L 16 Forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love.

(Målretning af aldersopsparing og regulering af fejlagtige pensionsindbetalinger).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Tillægsbetænkning

Afgivet: 15-12-2017

Tillægsbetænkning afgivet af Skatteudvalget den 15. december 2017

20171_l16_tillaegsbetaenkning.pdf
Html-version

Tillægsbetænkning afgivet af Skatteudvalget den 15. december 2017

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 5 ændringsforslag.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober 2017 og var til 1. behandling den 10. oktober 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget. Udvalget afgav betænkning den 30. november 2017. Lovforslaget var til 2. behandling den 5. december 2017, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Skatteudvalget.

Møde

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1 møde.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget modtaget skriftlige henvendelser fra Bluegarden A/S og Leon Petersen, Karlslunde.

Skatteministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 11 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

To af udvalgets spørgsmål og skatteministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til tillægsbetænkningen.

Samråd

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til skatteministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 15. december 2017.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (DF, V, LA, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (S og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Ny paragraf

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL og ALT):

1) Efter § 5 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 01

I det af Folketinget den 7. december 2017 vedtagne forslag til skatteindberetningslov foretages følgende ændringer:

1. I § 9, stk. 1, indsættes som nr. 13:

»13) Udbetaling af og afgiftspligtige dispositioner over en rateforsikring, rateopsparing, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6, 1. pkt.«

2. I § 11, stk. 1, indsættes som nr. 11:

»11) Udbetaling af og afgiftspligtige dispositioner over en rateforsikring, rateopsparing, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6, 1. pkt.««

[Konsekvensændring som følge af vedtagelse af lovforslag nr. L 13 og lovforslag nr. L 14]

Til § 7

2) I stk. 1 indsættes efter »2018«: », jf. dog stk. 2«.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 3]

3) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. § 01 træder i kraft den 1. januar 2019.«

Stk. 2-12 bliver herefter stk. 3-13.

[Ikrafttrædelsestidspunkt for ændring af skatteindberetningsloven]

4) I stk. 12, der bliver stk. 13, ændres »stk. 8« til: »stk. 11«.

[Korrektion af henvisning]

5) Som stk. 14 indsættes:

»Stk. 14. § 01 finder ikke anvendelse på indberetninger om indbetalinger til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum og udbetalinger af eller afgiftspligtige dispositioner over en rateforsikring, rateopsparing, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6, 1. pkt., som affattet ved lovens § 1, nr. 16, for kalenderåret 2018. For sådanne indberetninger finder skattekontrollovens § 8 B, stk. 1, nr. 12, og § 8 F, stk. 1, nr. 10, som affattet ved lovens § 6, nr. 3 og 6, og forskrifter udstedt i medfør heraf anvendelse.«

[Virkningstidspunkt for ændring af skatteindberetningsloven]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ved § 6, nr. 3 og 6, i lovforslaget er det foreslået, at der indsættes et nyt nr. 12 i skattekontrollovens § 8 B, stk. 1, og et nyt nr. 10 i skattekontrollovens § 8 F, stk. 1.

Ved § 90, stk. 2, i lovforslag nr. L 13 til skattekontrollov, som blev vedtaget ved 3. behandling den 7. december 2017, ophæves den hidtil gældende skattekontrollov, og bestemmelserne i lovens § 8 B, stk. 1, og § 8 F, stk. 1, videreføres i henholdsvis § 9, stk. 1, og § 11, stk. 1, i lovforslag nr. L 14 til skatteindberetningslov, som ligeledes er vedtaget ved 3. behandling den 7. december 2017.

Det foreslås på den baggrund, at det nye nr. 12 i skattekontrollovens § 8 B, stk. 1, også videreføres som et nyt nr. 13 i skatteindberetningslovens § 9, stk. 1.

