Fremsat den 28. februar 2018 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)
Forslag
til
Lov om ændring af dagtilbudsloven og lov om
folkeskolen
(Styrket kvalitet i dagtilbud, øget
fleksibilitet og frit valg for forældre m.v.)
§ 1
I dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 748 af 20. juni 2016, som ændret ved § 7 i lov nr.
665 af 8. juni 2016, lov nr. 1545 af 13. december 2016, lov nr.
1546 af 13. december 2016 og § 1 i lov nr. 427 af 3. maj 2017,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 3, ændres
»§ 80, stk. 4« til: »§ 85 a«.
2.
Overalt i § 3, stk. 1-4,
ændres »dag-, fritids- og klubtilbud« til:
»fritids- og klubtilbud«.
3.
Efter § 3 indsættes:
Ȥ 3 a.
Kommunalbestyrelsen har ansvar for dagtilbuddene.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre
kommunens rammer for dagtilbud, herunder eventuelle prioriterede
indsatser på området. Kommunalbestyrelsen skal sikre,
at de fastsatte rammer og eventuelle prioriterede indsatser
medvirker til, at dagtilbuddene kan opfylde de krav, der
følger af lovens afsnit II, og til udmøntningen af
kommunens sammenhængende børnepolitik, jf. § 19,
stk. 2, i lov om social service.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal som led i fastsættelsen af rammer
efter stk. 2 og med henblik på at skabe sammenhæng i
børns liv og kontinuitet i overgangen mellem tilbud
fastsætte retningslinjer om
1) samarbejdet
mellem dagtilbud, fritidstilbud og skolen,
2) samarbejdet
mellem dagtilbud og andre relevante aktører, herunder
sundhedsplejen og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
(PPR), og
3) videregivelse
af relevante oplysninger ved børns overgange fra
sundhedsplejen til dagtilbud og fra dagtilbud til
skolefritidsordning eller fritidshjem og skole.
Stk. 4.
Dagtilbud skal medvirke til at yde særlig støtte til
de børn i dagtilbud, der har behov herfor.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal sikre, at udviklingen på
dagtilbudsområdet drøftes politisk mindst hvert andet
år med udgangspunkt i, hvordan kommunens rammer for dagtilbud
og eventuelle prioriterede indsatser for området efter stk. 2
bidrager til, at dagtilbuddene kan opfylde de krav, der
følger af lovens afsnit II.
Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen beslutter, om der som følge af
drøftelsen efter stk. 5 skal iværksættes tiltag
såsom kompetenceudvikling, supervision m.v., som kan
understøtte og kvalificere dagtilbuddenes arbejde med
etablering af pædagogiske læringsmiljøer, der
fremmer børns trivsel, læring, udvikling og
dannelse.
Stk. 7.
Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre en oversigt over
dagtilbud i kommunen samt satser for tilskud til privat pasning og
pasning af egne børn. Kommunalbestyrelsen skal et samlet
sted på kommunens hjemmeside eller andet let
tilgængeligt sted for borgerne offentliggøre de
fastsatte rammer og eventuelle prioriterede indsatser efter stk. 2,
oversigten over dagtilbud i kommunen og satser for tilskud til
privat pasning og pasning af egne børn samt øvrige
retningslinjer efter lovens afsnit II og V.«
4. I
§ 5, stk. 1, indsættes efter
»§ 3«: », samt rammer og eventuelle
prioriterede indsatser fastsat efter § 3 a«.
5. I
overskriften til kapitel 2 udgår
», børnemiljøvurdering«.
6. §
7 affattes således:
Ȥ 7. Dagtilbud skal
fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse
gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer,
hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i
et børneperspektiv.
Stk. 2.
Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn
omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel,
læring, udvikling og dannelse samt bidrage til, at
børn får en god og tryg opvækst.
Stk. 3.
Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og
æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel,
sundhed, udvikling og læring.
Stk. 4.
Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og
forståelse for og oplevelse med demokrati. Dagtilbud skal som
led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed,
evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og
samhørighed med og integration i det danske samfund.
Stk. 5.
Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene sikre børn
en god overgang fra hjem til dagtilbud. Dagtilbud skal endvidere i
samarbejde med forældre og skole sikre børn en god
sammenhængende overgang mellem dagtilbud og fra dagtilbud til
fritidstilbud og skole ved at udvikle og understøtte deres
grundlæggende kompetencer og lysten til at
lære.«
7. §
8 affattes således:
Ȥ 8. Der skal i alle
dagtilbud udarbejdes en skriftlig pædagogisk læreplan
for hele børnegruppen i alderen 0-2 år samt
børnegruppen i alderen 3 år og frem til skolestart.
Hvis det enkelte dagtilbud har organiseret børnene i andre
aldersgrupper, udarbejdes den pædagogiske læreplan
på baggrund af denne organisering. I aldersintegrerede
daginstitutioner kan der udarbejdes en pædagogisk
læreplan under hensyn til aldersgrupper. I daginstitutioner
med flere enheder skal den pædagogiske læreplan
udarbejdes, så der tages højde for
børnegruppernes sammensætning og børnenes
forskellige forudsætninger i de enkelte enheder, jf. stk.
3.
Stk. 2. Den
pædagogiske læreplan skal udarbejdes med udgangspunkt i
et pædagogisk grundlag, jf. stk. 3 og 4, seks
læreplanstemaer, jf. stk. 4 og 9, samt mål for
sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø og børns læring, jf. stk.
9.
Stk. 3. Det skal
fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan det
enkelte dagtilbud hele dagen etablerer et pædagogisk
læringsmiljø, der med leg, planlagte vokseninitierede
aktiviteter, spontane aktiviteter, børneinitierede
aktiviteter samt daglige rutiner giver børnene mulighed for
at trives, lære, udvikle sig og dannes. Det pædagogiske
læringsmiljø skal tilrettelægges, så det
inddrager hensynet til børnenes perspektiv og deltagelse,
børnefællesskabet, børnegruppens
sammensætning og børnenes forskellige
forudsætninger.
Stk. 4. Det skal
fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan det
pædagogiske læringsmiljø understøtter
børns brede læring, herunder nysgerrighed,
gå-på-mod, selvværd og bevægelse, inden for
og på tværs af følgende temaer:
1) Alsidig
personlig udvikling.
2) Social
udvikling.
3) Kommunikation
og sprog.
4) Krop, sanser
og bevægelse.
5) Natur, udeliv
og science.
6) Kultur,
æstetik og fællesskab.
Stk. 5. Det skal
endvidere fremgå af den pædagogiske læreplan,
hvordan det pædagogiske læringsmiljø tager
højde for børn i udsatte positioner, så deres
trivsel, læring, udvikling og dannelse fremmes.
Stk. 6. Det skal
desuden fremgå af den pædagogiske læreplan,
hvordan dagtilbuddet samarbejder med forældrene om
børns læring, hvordan dagtilbuddet inddrager
lokalsamfundet i arbejdet med etablering af pædagogiske
læringsmiljøer for børn, samt hvordan der i
børnenes sidste år i dagtilbuddet tilrettelægges
et pædagogisk læringsmiljø, der skaber
sammenhæng til børnehaveklassen.
Stk. 7. Arbejdet
med det fysiske, psykiske og æstetiske
børnemiljø i dagtilbuddet skal integreres i det
pædagogiske arbejde med etablering af pædagogiske
læringsmiljøer. Børnemiljøet skal
vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af
børnemiljøet skal inddrages under hensyntagen til
børnenes alder og modenhed.
Stk. 8. Den
pædagogiske læreplan udgør rammen for det
pædagogiske arbejde. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at
dagtilbuddene i relation til den pædagogiske opgave ledes
alene med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan og i
overensstemmelse med den pædagogiske læreplans
børnesyn og brede læringsforsta°else, jf. stk. 3
og 4.
Stk. 9.
Børne- og socialministeren fastsætter nærmere
regler om pædagogiske mål for, hvad det
pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet skal
understøtte i forhold til børns læring, samt om
indholdet i de enkelte læreplanstemaer, jf. stk.
4.«
8. §
9 affattes således:
Ȥ 9. Lederen af
dagtilbuddet er ansvarlig for, at den pædagogiske
læreplan udarbejdes, og for at sikre, at det
pædagogiske arbejde i dagtilbuddet tilrettelægges og
udøves inden for rammerne heraf. Lederen af dagtilbuddet er
endvidere ansvarlig for at offentliggøre den
pædagogiske læreplan.
Stk. 2. Lederen
af dagtilbuddet er ansvarlig for at etablere en evalueringskultur i
dagtilbuddet, som skal udvikle og kvalificere det pædagogiske
læringsmiljø. Lederen er ansvarlig for, at arbejdet
med den pædagogiske læreplan evalueres mindst hvert
andet år med henblik på at udvikle arbejdet.
Evalueringen skal tage udgangspunkt i de pædagogiske
mål, som er fastsat i medfør af § 8, stk. 9,
herunder en vurdering af sammenhængen mellem det
pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet og
børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Evalueringen skal offentliggøres.
Stk. 3. Lederen
af dagtilbuddet er ansvarlig for at sikre en løbende
pædagogisk dokumentation af sammenhængen mellem det
pædagogiske læringsmiljø og børnenes
trivsel, læring, udvikling og dannelse. Den pædagogiske
dokumentation skal indgå i evalueringen efter stk. 2, 2.
pkt.«
9. §
10 ophæves.
10. I
§ 14 indsættes efter stk. 1
som nye stykker:
»Stk. 2. I
kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner, som
består af flere enheder, skal en forælder fra hver
enkelt enhed have adgang til at være repræsenteret i
forældrebestyrelsen. I selvejende daginstitutioner, hvis
bestyrelse består af et flertal af valgte forældre,
skal en forælder fra hver enkelt enhed have adgang til at
være repræsenteret i bestyrelsen.
Stk. 3.
Forældrebestyrelser kan etableres på tværs af
kommunale dagtilbud, hvis der er et flertal herfor i de enkelte
bestyrelser.
Stk. 4. I
forældrebestyrelser efter stk. 3, som etableres på
tværs af dagpleje og daginstitution, skal beslutninger, der
alene har betydning for dagplejen, træffes af de
forældre, der repræsenterer dagplejen. Endvidere
træffes beslutninger, der alene har betydning for
daginstitutionen, af de forældre, der repræsenterer
daginstitutionen.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 5-7.
11. I
§ 15, stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og
stk. 3, 1. pkt., ændres
»mål og rammer« til: »rammer og eventuelle
prioriterede indsatser«.
12. I
§ 15, stk. 1,1. pkt.,
indsættes efter »daginstitutionens arbejde«:
», samarbejdet mellem dagtilbud og hjem«.
13. I
§ 15, stk. 1, indsættes
efter 1. pkt.:
»Forældrebestyrelsen i
kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter §
19, stk. 2-4, skal inddrages i udarbejdelsen, evalueringen af og
opfølgningen på den pædagogiske læreplan,
jf. §§ 8 og 9, samt i daginstitutionens arbejde med at
skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud, mellem dagtilbud og
fra dagtilbud til fritidstilbud og skole, jf. § 7, stk.
5.«
14. I
§ 15, stk. 2, indsættes
efter »dagplejens arbejde«: », samarbejdet
mellem dagtilbud og hjem«.
15. I
§ 15, stk. 2, indsættes som
2. pkt.:
»Forældrebestyrelsen for den
kommunale dagpleje skal inddrages i udarbejdelsen, evalueringen af
og opfølgningen på den pædagogiske
læreplan, jf. §§ 8 og 9, samt i dagplejens arbejde
med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud og mellem
dagtilbud, jf. § 7, stk. 5.«
16. I
§ 16 b, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes efter »enheder«: », jf.
§ 19, stk. 6«.
17. I
§ 19 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6.
Daginstitutioner, som drives efter stk. 2-5, kan bestå af
flere enheder.«
18. I
§ 20, stk. 2, indsættes
efter 1. pkt.:
»Privatinstitutioner skal opfylde
kriterierne for godkendelse senest seks måneder efter
offentliggørelse heraf.«
19. § 23,
stk. 1, affattes således:
»Alle børn har adgang til at
blive optaget i et dagtilbud indtil skolestart, som er det
tidspunkt, hvor barnet enten begynder i fritidshjem eller
skolefritidsordning (SFO) forud for undervisningsstart,
påbegynder hjemmeundervisning eller starter i
børnehaveklasse.«
20. I
§ 23, stk. 2, indsættes
efter »Kommunalbestyrelsen skal«: »på alle
hverdage med undtagelse af den 5. juni og den 24.
december«.
21. I
§ 27, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »§ 27 a« til: »§§ 27
a, 27 b og 27 c«.
22. § 27,
stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Kommunalbestyrelsen skal inden for
rammerne af retningslinjerne sikre, at forældre, der
står på venteliste, jf. § 27 c, til en plads
i et dagtilbud, og som tilkendegiver fortsat interesse for pladsen,
anvises plads efter anciennitet.«
23.
Efter § 27 a indsættes før overskriften
før § 28:
»§ 27 b. Forældre,
hvor en eller begge forældre afholder fravær i
medfør af barselsloven, har ret til en deltidsplads på
30 timer om ugen i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller
§ 21, stk. 2 og 3, til børn i husstanden i
aldersgruppen 26 uger og indtil skolestart mod en reduceret
egenbetaling. Deltidspladsen skal være for en
sammenhængende periode, jf. dog stk. 2, 2. pkt.
Forældres ansøgning om en deltidsplads indgives til
kommunalbestyrelsen i opholdskommunen. Forældrene skal i
ansøgningen angive den periode, de ønsker
deltidspladsen. Afgørelser om deltidspladser kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Retten
til deltidspladsen efter stk. 1 bortfalder, hvis
fraværsperioden afbrydes, eller fraværet på anden
vis ophører. Forældre kan dog beholde deltidspladsen
efter stk. 1, hvis fraværet afbrydes af en periode af mindre
end fem ugers varighed.
Stk. 3.
Forældrene har pligt til at oplyse opholdskommunen, hvis
fraværet afbrydes af en periode på mere end fem uger,
eller fraværet på anden vis ophører, jf. stk. 4
og 6.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal fastsætte og
offentliggøre retningslinjer for anvendelse af
deltidspladser efter stk. 1, ansøgning om og ophør af
deltidspladser i opholdskommunen og for forældrenes
oplysningspligt efter stk. 3.
Stk. 5.
Selvejende og udliciterede daginstitutioner og privat dagpleje med
optagelseskompetence efter § 26, stk. 2, samt
privatinstitutioner skal fastsætte og offentliggøre
retningslinjer for anvendelse af deltidspladser 30 timer om
ugen.
Stk. 6.
Forældrenes ansøgning efter stk. 1, 3. pkt. om en
deltidsplads i en privatinstitution eller et dagtilbud i en anden
kommune skal indgives til kommunalbestyrelsen i opholdskommunen
senest to måneder før, deltidspladsen ønskes.
Den periode, hvor forældrene benytter deltidspladsen i et
dagtilbud, skal påbegyndes den 1. i en måned og
ophøre den sidste hverdag i den måned, hvor retten til
fraværet udløber. Forældre skal oplyse
opholdskommunen om afbrydelse eller ophør af fravær,
jf. stk. 3, senest to måneder før, ændringen
skal træde i kraft.
Stk. 7.
Opholdskommunen skal varsle privatinstitutioner og
institutionskommuner om kommunens afgørelse om tilskud til
en deltidsplads efter stk. 1 til privatinstitutioner og til et
dagtilbud i en anden kommune samt om afbrydelse eller ophør
af fravær, jf. stk. 3, senest en måned før,
ændringen træder i kraft.
§ 27 c. Forældre skal
have mulighed for at tilkendegive ønske om deres barns
optagelse i og mulighed for at komme på venteliste blandt
alle daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, og alle
dagplejehjem efter § 21, stk. 2 og 3, i opholdskommunen og i
en anden kommune, jf. dog stk. 2 og § 28, stk. 2. I
daginstitutioner med flere enheder skal forældre have
mulighed for at tilkendegive ønske om deres barns optagelse
i og mulighed for at komme på venteliste til de enkelte
enheder. Forældre skal have mulighed for at tilkendegive
ønske om deres barns optagelse og mulighed for at komme
på venteliste efter 1. og 2. pkt. en gang til et dagtilbud
målrettet aldersgruppen 0-2 år og en gang til et
dagtilbud målrettet aldersgruppen 3 år og frem til
skolestart.
Stk. 2.
Forældre kan uanset stk. 1 ikke tilkendegive ønske om
deres barns optagelse i selvejende og udliciterede daginstitutioner
efter § 19, stk. 3 og 4, som har indgået aftale med
kommunalbestyrelsen om at forbeholde pladserne i institutionen for
børn af medarbejdere fra en eller flere virksomheder, jf.
§ 27, stk. 2, 2. pkt.
Stk. 3.
Forældre kan lade barnet blive stående på en
venteliste, jf. stk. 1, efter eget ønske, selvom barnet som
følge af pasningsgarantien har fået en plads i et
andet dagtilbud.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra forældre, hvis barn
står på venteliste, fjerne barnets navn fra
ventelisten.«
24. I
§ 31, stk. 2, indsættes
efter »budgetter«: », jf. dog stk. 3«.
25. I
§ 31 indsættes som stk. 3 og 4:
»Stk. 3.
Midler fra puljer udmøntet af børne- og
socialministeren skal ikke indgå ved fastsættelsen af
kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling efter §
32, stk. 2, 4 og 5, § 32 a, stk. 3 og 4, § 33, stk.
2, og § 34, stk. 3, jf. dog stk. 4.
Stk. 4.
Børne- og socialministeren kan fastsætte regler om, at
midler fra puljer udmøntet af børne- og
socialministeren i konkrete tilfælde skal indgå ved
fastsættelsen af kommunens tilskud og forældrenes
egenbetaling efter § 32, stk. 2, 4 og 5, § 32 a, stk. 3
og 4, § 33, stk. 2, og § 34, stk. 3.«
26. I
§ 36 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
Er driftstilskuddet, som beregnet efter stk. 2, lavere end de
gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive
støttepædagogudgifter, jf. § 4, stk. 2, pr. barn
i en alderssvarende daginstitution efter § 19, stk. 2-4, jf.
§ 32, kan driftstilskuddet til privatinstitutioner
fastsættes, så det svarer til dette niveau, jf. dog
§§ 43 og 44.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
27. I
§ 36, stk. 4 og 5, som bliver stk. 5 og 6, ændres
»stk. 3« til: »stk. 4«.
28. I
§ 37, stk. 2, ændres
»svarer« til: »skal mindst svare«.
29. I
§ 40 indsættes efter
»egenbetaling«: », jf. dog § 27 b, stk.
1«.
30.
Efter § 45 indsættes før overskriften før
§ 46:
Ȥ 45 a. For
børn, som benytter fritidshjem forud for skoleårets
begyndelse, jf. § 23, stk. 1, skal fritidshjemmet, i perioden
indtil undervisningspligten indtræder, enten arbejde med de
kompetenceområder, der arbejdes med i
børnehaveklassen, jf. folkeskolelovens § 11, stk. 2,
eller temaerne i den pædagogiske læreplan, jf. §
8, stk. 4.«
31.
Efter § 78 indsættes:
Ȥ 78 a. Den private
pasningsordnings navn fastsættes af den enkelte
pasningsordning. Betegnelsen »privat pasningsordning«
skal indgå i navnet.«
32. I
overskriften til kapitel 15
indsættes efter »Tilskud«: »og
krav«.
33. I
§ 80, stk. 1, ændres
»dog stk. 2-4« til: »dog stk. 2 og 3 samt §
85 a«.
34. § 80,
stk. 4, ophæves.
35. §
81 affattes således:
Ȥ 81.
Kommunalbestyrelsen skal godkende aftalen om privat pasning mellem
forældrene og den private pasningsordning og føre
løbende tilsyn med ordningen, herunder om pasningen er
tilrettelagt efter § 81 a, stk. 1 og 2, og § 81 b, stk.
1. Kommunalbestyrelsens løbende tilsyn skal stå
mål med tilsynet i et alderssvarende dagtilbud i kommunen.
Dette gælder dog ikke, hvor kommunalbestyrelsen har givet
dispensation efter § 81 a, stk. 4, samt for fleksibel pasning,
som indgår i kombinationstilbuddet efter § 85 a.
Afgørelsen efter 1. pkt. kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal inden godkendelse af pasningsaftalen efter
stk. 1, orientere forældrene om forskellen mellem privat
pasning efter kapitel 14 og 15 og dagtilbud efter § 19, stk.
2-5, og § 21, stk. 2 og 3, samt påse, at betegnelsen
»privat pasningsordning« indgår i den private
pasningsordnings navn i pasningsaftalen.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse af en
pasningsaftale, hvis kommunalbestyrelsen gennem det løbende
tilsyn efter stk. 1 konstaterer, at den private pasning ikke
praktiseres i overensstemmelse med den indgåede
pasningsaftale og kravene til ordningen, jf. § 81 a, stk. 1 og
2, og § 81 b, stk. 1. Afgørelsen efter 1. pkt. kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre
retningslinjer for optagelse af børn i dagtilbud, når
tilskuddet til privat pasning bortfalder. Kommunalbestyrelsen skal
orientere forældrene om retningslinjerne inden godkendelse af
pasningsaftalen efter stk. 1.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at sørge for
forældrenes administration af ordningen mod en reduktion i
tilskuddet svarende til kommunens udgifter til
administrationen.«
36.
Efter § 81 indsættes:
Ȥ 81 a. Den private
pasningsordning skal tilrettelægges, så den fremmer
børns læring gennem trygge
læringsmiljøer. Arbejdet med
læringsmiljøer efter 1. pkt. skal
indholdsmæssigt stå mål med kravene til
læring og læringsmiljøer i dagtilbud, jf. §
8, ligesom arbejdet med læringsmiljøer i den enkelte
private pasningsordning skal tage udgangspunkt i
børnegruppens sammensætning og børnenes
forskellige forudsætninger.
Stk. 2. Den
private pasningsordning skal endvidere tilrettelægges,
så børn sikres medbestemmelse, medansvar og
forståelse for og oplevelse med demokrati. Den private
pasning skal som led heri bidrage til at udvikle børns
selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende
fællesskaber og samhørighed med og integration i det
danske samfund.
Stk. 3. Kravet
om at fremme børns læring gennem trygge
læringsmiljøer efter stk. 1 gælder ikke for
fleksibel pasning, der indgår i kombinationstilbud.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal give dispensation fra stk. 1, hvis
forældrene anmoder herom, og forældrene er arbejdsgiver
for den private passer, og den private pasning er en midlertidig
ordning. Kommunalbestyrelsen fastsætter perioden for
dispensationen i op til et år ud fra den enkelte families
behov. Forældrene har dog ret til dispensation i mindst seks
måneder.
§ 81 b. Hovedsproget i private
pasningsordninger skal være dansk, jf. dog stk. 3. Private
pasningsordninger oprettet af det tyske mindretal er ikke omfattet
af 1. pkt.
Stk. 2. Som led
i godkendelsen af en pasningsaftale efter § 81, stk. 1, skal
det dokumenteres, at den private passer har tilstrækkelige
danskkundskaber til at udvikle barnets dansksproglige
kompetencer.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan som led i godkendelsen af en pasningsaftale
efter § 81, stk. 1, i helt særlige tilfælde
beslutte, at hovedsproget kan være et andet end dansk,
såfremt det vurderes ikke at have integrationsmæssige
konsekvenser.«
37.
Efter § 85 indsættes:
»Kapitel 15 a
Kombinationstilbud§ 85 a. Kommunalbestyrelsen
skal efter ansøgning tilbyde forældre med et
dokumenteret arbejdsbetinget pasningsbehov, der ligger uden for
dagtilbuddenes almindelige åbningstid, et kombinationstilbud
i form af en deltidsplads i et dagtilbud og et tilskud til
fleksibel pasning, jf. stk. 2-4. Dette gælder dog ikke for
forældre med børn, som er optaget i et
sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen,
jf. § 11, stk. 8. Reglerne for tilskud til privat pasning
efter §§ 80-85, jf. dog § 81, stk. 1, 3. pkt., og
§ 81 a, stk. 3, gælder tillige for fleksibel
pasning.
Stk. 2.
Kombinationstilbuddet efter stk. 1 skal gives til forældre,
hvis begge forældres beskæftigelse medfører et
dokumenteret arbejdsbetinget pasningsbehov uden for dagtilbuddenes
almindelige åbningstid.
Stk. 3.
Kombinationstilbuddet efter stk. 1 skal gives til en enlig
forsørger, hvis dennes beskæftigelse medfører
et dokumenteret arbejdsbetinget pasningsbehov uden for
dagtilbuddenes almindelige åbningstid.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge kombinationstilbuddet
ud fra familiens dokumenterede pasningsbehov. Kombinationstilbuddet
kan samlet set ikke overstige, hvad der tidsmæssigt svarer
til en fuldtidsplads i et alderssvarende dagtilbud. Den fleksible
pasning skal udgøre mindst 10 timer om ugen i gennemsnit.
Det tidsmæssige omfang af deltidspladsen i dagtilbuddet og
den fleksible pasning skal opgøres over en periode på
mindst fire uger.
Stk. 5.
Afgørelser efter stk. 1-4 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«
38. I
§ 87, stk. 1, nr. 4, ændres
»landet« til: »riget«.
39. I
§ 88, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »tre tilskud til samme husstand« til:
»tilskud til tre børn pr. husstand«.
40. I
§ 88, stk. 3, 1. pkt.,
ændres »én samlet« til: »en«,
og efter »maksimalt 1 år« indsættes:
», jf. stk. 4«.
41. I
§ 88 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
Den samlede tilskudsperiode pr. barn kan deles i to og må
samlet set ikke overstige den fastsatte maksimumsperiode, jf. stk.
3. Ved opdeling af tilskudsperioden efter 1. pkt., kan perioden
deles mellem barnets forældre, hvis begge forældre har
ret til ydelser, jf. § 2, stk. 2, og opfylder betingelserne i
§ 87.«
§ 2
I lov om folkeskolen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 989 af 23. august 2017, som
ændret ved § 13 i lov nr. 1746 af 27. december 2016,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 40, stk. 4, indsættes
efter 1. pkt.:
»For børn omfattet af §
3, stk. 7, 1. pkt., som benytter skolefritidsordningen forud for
skoleårets begyndelse, skal skolefritidsordningen, i perioden
indtil undervisningspligten indtræder, enten arbejde med de
kompetenceområder, der arbejdes med i
børnehaveklassen, jf. § 11, stk. 2, eller temaerne i
den pædagogiske læreplan, jf. dagtilbudslovens §
8, stk. 4.«
§ 3
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 1, nr. 24
og 25, træder i kraft den 1. juni 2018.
Stk. 3. § 1, nr.
22, 23 og 29, træder i kraft den 1. januar 2019.
Stk. 4. § 1, nr.
18, finder ikke anvendelse for privatinstitutioner, som er godkendt
inden lovens ikrafttræden, medmindre privatinstitutionen og
kommunen aftaler det. For sådanne privatinstitutioner finder
de hidtil gældende godkendelseskriterier anvendelse.
Stk. 5. § 1, nr.
31, finder ikke anvendelse for private pasningsordninger, som har
fået tilladelse af kommunalbestyrelsen efter dagtilbudslovens
§ 78, stk. 1, før lovens ikrafttræden.
Stk. 6. § 1, nr.
33-41, finder ikke anvendelse for aftaler om tilskud til privat
pasning, tilskud til pasning af egne børn samt tilskud til
privat pasning, som ydes i kombination med en plads i et dagtilbud
efter dagtilbudslovens § 80, stk. 4, der er indgået
før lovens ikrafttræden. For sådanne aftaler
finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | 1. | Lovforslagets indledning | 2. | Lovforslagets baggrund | 3. | Lovforslagets hovedindhold | | 3.1. | Styrket kvalitet i dagtilbud | | | 3.1.1. | Bedre sammenhænge i kommunens
indsats for de 0-6 årige | | | | 3.1.1.1. | Gældende ret | | | | 3.1.1.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 3.1.1.3. | Den foreslåede ordning | | | 3.1.2. | Justering af
formålsbestemmelsen | | | | 3.1.2.1. | Gældende ret | | | | 3.1.2.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 3.1.2.3. | Den foreslåede ordning | | | 3.1.3. | En styrket pædagogisk plan | | | | 3.1.3.1. | Gældende ret | | | | 3.1.3.2. | Forslag til en styrket pædagogisk
læreplan m.v. | | | | 3.1.3.3. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 3.1.3.4. | Den foreslåede ordning | | | 3.1.4. | Krav om læringsfokus i SFO og
fritidshjem indtil undervisningspligten indtræder | | | | 3.1.4.1. | Gældende ret | | | | 3.1.4.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 3.1.4.3. | Den foreslåede ordning | | | 3.1.5. | Bedre kvalitet i private
pasningsordninger | | | | 3.1.5.1. | Gældende ret | | | | 3.1.5.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 3.1.5.3. | Den foreslåede ordning | | 3.2. | Øget fleksibilitet og valgfrihed
for forældre | | | 3.2.1. | Styrket forældreindflydelse i
forældrebestyrelser | | | | 3.2.1.1. | Gældende ret | | | | 3.2.1.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 3.2.1.3. | Den foreslåede ordning | | | 3.2.2. | Ret til deltidsplads for forældre
på barsels- eller forældreorlov | | | | 3.2.2.1. | Gældende ret | | | | 3.2.2.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 3.2.2.3. | Den foreslåede ordning | | | 3.2.3. | Styrket mulighed for forældre til at
ønske og få konkret dagtilbud | | | | 3.2.3.1. | Gældende ret | | | | 3.2.3.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 3.2.3.3. | Den foreslåede ordning | | | 3.2.4. | Bedre vilkår for private
leverandører | | | | 3.2.4.1. | Ændrede godkendelseskriterier | | | | | 3.2.4.1.1. | Gældende ret | | | | | 3.2.4.1.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | | 3.2.4.1.3. | Den foreslåede ordning | | | | 3.2.4.2. | Justering af driftstilskud | | | | | 3.2.4.2.1. Gældende ret | | | | | 3.2.4.2.2. Børne- og
Socialministeriets overvejelser | | | | | 3.2.4.2.3. Den foreslåede
ordning | | | | 3.2.4.3. | Justering af bygningstilskud | | | | | 3.2.4.3.1. | Gældende ret | | | | | 3.2.4.3.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | | 3.2.4.3.3. | Den foreslåede ordning | | | 3.2.5. | Kombinationstilbud til familier med
skæve arbejdstider | | | | 3.2.5.1. | Gældende ret | | | | 3.2.5.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 3.2.5.3. | Den foreslåede ordning | | | 3.2.6. | Mere fleksibilitet i ordningen
vedrørende tilskud til pasning af egne børn | | | | 3.2.6.1. | Gældende ret | | | | 3.2.6.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelse | | | | 3.2.6.3. | Den foreslåede ordning | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Miljømæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 10. | Sammenfatttende skema |
|
1. Lovforslagets indledning
I Danmark går stort set alle børn mellem 0-6
år i dagpleje, vuggestue eller børnehave hver dag. Det
giver dagtilbuddene en unik rolle i forhold til at
understøtte alle børns generelle trivsel og
udvikling. Forskning peger derudover på, at dagtilbud af
høj kvalitet har en markant positiv betydning for især
børn fra hjem, hvor forældrene ikke i
tilstrækkelig grad kan stimulere og støtte
børnene. Gode dagtilbud bidrager derfor til, at flere
børn får et liv, hvor de har mulighed for at
forfølge deres mål og drømme. Herudover spiller
dagtilbuddene en væsentlig rolle, når det handler om at
skabe rammer for et godt familieliv, hvor forældre kan
få familie- og arbejdslivet til at gå op i en
højere enhed.
Lovforslaget består overordnet set af to dele, hvor den
ene del omhandler forslag, der skal styrke kvaliteten i
dagtilbuddene, mens den anden del vedrører forslag, der skal
øge fleksibiliteten for forældre med børn i
dagtilbud.
Som led i at styrke kvaliteten i dagtilbud foreslås det
blandt andet, at der fastsættes en ny lovgivningsmæssig
ramme for den pædagogiske læreplan i dagtilbud. Den nye
ramme skal skabe en fælles retning for dagtilbuddenes
arbejde, hvor udgangspunktet for arbejdet er trygge og stimulerende
pædagogiske læringsmiljøer for alle børn.
Det enkelte dagtilbud skal tage udgangspunkt i den nye ramme,
når de udarbejder deres egen pædagogiske
læreplan, som skal tilpasses de konkrete børn og
forældre samt personalet i dagtilbuddet.
Forslaget tager udgangspunkt i et forslag til en styrket
pædagogisk læreplan, som er udviklet i tæt
samarbejde med praktikere, forskere og de centrale interessenter,
jf. afsnit 3.1.3.2. Som en del af den nye ramme for den
pædagogiske læreplan foreslås det blandt andet,
at der fastsættes et fælles pædagogisk grundlag,
som skal udgøre det fundament, der stås på i
arbejdet med den pædagogiske læreplan og børns
læring i dagtilbud i Danmark. Som led heri foreslås det
fastsat, at dagtilbuddene gennem hele dagen skal etablere et
pædagogisk læringsmiljø, der med udgangspunkt i
de seks pædagogiske læreplanstemaer og dermed den brede
læringsforståelse understøtter børns
trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Det foreslås endvidere, at evalueringen af den
pædagogiske læreplan blandt andet skal forholde sig til
sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø i dagtilbuddet og børnenes
trivsel, læring, udvikling og dannelse, ligesom det
foreslås, at lederen har ansvar for at etablere en
evalueringskultur i dagtilbuddet, som skal udvikle og kvalificere
det pædagogiske læringsmiljø.
Herudover foreslås det, at der fastsættes krav om,
at der i fritidshjem og SFO skal arbejdes med de pædagogiske
læreplanstemaer eller de kompetenceområder, der
arbejdes med i børnehaveklassen i den periode, hvor
børn slutter i børnehaven og frem til, at de begynder
i skole. Endelig foreslås det, at der indføres krav
om, at private pasningsordninger skal tilrettelægges,
så de fremmer børns læring gennem trygge
læringsmiljøer.
Som led i at øge fleksibiliteten for forældre
foreslås det blandt andet, at forældre, som afholder
fravær efter barselsloven, får mulighed for at få
en deltidsplads 30 timer om ugen i et dagtilbud til børn i
husstanden. Det foreslås endvidere, at forældre med
skæve arbejdstider får bedre muligheder for at få
passet deres børn uden for dagtilbuddenes almindelige
åbningstider, idet de gives mulighed for et
kombinationstilbud i form af en plads i et dagtilbud og et tilskud
til fleksibel pasning.
2. Lovforslagets baggrund
Regeringen og Dansk Folkeparti afsatte på finansloven for
2017 en ramme på i alt 580 mio. kr. over fire år til at
udvikle de danske dagtilbud og øge det enkelte barns trivsel
og læring. Herudover er der prioriteret 120 millioner kroner
årligt fra 2021 og frem.
På den baggrund præsenterede regeringen den 27.
april 2017 udspillet "Stærke dagtilbud - alle børn
skal med i fællesskabet", som indeholder regeringens bud
på udmøntning af den økonomiske ramme.
Udspillet har fokus på at styrke kvaliteten i dagtilbud og
skabe øget fleksibilitet og frit valg for
børnefamilierne.
Efter indledende forhandlinger mellem regeringen og Dansk
Folkeparti blev der på baggrund af udspillet den 9. juni 2017
indgået en bred politisk aftale om "Stærke dagtilbud -
alle børn skal med i fællesskabet" mellem regeringen,
Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.
Nærværende lovforslag har til formål at
udmønte de dele af den politiske aftale, som kræver
lovændring. Det gælder blandt andet en række af
de initiativer, som vedrører aftalens to fokusområder
om styrket kvalitet i dagtilbud og øget fleksibilitet for
forældre. Øvrige dele af aftalen udmøntes via
bekendtgørelse, puljer, inspirationsmaterialer, kampagner
m.v. Aftalens initiativer skal dog ses i en sammenhæng, hvor
lovgivningsinitiativerne skaber en klar retning for dagtilbuddene
og giver forældre nye muligheder, og hvor de øvrige
initiativer på forskellig vis bidrager til at
understøtte implementering af lovgivningsinitiativerne.
Aftalen bygger på en grundlæggende forståelse
af, at der skal gøres en indsats for at fastholde, men
også udvikle, de styrker, som er fundamentet for familier og
dagtilbud og samtidig støtte der, hvor der er størst
udfordringer.
Derfor lægger aftalen op til at:
1. Styrke
fleksibiliteten for børnefamilierne, så de får
mere frit valg, kan vælge at bruge mere tid sammen og kan
opnå en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv. Samtidig
skal det være tydeligere for børnefamilierne, hvilke
tilbud de kan vælge imellem, og hvad tilbuddene
indeholder.
2.
Understøtte en varig og reel forandring for børn fra
alle dele af landet og på tværs af store og små
kommuner ved at sikre en fælles og tydelig retning i forhold
til at skabe gode, trygge og udviklende pædagogiske
læringsmiljøer for alle børn. Det skal sikre,
at den daglige indsats i dagtilbuddene bidrager med mest mulig
trivsel, læring og udvikling for alle børn og sikre et
sammenhængende børneliv med bedre overgange mellem
eksempelvis hjem og dagtilbud samt dagtilbud og skole. Rygraden i
initiativerne er den styrkede pædagogiske læreplan.
3. Støtte
det pædagogiske personale og ledelsen i implementeringen af
den pædagogiske læreplan gennem kompetenceløft
og vejledende materialer og sikre, at de får lettere adgang
til god viden om f.eks. tilrettelæggelsen af gode
læringsmiljøer for børnene, det gode
forældresamarbejde og samarbejdet med andre fagligheder som
f.eks. sundhedsplejerskerne.
Aftalepartierne er enige om, at der fra stat, kommuner og
regioner herudover ikke skal indføres yderligere
dokumentationskrav, registreringer og procedurer m.v. i
dagtilbuddene, som ikke er meningsfulde og i tråd med den
pædagogiske læreplan. I den forbindelse er det
væsentligt, at der foretages en vurdering af, i hvilket
omfang nye tiltag f.eks. understøtter dialogen mellem
dagtilbuddet og forvaltningen, det pædagogiske tilsyn eller
lignende og derigennem bidrager til kvalitetsudviklingen i
dagtilbuddene til glæde for børn, forældre og
personale.
3. Lovforslagets hovedindhold
3.1. Styrket kvalitet i dagtilbud
3.1.1. Bedre sammenhæng i kommunens indsats for de
0-6-årige
3.1.1.1. Gældende ret
Efter § 3, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af
20. juni 2016 med senere ændringer har kommunalbestyrelsen
ansvaret for dagtilbud, fritidshjem, klubtilbud og andre
socialpædagogiske fritidstilbud. Det følger af stk. 2,
at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre
kommunens mål og rammer for henholdsvis dag-, fritids- og
klubtilbud m.v. i kommunen. Efter stk. 3 skal kommunalbestyrelsen
sikre, at dag-, fritids-og klubtilbud m.v. medvirker til
udmøntningen af kommunens sammenhængende
børnepolitik, jf. § 19, stk. 2, i lov om social
service, jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 17. august 2017
med senere ændringer, og at tilbuddene medvirker til at skabe
indbyrdes sammenhæng mellem tilbuddene efter denne lov og
andre relevante love og yde særlig støtte til de
børn og unge under 18 år, der har behov herfor.
Det følger videre af dagtilbudslovens § 3, stk. 4,
at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre en oversigt over
dag-, fritids- og klubtilbud m.v. i kommunen samt satser for
tilskud til privat pasning samt tilskud til pasning af egne
børn.
3.1.1.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Det fremgår af aftalen om "Stærke dagtilbud - alle
børn skal med i fællesskabet", at der er behov for at
skabe en større og mere tydelig sammenhæng og
kontinuitet i 0-6-årige børns liv. Som led heri er det
væsentligt, at kommunalbestyrelsen fastsætter
retningslinjer for samarbejdet mellem dele af den kommunale
forvaltning og øvrige tilbud, herunder for videregivelse af
relevante oplysninger om børn, når de f.eks.
overgår fra hjem til dagtilbud og fra dagtilbud til
fritidstilbud og skole. Retningslinjerne skal fungere som et
pejlemærke for de fagprofessionelles arbejde, så
samarbejdet sker på baggrund af de politisk vedtagne
retningslinjer.
Der er med dagtilbudsaftalen nedsat et tværministerielt
udvalg, der med inddragelse af KL og andre relevante interessenter
og eksperter skal komme med forslag til, hvordan der mest
hensigtsmæssigt, smidigt og ubureaukratisk og med inddragelse
af forældrene kan samles og videreformidles relevant
information i forhold til det videre pædagogiske og
tværfaglige samarbejde fra hjem (herunder sundhedsplejen) til
dagtilbud og fra dagtilbud til fritidstilbud/skole for at skabe en
større sammenhæng i indsatsen omkring barnet.
Det er ministeriets vurdering, at en samlet formidling af
kommunens rammer, retningslinjer m.v. for dagtilbudsområdet
gør det lettere for forældre og fagprofessionelle at
finde relevante oplysninger samt opnå kendskab til kommunens
rammer, prioriterede indsatser, retningslinjer, frister m.v.
på dagtilbudsområdet.
3.1.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås i § 1, nr. 3, at der indsættes et
nyt § 3 a i dagtilbudsloven, som alene regulerer
kommunalbestyrelsens ansvar og forpligtelser i relation til
dagtilbuddene. Med forslaget fastsættes kommunalbestyrelsens
ansvar og forpligtelser i relation til dagtilbuddene således
i særskilt bestemmelse. Som en konsekvens af forslaget vil
§ 3 i dagtilbudsloven fremover alene regulere kommunens ansvar
og forpligtelse i forhold til fritidshjem og klubtilbud.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for
dagtilbuddene.
Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen skal
fastsætte og offentliggøre kommunens rammer for
dagtilbuddene, herunder eventuelle prioriterede indsatser på
området. Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen
skal sikre, at de fastsatte rammer og eventuelt prioriterede
indsatser medvirker til, at dagtilbuddene kan opfylde de krav, der
følger af dagtilbudsloven og til udmøntningen af
kommunens sammenhængende børnepolitik, jf. § 19,
stk. 2, i lov om social service.
Forslaget betyder, at kommunalbestyrelsen ikke længere
skal fastsætte mål for dagtilbuddene. Forslaget skal
ses i sammenhæng med forslaget om, at ministeren
foreslås at få bemyndigelse til på
bekendtgørelsesniveau at fastsætte få brede
pædagogiske mål for sammenhængen mellem
læringsmiljøet og børns læring, jf.
lovforslagets § 1, nr. 7, samt formålsbestemmelsen for
hele dagtilbudsloven og den specifikke formålsbestemmelse for
dagtilbuddene, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, der
sætter retningen for området. Det foreslås
videre, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer
for samarbejdet mellem dagtilbud, fritidstilbud og skole samt
retningslinjer for samarbejdet mellem dagtilbud og andre relevante
aktører, herunder sundhedsplejen, samt for videregivelse af
relevante oplysninger om barnet, når barnet overgår fra
et tilbud til et andet.
Det foreslås, at dagtilbuddene, som det i dag
følger af dagtilbudsloven, skal medvirke til at yde
særlig støtte til de børn i dagtilbud, der har
behov herfor.
Det foreslås desuden, at kommunalbestyrelsen skal sikre,
at der hvert andet år sker en politisk drøftelse af
udviklingen på dagtilbudsområdet med udgangspunkt i,
hvordan kommunens rammer og eventuelle prioriterede indsatser
bidrager til, at dagtilbuddene kan opfylde de krav, der
følger af dagtilbudsloven. Den politiske drøftelse af
udviklingen på området kan finde sted i det relevante
udvalg i kommunen. Det foreslås, at kommunalbestyrelsen
beslutter, om der i medfør af drøftelsen skal
iværksættes tiltag, som kan understøtte og
kvalificere dagtilbuddenes arbejde med etablering af
pædagogiske læringsmiljøer for børn, der
fremmer børns trivsel, læring, udvikling og
dannelse.
Herudover foreslås det, at det gældende krav i
dagtilbudsloven om, at kommunalbestyrelsens skal
offentliggøre en oversigt over dagtilbuddene i kommunen
herunder satser for tilskud til privat pasning og pasning af egne
børn, videreføres. Det foreslås videre, at
kommunalbestyrelsen et samlet sted på kommunens hjemmeside
eller andet let tilgængeligt sted for borgerne skal
offentliggøre de fastsatte rammer og retningslinjer efter
den foreslåede § 3 a, stk. 2 og 3, oversigten over
dagtilbud i kommunen og satser for tilskud til privat pasning og
pasning af egne børn m.v.
3.1.2. Justering af formålsbestemmelsen for
dagtilbud
3.1.2.1. Gældende ret
Det følger af dagtilbudslovens § 7, stk. 1, at
børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og
æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel,
sundhed, udvikling og læring.
Efter dagtilbudslovens § 7, stk. 2, skal dagtilbud i
samarbejde med forældrene give børn omsorg og
understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og
selvværd samt bidrage til, at børn får en god og
tryg opvækst. Det følger af stk. 3, at dagtilbud skal
fremme børns læring og udvikling af kompetencer gennem
oplevelser, leg samt pædagogisk tilrettelagte aktiviteter,
der giver børn mulighed for fordybelse, udforskning og
erfaring.
Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og
forståelse for demokrati. Dagtilbud skal som led heri bidrage
til at udvikle børns selvstændighed, evner til at
indgå i forpligtende fællesskaber samt
samhørighed med og integration i det danske samfund, jf.
§ 7, stk. 4, i dagtilbudsloven.
Efter dagtilbudslovens § 7, stk. 5, skal dagtilbud i
samarbejde med forældrene sikre en god overgang til skolen
ved at udvikle og understøtte grundlæggende
kompetencer og lysten til at lære. Dagtilbud skal i
samarbejde med skolerne skabe en sammenhængende overgang til
skole og fritidstilbud.
3.1.2.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Dagtilbudslovens
formålsbestemmelse for dagtilbud fastsætter
dagtilbuddenes primære opgaver. Som følge af aftalen
om "Stærke dagtilbud - alle børn skal med i
fællesskabet", skal der fastsættes en ny
lovgivningsmæssig ramme for arbejdet med den
pædagogiske læreplan i dagtilbud, hvor den
pædagogiske læreplan udgør rammen for
dagtilbuddets arbejde med pædagogiske
læringsmiljøer, der understøtter børns
trivsel og læring, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Det er ministeriets vurdering, at
det er hensigtsmæssigt at justere formålsbestemmelsen,
så der er sammenhæng mellem formål og indhold i
dagtilbuddet.
3.1.2.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås i § 1, nr.
6, at ændre dagtilbudslovens § 7, som fastsætter
formålet for dagtilbuddene.
Det foreslås, at
formålsbestemmelsen udformes, så der skabes
sammenhæng til den nye ramme for den pædagogiske
læreplan i dagtilbud. Det foreslås i relation hertil,
at det fastsættes, at dagtilbuddene skal fremme børns
trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge
pædagogiske læringsmiljøer. For at understrege
legens betydning og barndommens værdi i sig selv, hvor der
med sidstnævnte blandt andet forstås, at barnets liv
her og nu er af central betydning, foreslås det at indskrive
i formålsbestemmelsen for dagtilbud, at legen er
grundlæggende, og at der skal tages udgangspunkt i et
børneperspektiv.
Det foreslås videre, at det
fastsættes i formålsbestemmelsen, at dagtilbud og
forældre i samarbejde skal sikre børn en god overgang
fra hjem til dagtilbud samt mellem dagtilbud.
3.1.3. En
styrket pædagogisk læreplan
3.1.3.1. Gældende ret
Det følger af dagtilbudslovens § 6, stk. 1, at
lederen af det enkelte kommunale dagtilbud har den
pædagogiske og administrative ledelse af dagtilbuddet, hvor
lederen er ansvarlig for sit arbejde over for
kommunalbestyrelsen.
Efter dagtilbudslovens § 8 skal alle dagtilbud udarbejde en
skriftlig pædagogisk læreplan for børn i
aldersgruppen 0-2 år og for børn i aldersgruppen fra 3
år til barnets skolestart. Den pædagogiske
læreplan skal give rum for leg, læring og udvikling af
børn i dagtilbud. Ved udarbejdelsen af den pædagogiske
læreplan skal der tages hensyn til børnegruppens
sammensætning. Det følger af dagtilbudslovens §
8, stk. 2, at den pædagogiske læreplan skal beskrive
dagtilbuddets mål for børnenes læring inden for
temaerne: 1) Alsidig personlig udvikling, 2) Sociale kompetencer,
3) Sproglig udvikling, 4) Krop og bevægelse, 5) Naturen og
naturfænomener og 6) Kulturelle udtryksformer og
værdier.
Efter dagtilbudslovens § 8, stk. 3 og 4, skal den
pædagogiske læreplan beskrive relevante
pædagogiske metoder og aktiviteter, der
iværksættes for at nå målene, og for
hvordan læreplanen evalueres. Det skal ligeledes fremgå
af den pædagogiske læreplan, hvilke relevante
pædagogiske metoder, aktiviteter og eventuelle mål, der
opstilles og iværksættes for børn med
særlige behov.
Det følger af dagtilbudslovens § 8, stk. 5, at det
skal fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan
arbejdet med et godt børnemiljø, bliver en integreret
del af det pædagogiske arbejde, hvor
børnemiljøet skal vurderes i et
børneperspektiv, og børns oplevelser af
børnemiljøet skal inddrages under hensyntagen til
børnenes alder og modenhed.
Den pædagogiske læreplan udarbejdes, jf.
dagtilbudslovens § 8, stk. 6, samlet for alle dagplejehjem
eller distrikter tilknyttet den kommunale dagpleje.
Lederen af dagtilbuddet er, jf. dagtilbudslovens § 9, stk.
1, ansvarlig for at udarbejde og offentliggøre den
pædagogiske læreplan, herunder at revidere
læreplanen, hvis væsentlige ændringer i
dagtilbuddet eller evalueringen tilsiger dette. Lederen af
dagtilbuddet er ligeledes, jf. dagtilbudslovens § 9, stk.
2, ansvarlig for, at den pædagogiske læreplan evalueres
mindst hvert andet år, ligesom lederen er ansvarlig for at
dokumentere, om de valgte pædagogiske metoder og aktiviteter
fører til opfyldelse af de opstillede mål inden for de
seks læreplanstemaer.
Lederen af dagtilbuddet skal, jf. dagtilbudslovens § 9,
stk. 3, inddrage forældrebestyrelsen i udarbejdelsen,
evalueringen af og opfølgningen på den
pædagogiske læreplan.
Kommunalbestyrelsen skal godkende den pædagogiske
læreplan, jf. dagtilbudslovens § 10, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen skal, jf. dagtilbudslovens § 10, stk. 2,
mindst hvert andet år drøfte evalueringerne af de
pædagogiske læreplaner. Kommunalbestyrelsen skal efter
stk. 2, 2. pkt. på baggrund af drøftelsen tage
stilling til, om evalueringerne giver anledning til yderligere
handling fra kommunalbestyrelsens side.
3.1.3.2. Forslag til en styrket pædagogisk
læreplan m.v.
I det tidligere Ministerium for Børn, Undervisning og
Ligestilling blev der i marts 2016 nedsat en mastergruppe
bestående af blandt andre repræsentanter fra KL,
Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL),
BUPL's lederforening, Børne- og Kulturchefforeningen (BKF),
FOA- Fag og Arbejde, Daginstitutionernes Landsforening (DLO) og
Forældrenes Landsorganisation (FOLA). Mastergruppen fik til
opgave at komme med et forslag til en ny lovgivningsmæssig
ramme for en styrket pædagogisk læreplan. Mastergruppen
afleverede et forslag hertil i maj 2016.
Som en del af mastergruppens arbejde blev der formuleret et
forslag til et pædagogisk grundlag for arbejdet med den
pædagogiske læreplan og dermed børns
læring. Fra lovgivers side har det hidtil ikke været
nærmere beskrevet, hvad der kendetegner arbejdet med
børns trivsel og læring i danske dagtilbud.
Mastergruppen fandt på den baggrund, at der var behov for at
beskrive et pædagogisk grundlag, som blandt andet folder ud,
hvad det er for et børnesyn og en
læringsforståelse, arbejdet i dagtilbuddene bygger
på, og som skal udgøre fundamentet i arbejdet med den
pædagogiske læreplan og børns læring i
alle dagtilbud i Danmark.
Mastergruppens forslag til pædagogisk grundlag er baseret
på et bredt læringsbegreb, hvor børnene er
medskabere af egen læring i et pædagogisk
læringsmiljø, som det pædagogiske personale og
ledelse har ansvaret for at organisere og etablere. Det
pædagogiske personale har et ansvar for at støtte,
guide og udfordre børnene, både når der er tale
om børne- og vokseninitierede aktiviteter, samt ved spontane
og planlagte situationer i form af leg, aktiviteter og rutiner.
Det fælles pædagogiske grundlag sætter for
første gang ord på, hvad der kendetegner arbejdet i
danske dagtilbud med børns trivsel og læring. Det
handler blandt andet om:
- Synet på
barnet, hvor det at være barn har værdi i sig selv, og
hvor børn ikke alene skal forberedes på at blive
voksne.
- Børnenes
perspektiv og stemme, hvor børn på f.eks. 2 år
og 4 år skal høres og tages alvorligt som led i
starten på en dannelsesproces og demokratisk
forståelse.
- Trygge og
stimulerende pædagogiske læringsmiljøer, som
ikke kun er to timer om formiddagen med pædagogisk
tilrettelagte aktiviteter. Det pædagogiske
læringsmiljø skal være til stede hele dagen
såvel ved modtagelsen af barnet, under bleskiftet, ved
frokosten og ved planlagte forløb. Det pædagogiske
læringsmiljø skal blandt andet give barnet mulighed
for at eksperimentere og bruge fantasien, lege forskellige og
udviklende lege samt udvikle og bruge både emotionelle,
sociale og kognitive kompetencer.
