Skriftlig fremsættelse (16. november
2017)
Skatteministeren
(Karsten Lauritzen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige
forbrugsafgifter, kildeskatteloven, spiritusafgiftsloven,
øl- og vinafgiftsloven og forskellige andre love
(Annullering af indeksering af en række punktafgifter,
nedsættelse og efterfølgende afskaffelse af
råstofafgiften, afskaffelse af afgiften på te og
tillægsafgiften på alkoholsodavand, samt
ændringer af forskerskatteordningen).
(Lovforslag nr. L 109)
Forslaget har til formål at
udmønte dele af aftalen om erhvervs- og
iværksætterinitiativer af 12. november 2017 mellem
regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti), Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.
Det skal være billigere at være
dansker, virksomhedernes byrder skal lettes, og grænsehandlen
skal mindskes. Det foreslås derfor at gennemføre en
markant lempelse af afgiftstrykket i form af en annullering af
forhøjelsen på nogle af de mest
grænsehandelsfølsomme varer i 2018 samt at
nedsætte råstofafgiften i 2018 og afskaffe den helt i
2020. Desuden foreslås det at afskaffe teafgiften samt
tillægsafgifterne på alkoholsodavand. Afgifterne har
ikke sundhedsmæssig begrundelse og giver udfordringer for
erhvervslivet.
Saneringsdelen af lovforslaget er
første opfølgning på saneringsudvalgets
anbefalinger, og i næste samling fremsættes yderligere
et lovforslag, hvor der saneres i virvaret af gamle afgifter,
herunder indførelse af en bagatelgrænse for
registrering.
Danske virksomheders mulighed for at
være innovative afhænger af, at de kan tiltrække
de rette medarbejdere. Derfor skal det være attraktivt for
højtkvalificeret arbejdskraft at tage arbejde i Danmark og
forblive her over en længere periode. En udvidelse af
forskerskatteordningen vil forbedre virksomhedernes muligheder for
at tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft fra
udlandet samt øge fleksibiliteten i ordningen. Dermed
forbedres danske virksomheders konkurrenceposition. Det
foreslås derfor at udvide forskerskatteordningen fra 5 til 7
år samt at forhøje bruttoskatteprocenten fra 26 pct.
til 27 pct.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft den 1. januar 2018 og er omfattet af de fælles
ikrafttrædelsesdatoer.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.