L 181 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø.

(Arbejdstilsynets adgang til samtaler med ansatte og anvendelse af midler til tværgående aktiviteter).

Af: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 15-05-2018

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 15. maj 2018

20171_l181_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 15. maj 2018

Forslag

til

Lov om ændring af lov om arbejdsmiljø

(Arbejdstilsynets adgang til samtaler med ansatte og anvendelse af midler til tværgående aktiviteter)

§ 1

I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017, som ændret ved lov nr. 1543 af 19. december 2017, foretages følgende ændringer:

1. I § 68 a indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Arbejdsmiljørådet fordeler midler til tværgående aktiviteter efter stk. 1 og 5 mellem branchefællesskaberne for arbejdsmiljø og Arbejdsmiljørådet.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

2. I § 76 indsættes som stk. 6 og 7:

»Stk. 6. Arbejdstilsynets medarbejdere kan som led i tilsynets udøvelse tale med ansatte, uden at andre er til stede.

Stk. 7. Arbejdstilsynets medarbejdere kan som led i tilsynets udøvelse gennemføre gruppesamtaler med ansatte, når det er arbejdsmiljøfagligt begrundet. Under gruppesamtaler med ansatte har arbejdsgiveren, dennes repræsentant, jf. §§ 23 og 24, eller en person, som arbejdsgiveren har udpeget hertil, ret til at være til stede, medmindre Arbejdstilsynets medarbejdere vurderer, at der er risiko for, at formålet med gruppesamtalen derved forspildes.«

3. I § 81, stk. 6, ændres »§ 68 a, stk. 6« til: »§ 68 a, stk. 7«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 1 og 3, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. Ved ikrafttrædelsen af § 1, nr. 1 og 3, ophæves tekstanmærkning nr. 164 til § 17 i finansloven.