- Legen har en
værdi i sig selv og skal være en gennemgående del
af et dagtilbud. Legen er grundlæggende for børns
sociale og personlige læring og udvikling, og legen fremmer
blandt andet fantasi, virkelyst, sprog, nysgerrighed, sociale
kompetencer, selvværd og identitet. Nogle gange skal legen
støttes, guides og rammesættes for, at alle
børn kan være med og for, at legen udvikler sig
positivt for alle børn.
- Læring skal
forstås bredt, hvilket afspejles i en
læringsforståelse, der omhandler både
emotionelle, sociale, kropslige og kognitive kompetencer, hvilket
også afspejles i de seks læreplanstemaer. Den brede
læringsforståelse er ligeledes afspejlet i, at
læring sker f.eks. med leg, relationer, udforskning af
naturen og ved i dialogen at blive udfordret af personale og andre
børn.
-
Børnefællesskaber. Al leg, dannelse og læring
sker i børnefællesskaber, som det pædagogiske
personale sætter rammerne for. Relationer og venskaber er
afgørende, hvor alle børn skal opleve at være
en del af fællesskabet og blive respekteret og lyttet
til.
- Et godt
forældresamarbejde, som ikke alene handler om sociale
arrangementer, men hvor der også er fokus på, hvordan
dagtilbud og forældre sammen kan arbejde med at skabe den
bedste trivsel og læring for barnet og børnegruppen -
på tværs af dagtilbud og hjem. Forældresamarbejde
skal være differentieret og tilpasset den enkelte
familie.
- Børn i
udsatte positioner. Stærke pædagogiske
læringsmiljøer kan gøre en positiv forskel for
særligt børn i udsatte positioner. Alle børn
har krav på at blive udfordret og mødt med positive
forventninger. Der skal derfor være fokus på
inkluderende fællesskaber og pædagogiske
læringsmiljøer, der udfordrer og understøtter
udsatte børns læring.
- Sammenhæng
med børnehaveklassen. Sammenhæng betyder ikke, at
dagtilbud og skole skal være det samme. Sammenhæng
handler blandt andet om et tæt samarbejde mellem dagtilbud og
skole, at dagtilbuddene skal understøtte børns
sociale kompetencer, tro på egne evner, nysgerrighed, mod
på at forsøge og fejle, lære og virkelyst, og at
skolen er parat til børnene.
Den styrkede pædagogiske læreplan tager afsæt
i et bredt læringsbegreb og skal understøtte personale
og ledelse i at skabe pædagogiske læringsmiljøer
for og sammen med børnene. Det er hensigten, at legen og den
legende tilgang til læring, barnets interesser, undren og
nysgerrighed samt det pædagogiske personales viden om at
fremme læring og udvikling er udgangspunktet for de
læringsprocesser, som barnet indgår i.
Med udgangspunkt i det brede læringsbegreb anbefalede
mastergruppen at fastholde de nuværende seks
læreplanstemaer, hvor både børnenes kropslige,
følelsesmæssige, sociale og kognitive udvikling
indgår. Mastegruppen understregede i den sammenhæng, at
de seks læreplanstemaer skal forstås som en helhed i
forhold til arbejdet med børns læring og udvikling,
hvor den tematiske opdeling har til hensigt at understøtte,
at dagtilbuddene har fokus på alle læreplanstemaer, og
dermed sikrer et nuanceret og helhedsorienteret perspektiv på
børns trivsel, læring og udvikling.
Mastergruppen anbefalede også at styrke dagtilbuddenes
evalueringskultur. Det blev understreget, at en systematisk og
udviklende evalueringskultur, hvor det pædagogiske personale
og ledelse løbende foretager pædagogisk dokumentation
og evaluerer sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø og børnenes trivsel, læring
og udvikling, er afgørende for udviklingen af kvaliteten af
den pædagogiske praksis.
Behov, muligheder og udfordringer hos børnegruppe,
personale, forældre og samfund ændrer sig, og derfor er
det vigtigt, at der hele tiden er et evaluerende blik på
praksis, så den pædagogiske praksis ændres i
samklang med det. Det er i den forbindelse centralt, at evaluering
er en integreret del af den pædagogiske praksis, og at man i
den forbindelse forholder sig til, hvilke dokumentations- og
evalueringsformer, der bedst fastholder og vurderer den
pædagogiske praksis, man ønsker at belyse i
evalueringen. Den pædagogiske dokumentation kan f.eks.
være praksisfortællinger, fotos, observationer,
videooptagelser, screeninger, relationsskemaer,
børneinterviews m.v.
Målet er bedre pædagogiske
læringsmiljøer for børnene og en meningsfuld og
udviklende feedback til personalet. Evalueringskulturen skal
afspejle en balance mellem de ressourcer, der bruges på at
dokumentere og evaluere på den ene side, og på den
anden side det udbytte deltagerne i evalueringen får. En
oplevelse af at producere meningsløs dokumentation og
unyttige evalueringer bidrager negativt til fremtidig
gennemførsel af dokumentations- og
evalueringsaktiviteter.
Mastergruppen anbefalede herudover at skabe en klar og
fælles retning for arbejdet i dagtilbuddene ved, at der blev
udarbejdet brede fælles pædagogiske mål for
sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø og børns læring, samt at
indholdet i de seks læreplanstemaer blev foldet ud. Herudover
anbefalede mastergruppen, at titlerne på
læreplanstemaerne blev revideret, så de i højere
grad afspejler de nye indholdsbeskrivelser.
Mastergruppen understregede, at den pædagogiske
læreplan er et pædagogisk redskab, der skal
understøtte det pædagogiske personales og ledelsens
arbejde med at skabe gode pædagogiske
læringsmiljøer for børnene.
På baggrund af mastergruppens arbejde og anbefalinger i
'Master for en styrket pædagogisk læreplan -
Pædagogisk grundlag og ramme for det videre arbejde med
læreplanstemaer og få brede pædagogiske
læringsmål' blev der nedsat seks arbejdsgrupper -
svarende til de seks læreplanstemaer. Arbejdsgrupperne var
sammensat af pædagogiske praktikere og forskere med viden
inden for området, og hovedparten af medlemmerne var udpeget
af interessenterne på området.
De seks arbejdsgrupper udarbejdede i efteråret 2016 i
henhold til anbefalingerne fra mastergruppen forslag til
indholdsbeskrivelser af de seks læreplanstemaer. Herudover
udarbejdede arbejdsgrupperne forslag til to brede pædagogiske
mål for, hvad det pædagogiske læringsmiljø
skal understøtte i forhold til børns læring for
hvert læreplanstema, ligesom arbejdsgrupperne foreslog at
justere titlerne på fem af de seks læreplanstemaer.
Det var lagt ud til arbejdsgrupperne at indstille, hvorvidt de
pædagogiske mål skulle differentieres på
aldersgrupperne 0-2 år og 3-5 år, eller der skulle
fastsættes mål for hele aldersgruppen 0-5 år.
Alle seks arbejdsgrupper indstillede, at der blev fastsat mål
for aldersgruppen 0-5 år, hvorefter det blev understreget, at
det pædagogiske læringsmiljø lokalt i det
enkelte dagtilbud skal tilrettelægges og differentieres
på baggrund af de forskellige behov, der knytter sig til de
to aldersgrupper. Det blev ligeledes anbefalet, at der udvikles
inspirationsmaterialer, der kan understøtte dette
arbejde.
Arbejdsgrupperne afleverede deres forslag til ramme for en
styrket pædagogisk læreplan til børne- og
socialministeren ved udgangen af 2016.
3.1.3.3. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Partierne bag aftalen om "Stærke dagtilbud - alle
børn skal med i fællesskabet" er enige om, at den
pædagogiske læreplan i dagtilbud skal styrkes, så
den pædagogiske læreplan bliver et endnu mere brugbart
redskab for det pædagogiske personale i udviklingen af den
pædagogiske praksis og arbejdet med børns
læring.
Den reviderede lovgivningsmæssige ramme for en styrket
pædagogisk læreplan har til formål at skabe en
klar retning og et fælles sprog for arbejdet med børns
læring i dagtilbud, som på samme tid skaber plads til
lokal udfoldelse og motiverer til styrket faglig refleksion i
dagtilbuddene. Aftalepartierne er enige om, at den nye
lovgivningsmæssige ramme for den pædagogiske
læreplan udgør rammen for det pædagogiske
arbejde med børns læring i dagtilbuddet. Det er derfor
ikke hensigten, at staten og kommunerne som udgangspunkt skal
pålægge dagtilbuddene tiltag som supplerende
læreplaner, mål eller koncepter, der ikke er i
tråd med eller rækker ud over den pædagogiske
læreplan, som dagtilbuddene lokalt udarbejder på
baggrund af dagtilbudsloven og med udgangspunkt i den konkrete
børnegruppe, forældregruppe, fysiske forhold m.v.
Aftalepartierne vurderer også, at samarbejdet mellem
dagtilbud og forældre om børns læring er
vigtigt. Der er i dag stor opmærksomhed omkring dagtilbuddets
betydning i forhold til at understøtte børnenes
trivsel og læring i dagtilbuddet og skabe
forudsætningerne for, at barnet får et godt skoleliv.
Det er samtidig vurderingen, at dagtilbuddene ikke kan løfte
denne opgave alene. Forskning har dokumenteret, at et godt, trygt
og stimulerende hjemligt miljø udgør det vigtigste
element i forhold til barnets trivsel og læring. Hvis alle
børn skal have mulighed for at klare sig godt i livet,
herunder ikke mindst børn i udsatte positioner, er det
vigtigt, at forældresamarbejde i dagtilbud ikke kun handler
om sociale arrangementer, men at dagtilbuddets samarbejde med
forældrene også handler om at fremme børns
trivsel og læring på tværs af dagtilbud og
hjem.
I den sammenhæng er det efter ministeriets vurdering
vigtigt, at både forældre og dagtilbud har et gensidigt
ansvar for at deltage i et konkret og konstruktivt samarbejde om
både det enkelte barn og børnegruppens trivsel og
læring. Dette er omsat i et forslag om at styrke
forældrebestyrelsens minimumskompetencer samt i et forslag
om, at dagtilbuddet som en del af arbejdet med den
pædagogiske læreplan skal forholde sig til, hvordan de
samarbejder med forældrene om barnets læring.
Herudover er sammenhæng mellem dagtilbud, fritidstilbud og
skole centralt for, at børn får en god start i
skolen.
Flere undersøgelser peger således på, at en
vellykket overgang fra dagtilbud til skole er vigtig for
børnenes trivsel og videre forløb i skolen.
Børnene skal tage afsked med de kendte rammer og voksne og
sige goddag til nye. Det er derfor centralt, at dagtilbud og skole
i samarbejde formår at gøre barnets overgang så
let og oplyst som muligt, så børnene oplever en
sammenhæng mellem at gå i børnehave og i
børnehaveklasse.
Der er i dag mange kommuner, der arbejder målrettet med at
forberede de ældste børn i børnehaven på
det kommende skoleliv. Dette sker blandt andet ved at etablere
såkaldte 'store-grupper' for de ældste børn i
børnehaven, besøge skolefritidsordning (SFO) og skole
og få besøg fra skolen, så børnene ad den
vej bliver bedst muligt rustet til at mestre de nye udfordringer,
som de møder i skolen. Aftalepartierne ønsker derfor
at styrke overgangen ved at der indføres et lovkrav om, at
dagtilbuddene skal understøtte, at de ældste
børn i børnehaven rustes bedst muligt til det
kommende skoleliv.
Det er ministeriets vurdering, at den nye ramme for den
pædagogiske læreplan giver en klarere retning for
arbejdet med børns læring og trivsel, samtidig med at
den giver et lokalt fagligt råderum. Derudover sætter
rammen også retning for arbejdet med børn i udsatte
positioner, forældre, overgange og lokalsamfund.
Det bemærkes, at der som en del af den politiske aftale om
"Stærke dagtilbud - alle børn skal med i
fællesskabet" er aftalt, at der skal udvikles og
igangsættes forskellige understøttende tiltag,
herunder at den styrkede pædagogiske læreplan
indarbejdes på grunduddannelserne, et kompetenceløft
af ledere, faglige fyrtårne og dagplejere, en forbedret
praktikerportal emu.dk og en række forskellige
inspirationsmaterialer til praksis, herunder f.eks. videoer,
dialogkort, publikationer, apps, e-læring m.v., der kan
inspirere til kortere eller længere pædagogiske
forløb, faglig refleksion samt udvikling af den
pædagogiske praksis.
Der er endvidere som led i aftalen nedsat en arbejdsgruppe
bestående af relevante aktører, videnspersoner og
eksperter fra sektoren. Arbejdsgruppen skal give forslag til,
hvordan man sikrer, at dokumentationen af og i det
pædagogiske arbejde på dagtilbudsområdet er
meningsfuld og har et begrænset ressourcetræk. Konkret
udarbejder arbejdsgruppen forslag til et katalog, der skal sikre,
at man lokalt gør sig konkrete overvejelser om formål,
anvendelse, tidsforbrug og lokal organisering og
tilrettelæggelse af dokumentation i det pædagogiske
arbejde. Produkterne skal efterfølgende afprøves i en
række kommuner og evalueres med henblik på et samlet
inspirationsmateriale til andre dagtilbud og kommuner inden
udgangen af 2018.
3.1.3.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås i § 1, nr. 7, at dagtilbudslovens §
8 affattes på ny.
Det foreslås, at alle dagtilbud skal udarbejde en
skriftlig pædagogisk læreplan for hele
børnegruppen i alderen 0-2 år og for
børnegruppen i alderen 3 år og frem til skolestart.
Det foreslås, at hvis det enkelte dagtilbud har organiseret
børnene i andre aldersgrupper, udarbejdes den
pædagogiske læreplan på baggrund af disse. Det
foreslås desuden, at daginstitutioner med flere enheder, jf.
lovforslagets § 1, nr. 17, skal udarbejde den
pædagogiske læreplan, så der tages højde
for børnegruppernes sammensætning og børnenes
forskellige forudsætninger i de enkelte enheder.
Det foreslås, at den pædagogiske læreplan skal
udarbejdes med udgangspunkt i et fælles pædagogisk
grundlag, seks læreplanstemaer samt pædagogiske
mål for sammenhængen mellem læringsmiljøet
og børns læring, jf. afsnit 3.1.3.2.
Det foreslås, at det skal fremgå af den
pædagogiske læreplan, hvordan det enkelte dagtilbud
etablerer et pædagogisk læringsmiljø, der hele
dagen med leg, rutiner, vokseninitierede pædagogiske
aktiviteter m.v. giver børnene mulighed for at trives,
lære, udvikle sig og dannes.
Det foreslås, at dagtilbudslovens krav om, at det enkelte
dagtilbud lokalt skal opstille mål for børns
læring for hvert af de seks læreplanstemaer, samt at
dagtilbuddet skal beskrive de relevante pædagogiske metoder
og aktiviteter, der iværksættes for at nå
målene, ophæves. Det foreslås, at dagtilbuddene
fremadrettet skal etablere pædagogiske
læringsmiljøer hele dagen, og at dagtilbuddene vil
skulle udarbejde den pædagogiske læreplan inden for
rammerne af de brede pædagogiske læringsmål, der
foreslås fastsat på bekendtgørelsesniveau, jf.
den foreslåede § 8, stk. 9.
Det foreslås, at det skal fremgå af den
pædagogiske læreplan, hvordan det pædagogiske
læringsmiljø i dagtilbuddet tilrettelægges,
så det inddrager hensyn til børnenes perspektiv og
deltagelse, børnefællesskabet, børnegruppens
sammensætning og børnenes forskellige
forudsætninger.
Det foreslås, at arbejdet med børns læring
skal tage udgangspunkt i et bredt læringsbegreb, der
understøtter børns kropslige og motoriske, sociale,
emotionelle og kognitive læring. Det foreslås i
forlængelse heraf at fastholde de nuværende seks
læreplanstemaer, som afspejler det brede læringsbegreb,
men at revidere titlen på fem af de seks
læreplanstemaer. Det foreslås således, at titlen
på læreplanstema nr. 1 'Alsidig personlig udvikling'
fastholdes, men at de resterende fem læreplanstitler
revideres.
I forlængelse heraf foreslås det, at det skal
fremgå af den pædagogiske læreplan i det enkelte
dagtilbud, hvordan det pædagogiske læringsmiljø
understøtter børns brede læring inden for og
på tværs af følgende temaer:
1) Alsidig
personlig udvikling.
2) Social
udvikling.
3) Kommunikation og
sprog.
4) Krop, sanser og
bevægelse.
5) Natur, udeliv og
science.
6) Kultur,
æstetik og fællesskab.
Det foreslås, at det pædagogiske arbejde med
pædagogiske læringsmiljøer og børns
læring skal ske inden for og på tværs af de seks
læreplanstemaer, idet det er afgørende, at de enkelte
læreplanstemaer ikke ses og forstås isoleret, men ses i
sammenhæng med de øvrige læreplanstemaer, hvor
det giver mening.
Det foreslås videre, at det pædagogiske
læringsmiljø i dagtilbud skal tilrettelægges,
så det tager højde for børn i udsatte
positioner, så deres trivsel, læring og udvikling og
dannelse understøttes.
Det foreslås, at dagtilbuddets samarbejde med
forældre også skal have fokus på børns
læring, så forældresamarbejdet ikke alene har et
socialt formål, men også handler om, hvordan dagtilbud
og forældre kan samarbejde om børns læring
på tværs af dagtilbud og hjem. Det foreslås
videre, at dagtilbuddet skal overveje, hvordan lokalsamfundet i
form af f.eks. biblioteker, museer, idrætstilbud, plejehjem,
erhvervsliv m.v. kan inddrages i dagtilbuddenes arbejde med henblik
på at skabe stimulerende pædagogiske
læringsmiljøer for børnene.
Herudover foreslås det, at dagtilbuddet, året
før børn begynder i skole, skal tilrettelægge
et pædagogisk læringsmiljø, som
understøtter, at de kommende skolebørn bliver bedst
muligt forberedt og rustet til at starte i skolen med de nye krav
og udfordringer, der følger med.
Det foreslås, at den pædagogiske læreplan
udgør rammen for det pædagogiske arbejde. Det
foreslås, at kommunalbestyrelsen i forlængelse heraf
skal sikre, at dagtilbuddene i relation til den pædagogiske
opgave ledes alene med udgangspunkt i den pædagogiske
læreplan og i overensstemmelse med den pædagogiske
læreplans børnesyn og brede
læringsforsta°else.
Endelig foreslås det, at børne- og socialministeren
får bemyndigelse til på bekendtgørelsesniveau at
fastsætte to retningsgivende pædagogiske mål for
sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø og børns læring for hvert
læreplanstema samt fastsætte korte indholdsbeskrivelser
i relation til de seks læreplanstemaer. Mål og
indholdsbeskrivelser vil tage afsæt i det forslag til en
styrket pædagogisk læreplan, som en række
arbejdsgrupper har udarbejdet i 2016, jf. afsnit 3.1.3.2 om
"Forslag til en styrket pædagogisk læreplan m.v."
De pædagogiske mål og temabeskrivelserne skal skabe
en fælles retning i arbejdet med de seks
læreplanstemaer, idet indholdet i læreplanstemaerne
hidtil ikke har været nærmere beskrevet eller foldet ud
fra lovgivers side.
De to retningsgivende mål for hvert læreplanstema
foreslås fastsat for aldersgruppen 0-5 år, hvorefter
det enkelte dagtilbud har ansvar for at etablere et
pædagogisk læringsmiljø, der afspejler og tager
højde for, at de 0-2-årige børn og de
3-5-årige børns behov og forudsætninger er
væsensforskellige, og at det pædagogiske
læringsmiljø derfor skal tilpasses og afspejle
dette.
Indholdsbeskrivelserne af de enkelte læreplanstemaer vil
beskrive de centrale elementer, der ligger i de enkelte
læreplanstemaer. Som eksempel på en indholdsbeskrivelse
vil det blive fastsat, at læreplanstemaet 'Social udvikling'
indeholder elementer som børns deltagelse, medindflydelse,
respekt og empati, hvorved det blandt andet er disse elementer, som
dagtilbuddene skal arbejde med i deres pædagogiske
læringsmiljø i relation til dette
læreplanstema.
Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 8, at
dagtilbudslovens § 9 ændres, hvorefter lederen af
dagtilbuddet, inden for rammerne af dagtilbudslovens § 6, har
ansvar for, at det pædagogiske arbejde i dagtilbuddet
tilrettelægges og udøves inden for rammerne af den
pædagogiske læreplan. Det foreslås videre, at
lederen har ansvar for at etablere en evalueringskultur i
dagtilbuddet, som skal udvikle og kvalificere det pædagogiske
læringsmiljø.
Det foreslås, at kravet om, at den pædagogiske
læreplan skal evalueres mindst hvert andet år med
henblik på at udvikle arbejdet, og at evalueringen skal
offentliggøres, videreføres.
Det foreslås i forlængelse heraf, at kravet om, at
lederen er ansvarlig for at dokumentere, om de valgte
pædagogiske metoder og aktiviteter samt
børnemiljøet fører til opfyldelse af de
opstillede mål for børns læring for de seks
læreplanstemaer, ophæves. Det foreslås videre, at
kravet om, at lederen skal angive, hvordan der følges op
på resultaterne, ophæves.
Det foreslås videre, at evalueringen skal udarbejdes med
udgangspunkt i de pædagogiske mål, som foreslås
fastsat på bekendtgørelsesniveau, herunder en
vurdering af sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø og børnenes trivsel, læring,
udvikling og dannelse med henblik på udvikling og
kvalificering af det pædagogiske læringsmiljø i
dagtilbuddet. Det foreslås videre, at lederen af dagtilbuddet
har ansvar for at sikre en løbende pædagogisk
dokumentation af sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø og børnenes trivsel, læring,
udvikling og dannelse, hvor den pædagogiske dokumentation
skal indgå i evalueringen.
Det foreslås, at lederen som hidtil skal inddrage
forældrebestyrelsen i udarbejdelse, evaluering af og
opfølgning på den pædagogiske læreplan, og
at dette fastsættes i dagtilbudslovens § 15, stk. 1 og
2, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 13 og 15, som
vedrører forældrebestyrelsens minimumskompetence.
Det foreslås, at kravet om, at kommunalbestyrelsen skal
godkende den pædagogiske læreplan, og at
kommunalbestyrelsen hvert andet år skal drøfte
dagtilbuddenes evalueringer af den pædagogiske
læreplan, samt om evalueringerne giver anledning til handling
fra kommunalbestyrelsens side, ophæves.
Det foreslås, at arbejdet med den styrkede
pædagogiske læreplan skal igangsættes ved lovens
ikrafttræden den 1. juli 2018, jf. lovforslagets § 3,
stk. 1, hvorefter den nye lovgivningsmæssige ramme for den
pædagogiske læreplan skal være implementeret i
dagtilbuddene senest to år efter lovens ikrafttræden,
idet læreplanen på dette tidspunkt og efter
lovforslaget lokalt skal evalueres første gang, jf.
lovforslagets § 1, nr. 8.
3.1.4. Krav om læringsfokus i SFO og fritidshjem
indtil undervisningspligten indtræder
3.1.4.1. Gældende ret
Mange børn begynder i
skolefritidsordning (SFO) eller på fritidshjem i
foråret i løbet af det år, hvor de starter i
skole den 1. august og går således fuld tid i
skolefritidsordning (SFO) eller på fritidshjem i en
længere periode forud for, at undervisningspligten
indtræder.
For så vidt angår skolefritidsordningen
følger det af den gældende bestemmelse i
folkeskolelovens § 40, stk. 4, 1. pkt., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1510 af 14. december 2017 med senere
ændringer, at kommunalbestyrelsen fastsætter og
offentliggør en mål- og indholdsbeskrivelse for
skolefritidsordningerne, jf. § 3, stk. 7, efter indhentet
udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler.
Kommunalbestyrelsen kan også delegere kompetencen til
skolebestyrelserne.
Efter folkeskolelovens § 40, stk. 4, 2. pkt.,
fastsætter undervisningsministeren regler om krav til
indholdet af mål- og indholdsbeskrivelserne.
Bemyndigelsen i folkeskolelovens § 40, stk. 4, 2. pkt., er
udmøntet i bekendtgørelse nr. 699 af 23. juni 2014 om
krav til indholdet af mål- og indholdsbeskrivelser for
folkeskolens skolefritidsordninger. Det fremgår af
bekendtgørelsens § 2, stk. 5 og 6, at mål- og
indholdsbeskrivelsen skal angive, hvordan sammenhængen sikres
ved overgang fra dagtilbud til skolefritidsordning (SFO), herunder
ved videregivelse af oplysninger om børnene. Beskrivelsen
skal i de tilfælde, hvor børnene begynder i
skolefritidsordningen på et tidligere tidspunkt end i
forbindelse med skoleårets begyndelse i
børnehaveklassen, angive, om og i givet fald på
hvilken måde arbejdet med dagtilbuddenes pædagogiske
læreplaner videreføres indtil skoleårets start.
Hvis skolefritidsordningen omfatter børn, der endnu ikke har
påbegyndt skolegangen, skal mål- og
indholdsbeskrivelsen angive, på hvilken måde
skolefritidsordningen varetager de yngre børns særlige
behov og bidrager til en god start på skoleforløbet
for disse børn.
Der er således i dag ikke
særskilte indholdsmæssige krav til de aktiviteter, der
foregår i skolefritidsordningen i den periode, men alene krav
om at kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør
en mål- og indholdsbeskrivelse for
skolefritidsordningerne.
I modsætning til
skolefritidsordningen er der i dag fastsat indholdsmæssige
krav for undervisningen i børnehaveklassen. Det
fremgår således af folkeskolelovens § 11, stk. 2,
at undervisningen i børnehaveklassen mindst skal opfatte
følgende kompetenceområder: 1) sprog, 2) matematisk
opmærksomhed, 3) naturfaglige fænomener, 4) kreative og
musiske udtryksformer, 5) krop og bevægelse samt 6)
engagement og fællesskab.
For så vidt angår fritidshjem følger det af
§ 44 i dagtilbudsloven, at børne- og socialministeren
fastsætter regler om tilskud og egenbetaling efter
bestemmelserne i kapitel 5, herunder regler om anvendelse af
indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, ved
indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud,
regler for tilbagebetaling og efterbetaling af økonomisk
fripladstilskud og regler for det tyske mindretal.
Bemyndigelsen i § 44 er blandt andet udmøntet i
§ 10 i den gældende bekendtgørelse nr. 551 af 11.
maj 2017 om dagtilbud. Det fremgår af § 10, at
»skolestart« forstås som det tidspunkt, hvor
barnet overgår til skoleregi og dermed begynder i enten
fritidshjem eller skolefritidsordning (SFO) forud for
undervisningsstart eller påbegynder hjemmeundervisning eller
starter i børnehaveklasse eller i 1. klasse, hvis barnet
ikke optages i børnehaveklasse. Det fremgår endvidere
af § 10, at skolestart i forhold til betaling for en plads i
tilbud omfattet af dagtilbudsloven tidligst kan regnes fra 1. maj i
det år, hvor barnet overgår til skolefritidsordning
(SFO) eller fritidshjem.
Der er ikke fastsat nærmere indholdsmæssige krav til
fritidshjemstilbuddet i perioden, fra barnet overgår fra
dagtilbud og indtil undervisningspligten indtræder.
I modsætning hertil skal der, for så vidt
angår dagtilbud, udarbejdes en skriftlig pædagogisk
læreplan for børn i aldersgruppen 0-2 og børn i
aldersgruppen 3 år til barnets skolestart. Den
pædagogiske læreplan i henhold til dagtilbudslovens
§ 8, stk. 2, beskriver dagtilbuddets mål for
børnenes læring inden for følgende temaer: 1)
Alsidig personlig udvikling, 2) Sociale kompetencer, 3) Sproglig
udvikling, 4) Krop og bevægelse, 5) Naturen og
naturfænomener samt 6) Kulturelle udtryksformer og
værdier.
3.1.4.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Der er flere undersøgelser,
som peger på, at en god skolestart kan have stor betydning
for, om barnet får et godt skoleforløb. I mange
kommuner overflyttes børn fra børnehave til en
skolefritidsordning (SFO) eller et fritidshjem den 1. maj eller
tidligere i det år, de skal starte i skole. Disse børn
går således fuld tid i skolefritidsordning (SFO) eller
i fritidshjem, indtil de begynder i skole i august måned.
Perioden, hvor børnene
opholder sig hele dagen i skolefritidsordning (SFO) eller i
fritidshjem, er vigtig, idet den for en stor gruppe af børn
udgør den egentlige overgang mellem dagtilbud og skole. De
indholdsmæssige krav til tilbuddet bør derfor
understøtte, at børnene er bedst muligt klædt
på til at starte i skole, og at barnet oplever
sammenhæng samt en tryg overgang fra dagtilbud til skole.
Flere interessenter på
området har påpeget, at de manglende særskilte
indholdskrav i skolefritidsordningen og i fritidshjem i perioden
forud for, at undervisningspligten indtræder, ikke
understøtter sammenhæng og læring i overgangen
mellem dagtilbud og skole. Børnene kommer med lyst til at
lære, men mødes i nogle tilfælde af en lang,
ustruktureret dag uden fokus på bred tilgang til
læring. Det er vigtigt, at arbejdet med børnenes
trivsel og læring ud fra en bred
læringsforståelse fortsætter, og at overgangen
opleves som harmonisk.
Det er ministeriets vurdering, at
de øgede krav til indholdet i skolefritidsordningen og i
fritidshjem i denne periode bidrager til at sikre, at børn
oplever større kontinuitet i overgangen mellem dagtilbud og
skole.
3.1.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes et nyt pkt. i
folkeskolelovens § 40, stk. 4, hvoraf det fremgår,
at for børn omfattet af folkeskolelovens § 3, stk. 7,
1. pkt., som benytter skolefritidsordningen i perioden forud for
undervisningspligtens indtræden, skal der enten arbejdes med
de seks kompetenceområder, der arbejdes med i
børnehaveklassen, jf. folkeskolelovens § 11, stk. 2,
eller temaerne i den pædagogiske læreplan, jf. den
foreslåede § 8, stk. 4, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 7.
De seks kompetenceområder i henhold til folkeskolelovens
§ 11, stk. 2, er: 1) sprog, 2) matematisk opmærksomhed,
3) naturfaglige fænomener, 4) kreative og musiske
udtryksformer, 5) krop og bevægelse samt 6) engagement og
fællesskab.
Temaerne i den pædagogiske læreplan efter den
foreslåede § 8, stk. 4, jf. lovforslagets § 1,
nr. 7: 1) Alsidig personlig udvikling, 2) Social udvikling, 3)
Kommunikation og sprog, 4) Krop, sanser og bevægelse, 5)
Natur, udeliv og science samt 6) Kultur, æstetik og
fællesskab.
Det vil være kommunalbestyrelsen, som beslutter, om der
vil skulle anvendes de seks kompetenceområder efter
folkeskolelovens § 11, stk. 2, eller temaerne i den
pædagogiske læreplan. Beslutningen herom vil kunne
delegeres til den enkelte skoles ledelse (skoleleder og/eller
skolebestyrelse).
Der vil ikke stilles krav om dokumentation af arbejdet via
elevplan eller lignende.
For at sikre den bedst mulige overgang for børn mellem
dagtilbud og skole foreslås det på tilsvarende vis, at
for børn, som benytter fritidshjem forud for, at
undervisningspligten indtræder, skal der i perioden indtil
undervisningspligten indtræder enten arbejdes med de
kompetenceområder, der arbejdes med i
børnehaveklassen, jf. folkeskolelovens § 11, stk. 2,
eller temaerne i den pædagogiske læreplan, jf. den
foreslåede § 8, stk. 4, som affattet ved § 1, nr.
7. Der henvises til beskrivelse af de seks kompetenceområder,
der arbejdes med i børnehaveklassen samt til beskrivelse af
de seks temaer i den pædagogiske læreplan, jf. ovenfor
i dette afsnit.
Det vil ligeledes være kommunalbestyrelsen, som vil skulle
beslutte, om der i fritidshjemmene vil skulle arbejdes med de seks
kompetenceområder efter folkeskoleloven, eller temaerne i den
pædagogiske læreplan. Beslutningen herom vil kunne
delegeres til fritidshjemmets ledelse.
Der vil ikke stilles krav om
dokumentation af arbejdet via elevplan eller lignende.
3.1.5. Bedre kvalitet i private
pasningsordninger
3.1.5.1. Gældende ret
Private pasningsordninger etableres efter dagtilbudslovens
§§ 78 og 79. Hvis pasningsordningen etableres i et privat
hjem, kan der højst modtages op til 5 børn, dog op
til 10 børn, hvis pasningen varetages af mere end en privat
passer.
Forældre kan søge tilskud til den private pasning,
jf. dagtilbudslovens §§ 80-85. Det følger af
dagtilbudslovens § 81, stk. 1, at kommunalbestyrelsen som en
forudsætning for udbetaling af tilskud til privat pasning
skal godkende den pasningsaftale, som er indgået mellem
forældrene og den private pasningsordning. Herudover skal
kommunen som led i sin tilsynsforpligtelse ligeledes føre
løbende tilsyn med ordningen.
Efter dagtilbudslovens § 81, stk. 2, skal hovedsproget i
private pasningsordninger være dansk med undtagelse af
private pasningsordninger oprettet af det tyske mindretal, som ikke
er omfattet af kravet om dansk som hovedsprog. Dette
indebærer, at den private pasningsordning, jf.
dagtilbudslovens § 81, stk. 3, som led i godkendelsen af
pasningsaftalen skal kunne dokumentere, at den private passer har
tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets
dansksproglige kompetencer. Kommunalbestyrelsen kan dog, jf.
dagtilbudslovens § 81, stk. 4, som led i godkendelsen af en
pasningsaftale i helt særlige tilfælde beslutte, at
hovedsproget kan være et andet sprog end dansk, hvis det
vurderes ikke at have integrationsmæssige konsekvenser.
Det følger endvidere, at den private pasning skal
tilrettelægges, så børn sikres medbestemmelse,
medansvar og forståelse for demokrati, hvor den private
pasning som led heri skal bidrage til at udvikle børns
selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende
fællesskaber og samhørighed med og integration i det
danske samfund, jf. § 81, stk. 5.
Det følger af § 81, stk. 6, at kommunalbestyrelsen
kan tilbagekalde en godkendelse af en pasningsaftale, hvis
kommunalbestyrelsen gennem det løbende tilsyn konstaterer,
at den private pasning ikke praktiseres i overensstemmelse med den
indgåede pasningsaftale og de krav, som følger af
§ 81, stk. 2 og 5.
Endelig fremgår det af dagtilbudslovens § 81, stk. 7,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde at sørge for
forældrenes administration af ordningen mod en reduktion i
tilskuddet svarende til kommunens udgifter til administrationen.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre
retningslinjer for optagelse af børn i dagtilbud, når
tilskuddet til privat pasning bortfalder, jf. § 81, stk.
8.
3.1.5.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Et stigende antal børn passes i private pasningsordninger
som et alternativ til en plads i et dagtilbud. Det kan f.eks.
være forældre, som ønsker en plads i
lokalområdet, hvor der ikke er daginstitutioner eller
dagpleje eller forældre, som modtager tilskud til privat
pasning i en kortere periode, indtil de kan få plads i det
dagtilbud, de ønsker.
Efter dagtilbudsloven knytter der sig nogle særlige regler
til de tilbud, der betegnes som dagtilbud. De private
pasningsordninger er ikke et dagtilbud i dagtilbudslovens forstand.
De er derfor ikke omfattet af de regler, som gælder for
dagtilbuddene. Det betyder blandt andet, at de private
pasningsordninger ikke er omfattet af formålsbestemmelsen for
dagtilbud samt reglerne om pædagogiske læreplaner.
Private pasningsordninger er dog omfattet af dagtilbudslovens
generelle formålsbestemmelse og skal dermed generelt bidrage
til at fremme børns trivsel, udvikling og læring.
Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med de
private pasningsordninger, men undersøgelser viser, at der
føres mindre tilsyn med private pasningsordninger end med
dagplejen.
Partierne bag aftalen om '"Stærke dagtilbud - alle
børn skal med i fællesskabet" er enige om, at der er
behov for at styrke kvaliteten i de private pasningsordninger. Der
er således enighed om, at de private pasningsordninger skal
arbejde med børnenes læring gennem trygge
pædagogiske læringsmiljøer. Herudover
ønsker aftalepartierne, at kommunernes tilsyn med den
private pasning skal styrkes, så tilsynet fremadrettet kommer
på niveau med tilsynet i alderssvarende dagtilbud.
Aftalepartierne er samtidig optagede af, at kravet om at arbejde
med læring ikke må udhule fleksibiliteten for de
familier, som anvender privat pasning som en midlertidig ordning,
indtil barnet skal i dagtilbud. Derfor foreslås det, at der
skal kunne dispenseres fra kravet om, at der skal arbejdes med
børns læring efter nærmere kriterier.
Endelig ønsker aftalepartierne, at det bliver nemmere for
forældre at gennemskue, om barnet er optaget i et dagtilbud
eller en privat pasningsordning, ligesom det skal være
tydeligt for forældrene, hvilke muligheder de har for at
få et dagtilbud, når den private pasning
ophører.
Øgede krav til private pasningsordninger om, at der skal
arbejdes med børns læring gennem trygge
pædagogiske læringsmiljøer, vil efter
ministeriets opfattelse bidrage til at øge kvaliteten i
private pasningsordninger. Dette skal blandt andet ses i lyset af
det stigende antal børn, som passes i private
pasningsordninger. Det er endvidere ministeriets opfattelse, at det
er væsentligt at gøre det mere gennemsigtigt for
forældrene, hvilke vilkår og muligheder, der knytter
sig til ordningen om tilskud til privat pasning, idet det i nogle
tilfælde kan være svært for forældrene at
gennemskue.
3.1.5.3. Den foreslåede ordning
For at styrke kvaliteten i de private pasningsordninger
foreslås det at indføre et krav om, at den private
pasning vil skulle tilrettelægges, så den fremmer
børns læring gennem trygge pædagogiske
læringsmiljøer, jf. forslagets § 1, nr. 36 og den
foreslåede § 81 a. Arbejdet med børns
læring vil indholdsmæssigt skulle stå mål
med kravene til læring og pædagogiske
læringsmiljøer i dagtilbud. Det indebærer blandt
andet, at læringsforståelsen i den private
pasningsordning vil skulle bygge på et bredt
læringsbegreb, der understøtter børns kropslige
og motoriske, sociale, emotionelle og kognitive læring og
dannelse.
Det foreslås dog samtidig, at kommunalbestyrelsen vil
skulle give dispensation fra kravet om at arbejde med læring,
hvis forældrene anmoder om det, forældrene er
arbejdsgiver for den private passer, og den private pasning er en
midlertidig ordning. Formålet med en dispensationsordning er,
at forældre, som for en kortere periode anvender tilskud til
privat pasning, fortsat har fleksible rammer til at ansætte
et familiemedlem, en ven af familien eller lignende til at passe
barnet, mens de f.eks. venter på en plads i et dagtilbud. Det
bemærkes i denne sammenhæng, at den private pasning,
uanset dispensation, vil være omfattet af dagtilbudslovens
generelle formålsbestemmelse, hvormed den generelt skal
bidrage til at fremme børnenes trivsel, udvikling og
læring.
Det foreslås, at dispensationen maksimalt vil kunne gives
for et år, hvor forældrene har ret til dispensation i
minimum seks måneder.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen vil kunne beslutte at
tilbagekalde en godkendelse af en pasningsaftale, hvis den som led
i det løbende tilsyn konstaterer, at pasningen ikke lever op
til de indholdsmæssige krav. Dette gælder blandt andet
kravet om at fremme børns læring gennem trygge
læringsmiljøer.
I forlængelse heraf foreslås det, at kommunens
tilsyn med de private pasningsordninger styrkes, så kommunen
fremadrettet skal føre tilsyn med, at der arbejdes med
læring gennem trygge læringsmiljøer, ligesom
kommunen via sit tilsyn skal rådgive og vejlede den private
passer i relation til de nye krav.
Som følge af de øgede krav til de private
pasningsordninger foreslås det, at kommunalbestyrelsens
løbende tilsyn gennemsnitligt vil skulle stå mål
med kommunens tilsyn med alderssvarende dagtilbud. Dette betyder,
at i tilfælde, hvor kommunen tilbyder dagpleje til
aldersgruppen, og der er tale om en dagplejelignende privat
pasningsordning eller tilsvarende ordning med et eller få
børn, som drives i et privat hjem, kan kommunen lægge
rammerne for tilsynet med den kommunale dagpleje til grund for
tilsynet med den private pasningsordning.
Som følge af de øgede krav til kommunens tilsyn,
herunder tilsynet med, at de private pasningsordninger fremmer
børns læring gennem trygge
læringsmiljøer, kan tilsynet i højere grad
anvendes som led i den løbende kvalitetsudvikling af
ordningerne.
For at gøre det nemmere for forældre at kende til
forskellene mellem dagtilbud og private pasningsordninger
foreslås det at stille krav om, at betegnelsen »privat
pasningsordning« skal indgå i alle private
pasningsordningers navn, ligesom det foreslås, at kommunerne
forud for godkendelsen af en pasningsaftale skal orientere
forældrene om forskellene mellem dagtilbud og private
pasningsordninger. Det foreslås ligeledes, at kommunen forud
for godkendelsen af den private pasningsordning skal orientere
forældrene om kommunens retningslinjer for optagelse af
børn i dagtilbud, når tilskuddet til privat pasning
bortfalder.
Det foreslås, at de nye regler om krav til private
pasningsordninger alene finder anvendelse for aftaler om privat
pasning, som indgås efter lovens ikrafttræden den 1.
juli 2018, jf. den foreslåede § 3, stk. 1.
3.2. Øget fleksibilitet og valgfrihed for
forældre
3.2.1. Styrket forældreindflydelse i
forældrebestyrelser
3.2.1.1. Gældende ret
En daginstitution er i dagtilbudslovens forstand ikke en fysisk
afgrænset størrelse. Det, der i dag afgrænser og
definerer en daginstitution, er som udgangspunkt, at der er
etableret en forældrebestyrelse og en ledelse af
daginstitutionen, og at der er naturlige fællesskaber og
samarbejde omkring børn og personale. Derfor kan en
daginstitution bestå af flere fysisk adskilte enheder, og
ledelsen og forældrebestyrelsen i en daginstitution kan i
nogle tilfælde favne store grupper af børn og
forældre.
Efter dagtilbudslovens § 14 skal forældre med
børn i kommunale, selvejende og udliciterede
daginstitutioner og kommunal dagpleje have adgang til at få
oprettet en forældrebestyrelse. Oprettelsen af en
forældrebestyrelse er en ret for forældrene og en
tilsvarende forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at sikre, at
forældrebestyrelsen får mulighed for at varetage sin
indflydelse i forhold til dagtilbuddets arbejde og drift.
Bestemmelsen fastsætter som ramme, at der skal være
et flertal af valgte forældre i forældrebestyrelsen, og
at medarbejderne skal være repræsenteret.
I selvejende daginstitutioner er det i forhold til
forældreindflydelsen muligt enten at vælge en
enstrenget eller en tostrenget bestyrelsesmodel. Ved en tostrenget
model deles styrelsen af den selvejende daginstitution i en
institutionsbestyrelse og en forældrebestyrelse.
Forældreindflydelsen skal uanset hvilken model, der benyttes,
svare til den indflydelse, som forældre har i kommunale
daginstitutioner og samtidig sikre respekt for de frivillige
organisationers idégrundlag.
Det følger af dagtilbudslovens § 15, stk. 1 og 2, at
forældrebestyrelsen for henholdsvis en daginstitution og for
dagplejen skal fastsætte principper for dagtilbuddets arbejde
og for anvendelsen af en budgetramme inden for de mål og
rammer, der er fastlagt af kommunalbestyrelsen. Det følger
videre af dagtilbudslovens § 15, stk. 4, at
forældrebestyrelsen har indstillingsret og ret til at deltage
ved ansættelsen af lederen i kommunale, selvejende og
udliciterede daginstitutioner samt den kommunale dagpleje.
Forældrebestyrelsens indstillingsret ved kommunale dagtilbud
er i forhold til kommunalbestyrelsen, ved selvejende
daginstitutioner er indstillingsretten i forhold til den selvejende
daginstitution og i udliciterede daginstitutioner er
indstillingsretten i forhold til den private leverandør.
Uanset forældrebestyrelsens indstillingsret har
kommunalbestyrelsen i forhold til kommunale dagtilbud stadig det
endelige ansvar for ansættelsen af lederen, ligesom det er
lederen, der har det endelige ansvar i forhold til
ansættelsen af personalet.
3.2.1.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Forskning peger på, at samarbejdet mellem forældre
og dagtilbud har stor betydning for det pædagogiske
læringsmiljø i såvel dagtilbuddet som familien.
En betydelig del af forældresamarbejdet i dagtilbuddene
foregår i dag gennem det formaliserede
forældrebestyrelsesarbejde. Forældrebestyrelsen har en
lovfastsat minimumskompetence, som, jf. afsnit 3.2.1.1. om
gældende ret, blandt andet giver bestyrelsen ret til at
fastsætte principper for dagtilbuddets arbejde og
indstillingsret ved ansættelse af leder og personale. Der er
dog også områder, som forældrebestyrelsen i dag
ikke har eksplicit indflydelse på, som f.eks. samarbejdet
mellem dagtilbud og hjem.
Mange kommuner har indført en ny ledelsesstruktur
på dagtilbudsområdet, hvor tidligere selvstændige
daginstitutioner med egen forældrebestyrelse og ledelse er
blevet sammenlagt til én daginstitution med flere enheder
med én forældrebestyrelse. Det kan betyde, at der ikke
altid er forældrerepræsentanter fra hver enhed
repræsenteret i forældrebestyrelsen, og at
forældrene i de enheder, der ikke er repræsenteret, kan
opleve at være langt fra ledelsen og de beslutninger, der
træffes i forældrebestyrelsen.
Aftalepartierne er enige om, at der er behov for at styrke
forældrenes indflydelse gennem forældrebestyrelserne.
Derfor foreslås en række ændringer, som skal
medvirke til at styrke forældreindflydelsen i både
dagplejen og daginstitutioner, herunder også i
daginstitutioner, som består af flere enheder. Formålet
med initiativerne er blandt andet at sikre, at
forældrebestyrelsen får mulighed for at blive
hørt samt komme med forslag og input til det arbejde, der
foregår i dagtilbuddet, som yderligere kan kvalificere det
arbejde eller de indsatser, der arbejdes med.
3.2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre dagtilbudslovens § 15,
hvorefter forældrebestyrelsens nuværende
minimumskompetence udvides ved, at forældrebestyrelsen skal
fastsætte principper for samarbejdet mellem dagtilbud og
hjem. Her tænkes f.eks. på principper for
dagtilbud/hjem-samtaler, hente- og bringetidspunkter,
håndtering af forældres afholdelse af ferie med barnet,
gå-hjem-møder om inddragelse af forældre i
børns læring og fokuseret forældreinvolvering
gennem specifikke tiltag som f.eks. en frivillig børneplan
og familiedeltagelse i dagtilbuddet.
Herudover foreslås det, at forældrebestyrelsens
nuværende ret til at blive inddraget i udarbejdelsen og
evalueringen af samt opfølgningen på den
pædagogiske læreplan, som i dag er fastsat i
dagtilbudslovens § 9, i stedet fastsættes i
dagtilbudslovens § 15, som regulerer
forældrebestyrelsens minimumskompetence. Det følger af
forslaget, at forældrebestyrelsen som en del af inddragelsen
i arbejdet med den pædagogiske læreplan ligeledes skal
inddrages i, hvordan dagtilbuddet kan samarbejde med
lokalsamfundet, så der skabes gode pædagogiske
læringsmiljøer i hverdagen i dagtilbuddet, jf. afsnit
3.1.3.2. samt bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
7.
Det foreslås videre, at forældrebestyrelsen skal
inddrages i dagtilbuddets arbejde med at skabe rammer for gode
overgange for børn. Her tænkes f.eks. på,
når et barn går fra at blive passet i hjemmet til at
begynde i dagtilbud, når barnet flytter fra et tilbud til et
andet, samt når barnet slutter i børnehave og skal
starte i fritidstilbud eller skole.
Herudover foreslås det at ændre dagtilbudslovens
§ 14, hvorefter forældre med børn i enheder skal
have ret til at være repræsenteret i
forældrebestyrelsen via en forældrerepræsentant
fra den pågældende enhed. Formålet er så
vidt muligt at sikre, at forældre fra hver enkelt enhed i en
daginstitution kan få indflydelse på de beslutninger,
der træffes i den fælles forældrebestyrelse.
Forslaget skal ses i lyset af, at forældrebestyrelsen i
daginstitutionen skal repræsentere og favne alle
forældrene i daginstitutionen.
Endelig foreslås det at tydeliggøre i
dagtilbudslovens § 14, at der kan etableres fælles
forældrebestyrelser på tværs af kommunale
dagtilbud, hvis der er et flertal herfor i de enkelte dagtilbuds
forældrebestyrelser. Da der ofte er betydelige forskelle i de
organisatoriske rammer for dagplejen og daginstitutioner,
foreslås det, at såfremt der etableres
forældrebestyrelser på tværs af dagplejen og
daginstitutioner, skal beslutninger, der alene har betydning for
dagplejens virksomhed, træffes af de forældre i den
fælles forældrebestyrelse, der repræsenterer
dagplejen. I lighed hermed foreslås det, at beslutninger, der
alene har betydning for daginstitutionens virksomhed, træffes
af de forældre i den fælles forældrebestyrelse,
der repræsenterer daginstitutionen.
Der ændres med de foreslåede ændringer ikke
på, at det er dagtilbudsledelsen, som er ansvarlig for den
pædagogiske og administrative ledelse af dagtilbuddene og
dermed den daglige håndtering og tilrettelæggelse af
pædagogiske læringsmiljøer m.v. inden for de
rammer, kommunalbestyrelsen og dagtilbudsloven sætter.
3.2.2. Ret
til deltidsplads for forældre på barsels- eller
forældreorlov
3.2.2.1. Gældende ret
Efter dagtilbudslovens § 4 skal kommunalbestyrelsen
sørge for det nødvendige antal pladser i dagtilbud.
Det følger af dagtilbudslovens § 23, stk. 1, at alle
børn indtil skolestart har adgang til at blive optaget i et
dagtilbud. Efter dagtilbudslovens § 23, stk. 2, skal
kommunalbestyrelsen tilbyde forældre pasningsgaranti i et
dagtilbud. Forpligtelsen kan opfyldes ved at anvise plads i en
kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution eller i en
kommunal eller privat dagpleje efter dagtilbudslovens § 19,
stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.
Pasningsgarantien skal ses i sammenhæng med
kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sikre det
nødvendige antal pladser efter dagtilbudslovens §
4.
Det følger af forarbejderne til dagtilbudsloven, jf.
bemærkningerne til lovforslag nr. L 170 fremsat den 28.
februar 2007, folketingssamling 2006-07, Folketingstidende 2006-07,
tillæg A, side 5814, at pasningsgarantien ikke
indebærer en garanti for en plads i et bestemt dagtilbud.
Kommunalbestyrelsen kan opfylde pasningsgarantien inden for den
vifte af dagtilbud, herunder deltids- eller modulpladser, når
et dagtilbud ud fra en samlet vurdering af barnets og familiens
situation kan dække behovet.
Kommunalbestyrelsen skal, jf. dagtilbudslovens § 27,
fastsætte og offentliggøre retningslinjer for
optagelse af børn i dagtilbud. Det følger af
forarbejderne til dagtilbudsloven, jf. bemærkningerne til
lovforslag nr. L 170 fremsat den 28. februar 2007,
folketingssamling 2006-07, Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 5814, at retningslinjerne skal fastsættes med
udgangspunkt i lokale forhold, og kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om anvisning af en plads i et konkret dagtilbud ud
fra forældreønsker, familiens tidsmæssige behov,
kapacitetshensyn m.v. Retningslinjerne fastsættes inden for
rammerne af pasningsgarantien og kan tage hensyn til
eksempelvis:
- Forældre
tilknyttet arbejdsmarkedet, ledige forældre, der får
arbejde og forældre, som er under uddannelse.
- At
kontanthjælpsmodtagere, forsikrede ledige, revalidender
m.fl., der ikke umiddelbart kan komme i ordinært job, kan
få tilbud om aktivering m.v. og dermed støttes i en
indslusning på arbejdsmarkedet.
- Børn
henvist fra anden myndighed, speciallæge eller fra andre
afdelinger/dagtilbud i kommunen.
- At
søskende kan komme i samme dagtilbud.
- Børn der
på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
astma/allergi har behov for en plads i et specielt indrettet
dagtilbud.
-
Sammensætning af børnegrupperne med hensyn til alder,
køn og etnicitet.
- Dagtilbuddets
geografiske placering i forhold til familiens bopæl,
arbejdsplads m.v.
Kommunen har på baggrund af en konkret og individuel
vurdering af den enkelte families tidsmæssige behov for et
dagtilbud mulighed for at tilbyde barnet en deltids- eller
fuldtidsplads i overensstemmelse hermed.
Retten til fravær ved graviditet, fødsel og
adoption følger af barselsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 827 af 23. juni 2017. Retten til
fravær efter barselsloven omfatter alle forældre, jf.
barselslovens § 2, stk. 1.
Efter barselslovens § 6 har en kvindelig lønmodtager
som udgangspunkt ret til fravær fra arbejdet på grund
af graviditet fra det tidspunkt, hvor der skønnes at
være 4 uger til fødslen.
