Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 3. maj 2018
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
fødevarer
(Strafskærpelse, administrative
tvangsbøder og virksomhedskarantæne)
§ 1
I lov om fødevarer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 46 af 11. januar 2017, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 52 indsættes efter stk. 3
som nyt stykke:
»Stk. 4.
Undlader en virksomhed, der har fået anmærkninger ved
mindst tre af de seneste fire foregående kontrolbesøg,
at efterkomme et påbud eller forbud meddelt i medfør
af stk. 1, kan virksomheden pålægges daglige
tvangsbøder, hvis der med hensyn til varigheden eller
alvoren af overtrædelser af fødevarelovgivningen
foreligger særlige omstændigheder.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
2.
Efter § 52 a indsættes:
Ȥ 52 b.
Overtræder en fødevarevirksomhed
fødevarelovgivningen eller Den Europæiske Unions
forordninger om forhold, som er omfattet af denne lov, gentagne
gange på en sådan måde, at der er en
nærliggende risiko for, at virksomheden fortsat ikke vil
blive drevet i overensstemmelse med reglerne i denne lovgivning,
kan miljø- og fødevareministeren i tilknytning til en
anmærkning for overtrædelse af
fødevarelovgivningen forbyde fortsat drift af den
pågældende virksomhed i indtil 6 måneder.
Medmindre andet fremgår af afgørelsen, har forbuddet
virkning fra det tidspunkt, hvor det meddeles virksomheden.
Stk. 2.
Ministeren kan i tilknytning til et forbud efter stk. 1
nedlægge forbud mod, at den ansvarlige for virksomheden for
en tilsvarende periode som anført i stk. 1 udfører en
eller flere fødevareaktiviteter, registrerer en ny
fødevarevirksomhed eller får autoriseret en ny
fødevarevirksomhed. Medmindre andet fremgår af
afgørelsen, har forbuddet virkning fra det tidspunkt, hvor
det meddeles den ansvarlige for virksomheden.
Stk. 3. En
afgørelse efter stk. 1 og 2 kan af den, afgørelsen
vedrører, forlanges indbragt for domstolene.
Stk. 4.
Begæring efter stk. 3 skal fremsættes, inden 4 uger
efter at afgørelsen, der skal indeholde oplysninger om
adgangen til at kræve domstolsprøvelse og om fristen
herfor, er meddelt den pågældende. Ministeren
anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige
retsplejes former.
Stk. 5. Retten
kan ved kendelse bestemme, at sagsanlæg har opsættende
virkning. Såfremt en afgørelse efter stk. 1 og 2
findes lovlig ved dom, kan der heri bestemmes, at anke vil have
opsættende virkning.«
3. I
§ 60, stk. 1, nr. 2,
indsættes efter »§ 52 a«: », § 52
b, stk. 1 eller 2,«.
4. I
§ 60 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6.
Ved udmåling af bødestraf i henhold til stk. 1 eller 3
skal det i almindelighed indgå som en skærpende
omstændighed, at virksomheden har fået
anmærkninger ved mindst tre af de seneste fire
foregående kontrolbesøg, hvis der med hensyn til
varigheden eller alvoren af overtrædelser af
fødevarelovgivningen foreligger særlige
omstændigheder.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2018.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.