Tak til ordførerne for den positive modtagelse af lovforslaget.
Dette lovforslag udspringer af det øgede fokus, som den teknologiske udvikling har sat på at fremme muligheden for at anvende digital kommunikation i bolig-lejeforhold.
Forslaget har til formål at understøtte en effektiv drift af udlejningsejendomme ved at opnå administrative lettelser i den løbende kommunikation imellem udlejeren og lejerne.
Ordningen er afbalanceret, så den tager hensyn til de dele af befolkningen, som endnu ikke har tilstrækkelige forudsætninger for at udnytte fordelene ved den teknologiske udvikling.
Lovforslaget vil medføre, at kommunikationsformen mellem udlejere og lejere som udgangspunkt er valgfri i modsætning til i dag, hvor det kræver forudgående aftale for at kommunikere digitalt.
Det vil således være op til den enkelte at bringe den digitale kommunikation til ophør, og det vil kun være et mindretal, som endnu ikke kan se de klare fordele i at kunne kommunikere digitalt.
Lejelovgivningen indeholder mange bestemmelser, der kræver skriftlighed, både for udlejere og lejere.
F.eks.
skal udlejerens varslinger være skriftlige, ligesom lejerens indsigelser skal.
Skriftlighedskravet i dag kan ikke opfyldes ved digital kommunikation, medmindre det er aftalt mellem udlejer og lejer, og selv her kan aftalen opsiges af én part uden varsel til enhver tid.
Denne retsstilling kan for nogle virke hæmmende i forhold til at overgå til digital kommunikation, oven i købet for personer, som har et klart ønske om at kunne kommunikere digitalt i større omfang.
At digitale dokumenter opfylder skriftlighedskravene i lovgivningen er i dag uomtvisteligt.
Når det i lovforslaget foreslås at ophæve reglerne om digital kommunikation i lejelovgivningen, betyder det altså, at parterne fremover selv kan vælge kommunikationsform.
Det betyder, at der ikke længere skal indgås en egentlig aftale herom mellem udlejer og lejer.
Denne tilskyndelse til øget anvendelse af digital kommunikation medfører også en administrativ lettelse for både udlejere og lejere.
Dette skal også ses i lyset af, at langt størstedelen af lejere og udlejere ønsker en øget mulighed for at anvende digital kommunikation.
Digital kommunikation kan dog være en ulempe for en mindre gruppe af borgere.
Dette tager lovforslaget hensyn til, ved at digital kommunikation ikke kan finde sted, hvis en af parterne er fritaget for digital post i lov om digital post fra offentlige afsendere og meddeler dette til udlejeren.
Parterne kan også med 1 måneds varsel forlange, at digital kommunikation ikke længere kan ske.
Ovennævnte ordning er det væsentligste i lovforslaget, men lovforslaget indeholder også andet.
I forhold til udlevering af ind- og fraflytningsrapport på synet præciseres det, så der ikke længere er tvivl, at dette kan ske digitalt.
Det er en præcisering, som både udlejere og lejere har efterspurgt.
Det præciseres også, at de oplysninger, som udlejeren skal give i forbindelse med tilbudspligt, kan gives digitalt.
Lovforslaget ændrer ikke på kravet om fysisk skriftlighed, når det kommer til udlejeres opsigelse og ophævelse.
Grunden til dette er, at der for lejerne i disse tilfælde er tale om meget indgribende foranstaltninger, som indebærer, at hensynet til at undgå fejlkommunikation i disse tilfælde må veje tungere end hensynet til nemmere kommunikation.
Lovforslaget vil medvirke til at lempe den administrative byrde for udlejere.
Ligeledes vil lejerne opnå en administrativ lettelse, idet kommunikationen med udlejer kan ske digitalt uden de udgifter, som fysisk post medfører.
Jeg vil gerne endnu en gang takke for de positive bemærkninger, og jeg ser frem til udvalgsbehandlingen i samme positive ånd.