Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 9. november 2017
1. Ændringsforslag
Skatteministeren har stillet 2
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober
2017 og var til 1. behandling den 12. oktober 2017. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Skatteudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
Skatteministeriet sendte den 30. juni 2017 dette udkast til
udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 235, folketingsåret
2016-17. Den 4. oktober 2017 sendte skatteministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlig henvendelse
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Motorhistorisk
Samråd.
Skatteministeren har over for udvalget
kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 5
spørgsmål til skatteministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL og SF) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme hverken for eller imod de stillede
ændringsforslag.
Enhedslistens medlemmer af udvalget
bemærker, at de trods flere gode elementer i lovforslaget
ikke ønsker at give bedre forhold for
veterankøretøjer i forhold til registreringsafgift,
da veterankøretøjer alt andet lige må formodes
at være mere forurenende end nye biler.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
SF's medlemmer af udvalget påpeger,
at lovforslaget ikke sidestiller biogas og diesel. Biogas
afgiftspålægges stadig hårdere end diesel,
når det leveres fra naturgasnettet. Biogas har dobbelt
CO2-effekt, som ikke bare gør
biogassen CO2-neutral, men faktisk
CO2-negativ i det omfang biogas
fortrænger fossile brændsler i transportsektoren (jf.
Energistyrelsen). Ifølge Energistyrelsen og Energinet.dk er
biogas samfundsøkonomisk set den mest optimale måde at
reducere CO2-udledningen for den
tunge transport. SF er skuffet over, at lovforslaget ikke tager
højde for dette.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 2
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af EL og SF):
1) Nr. 3
affattes således:
»3. I §
10, stk. 4, 1. pkt., ændres
»brugsværdi« til: »almindelige pris ved
salg til bruger her i landet indbefattet merværdiafgift, men
uden afgift efter denne lov«, og efter 1. pkt.
indsættes:
»Afgiften
beregnet efter 1. pkt. kan ikke overstige afgiften beregnet
på grundlag af 40 pct. af køretøjets nypris
indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne
lov.««
[Præcisering af reglerne om
afgiftsgrundlag for veterankøretøjer]
Til § 6
2) I
stk. 3 indsættes efter
»§ 5 a, stk. 2, 2. og 3. pkt.«: », i
registreringsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1062 af
7. september 2017,«.
[Præcisering af
ikrafttrædelsesbestemmelse]
Bemærkninger
Til nr. 1
Formålet med ændringsforslaget
er at sikre, at reglerne om veterankøretøjer ikke
medfører højere registreringsafgift end de
almindelige regler om brugte køretøjer.
Efter registreringsafgiftslovens § 10,
stk. 1, fastsættes den afgiftspligtige værdi af brugte
køretøjer til køretøjets almindelige
pris indbefattet merværdiafgift, men uden
registreringsafgift, ved salg til bruger her i landet.
Er der tale om et
veterankøretøj, dvs. et køretøj, der er
mere end 35 år gammelt, og som fremtræder som ved
første registrering, følger det af
registreringsafgiftslovens § 10, stk. 4, at den
afgiftspligtige værdi er køretøjets
brugsværdi. Det fremgår endvidere af § 33, stk. 1,
i bekendtgørelse om registreringsafgift, at den
afgiftspligtige værdi af et veterankøretøj
ansættes til 40 pct. af nyprisen.
I praksis forstås reglerne i
registreringsafgiftsloven og den tilhørende
bekendtgørelse sådan, at brugsværdien af et
veterankøretøj er 40 pct. af køretøjets
nypris indbefattet merværdiafgift, men uden
registreringsafgift, hvorfor den afgiftspligtige værdi af et
veterankøretøj ansættes til 40 pct. af nyprisen
indbefattet merværdiafgift, men uden registreringsafgift.
Ved beregningen af registreringsafgiften
for sædvanlige brugte køretøjer reduceres alle
komponenter - f.eks. skalaknæk og tillæg for
dårlig brændstoføkonomi - efter
køretøjets konkrete værditab. Det er derimod
ikke tilfældet for veterankøretøjer, hvor
beregningskomponenterne ikke reduceres efter værditab.
