L 134 Forslag til tatoveringslov.

Af: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-01-2018

Fremsættelse: 31-01-2018

Skriftlig fremsættelse (31. januar 2018)

20171_l134_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (31. januar 2018)

Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til tatoveringsloven

(Lovforslag nr. L 134)

Det er ikke uden helbredsmæssige risici at blive tatoveret. Tatovering kan medføre både gener og komplikationer, som kan vise sig i større eller mindre grad hos den enkelte, herunder kløe og hævelse, infektiøse komplikationer forårsaget af bakterier og andre mikroorganismer eller virusinfektioner.

Det er i dag tilladt for enhver at udføre tatoveringer. Tatoveringserhvervet er i dag reguleret i lov nr. 427 af 1. maj 2013 om en frivillig, brancheadministreret registreringsordning for tatovører, som trådte i kraft den 1. januar 2014, og hvis formål var at etablere en frivillig, brancheadministreret registreringsordning for tatovører med henblik på at oplyse og beskytte forbrugerne mod risici i forbindelse med tatovering. Det har vist sig, at tatoveringsbranchen ikke bakker op om den frivillige ordning, og ingen brancheforening har således til dato søgt om at blive godkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed til at registrere tatovører. Loven er dermed uden praktisk betydning. Derudover følger et forbud mod at tatovere personer under 18 år og et forbud mod at tatovere i hoved, på hals og på hænder af lov nr. 194 af 8. juni 1966 om tatovering (tatoveringsloven).

Da den nuværende, frivillige registreringsordning ikke har virket efter hensigten, foreslås det at ophæve den frivillige brancheadministrerede ordning og tatoveringsloven og i stedet indføre en obligatorisk registreringsordning m.v. for tatoveringssteder, der udfører tatovering i erhvervsmæssigt øjemed. Den foreslåede lov ophæver således to andre love.

Det foreslås, at den obligatoriske registrering af tatoveringssteder skal ske hos Sikkerhedsstyrelsen, der samtidig vil skulle føre tilsyn med, at tatoveringsstederne overholder kravene i loven. Lever tatoveringsstederne ikke op til kravene, vil Sikkerhedsstyrelsen kunne udstede påbud med opfølgende tilsynsbesøg og ultimativt afregistrering og/eller idømmelse af bødestraf.

Det foreslås samtidig, at der fastsættes regler om dokumentation for tatoveringsfarver, ligesom det foreslås, at Styrelsen for Patientsikkerhed bemyndiges til at fastsætte krav til hygiejne og forbrugerinformation.

Endelig forslås det at fastholde og videreføre forbuddene i tatoveringsloven mod at tatovere personer under 18 år og mod at tatovere i hoved, på hals og på hænder. Det foreslås dog, at sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at personer, som har gennemført en uddannelse i kosmetisk tatovering med et praktisk og teoretisk indhold fastsat af en brancheforening, må udføre kosmetisk tatovering af øjenbryn, hårbund, øvre og nedre øjenlåg og læber.

Der lægges med forslaget op til, at ordningen finansieres gennem et gebyr, der opkræves hos ejere af tatoveringssteder i forbindelse med registreringen og herefter hvert år på datoen for registreringen. Det foreslås desuden, at der opkræves et gebyr for opfølgende tilsynsbesøg ved udstedelse af påbud.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.