L 148 Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om Udbetaling Danmark.

(Genoptagelse af sager med mulige fejl i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse, endelig afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft m.v.).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 03-04-2018

Optrykt: 03-04-2018

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 3. april 2018

20171_l148_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 3. april 2018

Forslag

til

Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om Udbetaling Danmark

(Genoptagelse af sager med mulige fejl i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse, endelig afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft m.v.)

§ 1

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som ændret bl.a. ved lov nr. 1253 af 17. november 2015 og § 1 i lov nr. 298 af 22. marts 2016 og senest ved § 1 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, foretages følgende ændring:

1. Efter § 18 c indsættes før overskriften før § 19:

»Særlige regler om tiltag vedrørende fordringer overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringer i told- og skatteforvaltningens opkrævningssystemer m.v.

§ 18 d. I sager om inddrivelse eller frivillig betaling, der har fundet sted i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015, vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden er restanceinddrivelsesmyndigheden ikke forpligtet til af egen drift at udsøge og genoptage sager, hvor inddrivelsen eller den frivillige betaling kan have været uretmæssig, jf. dog stk. 2 og 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden genoptager ikke sager som nævnt i 1. pkt. på baggrund af en anmodning om genoptagelse, der er modtaget den 8. september 2018 eller senere.

Stk. 2. I sager om inddrivelse eller frivillig betaling, der har fundet sted i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015, vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden genoptager restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift sager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har konstateret, at fordringen ved inddrivelsen eller modtagelsen af den frivillige betaling var eller kan have været uden retskraft, og sager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har konstateret, at fordringen, efter at der blev inddrevet på den ved en inddrivelse, der af restanceinddrivelsesmyndigheden er konstateret ramt eller formodes at kunne være ramt af sagsbehandlingsfejl, har mistet eller kan have mistet retskraften. Det er dog en forudsætning for genoptagelsen, at det samlede beløb, der er inddrevet eller modtaget på eller vedrørende fordringen, inklusive renter udgør mindst 3.000 kr., og at et krav om tilbagebetaling af det inddrevne eller modtagne beløb ikke er forældet, jf. § 18 e.

Stk. 3. I sager om inddrivelse eller frivillig betaling, der har fundet sted i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015, vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden genoptager restanceinddrivelsesmyndigheden sagen, hvis fordringen ikke er omfattet af en genoptagelse af egen drift efter stk. 2 og det i forbindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens gennemgang af fordringen for at afklare dens retskraft konstateres, at fordringen var forældet eller på anden vis ophørt, da inddrivelsen eller den frivillige betaling fandt sted. Genoptagelse er dog betinget af, at et krav om tilbagebetaling af det inddrevne eller modtagne beløb ikke er forældet, jf. § 18 e.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om forhold omfattet af stk. 1-3.

§ 18 e. Forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav, som fysiske og juridiske personer måtte have som følge af en inddrivelse eller frivillig betaling, der fandt sted i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015, vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, løber fra den 8. september 2015.

§ 18 f. Told- og skatteforvaltningen ændrer ikke skatteansættelsen for en skattepligtig, som følge af at den skattepligtige i sin skatteansættelse uberettiget har fået fradrag for renter, der, efter at fordringen er forældet, i medfør af § 5 er tilskrevet en fordring, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 19. november 2015, men før eller efter overdragelsen er bortfaldet ved forældelse.

Stk. 2. Skattepligtige, der har fået deres skatteansættelse ændret på grund af et uberettiget rentefradrag efter stk. 1, kan begære deres skatteansættelse genoptaget efter skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik på at rentefradraget indgår i skatteansættelsen.

§ 18 g. Gevinst ved forældelse, der er indtrådt senest den 19. november 2015, af fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er overdraget til restanceinddrivelsesinddrivelsesmyndigheden inden denne dato, og af renter, gebyrer og andre omkostninger, der af restanceinddrivelsesmyndigheden er pålagt disse fordringer, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst ved forældelse, der er indtrådt senest den 15. april 2023, af fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger under opkrævning hos told- og skatteforvaltningen medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes endvidere ikke gevinst, der opstår, ved at fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger afskrives efter § 18 h, stk. 1, eller i medfør af regler udstedt i henhold til § 18 h, stk. 10.