Såfremt den afgiftspligtige
værdi af et veterankøretøj - som det
foreslås med lovforslagets § 2, nr. 3 - fastsættes
til køretøjets almindelige pris fastsat efter salg
til bruger her i landet indbefattet merværdiafgift, men uden
registreringsafgift, dog maksimalt 40 pct. af
køretøjets nypris indbefattet merværdiafgift,
men uden registreringsafgift, vil
veterankøretøjsejeren derfor ikke nødvendigvis
betale den laveste afgift, da beregningskomponenterne for
registreringsafgiften reduceres efter køretøjets
værditab, hvis afgiftsgrundlaget fastsættes til den
almindelige pris, hvorimod dette ikke er tilfældet, hvis
afgiftsgrundlaget fastsættes til 40 pct. af nyprisen.
Således er det efter den
foreslåede formulering i lovforslaget muligt, at
veterankøretøjsejeren betaler registreringsafgift af
det laveste af to mulige afgiftsgrundlag, selv om ejeren ikke
nødvendigvis ender med at betale den laveste
registreringsafgift.
Fastsættelsen af den afgiftspligtige
værdi for veterankøretøjer bør derfor
formuleres, så det i alle tilfælde sikres, at reglerne
om veterankøretøjer ikke medfører
højere registreringsafgift end de almindelige regler om
brugte køretøjer, som det er hensigten med
lovforslaget.
Det foreslås derfor at indsætte
i registreringsafgiftslovens § 10, stk. 4, at den
afgiftspligtige værdi af et veterankøretøj,
dvs. et køretøj, der er mere end 35 år gammelt,
og som fremtræder som ved første registrering,
fastsættes til køretøjets almindelige pris ved
salg til bruger her i landet indbefattet merværdiafgift, men
uden afgift efter denne lov. Afgiften beregnet efter 1. pkt. kan
ikke overstige afgiften beregnet på grundlag af 40 pct. af
køretøjets nypris indbefattet merværdiafgift,
men uden afgift efter denne lov. Det sikres herved, at reglerne om
veterankøretøjer ikke medfører højere
registreringsafgift end de almindelige regler om brugte
køretøjer.
Til nr. 2
Med § 6, stk. 3, foreslås det,
at lovens § 2, nr. 2, også har virkning for
køretøjer afgiftsberigtiget efter reglerne i § 5
a, stk. 2, 2. og 3. pkt., før den 1. januar 2018, uanset at
der på registreringstidspunktet var krav om fire egentlige
sovepladser.
Det foreslås, at det
præciseres, at § 5 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., henviser
til registreringsafgiftsloven.
Dennis Flydtkjær (DF) Hans
Kristian Skibby (DF) Kim Christiansen (DF) Jan Rytkjær
Callesen (DF) Mikkel Dencker (DF) René Christensen (DF)
Louise Schack Elholm (V) Jan E. Jørgensen (V) Kristian Pihl
Lorentzen (V) Jacob Jensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Mads
Fuglede (V) Joachim B. Olsen (LA) nfmd. May-Britt Kattrup (LA) Anders
Johansson (KF) Per Husted (S) Malte Larsen (S) Daniel Toft Jakobsen
(S) Jesper Petersen (S) Mattias Tesfaye (S) Peter Hummelgaard
Thomsen (S) fmd. Claus
Larsen-Jensen (S) Rune Lund (EL) Pelle Dragsted (EL) Josephine Fock
(ALT) René Gade (ALT) Andreas Steenberg (RV) Lisbeth Bech
Poulsen (SF) Jacob Mark (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | ? 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 18
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringsskema og høringssvar,
fra skatteministeren | 2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 3 | Henvendelse af 18/10-17 fra Motorhistorisk
Samråd | 4 | Fastsat tidsplan for udvalgets behandling
af lovforslaget | 5 | 1. udkast til betænkning | 6 | Ændringsforslag, fra
skatteministeren | 7 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 18
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm., om ministeren vil yde teknisk bistand
til et ændringsforslag om at fritage biogas fra CO2-afgift, til skatteministeren, og
ministerens svar herpå | 2 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
18/10-17 fra Motorhistorisk Samråd, til skatteministeren, og
ministerens svar herpå | 3 | Spm., om en afgiftsligestilling mellem
dieselolie og biogas til transportformål målt pr.
kilometer kørt vil medføre en afgiftssats på 63
kr. pr. GJ, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå | 4 | Spm. om redegørelse for det
forventede mindreprovenu forbundet med at nedsætte
afgiftsgrundlaget, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå | 5 | Spm. om en beregning, der viser, at
forslaget om at nedsætte afgiftssatsen ikke har
nævneværdige miljømæssige konsekvenser,
til skatteministeren , og ministerens svar herpå |
|