B 96 Forslag til folketingsbeslutning om kvalitetssikring af særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu) og oprettelse af en tilhørende overbygning til uddannelsen.

Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 16-03-2018

Fremsat: 16-03-2018

Fremsat den 16. marts 2018 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Karina Adsbøl (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Tilde Bork (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marlene Harpsøe (DF), Christian Langballe (DF), Ib Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)

20171_b96_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 16. marts 2018 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Karina Adsbøl (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Tilde Bork (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marlene Harpsøe (DF), Christian Langballe (DF), Ib Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om kvalitetssikring af særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu) og oprettelse af en tilhørende overbygning til uddannelsen

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2018 at fremsætte de nødvendige lovforslag og gennemføre de nødvendige administrative ændringer, der kan forbedre og kvalitetssikre den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (stu), og oprette en tilhørende overbygning til uddannelsen.

Bemærkninger til forslaget

Formålet med dette beslutningsforslag er at målrette og kvalitetssikre de stu-tilbud, som de berørte unge tilbydes i kommunalt regi, og at sikre kontinuitet og gennemskuelighed af uddannelsestilbuddene for de implicerede unge og deres forældre. Endvidere er hensigten med beslutningsforslaget at give de unge, der gennemfører en stu, og som kan få udbytte af videre uddannelse, en adgang til erhvervsrettede uddannelsestilbud i form af en overbygning til stu'en.

stu'en blev indført i 2007 og giver unge med særlige behov et retskrav på en 3-årig ungdomsuddannelse, der er tilpasset deres særlige forudsætninger og behov, efter undervisningspligtens ophør. Undervisningsministeriets evaluering af uddannelsen fra september 2017 har dog vist, at der er en række udfordringer med uddannelsen, som Dansk Folkeparti ønsker skal forbedres.

Evalueringen peger bl.a. på, at der er forskel i kommunernes praksis med hensyn til udbuddet af stu-tilbud, da eleverne i omkring en tredjedel af kommunerne ikke får mulighed for at vælge mellem forskellige stu-udbydere (»Evaluering af særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse«, Undervisningsministeriet, september 2017, side 16.). I flere tilfælde er stu-tilbuddet identisk med kommunerns eget tilbud.

I forlængelse af dette peger evalueringen på, at en stor del af forældrene har vanskeligt ved at få overblik over mulighederne med stu'en. Det fremgår f.eks., at »…en stor del af forældrene finder det svært at overskue deres børns uddannelsesmuligheder.« (»Evaluering af særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse«, Undervisningsministeriet, september 2017, side 68). I henhold til vejledningsloven skal kommunerne sørge for, at forældrene modtager almen orientering om den unges uddannelsesmuligheder, ligesom kommunerne ifølge stu-loven skal orientere unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov om de forskellige uddannelsestilbud (lovbekendtgørelse nr. 1097 af 28. september 2017, § 1, stk. 3, og lovbekendtgørelse nr. 783 af 15. juni 2015, § 1, stk. 3).

For at sikre det rigtige stu-tilbud til den enkelte unge forslår Dansk Folkeparti med dette beslutningsforslag, at det over for kommunerne indskærpes, at den enkelte stu-elev skal have de tilbud, der imødekommer den enkelte unges ønsker og muligheder både på kort og længere sigt. Kommunerne skal også pålægges at skulle orientere og vejlede borgerne om stu'en. Dansk Folkeparti ønsker, at ministeren tager initiativ til at etablere et system, som skal bidrage til en kvalitetssikring af stu-udbydere, da der med den nuværende praksis hverken er tilsyn med de enkelte stu-institutioner eller regler for, hvem der kan udbyde stu'en (»Evaluering af særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse«, Undervisningsministeriet, september 2017, side 33).

Endvidere ønsker Dansk Folkeparti, at der bliver taget initiativ til at løse de vanskeligheder, der er for elever i overgangen fra stu til det videre voksenliv (»Evaluering af særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse«, Undervisningsministeriet, september 2017, side 93-98). En stor del af de unge bliver efter afslutningen af stu'en overført til en usikker og uforberedt jobcentervirkelighed. Her er udsigterne til ressourceforløb og/eller førtidspension en realitet for mange unge, hvilket ikke burde være virkeligheden for unge, der kan og vil videreuddanne sig (»Tilknytning til arbejde og uddannelse efter stu-forløb fuldført i 2012-2015«, Kim Madsen/analyze! , april 2017).

Derudover ønsker Dansk Folkeparti med det foreliggende beslutningsforslag at sikre, at uddannelsesplanen for stu-eleven indeholder en mere målrettet og langsigtet plan, som er tilpasset den enkelte elev. Alle stu-elever skal gøres parate til en tilværelse med et for den enkelte berørte stu-elev meningsfuldt og selvstændigt voksen- og arbejdsliv i det omfang, som vedkommende kan klare. Hensigten er at sikre, at udslusningen af elever fra stu'en foregår så gnidningsfrit og harmonisk som muligt med henblik på en inklusion på arbejdsmarkedet i et omfang, der er tilpasset den enkelte elev.

Endelig ønsker Dansk Folkeparti, at der oprettes en 2-årig erhvervsrettet kompetencegivende uddannelse som overbygning på stu'en for at imødekomme de unge, der gennemfører stu'en, og som kan profitere af videre uddannelse. Det kunne f.eks. foregå inden for rammerne af Gladfondens tre skitserede uddannelsesmodeller, hvor der er gode erfaringer med at kombinere praktik med undervisning afstemt til den enkelte elevs situation (»Glad flex uddannelse - forsøg med kompetencegivende uddannelse på særlige vilkår 2013 - 2016«, Gladfonden, [2016]).

Omkostnings- og finansieringsbehovet for kvalitetssikringssystemet og stu-overbygningen tages op forud for finanslovsforhandlingerne for 2019 og fremadrettet.

Skriftlig fremsættelse

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om kvalitetssikring af særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu) og oprettelse af en tilhørende overbygning til uddannelsen.

(Beslutningsforslag nr. B 96)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.