Stk. 2. Skattepligtige, der har selvangivet en gevinst, som efter stk. 1 ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan begære deres skatteansættelse genoptaget efter skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik på at gevinsten ikke indgår i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

§ 18 h. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endeligt afskrive fordringer, herunder renter og gebyrer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 19. november 2015 eller før denne dato er dannet af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen af disse fordringer, hvis der er tvivl om retskraften for disse fordringer. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan desuden ved tvivl om deres retskraft endeligt afskrive renter og gebyrer, der vedrører de fordringer, der er nævnt i 1. pkt., og som efter den 19. november 2015 er dannet af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen eller er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, samt opskrivningsfordringer, der fra og med den 1. april 2017 er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og vedrører de fordringer, der er nævnt i 1. pkt., eller de renter og gebyrer, der er nævnt i nærværende punktum, og som efter den 19. november 2015 er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, samt renter og gebyrer, der vedrører disse opskrivningsfordringer. For adgangen til endelig afskrivning efter 1. og 2. pkt. gælder dog de begrænsninger og betingelser, der fremgår af stk. 2-8.

Stk. 2. En fordring, der inklusive renter påløbet under inddrivelsen udgør mere end 7.500 kr. pr. 8. september 2018, kan ikke afskrives efter stk. 1. Det samme gælder renter, der er påløbet under inddrivelsen af den i 1. pkt. nævnte ford?ring.

Stk. 3. En fordring, der inklusive renter påløbet under inddrivelsen udgør mellem 1.000 kr. og 7.500 kr. pr. 8. september 2018, kan inklusive disse renter alene afskrives efter stk. 1, hvis skyldneren er en fysisk person med en skattepligtig indkomst, der ifølge skyldnerens pr. 8. september 2018 gældende årsopgørelse for indkomståret 2017 udgjorde mindre end 200.000 kr., og skyldneren ikke hæfter for fordringen som følge af sin deltagelse i et interessentskab eller anden virksomhed med flere deltagere, der hver især hæfter personligt, helt eller delvis og solidarisk for virksomhedens forpligtelser. Foreligger der den 8. september 2018 ingen årsopgørelse for 2017, anvendes den på denne dato gældende årsopgørelse for 2016, alternativt den på denne dato gældende årsopgørelse for 2015. Foreligger der for ingen af disse indkomstår en årsopgørelse for skyldneren, anses dennes skattepligtige indkomst at være mindre end 200.000 kr. ved anvendelsen af 1. pkt.

Stk. 4. Bøder, tvangsbøder, erstatningskrav og sagsomkostninger fastslået eller fastsat ved afgørelse i straffesag, afsoningsomkostninger, konfiskationskrav, offerbidrag, private underholdsbidrag, toldkrav, udenlandske fordringer, fortrinsberettigede kommunale fordringer og fordringer, der opkræves af Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen, kan ikke afskrives efter stk. 1. Renter, der er påløbet under inddrivelsen af disse fordringer, kan endvidere ikke afskrives efter stk. 1. Det samme gælder renter påløbet under opkrævningen af private underholdsbidrag, toldkrav, udenlandske fordringer og fordringer, der opkræves af Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen.

Stk. 5. Det er en betingelse for afskrivning af en fordring efter stk. 1, at der ikke inden den 8. september 2018 er gennemført en retskraftvurdering eller over for restanceinddrivelsesmyndigheden er fremsat en anmodning, der vil indebære en retskraftvurdering af fordringen, og at der ikke af andre grunde, som restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 8. september 2018 har fået kendskab til, skal foretages en retskraftvurdering af fordringen.

Stk. 6. Hæfter flere skyldnere helt eller delvis for en ford?ring, kan afskrivning alene ske, hvis samtlige skyldnere, som fordringen er under inddrivelse over for pr. 8. september 2018, opfylder betingelserne for afskrivning.