En mor har efter barselslovens § 7 pligt til fravær i
de første 2 uger efter fødslen. Herefter har hun ret
til yderligere 12 ugers fravær. I de første 14 uger
efter fødslen har faren eller medmoren ret til 2 ugers
sammenhængende fædre- eller medmødreorlov.
Adoptanter har en tilsvarende ret til fravær efter
barselslovens § 8.
Efter udløbet af den 14. uge efter fødslen har
hver af forældrene ret til forældreorlov i 32 uger, jf.
barselslovens § 9.
Forældreorloven kan afholdes fleksibelt. Forældrene
kan placere deres forældreorlovsfravær samtidig i de 32
uger, i forlængelse af hinanden i 64 uger eller på
skift i perioder af i alt 64 uger, hvor de afløser hinanden.
Forældreorlovsperioden kan i et uafbrudt forløb vare
op til 78 uger efter fødslen (14 + 32 + 32).
Forældreorlovsperioden kan herudover efter barselslovens
§ 10 forlænges med enten 8 uger (gælder for alle
forældre) eller med 14 uger (gælder for
lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende).
Forlænger begge forældre forældreorloven med 8
uger, bliver længden på orlovsperioden efter
fødslen 94 uger (14 + 40 +40). Forlænger begge
forældre forældreorloven med 14 uger, bliver
længden på orlovsperioden efter fødslen på
106 uger (14 + 46 + 46). Forlænget forældreorlov efter
barselslovens § 10 skal holdes i umiddelbar forlængelse
af de første 14 uger efter fødslen og må kun
være afbrudt af perioder, hvor den anden forælder
holder forældreorlov.
Efter barselslovens § 11 har beskæftigede
lønmodtagere ret til at genoptage arbejde og udskyde mellem
8 og 13 uger af forældreorlovens 32 uger til senere
afholdelse i en sammenhængende periode, inden barnet fylder 9
år. Kun den ene forælder kan benytte denne ret. Det
udskudte fravær skal - når det udnyttes - afholdes i en
sammenhængende periode.
Udover retten til at udskyde forældreorlov efter
barselslovens § 11, kan begge forældre efter
barselslovens § 12 aftale med deres arbejdsgiver, at de
genoptager arbejdet helt eller delvist. Det gælder al orlov
efter barselslovens §§ 6-11 med undtagelse af moderens
første to uger efter fødslen, hvor moderen har pligt
til at holde orlov.
Hvis det aftales med arbejdsgiveren at genoptage arbejdet
delvist under fravær efter barselslovens § 7, § 8,
stk. 6, og § 9 (barselsorlov, fædre- eller
medmødreorlov og forældreorlov), kan det aftales, at
fraværet forlænges med den tid, som arbejdet har
været genoptaget med. Genoptages arbejdet på fuld tid
under fravær efter barselslovens § 9, kan det aftales,
at fraværsretten udskydes med den tid, hvori arbejdet har
været genoptaget.
Udskudt forældreorlov skal afholdes, inden barnet fylder 9
år, og afholdelsen skal aftales med arbejdsgiveren.
3.2.2.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Forskning viser, at et godt og stimulerende hjemligt
miljø er det vigtigste element i forhold til barnets trivsel
og læring. Forældrene har derfor en helt
afgørende rolle for deres barns udvikling.
Der kan være perioder i livet, hvor forældre har
mere tid til at være sammen med deres børn. Det kan
f.eks. være forældre, som er på barsels- eller
forældreorlov med en nyfødt eller på udskudt
forældreorlov med et barn under 9 år, og som derfor kan
aflevere ældre eller yngre søskende sent i dagtilbud
og tilsvarende hente det eller dem tidligt. I sådanne
situationer har forældrene ofte ikke behov for en
fuldtidsplads i et dagtilbud.
Efter de gældende regler kan kommunalbestyrelsen i
forbindelse med barnets optagelse i et dagtilbud foretage en
konkret vurdering af den enkelte families behov for pasning og
tilbyde en fuldtidsplads eller deltidsplads i overensstemmelse
hermed. Omvendt har forældre ikke ret til en deltidsplads,
hvis de i en periode ikke har behov for at få passet barnet
fuld tid i et dagtilbud.
Aftalepartierne ønsker at sikre mere fleksible rammer for
forældre, som ønsker at tilbringe mere tid sammen med
deres barn under barsel. På denne baggrund foreslås det
at give forældre, som afholder fravær i medfør
af barselsloven, ret til en deltidsplads på 30 timer om ugen
til børn i husstanden, som er i aldersgruppen over 26 uger
og indtil barnets skolestart.
3.2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at forældre, hvor en eller begge
forældre afholder fravær i medfør af
barselsloven, har ret til en deltidsplads på 30 timer om ugen
i et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-5, eller
§ 21, stk. 2 og 3, til børn i husstanden i
aldersgruppen 26 uger og indtil skolestart mod en reduceret
egenbetaling.
Hensigten er, at alle forældre, som afholder fravær
i medfør af barselsloven, får mulighed for at få
en deltidsplads i et dagtilbud 30 timer om ugen i den periode, hvor
forældrene afholder fraværet, mod en reduceret
forældrebetaling. Dette omfatter blandt andet forældres
fravær under graviditet og fødsel, under
forældreorlov m.v. samt adoptanters ret til fravær i
forbindelse med en adoption.
Forældre, som i medfør af reglerne om fleksibel
barsel, genoptager arbejdet delvist, har efter forslaget ligeledes
mulighed for at få en deltidsplads, hvis forældrene
ikke tidligere har fået en deltidsplads til det
pågældende barn. Dette indebærer, at
forældre, som f.eks. genoptager arbejdet 1, 2 eller 3 dage om
ugen, kan få en deltidsplads i et dagtilbud, ligesom
forældre, hvor den ene forælder er på orlov 2
dage om ugen, mens den anden forælder er på orlov 3
dage om ugen, ligeledes vil kunne få en deltidsplads 30 timer
om ugen i et dagtilbud.
Det har ingen betydning for retten til deltidspladsen i
dagtilbuddet 30 timer om ugen, hvem af forældrene der
afholder fraværet, såfremt barnets forældre er
samlevende. Hvis barnets forældre ikke er samlevende, vil
retten til deltidspladsen følge den forælder, der
afholder fraværet, såfremt barnet har
folkeregisteradresse hos den pågældende forælder,
og forælderen har ret til ydelser efter dagtilbudslovens
§ 2.
Det foreslås videre, at deltidspladsen skal være for
en sammenhængende periode, jf. dog det foreslåede
§ 27 b, stk. 2. Det foreslås desuden, at forældres
ansøgning om en deltidsplads skal indgives til
kommunalbestyrelsen i opholdskommunen, og at forældrene i
ansøgningen skal angive den periode, de ønsker
deltidspladsen. Hensigten er, at forældrene som en del af
ansøgningen angiver den specifikke periode eksempelvis fra
den 1. januar til og med den 1. maj, de ønsker
deltidspladsen, så kommunens administrative opgaver i
forbindelse med deltidspladser begrænses mest muligt.
Forældrene vil skulle dokumentere, at de enten afholder
eller skal afholde fravær efter barselsloven, hvor
dokumentationen f.eks. kan være en kopi af en vandrejournal,
hvor det forventede fødselstidspunkt fremgår.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsens afgørelser om
en deltidsplads 30 timer om ugen ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
Det foreslås, at muligheden for en deltidsplads på
30 timer om ugen bortfalder, såfremt fraværet afbrydes
eller fraværet på anden vis ophører - f.eks.
fordi forældrene ikke længere har ret til fravær
efter barselsloven. Det foreslås i den forbindelse, at retten
til deltidspladsen 30 timer om ugen kan opretholdes, såfremt
fraværet afbrydes af en periode på mindre end fem uger.
Hermed sikres det, at forældre, som kortvarigt afbryder
fraværet, f.eks. for at afholde kortere ferieperioder, ikke
mister retten til deltidspladsen. Dette kan f.eks. være
forældre på barsels- eller forældreorlov, som
vælger at afbryde fraværet og afholde tre feriedage i
forbindelse med påsken, hvorefter forældrene genoptager
fraværet i medfør af barselsloven.
Når fraværsperioden afbrydes af en periode på
mere end fem uger eller på anden vis ophører, skal
pladsen som udgangspunkt konverteres til en fuldtidsplads i det
dagtilbud, hvor barnet er optaget. Dette gælder dog ikke,
hvis kommunalbestyrelsen, som det i dag er gældende, ud fra
en konkret vurdering finder, at barnets daglige tidsmæssige
behov for et dagtilbud kan dækkes af en deltidsplads.
Det foreslås, at forældrene, der har gjort brug af
muligheden for en deltidsplads, har pligt til at oplyse kommunen,
når fraværet afbrydes af en periode på mere end
fem uger, eller når fraværet efter barselsloven
på anden vis ophører.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen i opholdskommunen
skal fastsætte og offentligøre retningslinjer for
anvendelse af deltidspladser i opholdskommunen herunder for
ansøgning om en deltidsplads, ophør af en
deltidsplads og for forældrenes oplysningspligt. Forslaget
indebærer blandt andet, at kommunalbestyrelsen skal
fastsætte retningslinjer om ansøgningsfrister,
forældrenes oplysningspligt m.v. i forhold til deltidspladser
i kommunen. I den forbindelse kan kommunalbestyrelsen blandt andet
under hensyn til administrationen af økonomisk
fripladstilskud til pladsen i dagtilbuddet fastsætte, at
perioden hvor forældrene benytter deltidspladsen, kun kan
påbegyndes den 1. i en måned og tilsvarende
ophøre den sidste hverdag i den måned, hvor retten til
fraværet udløber.
Det foreslås videre, at selvejende og udliciterede
daginstitutioner og privat dagpleje med optagelseskompetence efter
dagtilbudslovens § 26, stk. 2, samt privatinstitutioner skal
fastsætte og offentliggøre retningslinjer for
anvendelse af deltidspladser 30 timer om ugen. Selvejende og
udliciterede daginstitutioner samt privat dagpleje med
optagelseskompetence vil være omfattet af
kommunalbestyrelsens retningslinjer for ansøgning om en
deltidsplads 30 timer om ugen samt ophør af disse.
Det foreslås, at forældrenes ansøgning om en
deltidsplads 30 timer om ugen i en privatinstitution eller en plads
i et dagtilbud i en anden kommune skal indgives til
kommunalbestyrelsen i opholdskommunen senest to måneder
før, deltidspladsen ønskes. Det foreslås i
forlængelse heraf, at den periode, hvor forældrene
benytter deltidspladsen i privatinstitutionen eller dagtilbuddet i
en anden kommune, skal påbegyndes den 1. i en måned og
ophøre den sidste hverdag i den måned, hvor retten til
fraværet udløber. Endelig foreslås det, at
forældre skal oplyse opholdskommunen om afbrydelse af
fravær efter barselsloven senest to måneder før,
ændringen skal træde i kraft.
Det foreslås, at forældrenes opholdskommune skal
varsle privatinstitutioner og institutionskommuner om kommunens
afgørelse om tilskud til en deltidsplads 30 timer om ugen
til privatinstitutioner og til et dagtilbud i en anden kommune samt
om afbrydelse eller ophør af tilskud, jf. det
foreslåede stk. 4, senest en måned før, at
ændringen træder i kraft.
3.2.3. Styrket mulighed for forældre til at
ønske og få konkret dagtilbud
3.2.3.1. Gældende ret
Alle børn indtil skolestart har, jf. dagtilbudslovens
§ 23, adgang til at blive optaget i et dagtilbud.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældre pasningsgaranti i
dagtilbud, hvor pasningsgarantien indebærer, at
kommunalbestyrelsen har pligt til at anvise plads i et
alderssvarende dagtilbud til alle børn i aldersgruppen over
26 uger og indtil barnets skolestart. Ønsker
forældrene en plads i umiddelbar forlængelse af de 26
uger, har kommunalbestyrelsen en frist på yderligere 4 uger
til at tilbyde en plads.
Kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør
retningslinjer for optagelse af børn i dagtilbud, herunder
for ansøgning om optagelse, hvor ansøgning om
optagelse dog skal foregå digitalt, jf. dagtilbudslovens
§§ 27 og 27 a. Det følger videre af § 27, at
forældre skal have mulighed for at tilkendegive ønsker
om optagelse i konkrete dagtilbud.
Den enkelte kommunalbestyrelse skal fastsætte
retningslinjer for optagelse af børn i dagtilbud ud fra
lokale forhold og træffer afgørelse om anvisning af en
plads i et konkret dagtilbud ud fra forældreønsker,
familiens tidsmæssige behov, kapacitetshensyn m.v. Kommunens
retningslinjer fastsættes inden for rammerne af
pasningsgarantien tage hensyn til eksempelvis:
- Forældre
tilknyttet arbejdsmarkedet, ledige forældre, der får
arbejde og forældre, som er under uddannelse.
- At
kontanthjælpsmodtagere, forsikrede ledige, revalidender
m.fl., der ikke umiddelbart kan komme i ordinært job, kan
få tilbud om aktivering m.v. og dermed støttes i en
indslusning på arbejdsmarkedet.
- Børn
henvist fra anden myndighed, speciallæge eller fra andre
afdelinger/dagtilbud i kommunen.
- At
søskende kan komme i samme dagtilbud.
- Børn der
på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
astma/allergi har behov for en plads i et specielt indrettet
dagtilbud.
-
Sammensætning af børnegrupperne med hensyn til alder,
køn og etnicitet.
- Dagtilbuddets
geografiske placering i forhold til familiens bopæl,
arbejdsplads m.v.
Kommunerne kan ikke fastsætte retningslinjer, der
udelukker grupper af børn fra at få en plads i et
dagtilbud. Alle børn har adgang til at blive optaget i et
dagtilbud, men ventetiden kan blive lidt længere for nogle
børn, dog med den øvre grænse, der
følger af pasningsgarantien. Rammerne for optagelse i
dagtilbud til børn skal være baseret på, at
dagtilbud er for alle børn. Kommunalbestyrelsen skal derfor
ved fastsættelse af retningslinjer sikre, at disse er i
overensstemmelse med forvaltningsretlige grundsætninger,
herunder lighedsprincippet. Kommunen skal administrere optagelsen
efter lovlige kriterier, hvilket indebærer, at kriterierne
ikke må diskriminere visse grupper af børn.
Kommunen har mulighed for at foretage en konkret vurdering af
barnets daglige tidsmæssige behov for et dagtilbud og tilbyde
barnet en deltids- eller en fuldtidsplads i overensstemmelse
hermed. Der skal foretages en konkret og individuel vurdering af
den enkelte families behov, og kommunalbestyrelsen kan derfor ikke
beslutte generelt at tilbyde f.eks. børn af forældre
på overførselsindkomst en deltidsplads, idet det
enkelte barn kan have et pædagogisk eller socialt behov for
en fuldtidsplads.
Efter dagtilbudslovens § 27, stk. 1, 2. pkt., skal
forældre have mulighed for at tilkendegive ønsker om
optagelse i konkrete dagtilbud, og kommunen skal så vidt
muligt tage hensyn hertil ved anvisning af en konkret plads.
Muligheden for at tilkendegive ønske om optagelse i konkrete
dagtilbud gælder ligeledes dagtilbud i en anden kommune end
opholdskommunen. Optagelse og opskrivning sker efter den
pågældende kommunes retningslinjer for dette.
Ved kommunens anvisning af den konkrete plads vil der være
hensyn, som bør veje tungere end andre, f.eks. hvis
forældrene har ønsket plads i en røgfri
dagpleje eller en dagpleje uden dyr under henvisning til, at deres
barn har udviklet allergi eller astma. Ligeledes kan der f.eks.
lægges vægt på den geografiske placering af
familiens bopæl og arbejdspladser set i forhold til de
dagtilbud, der kan tilbydes plads i, således at der så
vidt muligt tages hensyn til familiernes mulighed for at kunne
skabe sammenhæng i hverdagen.
Kommunalbestyrelsen kan i retningslinjerne for optagelse tage
stilling til, hvorledes disse situationer håndteres i
kommunen, herunder kan der indgå retningslinjer for
forældre, der i sådanne tilfælde afviser et
tilbud. Kommunalbestyrelsen opfylder i disse tilfælde
pasningsgarantien, selvom forældrene afviser pladsen.
Selvejende og udliciterede daginstitutioner og privat dagpleje
med optagelseskompetence fastsætter og offentliggør
selv retningslinjer for optagelse af børn i tilbuddet, jf.
dagtilbudslovens § 27, stk. 2, ligesom privatinstitutioner
selv fastsætter og offentliggør retningslinjer for
optagelse af børn i institutionen, jf. dagtilbudslovens
§ 27, stk. 3. Retningslinjerne skal fastsættes indenfor
og i tråd med kommunalbestyrelsens retningslinjer, jf.
dagtilbudslovens § 27, stk. 1, ligesom retningslinjerne for
optagelse ikke må være i strid med almindelige
retsgrundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen og
forbuddet mod at diskriminere på grund af race, køn,
religion og lignende.
3.2.3.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Forældre er forskellige og har forskellige ønsker
til deres barns dagtilbud. Nogle forældre lægger
vægt på en særlig pædagogik, mens andre
lægger vægt på frokostordningen, de fysiske
rammer, den geografiske afstand til hjemmet, atmosfæren eller
kendskabet til dagtilbuddet, fordi et søskendebarn tidligere
har haft plads i tilbuddet eller lignende.
Aftalepartierne ønsker, at det skal være nemmere
for forældre at ønske og få den dagtilbudsplads,
de mener, passer bedst til barnet og familien. Derfor
foreslås det, at forældre skal have ret til at
tilkendegive ønsker om optagelse blandt alle dagtilbud i
kommunen, herunder ønske plads i konkrete dagplejehjem og
enheder i daginstitutioner uanset, om der på
ansøgningstidspunktet er ledige pladser i de
pågældende tilbud. Herudover foreslås det, at
forældre skal have mulighed for at blive stående
på venteliste til ét dagtilbud efter eget
ønske, uanset om forældrene har taget imod en plads i
et andet dagtilbud i medfør af pasningsgarantien.
Det er ministeriets vurdering, at forslagene bidrager til, at
familier i højere grad kan få en plads, der passer til
familiens behov. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at
forældre i nogle kommuner i dag primært kan
ønske plads blandt de dagtilbud, hvor der er ledige pladser.
Herudover mister forældrene i dag i nogle kommuner deres
plads på ventelisten til et konkret dagtilbud, hvis de
vælger at takke ja til en plads i et andet dagtilbud i
medfør af pasningsgarantien.
3.2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det lovfæstes i dagtilbudsloven,
jf. lovforslagets § 1, nr. 23, og den foreslåede §
27 c, at forældre skal have mulighed for at tilkendegive
ønske om optagelse blandt alle dagtilbud i opholdskommunen
og komme på venteliste til mindst én plads i dagtilbud
i opholdskommunen. Dermed sikres, at forældres mulighed for
at ønske en plads ikke begrænses til de dagtilbud i
kommunen, hvor der er ledige pladser.
Forslaget indebærer, at forældre får mulighed
for at tilkendegive ønske om optagelse blandt alle
dagplejehjem og konkrete enheder i en daginstitution samt mulighed
for at komme på venteliste til mindst et konkret dagplejehjem
eller en konkret enhed i opholdskommunen. Dermed får
forældre som noget nyt mulighed for at tilkendegive
ønske om optagelse og komme på venteliste til et
specifikt dagplejehjem eller en konkret enhed i en daginstitution,
hvor f.eks. en ældre søskende har haft plads, eller
hvor enheden har en særlig profil, ligger tæt på
familiens hjem eller lignende.
Det foreslås videre, at forældrene på
tilsvarende vis skal have mulighed for at tilkendegive ønske
om optagelse blandt alle dagplejehjem, daginstitutioner og enheder
i daginstitutioner i en anden kommune og komme på venteliste
til mindst et af disse tilbud, såfremt den anden kommune ikke
har lukket for ventelisten til dagtilbuddet efter de regler, som er
fastsat i medfør af dagtilbudslovens § 28 samt
§§ 6-9 i bekendtgørelse nr. 551 af 11. maj 2017 om
dagtilbud. Optagelse og opskrivning til en plads i anden kommune
sker efter den pågældende kommunes retningslinjer for
optagelse m.v.
Det foreslås, at forslaget ikke omfatter
virksomhedsinstitutioner, som har indgået aftale med
kommunalbestyrelsen om at forbeholde pladserne i institutionen for
børn af medarbejdere fra en eller flere virksomheder. Det
vil i lighed med gældende retstilstand alene være
medarbejderne i den eller de pågældende virksomheder,
der kan tilkendegive ønsker om optagelse i disse
institutioner, jf. dagtilbudslovens jf. § 27, stk. 2, 2.
pkt.
Det foreslås videre, at forældre skal have mulighed
for at blive stående på ventelisten til det
dagplejehjem eller den daginstitution eller enhed, de
foretrækker, uanset om forældrene har fået en
plads i et andet dagtilbud til deres barn i medfør af
pasningsgarantien. Forslaget indebærer, at forældrene
skal have mulighed for at overflytte deres barn til f.eks. en anden
dagplejer, daginstitution eller enhed i en daginstitution,
når der bliver en ledig plads, selvom barnet allerede har
fået en plads i en anden dagpleje, daginstitution eller
enhed. Forslaget omfatter både forældre, som har
ansøgt om plads og er kommet på venteliste i
opholdskommunen og i anden kommune.
Forslaget indebærer, at forældrenes mulighed for at
tilkendegive ønsker om at stå på venteliste skal
administreres i sammenhæng med kommunens øvrige
retningslinjer for optagelse, hvor retningslinjerne f.eks. kan
være et søskendehensyn, hensynet til
sammensætning af børnegruppen i det konkrete dagtilbud
som helhed i forhold til køn, alder, herkomst m.v. Dette
indebærer, at forældrenes mulighed for at få en
konkret plads ikke går forud for kommunens øvrige
retningslinjer for optagelse, men skal ses i sammenhæng med
disse.
Det foreslås endvidere, at det fastsættes i
dagtilbudsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 22, at
kommunalbestyrelsen inden for rammerne af kommunens retningslinjer
for optagelse af børn skal sikre, at forældre, der
står på venteliste til en plads i en daginstitution, en
enhed i en daginstitution eller et konkret dagplejehjem, og som
tilkendegiver fortsat interesse for pladsen, anvises plads efter
anciennitet.
Med anciennitet forstås, at kommunen i forbindelse med en
ledig plads i et dagtilbud kan advisere eksempelvis 10
forældre, der står på ventelisten, om den ledige
plads. Blandt de forældre, som inden for en rimelig frist
melder tilbage på adviseringen, skal pladsen tildeles de
forældre, som har været skrevet på ventelisten i
længst tid til det konkrete tilbud.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen med samtykke fra
forældre, hvis børn står på venteliste til
en plads, kan fjerne barnets navn fra ventelisten, hvis
forældrene ikke længere ønsker pladsen.
Forslaget har til hensigt at sikre, at kommunalbestyrelsen
løbende har mulighed for at opdatere ventelisten, så
ventelisten bliver mest muligt retvisende ved, at kun de
forældre, som reelt ønsker en plads i den
pågældende institution eller dagpleje, står
på den pågældende venteliste.
3.2.4. Bedre
vilkår for private leverandører
3.2.4.1. Ændrede godkendelseskriterier
3.2.4.1.1. Gældende ret
Efter dagtilbudslovens § 20, stk. 2, skal
kommunalbestyrelsen fastsætte og offentliggøre
godkendelseskriterier for privatinstitutioner.
Godkendelseskriterierne skal fastsættes med udgangspunkt i de
generelle krav til kommunens egne institutioner.
Kommunalbestyrelsen må ikke fastsætte kriterier, der er
mere restriktive eller mere lempelige, end de krav
kommunalbestyrelsen stiller til egne institutioner.
Kravene skal være saglige, konkrete og velunderbyggede og
kan eksempelvis vedrøre normering, krav til den
uddannelsesmæssige baggrund for det udførende
personale og krav om, at privatinstitutionen skal modtage
studerende/stille praktikpladser til rådighed m.v.
Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre kravene til
godkendelse, f.eks. på kommunens hjemmeside. Disse krav kan
eventuelt indgå i de samlede mål og rammer for
dagtilbud.
Privatinstitutioner skal leve op til de godkendelseskriterier,
som de er godkendt efter. Det vil sige, at hvis kommunen
efterfølgende ændrer i kriterierne, f.eks. ved at
indføre et krav om en bestemt normering eller lignende,
så vil de ikke gælde for privatinstitutioner, som er
godkendt forud for ændringen af godkendelseskriterierne.
Det følger endvidere af offentligretlige
retsgrundsætninger, at myndigheder skal træffe
afgørelse i sager inden for rimelig tid, ligesom det
generelt er god forvaltningsskik, at ansøgninger behandles
hurtigst muligt, hvor sagsbehandlingen i den konkrete situation dog
afhænger af sagens kompleksitet m.v.
3.2.4.1.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre
godkendelseskriterier for privatinstitutioner. Som det
fremgår af beskrivelsen af gældende ret, jf. afsnit
3.2.4.1.1., skal godkendelseskriterierne afspejle kravene til
kommunens egne daginstitutioner, og kriterierne må hverken
være mere lempelige eller mere restriktive.
I dag skal privatinstitutioner leve op til de
godkendelseskriterier, som var gældende på tidspunktet
for institutionens godkendelse. Dette betyder, at der er
privatinstitutioner, som ikke er omfattet af de krav, som kommunen
stiller til egne daginstitutioner, såfremt kommunen har
ændret godkendelseskriterierne, efter at privatinstitutionen
er godkendt.
Aftalepartierne er enige om, at det ikke er
hensigtsmæssigt, at privatinstitutioner ikke skal leve op til
de krav, som kommunen til en hver tid stiller til øvrige
daginstitutioner i kommunen. Aftalepartierne er dog samtidig enige
om, at kommunens beslutninger om at ændre kravene til egne
daginstitutioner ikke skal finde anvendelse for allerede godkendte
privatinstitutioner.
Driftstilskuddet pr. barn til privatinstitutioner beregnes
på baggrund af kommunens gennemsnitlige udgifter til
aldersvarende dagtilbud og afspejler dermed det til en hver tid
fastsatte serviceniveau i den enkelte kommune.
En ændring af reglerne vil betyde, at der vil være
en højere grad af symmetri mellem kommunens krav og det
driftstilskud pr. barn, som ydes til privatinstitutionerne.
3.2.4.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det fastsættes i dagtilbudslovens
§ 20, jf. lovforslagets § 1, nr. 18, at
privatinstitutioner skal opfylde kommunens kriterier for
godkendelse senest seks måneder efter kommunens
offentliggørelse af disse. Med forslaget vil
privatinstitutionen have seks måneder til at tilpasse deres
drift m.v., hvorefter de skal opfylde kommunens aktuelle
godkendelseskriterier.
Forslaget indebærer, at der ikke sker en fastfrysning af
kravene til privatinstitutioner, hvis kommunalbestyrelsen som led i
fastsættelsen af serviceniveauet ønsker at ændre
kravene til de kommunale daginstitutioner. Det kan f.eks. ske, hvis
kommunen ønsker at ændre normeringen i de kommunale
daginstitutioner, stille nye eller ændrede krav til den
uddannelsesmæssige baggrund hos det udførende
personale eller lignende. Forslaget medfører samtidig, at
ingen privatinstitutioner vil skulle opfylde krav, som er mere
restriktive eller mere lempelige end de krav, kommunen stiller til
egne daginstitutioner.
Det foreslås, at det nye krav alene finder anvendelse for
privatinstitutioner, som godkendes efter lovens ikrafttræden,
som foreslås at være den 1. juli 2018, jf.
lovforslagets § 3, stk. 1.
3.2.4.2. Justering af driftstilskud
3.2.4.2.1. Gældende ret
Kommunalbestyrelsen skal, jf. dagtilbudslovens § 36, yde et
driftstilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution.
Størrelsen af driftstilskuddet skal svare til de
gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter pr. barn eksklusive
udgifter til støtte, jf. dagtilbudslovens § 4, stk. 2,
i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19,
stk. 2-4, § 21, stk. 2 og 3, og §§ 31-34, jf. dog
§§ 43 og 44. Dette betyder, at såfremt der er
både dagpleje og daginstitutioner til aldersgruppen, skal
kommunens driftstilskud til privatinstitutioner beregnes som et
gennemsnit af kommunens nettodriftsudgifter til dagplejen og
daginstitutioner. Tilskuddet skal vægtes efter antal pladser
i de forskellige dagtilbudstyper i kommunen.
De kommunale budgetter og dermed private leverandørers
tilskud fastsættes for et budgetår ad gangen.
3.2.4.2.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Som det fremgår af beskrivelsen af gældende ret, jf.
afsnit 3.2.4.2.1., beregnes driftstilskuddet pr. barn til
privatinstitutioner på baggrund af kommunens udgifter til
alderssvarende dagtilbud.
Dermed tages der højde for den kommunale variation i
sammensætning af dagtilbudstyper og kommunernes mulighed for
at styre udgiftsniveauet på dagtilbudsområdet. Dette
betyder, at såfremt kommunens udgifter til dagplejen er
lavere end udgifterne til alderssvarende daginstitutioner,
medfører det ikke merudgifter for kommunen, at
forældre vælger en privatinstitution.
Driftstilskuddet beregnes således på baggrund af
objektive kriterier. Kommunerne kan dog i beregningsgrundlaget tage
højde for privatinstitutionens åbningstid,
således at kommunen kan nedsætte tilskuddet til
privatinstitutioner med deltidspladser og begrænset
åbningstid. Der er dog ikke hjemmel til, at kommunerne kan
give et højere driftstilskud til privatinstitutioner, hvis
driftstilskuddet f.eks. er markant lavere end det kommunale tilskud
til øvrige alderssvarende daginstitutioner,
privatinstitutionen har udvidet åbningstid eller
lignende.
Aftalepartierne ønsker på denne baggrund at give
kommunerne mulighed for at give et højere driftstilskud til
privatinstitutioner, hvis driftstilskuddet er lavere end tilskuddet
til øvrige alderssvarende daginstitutioner.
Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at mere
fleksible regler for beregning af driftstilskud i nogle kommuner
kan fjerne en potentiel barriere for drift af privatinstitutioner.
Herudover vurderer ministeriet, at det i relation til reglerne om
statsstøtte er vigtigt at tydeliggøre, at
driftstilskuddet højst kan svare til det tilskud, som
øvrige alderssvarende daginstitutioner i kommunen får,
samt at et eventuelt højere driftstilskud skal ydes til alle
privatinstitutioner.
3.2.4.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at give kommunerne mere fleksibilitet til at
fastsætte niveauet for driftstilskud til privatinstitutioner.
Det foreslås således at ændre dagtilbudslovens
§ 36, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, så det
fastsættes, at kommunen kan beslutte at yde et driftstilskud
til privatinstitutioner, der alene baseres på udgifterne til
en plads i en alderssvarende daginstitution, såfremt
kommunens udgifter til alderssvarende daginstitutioner er
højere end udgiften til dagpleje. Dermed får kommunen
i de tilfælde, hvor udgifterne til dagplejen er lavere end
til daginstitutioner, mulighed for at yde et driftstilskud til
privatinstitutioner, som er på niveau med øvrige
alderssvarende daginstitutioner i kommunen.
Såfremt kommunalbestyrelsen vælger, at der skal ydes
driftstilskud til privatinstitutioner, som svarer til
nettodriftsudgifterne i aldersvarende daginstitutioner, skal det ud
fra et lighedshensyn gælde alle driftstilskud til
alderssvarende privatinstitutioner. Dette omfatter også
privatinstitutioner, som er beliggende i en anden kommune end
opholdskommunen.
3.2.4.3. Justering af bygningstilskud
3.2.4.3.1. Gældende ret
Kommunalbestyrelsen skal, jf. dagtilbudslovens § 37, yde et
bygningstilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution.
Bygningstilskuddet skal svare til de gennemsnitlige
ejendomsrelaterede udgifter pr. barn i samme aldersgruppe i
selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen.
Efter dagtilbudslovens § 44, har børne- og
socialministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for om
tilskud og egenbetaling efter dagtilbudslovens kapitel 5, herunder
bygningstilskud til privatinstitutioner.
De nærmere regler for bygningstilskuddet er fastsat i
bekendtgørelse nr. 551 af 11. maj 2017 om dagtilbud.
Bygningstilskuddet skal, jf. bekendtgørelsens § 16,
stk. 1, som hovedregel udgøre et beløb pr. barn
svarende til kommunens ejendomsrelaterede udgifter i selvejende og
udliciterede daginstitutioner for aldersgruppen delt med det
samlede antal børn i aldersgruppen i selvejende og
udliciterede daginstitutioner i kommunen, hvor kommunen yder
tilskud til ejendomsrelaterede udgifter.
Der er ligeledes fastsat en tilbagefaldsregel for beregning af
bygningstilskud til privatinstitutioner, jf.
bekendtgørelsens § 16, stk. 3, som skal anvendes,
når der i kommunen ikke er selvejende eller udliciterede
daginstitutioner til aldersgruppen, som modtager tilskud til de
ejendomsrelaterede udgifter. Bygningstilskuddet skal i disse
tilfælde for de 0-2-årige udgøre et beløb
svarende til 4,1 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede
bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34,
pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens
§ 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, og for børn
i aldersgruppen 3 år og indtil skolestart et beløb
svarende til 3,2 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede
bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34,
pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens
§ 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.
3.2.4.3.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Reglerne om beregning af bygningstilskud er fastsat, så
det sikres, at etablering af privatinstitutioner ikke
påfører kommunen yderligere ejendomsrelaterede
udgifter, end de gennemsnitligt har til selvejende og udliciterede
daginstitutioner.
I en undersøgelse af selvejende daginstitutioners
vilkår og rammebetingelser fra 2011 vurderes det, at
bygningstilskuddet i en overvægt af de undersøgte
privatinstitutioner ikke har et tilstrækkeligt niveau til at
dække de faktiske ejendomsrelaterede udgifter. Reglerne om
bygningstilskuddet angives dermed som en barriere for etablering og
drift af privatinstitutioner.
Partierne bag aftalen er enige om, at der er behov for mere
fleksible regler for beregning af bygningstilskud til
privatinstitutioner, som dog samtidig opretholder kommunens
mulighed for at styre udgiftsniveauet.
På baggrund af aftalepartiernes ønsker finder
Børne- og Socialministeriet det væsentligt at
bemærke, at kommunerne ved en eventuel beslutning om at yde
et højere bygningstilskud skal iagttage reglerne om
statsstøtte.
3.2.4.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre dagtilbudslovens § 37,
jf. lovforslagets § 1, nr. 28, så det fastsættes,
at kommunerne får mulighed for at yde et højere
bygningstilskud til privatinstitutioner end det tilskud, som
dagtilbudsloven i dag giver mulighed for.
I medfør af § 44 i dagtilbudsloven vil der i
tilknytning til ændringen af dagtilbudslovens blive fastsat
regler på bekendtgørelsesniveau, hvorefter kommunen
som udgangspunkt skal yde et tilskud, som mindst udgør et
beløb pr. barn svarende til kommunens ejendomsrelaterede
udgifter i selvejende og udliciterede daginstitutioner for
aldersgruppen delt med det samlede antal børn i
aldersgruppen i selvejende og udliciterede daginstitutioner i
kommunen, hvor kommunen yder tilskud til ejendomsrelaterede
udgifter.
Hvis en kommune beslutter at yde et højere
bygningstilskud, skal kommunen iagttage reglerne om
statsstøtte. Det højere bygningstilskud kan i den
forbindelse gives, hvis kommunen vurderer, at bygningstilskuddet
til privatinstitutioner ikke svarer til de reelle
ejendomsrelaterede udgifter i de selvejende og udliciterede
daginstitutioner. Herudover skal kommunen ud fra et lighedshensyn
yde bygningstilskud på samme niveau til alle
privatinstitutioner - herunder også privatinstitutioner, som
er beliggende i andre kommuner.
Det vil uændret gælde, at såfremt
tilbagefaldsreglen anvendes og betingelserne herfor er til stede,
skal kommunen yde et bygningstilskud, som for de 0-2-årige
udgør et beløb svarende til 4,1 pct. af kommunens
gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf.
dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et
alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk.
2-4, og § 21, stk. 2 og 3. For børn i aldersgruppen 3
år og indtil skolestart skal kommunen yde et bygningstilskud,
som udgør et beløb svarende til 3,2 pct. af kommunens
gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf.
dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et
alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk.
2-4, og § 21, stk. 2 og 3.
3.2.5. Kombinationstilbud til familier med skæve
arbejdstider
3.2.5.1. Gældende ret
Efter dagtilbudslovens § 80, stk. 4, kan
kommunalbestyrelsen give forældre mulighed for at kombinere
en plads i et dagtilbud efter dagtilbudslovens §§ 19 og
21 med et økonomisk tilskud til privat pasning.
Formålet med kombinationstilbuddet er at tilgodese
forældres behov for fleksibilitet i forhold til at skabe en
bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv i
tilfælde, hvor forældrene f.eks. har skiftende
arbejdstider, der ikke alene kan dækkes af dagtilbuddenes
normale åbningstid. Der kan ligeledes være
forældre, der ikke ønsker at gøre brug af
natpasning i et andet dagtilbud end det, barnet kender i forvejen,
selvom de har et reelt pasningsbehov i nattetimerne.
Kombinationstilbuddet i form af en deltidsplads i et dagtilbud
og tilskud til privat pasning giver mulighed for, at barnet kan
forblive i sine vante og trygge rammer i hjemmet og kan blive
passet af en for barnet kendt person, når forældrene
arbejder f.eks. om aftenen eller natten. Samtidig kan barnet
være i et dagtilbud de dage, hvor forældrene arbejder i
dagtimerne. Dermed kan barnet få tilknytning til et dagtilbud
og en kontakt til andre børn i de timer, hvor barnet er i
dagtilbud.
Kombinationstilbuddet tildeles ud fra en konkret vurdering af
forældrenes behov for pasning, eksempelvis personer med
både dag- og nattevagter, der kan have behov for et dagtilbud
i dagtimerne og et tilskud til privat pasning i nattetimerne.
Muligheden er dermed f.eks. relevant for familier, hvor eksempelvis
begge forældre arbejder aften eller nat og derfor kan have
vanskeligt ved at få dækket behovet for pasning af
barnet ved en plads i dagtilbud. Det samme er tilfældet for
enlige forsørgere med skiftende arbejdstider.
Kombinationstilbuddet skal dermed tildeles på baggrund af en
konkret vurdering af, om forældrene har et pasningsbehov, der
kan dækkes af et kombinationstilbud.
Kombinationstilbuddet må samlet set ikke overstige, hvad
der tidsmæssigt svarer til en fuldtidsplads i et dagtilbud i
kommunen.
3.2.5.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
En undersøgelse offentliggjort i 2017 af dagtilbuddenes
åbningstider viste, at 12 ud af 95 kommuner i året 2016
gav mulighed for kombinationstilbud. I 2015 var der i de 12
kommuner ikke forældre, som benyttede ordningen.
Aftalepartierne ønsker, at familier, hvor
forældrene har skæve arbejdstider, skal have mere
fleksible rammer i forhold til at planlægge deres
børns pasning. På denne baggrund foreslås det at
udvide den nuværende ordning, så flere familier med
skæve arbejdstider får mulighed for at anvende
kombinationstilbuddet og som led heri få tilskud til at
betale en fleksibel passer for at passe barnet uden for
dagtilbuddenes almindelige åbningstider.
Aftalepartierne er samtidig optaget af, at den fleksible
pasning, som er en del af kombinationstilbuddet, reelt anvendes til
at passe barnet. Derfor er det væsentligt, at kommunerne som
led i godkendelsen af pasningsaftalen fortsat skal godkende de
økonomiske forhold samt føre tilsyn med ordningen for
blandt andet at sikre, at der ikke er tale om proforma-aftaler.
Der vil to år efter lovens ikrafttræden blive
gennemført en evaluering, der skal dokumentere anvendelsen
af ordningen. Evalueringen kan danne baggrund for en politisk
drøftelse af, om der er behov for en eventuel justering af
ordningen.
Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at
aftalepartiernes ønske om, at alle kommuner skal tilbyde
kombinationstilbuddet til forældre med skæve
arbejdstider, vil medføre, at flere forældre med
skæve arbejdstider får adgang til flere
pasningsmuligheder. Det kan f.eks. være en enlig
forsørger, som har aften- og weekendvagter eller et
samlevende forældrepar, hvor den ene forælder er
sygeplejerske og den anden politibetjent med både aften-,
nat- og weekendarbejde.
3.2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte et nyt § 85 a i
dagtilbudsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvorefter
kommunalbestyrelsen skal tilbyde enlige forældre og
forældrepar, hvor begge har et dokumenteret arbejdsbetinget
behov for pasning uden for dagtilbuddenes almindelige
åbningstid, et kombinationstilbud.
Kombinationstilbuddet indebærer, at barnet kan få en
deltidsplads i et dagtilbud samtidig med, at forældrene
modtager et tilskud fra kommunen til fleksibel pasning. Herved
får barnet glæde af at gå i et dagtilbud, hvor
der via trygge og pædagogiske læringsmiljøer
arbejdes med barnets trivsel og læring samtidig med, at
forældrene via den fleksible pasning får mulighed for
at få passet barnet på de tidspunkter, hvor
dagtilbuddet har lukket.
Med forslaget indføres begrebet 'fleksibel pasning', som
et nyt begreb i dagtilbudsloven, hvor begrebet alene knytter sig
til kombinationstilbuddet.
Det foreslås, at forældre til tosprogede
børn, der er optaget i et sprogstimuleringstilbud i form af
et dagtilbud 30 timer om ugen, jf. dagtilbudslovens § 11, stk.
8, ikke er omfattet af forslaget, idet sprogstimuleringstilbuddet
på 30 timer om ugen har et særligt formål.
Det foreslås, at reglerne for tilskud til privat pasning
efter §§ 80-85, jf. dog § 81, stk. 1, 3. pkt.,
og § 81 a, stk. 3, tillige gælder for fleksibel pasning.
Forslaget indebærer, at den fleksible pasning bliver omfattet
af det nuværende krav til privat pasning, hvorefter
hovedsproget skal være dansk i den fleksible pasning,
medmindre kommunalbestyrelsen i helt særlige tilfælde
har besluttet, at hovedsproget kan være et andet sprog end
dansk, hvis det vurderes ikke at have integrationsmæssige
konsekvenser. Den fleksible passer skal således kunne
dokumentere, at vedkommende har tilstrækkelige
danskkundskaber til at kunne understøtte barnets
dansksproglige udvikling. Det forudsættes i den forbindelse,
at den fleksible passer indsender dokumentation for, at den
fleksible passer f.eks. har gennemført
9.-klasseprøven i dansk med mindst karakteren 2, har
bestået Prøve i Dansk 2, eller et tilsvarende
niveau.
Det foreslås ligeledes, at den fleksible pasning vil
skulle tilrettelægges, så barnet sikres medbestemmelse,
medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati samt
samhørighed med det danske samfund.
Forslaget indebærer i forlængelse heraf, at
kommunalbestyrelsen som en betingelse for udbetaling af tilskud til
den fleksible pasning skal godkende den pasningsaftale, som
indgås mellem forældrene og den fleksible passer. Dette
omfatter blandt andet de økonomiske forhold, hvor kommunen
skal sikre, at der ikke er tale om proforma-aftaler.
Det foreslås, at den fleksible pasning ikke bliver
omfattet af kravet om, at der skal arbejdes med at fremme
børns læring. Dette skal ses i lyset af, at en
betydelig del af den fleksible pasning forventeligt vil finde sted
om aftenen eller natten, hvor barnet sover, og at barnet også
er i et dagtilbud, hvor der arbejdes med trygge og
pædagogiske læringsmiljøer.
Forslaget indebærer, at kommunen skal føre tilsyn
med den fleksible pasning, hvor det dog foreslås, at kommunen
ikke skal føre tilsyn med den fleksible pasning i samme
omfang, som gælder for privat pasning efter dagtilbudslovens
§§ 80-85, idet den fleksible pasning ikke skal
være omfattet af kravet om læring. Kommunens tilsyn
skal dog omfatte øvrige relevante forhold, herunder om
hovedsproget i den fleksible pasning er dansk, og om pasningen er
tilrettelagt, så børnene sikres medbestemmelse,
medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati og som
led heri bidrager til at udvikle børns samhørighed
med og integration i det danske samfund.
Det foreslås, at forældre skal have mulighed for at
få et kombinationstilbud, hvis de begge har en
beskæftigelsessituation, som betyder, at familien har et
dokumenteret arbejdsbetinget behov for pasning uden for
dagtilbuddenes almindelige åbningstid. Hvis der er tale om en
enlig forsørger, skal den pågældende
forælder have mulighed for at få et kombinationstilbud,
hvis forælderens beskæftigelsessituation betyder, at
familien har et dokumenteret arbejdsbetinget behov for pasning uden
for dagtilbuddenes almindelige åbningstid.
Forældrenes dokumentation for, at de har et
arbejdsbetinget behov for pasning uden for dagtilbuddenes
almindelige åbningstid kan eksempelvis bestå af en
vagtplan fra deres arbejdsplads eller lignende. Det er den enkelte
kommune, der beslutter, hvordan forældrene skal dokumentere
det arbejdsbetingede behov for pasning, så kommunen via
dokumentationen har sikkerhed for, at de pågældende
forældre har et reelt arbejdsbetinget behov for pasning uden
for dagtilbuddenes almindelige åbningstid.
Herudover foreslås det, at kommunalbestyrelsen skal
tilrettelægge kombinationstilbuddet ud fra den enkelte
families dokumenterede behov. Det vil således være
kommunalbestyrelsen, som fastlægger det konkrete
timemæssige omfang af deltidspladsen i dagtilbuddet og den
fleksible pasning.
Det foreslås, at kombinationstilbuddet ikke kan overstige,
hvad der tidsmæssigt svarer til en fuldtidsplads i et
alderssvarende dagtilbud i kommunen. Det foreslås videre, at
den fleksible pasningsdel skal have et omfang på mindst 10
timer om ugen i gennemsnit.
Med henblik på at sikre en høj grad af
fleksibilitet i ordningen foreslås i forlængelse heraf,
at omfanget af både deltidspladsen i dagtilbuddet samt den
fleksible pasning skal opgøres som et gennemsnit over en
periode på mindst fire uger. Forslaget skal sikre, at
familier med skiftende arbejdstider og et dokumenteret
arbejdsbetinget behov for pasning uden for dagtilbuddenes
almindelige åbningstider også kan gøre brug af
kombinationstilbuddet.
Forslaget indebærer, at der ikke er noget loft over, hvor
stor en del af kombinationstilbuddet, der kan udgøres af den
fleksible pasning. Der vil således ikke være krav om,
at pladsen i dagtilbuddet i forhold til tid skal udgøre den
primære del af kombinationstilbuddet.
Det foreslås, at de nye regler om kombinationstilbud alene
finder anvendelse for aftaler om kombinationstilbud, som tilbydes
forældrene efter lovens ikrafttræden, som
foreslås at være den 1. juli 2018, jf. lovforslagets
§ 3, stk. 1.
3.2.6. Mere fleksibilitet i ordningen vedrørende
tilskud til pasning af egne børn
3.2.6.1. Gældende ret
Kommunalbestyrelsen kan efter dagtilbudslovens § 86
beslutte at give forældre med børn i alderen 24 uger
og indtil skolestart mulighed for at vælge et
økonomisk tilskud til pasning af egne børn i stedet
for en plads i et dagtilbud.
Tilskuddet kan efter dagtilbudslovens § 89, stk. 2,
højst udgøre 85 pct. af den billigste
nettodriftsudgift i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.
Tilskud til pasning af egne børn kan, jf. dagtilbudslovens
§ 88, stk. 3, gives for en periode på minimum 8 uger og
maksimalt et år. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en
længere minimumsperiode og en kortere maksimumsperiode. Der
kan, jf. dagtilbudslovens § 88, stk. 1, maksimalt udbetales
tre tilskud til samme husstand.
Kommunalbestyrelsen kan alene give ét tilskud pr. barn og
kun i et tidsrum, der holder sig inden for de fastsatte minimums-
og maksimumsgrænser. Tilskuddet tildeles det enkelte barn for
en sammenhængende periode, der holder sig inden for de
fastsatte tidsgrænser. Der kan således ikke tildeles
flere tilskud til det samme barn. Dette gælder ligeledes i
tilfælde, hvor de enkelte tilskudsperioder tilsammen
udgør den maksimale periode på et år.
Forældre kan modtage tilskud til pasning af tre
forskellige børn enten samtidigt eller i en forskudt
periode, så længe der for det enkelte barn er tale om
et tilskud i én samlet periode på maksimalt et
år. Tilskuddet beskattes som A-indkomst for
tilskudsmodtageren. Der indeholdes dog ikke arbejdsmarkedsbidrag,
da der ikke er tale om en arbejdsindtægt. Det samlede tilskud
pr. husstand kan, jf. dagtilbudslovens § 88, stk. 2, ikke
overstige dagpengemaksimum. Dagtilbudslovens § 87, stk. 1, nr.
1-4, fastsætter fire betingelser, som forældre skal
opfylde for at kunne modtage tilskud til pasning af egne
børn.
Den forælder, der ansøger om tilskuddet skal kunne
dokumentere tilstrækkelige danskkundskaber, så
forælderen kan udvikle barnets dansksproglige kompetencer.
Forælderen kan videre ikke modtage tilskuddet samtidig med,
at han eller hun modtager offentlig overførselsindkomst
(f.eks. barselsdagpenge, kontanthjælp, førtidspension
og SU) eller har en arbejdsindtægt. Tilskud til pasning af
egne børn er dermed et alternativ til at være til
rådighed og have tilknytning til arbejdsmarkedet, og det er
således ikke hensigten, at tilskuddet skal være et
supplerende forsørgelsesgrundlag til en offentlig
overførselsindkomst eller en arbejdsindtægt. Det er
videre en betingelse, at ansøgeren ikke er omfattet af
§ 13, stk. 10, og § 13 f, stk. 1-4, jf. § 26, stk.
4-10, i lov om aktiv socialpolitik. Dette betyder, at personer,
hvis ægtefælle modtager integrationsydelse,
uddannelseshjælp eller kontanthjælp, og som enten
frivilligt er blevet hjemmegående og derfor ikke får
hjælp efter aktivloven, eller som har mistet retten til
hjælp på grund af 225-timers reglen, ikke kan modtage
tilskud til pasning af egne børn efter dagtilbudsloven.
Endelig er det et krav, at ansøgeren skal have opholdt sig
her i landet i mindst 7 ud af de seneste 8 år. Kravet om
ophold gælder dog ikke for personer, der er berettiget til
ydelsen efter EU-retten, det vil blandt andet sige personer, som er
berettigede til tilskuddet i medfør af EU-forordning nr.
492/2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for
Unionen.
3.2.6.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Tilskud til pasning af egne børn giver mulighed for, at
forældre i en periode kan modtage et tilskud fra kommunen til
at passe barnet i hjemmet i stedet for at få en plads i et
dagtilbud. Der knytter sig forskellige regler til tilskuddet, som
gør, at ordningen kan opleves som ufleksibel. Dette skyldes
blandt andet, tilskuddet skal gives for en sammenhængende
periode, så forældrene ikke kan få tilskud til
det samme barn i to omgange, ligesom det ikke er muligt at dele
tilskudsperioden for det enkelte barn mellem forældrene.
Som led i beslutningsforslag B 34, fremsat i Folketinget den 20.
december 2013 om iværksættelse af en systematisk
indsats mod grænsehindringer inden for
rigsfællesskabets grænser (vedtaget i Folketinget d.
13. maj 2014) blev der igangsat en tværministeriel
kortlægning af grænsehindringer inden for
rigsfællesskabet og det nordiske samarbejde. Her er det
blandt andet angivet, at kravet om, at man skal have opholdt sig i
landet i mindst 7 ud af de seneste 8 år for at have ret til
tilskuddet, kan fungere som en hindring for fri bevægelighed
inden for rigsfællesskabet. Dette skyldes, at ophold i
Grønland og på Færøerne - modsat en
række andre ydelser - ikke tæller med i
opgørelsen.
Aftalepartierne er enige om, at der er behov for at sikre mere
fleksible rammer i ordningen om tilskud til pasning af egne
børn i de kommuner, som giver mulighed for tilskuddet.
Herudover ønsker aftalepartierne at fjerne den potentielle
grænsehindring og dermed sikre, at personer, der har opholdt
sig i Grønland eller på Færøerne i mere
end 1 år inden for de seneste 8 år, ikke afskæres
muligheden fra at modtage tilskud til pasning af egne
børn.
Det er Børne- og Socialministeriets vurdering at en
ændring af reglerne om tilskud til pasning af egne
børn vil kunne medvirke til at give den enkelte familie mere
fleksible rammer i tilrettelæggelsen af familie- og
arbejdsliv. Herudover vil det efter ministeriets vurdering
være et væsentligt bidrag til arbejdet med at fjerne
grænsehindringer, hvis ophold i Grønland og på
Færøerne fremadrettet sidestilles med ophold i
Danmark, når det drejer sig om optjening af ret til
tilskuddet.
3.2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre dagtilbudslovens § 88,
jf. lovforslagets § 1, nr. 39-41, hvorefter forældre i
kommuner, som giver tilskud til pasning af egne børn,
får mulighed for at opdele tilskudsperioden i to for det
samme barn. Herudover foreslås det, at forældre
får mulighed for at dele tilskudsperioden mellem sig.
Forslaget ændrer ikke ved, at den samlede periode maksimalt
kan udgøre ét år, og at modtageren af
tilskuddet skal leve op til de betingelser, der følger af
dagtilbudslovens § 87.