Efter den foreslåede bestemmelse skal forsikringsselskaber efter nærmere regler, der fastsættes af skatteministeren, årligt indberette udbetalinger af eller afgiftspligtige dispositioner over en rateforsikring, rateopsparing, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6, 1. pkt., som affattet ved § 1, nr. 16, i lovforslag nr. L 16.

Tilsvarende regler vil skatteministeren efter forslaget til skatteindberetningslovens § 10 kunne fastsætte for pensionskasser, pensionsfonde og andre, der udbetaler pensioner. Det samme gælder Arbejdsmarkedets Tillægspension, for så vidt angår supplerende arbejdsmarkedspensioner som nævnt i §§ 33 b-33 e i lov om social pension.

Det foreslås endvidere, at det nye nr. 10 i skattekontrollovens § 8 F, stk. 1, videreføres som et nyt nr. 11 i skatteindberetningslovens § 11, stk. 1.

Efter den foreslåede bestemmelse skal banker og sparekasser m.v., der forvalter pensionsordninger, som omfattes af pensionsbeskatningslovens afsnit I, efter nærmere regler, der fastsættes af skatteministeren, årligt indberette udbetalinger af eller afgiftspligtige dispositioner over en rateforsikring, rateopsparing, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6, 1. pkt., som affattet ved § 1, nr. 16, i lovforslag nr. L 16.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring, som følge af at det ved ændringsforslag nr. 3 er foreslået at indsætte et særligt ikrafttrædelsestidspunkt (1. januar 2019) i et nyt stykke i lovforslagets § 7 for ændringerne af skatteindberetningsloven i ændringsforslag nr. 1. Dette tidspunkt afviger fra ikrafttrædelsestidspunktet i lovforslagets § 7, stk. 1, for lovforslagets øvrige bestemmelser, og det foreslås derfor, at der i lovforslagets § 7, stk. 1, henvises til det nye stykke.

Til nr. 3

Det foreslås, at der indsættes et nyt stykke i lovforslagets § 7, hvorefter ændringerne af skatteindberetningsloven ved ændringsforslag nr. 1 træder i kraft den 1. januar 2019. Dette svarer til ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 64, stk. 1, i det vedtagne lovforslag nr. L 14 til skatteindberetningslov.

Til nr. 4

Der er tale om rettelse af en henvisning.

Det fremgår af lovforslagets § 7, stk. 12, at den beregnede korrektion af kommunens slutskat og kirkeskat efter stk. 8 fastsættes af økonomi- og indenrigsministeren på grundlag af de oplysninger vedrørende indkomståret 2018, der foreligger pr. 1. maj 2020.

Stk. 8 omhandler ikke korrektion af kommunens slutskat og kirkeskat. Derimod indeholder lovforslagets § 7, stk. 11, regler om en sådan korrektion. Det foreslås derfor, at der i § 7, stk. 12, henvises til dette stykke i stedet for til stk. 8.

Til nr. 5

Det foreslås, at ændringerne af skatteindberetningsloven ved ændringsforslag nr. 1 ikke finder anvendelse på indberetninger vedrørende kalenderåret 2018. For sådanne indberetninger finder skattekontrollovens § 8 B, stk. 1, nr. 12, og § 8 F, stk. 1, nr. 10, som affattet ved lovforslagets § 6, nr. 3 og 6, og regler, der måtte blive udstedt i medfør heraf, anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at indberetningerne, der vedrører 2018, vil skulle ske efter den hidtil gældende skattekontrollov og regler udstedt i medfør heraf, mens indberetninger vedrørende 2019 og senere kalenderår skal ske efter reglerne i skatteindberetningsloven. Dette svarer til virkningsbestemmelsen i § 64, stk. 2, i det vedtagne lovforslag nr. L 14 til skatteindberetningslov.

