Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2017)
Skatteministeren
(Karsten Lauritzen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
registrering af køretøjer, registreringsafgiftsloven,
brændstofforbrugsafgiftsloven, lov
om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. og lov om
afgift af naturgas og bygas m.v. (Krav om sovepladser i
campingbiler, afgiftsgrundlag for veterankøretøjer,
brug af prøveskilte og prøvemærker,
fastsættelse af lovregler om registrering og
afgiftsfritagelse for visse køretøjer, kørsel
i uregistrerede køretøjer m.v. som led i offentligt
hverv, adgang for forsvaret til at registrere og afmelde egne
køretøjer og nedsættelse af afgiftssats for gas
til motorbrændstof m.v.)
(Lovforslag nr. L 18)
Med dette lovforslag ønsker
regeringen at foretage en opdatering af en række regler
på motorområdet for at sikre, at reglerne er
hensigtsmæssige og rimelige til gavn for borgere og
virksomheder. Lovforslaget rummer derfor en række hver
især mindre initiativer, som har det tilfælles, at der
er tale om fjernelse af uhensigtsmæssigheder eller barrierer
for enkel udøvelse af offentlige funktioner, men som for den
enkelte kan have stor betydning.
Det foreslås, at kravet om egentlige
sovepladser for autocampere nedsættes fra fire til to. De
ekstra sovepladser indrettes i dag i vidt omfang med henblik
på afgiftsberigtigelsen, frem for tilfredsstillelse af et
faktisk behov, og forslaget skal dermed imødegå
værdispild.
Desuden foreslås det, at den
afgiftspligtige værdi af et veterankøretøj,
fastsættes til køretøjets handelspris, dog
fortsat maksimalt 40 pct. af nyprisen. Forslaget skal sikre, at
reglerne om veteranbiler ikke medfører højere
afgifter end de almindelige regler om brugte biler.
Lovforslaget indeholder endvidere et
forslag om, reglerne om brug af prøveskilte og
prøvemærker flyttes fra bekendtgørelse til
lovniveau. Der foretages samtidig en tilpasning af reglerne,
så nye anerkendelsesværdige formål kan opfyldes,
og overflødige eller uhensigtsmæssige regler fjernes.
Samtidig indføres en hjemmel til, at skatteministeren kan
bemyndige private aktører til at udskrive
prøvemærker. Ændringen medfører, at
borgerne får lettere adgang til prøvemærker og
færre ekspeditioner hos SKAT.
Det foreslås ligeledes, at reglerne
om registrering af motorredskaber, køretøjer, der
skal bruges uden for offentlige veje, og køretøjer,
der skal bruges i forbindelse med officielle statslige
arrangementer flyttes fra bekendtgørelse til lovniveau
samtidig med, at nogle af reglerne tilpasses. Det foreslås
endvidere, at reglerne om valutaudlejningsbiler flyttes fra
bekendtgørelse til lovniveau.
Herudover foreslås det, at en
offentligt ansat, der skal kontrollere eller fjerne et
køretøj som led i sit hverv, skal kunne føre
et uregistreret køretøj m.v. Formålet er at
sikre en smidig afvikling af embedsfunktioner samt at højne
trafiksikkerheden.
Det foreslås desuden, at forsvaret
fremover skal kunne autoriseres til at registrere og afmelde egne
køretøjer i Køretøjsregisteret. Der er
tale om en administrativ lettelse, ligesom forsvaret får
bedre muligheder for at styre deres flåde af biler.
Endeligt foreslås det, at
afgiftssatsen for afgiftspligtig gas, der anvendes eller er bestemt
til anvendelse som motorbrændstof, justeres, så satsen
fremover svarer til satsen for dieselolie målt efter
energiindhold.
Lovforslaget er omfattet af de fælles
ikrafttrædelsesdatoer og ønskes vedtaget senest 4 uger
før den 1. januar 2018.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.