Med henblik på at fjerne en potentiel hindring for den fri
bevægelighed inden for rigsfællesskabet foreslås
det desuden at ændre dagtilbudslovens § 87, jf.
lovforslagets § 1, nr. 38, hvorefter ophold i Grønland
og på Færøerne sidestilles med ophold i Danmark
i relation til optjening af ret til tilskud til pasning af egne
børn. Forslaget indebærer, at personer, der har haft
ophold i Grønland eller på Færøerne inden
for de sidste 8 år også optjener ret til at modtage
tilskud til pasning af eget barn i den periode, hvor de opholder
sig i Grønland eller på Færøerne. Det vil
med den foreslåede ændring således være et
krav, at man skal have opholdt sig i riget i mindst 7 ud af de
seneste 8 år for at være berettiget til tilskud til
pasning af egne børn. Kravet gælder ikke for
EU-/EØS-borgere, som har ret til tilskuddet efter
EU-retten.
Forslaget ændrer ikke ved, at tilskud til pasning af egne
børn ikke kan medtages til Grønland og
Færøerne.
Det foreslås, at de nye regler for tilskud til pasning af
egne børn alene finder anvendelse for aftaler om tilskud til
pasning af egne børn, som indgås efter lovens
ikrafttræden, som foreslås at være den 1. juli
2018, jf. lovforslagets § 3, stk. 1.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Det samlede forslag skønnes at medføre
årlige merudgifter for kommunerne på 30,6 mio. kr. i
2018, 24,7 mio. kr. i 2019, 22,1 mio. kr. i 2020 og 21,6 mio. kr. i
2021 og årligt herefter (2018 pris og lønniveau).
Forslagets økonomiske konsekvenser for kommunerne er
sammensat af følgende:
Forslaget om at forældrene får øget mulighed
for at vælge et bestemt dagtilbud skønnes at
medføre merudgifter på 14,5 mio. kr. i 2018 til
ændring af kommunernes administrative systemer i forbindelse
med ansøgning, optag og overflytning til en konkret plads i
dagtilbud, samt 3,7 mio. kr. i 2019 og årligt herefter
overvejede til administrative merudgifter i forbindelse med
samme.
Forslaget om kombinationstilbud til familier med skæve
arbejdstider skønnes at medføre merudgifter på
2,5 mio.kr. i 2018 og 4,4 mio. kr. i 2019 og årligt herefter,
blandt andet som følge af en stigning i antallet af
godkendelser af private passere, samt administrative merudgifter i
forbindelse med ændringer i takster og tilskud for den
enkelte familie.
Forslaget om ret til deltidsplads for forældre på
barsels- eller forældreorlov skønnes at medføre
merudgifter på 1,5 mio. kr. i 2019 og årligt herefter
som følge af administration i forbindelse med
ændringer fra heltids- til deltidspladser og omvendt.
Forslaget om bedre kvalitet i private pasningsordninger
skønnes at medføre merudgifter på 5,1 mio. kr.
i 2018 og på 10,3 mio. kr. i 2019 og årligt herefter
som følge af øget kommunalt tilsyn.
Forslaget om bedre sammenhæng i kommunens indsats for de
0-6 årige skønnes at medføre merudgifter
på 5,3 mio. kr. i 2018 og på 1,8 mio. kr. i 2019 og
årligt herefter som følge af administrative
merudgifter i forbindelse med fastsættelse af retningslinjer
for samarbejdet mellem den kommunale sundhedspleje og dagtilbud og
dagtilbud og skole samt andre relevante aktører.
Forslaget om læringsfokus i skolefritidsordning (SFO) og
fritidshjem indtil skolestart skønnes at medføre
merudgifter på 3,2 mio. kr. i 2018, 3,1 mio. kr. i 2019 og
0,5 mio. kr. i 2020 til opkvalificering af det pædagogiske
personale i fritidshjem og skolefritidsordning (SFO).
De økonomiske konsekvenser af forslaget forhandles med
kommunerne.
Forslaget berører ikke regionerne og har ikke
økonomiske og administrative konsekvenser for regionerne.
Forslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser
for staten.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Forslaget kan have positive konsekvenser for privatinstitutioner
i kraft af, at kommunerne med forslaget blandt andet får
mulighed for at yde et højere drifts- og bygningstilskud til
privatinstitutioner.
Herudover kan forslaget om ændrede godkendelseskriterier
have såvel positive som negative konsekvenser for
privatinstitutioner som følge af, at privatinstitutioner
godkendt efter den 1. juli 2018 i tråd med dagtilbuddene
under den kommunale forsyning vil skulle opfylde kommunens til en
hver tid gældende godkendelseskriterier.
Privatinstitutionerne vil skulle opfylde de nye
godkendelseskriterier senest seks måneder efter, at disse er
offentliggjort. De ændrede godkendelseskriterier kan
være enten mere lempelige eller restriktive end de kriterier,
privatinstitutionen er godkendt efter.
Det skal hertil bemærkes, at lovændringen alene
finder anvendelse for privatinstitutioner, som er godkendt efter
lovens ikrafttræden, ligesom de ændrede krav vil blive
reflekteret i det driftstilskud pr. barn, som privatinstitutionen
modtager fra kommunen.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 21. september
2017 til den 22. oktober 2017 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Børnerådet, Børnesagens
Fællesråd, Børne- og Kulturchefforeningen (BKF),
Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL),
Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO), Danmarks
Evalueringsinstitut (EVA), Danmarks Idrætsforbund (DIF),
Danmarks Lærerforening (DLF), Danmarks Privatskoleforening,
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Blindesamfund, Danske
Døves Landsforbund, Dansk Center for
Undervisningsmiljø (DCUM), Dansk Erhverv, Dansk
Friskoleforening, Dansk Industri, Dansk Musikskolesammenslutning,
Dansk Musikpædagogisk Forening, Dansk Psykolog Forening,
Danske A-kasser, Danske Handicaporganisationer (DH), Danske Musik-
og Kulturskoleledere, Danske Regioner, Danske
Professionshøjskoler, Danske Skoleelever, Datatilsynet, De
private sociale tilbud (LOS), Det Centrale Handicapråd,
Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig, DGI,
Dokumentations- og Rådgivningscentret for Racediskrimination,
Efterskoleforeningen, FOA - Fag og Arbejde, fobu, Foreningen af
Danske Døgninstitutioner, Foreningen af Frie Fagskoler,
Foreningen af Katolske Skoler i Danmark, Foreningen af Kristne
Friskoler, Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler, Foreningen
af Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen
for Forældre til Elever i Fri- og Privatskoler,
Foreningsfællesskabet Ligeværd, Frie Kostskolers
Fællesråd, Frie Skolers Lærerforening, FTF,
Institut for Menneskerettigheder, Klagenævnet for
specialundervisning, KL, Landsforeningen af 10. klasseskoler i
Danmark, Landsforeningen af forældre til børn i
dagtilbud (FOLA), Landsforeningen af Ungdomsskoleledere,
Landsorganisationen i Danmark (LO), Landssamråd for
PPR-chefer, Lilleskolerne - en sammenslutning af frie grundskoler,
Private Gymnasier og Studenterkurser, Rigsrevisionen, Rådet
for Etniske Minoriteter, Selveje Danmark, Skolelederforeningen,
Skole og Forældre, Socialpædagogernes Landsforbund,
Team Danmark, Uddannelsesforbundet, Ungdommens
Uddannelsesvejledning, Ungdomsringen og Ungdomsskoleforeningen.
10. Sammenfattende skema | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Forslaget forventes at medføre
merudgifter for kommunerne på 30,6 mio. kr. i 2018, 24,7 mio.
kr. i 2019, 22,1 mio. kr. i 2020 og 21,6 mio. kr. i 2021 og
årligt herefter. | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | De foreslåede ændringer vil
medføre administrative meropgaver i kommunerne, herunder i
forbindelse med forældrenes øgede muligheder for at
få barnet optaget det ønskede dagtilbud, retten til
kombinationstilbud, retten til deltidsplads m.v. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Forslaget kan have positive konsekvenser
for privatinstitutioner i kraft af, at kommunerne med forslaget
blandt andet får mulighed for at yde et højere drifts-
og bygningstilskud til privatinstitutioner. | De foreslåede ændringer
vedrørende godkendelseskriterier kan have såvel
positive som negative konsekvenser for privatinstitutioner som
følge af, at privatinstitutioner godkendt efter den 1. juli
2018 vil skulle opfylde kommunens godkendelseskriterier senest seks
måneder efter, at disse er offentliggjort.
Privatinstitutioner vil med forslaget skulle tilpasse driften, hvis
kommunen ændrer godkendelseskriterierne, som kan betyde, at
de bliver omfattet af enten mere lempelige eller restriktive
krav. Ændringen foreslås alene at
finde anvendelse for privatinstitutioner, som er godkendt efter
lovens ikrafttræden, ligesom de ændrede krav vil blive
reflekteret i det driftstilskud pr. barn, som privatinstitutionen
modtager fra kommunen. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter | Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X) | Ja | Nej X | | | |
|
Til §
1
Til nr. 1
Det følger af dagtilbudslovens § 2, stk. 3, at
forældre alene kan råde over et tilbud efter
dagtilbudsloven, medmindre forældrene anvender et
kombinationstilbud efter dagtilbudslovens § 80, stk. 4.
Det foreslås at ændre henvisningen i
dagtilbudslovens § 2, stk. 3, så der henvises til §
85 a. Forslaget følger af lovforslagets § 1, nr. 37,
hvor der som noget nyt foreslås indført en ny
bestemmelse om kombinationstilbud.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.5.
Til nr. 2
Efter dagtilbudslovens § 3 har kommunalbestyrelsen ansvaret
for dag-, fritids- og klubtilbud m.v., ligesom kommunen skal
fastsætte mål og rammer for disse områder.
Det foreslås, at ordet »dag-, fritids- og
klubtilbud« alle steder i dagtilbudslovens § 3
ændres til »fritids- og klubtilbud«. Herefter
regulerer § 3 alene kommunens forpligtelse til at
fastsætte mål og rammer for fritidshjem og klubtilbud
m.v. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets §
1, nr. 3, hvorefter det foreslås, at kommunalbestyrelsens
forpligtelse til at fastsætte rammer m.v. for dagtilbuddene
fastsættes i selvstændig bestemmelse.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.1.
Til nr. 3
Det følger af dagtilbudslovens § 3, at
kommunalbestyrelsen har ansvaret for dag-, fritids- og klubtilbud
m.v. Det følger videre, at kommunalbestyrelsen skal
fastsætte mål og rammer for disse områder.
Den foreslåede § 3 a er
en ny bestemmelse, som vil regulere dagtilbuddene, hvorimod §
3 i dagtilbudsloven fremadrettet alene vil regulere fritidshjem og
klubtilbud m.v.
Det foreslås med § 3 a, stk.
1, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for dagtilbuddene.
Den foreslåede § 3 a, stk. 1, er en videreførelse
af dagtilbudslovens § 3, stk. 1, for så vidt angår
kommunalbestyrelsens ansvar for dagtilbuddene.
Det foreslås med § 3 a, stk.
2, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og
offentliggøre kommunens rammer for dagtilbud herunder
eventuelle prioriterede indsatser på området. Det
foreslås videre i stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal sikre,
at de fastsatte rammer og eventuelle prioriterede indsatser
medvirker til, at dagtilbuddene kan opfylde de krav, der
følger af lovens afsnit II og til udmøntningen af
kommunens sammenhængende børnepolitik, jf. § 19,
stk. 2, i lov om social service.
Den foreslåede § 3 a, stk. 2, er en
videreførelse af dagtilbudslovens § 3, stk. 2 og 3, for
så vidt angår kommunalbestyrelsens forpligtelse til at
fastsætte og offentliggøre rammer for dagtilbuddene,
herunder at dagtilbuddene skal ses i sammenhæng med og skal
medvirke til udmøntningen af kommunens sammenhængende
børnepolitik efter § 19, stk. 2, i lov om social
service.
Med forslaget vil kommunalbestyrelsen skulle fastsætte og
offentliggøre kommunens rammer for dagtilbuddene, herunder
eventuelle prioriterede indsatser på området.
Kommunalbestyrelsen vil som en del af forslaget skulle sikre, at
kommunens rammer og eventuelle prioriterede indsatser på
området medvirker til, at dagtilbuddene i praksis kan
efterleve lovens formål, formålsbestemmelsen for
dagtilbud, arbejdet med den pædagogiske læreplan og den
sammenhængende børnepolitik efter lov om social
service. Hensigten med forslaget er således, at de rammer,
som kommunen fastsætter, vil skulle ses i tæt
sammenhæng med dagtilbuddenes mulighed for i praksis at
løse de opgaver, som de ifølge loven er forpligtet
til.
Kommunens fastsatte rammer for dagtilbuddenes arbejde vil f.eks.
kunne bestå af tværfaglige netværk, interne og
eksterne netværk for ledelse og medarbejdere,
kompetenceudviklingsforløb, supervision,
udviklingsorienteret tilsyn m.v., hvor disse elementer alene er
nævnt som eksempler.
Forslaget indebærer, at det gældende krav om, at
kommunalbestyrelsen skal fastsætte mål for
området, bliver ophævet. Forslaget skal ses i
sammenhæng med, at der er fastsat en formålsbestemmelse
for hele dagtilbudsloven samt en formålsbestemmelse for
dagtilbuddene, jf. dagtilbudslovens §§ 1 og 7 samt
forslaget om, at ministeren får bemyndigelse til på
bekendtgørelsesniveau at fastsætte få brede
pædagogiske mål for sammenhængen mellem
læringsmiljøet og børns læring, jf.
forslagets § 1, nr. 7.
Kommunens sammenhængende børnepolitik skal beskrive
forholdet mellem "normalområdet", som dagtilbuddene
udgør, og "særlig støtte-området", som
reguleres efter lov om social service. Dagtilbuddene er en del af
kommunens generelle forebyggende indsats til de børn, der
har behov herfor. Hovedparten af de børn, der har behov for
særlig støtte efter bestemmelserne i lov om social
service, har også kontakt med de almindelige dagtilbud. Det
er derfor vigtigt, at der sikres sammenhæng mellem på
den ene side dagtilbuddenes indsats i forhold til det
pågældende barn og på den anden side den indsats,
der i andet regi iværksættes efter lov om social
service.
Formålet med den sammenhængende børnepolitik
er, at den enkelte kommunalbestyrelse sikrer sammenhæng
mellem det generelle forebyggende arbejde og den målrettede
indsats over for børn med behov for særlig
støtte. I denne forbindelse er det blandt andet vigtigt, at
normalsystemet er tilstrækkeligt rummeligt til, at der ikke
sker en uhensigtsmæssig udstødelse af børn med
behov for støtte efter dagtilbudsloven eller regler om
særlig støtte efter lov om social service.
Den sammenhængende børnepolitik skal således
beskrive, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer sammenhæng
mellem dele af den kommunale forvaltning og øvrige tilbud
f.eks. dagtilbud, skole, sundhedssektor, den frivillige sektor og
den særlige støtte til børn og unge.
Det følger af den sammenhængende
børnepolitik, at kommunalbestyrelsen som led i udarbejdelsen
heraf skal beskrive den rolle, som dagtilbuddene tilsigtes at
spille i den forebyggende indsats, herunder dagtilbuddenes
rummelighed i forhold til børn med udfordringer. Der kan
f.eks. være behov for, at kommunalbestyrelsen er særlig
opmærksom på indsatsen i dagtilbud, der ligger i
belastede områder. Hvis et dagtilbud har en særlig
høj andel af børn med sociale problemer, kan
kommunalbestyrelsen således overveje, om der er behov for
særlige initiativer f.eks. differentieret normering for at
sikre, at dette tilbud kan tilgodese børnenes behov.
Den sammenhængende børnepolitik skal udformes
skriftligt og offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Der er for så vidt angår dagtilbud og den
sammenhængende børnepolitik ikke tilsigtet
ændringer af den gældende retstilstand.
Kravet om, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre
kommunes rammer og eventuelle prioriterede indsatser har til
formål at give borgerne mulighed for at få indblik i
den enkelte kommunes prioriteringer og serviceniveau på
dagtilbudsområdet.
Det foreslås med § 3 a,
stk. 3, at der stilles krav om, at
kommunalbestyrelsen som led i fastsættelsen af rammer for
dagtilbuddene, jf. det foreslåede stk. 2, og med henblik
på at skabe sammenhæng i børns liv og
kontinuitet i overgangen mellem tilbud skal fastsætte
retningslinjer om:
1) Samarbejdet
mellem dagtilbud og fritidstilbud samt skolen.
2) Samarbejdet
mellem dagtilbud og andre relevante aktører, herunder den
kommunale sundhedspleje, Pædagogisk Psykologisk
Rådgivning (PPR) m.v.
3) Videregivelse af
relevante oplysninger ved børnenes overgange fra den
kommunale sundhedspleje til dagtilbud og fra dagtilbud til
skolefritidsordning/fritidshjem og skole.
Den foreslåede § 3 a, stk. 3, er en delvis
videreførelse af dagtilbudslovens § 3, stk. 3, nr. 1,
hvorefter kommunalbestyrelsen skal sikre, at dagtilbuddene
medvirker til at skabe indbyrdes sammenhæng mellem dagtilbud,
fritidstilbud og klubtilbud samt andre relevante love.
Forslaget om fastsættelse af retningslinjer har til
hensigt at sikre, at der politisk tages stilling til og udstikkes
en fælles retning for, hvordan samarbejdet mellem forskellige
dele af den kommunale forvaltning og øvrige tilbud, samt
videregivelse af relevante oplysninger om børn herimellem
finder sted i kommunen.
Retningslinjerne skal videre sikre, at de fagprofessionelle i
den kommunale sundhedspleje, dagtilbud, fritidstilbud, skoler m.v.
får viden om de krav til samarbejdet, der politisk er
besluttet i kommunen, så de kan organisere og
tilrettelægge det konkrete samarbejde i overensstemmelse
hermed. Formålet er, at der alle steder i kommunen
foregår et samarbejde mellem dele af den kommunale
forvaltning og øvrige tilbud, som er organiseret og
tilrettelagt med udgangspunkt i kommunalbestyrelsens fastsatte
retningslinjer for samarbejdet. Samarbejdet og videregivelse af
relevante oplysninger om barnet skal understøtte, at der
sikres den bedst mulige sammenhæng i indsatsen for
barnet.
Der stilles med forslaget ikke krav til, hvordan samarbejdet
skal tilrettelægges herunder til særlige måder,
hvorpå samarbejdet skal foregå. Forslaget
indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle fastsætte
retningslinjer for samarbejdet, hvor det er op til den enkelte
kommunalbestyrelse at beslutte, hvordan samarbejdet skal
foregå samt omfanget af samarbejdet.
Det foreslås med stk. 3, nr.
1, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte
retningslinjer for samarbejdet mellem dagtilbud, fritidstilbud og
skolen. Kommunalbestyrelsens retningslinjer for børns
overgang til fritidstilbud og skole har til hensigt at sikre, at
personalet i dagtilbud, fritidstilbud og skole ud fra
retningslinjerne kan organisere det konkrete samarbejde, så
det sikres, at der er sammenhæng mellem tilbuddene, og at
barnets overgang til fritidstilbud og skole sker så trygt for
barnet som muligt.
Det foreslås med stk. 3, nr.
2, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte
retningslinjer for samarbejdet mellem dagtilbud og andre relevante
aktører herunder den kommunale sundhedspleje. Andre
relevante aktører kan f.eks. være Pædagogisk
Psykologisk Rådgivning (PPR), tale- og
hørepædagoger m.v.
Hovedparten af alle forældre får besøg af den
kommunale sundhedspleje i barnets første år, hvor
sundhedsplejersken vejleder forældrene om barnets trivsel,
sundhed og udvikling. Sundhedsplejersken besidder derfor vigtig
viden om barnet, og det foreslås i relation hertil, at
kommunalbestyrelsen i retningslinjerne blandt andet skal
fastætte retningslinjer for samarbejdet mellem den kommunale
sundhedspleje og dagtilbud i forbindelse med, at barnet ikke
længere skal passes af forældrene, men optages i et
dagtilbud.
Det foreslås, at kommunens retningslinjer også skal
omhandle samarbejdet mellem dagtilbud og sundhedsplejen i forhold
til børn, der allerede er optaget i dagtilbud, idet
sundhedsplejerskens faglige viden om børn gennem
opvæksten kan bidrage til at understøtte det
pædagogiske arbejde med børns trivsel og udvikling i
dagtilbuddet, lige såvel som det pædagogiske personales
viden om at tilrettelægge trygge og stimulerende
pædagogiske læringsmiljøer kan bidrage til at
styrke den samlede sundhedsfaglige indsats i forhold til
familien.
Der henvises i øvrigt til sundhedslovens §§
120-124, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september
2016 med senere ændringer, hvorefter kommunalbestyrelsen har
ansvar for at bidrage til at sikre, at børn og unge
får en sund opvækst og skabe gode forudsætninger
for en sund voksentilværelse.
Det følger af sundhedslovens § 124, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde daginstitutioner og kommunale
dagplejere, der er beliggende i kommunen, vejledning om almen
sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger fra den
kommunale sundhedstjeneste. Bistanden skal omfatte generel
rådgivning om børns sundhed og trivsel, vejledning om
og tilsyn med sundhedsforhold i tilbuddet, herunder oplysning om
hygiejne samt konkret rådgivning vedrørende de
børn, som personalet finder har særlige problemer.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte
retningslinjer for samarbejdet mellem øvrige relevante
aktører. Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der
beslutter, hvilke aktører det herudover vil være
relevant at fastsætte retningslinjer for.
Det foreslås med stk. 3, nr.
3, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte
retningslinjer for videregivelse af relevante oplysninger ved
børns overgange fra hjemmet (sundhedsplejen) til dagtilbud
og fra dagtilbud til skolefritidsordning, fritidshjem og skole.
Med forslaget vil det være den enkelte kommune, der inden
for de gældende krav i relevante love som sundhedsloven,
dagtilbudsloven, folkeskoleloven m.v. beslutter, hvordan
samarbejdet og videregivelse af relevante oplysninger om barnet
konkret vil skulle foregå og tilrettelægges i
kommunen.
Det foreslås med § 3 a, stk.
4, at dagtilbud skal medvirke til at yde særlig
støtte til de børn i dagtilbud, der har behov herfor.
Den foreslåede § 3 a, stk. 4, er en videreførelse
af dagtilbudslovens § 3, stk. 3, nr. 2, hvorefter dagtilbud
skal medvirke til at yde særlig støtte til de
børn i dagtilbud, der har behov herfor. Forslaget skal ses i
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 2, hvori det
foreslås, at dagtilbudslovens § 3 fremadrettet alene
regulerer fritidshjem og klubtilbud m.v.
Den foreslåede § 3 a, stk.
5, er ny.
Det foreslås med § 3 a, stk. 5, at
kommunalbestyrelsen skal sikre, at udviklingen på
dagtilbudsområdet drøftes politisk mindst hvert andet
år med udgangspunkt i, hvordan kommunens rammer for dagtilbud
og eventuelle prioriterede indsatser for området bidrager
til, at dagtilbuddene kan efterleve de krav, der følger af
loven. Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at
kommunalbestyrelsen har fokus på, om de rammer for
dagtilbuddene, og de eventuelle prioriterede indsatser, som
kommunalbestyrelsen har fastsat, jf. den foreslåede § 3
a, stk. 2, i tilstrækkelig grad understøtter og
bidrager til, at dagtilbuddene kan opfylde de krav, som
følger af dagtilbudsloven.
Den foreslåede § 3 a, stk. 5, skal ses i
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 9, hvorefter
kommunalbestyrelsens forpligtelse til mindst hvert andet år
at drøfte dagtilbuddenes evaluering af den pædagogiske
læreplan foreslås ophævet. Med forslaget skal
kommunalbestyrelsen således fremadrettet sikre, at der sker
en politisk drøftelse af udviklingen på
dagtilbudsområdet, hvorimod den ikke længere skal
drøfte dagtilbuddenes evaluering af den pædagogiske
læreplan.
Den politiske drøftelse vil kunne finde sted i
kommunalbestyrelsen eller i det relevante politiske udvalg i
kommunen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forskning
dokumenterer, at de første år i et barns liv er de
mest betydningsfulde, og at det er i de år, at indsatser kan
gøre den største forskel for barnet. Formålet
med den politiske drøftelse er således at sikre, at
der i kommunen er politisk fokus på dagtilbudsområdet,
herunder opmærksomhed omkring sammenhængen mellem
kommunens fastsatte rammer for dagtilbud og de eventuelle
prioriterede indsatser, som kommunen har besluttet, jf. stk. 2,
samt dagtilbuddenes mulighed for at etablere pædagogiske
læringsmiljøer for børn, der fremmer deres
trivsel, læring, udvikling og dannelse i henhold til de krav,
som følger af dagtilbudsloven.
Den politiske drøftelse i kommunen vil f.eks. kunne tage
udgangspunkt i det tilsyn, kommunen fører med dagtilbuddene.
Kommunen vil således som led i sit generelle tilsyn med
dagtilbuddene kunne sætte fokus på specifikke
områder såsom f.eks. tidlig indsats, integration eller
forebyggelse af mobning, ligesom kommunen i sit tilsyn kan
sætte fokus på den evalueringskultur, der med forslaget
fremadrettet skal etableres i det enkelte dagtilbud, hvor en
systematisk evalueringskultur er udgangspunktet for den
løbende udvikling og kvalificering af de pædagogiske
læringsmiljøer.
Den politiske drøftelse af dagtilbudsområdet vil
også kunne tage udgangspunkt i andre relevante informationer,
beskrivelser eller eksisterende nøgletal for området.
Dette kan f.eks. være forældrenes tilfredshed med
dagtilbuddene, det pædagogiske personales sygefravær,
forholdet mellem andelen af uddannet og ikke-uddannet personale i
kommunens dagtilbud, antallet af elever, der må gå
børnehaveklassen om, antallet af børn og elever i
henholdsvis 3-års-alderen og i begyndelsen af
børnehaveklassen, der har behov for sprogstimulering,
afdækning af det pædagogiske personales
kompetenceprofil i kommunen m.v.
Den foreslåede § 3 a, stk.
6, er ny.
Det foreslås med § 3 a, stk. 6, at
kommunalbestyrelsen vil skulle beslutte, om der i medfør af
den politiske drøftelse af udviklingen på
dagtilbudsområdet efter det foreslåede stk. 5 er behov
for at iværksætte tiltag såsom
kompetenceudvikling, supervision m.v., som kan understøtte
og kvalificere dagtilbuddenes arbejde med etablering af
pædagogiske læringsmiljøer for børn, der
fremmer børns trivsel, læring, udvikling og
dannelse.
Den politiske drøftelse vil f.eks. kunne
tydeliggøre, at de fastsatte rammer for dagtilbuddene ikke i
tilstrækkelig grad understøtter, at dagtilbuddene kan
efterleve dagtilbudslovens krav. Kommunalbestyrelsen kan derved
blive opmærksom på, at der er behov for politisk at
prioritere midler til området, så der f.eks. kan
iværksættes målrettet kompetenceudvikling af
pædagogisk personale eller ansættes flere
pædagoger eller pædagogisk personale generelt eller i
bestemte områder, ligesom drøftelsen kan afføde
tiltag, der kan nedbringe sygefraværet i dagtilbuddene
m.v.
Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der beslutter, om den
politiske drøftelse efter det foreslåede stk. 5, giver
anledning til at iværksætte specifikke tiltag. Det er
væsentligt, at iværksatte tiltag ligger i tråd
med arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan og
ikke medfører unødigt bureaukrati, som tager tid fra
det pædagogiske personales arbejde med børnene.
Forslaget skal ses i sammenhæng med dagtilbudslovens
§ 10, stk. 2, som fastsætter, at
kommunalbestyrelsen mindst hvert andet år skal drøfte,
om evalueringerne af den pædagogiske læreplan giver
anledning til yderligere handling fra kommunalbestyrelsens side.
Jf. lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås dagtilbudslovens
§ 10, stk. 2, ophævet, hvorefter der fremadrettet ikke
vil være krav om, at kommunalbestyrelsen skal drøfte,
hvorvidt evalueringerne af de pædagogiske læreplaner
giver anledning til yderligere handling.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.3.
Det foreslås med § 3 a, stk.
7, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre en
oversigt over dagtilbud i kommunen samt satser for tilskud til
privat pasning og pasning af egne børn. Det foreslås
videre med stk. 7, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen skal
offentliggøre de fastsatte rammer og eventuelle prioriterede
indsatser efter det foreslåede stk. 2, oversigten over
dagtilbud i kommunen og satser for tilskud til privat pasning og
pasning af egne børn samt øvrige retningslinjer efter
lovens afsnit II og V et samlet sted på kommunens hjemmeside
eller andet let tilgængeligt sted for borgerne.
Den foreslåede § 3 a, stk. 7, 1. pkt., er en
videreførelse af dagtilbudslovens § 3, stk. 4, for
så vidt angår kommunalbestyrelsens forpligtelse til at
offentliggøre en oversigt over dagtilbud i kommunen samt
satser for tilskud til privat pasning og tilskud til pasning af
egne børn. Forslaget skal ses i sammenhæng med
lovforslagets § 1, nr. 2, hvori det foreslås, at
dagtilbudslovens § 3 fremadrettet alene regulerer fritidshjem
og klubtilbud m.v.
Hensigten med forslaget er at skabe bedre sammenhæng
mellem tilbud samt gøre det lettere for forældre at
kende til kommunens retningslinjer m.v. Forslaget indebærer,
at følgende rammer og retningslinjer vil skulle
offentliggøres ét samlet sted:
- Rammer for
dagtilbud og eventuelle prioriterede indsatser, jf. den
foreslåede § 3 a, stk. 2.
- Retningslinjer
for samarbejdet mellem tilbud, jf. den foreslåede § 3 a,
stk. 3, nr. 1-3.
- Oversigt over
kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner,
privatinstitutioner og kommunale og private dagplejere i kommunen
samt hvilke tilskud kommunen giver til privat pasning og pasning af
egne børn, jf. den foreslåede § 3 a, stk. 7.
- Rammer for
kommunens tilsyn, jf. dagtilbudslovens § 5, stk. 2.
- Retningslinjer
for forældres fravalg af et sundt frokostmåltid, jf.
dagtilbudslovens § 16 b, stk. 7.
- Kriterier for
godkendelse af privatinstitutioner, jf. dagtilbudslovens § 20,
stk. 2, 1. pkt.
- Retningslinjer
for optagelse af børn i dagtilbud, jf. dagtilbudslovens
§ 27, stk. 1, 1. pkt.
- Retningslinjer
for anvendelse af deltidspladser m.v., jf. den foreslåede
§ 27 b, stk. 4, som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
23.
- Retningslinjer
for udmeldelse af børn samt forældrenes frist for
udmeldelse af børn i dagtilbud, jf. dagtilbudslovens §
29, stk. 3.
- Retningslinjer
for overgang mellem privat pasning og optagelse i et dagtilbud, jf.
den foreslåede § 81, stk. 4, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 35.
- Eventuel
ventelistelukning for børn fra andre kommuner, jf. § 9,
stk. 2, i bekendtgørelse om dagtilbud.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.1.
Til nr. 4
Efter dagtilbudslovens § 5, stk. 1, har kommunalbestyrelsen
pligt til at føre tilsyn med indholdet af de tilbud, der
drives efter dagtilbudsloven. Dette omfatter blandt andet den
måde, hvorpå opgaverne udføres, herunder at de
mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat efter
dagtilbudslovens § 3, stk. 2, opfyldes.
Det foreslås at fastsætte i dagtilbudslovens §
5, stk. 1, at kommunalbestyrelsen som
led i tilsynet skal sikre, at dagtilbuddene i udførelsen af
deres opgaver efterlever de rammer og eventuelle prioriterede
indsatser, som kommunalbestyrelsen har fastsat i medfør af
den foreslåede § 3 a, stk. 2, jf. lovforslagets §
1, nr. 3.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen fremadrettet
skal føre tilsyn med, at dagtilbuddene efterlever
dagtilbudslovens krav og de rammer og eventuelle indsatser, som er
besluttet af kommunalbestyrelsen efter den foreslåede §
3 a, stk. 2, foruden krav fra anden lovgivning. Der er ikke
forudsat en udvidelse af kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse.
Forslaget følger af ændringen i § 1, nr. 3,
hvorefter kommunalbestyrelsen fremover skal fastsætte og
offentliggøre rammer og eventuelle prioriterede indsatser
på dagtilbudsområdet.
Forslaget ændrer ikke ved, at kommunalbestyrelsen fortsat
og uændret skal føre tilsyn med, om fritids- og
klubtilbud m.v., som drives efter dagtilbudslovens afsnit III og
IV, efterlever de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har
fastsat efter dagtilbudslovens § 3, stk. 2.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.1.
Til nr. 5
I overskriften til dagtilbudslovens kapitel 2 fremgår det,
at kapitlet omhandler formål, pædagogisk
læreplan, sprogvurdering, børnemiljøvurdering
m.v.
Det foreslås at ophæve ordet
børnemiljøvurdering fra kapiteloverskriften. Der er
tale om en konsekvensændring, idet kravet om, at der skal
udarbejdes en børnemiljøvurdering i dagtilbud, blev
ophævet med lov nr. 630 af 11. juni 2010 om ændring af
lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge
(dagtilbudsloven) og lov om folkeskolen (Afbureaukratisering af
reglerne om pædagogiske læreplaner, sprogvurderinger og
børnemiljøvurderinger m.v.) Forslaget har derfor
ingen materiel betydning.
Til nr. 6
Dagtilbudslovens § 7 fastsætter formålet for
dagtilbuddene. Det følger blandt andet heraf, at alle
dagtilbud i samarbejde med forældrene skal give børn
omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling
og selvværd samt bidrage til, at børn får en god
og tryg opvækst samt fremme børns læring og
udvikling af kompetencer gennem oplevelser, leg og pædagogisk
tilrettelagte aktiviteter, der giver børn mulighed for
fordybelse, udforskning og erfaring.
Det foreslås at nyaffatte § 7.
Det foreslås med § 7, stk.
1, at dagtilbud skal fremme børns trivsel,
læring, udvikling og dannelse gennem trygge og
pædagogiske læringsmiljøer, hvor det som noget
nyt foreslås, at det skrives ind i formålsbestemmelsen,
at legen skal være grundlæggende, og at der skal tages
udgangspunkt i et børneperspektiv.
Det foreslås, at den foreslåede nye
lovgivningsmæssige ramme for den pædagogiske
læreplan, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, afspejles i
formålsbestemmelsen for dagtilbud, hvorefter det
fastsættes, at dagtilbuddenes arbejde med at fremme
børns trivsel, læring, udvikling og dannelse sker via
trygge og pædagogiske læringsmiljøer, hvor legen
er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et
børneperspektiv.
Forslaget har blandt andet til
hensigt at understrege betydningen af legen i forhold til
dagtilbuddenes arbejde med etablering af trygge og
pædagogiske læringsmiljøer for børn.
Derudover er børneperspektivet indsat i
formålsbestemmelsen for at tydeliggøre, at barndommen
har værdi i sig selv, og at de pædagogiske
læringsmiljøer skal tage udgangspunkt i et
børneperspektiv uanset, om der er tale om
hverdagssituationer, børneinitierede aktiviteter eller
voksenplanlagte forløb.
Forslaget skal ses i
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, om
ændring af reglerne om pædagogiske læreplaner
samt bemærkningerne hertil, hvor begrebet pædagogisk
læringsmiljø er centralt, og hvor det nærmere
fastsættes, hvad der forstås ved og kendetegner et
trygt pædagogisk læringsmiljø.
Det foreslås med i stk. 1, at det som noget nyt
fastsættes, at dagtilbud skal fremme børns dannelse,
hvor begrebet dannelse refererer til en dybere form for
læring, hvor barnet som aktiv deltager forankrer
værdier og viden i egen personlighed som rettesnor til at
orientere sig og handle i en global verden som et hensynsfuldt,
kritisk, demokratisk menneske.
Dannelse refererer både til det pædagogiske
formål, indhold og form. Dannelse, ligestilling og demokrati
må medtænkes i den daglige pædagogiske praksis,
så børnene oplever at medvirke i og have indflydelse
på udformning af dagligdagen og aktiviteterne uanset
baggrund, køn, alder og kultur. Det dannende indhold skal
være meningsfuldt, udfordre barnet og være afsæt
for børnenes måder at begribe og handle i en
digitaliseret og global verden. Det pædagogiske personale i
dagtilbuddet skal invitere barnet til at være aktivt
deltagende, således at barnet selv er med til at skabe sin
læring og konkrete deltagelse i demokratiske
sammenhænge, som personalet er ansvarlig for at skabe.
Det foreslås med § 7, stk.
2, at dagtilbud i samarbejde med forældrene skal give
børn omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel,
læring, udvikling og dannelse samt bidrage til, at
børn får en god og tryg opvækst.
§ 7, stk. 2, er en videreførelse af dagtilbudslovens
§ 7, stk. 2, hvor ordene alsidige udvikling og selvværd
foreslås erstattet med ordene trivsel, læring,
udvikling og dannelse.
Stk. 2 sætter barnets behov og udvikling i centrum og
fremhæver samtidig, at indsatsen skal tilrettelægges i
samarbejde med forældrene. I bestemmelsen fremhæves
det, at dagtilbud skal give barnet omsorg. Omsorgen er et
nødvendigt fundament for barnets tro på sig selv og
tillid til omgivelserne. At dagtilbud skal give barnet omsorg
indebærer, at barnet skal have såvel den
nødvendige pasning, fysiske omsorg og
følelsesmæssige kontakt i dagtilbuddet.
Det foreslås, at ordene
alsidige udvikling og selvværd udgår af
formålsbestemmelsen, idet det foreslås at
fastsætte et overordnet og mere præcist formål
for dagtilbuddenes arbejde. Det foreslås, at dagtilbud i
samarbejde med forældrene skal give børn omsorg og
understøtte det enkelte barns trivsel, læring,
udvikling og dannelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med,
at arbejdet med børns alsidige personlige udvikling er et
selvstændigt læreplanstema, jf. lovforslagets § 1,
nr. 7. Herudover foreslås det, jf. lovforslagets § 1,
nr. 7, at ministeren får bemyndigelse til på
bekendtgørelsesniveau at fastsætte
indholdsbeskrivelser af de seks læreplanstemaer, hvor det
blandt andet vil indgå, at arbejdet med børns
selvværd vil være et element i arbejdet med
børns alsidige personlige udvikling.
Det foreslås med § 7, stk. 3, at
børnemiljøet i dagtilbud udgør et
væsentligt aspekt i forhold til at sikre alle børns
trivsel, sundhed, udvikling og læring. § 7, stk. 3, er
en videreførelse af dagtilbudslovens § 7, stk. 1.
Bestemmelsen understreger, at et godt børnemiljø
ikke blot omhandler den fysiske indretning af dagtilbuddet, men at
børnemiljøet også omfatter de psykiske og
æstetiske forhold i dagtilbuddet, og at disse forhold
tilsammen medvirker til, at børnene får de optimale
betingelser for at udvikles og lære. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med den foreslåede § 8, stk. 7, hvor
det fastsættes, at arbejdet med børnemiljøet
skal integreres i det pædagogiske arbejde med etablering af
pædagogiske læringsmiljøer.
Det foreslås med § 7, stk.
4, at dagtilbud skal give børn medbestemmelse,
medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati. Det
foreslås ligeledes med stk. 4, at dagtilbud som led heri skal
bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til
at indgå i forpligtende fællesskaber og
samhørighed med og integration i det danske samfund. §
7, stk. 4, er en videreførelse
af dagtilbudslovens § 7, stk. 4, med enkelte sproglige
ændringer.
Forslaget indebærer, at der skal lyttes til børn,
og at børn skal tages alvorligt, hvilket ligeledes
understøtter FN´s Konvention om Barnets Rettigheder,
artikel 12, der netop fremhæver, at børn har ret til
at udtrykke deres synspunkter i forhold, der vedrører dem.
Børnene skal i forlængelse af dette have mulighed for
at få indflydelse og medbestemmelse på deres dagligdag
i dagtilbuddet afhængig af alder og modenhed. Hensigten
hermed er at medvirke til, at barnet udvikler selvstændighed,
og at barnet lærer at tage medansvar og udvikler evner til at
samarbejde og indgå i forpligtende fællesskaber.
Alle dagtilbud skal bygge på de demokratiske
værdier, der kendetegner danske dagtilbud og medvirke til
integration i det danske samfund, således at børnene
kan begå sig i det danske samfund. Det indebærer, at
dansk er hovedsproget i alle dagtilbud, jf. dagtilbudslovens §
22 a, stk. 1, at børnene introduceres til danske
traditioner, at børnene medinddrages m.v.
Det foreslås med § 7, stk. 5, 1.
pkt., at dagtilbud i samarbejde med forældrene skal
sikre børn en god overgang fra hjem til dagtilbud. Den
foreslåede § 7, stk. 5, 1. pkt., er en delvis
videreførelse af dagtilbudslovens § 7, stk. 5.
Forslaget skal ses i lyset af, at overgangen fra hjem til
dagtilbud markerer et nyt kapitel for barnet, hvor barnet går
fra at blive passet i familien til at begynde i et dagtilbud i nye
rammer og med ikke-kendte voksne og børn, som barnet skal
lære at kende. Det er derfor afgørende, at dagtilbud
og forældre i samarbejde sikrer, at overgangen sker så
trygt som muligt for barnet. Forslaget skal blandt andet ses i
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, hvor det
foreslås, at kommunen som en del af dens rammer blandt andet
skal fastsætte retningslinjer for samarbejdet mellem
dagtilbud og den kommunale sundhedspleje samt for videregivelse af
relevante oplysninger ved børns overgang fra sundhedsplejen
til dagtilbud.
Det foreslås med § 7, stk. 5, 2.
pkt., at dagtilbud i samarbejde med forældre og skole
skal sikre børn en god sammenhængende overgang mellem
dagtilbud og fra dagtilbud til fritidstilbud og skole ved at
udvikle og understøtte deres grundlæggende kompetencer
og lyst til at lære. Hensigten med forslaget er blandt andet,
at skoleforløbet opleves som en naturlig forlængelse
af det lærings- og udviklingsforløb, barnet er i gang
med i dagtilbuddet, og at dagtilbud, forældre og skole
samarbejder om at gøre overgangen så harmonisk som
mulig for barnet.
Ved samarbejde mellem dagtilbud og skole tænkes der ikke
nødvendigvis på, at disse skal samarbejde en til en.
Det kan ligeledes være et overordnet samarbejde ud fra de
pædagogiske rammer, idet børn fra dagtilbud ofte skal
videre til forskellige skoler. Den foreslåede § 7, stk.
5, 2. pkt., skal blandt andet ses i sammenhæng med
lovforslagets § 1, nr. 3, hvor det foreslås, at
kommunens som en del af dens rammer skal fastsætte
retningslinjer for samarbejdet mellem dagtilbud, fritidstilbud og
skole.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.2.
Til nr. 7
Det følger af dagtilbudslovens § 8, at der skal
udarbejdes en skriftlig pædagogisk læreplan i alle
dagtilbud for børn i aldersgruppen 0-2 år og
børn i aldersgruppen fra 3 år til barnets skolestart.
Det følger videre af dagtilbudslovens § 8, at den
pædagogiske læreplan skal beskrive dagtilbuddets
mål for børns læring inden for seks fastsatte
læreplanstemaer, samt relevante pædagogiske metoder og
aktiviteter, som iværksættes for at nå
målene.
Det foreslås at affatte dagtilbudslovens § 8 på
ny.
Det foreslås med §
8, stk. 1, 1. pkt., at der
i alle dagtilbud skal udarbejdes en skriftlig pædagogisk
læreplan for hele børnegruppen i alderen 0-2 år
samt børnegruppen i alderen 3 år og frem til
skolestart. Den foreslåede § 8, stk. 1, 1. pkt., er en
videreførelse af dagtilbudslovens § 8, stk. 1.
Med dagtilbud forstås alle daginstitutioner og dagplejen.
Det følger således af bestemmelsen, at der i alle
daginstitutioner og dagplejen skal udarbejdes en skriftlig
pædagogisk læreplan for hele børnegruppen i
alderen 0-2 år og for børnegruppen i alderen 3
år og frem til skolestart. Formålet er at sikre, at
arbejdet med det pædagogiske læringsmiljø og
børns læring forankres lokalt, at det enkelte
dagtilbud tager ejerskab for læreplanen, samt at dagtilbuddet
kan tage højde for lokale forhold såsom
børnegruppens sammensætning (aldre, køn,
handicap, kulturelle forskelle, familiebaggrunde m.v.), geografisk
placering og fysiske muligheder m.v.
Med præciseringen bliver det tydeliggjort, at det enkelte
dagtilbud skal udarbejde en pædagogisk læreplan for
børnegruppen i alderen 0-2 år og børnegruppen i
alderen 3 år og frem til skolestart. Forslaget er i
overensstemmelse med reglerne i dagtilbudsloven, hvor de
nuværende regler dog har givet anledning til tvivl om,
hvorvidt der stilles krav om, at der skal udarbejdes en
pædagogisk læreplan for hvert enkelt barn i
dagtilbuddet.
I lighed med gældende ret skal den pædagogiske
læreplan med forslaget fortsat udarbejdes samlet for alle
dagplejehjem i kommunen eller i det omfang, det giver mening, for
distrikter tilknyttet den kommunale dagpleje.
Den private dagpleje efter dagtilbudslovens § 21, stk. 3,
kan vælge at følge den pædagogiske
læreplan for den kommunale dagpleje, udarbejde en
læreplan selv eller flere dagplejere kan vælge at
gå sammen og udarbejde en samlet læreplan for dele af
eller alle private dagplejere i kommunen. Der er tale om en
videreførelse af dagtilbudslovens § 8, stk. 6.
Det foreslås med stk. 1, 2.
pkt., at i dagtilbud, som har organiseret børnene i
en andre aldersgrupper som eksempelvis en
småbørnsgruppe, hvor børnene er mellem 2-3
år, udarbejdes den pædagogiske læreplan på
baggrund af den eller de aldersgrupper, der arbejdes med i det
enkelte dagtilbud.
Det foreslås videre med stk. 1, 3.
pkt., at aldersintegrerede daginstitutioner, hvormed
forstås daginstitutioner målrettet børn i
alderen omkring 0-6 år, kan udarbejde én
læreplan under hensyn til aldersgrupper.
Endelig foreslås det med stk. 1, 4.
pkt., at daginstitutioner med flere enheder, jf. den
foreslåede § 19, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr.
17, skal udarbejde den pædagogiske læreplan, så
der tages højde for børnegruppernes
sammensætning og børnenes forskellige
forudsætninger i de enkelte enheder, jf. den foreslåede
§ 8, stk. 3.
Det foreslåede § 8, stk.
2, er nyt.
Det foreslås i § 8, stk. 2, at den pædagogiske
læreplan skal udarbejdes med udgangspunkt i et
pædagogisk grundlag, jf. de foreslåede stk. 3 og 4,
seks læreplanstemaer, jf. det foreslåede stk. 4, samt
mål for sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø og børns læring, jf. det
foreslåede stk. 9.
Med pædagogisk grundlag forstås en række
fælles centrale elementer, som skal være kendetegnende
for den forståelse og tilgang, hvorpå der skal arbejdes
med børns trivsel og læring i alle dagtilbud i
Danmark. Det pædagogiske grundlag består af
følgende:
- Barnesynet. Det
at være barn har en værdi i sig selv. Børn skal
ikke alene forberedes på at blive voksne, men også
støttes og værdsættes i de første
år.
- Dannelse og
børneperspektiv. Børn på f.eks. 2 år og 4
år skal høres og tages alvorligt som led i starten
på en dannelsesproces og demokratisk forståelse.
Dannelse, ligestilling og demokrati må medtænkes i det
daglige pædagogiske arbejde, så børnene oplever
at have indflydelse på udformning af dagligdagen og
aktiviteterne uanset baggrund, køn, alder og kultur. Det
pædagogiske personale i dagtilbuddet skal invitere barnet til
at være aktivt deltagende, så barnet selv er med til at
skabe sin læring og konkrete deltagelse i demokratiske
sammenhænge, som personalet er ansvarlig for at skabe.
- Legen. Legen har
en værdi i sig selv og skal være en gennemgående
del af et dagtilbud. Legen er også grundlæggende for
børns sociale og personlige læring og udvikling, og
legen fremmer blandt andet fantasi, virkelyst, sprog, nysgerrighed,
sociale kompetencer, selvværd og identitet. Nogle gange skal
legen støttes, guides og rammesættes for, at alle
børn kan være med og for, at legen udvikler sig
positivt for alle børn.
- Læring.
Læring skal forstås bredt, og læring sker f.eks.
med leg, relationer, planlagte aktiviteter, udforskning af naturen
og ved at blive udfordret. Det pædagogiske
læringsmiljø handler både om at fremme
børns kropslige, følelsesmæssige, sociale og
kognitive udvikling og forståelse.
-
Børnefællesskaber. Al leg, dannelse og læring
sker i børnefællesskaber, som det pædagogiske
personale sætter rammerne for. Relationer og venskaber er
afgørende, hvor alle børn skal opleve at være
en del af fællesskabet og blive respekteret og lyttet til. I
dagtilbuddenes hverdag skal der være plads til, at det
enkelte barn både kan vise initiativ og være aktivt
deltagende, samtidig med at fællesskabet skaber rum til alle,
nye relationer og mulighed for at prøve forskellige
positioner m.v. Det er det pædagogiske personales og
ledelsens opgave at skabe en balance mellem individ og
fællesskab i dagtilbuddet.
- Pædagogiske
læringsmiljøer. Trygge og stimulerende
pædagogiske læringsmiljøer er udgangspunkt for
arbejdet med børns læring. Det pædagogiske
læringsmiljø i dagtilbud er ikke kun to timer om
formiddagen med pædagogisk tilrettelagte aktiviteter. Det
pædagogiske læringsmiljø skal være til
stede hele dagen såvel ved modtagelsen af barnet, under
bleskiftet, ved frokosten og ved planlagte forløb. Det
pædagogiske læringsmiljø skal blandt andet give
barnet mulighed for at eksperimentere og bruge fantasien, lege
forskellige og udviklende lege og bruge både emotionelle,
sociale og kognitive kompetencer.
-
Forældresamarbejde. Et godt forældresamarbejde handler
ikke alene om at styrke den sociale trivsel blandt børn og
forældre, men har også fokus på, hvordan
dagtilbud og forældre sammen kan arbejde med at skabe den
bedste trivsel og læring for barnet og børnegruppen
på tværs af dagtilbud og hjem. Det daglige
forældresamarbejde bygger på et tillidsfuldt og
konstruktivt samarbejde om barnets trivsel, læring og
udvikling herunder også rådgivning og sparring fra
personalet til forældre med udgangspunkt i de enkelte
familiers behov. Forældresamarbejde skal være
differentieret og tilpasset den enkelte familie.
- Børn i
udsatte positioner. At understøtte læring hos
børn i udsatte positioner handler ikke blot om
særindsatser, hvor barnet tages ud af det almene
børnefællesskab. Det handler især om, at
børnene udfordres og oplever mestring i blandt andet
børne- og vokseninitierede lege og aktiviteter, at de voksne
har positive forventninger til dem, og at børnene er en
betydningsfuld del af fællesskabet, ligesom deres
forældre er tilsvarende betydningsfulde i
forældrefællesskabet.
- Sammenhæng
med børnehaveklassen. Sammenhæng betyder ikke, at
alting i dagtilbud og skole skal være det samme, idet
sammenhæng blandt andet handler om, at dagtilbuddene skal
understøtte børns sociale kompetencer, tro på
egne evner, nysgerrighed, mod på at forsøge og fejle,
lære og virkelyst samt at dagtilbud og skole samarbejder om
f.eks. tematiske og pædagogiske forløb.
Nogle elementer i form af eksempelvis barnesynet vil altid
skulle være til stede i det pædagogiske
læringsmiljø, mens andre elementer så som
eksempelvis forældresamarbejdet og arbejdet med at skabe en
god overgang til børnehaveklassen kan være mere til
stede i nogle sammenhænge end andre.
Den pædagogiske læreplan efter det foreslåede
stk. 2 foreslås udarbejdet med udgangspunkt i seks
læreplanstemaer, jf. det foreslåede § 8, stk. 4,
samt inden for de indholdsbeskrivelser, som foreslås fastsat
på bekendtgørelsesniveau. Der henvises til
bemærkningerne til de foreslåede § 8, stk. 4 og 9,
for nærmere uddybning af de seks læreplanstemaer samt
indholdsbeskrivelser af disse.
Endelig foreslås det, at den pædagogiske
læreplan skal udarbejdes med udgangspunkt i to brede
pædagogiske mål for sammenhængen mellem det
pædagogiske læringsmiljø og børns
læring for hvert læreplanstema. De pædagogiske
mål for de enkelte læreplanstemaer foreslås
fastsat på bekendtgørelsesniveau, idet der henvises
til bemærkningerne til den foreslåede § 8, stk.
9.
Det nuværende krav i dagtilbudsloven, hvorefter det
enkelte dagtilbud skal beskrive relevante pædagogiske metoder
og aktiviteter, der iværksættes for at nå
målene, og hvordan læreplanen evalueres, vil som
konsekvens heraf blive ophævet.
Udover kravet om, at den pædagogiske læreplan skal
være skriftlig, jf. det foreslåede stk. 1, vil der ikke
være andre formkrav til læreplanen. Det enkelte
dagtilbud kan således inden for rammerne af den
foreslåede § 8, herunder de pædagogiske mål
samt indholdsbeskrivelser, som foreslås fastsat på
bekendtgørelsesniveau, udarbejde den pædagogiske
læreplan på en måde, så den lokalt giver
bedst mening.