Dennis Flydtkjær (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Kim Christiansen (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Mikkel Dencker (DF) René Christensen (DF) Louise Schack Elholm (V) Jan E. Jørgensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Jacob Jensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Mads Fuglede (V) Joachim B. Olsen (LA) nfmd. May-Britt Kattrup (LA) Anders Johansson (KF) Per Husted (S) Jens Joel (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Jesper Petersen (S) Mattias Tesfaye (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) fmd. Claus Larsen-Jensen (S) Rune Lund (EL) Pelle Dragsted (EL) Josephine Fock (ALT) Anders Stjernholm (ALT) Andreas Steenberg (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Jacob Mark (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? 8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 16 efter betænkningsafgivelse



Bilagsnr.
Titel
10
Henvendelse af 30/11-17 fra Leon Petersen, Karlslunde
11
Betænkning afgivet den 30. november 2017
12
Henvendelse af 14/12-17 fra Bluegarden A/S
13
Ændringsforslag til 3. behandling, fra skatteministeren


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 16 efter betænkningsafgivelse



Spm.nr.
Titel
12
Spm. om kommentar til henvendelsen af 30/11-17 fra Leon Petersen, Karlslunde, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm., om den sammensatte beskatning af afkastet af pensionsindbetalinger, der foretages f.eks. 10 år, 5 år og 2 år før pensionering, ikke fortsat er væsentligt over topskattegrænsen, jf. svar på spm. 10, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om, hvorfor hele problemstillingen vedrørende aldersopsparingen og modregning skal tvinges frem i lyset, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm., om de korrigerede svar vedrørende modregning i bestemte familietyper giver anledning til en ændring af arbejdsudbudseffekterne ved pensionsforslaget, og om provenuberegningerne bag lovforslaget dermed påvirkes, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om, hvordan uddannelsesbaggrunden er for de personer, der i dag anvender muligheden for at få udbetalt livsvarig livrente, ophørende livrente, ratepension, aldersopsparing eller kapitalpension, i de første 2 år efter de har nået pensionsudbetalingsalderen, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om at bekræfte, at forhøjelsen af pensionsudbetalingsalderen vil føre til senere tilbagetrækning for personer, der er beskæftiget inden for brancher med hårdt arbejdsmiljø, og som i dag anvender muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før både efterløns- og pensionsalderen, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om at bekræfte, at hvis aldersopsparing skal blive en succes og få den udbredelse, som er lagt til grund i pensionsaftalen, kræver det, at pensionsselskaber på vegne af kunder med samspilsproblemer automatisk omlægger fradragsberettiget pensionsopsparing til aldersopsparing, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om, hvad ministeren vil gøre for, at pensionsselskaberne kan identificere kunder, der ikke kan indbetale til aldersopsparing i deres obligatoriske pensionsordning uden at få nedgang i eget eller famili?ens rådighedsbeløb, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om at beregne, hvor stor nedgangen i kontanthjælp pr. måned er i den beskrevne situation, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at pensionsselskaberne kan gøre aldersopsparing til standardvalget i en pensionsordning, uden at lønmodtagere eller deres familier risikerer en betydelig nedgang i rådighedsbeløb pga. modregning i offentlige ydelser, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/12-17 fra Bluegarden A/S, til skatteministeren, og ministerens svar herpå


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 16 efter betænkningsafgivelse



Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm., om lovforslaget faktisk afhjælper samspilsproblemet for lavtlønnede, til skatteministeren
B
Samrådsspm. om at bekræfte, at det eneste, der reelt gør aldersopsparingen attraktiv for lønmodtagere, der har en lønindkomst efter arbejdsmarkedsbidrag på mellem ca. 189.000 kr. og ca. 435.000 kr. og har en partner, der er på førtidspension, er det forhold, at der sker en marginalt mindre aftrapning af førtidspensionen for partneren, end der ville gøre af lønmodtagerens pensionstillæg i forbindelse med pensi?onsudbetalinger, til skatteministeren
C
Samrådsspm., om det er et eksempel på en god lovgivningsproces, at ministeriet oversender korrigerede svar på spørgsmål til lovforslaget efter Skatteudvalgets afgivelse af betænkning, til skatteministeren
D
Samrådsspm., om det reviderede svar fra Skatteministeriet på spørgsmål 10, hvor der anvendes korrekte regler for aftrapning af pensionstillægget, får ministeren til at ændre sin vurdering af, hvem der får mest ud af ordningen, til finansministeren, kopi til skatteministeren
E
Samrådsspm., om ministeren anerkender, at de regneeksempler, der er blevet anvendt i forbindelse med præsentation af pensionsaftalen - herunder på regeringen.dk - ikke er retvisende, til finansministeren, kopi til skatteministeren


