Skriftlig fremsættelse (14. marts
2018)
Beskæftigelsesministeren (Troels Lund
Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
arbejdsmiljø (Arbejdstilsynets adgang til samtaler med
ansatte og anvendelse af midler til tværgående
aktiviteter)
(Lovforslag nr. L 181)
Det er vigtigt, at der er klare rammer for
Arbejdstilsynets beføjelser, og at Arbejdstilsynet har de
rigtige redskaber til at kunne afdække problemer i
arbejdsmiljøet. Det gælder særligt det psykiske
arbejdsmiljø, hvor det kan være vanskeligt at få
afdækket problemerne.
I forlængelse af Rigsrevisionens
beretning om Arbejdstilsynets tilsyn med det psykiske
arbejdsmiljø fra 2015 har arbejdsmarkedets parter
drøftet det såkaldte Metodeudvalgs anbefalinger, uden
at det dog har været muligt at opnå enighed om et
fælles indspil. Regeringen vil derfor gennemføre en
politisk løsning for at sikre, at der fortsat er klare
rammer for Arbejdstilsynets beføjelser.
Lovforslaget er udtryk for en balance
mellem de synspunkter, som arbejdsmarkedets parter har
fremført. Det foreslås, at der fastsættes regler
om Arbejdstilsynets adgang til at tale med ansatte, uden at andre
er til stede, herunder arbejdsgiver eller dennes
repræsentant, ligesom det foreslås, at der
fastsættes regler om Arbejdstilsynets adgang til at
gennemføre gruppesamtaler med ansatte. Med lovforslaget
fastlægges også rammerne for samtalerne.
Der har desuden vist sig behov for at
præcisere reglerne om midler til tværgående
aktiviteter til partssamarbejdet på
arbejdsmiljøområdet. Lovforslaget indeholder derfor
også en præcisering af, at midlerne skal forbeholdes
tværgående aktiviteter iværksat af
branchefællesskaberne eller Arbejdsmiljørådet,
hvilket er hensigten med de allerede gældende regler.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.