Det er ikke hensigten, at den lokale pædagogiske
læreplan skal være en lang rapport, som i detaljer
beskriver dagtilbuddets arbejde med pædagogiske
læringsmiljøer og børns læring.
Tværtimod er det intentionen, at dagtilbuddets lokale
pædagogiske læreplan med udgangspunkt i de centrale
elementer fra det pædagogiske grundlag og med udgangspunkt i
de pædagogiske mål og indholdsbeskrivelser af
læreplanstemaerne skal fungere som et pædagogisk
redskab, der via korte relevante pædagogiske overvejelser,
refleksioner og eksempler skal skabe en klar fælles retning
for det pædagogiske arbejde, der foregår i
dagtilbuddet, herunder sikre at den intenderede pædagogik er
til stede hele dagen og i alle aktiviteter, rutiner med
børnene m.v.
Det foreslåede § 8, stk.
3, er nyt.
Det foreslås med stk. 3, at det skal fremgå af den
pædagogiske læreplan, hvordan det enkelte dagtilbud
hele dagen etablerer et pædagogisk læringsmiljø,
der med legen, planlagte vokseninitierede aktiviteter, spontane
aktiviteter, børneinitierede aktiviteter samt daglige
rutiner med børnene giver børnene mulighed for at
trives, lære, udvikle sig og dannes, jf. også
formålsbestemmelsen for dagtilbud.
Det foreslås med § 8, stk. 3, 2. pkt., at det
pædagogiske læringsmiljø skal
tilrettelægges, så det inddrager hensynet til
børnenes perspektiv og deltagelse,
børnefællesskabet, børnegruppens
sammensætning og børnenes forskellige
forudsætninger.
Med pædagogisk læringsmiljø forstås et
miljø, hvor der med afsæt i de centrale elementer i
det pædagogiske grundlag arbejdes bevidst og målrettet
med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Det
foreslås, at pædagogiske læringsmiljøer i
dagtilbud skal være baseret på et samspil mellem
strukturelle parametre som personalets uddannelse og kompetencer,
børnegruppernes størrelse, fysiske rammer, normering,
digitale redskaber, den æstetiske udformning m.v. og en
række proceselementer som det empatiske samspil med de andre
børn og det pædagogiske personale, udfordrende
dialoger og situationer, forældresamarbejdet og hverdagens
rytme m.v. Det foreslås, at den pædagogiske
læreplan skal understøtte og tydeliggøre
samspillet mellem disse forhold.
Ved etablering af pædagogiske læringsmiljøer
i dagtilbud vil det være en forudsætning, at det
pædagogiske personale og ledelsen løbende har blik
for, hvordan praksis kan rammesættes, organiseres og
tilrettelægges, så børnene får de bedste
betingelser for at lære og udvikle sig. Det vil f.eks. have
stor betydning for børnenes sociale udvikling, at der er et
miljø, hvor barnet støttes i at sige fra og til og
indgå i både kendte og nye sammenhænge med andre
børn, ligesom det har stor betydning for barnets
kommunikative og sproglige udvikling, at der er et rigt sprogligt
miljø i dagtilbuddet, hvor personalet er bevidst om at
indgå i længere dialoger med børnene, stille
åbne spørgsmål og kontinuerligt sætte ord
på alt det, der sker i hverdagen i såvel
pædagogiske tilrettelagte aktiviteter, spontane aktiviteter
og daglige rutiner med børnene som frokost, oprydning
m.v.
Når det pædagogiske personale skal etablere
pædagogiske læringsmiljøer vil dette også
indebære, at personalet vil skulle gøre sig
pædagogisk didaktiske overvejelser omkring et
pædagogisk læringsmiljø, der understøtter
børnegruppens kropslige, sociale, emotionelle og kognitive
læring og udvikling.
Forslaget indebærer, at det enkelte dagtilbud hele dagen
skal etablere et pædagogisk læringsmiljø i
dagtilbuddet. Hermed forstås et miljø, der både
i legen, planlagte vokseninitierede aktiviteter, spontane
aktiviteter samt daglige rutiner som f.eks. bleskift, frokost, ved
oprydning, når børnene tager tøjet på og
af i garderoben m.v. giver børnene mulighed for at trives,
lære, udvikle sig og dannes. Forslaget indebærer
således, at det pædagogiske læringsmiljø i
dagtilbuddet vil skulle være til stede hele dagen, og at
børns læring i dagtilbud ikke vil være
afgrænset til f.eks. to timers planlagte pædagogiske
aktiviteter om formiddagen.
At etablere et pædagogisk læringsmiljø i de
daglige rutiner i dagtilbuddet vil f.eks. handle om at tale med
barnet, mens det får skiftet ble, så barnet får
stimuleret sin følelsesmæssige tilknytning og
sproglige udvikling, at barnet støttes i selvhjulpenhed
gennem at tage flyverdragt på i garderoben, at barnet
lærer at tage hensyn til andre ved frokosten som en del af
arbejdet med barnets alsidige personlige udvikling og sociale
udvikling m.v.
Det foreslås i den sammenhæng, at det
pædagogiske læringsmiljø skal
tilrettelægges, så det inddrager hensynet til
børnenes perspektiv og deltagelse,
børnefællesskabet, børnegruppens
sammensætning og børnenes forskellige
forudsætninger.
Det er ikke hensigten, at alle pædagogiske overvejelser i
relation til den konkrete børnegruppe, aktiviteter m.v. i
relation til at skabe et pædagogisk læringsmiljø
i dagtilbuddet skal beskrives i læreplanen. Læreplanen
skal indeholde nogle overordnede relevante refleksioner over og
eksempler på, hvordan det pædagogiske
læringsmiljø i dagtilbuddet inddrager børnenes
perspektiv, børnefællesskabet og tager højde
for den konkrete børnegruppes sammensætning og
børnenes forskellige forudsætninger og behov.
Eksemplerne skal være retningsgivende for personalet i det
daglige pædagogiske arbejde med børnene.
Det foreslås med §
8, stk. 4, at det skal
fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan det
pædagogiske læringsmiljø understøtter
børns brede læring, herunder nysgerrighed,
gå-på-mod, selvværd og bevægelse, inden for
og på tværs af temaerne:
1) Alsidig
personlig udvikling.
2) Social
udvikling.
3) Kommunikation og
sprog.
4) Krop, sanser og
bevægelse.
5) Natur, udeliv og
science.
6) Kultur,
æstetik og fællesskab.
Det foreslåede § 8, stk. 4, er en delvis videreførelse af
dagtilbudslovens § 8, stk. 2, for så vidt angår de
seks læreplanstemaer. Det foreslås dog, at fem af de
seks læreplanstemaer får ny titel.
De seks læreplanstemaer skaber en sammenhæng til de
kompetenceområder, der arbejdes med i
børnehaveklassen, som er sprog, matematisk
opmærksomhed, naturfaglige fænomener, kreative- og
musiske udtryksformer, krop og bevægelse samt engagement og
fællesskab.
Det foreslås videre med stk. 4, at titlerne på
læreplanstema nr. 2-6 revideres.
Det foreslås således, at læreplanstemaet
'Sociale kompetencer', jf. dagtilbudslovens § 8, stk. 2, nr.
2, ændrer navn til 'Social udvikling'. Det foreslås
videre, at læreplanstemaet 'Sproglig udvikling', jf.
dagtilbudslovens § 8, stk. 2, nr. 3, ændrer navn til
'Kommunikation og sprog'. Det foreslås videre, at
læreplanstemaet 'Krop og bevægelse', jf.
dagtilbudslovens § 8, stk. 2, nr. 4, ændrer navn til
'Krop, sanser og bevægelse'. Det foreslås videre, at
læreplanstemaet 'Naturen og naturfænomener', jf.
dagtilbudslovens § 8, stk. 2, nr. 5, ændrer navn til
'Natur, udeliv og science'. Endelig foreslås det, at
læreplanstemaet 'Kulturelle udtryksformer og værdier',
jf. dagtilbudslovens § 8, stk. 2, nr. 6, ændrer navn til
'Kultur, æstetik og fællesskab'.
Det foreslås videre med stk. 4, at det skal fremgå
af den pædagogiske læreplan, hvordan det
pædagogiske læringsmiljø skal understøtte
børns læring inden for og på tværs af de
seks læreplanstemaer. Med forslaget bliver det understreget,
at de seks læreplanstemaer ikke vil skulle forstås
isoleret og adskilt fra hinanden, men at de vil skulle ses i
sammenhæng og samspil med hinanden.
De seks læreplanstemaer har til hensigt at sikre en bred
læringsforståelse og fokus på forskellige
centrale elementer i børns læring og udvikling.
Samtidig vil læreplanstemaerne som nævnt skulle ses og
tænkes i samspil med hinanden for at sikre, at den
pædagogiske praksis, set fra et børneperspektiv, ikke
forekommer opsplittet i seks adskilte temaer. Det pædagogiske
personale og ledelse vil få til opgave at operationalisere de
seks læreplanstemaer i pædagogiske
læringsmiljøer, så læreplanstemaerne
fungerer sammenhængende.
Det foreslås, at ministeren får bemyndigelse til
på bekendtgørelsesniveau at fastsætte to
pædagogiske mål for sammenhængen mellem
pædagogisk læringsmiljø og børns
læring for hvert læreplanstema, samt at der for hvert
læreplanstema fastsættes en indholdsbeskrivelse, som
beskriver de centrale elementer inden for temaet. For nærmere
herom henvises til bemærkningerne til den foreslåede
§ 8, stk. 9.
Det foreslås med § 8, stk.
5, at den pædagogiske læreplan skal beskrive,
hvordan det pædagogiske læringsmiljø tager
højde for børn i udsatte positioner, så deres
trivsel, læring, udvikling og dannelse fremmes. Det
foreslåede stk. 5, er en videreførelse af
dagtilbudslovens § 8, stk. 4, for så vidt angår
dagtilbuddets forpligtelse til at tage højde for børn
med særlige behov.
Med børn i udsatte positioner forstås en sammensat
gruppe af børn, der f.eks. kan være børn med en
svag socioøkonomisk baggrund, børn med en fysisk
eller psykisk funktionsnedsættelse, børn i risiko for
at stå uden for fællesskabet m.v. I lighed med andre
børn lærer og udvikler børn i udsatte
positioner sig i et fagligt kompetent pædagogisk
læringsmiljø og i mødet med en velfunderet
pædagogisk faglighed. Kvaliteten i interaktionen mellem barn
og voksen er særlig betydningsfuld for børn i udsatte
positioner.
Det pædagogiske personale i dagtilbud har, sammen med
andre relevante fagprofessionelle, et ansvar for at støtte
børn med forskellige udfordringer og sikre, at alle
børn deltager i fællesskabet. De seks
læreplanstemaer og de pædagogiske mål skal
være relevante for alle børn uanset baggrund, sprog,
kultur og traditioner.
Forslaget om, at det pædagogiske læringsmiljø
vil skulle tage højde for børn i udsatte positioner,
handler ikke om at trække et enkelt barn ud af det almene
børnefællesskab for at lave en særligt
tilrettelagt aktivitet med barnet. Det handler som udgangspunkt om,
at børn i udsatte positioner skal udfordres og opleve
mestring i blandt andet børne- og vokseninitierede lege og
aktiviteter. Alle børn i dagtilbud har krav på at
blive stimuleret og blive mødt med positive forventninger.
Det er i den forbindelse afgørende, at det pædagogiske
personale, på linje med forventningerne til de øvrige
børn i dagtilbuddet, har positive forventninger til et barn
i en udsat position. Børn i udsatte positioner skal
være en betydningsfuld del af børnefællesskabet,
ligesom deres forældre er tilsvarende betydningsfulde i
forældrefællesskabet.
Nogle gange kan det være en fordel at give et udsat barn
plads og rum til at være i en mindre gruppesammenhæng,
hvor den voksne i højere grad har mulighed for at arbejde
målrettet med barnets specifikke udfordringer, det være
sig sociale, motoriske, sproglige udfordringer eller andet. Dette
kræver en skarp opmærksomhed hos det pædagogiske
personale og ledelse på alle børns trivsel,
læring, udvikling og dannelse gennem tilrettelæggelse
af trygge pædagogiske læringsmiljøer.
Forslaget har til hensigt at sikre, at dagtilbuddet i den
pædagogiske læreplan reflekterer over, hvordan det
pædagogiske læringsmiljø organiseres og
tilrettelægges, så det også tilgodeser og
understøtter børn i udsatte positioners
læring.
Det foreslåede § 8, stk.
6, er nyt.
Det foreslås i § 8, stk. 6, at det skal fremgå
af den pædagogiske læreplan, hvordan dagtilbuddet
samarbejder med forældrene om børns læring,
hvordan dagtilbuddet inddrager lokalsamfundet i arbejdet med at
etablere pædagogiske læringsmiljøer for
børn, jf. de foreslåede stk. 3 og 4, og hvordan der i
børnenes sidste år i dagtilbuddet tilrettelægges
et pædagogisk læringsmiljø, der skaber
sammenhæng til børnehaveklassen.
Forslaget indebærer, at dagtilbuddets samarbejde med
forældre fremadrettet også vil skulle have fokus
på, hvordan dagtilbud og forældre kan samarbejde om
barnets og børnegruppens trivsel og læring på
tværs af dagtilbud og hjem. Dagtilbuddets samarbejde med
forældrene om børns læring vil skulle ske via
det forældresamarbejde, som allerede finder sted i
dagtilbuddet i form af f.eks. forældremøder,
dagtilbud/hjem samtaler, hente/bringe situationer, sommerfester,
julearrangementer, fælles spisning m.v. Dagtilbuddet vil
således skulle anvende nogle af de eksisterende fora, hvor
forældrene kommer i dagtilbuddet, til at sætte
børns læring på dagsorden. Dette kan f.eks. ske
ved, at der på forældremøder er et punkt, som
handler om, hvad der arbejdes med i dagtilbuddet, og hvordan
forældrene f.eks. i forlængelse heraf kan
understøtte barnets læring i hjemmet. Personalet vil i
det daglige forældresamarbejde, hvor forældre afleverer
og henter deres barn, også lejlighedsvist kunne
fortælle forældrene om barnets sociale hverdagsliv og
læring i dagtilbuddet og være i dialog med
forældrene om, hvordan man i fællesskab kan fremme
barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Dagtilbuddet vil fortsat skulle være ramme om
arrangementer, som har til formål at styrke det sociale
sammenhold og relationer blandt børn og forældre, men
det foreslås, at dagtilbuddets samarbejde med
forældrene fremadrettet også skal have fokus på
børns læring.
Alle forældre er forskellige, og det vil være det
enkelte dagtilbuds ansvar at facilitere og rammesætte
forældresamarbejdet, så forældresamarbejdet
bliver differentieret og baseret på lokale traditioner,
ønsker og den enkelte families behov. Dagtilbuddet skal
sammen med forældrene afstemme gensidige forventninger til
hinanden i forhold til både det individuelle
forældresamarbejde såvel som det mere generelle
forældresamarbejde i dagtilbuddet.
Det daglige forældresamarbejde i dagtilbud vil skulle
bygge på et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde om
børnenes trivsel og læring. Dagtilbuddets samarbejde
med forældre i forhold til at understøtte barnets
læring i familien vil f.eks. kunne bestå i, at
dagtilbuddet vejleder forældre om, hvordan de kan bidrage
positivt til barnets læring og udvikling. Dette kan f.eks.
foregå ved, at forældrene læser højt for
barnet, synger med barnet og i øvrigt inddrager barnet og
taler med barnet om alle de ting, som forældre og barnet
foretager sig i og uden for familien, så barnet herigennem
får udviklet sit sprog og får udvidet sin
erfaringsverden ved at stille spørgsmål, undre sig og
gøre sig erfaringer.
Med forældresamarbejde om børns læring
forstås netop et samarbejde, hvor såvel dagtilbuddet
som forældrene har et ansvar. Forældrene har
således også et ansvar for at samarbejde med
dagtilbuddet og i øvrigt holde sig orienteret og bakke op om
det arbejde, der foregår i dagtilbuddet i forhold til barnets
og børnegruppens trivsel og læring.
Det foreslås videre med § 8, stk. 6, at det skal
fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan
dagtilbuddet inddrager lokalsamfundet i arbejdet med at etablere
pædagogiske læringsmiljøer for børn, jf.
de foreslåede stk. 3 og 4.
Det foreslås således, at dagtilbuddet som led i
arbejdet med den pædagogiske læreplan vil skulle
overveje, hvordan lokalsamfundet i form af f.eks. biblioteker,
museer, idrætstilbud og -faciliteter, plejehjem, erhvervsliv
m.v. kan inddrages med henblik på at styrke dagtilbuddets
pædagogiske læringsmiljø. Dagtilbuddet vil
endvidere kunne overveje, om et samarbejde med f.eks. ældre
medborgere, skolebørn fra mellem- og udskolingen eller andre
frivillige i lokalsamfundet, der ønsker at bidrage med en
særlig viden eller interesse inden for eksempelvis natur,
sport, musik, sundhed eller håndværk, kan bidrage til
at styrke arbejdet med pædagogiske
læringsmiljøer. Det vil være lederen og det
pædagogiske personale, der inden for lovens og
kommunalbestyrelsens rammer og retningslinjer sætter den
pædagogiske ramme for forløbene, hvor et samarbejde
med eventuelle frivillige altid skal have børnenes trivsel,
læring og udvikling for øje.
Frivillige, der har deres gang i dagtilbuddet, vil ikke skulle
indgå som en del af personalenormeringen, ligesom eventuelle
frivillige ikke vil kunne pålægges ansvar for den
pædagogiske kerneopgave. Der vil på
bekendtgørelsesniveau blive fastsat regler om, at der skal
indhentes børneattest for personer, der arbejder frivilligt
i dagtilbud.
Det foreslås videre i § 8, stk. 6, at det skal
fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan der i
børnenes sidste år i dagtilbuddet tilrettelægges
et pædagogisk læringsmiljø, der skaber
sammenhæng til børnehaveklassen og som dermed
understøtter, at de kommende skolebørn er bedst
muligt forberedt på at begynde i skole.
De foreslåede seks læreplanstemaer har tæt
sammenhæng med de indholdselementer, der arbejdes med i
børnehaveklassen. Temaerne i den pædagogiske
læreplan er derfor et element i dagtilbuddenes arbejde med at
skabe sammenhæng mellem indholdet i dagtilbuddet og
børnehaveklassen. Sammenhæng vil dog ikke være
lig med, at indholdet i dagtilbud og skole skal være det
samme. Det at skabe sammenhæng vil f.eks. kunne handle om
børnenes trivsel, arbejdet med
børnefællesskaber og at understøtte
børns lyst til at lære og mod på nye oplevelser,
idet det er elementer, der er centrale på tværs af
dagtilbud og skole.
Forslaget indebærer, at dagtilbuddets forpligtelse til at
skabe sammenhæng til børnehaveklassen blandt andet vil
handle om, at børn i dagtilbud får positive erfaringer
med at deltage i dagtilbuddets fællesskaber, så barnet
derigennem får positive forventninger til de sociale
fællesskaber i skolen. Det indebærer videre, at det
pædagogiske læringsmiljø for de ældste
børn vil skulle have fokus på at understøtte,
at børnene tør møde nye udfordringer, fordybe
sig, være vedholdende, kunne indgå i et
børnefællesskab og tage initiativ til at indgå i
relationer. Herudover indebærer det, at det pædagogiske
læringsmiljø i dagtilbud også skal introducere
til og give børnene mulighed for at udvikle faglige
færdigheder i form af leg med bogstaver, tal, mønstre,
former m.v.
Arbejdet med at tilrettelægge et pædagogisk
læringsmiljø for de ældste børn i
børnehaven, der skaber sammenhæng til
børnehaveklassen, skal tage udgangspunkt i den styrkede
pædagogiske læreplan.
Hvis en kommune f.eks. har fastsat skolestart, jf. den
foreslåede § 23, stk. 1, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 19, til 1. maj, foreslås det, at dagtilbuddet
et år før børnene skal starte i fritidshjem,
skolefritidsordning (SFO) eller skole, vil være forpligtet
til at etablere et pædagogisk læringsmiljø, der
skaber sammenhæng til børnehaveklassen. Dette
indebærer, at børnene vil skulle tilbydes et
skoleunderstøttende pædagogisk
læringsmiljø ca. ét år før, at de
skal starte i fritidshjem, skolefritidsordning (SFO) eller
skole.
Det foreslås med §
8, stk. 7, at arbejdet med
det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i
dagtilbuddet, jf. den foreslåede § 7, stk. 3, som
affattet ved lovforslagets § 1, nr. 6, skal integreres i
arbejdet med etablering af pædagogiske
læringsmiljøer. Det foreslåede § 8, stk. 7,
er en videreførelse af dagtilbudslovens § 8, stk. 5,
med enkelte sproglige ændringer.
Med stk. 7 foreslås det, at begrebet
børnemiljø anvendes som et samlet begreb for det
fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i
dagtilbuddet, hvor det fysiske, psykiske og æstetiske
børnemiljø skal forstås bredt.
Det fysiske børnemiljø vil eksempelvis omhandle
støjniveau, indeklima, plads til fysisk udfoldelse og stille
aktiviteter, hygiejneforhold, lysforhold, garderobe, legeplads og
udearealer, stuernes indretning og størrelse m.v.
Det psykiske børnemiljø vil f.eks. omhandle
samspillet mellem børn og voksne, herunder om samspillet er
kendetegnet ved gensidig respekt og tolerance, børnenes
indbyrdes samspil, herunder om børnene i deres sprog og
handlinger indbyrdes respekterer hinanden, om der blandt
børn og personale er plads til og accept af menneskers
forskellighed, om der finder mobning sted blandt børnene
m.v.
Det æstetiske børnemiljø vil f.eks.
omhandle, hvorvidt stuernes indretning og udsmykning virker
stimulerende og inspirerende på børnene, samt hvorvidt
omgivelserne indenfor og udenfor er udformet på en
måde, som fremmer børnenes lyst til at bevæge og
udfolde sig, fordybe sig, have stille lege m.v.
De nævnte eksempler skal ikke forstås som
udtømmende eller som en oplistning af forhold, dagtilbuddet
skal forholde sig til. De forhold, som dagtilbuddet finder
relevante i forhold til det pædagogiske arbejde med
børns læring, vil kunne medtages i den
pædagogiske læreplan.
Dagtilbuddet vil i den pædagogiske læreplan
eksempelvis også kunne anføre, hvordan det
pædagogiske læringsmiljø kan fremme et bedre
børnemiljø f.eks. ved at opdele børnegruppen i
mindre grupper, aktivt anvende legeplads, gangarealer eller
lignende i hverdagen med henblik på at skabe et bedre
børnemiljø i form af et reduceret støjniveau i
dagtilbuddet - og dermed styrke læring og trivsel hos
børnene. Dagtilbuddene kan også have en bevidst
pædagogisk tilgang til f.eks. håndvask eller brugen af
hjemmesko med henblik på at hæve hygiejneniveauet,
reducere sygdom og dermed skabe bedre rammer for trivsel og
læring hos børnene.
Dagplejens arbejde med børnemiljøet integreres i
den pædagogiske læreplan for dagplejen.
Efter stk. 7, 2. pkt., skal børnemiljøet vurderes
i et børneperspektiv. Hermed forstås, at
børnemiljøet vil skulle vurderes med børnenes
øjne, og at børnenes oplevelser af
børnemiljøet inddrages i vurderingen af
børnemiljøet afhængigt af børnenes alder
og modenhed. Der lægges hermed vægt på, at
børnene inddrages i forhold, der vedrører dem selv
jf. FN's Børnekonvention artikel 12 om barnets ret til at
give udtryk for sin mening og krav på, at denne mening
respekteres.
Den foreslåede § 8, stk.
8, er ny.
Det foreslås med § 8, stk. 8, at den
pædagogiske læreplan udgør rammen for det
pædagogiske arbejde i dagtilbud. Det foreslås i
forlængelse heraf, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at
dagtilbuddene i relation til den pædagogiske opgave ledes
alene med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan og i
overensstemmelse med den pædagogiske læreplans
børnesyn og brede læringsforsta°else, jf. stk. 3
og 4.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen som
udgangspunkt ikke må pålægge dagtilbuddene
yderligere dokumentationskrav, registreringer, koncepter,
styringsmål og individuelle mål eller målinger
for børn eller lignende i relation til den pædagogiske
opgave, der ikke er i overensstemmelse med den pædagogiske
læreplan, og som frem for alt medfører unødigt
bureaukrati, som tager tid fra det pædagogiske personales
arbejde med børnene.
Forslaget indebærer videre, at dokumentationskrav,
registreringer, koncepter, styringsmål eller lignende i
relation til det pædagogiske arbejde, der rækker ud
over den pædagogiske læreplan, som udgangspunkt ikke er
i overensstemmelse med den pædagogiske læreplan.
Kommunalbestyrelsen kan fortsat iværksætte tiltag
m.v. i relation til den pædagogiske opgave, som er i
tråd med den pædagogiske læreplan. Herudover kan
kommunalbestyrelsen fortsat iværksætte relevante tiltag
m.v., som vedrører andre dele af dagtilbuddets virksomhed.
Det kan f.eks. være tiltag i relation til budget- og
regnskab, arbejdsmiljøregler, m.v.
Den foreslåede § 8, stk.
9, er ny.
Det foreslås med § 8, stk. 9, at børne- og
socialministeren fastsætter nærmere regler om
pædagogiske mål for, hvad det pædagogiske
læringsmiljø i dagtilbuddet skal understøtte i
forhold til børns læring, samt om indholdet i de
enkelte læreplanstemaer, jf. det foreslåede stk. 4.
Det er forudsat, at bemyndigelsen anvendes til på
bekendtgørelsesniveau at fastsætte to retningsgivende
brede pædagogiske mål for sammenhængen mellem det
pædagogiske læringsmiljø og børns
læring for hvert af de seks læreplanstemaer
målrettet aldersgruppen 0-5 år samt at fastsætte
korte indholdsbeskrivelser for hvert af de seks
læreplanstemaer, jf. det foreslåede stk. 4.
Mål og indholdsbeskrivelser vil skulle tage afsæt i
det forslag til en styrket pædagogisk læreplan, som en
række arbejdsgrupper har udarbejdet i 2016, jf. afsnit
3.1.3.2 om 'Forslag til en styrket pædagogisk læreplan
m.v.'.
De brede pædagogiske mål skal sætte en retning
for det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene, samtidig med at
de pædagogiske mål skal give plads til og
understøtte lokal faglig refleksion. Det foreslås, at
det enkelte dagtilbud vil have ansvar for at etablere et
pædagogisk læringsmiljø, der afspejler og tager
højde for, at 0-2-årige børn og 3-5-årige
børns behov og forudsætninger er
væsensforskellige, og at det pædagogiske
læringsmiljø derfor skal tilpasses og afspejle dette.
Dette indebærer f.eks., at dagplejen og vuggestuer, som
typisk er tilbud målrettet 0-2-årige børn, skal
operationalisere de fastsatte pædagogiske mål for
aldersgruppen 0-5 år, så det pædagogiske
læringsmiljø afspejler de mindste børns behov
og forudsætninger.
De brede pædagogiske mål skal understøtte
sammenhæng mellem proces og organisering (pædagogisk
læringsmiljø) på den ene side og børns
læring og udvikling på den anden side. Det er
hensigten, at de brede pædagogiske mål skal bidrage til
lokal refleksion omkring, hvilket pædagogisk
læringsmiljø der understøtter børns
læring og udvikling.
I forhold til læreplanstemaet 'Alsidig personlig
udvikling' vil der f.eks. blive taget afsæt i følgende
forslag til mål: 'Det pædagogiske
læringsmiljø understøtter, at alle børn
udvikler engagement, livsduelighed, gå-på-mod og
kompetencer til deltagelse, herunder også i situationer, som
kræver fordybelse, vedholdenhed og prioritering'.
I forhold til læreplanstemaet 'Krop, sanser og
bevægelse' vil der f.eks. blive taget afsæt i
følgende forslag: 'Det pædagogiske
læringsmiljø understøtter, at alle børn
oplever krops- og bevægelsesglæde både i ro og i
aktivitet, så de bliver fortrolige med kroppen, kroppens
funktioner og mangfoldige bevægelsesmuligheder'.
I forhold til læreplanstemaet 'Natur, udeliv og science'
vil der f.eks. blive taget afsæt i følgende forslag
til mål: 'Det pædagogiske læringsmiljø
understøtter, at alle børn observerer og
undersøger naturfænomener og således får
erfaringer med at genkende og udtrykke sig om årsag, virkning
og sammenhænge herunder en begyndende matematisk
forståelse'.
Der foreslås, at der på tilsvarende vis vil blive
fastsat pædagogiske mål for de resterende tre
læreplanstemaer med afsæt i det arbejde, som har fundet
sted i 2016.
Forslaget indebærer, at dagtilbuddene vil være
forpligtet til at etablere pædagogiske
læringsmiljøer, der inden for og på tværs
af de seks læreplanstemaer, understøtter de
pædagogiske mål for børns læring, som
fastsættes på bekendtgørelsesniveau.
Det foreslås videre, at bemyndigelsen anvendes til
på bekendtgørelsesniveau at fastsætte
indholdsbeskrivelser for hvert af de seks læreplanstemaer.
Indholdsbeskrivelserne vil bestå af korte beskrivelser af de
centrale elementer, der ligger i de enkelte læreplanstemaer,
hvor der tages afsæt i det forslag til en styrket
pædagogisk læreplan, som en række arbejdsgrupper
har foreslået.
Som eksempel på elementer i en indholdsbeskrivelse vil det
blive fastsat, at læreplanstemaet 'Alsidig personlig
udvikling' blandt andet indeholder elementer som engagement,
livsduelighed, gå-på-mod og deltagelseskompetence, mens
læreplanstemaet 'Social udvikling' blandt andet indeholder
elementer som børns deltagelse, medindflydelse og empati.
Læreplanstemaet 'Natur, udeliv og science' vil blandt andet
indeholde elementer som førstehåndsoplevelser med
naturfænomener, udforskning af sammenhænge samt en
begyndende forståelse af teknologi og samspillet mellem
menneske, samfund og natur.
Forslaget betyder, at det vil blive et krav, at det blandt andet
er disse elementer, som det pædagogiske
læringsmiljø i dagtilbuddene skal understøtte i
relation til de tre nævnte eksempler på
læreplanstemaer.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.3.
Til nr. 8
Efter dagtilbudslovens § 9 er lederen af dagtilbuddet
ansvarlig for at udarbejde, offentliggøre og eventuelt
revidere den pædagogiske læreplan. Det følger
endvidere af dagtilbudslovens § 9, stk. 2, at lederen er
ansvarlig for, at den pædagogiske læreplan evalueres
mindst hvert andet år samt for at dokumentere, om de valgte
pædagogiske metoder og aktiviteter fører til
opfyldelse af de opstillede mål inden for temaerne i den
pædagogiske læreplan. Endelig er lederen efter
dagtilbudslovens § 9, stk. 3, ansvarlig for at inddrage
forældrebestyrelsen i udarbejdelsen, evalueringen og
opfølgningen af den pædagogiske læreplan.
Det foreslås at affatte § 9 på ny.
Det foreslås med § 9, stk. 1, 1.
pkt., at lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for, at den
pædagogiske læreplan udarbejdes samt for at sikre, at
det pædagogiske arbejde i dagtilbuddet tilrettelægges
og udøves inden for rammerne heraf. Det foreslås
videre, at lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for at
offentliggøre den pædagogiske læreplan.
Den foreslåede § 9, stk. 1, er en
videreførelse af dagtilbudslovens § 9, stk. 1, for
så vidt angår lederen af dagtilbuddets ansvar for, at
den pædagogiske læreplan udarbejdes og
offentliggøres. Det foreslås herudover som noget nyt,
at lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for, at det
pædagogiske arbejde i dagtilbuddet tilrettelægges og
udøves inden for rammerne af den pædagogiske
læreplan.
Med forslaget bliver det lederens ansvar at sikre, at
læreplanen ikke bliver et stykke papir, der ligger i skuffen,
men at det daglige pædagogiske arbejde med pædagogiske
læringsmiljøer og børns læring gennem
hele dagen afspejler og udøves i overensstemmelsen med den
retning og de pædagogiske refleksioner, der fremgår af
læreplanen. Det enkelte dagtilbuds pædagogiske
læreplan skal fungere som et pejlemærke for det
pædagogiske personale i udøvelsen af det daglige
pædagogiske arbejde.
Lederen vil i forbindelse med udarbejdelse af den
pædagogiske læreplan skulle sikre, at
forældrebestyrelsen bliver inddraget i processen omkring
udarbejdelse, evaluering af og opfølgning på den
pædagogiske læreplan, jf. den foreslåede §
15, stk. 1 og 2, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 13 og
15.
Det foreslås i § 9, stk. 1, 2.
pkt., at lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for at
offentliggøre den pædagogiske læreplan. Den
pædagogiske læreplan vil f.eks. kunne
offentliggøres på dagtilbuddets hjemmeside eller et
andet sted, som er kendt af og let tilgængeligt for
forældrene.
Det foreslås i stk. 2, 1.
pkt., at lederen af dagtilbuddet har ansvar for at etablere
en evalueringskultur i dagtilbuddet, som skal udvikle og
kvalificere det pædagogiske læringsmiljø.
Det foreslås med stk. 2, 2.
pkt., at lederen er ansvarlig for, at arbejdet med den
pædagogiske læreplan evalueres mindst hvert andet
år med henblik på at udvikle arbejdet.
Det foreslås videre i stk. 2, 3.
pkt., at evalueringen skal tage udgangspunkt i de
pædagogiske mål, jf. den foreslåede § 8,
stk. 9, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 7, herunder en
vurdering af sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø i dagtilbuddet og børnegruppens
trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Det foreslås med stk. 2, 4.
pkt., at evalueringen skal offentliggøres.
Det foreslåede § 9, stk. 2, er en
videreførelse af dagtilbudslovens § 9, stk. 2, for
så vidt angår kravet om, at den pædagogiske
læreplan skal evalueres mindst hvert andet år, og at
evalueringen skal offentliggøres.
Med evalueringskultur i dagtilbuddet forstås, at lederen
har ansvar for, at det pædagogiske personale og ledelse
løbende forholder sig refleksivt til, hvordan de
pædagogiske læringsmiljøer understøtter
børnegruppens trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Det kan f.eks. ske ved, at praksis fastholdes gennem
pædagogisk dokumentation, der danner grundlag for analyse af
og systematisk refleksion over sammenhængen mellem
læringsmiljø og børnenes læring og
trivsel og udvikling. Det kan give anledning til justeringer,
så det pædagogiske læringsmiljø bedst
muligt understøtter børnenes trivsel, læring og
udvikling.
Kravet om etablering af en evalueringskultur i dagtilbuddet skal
understøtte, at personalet udvikler en faglig selvkritisk og
reflekteret tilgang til tilrettelæggelse og evaluering, som
skal bidrage til, at personalet får øje på sin
praksis, tænker over den og ser mulighederne for at
ændre praksis, hvis der er behov herfor, som i sidste ende
skal udvikle og kvalificere den pædagogiske praksis.
Det er indenfor rammerne af kommunalbestyrelsens ansvar og
fastsatte rammer og retningslinjer op til den enkelte leder af
dagtilbuddet, jf. dagtilbudslovens § 6, at beslutte, hvordan
evalueringen konkret foregår og udføres. En
systematisk og udviklende evalueringskultur er central for den
løbende udvikling af den pædagogiske praksis, og
målet er bedre pædagogiske læringsmiljøer
for børnene gennem en systematisk evalueringskultur og en
meningsfuld og udviklende feedback til det pædagogiske
personale.
Det er ikke hensigten, at det enkelte barn skal evalueres, idet
fokus i evalueringen er sammenhængen mellem det
pædagogiske læringsmiljø og børnenes
trivsel, læring, udvikling og dannelse, herunder hvorvidt det
pædagogiske læringsmiljø fører til den
trivsel, læring, udvikling og dannelse hos børnene,
der ønskes.
Som led i at kunne evaluere sammenhængen mellem det
pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet og
børnegruppens trivsel, læring, udvikling og dannelse
kan der fokuseres på elementer i det pædagogiske
læringsmiljø. På den ene side som for eksempel,
hvordan barnesynet, børneperspektivet og arbejdet med
dannelse kommer til udtryk i det daglige pædagogiske arbejde
og på den anden side eksempelvis børnegruppens trivsel
og læring, børn i udsatte positioners trivsel og
læring, tosprogede børns trivsel og læring samt
det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Fokus på enkelte elementer kan bidrage til at kvalificere
evalueringen af sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø og børnenes trivsel, læring,
udvikling og dannelse.
Evalueringskulturen skal afspejle en balance mellem de
ressourcer, der bruges på at dokumentere og evaluere på
den ene side og det udbytte, som det pædagogiske personale
får på den anden side. En oplevelse af at producere
meningsløs dokumentation og unyttige evalueringer bidrager
negativt til fremtidig gennemførsel af dokumentations- og
evalueringsaktiviteter.
Der vil fra centralt hold blive udviklet vejledende materialer
til inspiration for arbejdet med evalueringen, som dagtilbuddene
kan vælge at anvende.
Det foreslås i § 9, stk. 3, 1.
pkt., at lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for at sikre
en løbende pædagogisk dokumentation af
sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø og børnenes trivsel, læring,
udvikling og dannelse. Det foreslås videre i stk. 3, 2. pkt., at den pædagogiske
dokumentation skal indgå i evalueringen.
Den foreslåede § 9, stk. 3, er en delvis
videreførelse af den gældende § 9, stk. 2, for
så vidt angår kravet om dokumentation.
Som følge af det foreslåede stk. 3 vil det
fremadrettet ikke længere være et krav, at lederen er
ansvarlig for at dokumentere, om de valgte pædagogiske
metoder og aktiviteter samt børnemiljøet fører
til opfyldelse af de opstillede mål inden for de seks
læreplanstemaer, samt at lederen skal angive, hvordan
dagtilbuddet vil følge op på resultaterne.
Forslaget indebærer, at lederen har ansvaret for, at der
sker en løbende pædagogisk dokumentation, hvormed
forstås en beskrivelse af børnenes trivsel,
læring, udvikling og dannelse samt det pædagogiske
læringsmiljø, som ligger til grund herfor. Forslaget
indebærer videre, at det inden for rammerne af
dagtilbudslovens § 6, er op til den enkelte leder at beslutte,
hvilken pædagogisk dokumentation der ønskes anvendt og
hvordan. Pædagogisk dokumentation vil kunne have mange
forskellige former og kan f.eks. bestå af en vifte af
forskellige måder at beskrive børnenes trivsel,
læring, udvikling og dannelse. Det kan således
både være praksisfortællinger, fotos,
observationer, videooptagelser, screeninger, relationsskemaer,
børneinterviews, tegninger m.v. Den pædagogiske
dokumentation vil skulle understøtte og kvalificere den
efterfølgende faglige refleksion, som blandt andet skal
ligge til grund for evalueringen. Ved valg af dokumentation er det
vigtigt at være klar på, hvad formålet er, og
hvem målgruppen for dokumentationen er. Iagttagelser af
børnefællesskabet kan f.eks. anvendes til at skabe et
overblik over mønstre i relationerne, mens observationer og
dialog med konkrete børn kan anvendes til at komme
tættere på, hvilke processer der foregår, og om
de virker.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.3.
Til nr. 9
Efter dagtilbudslovens § 10 skal kommunalbestyrelsen
godkende den pædagogiske læreplan og mindst hvert andet
år drøfte evalueringerne. Kommunalbestyrelsen skal
endvidere på baggrund af drøftelsen tage stilling til,
om evalueringerne af de pædagogiske læreplaner giver
anledning til yderligere handling fra kommunalbestyrelsens
side.
Det foreslås, at § 10 ophæves.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede
§ 3 a, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, hvorefter
der indføres krav om, at kommunalbestyrelsen fremadrettet
skal sikre, at der mindst hvert andet år sker en politisk
drøftelse af udviklingen på dagtilbudsområdet
m.v.
Til nr. 10
Efter dagtilbudslovens § 14, stk. 1, skal forældre
med børn i en kommunal, selvejende og udliciteret
daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og i
kommunal dagpleje efter dagtilbudslovens § 21, stk. 2, have
adgang til at få oprettet en forældrebestyrelse i den
kommunale dagpleje eller i den enkelte daginstitution med et
flertal af valgte forældre, jf. dog § 24 a i lov om
folkeskolen. Det følger af dagtilbudsloven, jf.
bemærkningerne til lovforslag nr. L 170 fremsat den 28.
februar 2007, folketingssamling 2006-07, Folketingstidende 2006-07,
tillæg A, side 5814, at en forældrebestyrelse som
udgangspunkt er knyttet til en daginstitution eller den samlede
kommunale dagpleje i en kommune. Ét dagtilbud kan have flere
enheder, der ikke nødvendigvis har den samme fysiske
placering. Det betyder, at såfremt der er tale om ét
dagtilbud, der fysisk består af flere enheder, skal der
oprettes én forældrebestyrelse. Det fremgår
endvidere af bemærkningerne, at der kan oprettes
forældrebestyrelser på tværs af
selvstændige dagtilbud, såfremt forældrene kan
tilslutte sig.
De foreslåede § 14, stk. 2-4, er nye.
Det foreslås med § 14, stk.
2, 1. pkt., at indføre et
krav om, at forældre med børn i kommunale, selvejende
og udliciterede daginstitutioner, som består af flere
enheder, jf. den foreslåede § 19, stk. 6, som affattet
ved lovforslagets § 1, nr. 17, skal have adgang til at blive
repræsenteret i den fælles forældrebestyrelse.
Med forslaget vil en forælder fra hver enhed få ret til
at være repræsenteret i forældrebestyrelsen.
Det foreslås med stk. 2, 2.
pkt., at der i selvejende daginstitutioner, hvis bestyrelse
består af et flertal af valgte forældre, skal en
forælder fra hver enkelt enhed have adgang til at være
repræsenteret i institutionsbestyrelsen.
Forslaget indebærer, at de enkelte enheders ret til at
være repræsenteret i den fælles
forældrebestyrelse vil skulle fremgå af institutionens
vedtægter, som fastsættes af enten kommunalbestyrelsen,
bestyrelsen for den selvejende daginstitution eller af den private
leverandør af en udliciteret daginstitution efter indhentet
udtalelse fra de respektive forældrebestyrelser, jf.
dagtilbudslovens § 16, stk. 1-3.
Med den foreslåede ordning sikres det, at forældre i
de enkelte enheder får mulighed for at få indflydelse
på de aktiviteter, som foregår i
forældrebestyrelsen, og som følger af
forældrebestyrelsens minimumskompetencer, jf.
dagtilbudslovens § 15 samt de foreslåede ændringer
som følge af lovforslagets § 1, nr. 11-15.
Der vil være tale om en ret til at være
repræsenteret i forældrebestyrelsen, såfremt der
måtte være et ønske blandt forældre herom,
hvor forældrene i de enkelte enheder ikke er forpligtede til
at være repræsenteret i forældrebestyrelsen, hvis
der i forældregruppen i den enkelte enhed ikke er et
ønske herom.
Forslaget indebærer, at processen omkring valg af
forældre til forældrebestyrelsen vil skulle
tilrettelægges, så det sikres, at en forælder fra
hver enhed reelt får adgang til at være
repræsenteret i den fælles forældrebestyrelse.
Dette vil f.eks. kunne ske ved at give fortrinsret for en
forælder fra hver enhed, såfremt afstemningen
foregår blandt alle forældre i institutionen eller ved,
at forældre i den enkelte enhed alene stemmer på
kandidater fra den pågældende enhed.
Det foreslås med stk. 3, at
forældrebestyrelser kan etableres på tværs af
kommunale dagtilbud, hvis der er et flertal herfor i de enkelte
bestyrelser.
Med forslaget bliver det lovfastsat, at der kan etableres
fælles forældrebestyrelser på tværs af
kommunale dagtilbud, såfremt der er et flertal herfor i det
enkelte dagtilbud. Forslaget indebærer, at der kan etableres
fælles forældrebestyrelser på tværs af
kommunale daginstitutioner, som drives efter dagtilbudslovens
§ 19, stk. 2, og fælles forældrebestyrelser
på tværs af kommunale daginstitutioner og den kommunale
dagpleje, som drives efter dagtilbudslovens § 21, stk. 2, hvis
der er et flertal herfor i de enkelte bestyrelser.
Uanset, om den fælles forældrebestyrelse bliver
etableret på tværs af daginstitutioner eller på
tværs af daginstitutioner og dagpleje, vil det være et
krav, at der er et flertal herfor i de enkelte
forældrebestyrelser. Forslaget om flertal skal ses i
sammenhæng med, at der vil være tale om en fravigelse
af forældrenes lovfæstede ret til en
forældrebestyrelse for hvert dagtilbud, jf. dagtilbudslovens
§ 14, stk. 1.
Det skal i relation til forslaget bemærkes, at
kommunalbestyrelsen i forbindelse med en omlægning af
dagtilbudsstrukturen kan beslutte at nedlægge kommunale
daginstitutioner med henblik på at etablere en ny
daginstitution med flere enheder, som har én samlet
forældrebestyrelse. I dette tilfælde finder det
foreslåede krav om, at etablering af en fælles
forældrebestyrelse på tværs af kommunale
dagtilbud forudsætter et flertal herfor i de enkelte
forældrebestyrelser, ikke anvendelse.
Det foreslås med stk. 4, 1. pkt., at i forældrebestyrelser, som
etableres på tværs af dagpleje og daginstitutioner,
skal beslutninger, der alene har betydning for dagplejen,
træffes af de medlemmer, der repræsenterer
dagplejen.
Det foreslås med stk. 4, 2.
pkt., at beslutninger, der alene har betydning for
daginstitutionen, træffes af de medlemmer, der
repræsenterer daginstitutionen.
Det skal bemærkes, at rammer og vilkår for
henholdsvis daginstitutioner og dagpleje er forskellige. Blandt
andet er der forskel på de fysiske rammer, idet dagpleje
f.eks. foregår i dagplejerens private hjem eller i lokaler i
børnenes hjemlige miljø. Som følge af stk. 4,
vil det være et krav, at såfremt der etableres
fælles forældrebestyrelser på tværs af
dagpleje og daginstitutioner vil beslutninger, der alene har
betydning for dagplejen, træffes af de medlemmer, der
repræsenterer dagplejen. Det foreslås videre, at
beslutninger, der alene har betydning for daginstitutionen,
træffes af de medlemmer, der repræsenterer
daginstitutionen.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.1.
Til nr. 11
Det følger af dagtilbudslovens § 15, stk. 1, at
forældrebestyrelsen i en daginstitution skal fastsætte
principper for daginstitutionens arbejde og for anvendelsen af en
budgetramme for daginstitutionen inden for de mål og rammer,
som kommunalbestyrelsen har fastsat. Det følger endvidere af
dagtilbudslovens § 15, stk. 2, at forældrebestyrelsen
for den kommunale dagpleje skal fastsætte principper for
dagplejens arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for
dagplejen inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen
har fastsat. Endelig følger det af dagtilbudslovens §
15, stk. 3, at forældrebestyrelsen varetager sine opgaver
inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har
fastsat.
Det foreslås at ændre ordene 'mål og rammer' i
dagtilbudslovens § 15, stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og stk. 3, 1.
pkt., til 'rammer og eventuelle prioriterede indsatser'. Der er
tale om en ændring, der følger af lovforslagets §
1, nr. 3.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.1.
Til nr. 12
Efter dagtilbudslovens § 15, stk. 1, skal
forældrebestyrelsen i daginstitutioner, som led i den
lovfastsatte minimumskompetence, fastsætte principper for
daginstitutionens arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for
daginstitutionen inden for de mål og rammer, som er fastsat
af kommunalbestyrelsen. I bemærkningerne til dagtilbudsloven,
jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 170 fremsat den 28.
februar 2007, folketingssamling 2006-07, Folketingstidende 2006-07,
tillæg A, side 5814, er nævnt eksempler på,
hvilke områder forældrebestyrelsen kan fastlægge
principper for. Det gælder blandt andet de pædagogiske
aktiviteter i institutionen, samarbejde mellem daginstitution og
samtlige forældre, dialogen mellem forældrebestyrelsen
og forældregruppen som helhed, personalets
sammensætning m.v.
Det foreslås at ændre dagtilbudslovens § 15,
stk. 1, 1. pkt., så det bliver
lovfastsat, at forældrebestyrelsen i daginstitutioner
også vil skulle fastsætte principper for samarbejdet
mellem dagtilbud og hjem. Forslaget indebærer, at
forældrebestyrelsens minimumskompetence udvides, idet
forældrebestyrelser i daginstitutioner fremadrettet
også vil skulle fastsætte principper for samarbejdet
mellem dagtilbud og hjem. Samarbejdet mellem dagtilbud og hjem vil
f.eks. kunne vedrøre:
-
Dagtilbud/hjem-samtaler.
- Håndtering
af børns ferieafholdelse.
- Hente- og
bringetidspunkter.
-
Gåhjemmøder om inddragelse af forældre i
børns læring.
- Fokuseret
forældreinvolvering gennem specifikke tiltag som f.eks. en
frivillig børneplan og familiedeltagelse i dagtilbuddet.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.1.
Til nr. 13
Efter dagtilbudslovens § 9, stk. 3, skal lederen af
dagtilbuddet inddrage forældrebestyrelsen i udarbejdelsen,
evalueringen af og opfølgningen på den
pædagogiske læreplan. Herudover har
forældrebestyrelsen i daginstitutioner en lovfastsat
minimumskompetence, som er nærmere defineret i lovens
§ 15, som blandt andet indebærer retten til at
fastsætte principper for daginstitutionens arbejde og for
anvendelsen af en budgetramme, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 13, samt indstillingsret ved
ansættelse af personale og ledelse i daginstitutionerne.
Det foreslås, at der i dagtilbudslovens § 15
indsættes et nyt stk. 2.
Det foreslås med stk. 2, at fastsætte, at
forældrebestyrelsen i kommunale, selvejende og udliciterede
daginstitutioner skal inddrages i udarbejdelsen, evalueringen af og
opfølgningen på den pædagogiske læreplan,
jf. dagtilbudslovens §§ 8 og 9, samt i daginstitutionens
arbejde med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud, mellem
dagtilbud og fra dagtilbud til fritidstilbud og skole, jf. den
foreslåede § 7, stk. 5.
Forslaget indebærer, at forældrebestyrelsen i
overensstemmelse med de gældende regler i dagtilbudsloven
skal inddrages i udarbejdelse, evalueringen af og
opfølgningen på den pædagogiske læreplan.
Som følge af, at dagtilbudslovens § 8 om den
pædagogiske læreplan foreslås ændret,
betyder forslaget, at forældrebestyrelsen fremadrettet
også vil skulle inddrages i de nye opgaver, der knytter sig
til den pædagogiske læreplan.
Arbejdet i forældrebestyrelsen vil skulle
tilrettelægges lokalt og på en måde, så det
giver mening i dagligdagen for både forældrebestyrelse
og det pædagogiske personale. Som led i dette arbejde vil
forældrebestyrelsen skulle inddrages i, hvordan ressourcer i
lokalsamfundet vil kunne bringes i spil med henblik på at
skabe trygge og pædagogiske læringsmiljøer for
børn i dagtilbud. Forældre, der sidder i
forældrebestyrelsen, bor typisk i nærmiljøet, og
de vil i kraft heraf kunne have viden om de forskellige tilbud og
muligheder, der findes i lokalområdet.
Forældrebestyrelsens viden herom vil derfor kunne være
betydningsfuldt, når daginstitutionen skal overveje, hvordan
ressourcer i lokalsamfundet kan inddrages i arbejdet med etablering
af pædagogiske læringsmiljøer for børn,
jf. den foreslåede § 8, stk. 6, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 7.
Det foreslås videre, at forældrebestyrelsen skal
inddrages i daginstitutionens arbejde med at skabe gode og
sammenhængende overgange for børn fra hjem til
dagtilbud, mellem tilbud og fra dagtilbud til fritidshjem og skole,
jf. den foreslåede § 7, stk. 5, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 6.
Forslaget indebærer, at forældrebestyrelsens
lovfastsatte minimumskompetence i kommunale, selvejende og
udliciterede daginstitutioner udvides og fastsættes i
dagtilbudslovens § 15.
Den pædagogiske læreplan er et pædagogisk
redskab, som understøtter det pædagogiske personales
og ledelsens arbejde med at skabe trygge pædagogiske
læringsmiljøer for børn. Den konkrete
udarbejdelse, evaluering og opfølgning på den
pædagogiske læreplan foretages af ledelsen og
personalet, men det foreslås, at forældrebestyrelsen
vil skulle inddrages aktivt i drøftelsen af processen i
relation til arbejdet med den pædagogiske læreplan,
så forældrebestyrelsen vil få mulighed for at
blive hørt og komme med input og forslag til arbejdet.
Som en konsekvens af forslaget ophæves dagtilbudslovens
§ 9, stk. 3, som fastsætter, at lederen af dagtilbuddet
skal inddrage forældrebestyrelsen i udarbejdelsen,
evalueringen af og opfølgningen på den
pædagogiske læreplan.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.1.
Til nr. 14
Det følger af dagtilbudslovens § 15, stk. 2, at
forældrebestyrelsen for den kommunale dagpleje som led i dens
minimumskompetence skal fastsætte principper for den samlede
kommunale dagplejes arbejde og for anvendelsen af en budgetramme
for den samlede kommunale dagpleje.
Det foreslås at ændre dagtilbudslovens § 15,
stk. 2.
Det foreslås, at det i stk. 2 fastsættes, at
forældrebestyrelsen for den kommunale dagpleje også
skal fastsætte principper for samarbejdet mellem dagtilbud og
hjem. Med forslaget udvides forældrebestyrelsens
minimumskompetence i den kommunale dagpleje.