Bilag 2

To af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 18 og 19 og skatteministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra S.

Spørgsmål 18

Vil ministeren bekræfte, at hvis aldersopsparing skal blive en succes og få den udbredelse, som er lagt til grund i pensionsaftalen »Flere år på arbejdsmarkedet«, så kræver det, at pensionsselskaber på vegne af kunder med samspilsproblemer automatisk omlægger fra-dragsberettiget pensionsopsparing til aldersopsparing? Vil ministeren i forlængelse heraf bekræfte, at hvis der ikke sker automatisk omlægning - dvs. at disse kunder aktivt skal tage kontakt til deres pensionsselskab for at få aldersopsparing - så vil udbredelsen blive markant lavere end forudsat?

Svar på spørgsmål 18

Som det fremgår af høringsskemaet til lovforslaget, er det ikke forudsat, at aldersopsparing indbygges som et obligatorisk element i arbejdsmarkedspensionerne.

Men den øgede gevinst ved fortsatte pensionsindbetalinger, som justeringen af aldersopsparingen bidrager til, vil kunne understøttes ved løsninger, hvor der indbetales til aldersopsparing, medmindre kunden fravælger dette, eller ved tilvalgsløsninger, hvor kunden vælger at indbetale til aldersopsparing i stedet for ratepension eller livrente - med udgangspunkt i kundens situation.

Og da muligheden for store indbetalinger til aldersopsparing som udgangspunkt er et rigtigt godt tilbud til de pensionskunder, der har udsigt til at blive ramt af samspilsproblemet på udbetalingstidspunktet, vil det - med behørig rådgivning fra pensionsudbyderen - være vigtigt for den enkelte kunde at overveje dette tilbud nærmere.

Jeg har tillid til, at pensionsbranchen løfter denne opgave. Skatteministeriet indgår gerne i dialog om mulige initiativer, der kan gøre det lettere for pensionsbranchen at opfylde sin rådgivningsforpligtelse, jf. også svaret på spørgsmål 19.

Spørgsmål 19

Hvad vil ministeren gøre for, at pensionsselskaberne kan identificere kunder, der ikke kan indbetale til aldersopsparing i deres obligatoriske pensionsordning uden at få nedgang i eget eller familiens rådighedsbeløb? Vil ministeren i forlængelse heraf bekræfte, at hvis udveksling af oplysninger mellem pensionsselskaberne og en offentlig myndighed er nødvendig for at identificere kunder, hvis offentlige ydelser vil blive beskåret ved omlægning til aldersopsparing, så vil ministeren tilvejebringe det juridiske grundlag for en sådan informationsudveksling?

Svar på spørgsmål 19

Skatteministeriet er i dialog med Forsikring & Pension om løsninger, der indebærer, at pensionsinstitutterne sættes i stand til at identificere de pensionskunder, som enten selv modtager offentlige ydelser, som vil kunne blive påvirket af en omlægning fra fradragsberettiget pension til aldersopsparing, eller som er gift eller samlevende med en person, der modtager indkomstafhængige offentlige ydelser.

I det omfang dialogen resulterer i en løsning, hvor der skal ske udveksling af oplysninger mellem pensi?onsselskaber og en offentlig myndighed, vil regeringen naturligvis sikre, at det fornødne juridiske grundlag er til stede.