vil
nærværende ændringsforslag kunne finde anvendelse
indtil dette tidspunkt.