Forslaget indebærer, at samarbejdet mellem dagtilbud og
hjem bliver et fokusområde for forældrebestyrelsen i
dagplejen. Eksempler på elementer i samarbejdet mellem
dagtilbud og hjem, som forældrebestyrelsen kan
fastsætte principper for, kan være:
-
Dagtilbud/hjem-samtaler.
- Hente- og
bringetidspunkter.
- Håndtering
af børns ferieafholdelse.
-
Gåhjemmøder om inddragelse af forældre i
børns læring.
- Fokuseret
forældreinvolvering gennem specifikke tiltag som f.eks. en
frivillig børneplan og familiedeltagelse i dagtilbuddet.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.1.
Til nr. 15
Efter dagtilbudslovens § 9, stk. 3, skal lederen af
dagtilbuddet inddrage forældrebestyrelsen i udarbejdelsen,
evalueringen og opfølgningen af den pædagogiske
læreplan.
Det foreslås at indsætte et nyt punktum i
dagtilbudslovens § 15, stk. 2.
Det foreslås, at det fastsættes i dagtilbudslovens
§ 15, stk. 2, at forældrebestyrelsen for den kommunale
dagpleje skal inddrages i udarbejdelsen, evalueringen af og
opfølgningen på den pædagogiske læreplan,
jf. den foreslåede § 8, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 7. Det foreslås videre, at
forældrebestyrelsen skal inddrages i dagplejens arbejde med
at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud og mellem tilbud
f.eks. fra dagpleje til daginstitution, jf. den foreslåede
§ 7, stk. 5, som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
6.
Forslaget indebærer, at forældrebestyrelsens
minimumskompetence i den kommunale dagpleje udvides.
Arbejdet i forældrebestyrelsen vil skulle
tilrettelægges lokalt og på en måde, så det
giver mening i dagligdagen for både forældrebestyrelse
og dagplejen. Som led i inddragelse i arbejdet med den
pædagogiske læreplan vil forældrebestyrelsen
skulle inddrages i, hvordan ressourcer i lokalsamfundet kan bringes
i spil med henblik på at skabe trygge og pædagogiske
læringsmiljøer for børn i dagplejen.
Forældre, der sidder i forældrebestyrelsen, vil typisk
bo i nærmiljøet, og de vil i kraft heraf kunne have
viden om de forskellige tilbud og muligheder, der findes i
lokalområdet. Forældrebestyrelsens viden herom vil
derfor være betydningsfuld, når dagplejen skal
overveje, hvordan ressourcer i lokalsamfundet kan inddrages i
arbejdet med etablering af pædagogiske
læringsmiljøer for børn, jf. den
foreslåede § 8, stk. 6, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 7.
Den pædagogiske læreplan er et pædagogisk
redskab, som understøtter det pædagogiske personales
og ledelsens arbejde med at skabe trygge pædagogiske
læringsmiljøer for børn. Den konkrete
udarbejdelse, evaluering af og opfølgning på den
pædagogiske læreplan vil skulle foretages af ledelse og
personale, men det foreslås, at forældrebestyrelsen vil
skulle inddrages aktivt i arbejdet med den pædagogiske
læreplan herunder i forhold til mulighed for at inddrage
ressourcer i lokalsamfundet, så forældrebestyrelsen
får mulighed for at blive hørt og komme med input og
forslag til arbejdet.
Som en konsekvens af forslaget ophæves dagtilbudslovens
§ 9, stk. 3, som fastsætter, at lederen af
dagtilbuddet skal inddrage forældrebestyrelsen i
udarbejdelsen, evalueringen af og opfølgningen på den
pædagogiske læreplan.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.1.
Til nr. 16
Efter dagtilbudslovens § 16 b, stk. 2, kan forældre
med børn i kommunale, selvejende og udliciterede
daginstitutioner, som består af flere enheder, beslutte at
fravælge et sundt frokostmåltid efter lovens § 16
a, stk. 1.
Det foreslås, at der i dagtilbudslovens § 16 b, stk.
2, indsættes en henvisning til den foreslåede §
19, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, hvor det
foreslås kodificeret i dagtilbudsloven, at kommunale,
selvejende og udliciterede daginstitutioner samt
privatinstitutioner kan bestå af flere enheder. Forslaget
følger således af ændringen i lovforslagets
§ 1, nr. 17.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.1.
Til nr. 17
Det følger af dagtilbudslovens § 19, stk. 2-5, at
daginstitutioner kan etableres af kommunen som kommunale
daginstitutioner eller af private leverandører som enten
selvejende daginstitutioner, udliciterede daginstitutioner eller
privatinstitutioner.
I forbindelse med lov nr. 631 af 11. juni 2010 om ændring
af dagtilbudsloven (Fleksibel frokostordning i daginstitutioner
m.v.) blev der som noget nyt indført begrebet
'daginstitutioner med flere enheder' i dagtilbudsloven. Begrebet
'daginstitutioner med flere enheder' beskrives i lovens
forarbejder, jf. bemærkningerne til L 212 om fleksibel
frokostordning i daginstitutioner m.v., fremsat den 23. april 2010,
folketingssamling 2009-10, Folketingstidende 2009-10, tillæg
A, i relation til afstemning om fravalg af et sundt
frokostmåltid i kommunale, selvejende og udliciterede
daginstitutioner, som består af flere enheder. Det er i dag
ikke fastsat i dagtilbudsloven, at daginstitutioner kan bestå
af flere enheder.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 6 i
dagtilbudslovens § 19, hvor det kodificeres, at kommunale,
selvejende og udliciterede daginstitutioner samt
privatinstitutioner kan bestå af flere enheder.
Det følger heraf, at en daginstitution i dagtilbudslovens
forstand ikke er en fysisk afgrænset størrelse. Det,
der afgrænser og definerer en daginstitution, er som
udgangspunkt, at der er etableret en forældrebestyrelse og en
ledelse af daginstitutionen, samt at der består et naturligt
fællesskab og samarbejde omkring børn og personale.
Derfor kan en daginstitution bestå af flere fysisk adskilte
enheder, og ledelsen og forældrebestyrelsen i en
daginstitution kan derfor i nogle tilfælde favne store
grupper af børn og forældre. En daginstitution med
flere enheder er som hovedregel kendetegnet ved, at
daginstitutionen har flere enheder, der er fysisk adskilt fra
hinanden på en måde, så børn og personale
ikke i det daglige kan bevæge sig fra en enhed til de andre
enheder i daginstitutionen. Samtidigt er der et samarbejde i den
enkelte fysisk afgrænsede enhed omkring den daglige
opgavevaretagelse, der er afgrænset til den
pågældende enheds børnegruppe og
personalegruppe.
Den foreslåede ændring af dagtilbudslovens § 19
skal ses i lyset af, at mange kommuner gennem de senere år
har omlagt dagtilbudsstrukturen, hvorefter tidligere
selvstændige daginstitutioner med selvstændig
forældrebestyrelse er blevet sammenlagt til én
daginstitution med én forældrebestyrelse, hvorunder
der består flere enheder. Det foreslåede § 27
c, stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 23,
hvorefter forældre får mulighed for at tilkendegive
ønsker om optagelse, skrive sig på venteliste og
beholde plads på ventelisten i konkrete enheder i
daginstitutioner, skal ligeledes ses i lyset heraf.
Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om en daginstitution
med flere enheder, vil de samme retningslinjer skulle lægges
til grund, som fremgår af forarbejderne til L 212 om
fleksibel frokostordning i daginstitutioner, jf.
bemærkningerne til L 212 fremsat den 23. april 2010,
folketingssamling 2009-10, Folketingstidende 2009-10, tillæg
A.
Til nr. 18
Efter dagtilbudslovens § 20, stk. 2, skal
kommunalbestyrelsen fastsætte og offentliggøre
godkendelseskriterier for privatinstitutioner. Kravene skal
være saglige og fastsættes på baggrund af
kommunens krav til egne daginstitutioner. Kravene kan f.eks.
vedrøre normering, uddannelsesmæssig baggrund hos det
udførende personale m.v. Kravene må hverken være
mere lempelige eller mere restriktive end kravene til de kommunale
daginstitutioner. Som det er i dag, skal privatinstitutioner
opfylde de godkendelseskriterier, som de er blevet godkendt
efter.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i
dagtilbudslovens § 20, hvor det fastsættes, at
privatinstitutioner skal opfylde kriterierne for godkendelse senest
seks måneder efter offentliggørelse af disse.
Forslaget indebærer, at alle privatinstitutioner fremadrettet
vil skulle opfylde institutionskommunens gældende
godkendelseskriterier senest seks måneder efter, at
kommunalbestyrelsen har offentliggjort disse.
Med forslaget vil privatinstitutioner således have seks
måneder til at tilpasse deres drift svarende til de nye
godkendelseskriterier. Formålet er at sikre, at der ikke sker
en uhensigtsmæssig fastfrysning af godkendelseskrav i forhold
til privatinstitutioner, hvis kommunalbestyrelsen som led i
fastsættelsen af serviceniveauet f.eks. ønsker at
ændre kravene til de kommunale daginstitutioner. Der kan
f.eks. være tale om, at kommunen ændrer kravene i
forhold til normeringer, stiller nye eller ændrede krav til
den uddannelsesmæssige baggrund hos det udførende
personale, ønsker at stille praktikpladser til
rådighed m.v.
Den foreslåede ændring skal endvidere ses i lyset
af, at det lovfastsatte driftstilskud til privatinstitutioner
beregnes på baggrund af kommunens udgifter til alderssvarende
dagtilbud. Driftstilskuddet ændrer sig dermed blandt andet i
takt med ændringer i de krav, kommunen stiller til de
kommunale, selvejende og udliciterede dagtilbud. Med den
foreslåede ordning sikres en højere grad af symmetri
mellem de krav, som stilles til privatinstitutioner og det
driftstilskud pr. barn, som privatinstitutionen vil modtage fra
kommunen.
Det foreslås, at forslaget alene finder anvendelse for
privatinstitutioner, som bliver godkendt efter lovens
ikrafttræden, som foreslås at være den 1. juli
2018, jf. lovforslagets § 3, stk. 4.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.4.1.
Til nr. 19
Det følger af dagtilbudslovens § 23, stk. 1, at alle
børn indtil skolestart har adgang til at blive optaget i et
dagtilbud.
Begrebet 'skolestart' er defineret i § 10 i
bekendtgørelse nr. 551 af 11. maj 2017 om dagtilbud, hvor
det er fastsat, at der med 'skolestart' forstås det
tidspunkt, hvor barnet overgår til skoleregi og dermed
begynder i enten fritidshjem eller skolefritidsordning (SFO) forud
for undervisningsstart, påbegynder hjemmeundervisning eller
starter i børnehaveklasse eller i 1. klasse, hvis barnet
ikke optages i børnehaveklasse. Her skal det bemærkes,
at kommunalbestyrelsen med godkendelse fra undervisningsministeren,
jf. folkeskolelovens § 3, stk. 7, dog kan beslutte, at
skolefritidsordninger på skoler eller afdelinger af skoler
med normalt ikke over 150 elever kan optage børn fra det
fyldte 3. år.
Begrebet 'skolestart' anvendes endvidere i forhold til
dagtilbudslovens betalingsregler. Det følger således
af bekendtgørelsens § 10, stk. 2, at 'skolestart' i
forhold til betaling for en plads i tilbud omfattet af
dagtilbudsloven tidligst kan regnes fra den 1. maj i det år,
hvor barnet overgår til skoleregi. Det er den enkelte
kommune, der beslutter tidspunktet for skolestart. Det
følger således af forarbejderne til dagtilbudsloven,
jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 170 fremsat den 28.
februar 2007, folketingssamling 2006-07, Folketingstidende 2006-07,
tillæg A, side 5814, at tidspunktet for skolestart
afhænger dels af dagtilbuds- og skolestrukturen i den enkelte
kommune herunder, om børn flyttes til fritidshjem eller
skolefritidsordning (SFO) forud for undervisningsstart i
august.
Det foreslås at ændre dagtilbudslovens § 23,
stk. 1, så det fastsættes i dagtilbudsloven, at alle
børn har adgang til at blive optaget i et dagtilbud indtil
skolestart, som er det tidspunkt, hvor barnet overgår til
skoleregi og dermed begynder i enten fritidshjem eller
skolefritidsordning (SFO) forud for undervisningsstart,
påbegynder hjemmeundervisning eller starter i
børnehaveklasse. Der er med forslaget ikke tilsigtet en
ændring af gældende retstilstand.
Med ændringen af § 23, stk. 1, tydeliggøres
det, at 'skolestart' ikke nødvendigvis henviser til
tidspunktet, hvor undervisningspligten indtræder, men i
stedet kan være f.eks. den 1. maj, hvor et barn overgår
til et fritidshjem eller skolefritidsordning (SFO). Tidspunktet for
'skolestart' kan variere mellem kommuner, ligesom det inden for den
enkelte kommune kan variere mellem f.eks. distrikter, konkrete
skoler m.v.
Forslaget om at ændre dagtilbudslovens § 23, stk. 1,
skal ses i sammenhæng med, at det som en del af lovforslaget
foreslås, at der i skolefritidsordninger (SFO) efter
folkeskoleloven og fritidshjem efter dagtilbudsloven vil skulle
arbejdes med enten de seks kompetenceområder for
børnehaveklassen eller temaerne i den pædagogiske
læreplan for de børn, som er overgået fra
dagtilbud til skolefritidsordning (SFO) eller fritidshjem i
perioden, fra dagtilbuddet slutter og frem til, at
undervisningspligten indtræder i august.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.4.
Til nr. 20
Efter dagtilbudslovens § 4, stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen sikre det nødvendige antal pladser i
dagtilbud.
Efter dagtilbudslovens § 23, stk. 2, skal kommunen tilbyde
forældre pasningsgaranti i dagtilbud efter § 19, stk.
2-4, og § 21, stk. 2 og 3. Kravet om at sikre det
nødvendige antal pladser skal ses i sammenhæng med
kravet om, at kommunalbestyrelsen skal sikre forældre
pasningsgaranti i et dagtilbud.
Det følger af forarbejderne til dagtilbudslovens §
23, jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 170 fremsat den
28. februar 2007, folketingssamling 2006-07, Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 5814, at pasningsgarantien
indebærer, at kommunen har pligt til at anvise en plads i et
dagtilbud til alle børn i aldersgruppen fra 26 uger og frem
til skolestart. Det følger videre af bemærkningerne
til § 23, at lukkedage i nogle af kommunens dagtilbud generelt
ikke er et brud på pasningsgarantien, hvis
kommunalbestyrelsen stiller et alternativt pasningstilbud til
rådighed. Det følger videre af forarbejderne, at
kommunalbestyrelsen ikke har pligt til at stille alternativ pasning
til rådighed for forældre den 5. juni (Grundlovsdag) og
den 24. december (Juleaftensdag).
Det foreslås at ændre dagtilbudslovens § 23,
stk. 2, idet det foreslås at fastsætte, at
kommunalbestyrelsen på alle hverdage med undtagelse af den 5.
juni og den 24. december skal tilbyde forældre
pasningsgaranti i dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk.
2-4, og § 21, stk. 2 og 3.
Den foreslåede ændring af § 23, stk. 2,
følger intentionerne bag dagtilbudsloven, hvorefter der skal
stilles pasning til rådighed på alle hverdage med
undtagelse af den 5. juni (Grundlovsdag) og den 24. december
(Juleaftensdag). Denne forståelse følger endvidere den
gældende praksis, hvorefter kommunerne i medfør af
pasningsgarantien stiller et dagtilbud til rådighed for
forældre på hverdage med de nævnte
undtagelser.
Med henblik på at tydeliggøre retstilstanden
foreslås det kodificeret i loven, at kommunalbestyrelsen skal
tilbyde forældre pasningsgaranti i dagtilbud efter
dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, eller § 21, stk. 2 og 3,
på alle hverdage med undtagelse af den 5. juni (Grundlovsdag)
og den 24. december (Juleaftensdag).
Til nr. 21
Efter dagtilbudslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., skal
kommunalbestyrelsen fastsætte og offentliggøre
retningslinjer for optagelse af børn i dagtilbud efter
lovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3 - herunder
for ansøgning om optagelse. Der er indsat en henvisning til
dagtilbudslovens § 27 a, hvoraf det fremgår, at
ansøgning om optagelse af et barn i dagtilbud som
udgangspunkt skal ske digitalt.
Det foreslås, at der i dagtilbudslovens § 27, stk. 1,
1. pkt. også indsættes en henvisning til de
foreslåede §§ 27 b og 27 c, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 23, som vedrører et forslag om,
at forældre, som afholder fravær i medfør af
barselsloven, skal have mulighed for at få en deltidsplads i
et dagtilbud 30 timer om ugen samt et forslag om, at forældre
skal kunne tilkendegive ønske om optagelse og komme på
venteliste til alle daginstitutioner m.v. i kommunen. Forslaget
følger således af ændringen i lovforslagets
§ 1, nr. 23, og den foreslåede § 27 b og c, og
indebærer, at kommunalbestyrelsens retningslinjer vil skulle
fastsættes i overensstemmelse med de foreslåede
§§ 27 b og 27 c.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.3.
Til nr. 22
Det fremgår af dagtilbudslovens § 27, stk. 1, 2.
pkt., at forældre skal have mulighed for at tilkendegive
ønske om optagelse i konkrete dagtilbud.
Det foreslås at affatte dagtilbudslovens § 27, stk.
1, 2. pkt., på ny. Det foreslås, at bestemmelsen
træder i kraft den 1. januar 2019.
Det foreslås, at det fastsættes i § 27, stk. 1,
2. pkt., at kommunalbestyrelsen inden for rammerne af de fastsatte
retningslinjer skal sikre, at forældre, der står
på venteliste, jf. § 27 c, til en plads i
daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, en enhed
i en daginstitution efter den foreslåede § 19, stk.
6, eller et konkret dagplejehjem efter dagtilbudslovens § 21,
stk. 2 og 3, og som tilkendegiver fortsat interesse for pladsen,
skal anvises plads efter et anciennitetsprincip.
Hermed forstås, at ledige pladser i dagtilbud skal
tildeles de forældre, som reagerer positivt på en
meddelelse om en plads, og som har stået længst tid
på venteliste til det pågældende tilbud.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forældre
efter det foreslåede § 27 c, stk. 1, jf. forslagets
§ 1, nr. 23, fremadrettet får mulighed for at
tilkendegive ønske om optagelse i og komme på
venteliste blandt alle daginstitutioner og dagplejen efter
dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3,
herunder i enheder i daginstitutioner samt konkrete dagplejehjem i
opholdskommunen og i anden kommune.
Forslaget indebærer, at kommunen i forbindelse med en
ledig plads i et dagtilbud kan advisere eksempelvis 10
forældre, der står på venteliste, om den ledige
plads. Blandt de forældre, som inden for en rimelig frist
melder positivt tilbage på adviseringen, skal pladsen
tildeles de forældre, som længst tid har stået
på venteliste til det konkrete tilbud.
Det foreslås, at kommunernes administration af ventelister
til en plads i dagtilbud efter anciennitetsprincippet skal ses i
sammenhæng med kommunens øvrige retningslinjer for
optagelse, jf. dagtilbudslovens § 27, stk. 1, 1. pkt.
Kommunens retningslinjer kan f.eks. vedrøre
søskendehensyn, hensynet til sammensætning af
børnegruppen i det konkrete dagtilbud som helhed i forhold
til køn, alder, etnicitet m.v.
Dette indebærer, at kravet om, at ventelister skal
administreres efter anciennitetsprincippet ikke går forud for
kommunens øvrige retningslinjer for optagelse, men skal ses
i sammenhæng med disse. Det vil f.eks. betyde, at hvis
kommunen har fastsat retningslinjer om, at der som udgangspunkt
skal være en ligelig fordeling af drenge og piger inden for
en specifik aldersgruppe i kommunens dagtilbud, og der bliver en
ledig plads i et dagtilbud, hvor der er en overvægt af piger
i den pågældende aldersgruppe, vil kommunen skulle
tilbyde pladsen til det konkrete forældrepar, som har
stået længst tid på listen, har en dreng i den
pågældende aldersgruppe, og hvor forældrene
reagerer positivt på en meddelelse om den ledige plads.
Til nr. 23
Efter dagtilbudslovens § 4 skal kommunalbestyrelsen
sørge for det nødvendige antal pladser i dagtilbud.
Efter dagtilbudslovens § 23, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen
endvidere tilbyde forældre pasningsgaranti i et dagtilbud.
Forpligtelsen kan opfyldes ved en kommunal, selvejende eller
udliciteret daginstitution eller i en kommunal eller privat
dagpleje efter lovforslagets § 19, stk. 2-4, og § 21,
stk. 2 og 3. Kommunen kan på baggrund af en konkret og
individuel vurdering af den enkelte families tidsmæssige
behov for et dagtilbud tilbyde barnet en deltids- eller
fuldtidsplads i overensstemmelse hermed. Der er ikke fastsat
regler, som giver forældre ret til at vælge en
deltidsplads, hvis de mener, at dette kan dække familiens
behov for dagtilbud.
Det gælder generelt, jf. dagtilbudslovens § 26, stk.
1, at afgørelser om optagelse af børn i dagtilbud
ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Herudover følger det af dagtilbudslovens § 27, stk.
1, 2. pkt., at forældre i forbindelse med optagelse i
dagtilbud skal have mulighed for at tilkendegive ønsker om
optagelse i konkrete dagtilbud. Det fremgår ikke direkte af
dagtilbudsloven, at dette omfatter alle dagtilbud i kommunen,
uanset om der er ledige pladser eller ej.
Den foreslåede § 27 b er ny. Det foreslås, at
bestemmelsen skal træde i kraft den 1. januar 2019.
Det foreslås med § 27 b, stk. 1,
1. pkt., at forældre, hvor en eller begge
forældre afholder fravær i medfør af
barselsloven, har ret til en deltidsplads på 30 timer om ugen
i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2
og 3, til børn i husstanden i aldersgruppen 26 uger og
indtil skolestart mod en reduceret egenbetaling.
Med reduceret betaling forstås, at kommunens tilskud og
forældrenes egenbetaling vil skulle afspejle udgifterne ved
den benyttede plads, hvor forældrebetalingsandelen ikke kan
overstige den maksimale forældrebetalingsandel på 25
pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter. I beregningen vil der
skulle tages højde for udgifter, som knytter sig til
opgaver, som er uafhængige af tidsforbruget som f.eks.
udarbejdelse af pædagogisk læreplan,
forældremøder m.v. Forældrebetalingsprocenten
skal være den samme for fuldtids- og deltidspladser, idet
deltidspladser ikke er en selvstændig dagtilbudstype.
Det foreslås med stk. 1, 2.
pkt., at deltidspladsen skal være for en
sammenhængende periode, jf. dog det foreslåede stk. 3,
2. pkt.
Forslaget indebærer således, at forældre, der
holder fravær, vil få ret til at få en
deltidsplads 30 timer om ugen i én sammenhængende
periode pr. barn. Hvis barnets forældre afholder fravær
i direkte forlængelse af hinanden, vil dette betragtes som
én sammenhængende periode. Hvis fraværet
afbrydes af en periode på mere end fem uger eller på
anden vis bortfalder, jf. det foreslåede stk. 3, eller
forældrene selv ønsker at konvertere deltidspladsen
til en fuldtidsplads under fraværet, vil retten til en
deltidsplads 30 timer om ugen bortfalde.
Det foreslås med stk. 1, 3.
pkt., at forældres ansøgning om en deltidsplads
indgives til kommunalbestyrelsen i opholdskommunen. Det
foreslås videre i stk. 1, 4.
pkt., at forældrene i ansøgningen skal angive
den periode, de ønsker deltidspladsen for.
Forslaget indebærer, at forældrene vil skulle
ansøge opholdskommunen om en deltidsplads 30 timer om ugen i
et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, eller
§ 21, stk. 2 og 3, efter de retningslinjer for
ansøgning om en deltidsplads, som kommunalbestyrelsen har
fastsat efter det foreslåede stk. 5. Forslaget
indebærer videre, at forældrene i ansøgningen
vil skulle angive den periode, de ønsker deltidspladsen for.
Den periode, forældre angiver ved ansøgning, vil
udgøre den maksimale periode for deltidspladsen. Dette
indebærer, at forældrene kun vil skulle informere
kommunen, såfremt der sker ændringer, der betyder, at
forældrene ønsker deltidspladsen for en kortere
periode end den, de ved ansøgningen har angivet.
Forældrene vil i forbindelse med ansøgningen skulle
dokumentere, at de afholder fravær efter barselsloven eller
vil afholde fravær på det tidspunkt, hvor de
ønsker at få tilbudt deltidspladsen. Dokumentationen
vil f.eks. kunne bestå af kopi af vandrejournal, hvori
fremgår det forventede fødselstidspunkt, en aftale med
arbejdsgiver om udskudt barsel eller lignende.
Det foreslås med stk. 1, 5.
pkt., at afgørelser efter 1. pkt. ikke kan indbringes
for anden administrativ myndighed.
Optagelse i en deltidsplads 30 timer om ugen vil være
sidestillet med optagelse i dagtilbud efter dagtilbudslovens §
26, stk. 1, og afgørelser om optagelse i deltidspladser
følger dermed dagtilbudslovens regler, hvorefter der ikke
kan klages over optagelse.
Deltidspladser på 30 timer om ugen er omfattet af blandt
andet dagtilbudslovens generelle formålsbestemmelse, jf.
dagtilbudslovens § 1, formålet for dagtilbud, jf.
dagtilbudslovens § 7, som affattet ved lovforslagets § 1,
nr. 6, samt reglerne om en pædagogisk læreplan, jf.
dagtilbudslovens § 8, som affattet ved lovforslagets § 1,
nr. 7. Dette indebærer, at børn, der har en
deltidsplads 30 timer om ugen, også skal have mulighed for at
deltage i de planlagte pædagogiske forløb og
aktiviteter, som foregår i løbet af dagen i
dagtilbuddet.
Forældre, der afholder fravær efter barselsloven, og
som ønsker en deltidsplads til deres barn er omfattet af de
almindelige regler i dagtilbudsloven, herunder regler
vedrørende optagelse af børn i dagtilbud, regler om
pasningsgaranti, regler om opsigelse og flytning af børn i
dagtilbud m.v.
Forslaget indebærer videre, at forældrenes mulighed
for en deltidsplads i et dagtilbud gælder alle børn,
der bor i husstanden. Det betyder, at såfremt
forældrene f.eks. har tvillinger, som går i dagpleje,
eller forældrene har to børn i henholdsvis dagpleje og
børnehave, skal kommunalbestyrelsen tilbyde forældrene
en deltidsplads i et dagtilbud til begge børn.
Med børn forstås egne børn, herunder
adoptivbørn, plejebørn samt sammenbragte børn,
der bor i samme husstand, hvor det er et krav, at de
pågældende børn har folkeregisteradresse hos den
eller de pågældende forældre, som afholder
fravær efter barselsloven. Med forældre forstås
retlige forældre, herunder adoptivforældre, samt
plejeforældre.
Forslaget indebærer, at alle forældre har mulighed
for at få en deltidsplads 30 timer om ugen i den periode,
forældrene afholder fravær efter barselsloven. Dette
betyder blandt andet, at forældre, der afholder fravær
efter barselsloven vil kunne få tilbud om en deltidsplads
under graviditeten samt efter fødslen. Muligheden for en
deltidsplads vil også omfatte forældre, der har valgt
at genoptage arbejdet delvist, ligesom den vil omfatte
forældre, der afholder fravær i forbindelse med en
adoption, udskudt fravær, fravær ved
forældreorlov m.v.
Forslaget indebærer videre, at forældre, som har ret
til barselsdagpenge efter §§ 20-23 i barselsloven, har
mulighed for at få en deltidsplads i et dagtilbud på 30
timer om ugen frem til, at begge forældre har genoptaget
deres arbejde fuldt ud, jf. dog den foreslåede § 27 b,
stk. 4, idet kommunalbestyrelsen kan fastsætte retningslinjer
om, at forældrene minimum skal afholde fravær svarende
til 7 timer om ugen før, de har ret til en deltidsplads 30
timer om ugen.
Det foreslås med § 27 b, stk. 2,
1. pkt., at forældres ret til en deltidsplads 30 timer
om ugen bortfalder, hvis fraværsperioden afbrydes eller
fraværet på anden vis ophører.
Det foreslås videre med stk. 2, 2.
pkt., at forældrene kan beholde deltidspladsen, hvis
fraværet afbrydes af en periode på mindre end fem ugers
varighed.
Med forslaget vil forældrene således kunne beholde
deltidspladsen 30 timer om ugen efter § 27 b, stk. 1,
såfremt forældrenes fravær afbrydes af en periode
af mindre end fem ugers varighed. Hensigten med forslaget er at
sikre, at forældre, som kortvarigt afbryder
fraværsperioden for f.eks. at afholde ferie, ikke mister
retten til deltidspladsen.
Med forslaget vil barnets deltidsplads bortfalde, hvis
forældrene ikke har genoptaget fraværet efter fem
uger.
For personer på kontanthjælp m.v., som har ret til
fravær fra aktivering samt øvrige personer, som ikke
modtager barselsdagpenge, vil retten til deltidspladsen bortfalde,
når der ikke afholdes fravær efter barselsloven. Det
vil i alle tilfælde være et krav, at
fraværsperioden ikke har været afbrudt af en periode
på mere end fem ugers varighed, jf. den foreslåede
§ 27 b, stk. 2.
Forslaget indebærer, at når forældrenes
fravær afbrydes eller ophører, vil barnets
deltidsplads som udgangspunkt skulle konverteres til en
fuldtidsplads i det dagtilbud, hvor barnet er optaget. Dette
gælder dog ikke, hvis kommunalbestyrelsen i tråd med
gældende regler og ud fra en konkret vurdering finder, at
barnets daglige tidsmæssige behov for et dagtilbud kan
dækkes af en deltidsplads.
Det foreslås med § 27 b, stk.
3, at forældrene har pligt til at oplyse
opholdskommunen, hvis fraværet afbrydes af en periode
på mere end fem uger, eller fraværet efter barselsloven
på anden vis ophører.
Det foreslås med § 27 b, stk.
4, at kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal
fastsætte og offentliggøre retningslinjer for
anvendelsen af deltidspladser 30 timer om ugen, for
ansøgning om og ophør af en deltidsplads 30 timer om
ugen i opholdskommunen og for forældrenes oplysningspligt,
jf. det foreslåede stk. 3.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen under hensyn
til f.eks. administrationen af økonomisk fripladstilskud,
jf. dagtilbudslovens § 43, vil kunne fastsætte
retningslinjer, der betyder, at perioden, hvor forældrene har
ret til deltidspladsen, skal påbegyndes den 1. i en
måned og tilsvarende ophøre med udgangen af den
måned, hvor fraværet afbrydes eller ophører.
Dette gælder uanset, hvornår forældrenes
fravær afbrydes eller ophører i den
pågældende måned.
Forslaget indebærer videre, at kommunalbestyrelsen vil
kunne fastsætte retningslinjer om, at deltidspladsen kan
opretholdes indtil udgangen af den pågældende
måned, selvom forældrenes fravær efter
barselsloven f.eks. ophører den 10. i en måned.
Herudover vil kommunalbestyrelsen ligeledes kunne fastsætte
retningslinjer for forældrenes varsling i forbindelse med
deltidspladsens ophør. Kommunalbestyrelsen vil således
kunne fastsætte retningslinjer om, at forældrene har
pligt til at varsle kommunen om planlagte afbrydelser af
fraværsperioden eller fraværets ophør senest 1
måned før afbrydelsen påbegyndes, eller
fraværsperioden ophører.
Kommunalbestyrelsen vil ligeledes kunne fastsætte
retningslinjer om, at forældrene som minimum skal afholde
fravær svarende til 7 timer om ugen før, de har
mulighed for at få en deltidsplads. Kommunalbestyrelsens
retningslinjer vil endvidere kunne omhandle, hvordan deltidspladsen
konkret er placeret, herunder at forældre f.eks. kan anvende
deltidspladsen i dagtilbuddet i tidsrummet mellem kl. 9-15.
Det foreslås med § 27 b, stk.
5, at selvejende og udliciterede daginstitutioner og privat
dagpleje med optagelseskompetence, jf. dagtilbudslovens § 26,
stk. 2, samt privatinstitutioner skal fastsætte og
offentliggøre retningslinjer for anvendelse af
deltidspladser 30 timer om ugen. Forslaget indebærer, at
selvejende og udliciterede daginstitutioner samt privat dagpleje
med optagelseskompetence vil være omfattet af
kommunalbestyrelsens retningslinjer for ansøgning om en
deltidsplads 30 timer om ugen samt ophør af disse.
Det foreslås med § 27 b, stk. 6,
1. pkt., at forældrenes ansøgning efter stk. 1,
3. pkt. om en deltidsplads 30 timer om ugen til en
privatinstitution og til et dagtilbud i anden kommune skal indgives
til kommunalbestyrelsen i opholdskommunen senest to måneder
før, deltidspladsen ønskes.
Det foreslås i stk. 6, 2.
pkt., at den periode, hvor forældrene benytter
deltidspladsen, skal påbegyndes den 1. i en måned og
ophøre den sidste hverdag i den måned, hvor retten til
fraværet udløber.
Det foreslås i stk. 6, 3.
pkt., at forældre skal oplyse opholdskommunen om
afbrydelse eller ophør af fravær senest to
måneder før, ændringen skal træde i
kraft.
De foreslåede § 27 b, stk. 6, 1. -3. pkt. omfatter de
tilfælde, hvor forældrene ønsker en deltidsplads
30 timer om ugen i en privatinstitution eller i et dagtilbud i en
anden kommune.
Det foreslås med § 27 b, stk.
7, at opholdskommunen skal varsle privatinstitutioner og
institutionskommuner om kommunens afgørelse om tilskud til
en deltidsplads 30 timer om ugen til privatinstitutioner eller til
et dagtilbud i en anden kommune samt om afbrydelse eller
ophør af fravær, jf. stk. 3, senest en måned
før, at ændringen træder i kraft.
Den foreslåede § 27 c er ny. Bestemmelsen
foreslås at træde i kraft den 1. januar 2019.
Det foreslås med § 27 c, stk. 1,
1. pkt., at forældre skal have mulighed for at
tilkendegive ønske om deres barns optagelse i og mulighed
for at komme på venteliste blandt alle daginstitutioner efter
§ 19, stk. 2-4, og alle dagplejehjem efter § 21, stk. 2
og 3, i opholdskommunen, jf. dog det foreslåede stk. 2.
Det foreslås ligeledes, at forældre får
mulighed for at tilkendegive ønske om deres barns optagelse
i og mulighed for at komme på venteliste blandt alle
daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, og alle dagplejehjem
efter § 21, stk. 2 og 3, i en anden kommune, jf. dog det
foreslåede stk. 2, medmindre, den pågældende
kommune har lukket for ventelisten, jf. dagtilbudslovens § 28,
jf. også §§ 6-9 i bekendtgørelse nr. 551 af
11. maj 2017 om dagtilbud.
Ansøgning, optagelse og opskrivning til et dagtilbud i
anden kommune vil i disse tilfælde ske efter den
pågældende kommunes retningslinjer herfor.
Det foreslås videre med stk. 1, 2.
pkt., at i daginstitutioner med flere enheder, jf. den
foreslåede § 19, stk. 6, skal forældre have
mulighed for at tilkendegive ønske om deres barns optagelse
i og mulighed for at komme på venteliste til de enkelte
enheder.
Forslaget forbedrer forældres mulighed for at ønske
plads og komme på venteliste til en konkret plads, idet
forældre med forslaget som noget nyt får mulighed for
at ønske plads i konkrete daginstitutioner, enheder i en
daginstitution samt konkrete dagplejehjem i opholdskommunen og i
anden kommune.
Formålet med forslaget er blandt andet at
tydeliggøre, at forældre vil skulle have mulighed for
at tilkendegive ønske om optagelse og komme på
venteliste blandt alle kommunens dagtilbud og ikke kun blandt de
dagtilbud i kommunen, hvor der på tidspunktet for
forældrenes ansøgning er ledige pladser.
Forslaget indebærer ligeledes, at forældre får
mulighed for at tilkendegive ønske om optagelse og komme
på venteliste til et konkret dagplejehjem, en bestemt
daginstitution eller en konkret enhed i en daginstitution, jf. den
foreslåede § 19, stk. 6, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 17, i opholdskommunen og i anden kommune. Forslaget
indebærer videre, at forældre fremadrettet får
ret til at tilkendegive ønske om optagelse og komme på
venteliste til en konkret dagplejer i opholdskommunen og i anden
kommune og ikke som hidtil dagplejen som helhed.
Forslaget har til hensigt at tilgodese familier, som f.eks. bor
tæt på en bestemt enhed i en daginstitution, som de
gerne vil have deres barn i eller et konkret dagplejehjem, som
familien f.eks. kender, fordi en søskende har været
optaget samme sted.
Begrebet 'enheder' blev indført i forbindelse med lov nr.
631 af 11. juni 2010 om ændring af dagtilbudsloven (Fleksibel
frokostordning i daginstitutioner m.v.). Lovændringen
medførte, at kommunalbestyrelsen fik ansvar for, at alle
børn i daginstitutioner skal have tilbudt et sundt
frokostmåltid hver dag. Med lovændringen blev
'daginstitutioner med flere enheder' indført som et nyt
begreb i dagtilbudsloven, idet der blev givet mulighed for, at
forældrebestyrelsen i en daginstitution kan beslutte at
fravælge frokostmåltidet, hvor beslutningen om fravalg
af frokostmåltidet i 'daginstitutioner med flere enheder'
skal ske via en flertalsafstemning blandt forældre med
børn i enheden.
I relation til den foreslåede § 27 c, hvorefter
forældre skal have mulighed for at tilkendegive ønske
om optagelse og komme på venteliste til konkrete enheder i en
daginstitution, vil en enhed i en daginstitution således
være lig med de enheder, som kommunerne anvender i relation
til dagtilbudslovens § 16 b, stk. 2, om forældrenes
beslutning om fravalg af beslutning i enheder.
Det følger af forarbejderne til lov nr. nr. 631 af 11.
juni 2010 om fleksibel frokostordning i daginstitutioner mv., at
kommunerne i relation til bestemmelsen af, hvornår en
daginstitution består af flere enheder, skal lægge til
grund, at en daginstitution i dagtilbudslovens forstand ikke er en
fysisk afgrænset størrelse. Det, der afgrænser
og definerer en daginstitution er som udgangspunkt, at der er
etableret en forældrebestyrelse og en ledelse af
daginstitutionen, samt at der består et naturligt
fællesskab og samarbejde omkring børn og personale.
Derfor kan en daginstitution bestå af flere fysisk adskilte
enheder, og ledelsen og forældrebestyrelsen i en
daginstitution kan derfor i nogle tilfælde favne store
grupper af børn og forældre.
En daginstitution med flere enheder er som hovedregel
kendetegnet ved, at daginstitutionen har flere enheder, der er
fysisk adskilt fra hinanden på en måde, så
børn og personale ikke i det daglige kan bevæge sig
fra en enhed til de andre enheder i daginstitutionen. Samtidigt er
der et samarbejde i den enkelte fysisk afgrænsede enhed
omkring den daglige opgavevaretagelse, der er afgrænset til
den pågældende enheds børnegruppe og
personalegruppe.
Det er kommunalbestyrelsen, der inden for de i ovenfor beskrevne
retningslinjer, beslutter, hvilke daginstitutioner i kommunen, der
består af flere enheder, hvor forældre med lovforslaget
fremadrettet skal have mulighed for at tilkendegive ønske om
optagelse og komme på venteliste til en konkret enhed i en
daginstitution. Der henvises endvidere til den foreslåede
§ 19, stk. 6, som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
17.
Forældrenes mulighed for at tilkendegive ønske om
optagelse og komme på venteliste skal ses i sammenhæng
med kommunens øvrige retningslinjer for optagelse, jf.
dagtilbudslovens § 27, stk. 1, 1. pkt. Kommunens
retningslinjer kan f.eks. vedrøre søskendehensyn,
hensynet til sammensætning af børnegruppen i det
konkrete dagtilbud som helhed i forhold til køn, alder,
etnicitet m.v. Dette indebærer, at forældrenes mulighed
for at tilkendegive ønske om optagelse og stå på
venteliste i konkrete dagtilbud ikke går forud for kommunens
øvrige retningslinjer for optagelse, men skal ses i
sammenhæng med disse.
Ved anvisning af den konkrete plads vil der være hensyn,
som bør veje tungere end andre, f.eks. hvis forældrene
har ønsket plads i f.eks. en røgfri dagpleje eller en
dagpleje uden dyr under henvisning til, at deres barn har udviklet
allergi eller astma. Ligeledes kan der lægges vægt
på den geografiske placering af familiens bopæl og
arbejdspladser set i forhold til de dagtilbud, der kan tilbydes
plads i, således at der så vidt muligt tages hensyn til
familiernes mulighed for at kunne skabe sammenhæng i
hverdagen. Kommunalbestyrelsen kan i retningslinjerne for optagelse
fastsætte, hvorledes disse situationer håndteres i
kommunen. Kommunalbestyrelsen opfylder i disse tilfælde
pasningsgarantien, selvom forældrene afviser pladsen.
Kommunen vil med den foreslåede § 27, stk. 1, 2.
pkt., jf. forslagets § 1, nr. 22, inden for rammerne af
kommunens fastsatte retningslinjer, skulle administrere ventelister
til et dagtilbud efter anciennitetsprincippet. Der henvises til de
specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr.
22.
Det foreslås med § 27 c, stk. 1,
3. pkt., at forældre skal have mulighed for at
tilkendegive ønske om optagelse og komme på venteliste
en gang til et dagtilbud målrettet aldersgruppen 0-2 år
og en gang til et dagtilbud målrettet aldersgruppen 3
år og frem til skolestart. Forslaget indebærer, at
forældre vil få mulighed for at søge om
optagelse i og komme på venteliste en gang til et dagtilbud
målrettet aldersgruppen 0-2 år og en gang til et
dagtilbud målrettet aldersgruppen 3 år og til
skolestart.
Det foreslås med § 27 c, stk.
2, at forældre ikke kan tilkendegive ønske om
optagelse og komme på venteliste til selvejende og
udliciterede daginstitutioner, som, jf. dagtilbudslovens § 27,
stk. 2, 2. pkt., har indgået aftale med kommunalbestyrelsen
om at forbeholde pladserne i institutionen for børn af
medarbejdere fra en eller flere virksomheder. Medarbejderne i den
eller de pågældende virksomheder har fortsat mulighed
for at tilkendegive ønske om optagelse i
institutionerne.
Det foreslås med § 27 c, stk.
3, at forældre kan lade barnet blive stående
på venteliste til den plads, de har ønsket efter stk.
1, selvom barnet i medfør af pasningsgarantien, jf.
dagtilbudslovens § 23, har fået en plads i et andet
dagtilbud.
Forslaget har til hensigt at give forældrene bedre
muligheder for at få den dagtilbudsplads, de ønsker,
selvom forældrene har sagt ja til en plads, som de i
medfør af pasningsgarantien har fået tilbudt, og som
forældrene har behov for, fordi de skal varetage deres
arbejde. Retten til at blive stående på venteliste til
et dagtilbud efter eget ønske gælder også, hvis
forældrene vælger at takke nej til en plads efter
pasningsgarantien.
Det følger således af forslaget, at hvis
forældrene har tilkendegivet ønske om optagelse og er
kommet på venteliste til et bestemt dagplejehjem eller en
konkret enhed i en daginstitution, vil forældrene kunne
beholde pladsen på ventelisten til det konkrete dagplejehjem
eller den konkrete enhed. Det følger endvidere af forslaget,
at hvis forældrene har tilkendegivet ønske om
optagelse og er kommet på venteliste til et dagtilbud i en
anden kommune, kan forældrene vælge at beholde pladsen
på ventelisten i den anden kommune, selvom de har fået
en plads til barnet i opholdskommunen.
Endelig foreslås det med § 27
c, stk. 4, at
kommunalbestyrelsen med samtykke fra forældre, hvis barn
står på venteliste til en plads, kan fjerne barnets
navn fra ventelisten. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med
eksempelvis en høring af forældre med børn
på venteliste sikre, at forældrene har et rimeligt
varsel til at melde tilbage til kommunen.
Forslaget har til hensigt at sikre, at kommuner, som
ønsker det, løbende kan sikre, at de forældre,
som står på venteliste, fortsat er interesserede i en
plads til deres barn. Dermed kan ventelister løbende
opdateres med henblik på at være mest muligt retvisende
for kommunen og forældrene.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.3.
Til nr. 24
Efter dagtilbudslovens § 31, stk. 2, fastsætter
kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling for
en plads i dagtilbud på grundlag af dagtilbuddenes vedtagne
budgetter.
Efter dagtilbudslovens § 32 skal kommunalbestyrelsens
tilskud til en plads i daginstitution efter dagtilbudslovens §
19, stk. 2-4, udgøre mindst 75 pct. og forældrenes
egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede
bruttodriftsudgifter. Det følger af dagtilbudslovens §
32, stk. 2, at kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes
egenbetaling pr. barn fastsættes på grundlag af de
budgetterede bruttodriftsudgifter for ophold i daginstitutioner
eksklusive udgifter til et sundt frokostmåltid efter
dagtilbudslovens § 16 a, stk. 1, og ejendomsudgifter, herunder
husleje og vedligeholdelse.
Efter dagtilbudslovens § 33 skal kommunalbestyrelsens
tilskud til en plads i en kommunal dagpleje efter lovens § 21,
stk. 2, udgøre mindst 75 pct. og forældrenes
egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede
bruttodriftsudgifter. Det følger af dagtilbudslovens §
33, stk. 2, at kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes
egenbetaling fastsættes på grundlag af de
gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for den kommunale
dagpleje.
Det foreslås at indsætte en henvisning i § 31,
stk. 2, til det foreslåede § 31, stk. 3, som affattet
ved lovforslagets § 1, nr. 25, hvorefter midler fra puljer
udmøntet af børne- og socialministeren ikke skal
indgå i grundlaget for kommunalbestyrelsens tilskud og
forældrenes egenbetaling, medmindre børne- og
socialministeren fastsætter regler på
bekendtgørelsesniveau om, at midlerne i konkrete
tilfælde skal indgå i beregningsgrundlaget.
Det foreslås, at bestemmelsen træder i kraft den 1.
juni 2018.
Til nr. 25
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 24, følger det af dagtilbudsloven, at
kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling
fastsættes på grundlag af dagtilbuddenes vedtagne
budgetter. Det fremgår endvidere af dagtilbudsloven, jf.
§ 32, stk. 2, 4 og 5, § 32 a, stk. 3 og 4, § 33,
stk. 2, og § 34, stk. 3, at tilskud og forældrebetaling
for pladser i henholdsvis kommunale, selvejende og udliciterede
daginstitutioner samt kommunal og privat dagpleje beregnes ud fra
de budgetterede bruttodriftsudgifter ved driften af henholdsvis
daginstitutioner og dagpleje i opholdskommunen.
Det foreslås at indsætte et nyt stykke 3 og 4 i
dagtilbudslovens § 31.
Med det foreslåede §
31, stk. 3, skal midler fra
puljer udmøntet af børne- og socialministeren ikke
indgå i de budgetterede bruttodriftsudgifter for en plads i
dagtilbud efter dagtilbudslovens § 32, stk. 2, 4 og 5, §
32 a, stk. 3 og 4, § 33, stk. 2, og § 34, stk. 3, der
ligger til grund for beregning af kommunens tilskud og
forældrenes egenbetaling. Med midler fra puljer forstås
midler, som kommuner eller dagtilbud f.eks. efter ansøgning
har fået tildelt til en specifik opgave eller indsats. Det
kan f.eks. være midler fra puljer, som skal anvendes til
førstehjælpskurser, målrettede forsøg med
sociale indsatser eller til at øge pædagogandelen i
områder med mange børn i udsatte positioner, jf.
aftalen om "Stærke dagtilbud - alle børn skal med i
fællesskabet", som blev indgået den 9. juni 2017 mellem
regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale
Venstre.
Med puljer forstås ikke tilskud til kommuner, som tildeles
til et generelt løft af området, som f.eks. de 535,4
mio. kr. til bedre kvalitet i dagtilbud, der årligt tildeles
kommunerne som et særtilskud.
Formålet med forslaget er at sikre, at forældres
egenbetaling for en plads i dagtilbud ikke stiger i forbindelse
med, at kommunen får tildelt puljemidler til at løse
specifikke opgaver, som f.eks. er knyttet til den pædagogiske
opgave.
Forslaget medfører endvidere, at eventuelle tildelte
puljemidler ikke får afledte konsekvenser for
driftstilskuddet til privatinstitutioner efter dagtilbudslovens
§ 36, stk. 2, tilskud til plads i dagtilbud i anden kommune
efter lovens § 41, stk. 2, samt tilskud til privat pasning
efter lovens § 83, stk. 2, som dermed ikke forhøjes som
følge heraf.
Det foreslås med §
31, stk. 4, at
børne- og socialministeren får bemyndigelse til at
kunne fastsætte regler på bekendtgørelsesniveau
om, at midler, som udmøntes af børne- og
socialministeren via puljer i konkrete tilfælde og uanset det
foreslåede § 31, stk. 3, skal indgå ved
fastsættelsen af kommunens tilskud og forældrenes
egenbetaling efter dagtilbudslovens § 32, stk. 2, 4 og 5,
§ 32 a, stk. 3 og 4, § 33, stk. 2, og § 34, stk.
3.
Med konkrete tilfælde forstås tilfælde, hvor
der f.eks. er et politisk ønske om at give
dagtilbudsområdet et bredt og generelt løft, og hvor
det derfor er hensigtsmæssigt, at puljemidlerne indgår
i grundlaget for beregning af kommunalbestyrelsens tilskud og
forældrenes egenbetaling.
I tilfælde, hvor midler fra puljer, som udmøntes af
børne- og socialministeren, skal indgå i
beregningsgrundlaget for bruttodriftsudgifterne, medfører
det en øget forældrebetaling, medmindre kommunerne
vælger at øge tilskudsprocenten til pladsen. Når
midler fra puljer indregnes i bruttodriftsudgiften, vil det
endvidere få afledte konsekvenser for driftstilskuddet til
privatinstitutioner efter dagtilbudslovens § 36, stk. 2,
tilskud til plads i dagtilbud i anden kommune efter lovens §
41, stk. 2, samt tilskud til privat pasning efter lovens § 83,
stk. 2, som vil skulle forhøjes som følge heraf.
Det foreslås, at bestemmelsen træder i kraft den 1.
juni 2018.
Til nr. 26
Efter dagtilbudslovens § 36 skal kommunalbestyrelsen give
et driftstilskud pr. barn, som er optaget i en godkendt
privatinstitution. Driftstilskuddet er fastsat på baggrund af
objektive kriterier og skal svare til de gennemsnitlige
budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive udgifter til
støtte efter dagtilbudslovens § 4, stk. 2, pr. barn i
et alderssvarende dagtilbud i kommunen efter lovens § 19, stk.
2-4, § 21, stk. 2 og 3, og §§ 31-34, jf. dog
§§ 43 og 44. Det følger således af
dagtilbudsloven, at driftstilskuddet, såfremt der både
er daginstitutioner og dagpleje til aldersgruppen, skal
fastsættes som et gennemsnit af kommunens udgifter til disse
tilbud. Tilskuddet skal endvidere vægtes efter antal pladser
i de forskellige dagtilbud i kommunen.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i § 36,
hvorefter kommunalbestyrelsen i tilfælde, hvor
driftstilskuddet til privatinstitutioner er lavere end kommunens
udgifter til alderssvarende daginstitutioner, får mulighed
for at give et driftstilskud, der alene svarer til de
gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive udgifter
til støtte efter dagtilbudslovens § 4, stk. 2, pr. barn
i en alderssvarende daginstitution efter lovens § 19, stk.
2-4, og §§ 31-34, jf. dog §§ 43 og 44.
Forslaget indebærer, at kommunerne får mere
fleksible rammer i forhold til at fastsætte driftstilskuddet
til privatinstitutioner. I praksis betyder det, at
kommunalbestyrelsen i tilfælde, hvor udgifterne til dagplejen
er lavere end udgifterne til alderssvarende daginstitutioner,
får mulighed for at fastsætte et driftstilskud til
privatinstitutioner, som er på niveau med de tilskud, som
gennemsnitlig ydes til kommunale, selvejende og udliciterede
daginstitutioner i opholdskommunen.
Der er tale om en mulighed, men ikke en pligt for kommunen. Det
er således op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte,
om der skal ydes et driftstilskud i overensstemmelse med det
foreslåede stk. 3, hvis betingelserne er opfyldt. Hvis
kommunalbestyrelsen vælger, at der skal ydes driftstilskud
til privatinstitutioner efter det foreslåede stk. 3, og
betingelserne herved er opfyldt, vil det ud fra et lighedshensyn
skulle gælde alle driftstilskud, som ydes til alderssvarende
privatinstitutioner. Dette omfatter også driftstilskud til
privatinstitutioner, som er beliggende i en anden kommune end
opholdskommunen.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.4.2.
Til nr. 27
Det følger af dagtilbudslovens § 36, stk. 3, at hvis
kommunalbestyrelsen giver tilskud efter dagtilbudslovens § 32
a, stk. 2, til et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens
§ 16 a, stk. 1, så skal kommunalbestyrelsen tillige give
et tilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution,
når der er et sundt frokostmåltid efter
dagtilbudslovens § 16 a, stk. 1, i privatinstitutionen. Det
følger videre af dagtilbudslovens § 36, stk. 4, at
tilskuddet skal svare til det tilskud efter dagtilbudslovens §
32 a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager
et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a,
stk. 1, for den aldersgruppe, som barnet tilhører. Endelig
følger det af dagtilbudslovens § 36, stk. 5, at
tilskuddet skal anvendes til at nedbringe forældrenes
betaling til et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens
§ 16 a, stk. 1.
