Fremsat den 15. marts 2018 af Peter Kofod Poulsen (DF),
Lise Bech (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Susanne Eilersen (DF),
Søren Espersen (DF),
Dennis Flydtkjær (DF),
Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om betaling efter indbrud
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2018 at fremsætte et lovforslag som
pålægger indbrudstyve, ud over de strafferetlige
sanktioner, ligeledes at bekoste udbedringen af de skader de har
forvoldt under indbruddet, og den nødvendige sikring af
boligen.
Bemærkninger til forslaget
Antallet af indbrud i private hjem i Danmark
er trods en nedgang stadig blandt det højeste i Europa, og
mere end 30.000 hjem udsættes årligt for indbrud. Det
er alt for mange.
Indbrudstyvene ved, at sandsynligheden for at
blive taget er relativt lav. Kun 1 ud af 16 indbrud bliver
opklaret, og der er meget få, der efterfølgende bliver
sigtet og dømt. Straffene for indbrud er typisk i omegnen af
40 dage, og det til trods for at straframmen er 1½
år.
Grundet store værdier i de danske hjem
og en relativt lav straf for indbrud virker det, som om at visse
folk anser det for en overkommelig risiko, der er værd at
løbe.
At have været udsat for indbrud er en
stor belastning og krænkelse for hele familien, dels grundet
de værdier og effekter, der er blevet stjålet, hvoraf
en del kan have affektionsværdi for den enkelte, dels grundet
den følelse af ubehag, det indebærer, når
fremmede har overskredet ens privatsfære.
Efter et indbrud vil boligens ejer ofte
tænke på, om boligen er tilstrækkeligt sikret, og
om der efterfølgende skal laves yderligere tiltag for at
forhindre indbrud i fremtiden.
Tyven har ved at begå indbrud vist, at
boligen har en sikkerhedsbrist. Det er forslagsstillernes hensigt,
hvad angår det sted, som tyven er brudt ind, f.eks. gennem en
kælderdør, at tyven, ud over den normale straf,
vedkommende idømmes, ligeledes dømmes til at bekoste
en ny, sikker dør i kælderen.
Forslagsstillerne finder det ikke rimeligt, at
det er boligens ejer eller for den sags skyld forsikringsselskabet,
som skal bekoste udbedringen af skaderne efter et indbrud - og slet
ikke den efterfølgende sikring. Det bør ikke
være en yderligere økonomisk omkostning for ejerne
efterfølgende at sikre det hjem, hvori der er begået
indbrud.
Ved at indbrudstyven pålægges at
bekoste indbrudssikring der, hvor tyven har skaffet sig adgang til
boligen, vil det, næste gang en tyv kommer forbi,
vanskeliggøre, at tyven kan skaffe sig adgang samme sted,
som den foregående tyv. Ad den vej sikrer man, at ejendommen
efterfølgende er vanskeligere at bryde ind i.
Indbrudstyven pålægges ligeledes
at bekoste udbedringer af skader, som tyven har forvoldt andre
steder på ejendommen, herunder skader på inventar.
Skriftlig fremsættelse
Peter Kofod
Poulsen (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
betaling efter indbrud.
(Beslutningsforslag nr. B 94)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.