L 109 Forslag til lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, kildeskatteloven, lov om afgift af konsum-is, spiritusafgiftsloven og øl- og vinafgiftsloven.

(Annullering af indeksering af en række punktafgifter, nedsættelse og efterfølgende afskaffelse af råstofafgiften, afskaffelse af afgiften på te og tillægsafgiften på alkoholsodavand og ændringer af forskerskatteordningen).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 3. behandling

Afgivet: 18-12-2017

Afgivet: 18-12-2017

Ændringsforslag nr. 1-3 af skatteministeren stillet den 18.12.2017

20171_l109_aendringsforslag_beh31836798.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 18. december 2017

Til § 1

Af skatteministeren:

1) I den under nr. 22 foreslåede affattelse af § 22, stk. 4, ændres i nr. 5 »indhold af sukker« til: »indhold af tilsat sukker«.

[Indsættelse af manglende ord]

2) I den under nr. 22 foreslåede affattelse af § 22, stk. 4, indsættes som nr. 6:

»6) Masser helt eller delvis fremstillet af råstofafgiftspligtige varer 11 kr. og 4 øre.«

[Konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 9]

3) I den under nr. 23 foreslåede affattelse af § 22, stk. 4, ændres i nr. 2 »indhold af sukker« til: »indhold af tilsat sukker«.

[Indsættelse af manglende ord]

Bemærkninger

Til nr. 1

Chokoladeafgiftslovens § 22, stk. 4, fastsætter dækningsafgiftssatsen for kokos, behandlede jordnødder og andre afgiftspligtige bestanddele med et tilsat sukkerindhold på mindst henholdsvis højst 0,5 g pr. 100 g.

Dækningsafgiften pålægges varer, som importeres fra udlandet, og som ikke i sig selv er pålagt chokolade- og sukkervareafgift eller råstofafgift, men som indeholder afgiftspligtige bestanddele. Formålet med afgiften er at ligestille indenlandsk og udenlandsk producerede varer.

Ændringsforslaget er af lovteknisk karakter og medfører således ikke en indholdsmæssig ændring.

Til nr. 2

Grundet nedsættelsen af råstofafgiften foreslås det i lovforslagets § 1, nr. 9, at rene masser med indhold af nødder, men uden chokolade eller tilsat sukker, i perioden indtil afskaffelse af råstofafgiften bliver pålagt en lavere afgiftssats svarende til nedsættelsen af råstofafgiften. Afgiftssatsen foreslås ændret til 11 kr. og 4 øre gældende fra og med den 1. januar 2018.

Som følge heraf foreslås det endvidere i samme periode - fra nedsættelsen af råstofafgiften frem til afskaffelsen af råstofafgiften - at indføre en selvstændig sats i dækningsafgiften for rene masser med indhold af nødder, men uden chokolade eller tilsat sukker. Dækningsafgiftssatsen foreslås ændret til 11 kr. og 4 øre gældende fra den 1. januar 2018.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at ligestille afgiftsbelastningen i dækningsafgiftspligtige varer med indhold af nødder.

Til nr. 3

Chokoladeafgiftslovens § 22, stk. 4, fastsætter dækningsafgiftssatsen for kokos, behandlede jordnødder og andre afgiftspligtige bestanddele med et sukkerindhold på mindst henholdsvis højst 0,5 g pr. 100 g.

Dækningsafgiften pålægges varer, som importeres fra udlandet, og som ikke i sig selv er pålagt chokolade- og sukkervareafgift eller råstofafgift, men som indeholder afgiftspligtige bestanddele. Formålet med afgiften er at ligestille indenlandsk og udenlandsk producerede varer.

Da råstofafgiften foreslås afskaffet pr. 1. januar 2020, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, foreslås det som følge heraf i lovforslagets § 1, nr. 23, at afskaffe dækningsafgiften for råstofafgiftspligtige varer pr. 1. januar 2020. Det vil sige en afskaffelse af dækningsafgiften for kokos, behandlede jordnødder og andre nødder og kerner.

Ændringsforslaget er af lovteknisk karakter og medfører således ikke en indholdsmæssig ændring.