Det foreslås at ændre henvisningen med § 36,
stk. 4 og 5, der som følge af
lovforslagets § 1, nr. 26, bliver til § 36, stk. 5 og 6,
til dagtilbudslovens § 36, stk. 4. Forslaget er en konsekvens
af, at der med lovforslagets § 1, nr. 26, foreslås
indsat et nyt stk. 3 i § 36, hvorefter de hidtidige stk. 3-5
bliver til stk. 4-6.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.4.2.
Til nr. 28
Efter dagtilbudslovens § 37 skal kommunalbestyrelsen give
et bygningstilskud pr. barn, der er optaget i en godkendt
privatinstitution. Det fremgår af dagtilbudslovens § 37,
stk. 2, at bygningstilskuddet skal svare til de gennemsnitlige
ejendomsrelaterede udgifter pr. barn i samme aldersgruppe i
selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen. Efter
dagtilbudslovens § 44, har børne- og socialministeren
bemyndigelse til at fastsætte regler om tilskud og
egenbetaling efter dagtilbudslovens kapitel 5, herunder om tilskud
til privatinstitutioner.
Med hjemmel i dagtilbudslovens § 44, er de nærmere
regler for bygningstilskuddet fastsat på
bekendtgørelsesniveau, jf. bekendtgørelse nr. 551 af
11. maj 2017 om dagtilbud. Heraf fremgår det af § 16,
stk. 1, at bygningstilskuddet som hovedregel skal udgøre et
beløb pr. barn svarende til kommunens ejendomsrelaterede
udgifter i selvejende og udliciterede daginstitutioner for
aldersgruppen delt med det samlede antal børn i
aldersgruppen i selvejende og udliciterede daginstitutioner i
kommunen, hvor kommunen yder tilskud til ejendomsrelaterede
udgifter. Med ejendomsrelaterede udgifter skal i den
sammenhæng forstås kommunens ejendomsrelaterede
udgifter, der ikke kan indgå i de budgetterede
bruttodriftsudgifter, der ligger til grund for beregning af
forældrenes egenbetaling efter dagtilbudslovens § 32,
stk. 2. Der er endvidere fastsat en tilbagefaldsregel for beregning
af bygningstilskud til privatinstitutioner, som finder anvendelse i
de tilfælde, hvor kommunen ikke har selvejende eller
udliciterede daginstitutioner til aldersgruppen, som modtager
tilskud til de ejendomsrelaterede udgifter. I disse tilfælde
skal bygningstilskuddet for 0-2-årige udgøre et
beløb svarende til 4,1 pct. af kommunens gennemsnitlige
budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§
32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter
dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og
3.
For børn i aldersgruppen 3 år og indtil skolestart
skal bygningstilskuddet udgøre et beløb svarende til
3,2 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede
bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34,
pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens
§ 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.
Det foreslås, at § 37, stk. 2, ændres, så
det fremgår, at kommunens bygningstilskud til godkendte
privatinstitutioner mindst skal svare til de ejendomsrelaterede
udgifter pr. barn i samme aldersgruppe i de selvejende og
udliciterede daginstitutioner i kommunen.
Forslaget indebærer, at kommunerne får mulighed for
at give et højere bygningstilskud til privatinstitutioner,
end tilfældet er i dag. Det højere bygningstilskud vil
kunne gives, hvis kommunen vurderer, at bygningstilskuddet til
privatinstitutioner af forskellige grunde ikke svarer til de reelle
ejendomsrelaterede udgifter i de selvejende og udliciterede
daginstitutioner. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis
en eller flere selvejende daginstitutioner er beliggende i
kommunale bygninger, som stilles til rådighed for
institutionerne, uden at institutionen betaler husleje. Kommunen
vil i den forbindelse kunne justere bygningstilskuddet til
privatinstitutioner med de ejendomsrelaterede udgifter, som de
selvejende og udliciterede daginstitutioner ville have haft, hvis
institutionen havde været beliggende i en tilsvarende bygning
uden kommunalt ejerskab.
Med forslaget vil det være op til den enkelte
kommunalbestyrelse at beslutte, om der skal ydes et højere
bygningstilskud. Hvis kommunalbestyrelsen vælger at yde et
højere bygningstilskud end det lovfastsatte minimum, vil
kommunen skulle iagttage reglerne om statsstøtte. Det
højere bygningstilskud vil i den forbindelse kunne gives,
hvis kommunen vurderer, at bygningstilskuddet til
privatinstitutioner ikke svarer til de reelle ejendomsrelaterede
udgifter i de selvejende og udliciterede daginstitutioner.
Herudover vil kommunen ud fra et lighedshensyn skulle yde
bygningstilskud på samme niveau til alle privatinstitutioner.
Dette omfatter også bygningstilskud til privatinstitutioner,
som er beliggende i en anden kommune end opholdskommunen.
Der vil i medfør af § 44 i dagtilbudsloven om
bemyndigelse til børne- og socialministeren blive fastsat
regler på bekendtgørelsesniveau om kommunens
bygningstilskud. Det vil blive fastsat, at bygningstilskuddet
mindst skal udgøre et beløb pr. barn svarende til
kommunens ejendomsrelaterede udgifter i selvejende og udliciterede
daginstitutioner for aldersgruppen delt med det samlede antal
børn i aldersgruppen i selvejende og udliciterede
daginstitutioner i kommunen, hvor kommunen yder tilskud til
ejendomsrelaterede udgifter.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.4.3.
Til nr. 29
Efter dagtilbudslovens § 40 fastsætter og
offentliggør privatinstitutioner forældrenes
egenbetaling.
Det foreslås, at der i dagtilbudslovens § 40
indsættes en henvisning til den foreslåede § 27 b,
stk. 1, som vedrører forældres mulighed for at
få en deltidsplads 30 timer om ugen mod en reduceret
egenbetaling. Forslaget betyder, at privatinstitutioner ved
fastsættelse af forældrenes egenbetaling vil skulle
sikre, at forældrebetalingen til deltidspladser
fastsættes i overensstemmelse med den foreslåede §
27 b, stk. 1.
Forslaget følger således af lovforslagets § 1,
nr. 23, jf. den foreslåede § 27 b.
Til nr. 30
Det følger af § 44 i dagtilbudsloven, at
børne- og socialministeren fastsætter regler om
tilskud og egenbetaling, herunder regler om anvendelse af
indkomstregisteret, ved indtægtsregulering af
økonomisk fripladstilskud, regler for tilbagebetaling og
efterbetaling af økonomisk fripladstilskud og regler for det
tyske mindretal.
Det fremgår i den forbindelse af § 10 i
bekendtgørelse nr. 551 af 11. maj 2017 om dagtilbud, at
"skolestart" forstås som det tidspunkt, hvor barnet
overgår til skoleregi og dermed begynder i enten fritidshjem
eller skolefritidsordning (SFO) forud for undervisningsstart eller
påbegynder hjemmeundervisning eller starter i
børnehaveklasse eller i 1. klasse, hvis barnet ikke optages
i børnehaveklasse. Det er endvidere fastsat, at skolestart i
forhold til betaling for en plads i tilbud omfattet af
dagtilbudsloven tidligst kan regnes fra 1. maj i det år, hvor
barnet overgår til skoleregi.
Der er ikke fastsat nærmere indholdsmæssige krav til
fritidshjemstilbuddet i perioden mellem overgangen fra dagtilbuddet
og til undervisningspligten indtræder.
For at sikre den bedst mulige overgang for børn mellem
dagtilbud og skole foreslås det i den nye § 45 a, at for
børn, som benytter fritidshjem forud for, at
undervisningspligten indtræder, skal fritidshjemmet enten
arbejde med de kompetenceområder, der arbejdes med i
børnehaveklassen, jf. folkeskolelovens § 11, stk. 2,
eller temaerne i den pædagogiske læreplan, jf.
dagtilbudslovens § 8, stk. 4, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 7.
Det vil være den samme retstilstand, som vil gælde
for børn, uanset om de benytter skolefritidsordning eller
fritidshjem i perioden forud for, at undervisningspligten
indtræder. Der henvises til lovforslagets § 2.
De seks kompetenceområder i henhold til folkeskolelovens
§ 11, stk. 2, er; 1) sprog, 2) matematisk opmærksomhed,
3) naturfaglige fænomener, 4) kreative og musiske
udtryksformer, 5) krop og bevægelse samt 6) engagement og
fællesskab.
De seks temaer i den pædagogiske læreplan, som
affattet ved lovforslagets § 1, nr. 7, er; 1) Alsidig
personlig udvikling, 2) Social udvikling, 3) Kommunikation og
sprog, 4) Krop, sanser og bevægelse, 5) Natur, udeliv og
science samt 6) Kultur, æstetik og fællesskab.
Det vil være kommunalbestyrelsen, som beslutter, om der
skal anvendes de seks kompetenceområder eller temaerne i den
pædagogiske læreplan. Der vil ikke stilles krav om
dokumentation af arbejdet via elevplan eller lignende.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.4.
Til nr. 31
Efter dagtilbudslovens § 78 kræver etablering af
private pasningsordninger kommunalbestyrelsens tilladelse, hvis der
modtages mere end to børn. Der stilles i dag ikke krav til
navnet på den enkelte private pasningsordning.
Det foreslås med den nye § 78 a, at der fastsættes regler om private
pasningsordningers navn. Det foreslås således i §
78 a, stk. 1, 1. pkt., at den private
pasningsordnings navn fastsættes af den enkelte
pasningsordning. Det foreslås i stk. 1,
2. pkt., at betegnelsen »privat pasningsordning«
skal indgå i alle nye private pasningsordningers navn, som
etableres efter dagtilbudslovens § 78.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med godkendelse af aftalen mellem forældrene og den private
pasningsordning, jf. den foreslåede § 81, stk. 1, som
affattet ved lovforslagets § 1, nr. 35, skal sikre, at navnet
»privat pasningsordning« fremgår af aftalen.
Andre bøjninger af 'privat pasningsordning' vil også
kunne anvendes som eksempelvis 'Den private pasningsordning' eller
'De private pasningsordninger'.
Forslaget har til hensigt at tydeliggøre for
forældre, der ønsker et tilskud til privat pasning
efter dagtilbudslovens §§ 80-85, at der ikke er tale
om et dagtilbud i form af f.eks. en privat dagpleje, som etableres
og drives efter dagtilbudslovens § 21, stk. 3, og som skal
opfylde de regler, som gælder for alle dagtilbud omfattet af
dagtilbudslovens afsnit II.
Det foreslås, at det foreslåede krav til private
pasningsordningers navn alene finder anvendelse for private
pasningsordninger, som får tilladelse af kommunalbestyrelsen
efter lovens ikrafttræden, som efter det foreslåede
§ 3, stk. 1, foreslås at være den 1. juli 2018.
Der henvises endvidere til lovforslagets § 3, stk. 5.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.5.
Til nr. 32
Overskriften til kapitel 15 i dagtilbudsloven hedder "Tilskud
til privat pasning".
Det foreslås, at overskriften ændres. Forslaget
indebærer, at overskriften til kapitel 15 vil blive
ændret til 'Tilskud og krav til privat pasning'. Forslaget
skal ses i lyset af, at der med lovforslagets § 1, nr. 36,
blandt andet indføres krav om at fremme børns
læring i private pasningsordninger.
Til nr. 33
Efter dagtilbudslovens § 80, stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen give forældre med børn i alderen
24 uger og indtil barnets skolestart mulighed for at vælge et
tilskud til privat pasning i stedet for at benytte en plads i et
dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, eller §
21, stk. 2 og 3, medmindre der er tale om forhold, som knytter sig
til dagtilbudslovens § 80, stk. 2-4. Dette omfatter blandt
andet forældre i et såkaldt kombinationstilbud, som
modtager tilskud til privat pasning i kombination med, at barnet
har en plads i et dagtilbud, jf. dagtilbudslovens § 80, stk.
4.
Det foreslås at ændre henvisningen i § 80, stk.
1. Der er tale om en konsekvensændring som følge af
lovforslagets § 1, nr. 34 og 37, idet der med forslaget
indføres nye regler om kombinationstilbud, jf. den
foreslåede § 85 a.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.5.
Til nr. 34
Efter dagtilbudslovens § 80, stk. 4, kan
kommunalbestyrelsen beslutte at give et tilskud til privat pasning
til forældre i kombination med, at barnet har en plads i et
dagtilbud. Formålet med kombinationstilbuddet er at tilgodese
forældres behov for fleksibilitet i forhold til at skabe en
bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv i
tilfælde, hvor forældrene har f.eks. skiftende
arbejdstider og dermed har et behov for pasning, der ikke alene kan
dækkes af dagtilbuddenes normale åbningstid.
Det foreslås at ophæve dagtilbudslovens § 80,
stk. 4, idet der indføres nye regler om kombinationstilbud,
som fastsættes i en ny § 85 a, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 37.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.5.
Til nr. 35
Det følger af dagtilbudslovens § 81, at
kommunalbestyrelsen skal godkende aftaler om privat pasning, som
indgås mellem forældrene og den private
pasningsordning, ligesom kommunen skal føre løbende
tilsyn med ordningen. § 81 indeholder både en
række indholdsmæssige krav til den private pasning samt
krav til rammerne for pasningen. De indholdsmæssige krav
omfatter blandt andet, at hovedsproget skal være dansk, jf.
dagtilbudslovens § 81, stk. 2, og at den private pasning skal
tilrettelægges så børn sikres medbestemmelse,
medansvar og forståelse for demokrati og som led her bidrage
til at udvikle børns selvstændighed, evner til at
indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed
med og integration i det danske samfund, jf. dagtilbudslovens
§ 81, stk. 5. Herudover er der blandt andet krav om, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældrene at sørge
for administrationen af ordningen, ligesom kommunalbestyrelsen skal
fastsætte og offentliggøre retningslinjer for
optagelse af børn i dagtilbud, når tilskuddet til
privat pasning bortfalder, jf. dagtilbudslovens § 81, stk. 7
og 8.
Det foreslås at nyaffatte § 81.
Det foreslås med § 81, stk. 1,
1. pkt., at kommunalbestyrelsen skal godkende aftalen om
privat pasning mellem forældre og den private pasningsordning
og føre løbende tilsyn med ordningen herunder, om
pasningen er tilrettelagt efter det foreslåede § 81 a,
stk. 1 og 2, samt det foreslåede § 81 b, stk. 1.
Forslaget indebærer, at kommunen som led i det
løbende tilsyn skal påse, at den private pasning er
tilrettelagt i overensstemmelse med de indholdsmæssige krav,
som der med de foreslåede §§ 81 a og 81 b, som
affattet ved lovforslagets § 1, nr. 36, foreslås, at
private pasningsordninger skal opfylde. Forslaget indebærer,
at kommunen vil skulle føre tilsyn med, at hovedsproget i de
private pasningsordninger er dansk, at private pasningsordninger
fremmer børns læring gennem trygge
læringsmiljøer, samt at de private pasningsordninger
er tilrettelagt, så børn sikres medbestemmelse,
medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati m.v.,
jf. de foreslåede § 81 a, stk. 1 og 2, samt § 81 b,
stk. 1.
Den foreslåede § 81, stk. 1, er en delvis videreførelse af
dagtilbudslovens § 81 for så vidt angår kommunens
forpligtelse til at godkende aftalen om privat pasning mellem
forældre og den private pasningsordning samt kommunens pligt
til at føre tilsyn med ordningen.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen vil få
ansvar for at godkende aftalen om pasning mellem forældrene
og den private pasningsordning. Kommunalbestyrelsen skal endvidere
godkende de enkelte passere og pasningsordningens fysiske rammer
med henblik på at sikre, at de personlige
forudsætninger og de fysiske rammer er forsvarlige med
henblik på at kunne passe andres børn.
Forældrene vil skulle benytte tilskuddet fra kommunen til
dækning af udgifter til den private pasning.
Kommunalbestyrelsen vil derfor også skulle godkende de
økonomiske forhold i alle pasningsaftaler med private
pasningsordninger, som forældrene etablerer eller benytter
sig af til børnepasning i forbindelse med tilskudsordningen.
Baggrunden for kravet om økonomisk godkendelse er, at
kommunen skal sikre, at forældrene benytter tilskuddet til en
privat pasningsordning, og at der ikke er tale om
proforma-aftaler.
Forslaget indebærer endvidere, at kommunalbestyrelsen som
led i det løbende tilsyn vil skulle påse, at den
private pasning er tilrettelagt, så den fremmer børns
læring gennem trygge læringsmiljøer. Dette krav
vil dog ikke gælde for privat pasning, hvor kommunen, jf. den
foreslåede § 81 a, stk. 4, har givet dispensation fra
kravet om læring.
Kommunalbestyrelsen vil som led i tilsynet skulle sikre, at
arbejdet med at fremme børns læring via trygge
læringsmiljøer indholdsmæssigt står
mål med de krav, som stilles til dagtilbud, jf. den
foreslåede § 8, som affattet ved lovforslagets § 1,
nr. 7. Det følger i forlængelse heraf, at
læringsforståelsen i den private pasning vil skulle
bygge på et bredt læringsbegreb, der
understøtter børns kropslige og motoriske, sociale,
emotionelle og kognitive læring og dannelse.
Med henblik på at sikre, at læringen er tilrettelagt
i overensstemmelse med de foreslåede krav om at fremme
børns læring gennem trygge
læringsmiljøer, vil kommunalbestyrelsen som led i
tilsynet f.eks. kunne lægge vægt på, om der
arbejdes med børns kropslige, motoriske, sociale,
emotionelle og kognitive læring og dannelse i den private
pasning.
Kommunen vil med udgangspunkt i dens tilsyn med den private
pasningsordnings arbejde med at fremme børns læring
kunne rådgive og vejlede den private passer om, hvordan den
private pasningsordning kan styrke arbejdet med at etablere trygge
læringsmiljøer for børn.
Det foreslås med stk. 1, 2.
pkt., at kommunens løbende tilsyn med den private
pasning skal stå mål med tilsynet i alderssvarende
dagtilbud i kommunen. Det foreslås videre i stk. 1, 3. pkt., at privat pasning, hvor
kommunen i medfør af den foreslåede § 81 a, stk.
4, har givet dispensation fra kravet om at fremme børns
læring, ikke er omfattet af kravet om, at kommunens tilsyn
skal stå mål med tilsynet i et alderssvarende dagtilbud
i kommunen. Det foreslås ligeledes, at kommunens
løbende tilsyn med fleksibel pasning, jf. den
foreslåede § 85 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 37,
ikke skal stå mål med tilsynet i et alderssvarende
dagtilbud i kommunen, idet det foreslås, at fleksibel pasning
ikke bliver omfattet af kravet om at fremme børns
læring gennem trygge læringsmiljøer.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsens
løbende tilsyn med de private pasningsordninger
gennemsnitligt vil skulle stå mål med kommunens tilsyn
med alderssvarende dagtilbud. Dette betyder, at i tilfælde,
hvor kommunen tilbyder dagpleje til aldersgruppen, og der er tale
om en dagplejelignende privat pasningsordning eller en tilsvarende
ordning med et eller få børn, som drives i et privat
hjem, vil kommunen kunne lægge rammerne for tilsynet med den
kommunale dagpleje til grund for tilsynet med den private
pasningsordning. Med rammer forstås f.eks. hyppighed af
tilsyn, om der gøres brug af uanmeldte tilsynsbesøg
m.v. Hvis der i kommunen ikke tilbydes dagpleje til aldersgruppen,
og/eller der er tale om en institutionslignende privat
pasningsordning, vil kommunen kunne lægge rammerne for
tilsynet med alderssvarende daginstitutioner til grund for tilsynet
med den private pasningsordning.
Endelig foreslås det med stk. 1, 4.
pkt., at kommunalbestyrelsens afgørelser om
godkendelse af pasningsaftaler ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed. Dermed sidestilles klageadgang i
forbindelse med godkendelse af pasningsaftaler med klageadgang i
forbindelse med godkendelse af privatinstitutioner, jf.
dagtilbudslovens § 20, stk. 1-4, idet en privatinstitution
efter dagtilbudslovens regler ikke kan klage over en manglende
godkendelse.
Det foreslås med stk. 2, at
kommunalbestyrelsen som noget nyt inden godkendelsen af en
pasningsaftale skal orientere forældrene om forskellen mellem
privat pasning efter dagtilbudslovens kapitel 14 og 15 og
dagtilbud, samt påse, at betegnelsen 'privat pasningsordning'
indgår i den private pasningsordnings navn.
Kommunen vil efter forslaget skulle orientere forældrene
om, at privat pasning ikke er sidestillet med et dagtilbud og
derfor ikke er omfattet af de regler, som gælder for
dagtilbud efter dagtilbudslovens §§ 7-44.
Forslaget indebærer, at kommunens orientering af
forældre om forskellen mellem privat pasning og dagtilbud
blandt andet vil skulle omhandle, at der i private
pasningsordninger ikke er krav om:
- Udarbejdelse af
en pædagogisk læreplan, jf. dagtilbudslovens § 8
og 9.
- En sprogvurdering
af barnet i 3-års-alderen, jf. § 11, stk. 2, eller
2-års-alderen, hvis kommunalbestyrelsen har besluttet at
fremrykke sprogvurdering og sprogstimulering, jf. § 11 stk.
4.
-
Forældreindflydelse, jf. dagtilbudslovens §§
14-16.
- Pasning af
barnet, hvis børnepasseren er syg.
- Alternativ
pasning ved afholdelse af lukkedage i private
pasningsordninger.
- Reglen om, at
børn ikke kan opsiges fra dagtilbud, gælder ikke for
private pasningsordninger, jf. dagtilbudslovens § 29.
Forslaget skal medvirke til, at forældre, der
ønsker tilskud til privat pasning som et alternativ til en
plads i et dagtilbud, kan træffe deres valg på et
oplyst grundlag. Kommunen vil kunne opfylde deres orienteringspligt
til forældre ved f.eks. at udarbejde en skrivelse om
forskellen mellem privat pasning og dagtilbud, som forældre,
der ønsker at få passet deres barn i en privat
pasningsordning får udleveret. Orientering kan også ske
via f.eks. link til kommunens hjemmeside eller lignende. Der er med
forslaget ikke herudover forudsat andre nye orienteringsopgaver i
relation til forældre, der ønsker privat pasning.
Det foreslås med stk. 3, 1.
pkt., at kommunalbestyrelsen vil kunne tilbagekalde
godkendelsen af en pasningsaftale, hvis den som led i det
løbende tilsyn vurderer, at den private pasning ikke
praktiseres i overensstemmelse med den indgåede
pasningsaftale og de lovkrav, der er til ordningen, jf.
lovforslagets § 81 a og b. Den foreslåede stk. 3 er en
delvis videreførelse af dagtilbudslovens § 81, stk. 6,
for så vidt angår kommunalbestyrelsens mulighed for at
tilbagekalde en godkendelse af en pasningsaftale, hvis
kommunalbestyrelsen konstaterer, at den private pasning ikke
praktiseres i overensstemmelse med den indgåede
pasningsaftale.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen vil kunne
tilbagekalde en godkendelse, hvis der i den private pasningsordning
ikke i tilstrækkelig grad arbejdes med at fremme børns
læring gennem trygge læringsmiljøer.
Endelig foreslås det med stk. 3, 2.
pkt., at afgørelser om tilbagekaldelse af en
godkendelse af en pasningsaftale ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed. Dermed sidestilles tilbagekaldelse af
godkendelse af pasningsaftaler med tilbagekaldelse af godkendelse
af privatinstitutioner, jf. dagtilbudslovens § 20, stk. 1-4,
idet en privatinstitution ikke kan klage over kommunens
tilbagekaldelse af en godkendelse.
Det foreslås med stk. 4, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen skal
fastsætte og offentliggøre retningslinjer for
optagelse af børn i dagtilbud, når tilskud til privat
pasning ophører.
Tilskud til brug for privat pasning
træder i stedet for en plads i et dagtilbud, og
kommunalbestyrelsen vil derfor skulle tilbyde en plads i et
dagtilbud, hvis den private pasning ophører, eller
forældrene ikke længere ønsker at benytte
pladsen. Kommunalbestyrelsen vil med forslaget derfor skulle
fastsætte retningslinjer for eventuelle tidsfrister fra
forældrenes side for optagelse i et dagtilbud, når
tilskuddet bortfalder. Det følger ligeledes af stk. 4, at
kommunalbestyrelsen vil skulle offentliggøre
retningslinjerne for overgang fra privat pasning til et dagtilbud.
Hensigten med forslaget er at sikre gennemsigtighed for borgeren.
Et krav om offentliggørelse vil understøtte, at
forældrene får kendskab til hvilke frister, formalia
m.v., der gælder i forhold til ansøgning om plads i
dagtilbud, når man ønsker at overgå til et
dagtilbud, eller den private pasningsordning ophører.
Det foreslås med stk. 4, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen skal
orientere forældrene om kommunens retningslinjer inden
godkendelse af pasningsaftalen, jf. den foreslåede § 81,
stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 35. Kommunens
pligt til at orientere forældrene om retningslinjerne kan ske
skriftligt via f.eks. henvisning til kommunens hjemmeside eller
lignende.
Hensigten med forslaget er at
sikre, at forældrene får et kvalificeret
beslutningsgrundlag forud for valg af dagtilbud eller tilskud til
privat pasning, samt at forældrene på et tidligt
tidspunkt får kendskab til retningslinjerne for optagelse af
børn i dagtilbud, når tilskuddet til privat pasning
ophører.
Det foreslås med stk. 5, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde at administrere forældrenes
opgaver som arbejdsgiver i forhold til en privat pasning efter
dagtilbudslovens § 80 mod en reduktion i tilskuddet svarende
til omkostningerne ved opgaven. Det foreslåede stk. 5 er en
videreførelse af dagtilbudslovens § 81, stk. 7.
Med kommunens administration af arbejdsgiverforpligtelser i
forbindelse med ordningen menes ATP, feriegodtgørelse,
sygedagpenge, dagpenge ved barsel og lovpligtige
forsikringsordninger, dog ikke løn, herunder eksempelvis
udarbejdelse af lønsedler eller udbetaling af kommunens
tilskud direkte til den private pasningsordning. Det er
forældrene selv, der vil skulle varetage udbetalingen af
forældrenes egenbetaling til den private pasningsordning.
Såfremt kommunen varetager administrationen for
forældrene, er det fortsat forældrene, der er
arbejdsgivere og dermed også forældrene, der
opretholder arbejdsgiveransvaret. Det er ligeledes
forældrene, der udarbejder ansættelsesbevis.
Med forslaget skal kommunalbestyrelsen alene sørge for,
at forældrene får tilbud om, at administration af
ordningen varetages af andre mod en reduktion i tilskuddet svarende
til udgifterne til administration. Kommunalbestyrelsen kan herved
beslutte at lade et privat firma varetage administrationen for
forældrene. Kommunalbestyrelsen er således ikke
forpligtet til at tilbyde, at kommunen konkret administrerer
ordningen.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.5.
Til nr. 36
Efter dagtilbudslovens § 81, stk. 2-6, stilles der
indholdsmæssige krav til private pasningsordninger. Det
følger af dagtilbudslovens § 81, stk. 2, at
hovedsproget i private pasningsordninger skal være dansk, og
i forlængelse heraf, at den private passer efter
dagtilbudslovens § 81, stk. 3, som led i godkendelsen af en
pasningsaftale skal kunne dokumentere, at han eller hun har
tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne
understøtte barnets dansksproglige udvikling.
Kommunalbestyrelsen kan dog efter dagtilbudslovens § 81, stk.
4, i helt særlige tilfælde beslutte, at hovedsproget
kan være et andet end dansk. Herudover følger det af
dagtilbudslovens § 81, stk. 5, at den private pasning skal
tilrettelægges så børn sikres medbestemmelse,
medansvar og forståelse for demokrati og som led her bidrage
til at udvikle børns selvstændighed, evner til at
indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed
med og integration i det danske samfund. Endelig fremgår det
af dagtilbudslovens § 81, stk. 6, at kommunalbestyrelsen kan
tilbagekalde en godkendelse af en pasningsaftale, hvis
kommunalbestyrelsen gennem det løbende tilsyn konstaterer,
at den private pasning ikke praktiseres i overensstemmelse med den
indgåede pasningsaftale og de krav, som følger af
dagtilbudslovens § 81, stk. 2 og 5.
De foreslåede §§ 81 a og 81 b er nye.
Det foreslås at fastsætte de indholdsmæssige
krav, som stilles til privat pasning, i de foreslåede
§§ 81 a og 81 b. hvorefter den foreslåede §
81, jf. lovforslagets § 1, nr. 35, vedrører rammerne
for den private pasning.
Det foreslås med § 81
a, stk. 1, 1. pkt., at
stille krav om, at den private pasningsordning skal
tilrettelægges, så den fremmer børns
læring gennem trygge læringsmiljøer. Det
foreslås med stk. 1. 2. pkt., at arbejdet med
læringsmiljøer indholdsmæssigt skal stå
mål med kravene til læring og
læringsmiljøer i dagtilbud, jf. den foreslåede
§ 8, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 7. Forslaget
indebærer, at der bliver stillet et nyt krav til private
pasningsordninger.
Forslaget indebærer videre, at
læringsforståelsen i den private pasningsordning skal
bygge på et bredt læringsbegreb, der
understøtter børns kropslige og motoriske, sociale,
emotionelle og kognitive læring og dannelse.
Den private pasningsordning skal tilrettelægges, så
der hele dagen og både i forbindelse med leg,
rutinesituationer, vokseninitierede aktiviteter m.v., arbejdes med
at fremme børns læring via trygge
læringsmiljøer. Den private passer vil blandt andet
kunne søge inspiration til arbejdet med
læringsmiljøer i beskrivelsen af det pædagogiske
grundlag, jf. den foreslåede § 8, stk. 3 og 4, som
affattet ved lovforslagets § 1, nr. 7, samt
bemærkningerne hertil og de indholdsbeskrivelser for de seks
læreplanstemaer, som foreslås fastsat på
bekendtgørelsesniveau, jf. den foreslåede § 8,
stk. 9, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 7.
Det foreslås videre med stk. 1, 2.
pkt., at arbejdet med læringsmiljøer i den
enkelte private pasningsordning skal tage udgangspunkt i
børnegruppens sammensætning og børnenes
forskellige forudsætninger.
Forslaget indebærer, at der ikke vil være krav til
formen af arbejdet med at fremme børns læring gennem
trygge læringsmiljøer i de private pasningsordninger.
Det vil derfor være op til den enkelte private passer at
tilrettelægge arbejdet, så det lever op til de krav,
som er fastsat i loven. Den private passer vil kunne vælge at
udarbejde en pædagogisk læreplan, eller den private
passer vil kunne lade sig inspirere af en læreplan i et
aldersvarende dagtilbud. Den private passer vil også kunne
vælge andre tilgange til arbejdet med at fremme børns
læring gennem trygge læringsmiljøer.
Det foreslås med § 81 a, stk. 2,
1. pkt., at den private pasningsordning skal
tilrettelægges, så børn i private
pasningsordninger sikres medbestemmelse, medansvar og
forståelse for og oplevelse med demokrati. Det foreslås
i stk. 2. 2.
pkt., at den private pasning som led heri skal bidrage til
at udvikle børns selvstændighed, evner til at
indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed
med og integration i det danske samfund. Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af
dagtilbudslovens § 81, stk. 5 med enkelte sproglige
ændringer.
Forslaget indebærer blandt andet, at den private passer
skal tilrettelægge pasningen, så der er fokus på,
at barnet udvikler forståelse for demokratiske normer og
værdier. Dette indebærer f.eks., at der skal integreres
et børneperspektiv i de daglige aktiviteter i den private
pasning, at barnet støttes i at lytte til andre og
respektere forskellige synspunkter samt introduceres til danske
traditioner og højtider. I den forbindelse skal den private
passer tage højde for barnets alder og modenhed
Det foreslås med § 81 a, stk.
3, at der ikke stilles krav om at fremme børn
læring gennem trygge læringsmiljøer i fleksibel
pasning, som indgår i kombinationstilbuddet efter den
foreslåede § 85 a, som affattet ved lovforslagets §
1, nr. 37.
Det foreslåede stk. 3 skal ses i sammenhæng med, at
den fleksible pasning ofte vil finde sted på tidspunkter,
hvor barnet sover, herunder om aftenen og natten. Herudover vil det
enkelte barn, som er i et kombinationstilbud, samtidig få en
deltidsplads i et dagtilbud, hvor der arbejdes med børns
læring gennem pædagogiske læringsmiljøer
som led i arbejdet med den pædagogiske læreplan.
Det foreslås med § 81
a, stk. 4, 1. pkt., at
kommunalbestyrelsen skal give dispensation fra kravet om, at der
skal arbejdes med at fremme børns læring, jf. stk. 1,
hvis forældrene anmoder om det, forældrene er
arbejdsgiver for den private passer, og den private pasning er en
midlertidig ordning.
Forslaget indebærer, at alle tre forhold vil skulle
være opfyldt for, at kommunen kan give dispensation fra
kravet om at fremme børns læring via trygge
læringsmiljøer i den private pasningsordning. At
forældrene er arbejdsgiver for den private passer menes, at
aftalen om pasning er indgået på almindelige
privatretlige kontraktvilkår.
Med begrebet midlertidig ordning forstås en ordning, hvor
barnet bliver passet for en kortere periode, indtil barnet f.eks.
får plads i en konkret daginstitution eller dagpleje, som
forældrene har tilkendegivet ønske om optagelse i og
står på venteliste til, jf. kommunens retningslinjer
for optagelse. Formålet med forslaget om dispensation fra
kravet om at arbejde med at fremme børns læring er, at
forældre, som for en kortere periode anvender tilskud til
privat pasning, får fleksible rammer til at ansætte et
familiemedlem, en ven af familien eller lignende til at passe
barnet, mens de f.eks. venter på en plads i et dagtilbud.
Det foreslås med stk. 4, 2.
pkt., at kommunalbestyrelsen fastsætter perioden for
dispensationen i op til et år ud fra den enkelte families
behov. Det foreslås i stk. 4, 3.
pkt., at forældre dog har ret til dispensation i
mindst seks måneder.
Forslaget indebærer, at forældre skal søge om
dispensationen i forbindelse med kommunens godkendelse af
pasningsaftalen. Det vil i disse tilfælde skulle fremgå
af pasningsaftalen, at forældrene er arbejdsgiver og dermed
har ansat den private passer, ligesom forældrene vil skulle
godtgøre, at pasningen har midlertidig karakter, hvilket vil
sige, at pasningsperioden som udgangspunkt er forudsat at vare
højst et år.
Forslaget indebærer endvidere, at kommunalbestyrelsen
inden for de foreslåede rammer fastsætter
dispensationsperiodens længde ud fra den enkelte families
behov. Kommunalbestyrelsen vil således ikke kunne
fastsætte en periode, som er kortere end seks måneder,
hvis dette er mod forældrenes ønske. Ved
fastlæggelsen af periodens længde vil
kommunalbestyrelsen blandt andet kunne lægge vægt
på barnets alder og udvikling, hvornår forældrene
forventeligt kan få plads i et ønsket dagtilbud
m.v.
Efter det foreslåede § 81 b,
stk. 1, 1. pkt., skal
hovedsproget i private pasningsordninger være dansk. Med
begrebet hovedsprog menes det sprog, som i udgangspunktet anvendes
i dialogen mellem børn og den private passer i den private
pasningsordning. Kravet om dansk som hovedsprog indebærer, at
der i konkrete tilfælde vil kunne tales et andet sprog end
dansk, hvis den private passer vurderer det nødvendigt i en
afgrænset situation at tale et andet sprog f.eks. med henblik
på at lære det enkelte barn det danske sprog. Det
foreslåede stk. 1 er en videreførelse af
dagtilbudslovens § 81, stk. 2.
Det foreslås med stk. 1, 2. pkt., at private
pasningsordninger oprettet af det tyske mindretal ikke er omfattet
af kravet om, at hovedsproget skal være dansk. Forslaget har
til hensigt at sikre overholdelsen af blandt andet Danmarks
traktatmæssige forpligtelser i forhold til Europarådet.
Det foreslåede stk. 1, 2. pkt.,
er en videreførelse af dagtilbudslovens § 81, stk.
2.
Det foreslås med § 81 b, stk.
2, at det som led i godkendelsen af en pasningsaftale efter
det foreslåede § 81, stk. 1, skal kunne dokumenteres, at
den private passer har tilstrækkelige danskkundskaber til at
udvikle barnets dansksproglige kompetencer.
Forslaget indebærer, at den private passer vil skulle
kommunikere med barnet på et niveau, der understøtter,
at barnet kan udvikle sine dansksproglige kompetencer. Det
forudsættes i den forbindelse, at den fleksible passer
indsender dokumentation for, at den private passer f.eks. har
gennemført 9.-klasseprøve i dansk med mindst
karakteren 2, bestået Prøve i Dansk 2 eller et
tilsvarende niveau.
Det foreslås med § 81 b, stk.
3, at kommunalbestyrelsen som led i godkendelsen af en
pasningsaftale i helt særlige tilfælde kan beslutte, at
hovedsproget kan være et andet sprog end dansk. Det vil
være en betingelse, at undtagelse fra, at hovedsproget skal
være dansk vurderes ikke at have integrationsmæssige
konsekvenser. I denne vurdering vil skulle indgå om de
forældre, som søger om tilskuddet er udlændinge,
der er vandrende arbejdstagere, som opholder sig kortvarigt her i
landet på grund af beskæftigelse, forældre, som
ønsker, at deres børn skal lære et andet sprog,
fordi de enten har været udstationeret eller skal
udstationeres i udlandet eller forældre, der søger
tilskud til pasning i institutionslignende private
pasningsordninger i tilknytning til internationale skoler eller
lignende. Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde
og vil i praksis tage sigte på private pasningsordninger, der
typisk anvendes af børn af forældre, som
afgrænset ovenfor. Det foreslåede stk. 3 er en
videreførelse af dagtilbudslovens § 81, stk. 4.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.5.
Til nr. 37
Kommunalbestyrelsen kan, jf. dagtilbudslovens § 80, stk. 4,
beslutte at give et tilskud til privat pasning til forældre i
kombination med, at barnet har en plads i et dagtilbud. Dette
tilbud har til formål at tilgodese forældres behov for
fleksibilitet i forhold til at skabe en bedre sammenhæng
mellem familie- og arbejdsliv i tilfælde, hvor
forældrene har f.eks. skiftende arbejdstider og dermed har et
behov for pasning, der ikke alene kan dækkes af
dagtilbuddenes normale åbningstid. Jf. lovforslagets §
1, nr. 34, foreslås dagtilbudslovens § 80, stk. 4,
ophævet, idet der med lovforslaget indføres nye regler
om kombinationstilbud.
Den foreslåede § 85 a om kombinationstilbud er
ny.
Det foreslås med stk.
1, 1. pkt., at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning skal tilbyde
forældre med et dokumenteret arbejdsbetinget pasningsbehov,
der ligger uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid, et
kombinationstilbud i form af en deltidsplads i et dagtilbud og et
tilskud til fleksibel pasning.
Formålet med kombinationstilbuddet er at give mulighed
for, at et barn kan forblive i sine vante og trygge rammer i
dagtilbuddet og f.eks. blive passet af en for barnet kendt person,
når forældrene arbejder på skæve
tidspunkter.
Med »dagtilbuddenes almindelige åbningstid«
menes det tidsrum, hvor dagtilbuddene i den enkelte kommune
almindeligvis holder åbent. Det vil sige, at hvis hovedparten
af dagtilbuddene i en kommune almindeligvis har åbent
på hverdage fra f.eks. kl. 6.30 til kl. 17.00, vil dette i
relation til kombinationstilbuddet være at betragte som
»dagtilbuddenes almindelige åbningstid«. Det vil
samtidig betyde, at hvis der i den enkelte kommune er en eller
flere institutioner med udvidet åbningstid, vil
åbningstiden i disse dagtilbud ikke kunne anses som
»dagtilbuddenes almindelige åbningstid« i
relation til kombinationstilbuddet.
Med den foreslåede § 85 a indføres begrebet
'fleksibel pasning' som et nyt begreb i dagtilbudsloven, hvor
fleksibel pasning som begreb alene indgår i relation til det
foreslåede nye kombinationstilbud, jf. lovforslagets §
1, nr. 37. Anvendelsen af betegnelsen »fleksibel
pasning« skal ses i lyset af, at pasningen foregår
på tidspunkter, hvor forældrene har behov for
yderligere fleksibilitet end den, som tilbydes inden for
dagtilbuddenes almindelige åbningstid.
Det foreslås ligeledes med stk. 1., 1. pkt., at det er et
krav, at forældrene kun kan få et kombinationstilbud,
hvis de opfylder de kriterier, som foreslås med stk. 2 og
3.
Det foreslås med stk. 1, 2.
pkt., at forældre med børn, der er optaget i et
sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen,
jf. dagtilbudslovens § 11, stk. 8, ikke kan få et
kombinationstilbud. Dette skyldes, at et 30 timers
sprogstimuleringstilbud efter dagtilbudsloven har et særligt
formål og skal være i form af et dagtilbud.
Det foreslås med stk. 1, 3.
pkt., at reglerne for tilskud til privat pasning efter
dagtilbudslovens §§ 80-85, jf. dog § 81, stk. 1, 3.
pkt., og § 81 a, stk. 3, tillige vil gælde for fleksibel
pasning. Forslaget indebærer, at reglerne for tilskud til
privat pasning efter dagtilbudslovens §§ 80-85 med
enkelte undtagelser således vil gælde for
»fleksibel pasning«.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen, jf. den
foreslåede § 81, stk. 1, som en betingelse for
udbetaling af tilskud til fleksibel pasning vil skulle godkende den
pasningsaftale, som indgås mellem forældrene og den
fleksible passer, herunder godkende de økonomiske forhold,
blandt andet for at sikre, at der ikke er tale om
proforma-aftaler.
Forslaget indebærer videre, at kommunen vil skulle
føre løbende tilsyn med den fleksible pasning,
ligesom den fleksible pasning vil være omfattet af
indholdskravene til privat pasning, jf. de foreslåede
§§ 81 a og 81 b, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 36. Det foreslås dog, at den fleksible
pasning ikke er omfattet af det foreslåede krav om, at der i
privat pasning skal arbejdes med at fremme børns
læring gennem trygge læringsmiljøer, jf. den
foreslåede § 81 a, stk. 1, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 36. Dette skyldes blandt andet, at en
betydelig del af den fleksible pasning typisk vil foregå om
aftenen eller natten, hvor barnet sover.
Som følge heraf foreslås det endvidere, at omfanget
af kommunens tilsyn med den fleksible pasning justeres i forhold
til, at der ikke er krav om at fremme børns læring
gennem trygge læringsmiljøer. Det foreslåede
krav om, at kommunens tilsyn skal stå mål med tilsynet
i et alderssvarende dagtilbud, jf. den foreslåede § 81,
stk. 1, 2. pkt., som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 35,
foreslås således ikke at gælde for fleksibel
pasning, jf. den foreslåede § 81, stk. 1, 3. pkt., som
affattet ved lovforslagets § 1, nr. 35.
Kommunens tilsyn med den fleksible pasning skal dog omfatte
øvrige relevante forhold, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 35, herunder om hovedsproget i den
fleksible pasning er dansk, og om pasningen er tilrettelagt,
så børnene sikres medbestemmelse, medansvar og
forståelse for og oplevelse med demokrati samt bidrager til
at udvikle børns selvstændighed, evner til at
indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed
med og integration i det danske samfund.
Som følge af forslaget om, at reglerne for fleksibel
pasning som udgangspunkt følger reglerne for privat pasning
vil det være et krav, at hovedsproget i den fleksible pasning
skal være dansk, medmindre kommunalbestyrelsen i helt
særlige tilfælde har besluttet, at hovedsproget kan
være et andet sprog end dansk, hvis det vurderes ikke at have
integrationsmæssige konsekvenser, jf. den foreslåede
§ 81 b, stk. 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
36.
I forbindelse med godkendelsen af pasningsaftalen skal det
derfor kunne dokumenteres, at den fleksible passer har
tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne
understøtte barnets dansksproglige udvikling. Det er i den
forbindelse en forudsætning, at den fleksible passer
indsender dokumentation for, at den fleksible private passer f.eks.
har gennemført 9.-klasseprøven i dansk med mindst
karakteren 2, bestået Prøve i Dansk 2, eller et
tilsvarende niveau. Herudover indebærer forslaget, at den
fleksible pasning vil skulle tilrettelægges, så barnet
sikres medbestemmelse, medansvar og forståelse for og
oplevelse med demokrati og bidrager til at udvikle børns
selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende
fællesskaber og samhørighed med og integration i det
danske samfund.
Det foreslås med § 85 a, stk.
2, at kombinationstilbuddet skal gives til forældre,
hvis begge forældres beskæftigelse medfører et
dokumenteret arbejdsbetinget behov for pasning uden for
dagtilbuddenes almindelige åbningstid.
Forslaget indebærer således, at forældre vil
skulle dokumentere, at deres beskæftigelsessituation
medfører, at de har et arbejdsbetinget behov for pasning
uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid.
Forældrenes dokumentation kan f.eks. bestå af en
arbejdsgivererklæring, vagtplaner eller lignende, som skal
indsendes af forældrene i forbindelse med ansøgningen.
Det vil være den enkelte kommune, der beslutter, hvordan
forældrerne skal dokumentere det arbejdsbetingede behov for
pasning, så kommunen via dokumentationen får sikkerhed
for, at de pågældende forældre har et reelt
arbejdsbetinget behov for pasning uden for åbningstid.
Forslaget medfører, at samlevende forældre ikke har
mulighed for at få et kombinationstilbud, hvis det kun er den
ene forælders beskæftigelsessituation, som betyder, at
familien har et arbejdsbetinget behov for pasning uden for
dagtilbuddenes almindelige åbningstid.
Det foreslås med § 85 a, stk.
3, at kombinationstilbuddet skal gives til en enlig
forsørger, hvis dennes beskæftigelse medfører
et dokumenteret arbejdsbetinget behov for pasning uden for
dagtilbuddenes almindelige åbningstid.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle
tilbyde et kombinationstilbud til enlige forsørgere, hvis
den enlige forsørger kan dokumentere at have en
beskæftigelsessituation, der medfører, at vedkommende
har et arbejdsbetinget behov for pasning uden for dagtilbuddenes
almindelige åbningstid. Definitionen af enlig
forsørger i relation til kombinationstilbuddet følger
definitionen af enlig forsørger i relation til reglerne om
økonomisk fripladstilskud. Forælderens dokumentation
vil f.eks. kunne bestå af en arbejdsgivererklæring,
vagtplaner eller lignende, som vil skulle indsendes af
forælderen i forbindelse med ansøgningen. Det vil
være den enkelte kommune, der beslutter, hvordan
forælderen skal dokumentere det arbejdsbetingede behov for
pasning, så kommunen via dokumentationen får sikkerhed
for, at den pågældende forælder har et reelt
arbejdsbetinget behov for pasning uden for åbningstid.
Det foreslås med § 85 a, stk.
4, 1. pkt., at
kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge kombinationstilbuddet
ud fra den enkelte families dokumenterede behov. Forslaget
indebærer, at det vil være kommunalbestyrelsen, som ud
fra den enkelte families dokumenterede behov fastlægger, hvor
mange timer deltidspladsen i dagtilbuddet og den fleksible pasning
gennemsnitligt skal udgøre.
Det foreslås videre med stk. 4, 2.
pkt., at kombinationstilbuddet samlet set ikke kan
overstige, hvad der tidsmæssigt svarer til en fuldtidsplads i
et alderssvarende dagtilbud i kommunen.
Forældre, der ønsker et kombinationstilbud til
deres barn, er omfattet af de almindelige regler i dagtilbudsloven,
herunder regler vedrørende optagelse af børn i
dagtilbud, regler om pasningsgaranti, regler om opsigelse og
flytning af børn i dagtilbud m.v.
Det foreslås endvidere med stk. 4,
3. og 4. pkt., at den fleksible
pasningsdel skal udgøre mindst 10 timer om ugen i
gennemsnit, og at det tidsmæssige omfang af deltidspladsen i
dagtilbuddet og den fleksible pasning skal opgøres over en
periode på mindst fire uger.
Forslaget i stk. 4, 3. pkt. skal sikre, at den fleksible pasning
får et vist omfang, som kan medvirke til at:
-
Kombinationstilbuddet anvendes af familier med et reelt
pasningsbehov uden for dagtilbuddenes almindelige
åbningstider.
- Hindre, at der er
tale om proforma-aftaler, hvor barnet reelt set ikke passes af den
fleksible passer.
Forslaget indebærer, at der ikke vil være et loft
over, hvor stor en del af kombinationstilbuddet, der kan
udgøres af den fleksible pasning. Der vil således ikke
være krav om, at pladsen i dagtilbuddet i forhold til tid vil
skulle udgøre den primære del af
kombinationstilbuddet. Dette skal ses i lyset af, at
forældre, som f.eks. har mange nattevagter, kan have behov
for, at den væsentligste del af kombinationstilbuddet
udgøres af den fleksible pasning.
Forslaget indebærer videre, at den fleksible pasningsdel
skal udgøre mindst 10 timer om ugen i gennemsnit, og det
tidsmæssige omfang af både deltidspladsen i
dagtilbuddet samt den fleksible pasning skal opgøres som et
gennemsnit over en periode på mindst fire uger. Forslaget har
til hensigt at sikre en fleksibilitet i ordningen, som betyder, at
familier med skiftende arbejdstider, som har et dokumenteret
pasningsbehov uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid,
også vil kunne gøre brug af kombinationstilbuddet. Det
vil f.eks. kunne være familier, hvor den ene forælder
er beskæftiget i offshore-branchen og skiftevis er væk
fra hjemmet i en til to uger af gangen efterfulgt af en periode med
fri, og hvor den anden forælder er sygeplejerske, politimand
eller læge og har en vagtplan med skiftende aften- og
nattevagter.
Endelig foreslås det med stk.
5, at afgørelser om optagelse i et kombinationstilbud
ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Optagelse i
kombinationstilbud er sidestillet med optagelse i dagtilbud efter
dagtilbudslovens § 26, stk. 1, og afgørelser om
optagelse i kombinationstilbud følger dermed gældende
regler om klageadgang i forbindelse med optagelse af børn i
dagtilbud.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.5.
Til nr. 38
Efter dagtilbudslovens § 86 kan kommunalbestyrelsen
beslutte at give forældre med børn i alderen 24 uger
og indtil skolestart mulighed for at vælge et
økonomisk tilskud til pasning af egne børn i stedet
for en plads i et dagtilbud. Forældrene skal i den
forbindelse efter dagtilbudslovens § 87, stk. 1, nr. 4, have
opholdt sig her i landet i 7 ud af de seneste 8 år. Kravet om
ophold gælder ikke for EU-/EØS-borgere i det omfang,
de efter EU-retten er berettiget til ydelsen.
Det foreslås at ændre dagtilbudslovens § 87,
stk. 1, nr. 4, således at forældre fremadrettet skal
have opholdt sig i riget i 7 ud af de seneste 8 år for at
være berettiget til tilskuddet. Med riget menes Danmark,
Grønland og Færøerne. Formålet med
forslaget er at fjerne en potentiel hindring for fri
bevægelighed inden for rigsfællesskabet, idet ophold i
Grønland og på Færøerne ikke tidligere
har været ligestillet med ophold i Danmark, når det
drejer sig om tilskud til pasning af egne børn.
Forslaget indebærer, at det bliver muligt for
forældre, som f.eks. i en periode på mere end ét
år i løbet af de seneste 8 år har haft ophold i
Grønland eller på Færøerne, at få
tilskud til pasning af egne børn, når de er flyttet
tilbage til Danmark, såfremt de i øvrigt kan efterleve
de krav, som følger af dagtilbudslovens § 87. Herudover
vil personer fra Færøerne og Grønland, som
flytter til Danmark, have mulighed for at få tilskud til
pasning af egne børn, hvis de har opholdt sig i riget i
mindst 7 ud af de seneste 8 år og samtidig lever op til de
øvrige krav, som stilles i dagtilbudslovens § 87.
Forslaget ændrer ikke på, at tilskud til pasning af
egne børn ikke kan tages med til Grønland og
Færøerne.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.6.
Til nr. 39
I dagtilbudslovens § 88, stk. 1, 2. pkt., er det i relation
til reglerne om tilskud til pasning af egne børn fastsat, at
der maksimalt kan udbetales tre tilskud til samme husstand.
Det foreslås at ændre § 88, stk. 1, 2. pkt.,
sådan, at der kan udbetales tilskud til tre børn pr.
husstand. Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr.
41, hvor det foreslås at gøre det muligt at dele
tilskudsperioden for det enkelte barn i to. Antallet af
børn, der kan ydes tilskud til i den enkelte husstand, er
således uændret set i forhold til dagtilbudslovens
regler.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.6.
Til nr. 40
Efter dagtilbudslovens § 88, stk. 3, kan tilskud til
pasning af egne børn gives for en samlet periode på
minimum 8 uger og maksimalt 1 år. Det fremgår endvidere
af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at
fastsætte en længere minimumsperiode og en kortere
maksimumsperiode.
Det foreslås at ændre dagtilbudslovens § 88,
stk. 3, 1. pkt. Forslaget indebærer, at reglen om, at tilskud
til pasning af egne børn kun kan gives for en samlet periode
ophæves. Ændringen følger af, at det med den
foreslåede § 88, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr.
41, foreslås, at tilskudsperioden kan deles i to, og at
perioden samlet set ikke må overstige den fastsatte
maksimumsgrænse på 1 år. Forslaget ændrer
ikke ved, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at fastsætte en
længere minimumsperiode og en kortere maksimumsperiode.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.6.
