L 168 Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse.

(Nye muligheder for friluftsreklamer i det åbne land).

Af: Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-02-2018

Fremsættelse: 28-02-2018

Skriftlig fremsættelse (28. februar 2018)

20171_l168_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. februar 2018)

Miljø- og Fødevareministeren (Esben Lunde Larsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse (Nye muligheder for friluftsreklamer i det åbne land)

(Lovforslag nr. L 168)

Forslaget har baggrund i regeringsudspillet "Vækst og udvikling i hele Danmark" fra november 2015, hvorefter der blev i gangsat et tværministerielt serviceeftersyn af regler om skiltning i det åbne land. Det fremgår endvidere af aftalen mellem regeringen (Venstre), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om "Danmark i bedre balance" fra juni 2016, at det med bedre skiltning bliver lettere at finde vej til lokale erhverv og turistmål og lettere for lokale erhverv og turistmål at tiltrække besøgende, og at det vil understøtte mulighederne for udvikling i landdistrikterne.

Forslaget følger op på anbefalingerne i rapporten fra august 2017 fra en arbejdsgruppe under Transport-, Bygnings- og Boligministeriet med deltagelse af Erhvervsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet, "Serviceeftersyn af regler for skilte i det åbne land: Bedre mulighed for skilte til lokale erhverv og turistattraktioner i landdistrikterne".

Rapporten peger på en række muligheder for at ændre regler om vejafmærkning i regler under Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og i naturbeskyttelsesloven under Miljø- og Fødevareministeriet, der samlet vil kunne give flere muligheder for skiltning til virksomheder, spisesteder, turistmål, lokale arrangementer m.v. i det åbne land.

I dag indeholder naturbeskyttelsesloven et forbud mod at anbringe "plakater, afbildninger, fritstående skilte, lysreklamer og andre indretninger i reklame- og propagandaøjemed" i det åbne land, som dog undtager bl.a. virksomhedsreklamer, mindre oplysningskilte og skiltning i lokalplanlagte erhvervsområder.

Lovforslaget giver en række yderligere muligheder for skiltning i det åbne land. Blandt andet vil lokale virksomheder, f.eks. en kro eller butikker i mindre byer, få mulighed for at opsætte skilte inden for 30 meter fra bygrænsen (bebyggelsesgrænsen), der reklamerer for virksomhedens placering i byen. Der bliver også mulighed for at opsætte skilte om salg af erhvervsgrunde og erhvervsudvikling i områder, der er udlagt til erhvervsområde i kommuneplanen.

Med forslaget vil det blive muligt at opsætte skilte om salg af sæsonbetinget frugt og grønt og juletræer m.v. fra marken, og en række "lejlighedsskilte" undtages fra forbuddet mod friluftsreklamer, således at der kortvarigt vil kunne opsættes skilte i det åbne land, der reklamerer for forskellige større og mindre kortvarige arrangementer, som f.eks. musikfestivaller og "åben gård"-arrangementer.

Endelig går forslaget ud på at forenkle og modernisere lovteksten og give hjemmel til at ændre den tilhørende bekendtgørelse om opsætning af mindre oplysningsskilte, skilte i erhvervsområder og reklamer på idrætsanlæg m.v. i det åbne land.

For at begrænse den landskabelige påvirkning af skiltning foreslås det, at der fastsættes nærmere og klare regler om udformning og placering af skilte i den gældende bekendtgørelse om reklamer i det åbne land.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.