Stk. 7. For den enkelte skyldner gælder et afskrivningsloft, der beregnes som et grundbeløb på 50.000 kr. med tillæg af 50 pct. af den samlede størrelse på de fordringer, der resterer, hvis der efter stk. 1 sker afskrivning af fordringer for et samlet beløb på 50.000 kr., og som den 8. september 2018 er under inddrivelse hos skyldneren. Fordringens størrelse anvendes efter 1. pkt., selv om skyldneren alene hæfter delvis for fordringen. Fordringer afskrives efter deres størrelse med den mindste først, inden afskrivningsloftet nås. Er to eller flere fordringer lige store, og overskrides afskrivningsloftet, hvis disse fordringer afskrives, afskrives i henhold til den rækkefølge, hvori fordringerne er blevet registreret som værende under inddrivelse. Er det i forhold til en skyldner beregnet, hvor stort et beløb der kan afskrives, jf. 1. pkt., og viser det sig, at en af disse fordringer ikke kan afskrives i forhold til en anden skyldner, afskrives fordringen ikke, og en genberegning foretages ikke i forhold til den første skyldner.

Stk. 8. Ved anvendelsen af stk. 2-7 er det restanceinddrivelsesmyndighedens oplysninger pr. 8. september 2018, der lægges til grund. En afskrivning efter stk. 1 gælder hele fordringen inklusive renter påløbet under inddrivelsen. Renter påløbet under opkrævningen, renter, der er påløbet under inddrivelsen af en fordring, der inden den 8. september 2018 er blevet indfriet, og gebyrer og andre omkostninger anses som selvstændige fordringer ved afskrivning efter stk. 1, jf. dog stk. 4. En opskrevet fordring og opskrivningsfordringer til den opskrevne fordring kan alene afskrives efter stk. 1, hvis de efter at være lagt sammen opfylder betingelserne i stk. 2-4, 6 og 7, mens betingelserne i stk. 5 skal være opfyldt for den opskrevne fordring, opskrivningsfordringer til denne og det sammenlagte beløb.

Stk. 9. Når en endelig afskrivning efter stk. 1 er foretaget, giver restanceinddrivelsesmyndigheden skyldneren meddelelse herom.

Stk. 10. Skatteministeren kan til og med den 15. april 2023 fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden for en gruppe af fordringer, der med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger er under inddrivelse, kan foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt fordring, hvis der består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nødvendige for fordringernes inddrivelse, eller disse oplysninger mangler og det vil være umuligt eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl eller fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning. De i stk. 4 nævnte typer af fordringer omfattes ikke af 1. pkt. Skatteministeren kan til og med den 15. april 2023 desuden fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden for grupper af tilbagebetalingskrav inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre omkostninger, som tilkommer restanceinddrivelsesmyndigheden, kan foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hvert enkelt tilbagebetalingskrav, hvis der består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nødvendige for tilbagebetalingskravenes opkrævning og inddrivelse, eller disse oplysninger mangler og det vil være umuligt eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl eller fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning. Skatteministeren kan til og med den 15. april 2023 endvidere fastsætte regler om, at told- og skatteforvaltningen for en gruppe af fordringer bestående af skatter og afgifter m.v. med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt fordring, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for told- og skatteforvaltningen at gennemføre opkrævning, eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning. Der kan efter 4. pkt. ikke fastsættes regler om afskrivning af fordringer som nævnt i stk. 4, som opkræves af told- og skatteforvaltningen, og det kan fastsættes, at afskrivningen kan være begrænset til alene at omfatte renter, gebyrer eller andre omkostninger.«

§ 2

I lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr. 1507 af 6. december 2016, som ændret ved § 9 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, § 26 i lov nr. 287 af 29. marts 2017, § 16 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 og § 51 i lov nr. 60 af 30. januar 2018, foretages følgende ændring:

1. I § 31 ændres »§ 8« til: »§ 9«.

§ 3

Loven træder i kraft den 15. april 2018.