Til nr. 41
Efter dagtilbudslovens § 88, stk. 3, kan tilskud til
pasning af egne børn kun gives for én samlet periode
inden for en fastsat minimums- og maksimumsperiode.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i
dagtilbudslovens § 88.
Det foreslås med stk. 4, 1.
pkt., at den samlede tilskudsperiode pr. barn kan deles i
to, og at den samlet set ikke må overstige den fastsatte
maksimumsperiode, jf. stk. 3.
Det foreslås med stk. 4, 2.
pkt., at ved opdeling af tilskudsperioden kan perioden deles
mellem barnets forældre, hvis begge forældre har ret
til ydelser, jf. dagtilbudslovens § 2, stk. 2.
Forslaget indebærer, at forældre får mulighed
for at dele tilskudsperioden for det enkelte barn op i maksimalt to
dele, som samlet set ikke må overstige den fastsatte
maksimumsperiode. Forslaget indebærer videre, at
forældre vil kunne få tilskud til pasning af egne
børn, hvor de kan opdele perioden med tilskud i f.eks. to
perioder af seks måneder, eller en periode på tre
måneder efterfulgt af en periode på ni måneder
m.v., hvis den fastsatte maksimumsperiode er 1 år.
Forslaget indebærer videre, at hvis barnets forældre
bor sammen, og de begge har ret til ydelser, jf. dagtilbudslovens
§ 2, stk. 2, vil de kunne dele tilskudsperioden mellem sig.
Tilskuddet vil kunne gives til retlige forældre, herunder
adoptanter, plejeforældre samt samlevende til barnets
forælder i husstanden, der opfylder betingelserne for at
modtage tilskuddet. Dette betyder, at såfremt
forældrene ønsker at dele perioden mellem sig, vil det
forudsætte, at den respektive forælder kan leve op til
kravene i dagtilbudslovens § 87 på det tidspunkt, hvor
tilskuddet skal udbetales.
Formålet med forslaget er at sikre, at forældre i de
kommuner, som yder tilskud til pasning af egne børn,
får mere fleksibilitet til at tilrettelægge
tilskudsperioden. Forslaget giver således mulighed for, at
én forælder i to omgange kan passe barnet i hjemmet
med en mellemliggende periode, hvor barnet f.eks. har været
optaget i et dagtilbud. Herudover medfører forslaget, at
forældre vil kunne dele tilskudsperioden mellem sig.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.2.6.
Til §
2
Til nr. 1
Det følger af folkeskolelovens § 40, stk. 4, 1.
pkt., at kommunalbestyrelsen fastsætter og
offentliggør en mål- og indholdsbeskrivelse for
skolefritidsordningerne, jf. lovens § 3, stk. 7, efter
indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte
skoler.
Det følger af folkeskolelovens § 40, stk. 4, 2. pkt.
at undervisningsministeren fastsætter regler om krav til
indholdet af mål- og indholdsbeskrivelserne.
Bestemmelsen i folkeskolelovens § 40, stk. 4, er kommet ind
i folkeskoleloven ved lov nr. 369 af 26. maj 2008. Bestemmelsen
indebærer alene en pligt for kommunalbestyrelsen til som et
minimum at beskrive mål og indhold for
skolefritidsordningerne i forhold til en række centralt
bestemte indholdstemaer. Kommunalbestyrelsen kan også
inddrage andre indholdstemaer i beskrivelsen. Opgaven med at
fastsætte en mål- og indholdsbeskrivelse for
skolefritidsordningerne kan helt eller delvis delegeres til den
enkelte skolebestyrelse. Inden for rammerne af mål- og
indholdsbeskrivelsen udfyldes det lokale råderum for den
enkelte skolefritidsordning (SFO) gennem skolebestyrelsens
principper, ledelsesbeslutninger samt i det daglige
pædagogiske arbejde. Formålet med pligten til at
offentliggøre mål- og indholdsbeskrivelsen er at give
borgerne mulighed for at få indblik i den enkelte kommunes
prioriteringer og serviceniveau i skolefritidsordningerne.
Bemyndigelsen i folkeskolelovens § 40, stk. 4, 2. pkt., er
udmøntet i bekendtgørelse nr. 699 af 23. juni 2014 om
krav til indholdet af mål- og indholdsbeskrivelser for
folkeskolens skolefritidsordninger. Det fremgår af
bekendtgørelsens § 2, stk. 5 og 6, at mål- og
indholdsbeskrivelsen skal angive, hvordan sammenhængen sikres
ved overgang fra dagtilbud til skolefritidsordning (SFO), herunder
ved videregivelse af oplysninger om børnene. Beskrivelsen
skal i de tilfælde, hvor børnene begynder i
skolefritidsordningen på et tidligere tidspunkt end i
forbindelse med skoleårets begyndelse i
børnehaveklassen, angive om, og i givet fald på
hvilken måde, arbejdet med dagtilbuddenes pædagogiske
læreplaner videreføres indtil skoleårets start.
Hvis skolefritidsordningen omfatter børn, der endnu ikke har
påbegyndt skolegangen, skal mål- og
indholdsbeskrivelsen angive, på hvilken måde
skolefritidsordningen varetager de yngre børns særlige
behov og bidrager til en god start på skoleforløbet
for disse børn.
Det foreslås, at der indsættes et nyt pkt. i
folkeskolelovens § 40, stk. 4, hvoraf det fremgår, at
for børn omfattet af folkeskolelovens § 3, stk. 7, 1.
pkt., som benytter skolefritidsordningen i perioden forud for, at
undervisningspligten indtræder, skal skolefritidsordningen
enten arbejde med de seks kompetenceområder, der arbejdes med
i børnehaveklassen, jf. folkeskolelovens § 11, stk. 2,
eller læreplanstemaerne, jf. den foreslåede § 8,
stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Det vil være den samme retstilstand, som vil gælde
for børn, uanset om de benytter skolefritidsordning eller
fritidshjem i perioden forud for, at undervisningspligten
indtræder. Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
30.
De seks kompetenceområder i henhold til § 11, stk. 2,
er; 1) sprog, 2) matematisk opmærksomhed, 3) naturfaglige
fænomener, 4) kreative og musiske udtryksformer, 5) krop og
bevægelse samt 6) engagement og fællesskab.
De seks læreplanstemaer vil, jf. lovforslagets § 1,
nr. 7, være henholdsvis 1) Alsidig personlig udvikling, 2)
Social udvikling, 3) Kommunikation og sprog, 4) Krop, sanser og
bevægelse, 5) Natur, udeliv og science, samt 6) Kultur,
æstetik og fællesskab.
Det vil være kommunalbestyrelsen, som beslutter, om der
skal arbejdes med de seks kompetenceområder eller
læreplanstemaerne. Beslutningen herom vil kunne delegeres til
den enkelte skoles ledelse (skoleleder og/eller
skolebestyrelse).
Der vil ikke kunne stilles krav om
dokumentation af arbejdet via elevplan eller lignende.
For børn, som optages i en
skolefritidsordning (SFO) fra det fyldte 3. år, jf.
folkeskolelovens § 3, stk. 7, 2. pkt., vil arbejdet med at
forberede barnet på skolernes undervisning inden for rammerne
af de seks kompetenceområder eller læreplanstemaerne
skulle iværksættes, når barnet ville kunne
optages i et tilbud i skolefritidsordning (SFO), jf.
folkeskolelovens § 3, stk. 7, 1. pkt.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
jf. afsnit 3.1.4.
Til §
3
Det foreslås i stk. 1, at
loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2 og
3.
I forhold til lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås det,
at arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan
igangsættes ved lovens ikrafttræden den 1. juli 2018,
hvorefter den nye lovgivningsmæssige ramme for den
pædagogiske læreplan skal være implementeret i
dagtilbuddene senest to år efter lovens ikrafttræden,
idet læreplanen på dette tidspunkt lokalt skal
evalueres første gang, jf. lovforslagets § 1, nr.
8.
Det foreslås med stk. 2, at
lovforslagets § 1, nr. 24 og 25, træder i kraft den 1.
juni 2018.
Det foreslås med stk. 3, at
lovforslagets § 1, nr. 22, 23 og 29 træder i kraft den
1. januar 2019.
Under hensyn til, at kommunerne i forbindelse med vedtagelsen af
budgetter for dagtilbud for det kommende år, fastsætter
nye takster og tilskud for et år ad gangen, foreslås
det, at forældres mulighed for en deltidsplads 30 timer om
ugen mod en reduceret egenbetaling træder i kraft med
virkning fra 1. januar 2019, idet kommunerne med de nye
deltidstilbud vil skulle fastsætte nye takster og
tilskud.
Forslaget om, at forældre får mulighed for at
søge om optagelse og komme på venteliste til en plads
i et konkret dagtilbud foreslås at træde i kraft den 1.
januar 2019 under hensyn til, at kommunerne skal have tid til at
tilpasse den digitale opskrivning.
Det foreslås med stk. 4, at
lovforslagets § 1, nr. 18, ikke finder anvendelse for
privatinstitutioner, som er godkendt inden lovens
ikrafttræden. Dette indebærer, at privatinstitutioner,
som er godkendt før den 1. juli 2018, skal opfylde de
godkendelseskriterier, som var gældende på
godkendelsestidspunktet. Privatinstitutioner, som etableres efter
1. juli 2018, vil være omfattet af den nye bestemmelse.
Privatinstitutioner, som er etableret før lovens
ikrafttræden, kan aftale med kommunalbestyrelsen, at
privatinstitutionen skal leve op til de til en hver tid
gældende godkendelseskriterier, såfremt dette
ønskes af begge parter.
Det foreslås med stk. 5, at
lovforslagets § 1, nr. 31, ikke finder anvendelse for private
pasningsordninger, som har fået tilladelse af
kommunalbestyrelsen efter dagtilbudslovens § 78, inden lovens
ikrafttræden. For disse private pasningsordninger vil der
ikke gælde krav til pasningsordningens navn. Private
pasningsordninger, som får tilladelse efter dagtilbudslovens
§ 78 efter den 1. juli 2018, vil være omfattet af kravet
om, at betegnelsen "privat pasningsordning" skal indgå i
pasningsordningens navn.
Det foreslås med stk. 6, at
lovforslagets § 1, nr. 33-41, ikke finder anvendelse for
henholdsvis aftaler om tilskud til privat pasning, tilskud til
pasning af egne børn, samt tilskud til privat pasning, som
ydes i kombination med en plads i et dagtilbud efter
dagtilbudslovens § 80, stk. 4, der er indgået før
lovens ikrafttræden.
For aftaler om privat pasning, der er indgået før
den 1. juli 2018, betyder dette, at der ikke vil blive stillet krav
om, at der skal arbejdes med at fremme børns læring i
den private pasning. Kommunens tilsyn med den private pasning vil
endvidere skulle finde sted efter gældende regler.
Såfremt der er tale om aftaler indgået i perioden
mellem 1. juli 2017 og den 1. juli 2018 vil den private pasning
skulle opfylde kravene om, at hovedsproget skal være dansk,
samt at pasningen skal tilrettelægges, så
børnene sikres medbestemmelse, medansvar og forståelse
for demokrati, ligesom kommunen gennem tilsynet vil skulle sikre,
at pasningen praktiseres i overensstemmelse hermed.
For aftaler om privat pasning, som er indgået efter den 1.
juli 2018, vil pasningen skulle opfylde alle de
indholdsmæssige krav, som fremgår af de
foreslåede §§ 81 a og 81 b, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 36, ligesom kommunens tilsyn
gennemsnitligt vil skulle stå mål med tilsynet i et
alderssvarende dagtilbud, jf. den foreslåede § 81, stk.
1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 35.
For aftaler om pasning i kombination med en plads i et
dagtilbud, jf. dagtilbudslovens § 80, stk. 4, der er
indgået før den 1. juli 2018 indebærer
forslaget, at aftalerne ikke er omfattet af den foreslåede
§ 85 a, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 37, og de
regler, som er fastsat i medfør heraf. For aftaler, som er
indgået efter den 1. juli 2018, betyder det, at
kombinationstilbuddet skal tilrettelægges, så det
følger reglerne i den foreslåede § 85 a, herunder
at den fleksible pasning skal have et gennemsnitligt omfang
på mindst 10 timer om ugen, at omfanget af deltidspladsen og
den fleksible pasning skal opgøres over en periode på
mindst 4 uger m.v.
For aftaler om tilskud til pasning af egne børn, som er
indgået før den 1. juli 2018, betyder forslaget, at
tilskuddet følger de gældende regler. Aftaler, som
indgås efter den 1. juli 2018, vil være omfattet af de
nye regler, jf. lovforslagets § 1, nr. 38-41, hvorefter
tilskudsperioden vil kunne deles i to, ligesom barnets
forældre vil kunne vælge at dele tilskudsperioden
mellem sig, hvis de begge kan leve op til de krav, som stilles til
forældrene. Herudover vil ophold i Grønland og
på Færøerne først kunne indgå
på lige fod med ophold i Danmark efter den 1. juli 2018.
Loven gælder ikke for Grønland og
Færøerne og kan ikke sættes i kraft ved
anordning, idet hovedloven ikke finder anvendelse for
Grønland og Færøerne.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I dagtilbudsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 748 af 20. juni 2016, som ændret
ved § 7 i lov nr. 665 af 8. juni 2016, lov nr. 1545 af 13.
december 2016, lov nr. 1546 af 13. december 2016 og § 1 i lov
nr. 427 af 3. maj 2017, foretages følgende
ændringer: | § 2.
--- | | | Stk. 2.
--- | | | Stk. 3.
Forældre kan alene råde over én plads pr. barn i
tilbud efter denne lov, jf. dog § 80, stk. 4. | | 1. I § 2, stk. 3, ændres »§
80, stk. 4« til: »§ 85 a«. | | | | § 3.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for dag-, fritids- og klubtilbud
samt andre socialpædagogiske fritidstilbud. | | 2. Overalt i
§ 3, stk. 1-4, ændres
»dag-, fritids- og klubtilbud« til: »fritids- og
klubtilbud«. | Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre
kommunens mål og rammer for henholdsvis dag-, fritids- og
klubtilbud m.v. i kommunen. | | | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal sikre, at dag-, fritids- og klubtilbud
m.v. medvirker til udmøntningen af kommunens
sammenhængende børnepolitik, jf. § 19, stk. 2, i
lov om social service, herunder at tilbuddene medvirker til
at | | | 1) skabe indbyrdes sammenhæng
mellem tilbuddene efter denne lov og andre relevante love og | | | 2) yde særlig støtte til de
børn og unge under 18 år, der har behov herfor. | | | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre en oversigt over
dag-, fritids- og klubtilbud m.v. i kommunen samt satser for
tilskud til privat pasning og pasning af egne børn. | | | | | | | | 3. Efter
§ 3 indsættes: | | | | | | »§ 3 a.
Kommunalbestyrelsen har ansvar for dagtilbuddene. | | | Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre
kommunens rammer for dagtilbud, herunder eventuelle prioriterede
indsatser på området. Kommunalbestyrelsen skal sikre,
at de fastsatte rammer og eventuelle prioriterede indsatser
medvirker til, at dagtilbuddene kan opfylde de krav, der
følger af lovens afsnit II, og til udmøntningen af
kommunens sammenhængende børnepolitik, jf. § 19,
stk. 2, i lov om social service. | | | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal som led i fastsættelsen af rammer
efter stk. 2 og med henblik på at skabe sammenhæng i
børns liv og kontinuitet i overgangen mellem tilbud
fastsætte retningslinjer om | | | 1) samarbejdet mellem dagtilbud,
fritidstilbud og skolen , | | | 2) samarbejdet mellem dagtilbud og andre
relevante aktører, herunder sundhedsplejen og
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), og | | | 3) videregivelse af relevante
oplysninger ved børns overgange fra sundhedsplejen til
dagtilbud og fra dagtilbud til skolefritidsordning eller
fritidshjem og skole. | | | Stk. 4.
Dagtilbud skal medvirke til at yde særlig støtte til
de børn i dagtilbud, der har behov herfor. | | | Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal sikre, at udviklingen på
dagtilbudsområdet drøftes politisk mindst hvert andet
år med udgangspunkt i, hvordan kommunens rammer for dagtilbud
og eventuelle prioriterede indsatser for området efter stk. 2
bidrager til, at dagtilbuddene kan opfylde de krav, der
følger af lovens afsnit II. | | | Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen beslutter, om der som følge af
drøftelsen efter stk. 5 skal iværksættes tiltag
såsom kompetenceudvikling, supervision m.v., som kan
understøtte og kvalificere dagtilbuddenes arbejde med
etablering af pædagogiske læringsmiljøer, der
fremmer børns trivsel, læring, udvikling og
dannelse. | | | Stk. 7.
Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre en oversigt over
dagtilbud i kommunen samt satser for tilskud til privat pasning og
pasning af egne børn. Kommunalbestyrelsen skal et samlet
sted på kommunens hjemmeside eller andet let
tilgængeligt sted for borgerne offentliggøre de
fastsatte rammer og eventuelle prioriterede indsatser efter stk. 2,
oversigten over dagtilbud i kommunen og satser for tilskud til
privat pasning og pasning af egne børn samt øvrige
retningslinjer efter lovens afsnit II og V.« | | | | § 5.
Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med indholdet af
tilbuddene efter denne lov og den måde, hvorpå
opgaverne udføres, herunder at de mål og rammer, der
er fastsat efter § 3, efterleves. | | 4. I § 5, stk. 1,
indsættes efter »§ 3«: », samt rammer
og eventuelle prioriterede indsatser fastsat efter § 3
a«. | Stk. 2.
--- | | | | | | Kapitel 2 | | | Formål,
pædagogisk læreplan, sprogvurdering,
børnemiljøvurdering m.v. | | 5. I overskriften til kapitel 2 udgår
», børnemiljøvurdering«. | | | | | | 6. § 7 affattes således: | | | | § 7.
Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og
æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel,
sundhed, udvikling og læring. | | »§ 7.
Dagtilbud skal fremme børns trivsel, læring, udvikling
og dannelse gennem trygge og pædagogiske
læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende, og
hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv. | Stk. 2.
Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn
omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling
og selvværd samt bidrage til, at børn får en god
og tryg opvækst. | | Stk. 2.
Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn
omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel,
læring, udvikling og dannelse samt bidrage til, at
børn får en god og tryg opvækst. | Stk. 3.
Dagtilbud skal fremme børns læring og udvikling af
kompetencer gennem oplevelser, leg og pædagogisk
tilrettelagte aktiviteter, der giver børn mulighed for
fordybelse, udforskning og erfaring. | | Stk. 3.
Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og
æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel,
sundhed, udvikling og læring. | Stk. 4.
Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og
forståelse for demokrati. Dagtilbud skal som led heri bidrage
til at udvikle børns selvstændighed, evner til at
indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed
med og integration i det danske samfund. | | Stk. 4.
Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og
forståelse for og oplevelse med demokrati. Dagtilbud skal som
led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed,
evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og
samhørighed med og integration i det danske samfund. | Stk. 5.
Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene sikre en god
overgang til skole ved at udvikle og understøtte
grundlæggende kompetencer og lysten til at lære.
Dagtilbud skal i samarbejde med skolerne skabe en
sammenhængende overgang til skole og fritidstilbud. | | Stk. 5.
Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene sikre børn
en god overgang fra hjem til dagtilbud. Dagtilbud skal endvidere i
samarbejde med forældre og skole sikre børn en god
sammenhængende overgang mellem dagtilbud og fra dagtilbud til
fritidstilbud og skole ved at udvikle og understøtte deres
grundlæggende kompetencer og lysten til at
lære.« | | | | | | 7. § 8 affattes således: | | | | § 8. Der skal
i alle dagtilbud udarbejdes en skriftlig pædagogisk
læreplan for børn i aldersgruppen 0-2 år og
børn i aldersgruppen fra 3 år til barnets skolestart.
Den pædagogiske læreplan skal give rum for leg,
læring og udvikling af børn i dagtilbud. Ved
udarbejdelsen af den pædagogiske læreplan skal der
tages hensyn til børnegruppens sammensætning. | | »§ 8.
Der skal i alle dagtilbud udarbejdes en skriftlig pædagogisk
læreplan for hele børnegruppen i alderen 0-2 år
samt børnegruppen i alderen 3 år og frem til
skolestart. Hvis det enkelte dagtilbud har organiseret
børnene i andre aldersgrupper, udarbejdes den
pædagogiske læreplan på baggrund af denne
organisering. I aldersintegrerede daginstitutioner kan der
udarbejdes en pædagogisk læreplan under hensyn til
aldersgrupper. I daginstitutioner med flere enheder skal den
pædagogiske læreplan udarbejdes, så der tages
højde for børnegruppernes sammensætning og
børnenes forskellige forudsætninger i de enkelte
enheder, jf. stk. 3. | | | Stk. 2. Den
pædagogiske læreplan skal udarbejdes med udgangspunkt i
et pædagogisk grundlag, jf. stk. 3 og 4, seks
læreplanstemaer, jf. stk. 4 og 9, samt mål for
sammenhængen mellem det pædagogiske
læringsmiljø og børns læring, jf. stk.
9. | | | Stk. 3. Det skal
fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan det
enkelte dagtilbud hele dagen etablerer et pædagogisk
læringsmiljø, der med leg, planlagte vokseninitierede
aktiviteter, spontane aktiviteter, børneinitierede
aktiviteter samt daglige rutiner giver børnene mulighed for
at trives, lære, udvikle sig og dannes. Det pædagogiske
læringsmiljø skal tilrettelægges, så det
inddrager hensynet til børnenes perspektiv og deltagelse,
børnefællesskabet, børnegruppens
sammensætning og børnenes forskellige
forudsætninger. | Stk. 2. Den
pædagogiske læreplan skal beskrive dagtilbuddets
mål for børnenes læring inden for
følgende temaer: | | Stk. 4. Det skal
fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan det
pædagogiske læringsmiljø understøtter
børns brede læring, herunder nysgerrighed,
gå-på-mod, selvværd og bevægelse, inden for
og på tværs af følgende temaer: | 1) Alsidig personlig udvikling. | | 1) Alsidig personlig udvikling. | 2) Sociale kompetencer. | | 2) Social udvikling. | 3) Sproglig udvikling. | | 3) Kommunikation og sprog. | 4) Krop og bevægelse. | | 4) Krop, sanser og
bevægelse. | 5) Naturen og
naturfænomener. | | 5) Natur, udeliv og science. | 6) Kulturelle udtryksformer og
værdier. | | 6) Kultur, æstetik og
fællesskab. | Stk. 3. Den
pædagogiske læreplan skal beskrive relevante
pædagogiske metoder og aktiviteter, der
iværksættes for at nå målene, og hvordan
læreplanen evalueres. | | Stk. 5. Det skal
endvidere fremgå af den pædagogiske læreplan,
hvordan det pædagogiske læringsmiljø tager
højde for børn i udsatte positioner, så deres
trivsel, læring, udvikling og dannelse fremmes. | Stk. 4. Det skal
fremgå af den pædagogiske læreplan, hvilke
relevante pædagogiske metoder, aktiviteter og eventuelle
mål, der opstilles og iværksættes for børn
med særlige behov. | | Stk. 6. Det skal
desuden fremgå af den pædagogiske læreplan,
hvordan dagtilbuddet samarbejder med forældrene om
børns læring, hvordan dagtilbuddet inddrager
lokalsamfundet i arbejdet med etablering af pædagogiske
læringsmiljøer for børn, samt hvordan der i
børnenes sidste år i dagtilbuddet tilrettelægges
et pædagogisk læringsmiljø, der skaber
sammenhæng til børnehaveklassen. | Stk. 5. Det skal
endvidere fremgå af den pædagogiske læreplan,
hvordan arbejdet med et godt børnemiljø, jf. §
7, stk. 1, bliver en integreret del af det pædagogiske
arbejde. Børnemiljøet skal vurderes i et
børneperspektiv, og børns oplevelser af
børnemiljøet skal inddrages under hensyntagen til
børnenes alder og modenhed. | | Stk. 7. Arbejdet
med det fysiske, psykiske og æstetiske
børnemiljø i dagtilbuddet skal integreres i det
pædagogiske arbejde med etablering af pædagogiske
læringsmiljøer. Børnemiljøet skal
vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af
børnemiljøet skal inddrages under hensyntagen til
børnenes alder og modenhed. | Stk. 6. For
dagplejen udarbejdes den pædagogiske læreplan samlet
for alle dagplejehjem eller distrikter tilknyttet den kommunale
dagpleje. | | Stk. 8. Den
pædagogiske læreplan udgør rammen for det
pædagogiske arbejde. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at
dagtilbuddene i relation til den pædagogiske opgave ledes
alene med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan og i
overensstemmelse med den pædagogiske læreplans
børnesyn og brede læringsforsta°else, jf. stk. 3
og 4. | | | Stk. 9.
Børne- og socialministeren fastsætter nærmere
regler om pædagogiske mål for, hvad det
pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet skal
understøtte i forhold til børns læring, samt om
indholdet i de enkelte læreplanstemaer, jf. stk.
4.« | | | | | | 8. § 9 affattes således: | | | | § 9. Lederen
af dagtilbuddet er ansvarlig for at udarbejde og
offentliggøre den pædagogiske læreplan, herunder
at revidere læreplanen, hvis væsentlige ændringer
i dagtilbuddet eller evalueringen efter stk. 2 tilsiger dette.
Tilsvarende gælder, hvis kommunalbestyrelsens
drøftelser efter § 10, stk. 2, tilsiger dette. | | »§ 9.
Lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for, at den pædagogiske
læreplan udarbejdes, og for at sikre, at det
pædagogiske arbejde i dagtilbuddet tilrettelægges og
udøves inden for rammerne heraf. Lederen af dagtilbuddet er
endvidere ansvarlig for at offentliggøre den
pædagogiske læreplan. | Stk. 2. Lederen
af dagtilbuddet er ansvarlig for, at den pædagogiske
læreplan evalueres mindst hvert andet år. Lederen er i
den forbindelse ansvarlig for at dokumentere, om de valgte
pædagogiske metoder og aktiviteter, jf. § 8, stk. 3 og
4, samt børnemiljøet, jf. § 8, stk. 5,
fører til opfyldelse af de opstillede mål inden for de
temaer, der er nævnt i § 8, stk. 2. Lederen skal angive,
hvordan dagtilbuddet vil følge op på
resultaterne. | | Stk. 2. Lederen
af dagtilbuddet er ansvarlig for at etablere en evalueringskultur i
dagtilbuddet, som skal udvikle og kvalificere det pædagogiske
læringsmiljø. Lederen er ansvarlig for, at arbejdet
med den pædagogiske læreplan evalueres mindst hvert
andet år med henblik på at udvikle arbejdet.
Evalueringen skal tage udgangspunkt i de pædagogiske
mål, som er fastsat i medfør af § 8, stk. 9,
herunder en vurdering af sammenhængen mellem det
pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet og
børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Evalueringen skal offentliggøres. | Stk. 3. Lederen
af dagtilbuddet skal inddrage forældrebestyrelsen i
udarbejdelsen, evalueringen og opfølgningen af den
pædagogiske læreplan. | | | | | | § 10.
Kommunalbestyrelsen skal godkende den pædagogiske
læreplan. | | 9. § 10 ophæves. | Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal mindst hvert andet år drøfte
evalueringerne af de pædagogiske læreplaner, jf. §
9, stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal på baggrund af
drøftelsen tage stilling til, om evalueringerne giver
anledning til yderligere handling fra kommunalbestyrelsens
side. | | | | | | §
14. --- | | 10. I § 14 indsættes efter stk. 1 som
nye stykker: | Stk. 2. Stk. 1
gælder ikke for selvejende daginstitutioner, hvis bestyrelse
består af et flertal af valgte forældre. | | »Stk. 2. I
kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner, som
består af flere enheder, skal en forælder fra hver
enkelt enhed have adgang til at være repræsenteret i
forældrebestyrelsen. I selvejende daginstitutioner, hvis
bestyrelse består af et flertal af valgte forældre,
skal en forælder fra hver enkelt enhed have adgang til at
være repræsenteret i bestyrelsen. | Stk. 3. For
privatinstitutioner skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med
godkendelse efter § 20 påse, at forældrene sikres
en indflydelse svarende til forældreindflydelsen i selvejende
daginstitutioner. | | Stk. 3.
Forældrebestyrelser kan etableres på tværs af
kommunale dagtilbud, hvis der er et flertal herfor i de enkelte
bestyrelser. | Stk. 4. For
privat dagpleje skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med aftalen
sikre forældrene indflydelse på dagplejens arbejde med
børnene. | | Stk. 4. I
forældrebestyrelser efter stk. 3, som etableres på
tværs af dagpleje og daginstitution, skal beslutninger, der
alene har betydning for dagplejen, træffes af de
forældre, der repræsenterer dagplejen. Endvidere
træffes beslutninger, der alene har betydning for
daginstitutionen, af de forældre, der repræsenterer
daginstitutionen.« | | | Stk. 2-4 bliver herefter stk. 5-7. | | | | § 15.
Forældrebestyrelsen i en daginstitution skal fastsætte
principper for daginstitutionens arbejde og for anvendelsen af en
budgetramme for daginstitutionen inden for de mål og rammer,
som kommunalbestyrelsen har fastsat. Forældrebestyrelsen i
kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter §
19, stk. 2-4, kan beslutte at fravælge et sundt
frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, jf. dog § 16 b,
stk. 2, 4 og 8. | | 11. I § 15, stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og stk. 3, 1. pkt., ændres
»mål og rammer« til: »rammer og eventuelle
prioriterede indsatser«. | Stk. 2.
Forældrebestyrelsen for den kommunale dagpleje skal
fastsætte principper for dagplejens arbejde og for
anvendelsen af en budgetramme for dagplejen inden for de mål
og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat. | | 12. I § 15, stk. 1,1. pkt., indsættes
efter »daginstitutionens arbejde«: », samarbejdet
mellem dagtilbud og hjem«. | Stk. 3.
Forældrebestyrelsen varetager sine opgaver inden for de
mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat. I
selvejende og udliciterede daginstitutioner varetager
forældrebestyrelsen endvidere sine opgaver inden for det
formål og idegrundlag, der er fastsat i vedtægten, jf.
§ 16, stk. 2 og 3. | | | Stk. 4 og 5.
--- | | 13. I § 15, stk. 1, indsættes efter 1.
pkt.: | | | »Forældrebestyrelsen i
kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter §
19, stk. 2-4, skal inddrages i udarbejdelsen, evalueringen af og
opfølgningen på den pædagogiske læreplan,
jf. §§ 8 og 9, samt i daginstitutionens arbejde med at
skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud, mellem dagtilbud og
fra dagtilbud til fritidstilbud og skole, jf. § 7, stk.
5.« | | | | | | 14. I § 15, stk. 2, indsættes efter
»dagplejens arbejde«: », samarbejdet mellem
dagtilbud og hjem«. | | | | | | 15. I § 15, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: | | | »Forældrebestyrelsen for den
kommunale dagpleje skal inddrages i udarbejdelsen, evalueringen af
og opfølgningen på den pædagogiske
læreplan, jf. §§ 8 og 9, samt i dagplejens arbejde
med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud og mellem
dagtilbud, jf. § 7, stk. 5.« | § 16 b.
--- | | | Stk. 2. I
kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter §
19, stk. 2-4, som består af flere enheder, kan et simpelt
flertal af forældre med børn i den
pågældende enhed beslutte at fravælge et sundt
frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1. Forældrene har
én stemme for hvert barn, de har i enheden. | | 16. I § 16 b, stk. 2, 1. pkt., indsættes
efter »enheder«: », jf. § 19, stk.
6«. | Stk. 3-8.
--- | | | | | | § 19.
--- | | 17. I § 19 indsættes som stk. 6: | Stk. 2-5.
--- | | »Stk. 6.
Daginstitutioner, som drives efter stk. 2-5, kan bestå af
flere enheder.« | | | | | | | | | | 20.
Kommunalbestyrelsen i institutionskommunen skal godkende
privatinstitutioner. En privatinstitution, som opfylder
lovgivningens og kommunalbestyrelsens betingelser for godkendelse,
har krav på godkendelse. | | | | | 18. I § 20, stk. 2, indsættes efter 1.
pkt.: | Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør
kriterier for godkendelse efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan
stille krav om driftsgaranti. | | »Privatinstitutioner skal opfylde
kriterierne for godkendelse senest seks måneder efter
offentliggørelse heraf.« | Stk. 3 og 4.
--- | | | | | | | | 19. § 23, stk. 1, affattes
således: | § 23. Alle
børn indtil skolestart har adgang til at blive optaget i et
dagtilbud. | | »Alle børn har adgang til at
blive optaget i et dagtilbud indtil skolestart, som er det
tidspunkt, hvor barnet enten begynder i fritidshjem eller
skolefritidsordning (SFO) forud for undervisningsstart,
påbegynder hjemmeundervisning eller starter i
børnehaveklasse.« | | | | Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældre pasningsgaranti i
dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, eller § 21, stk. 2 og
3. | | 20. I § 23, stk. 2, indsættes efter
»Kommunalbestyrelsen skal«: »på alle
hverdage med undtagelse af den 5. juni og den 24.
december«. | Stk. 3.
--- | | | | | | § 27.
Kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør
retningslinjer for optagelse af børn i dagtilbud efter
§ 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, herunder for
ansøgning om optagelse, jf. dog § 27 a. Forældre
skal have mulighed for at tilkendegive ønsker om optagelse i
konkrete dagtilbud. | | 21. I § 27, stk. 1, 1. pkt., ændres
»§ 27 a« til: »§§ 27 a, 27 b og 27
c«. | Stk. 2-4.
--- | | 22. § 27, stk. 1, 2. pkt., affattes
således: | | | »Kommunalbestyrelsen skal inden for
rammerne af retningslinjerne sikre, at forældre, der
står på venteliste, jf. § 27 c, til en plads i et
dagtilbud, og som tilkendegiver fortsat interesse for pladsen,
anvises plads efter anciennitet.« | | | | | | 23. Efter
§ 27 a indsættes før overskriften før
§ 28: | | | | | | »27 b.
Forældre, hvor en eller begge forældre afholder
fravær i medfør af barselsloven, har ret til en
deltidsplads på 30 timer om ugen i et dagtilbud efter §
19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 og 3, til børn i
husstanden i aldersgruppen 26 uger og indtil skolestart mod en
reduceret egenbetaling. Deltidspladsen skal være for en
sammenhængende periode, jf. dog stk. 2, 2. pkt.
Forældres ansøgning om en deltidsplads indgives til
kommunalbestyrelsen i opholdskommunen. Forældrene skal i
ansøgningen angive den periode, de ønsker
deltidspladsen. Afgørelser om deltidspladser kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed. | | | Stk. 2. Retten
til deltidspladsen efter stk. 1 bortfalder, hvis
fraværsperioden afbrydes, eller fraværet på anden
vis ophører. Forældre kan dog beholde deltidspladsen
efter stk. 1, hvis fraværet afbrydes af en periode af mindre
end fem ugers varighed. | | | Stk. 3.
Forældrene har pligt til at oplyse opholdskommunen, hvis
fraværet afbrydes af en periode på mere end fem uger,
eller fraværet på anden vis ophører, jf. stk. 4
og 6. | | | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal fastsætte og
offentliggøre retningslinjer for anvendelse af
deltidspladser efter stk. 1, ansøgning om og ophør af
deltidspladser i opholdskommunen og for forældrenes
oplysningspligt efter stk. 3. | | | Stk. 5.
Selvejende og udliciterede daginstitutioner og privat dagpleje med
optagelseskompetence efter § 26, stk. 2, samt
privatinstitutioner skal fastsætte og offentliggøre
retningslinjer for anvendelse af deltidspladser 30 timer om
ugen. | | | Stk. 6.
Forældrenes ansøgning efter stk. 1, 3. pkt. om en
deltidsplads i en privatinstitution eller et dagtilbud i en anden
kommune skal indgives til kommunalbestyrelsen i opholdskommunen
senest to måneder før, deltidspladsen ønskes.
Den periode, hvor forældrene benytter deltidspladsen i et
dagtilbud, skal påbegyndes den 1. i en måned og
ophøre den sidste hverdag i den måned, hvor retten til
fraværet udløber. Forældre skal oplyse
opholdskommunen om afbrydelse eller ophør af fravær,
jf. stk. 3, senest to måneder før, ændringen
skal træde i kraft. | | | Stk. 7.
Opholdskommunen skal varsle privatinstitutioner og
institutionskommuner om kommunens afgørelse om tilskud til
en deltidsplads efter stk. 1 til privatinstitutioner og til et
dagtilbud i en anden kommune samt om afbrydelse eller ophør
af fravær, jf. stk. 3, senest en måned før,
ændringen træder i kraft. | | | | | | § 27 c.
Forældre skal have mulighed for at tilkendegive ønske
om deres barns optagelse i og mulighed for at komme på
venteliste blandt alle daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4,
og alle dagplejehjem efter § 21, stk. 2 og 3, i
opholdskommunen og i en anden kommune, jf. dog stk. 2 og § 28,
stk. 2. I daginstitutioner med flere enheder skal forældre
have mulighed for at tilkendegive ønske om deres barns
optagelse i og mulighed for at komme på venteliste til de
enkelte enheder. Forældre skal have mulighed for at
tilkendegive ønske om deres barns optagelse og mulighed for
at komme på venteliste efter 1. og 2. pkt. en gang til et
dagtilbud målrettet aldersgruppen 0-2 år og en gang til
et dagtilbud målrettet aldersgruppen 3 år og frem til
skolestart. | | | Stk. 2.
Forældre kan uanset stk. 1 ikke tilkendegive ønske om
deres barns optagelse i selvejende og udliciterede daginstitutioner
efter § 19, stk. 3 og 4, som har indgået aftale med
kommunalbestyrelsen om at forbeholde pladserne i institutionen for
børn af medarbejdere fra en eller flere virksomheder, jf.
§ 27, stk. 2, 2. pkt. | | | Stk. 3.
Forældre kan lade barnet blive stående på en
venteliste, jf. stk. 1, efter eget ønske, selvom barnet som
følge af pasningsgarantien har fået en plads i et
andet dagtilbud. | | | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra forældre, hvis barn
står på venteliste, fjerne barnets navn fra
ventelisten.« | § 31.
--- | | | Stk. 2. Tilskud
og egenbetaling fastsættes på grundlag af
dagtilbuddenes vedtagne budgetter. | | 24. I § 31, stk. 2, indsættes efter
»budgetter«: », jf. dog stk. 3«. | | | | | | 25. I § 31 indsættes som stk. 3 og 4: | | | »Stk. 3.
Midler fra puljer udmøntet af børne- og
socialministeren skal ikke indgå ved fastsættelsen af
kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling efter §
32, stk. 2, 4 og 5, § 32 a, stk. 3 og 4, § 33, stk. 2, og
§ 34, stk. 3, jf. dog stk. 4. | | | Stk. 4.
Børne- og socialministeren kan fastsætte regler om, at
midler fra puljer udmøntet af børne- og
socialministeren i konkrete tilfælde skal indgå ved
fastsættelsen af kommunens tilskud og forældrenes
egenbetaling efter § 32, stk. 2, 4 og 5, § 32 a, stk. 3
og 4, § 33, stk. 2, og § 34, stk. 3.« | § 36.
--- | | | Stk. 2.
--- | | 26. I § 36 indsættes efter stk. 2 som
nyt stykke: | Stk. 3. Hvis
kommunalbestyrelsen giver tilskud efter § 32 a, stk. 2, til et
sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen tillige give et tilskud pr. barn, der er
optaget i en privatinstitution, når der er et sundt
frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, i
privatinstitutionen. | | »Stk. 3.
Er driftstilskuddet, som beregnet efter stk. 2, lavere end de
gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive
støttepædagogudgifter, jf. § 4, stk. 2, pr. barn
i en alderssvarende daginstitution efter § 19, stk. 2-4, jf.
§ 32, kan driftstilskuddet til privatinstitutioner
fastsættes, så det svarer til dette niveau, jf. dog
§§ 43 og 44.« | Stk. 4.
Tilskuddet efter stk. 3 skal svare til det tilskud efter § 32
a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager et
sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den
aldersgruppe, som barnet tilhører. | | Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6. | Stk. 5.
Tilskuddet efter stk. 3 skal anvendes til at nedbringe
forældrenes betaling til et sundt frokostmåltid efter
§ 16 a, stk. 1. | | | | | | § 37.
--- | | | Stk. 2.
Bygningstilskuddet svarer til de gennemsnitlige ejendomsrelaterede
udgifter pr. barn i samme aldersgruppe i de selvejende og
udliciterede daginstitutioner i kommunen. | | 28. I § 37, stk. 2, ændres
»svarer« til: »skal mindst svare«. | | | | § 40.
Privatinstitutioner fastsætter og offentliggør
forældrenes egenbetaling. | | 29. I § 40 indsættes efter
»egenbetaling«: », jf. dog § 27 b, stk.
1«. | | | | | | 30. Efter
§ 45 indsættes før overskriften før §
46: | | | | | | Ȥ 45
a. For børn, som benytter fritidshjem forud for
skoleårets begyndelse, jf. § 23, stk. 1, skal
fritidshjemmet, i perioden indtil undervisningspligten
indtræder, enten arbejde med de kompetenceområder, der
arbejdes med i børnehaveklassen, jf. folkeskolelovens §
11, stk. 2, eller temaerne i den pædagogiske læreplan,
jf. § 8, stk. 4.« | | | | | | 31. Efter
§ 78 indsættes: | | | | | | »§ 78
a. Den private pasningsordnings navn fastsættes af den
enkelte pasningsordning. Betegnelsen »privat
pasningsordning« skal indgå i navnet.« | | | | Kapitel 15 | | | Tilskud til privat
pasning | | 32. I overskriften til kapitel 15 indsættes
efter »Tilskud«: »og krav«. | | | | § 80.
Kommunalbestyrelsen skal give forældre med børn i
alderen 24 uger og indtil barnets skolestart mulighed for at
vælge et økonomisk tilskud til privat pasning i stedet
for at benytte en plads i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-4,
eller § 21, stk. 2 og 3, jf. dog stk. 2-4. | | 33. I § 80, stk. 1, ændres »dog
stk. 2-4« til: »dog stk. 2 og 3 samt § 85
a«. | Stk. 2 og 3.
--- | | | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte at give et tilskud til privat
pasning til forældre i kombination med, at barnet har en
plads i et dagtilbud. | | 34. § 80, stk.
4, ophæves. | | | | | | 35. § 81 affattes således: | | | | § 81.
Kommunalbestyrelsen skal godkende aftalen om privat pasning mellem
forældrene og den private pasningsordning og føre
løbende tilsyn med ordningen, herunder om pasningen er
tilrettelagt efter stk. 2 og 5. | | Ȥ 81.
Kommunalbestyrelsen skal godkende aftalen om privat pasning mellem
forældrene og den private pasningsordning og føre
løbende tilsyn med ordningen, herunder om pasningen er
tilrettelagt efter § 81 a, stk. 1 og 2, og § 81 b, stk.
1. Kommunalbestyrelsens løbende tilsyn skal stå
mål med tilsynet i et alderssvarende dagtilbud i kommunen.
Dette gælder dog ikke, hvor kommunalbestyrelsen har givet
dispensation efter § 81 a, stk. 4, samt for fleksibel pasning,
som indgår i kombinationstilbuddet efter § 85 a.
Afgørelsen efter 1. pkt. kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed. | Stk. 2.
Hovedsproget i private pasningsordninger skal være dansk, jf.
dog stk. 4. Private pasningsordninger oprettet af det tyske
mindretal er ikke omfattet af 1. pkt. | | Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal inden godkendelse af pasningsaftalen efter
stk. 1, orientere forældrene om forskellen mellem privat
pasning efter kapitel 14 og 15 og dagtilbud efter § 19, stk.
2-5, og § 21, stk. 2 og 3, samt påse, at betegnelsen
»privat pasningsordning« indgår i den private
pasningsordnings navn i pasningsaftalen. | Stk. 3. Som led
i godkendelsen af en pasningsaftale efter stk. 1 skal det
dokumenteres, at den private passer har tilstrækkelige
danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige
kompetencer. | | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse af en
pasningsaftale, hvis kommunalbestyrelsen gennem det løbende
tilsyn efter stk. 1 konstaterer, at den private pasning ikke
praktiseres i overensstemmelse med den indgåede
pasningsaftale og kravene til ordningen, jf. § 81 a, stk. 1 og
2, og § 81 b, stk. 1. Afgørelsen efter 1. pkt. kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed. | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan som led i godkendelsen af en pasningsaftale
efter stk. 1 i helt særlige tilfælde beslutte, at
hovedsproget kan være et andet end dansk, hvis det vurderes
ikke at have integrationsmæssige konsekvenser. | | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre
retningslinjer for optagelse af børn i dagtilbud, når
tilskuddet til privat pasning bortfalder. Kommunalbestyrelsen skal
orientere forældrene om retningslinjerne inden godkendelse af
pasningsaftalen efter stk. 1. | Stk. 5. Den
private pasning skal tilrettelægges, så børn
sikres medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati.
Den private pasning skal som led heri bidrage til at udvikle
børns selvstændighed, evner til at indgå i
forpligtende fællesskaber og samhørighed med og
integration i det danske samfund. | | Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at sørge for
forældrenes administration af ordningen mod en reduktion i
tilskuddet svarende til kommunens udgifter til
administrationen.« | Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse af en
pasningsaftale, hvis kommunalbestyrelsen gennem det løbende
tilsyn efter stk. 1 konstaterer, at den private pasning ikke
praktiseres i overensstemmelse med den indgåede
pasningsaftale og kravene i stk. 2 og 5. | | | Stk. 7.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at sørge for
forældrenes administration af ordningen mod en reduktion i
tilskuddet svarende til kommunens udgifter til
administrationen. | | | Stk. 8.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre
retningslinjer for optagelse af børn i dagtilbud, når
tilskuddet til privat pasning bortfalder. | | | | | | | | 36. Efter
§ 81 indsættes: | | | | | | »§ 81
a. Den private pasningsordning skal tilrettelægges,
så den fremmer børns læring gennem trygge
læringsmiljøer. Arbejdet med
læringsmiljøer efter 1. pkt. skal
indholdsmæssigt stå mål med kravene til
læring og læringsmiljøer i dagtilbud, jf. §
8, ligesom arbejdet med læringsmiljøer i den enkelte
private pasningsordning skal tage udgangspunkt i
børnegruppens sammensætning og børnenes
forskellige forudsætninger. | | | Stk. 2. Den
private pasningsordning skal endvidere tilrettelægges,
så børn sikres medbestemmelse, medansvar og
forståelse for og oplevelse med demokrati. Den private
pasning skal som led heri bidrage til at udvikle børns
selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende
fællesskaber og samhørighed med og integration i det
danske samfund. | | | Stk. 3. Kravet
om at fremme børns læring gennem trygge
læringsmiljøer efter stk. 1 gælder ikke for
fleksibel pasning, der indgår i kombinationstilbud. | | | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal give dispensation fra stk. 1, hvis
forældrene anmoder herom, og forældrene er arbejdsgiver
for den private passer, og den private pasning er en midlertidig
ordning. Kommunalbestyrelsen fastsætter perioden for
dispensationen i op til et år ud fra den enkelte families
behov. Forældrene har dog ret til dispensation i mindst seks
måneder. | | | | | | § 81 b.
Hovedsproget i private pasningsordninger skal være dansk, jf.
dog stk. 3. Private pasningsordninger oprettet af det tyske
mindretal er ikke omfattet af 1. pkt. | | | Stk. 2. Som led
i godkendelsen af en pasningsaftale efter § 81, stk. 1, skal
det dokumenteres, at den private passer har tilstrækkelige
danskkundskaber til at udvikle barnets dansksproglige
kompetencer. | | | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan som led i godkendelsen af en pasningsaftale
efter § 81, stk. 1, i helt særlige tilfælde
beslutte, at hovedsproget kan være et andet end dansk,
såfremt det vurderes ikke at have integrationsmæssige
konsekvenser.« | | | | | | 37. Efter
§ 85 indsættes: | | | | | | »Kapitel 15 a | | | | | | Kombinationstilbud | | | | | | § 85 a.
Kommunalbestyrelsen skal efter ansøgning tilbyde
forældre med et dokumenteret arbejdsbetinget pasningsbehov,
der ligger uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid, et
kombinationstilbud i form af en deltidsplads i et dagtilbud og et
tilskud til fleksibel pasning, jf. stk. 2-4. Dette gælder dog
ikke for forældre med børn, som er optaget i et
sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen,
jf. § 11, stk. 8. Reglerne for tilskud til privat pasning
efter §§ 80-85, jf. dog § 81, stk. 1, 3. pkt., og
§ 81 a, stk. 3, gælder tillige for fleksibel
pasning. | | | Stk. 2.
Kombinationstilbuddet efter stk. 1 skal gives til forældre,
hvis begge forældres beskæftigelse medfører et
dokumenteret arbejdsbetinget pasningsbehov uden for dagtilbuddenes
almindelige åbningstid. | | | Stk. 3.
Kombinationstilbuddet efter stk. 1 skal gives til en enlig
forsørger, hvis dennes beskæftigelse medfører
et dokumenteret arbejdsbetinget pasningsbehov uden for
dagtilbuddenes almindelige åbningstid. | | | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge kombinationstilbuddet
ud fra familiens dokumenterede pasningsbehov. Kombinationstilbuddet
kan samlet set ikke overstige, hvad der tidsmæssigt svarer
til en fuldtidsplads i et alderssvarende dagtilbud. Den fleksible
pasning skal udgøre mindst 10 timer om ugen i gennemsnit.
Det tidsmæssige omfang af deltidspladsen i dagtilbuddet og
den fleksible pasning skal opgøres over en periode på
mindst fire uger. | | | Stk. 5.
Afgørelser efter stk. 1-4 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.« | § 87. Det er
en betingelse for at få tilskud til pasning af egne
børn, at ansøgeren | | | 1) har tilstrækkelige
danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige
kompetencer, | | | 2) ikke samtidig modtager offentlig
overførelsesindkomst eller har en
arbejdsindtægt, | | | 3) ikke er omfattet af § 13, stk.
10, og § 13 f, stk. 1-4, jf. § 26, stk. 4-10, i lov om
aktiv socialpolitik, og | | | 4) har opholdt sig her i landet i 7 ud
af de seneste 8 år. | | 38. I § 87, stk. 1, nr. 4, ændres
»landet« til: »riget«. | Stk. 2.
--- | | | | | | § 88. Tilskud
til pasning af egne børn kan gives fra det tidspunkt, hvor
barnet kan tilbydes en plads i et dagtilbud efter § 19, stk.
2-4, eller § 21, stk. 2 og 3. Der kan maksimalt udbetales tre
tilskud til samme husstand. | | 39. I § 88, stk. 1, 2.
pkt., ændres »tre tilskud til samme
husstand« til: »tilskud til tre børn pr.
husstand«. | Stk. 2.
--- | | | Stk. 3.
Tilskuddet kan gives for én samlet periode på minimum
8 uger og maksimalt 1 år. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at
fastsætte en længere minimumsperiode og en kortere
maksimumsperiode. | | 40. I § 88, stk. 3, 1. pkt., ændres
»én samlet« til: »en«, og efter
»maksimalt 1 år« indsættes: », jf.
stk. 4«. | | | 41. I § 88 indsættes som stk. 4: | | | »Stk. 4.
Den samlede tilskudsperiode pr. barn kan deles i to og må
samlet set ikke overstige den fastsatte maksimumsperiode, jf. stk.
3. Ved opdeling af tilskudsperioden efter 1. pkt., kan perioden
deles mellem barnets forældre, hvis begge forældre har
ret til ydelser, jf. § 2, stk. 2, og opfylder betingelserne i
§ 87.« | | | | | | § 2 | | | | | | I lov om folkeskolen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 989 af 23. august 2017, som
ændret ved § 13 i lov nr. 1746 af 27. december 2016,
foretages følgende ændring: | § 40.
--- | | | Stk. 2 og 3.
--- | | 1. I § 40, stk. 4, indsættes efter 1.
pkt.: | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør en
mål- og indholdsbeskrivelse for skolefritidsordningerne, jf.
§ 3, stk. 7, efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne
ved de berørte skoler. Ministeren for børn,
undervisning og ligestilling fastsætter regler om krav til
indholdet af mål- og indholdsbeskrivelserne. | | »For børn omfattet af § 3,
stk. 7, 1. pkt., som benytter skolefritidsordningen forud for
skoleårets begyndelse, skal skolefritidsordningen, i perioden
indtil undervisningspligten indtræder, enten arbejde med de
kompetenceområder, der arbejdes med i
børnehaveklassen, jf. § 11, stk. 2, eller temaerne i
den pædagogiske læreplan, jf. dagtilbudslovens §
8, stk. 4.« | | | | | | § 3 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2 og 3. | | | Stk. 2. §
1, nr. 24 og 25, træder i kraft den 1. juni 2018. | | | Stk. 3. §
1, nr. 22, 23 og 29, træder i kraft den 1. januar 2019. | | | Stk. 4. §
1, nr. 18, finder ikke anvendelse for privatinstitutioner, som er
godkendt inden lovens ikrafttræden, medmindre
privatinstitutionen og kommunen aftaler det. For sådanne
privatinstitutioner finder de hidtil gældende
godkendelseskriterier anvendelse. | | | Stk. 5. §
1, nr. 31, finder ikke anvendelse for private pasningsordninger,
som har fået tilladelse af kommunalbestyrelsen efter
dagtilbudslovens § 78, stk. 1, før lovens
ikrafttræden. | | | Stk. 6. §
1, nr. 33-41, finder ikke anvendelse for aftaler om tilskud til
privat pasning, tilskud til pasning af egne børn samt
tilskud til privat pasning, som ydes i kombination med en plads i
et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 80, stk. 4, der er
indgået før lovens ikrafttræden. For
sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler
anvendelse. | | | | | | | | | |
|