Fremsat den 15. marts 2018 af Torsten Gejl (ALT),
Uffe Elbæk (ALT), Josephine Fock (ALT),
René Gade (ALT),
Carolina Magdalene Maier (ALT),
Roger Courage Matthisen (ALT),
Rasmus Nordqvist (ALT) og Ulla Sandbæk (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om forsøg med frie a-kasser med dagpenge
uden modkrav
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at fremsætte lovforslag,
der etablerer et 2-årigt forsøg med frie a-kasser, der
fritages for hovedparten af reglerne for dagpengemodtagerne, og
hvor de tvungne regler erstattes med valgfri jobrettede og
skræddersyede tilbud. Der skal kunne deltage op til fem
a-kasser, og medlemmerne skal
1) melde sig som
ledige på Jobnet,
2) oplyse om
særlige omstændigheder såsom ferie i udlandet og
start af egen virksomhed og
3) tage imod
eventuelle jobtilbud, som de modtager i perioden.
Bemærkninger til forslaget
Stærk vækst i kontrol og
regler
De seneste mange år er der sket en
voldsom vækst i antallet af regler på
beskæftigelsesområdet. Love og regler på
beskæftigelsesområdet er vokset til 29.231 sider (Trods
politiske løfter: Dagpenge-bureaukrati i vild vækst,
Avisen.dk, den 3. oktober 2016). Ifølge tal fra a-kassen Min
A-kasse er regelbunken vokset med 1.000 sider om året de
seneste 6 år.
Flere studier viser, at kontrol, bureaukrati
og mistillid i sig selv udgør en barriere for, at ledige
kommer i job (jf. f.eks Sophie Danneris Jensen: »Er du klar
til at arbejde? : Et kvalitativt forløbsstudie af
forandringer i arbejdsmarkedsparatheden blandt
kontanthjælpsmodtagere på kanten af
arbejdsmarkedet«, Aalborg Universitetsforlag, 2016, og Sabina
Pultz: »It's not you, it's me: Governing the unemployed self
in the Danish welfare state«, Københavns Universitet,
2017). De ledige mister troen på sig selv, isolerer sig,
skriver dårligere ansøgninger og klarer sig
dårligere til jobsamtalerne - en erfaring, som flere
medarbejdere og ledere i landets a-kasser også kan
genkende.
Det er ikke noget nyt, at en pludselig fyring
eller et afslag på en jobansøgning gør ondt,
men regelmoradset gør ondt meget værre. Det store
bureaukrati og kontrolarbejdet fjerner nemlig ressourcer fra det
vigtigste: at inspirere og rådgive de jobsøgende,
så de kommer tættere på det, som de ønsker
sig allermest i denne verden - et job. Der er en klar forventning
fra politisk hold om, at a-kasserne får ledige i arbejde, men
hvorfor skal vi pålægge a-kasserne at modarbejde de
jobsøgende med en alt for skrap kontrol, når
a-kasserne i stedet kunne bruge ressourcerne på at motivere
og hjælpe de ledige med at komme i arbejde?
Det er paradoksalt og må skyldes en
manglende tillid til mennesker. Der har i pressen været
enkeltstående, løsrevne eksempler på det
modsatte, men langt hovedparten af dagpengemodtagerne vil meget
gerne arbejde. Forslagsstillerne finder ikke, at en ekstremt lille
undtagelse skal styre niveauet for kontrol med alle de
øvrige ledige. Det er bekosteligt og kontraproduktivt for
samfundet, a-kasserne og den enkelte ledige.
Forsøg med frie a-kasser med
dagpenge uden modkrav
Forslagsstillerne finder, at det er på
tide at prøve noget helt nyt. Der er ingen evidens for, at
flere regler får flere ledige i job. Tværtimod er der
som nævnt flere studier, der dokumenterer det modsatte. Der
burde således ikke være nogen tvivl om, at det er
muligt at skrue op for tilliden og ned for proceskravene, uden at
det går ud over beskæftigelsen. Forslagsstillerne mener
derimod, at øget tillid, jobrettet hjælp og
skræddersyede tilbud vil mindske ressourceforbruget (til
kontrol) og øge de lediges trivsel og tiltro til egne evner,
så de i højere grad vil være klar til at gribe
de jobåbninger, der opstår.
Forslagsstillerne ønsker et system,
hvor hovedparten af reglerne for de forsikrede ledige fjernes,
så de jobsøgende slippes fri med adgang til mange
flere jobrettede og skræddersyede tilbud med muligheder for
eksempelvis at kunne deltage i kurser,
iværksætteriforløb eller andre aktiviteter, som
de ledige selv finder meningsfulde, og som de selv oplever vil
styrke deres muligheder for at sikre egen indkomst. Uden
snærende regelbånd får de jobsøgende meget
mere energi til at køre sig i stilling til
beskæftigelse, samtidig med at a-kasserne langt bedre kan
hjælpe de jobsøgende der, hvor den enkelte har behov
for det.
Forslagsstillerne foreslår på den
baggrund, at der etableres og gennemføres et forsøg
med frie a-kasser med dagpenge uden modkrav. Forsøget skal
evalueres eksternt i modsætning til eksempelvis
frikommuneforsøgene, som kun evalueres internt.
Succeskriteriet må være, at a-kasserne er bedre til at
hjælpe ledige i arbejde, når kontrol erstattes af
tillid. Konkret foreslås det, at der etableres et
2-årigt forsøg med deltagelse af op til fem a-kasser,
der udpeges som »frie a-kasser«. Medlemmerne af disse
a-kasser skal
1) melde sig som
ledige på Jobnet,
2) oplyse om
særlige omstændigheder såsom ferie i udlandet og
start af egen virksomhed og
3) tage imod
eventuelle jobtilbud, som de modtager i perioden.
Alle øvrige nødvendige
informationer om indtjening og feriepenge kan hentes på
eIndkomst.
Alle samtaler og øvrige regler
såsom at udfylde ydelseskort, opdatere cv og lign. erstattes
af valgfri tilbud. Dagpengemodtagerne fritages for møder
m.v. i jobcenteret i hele forløbet.
Det vil være et markant paradigmeskifte,
som vil frigøre mange ressourcer i a-kasserne til at
støtte medlemmerne i det absolut vigtigste:
jobsøgningen. Frem for at bruge ressourcerne på at
kontrollere medlemmerne kan a-kasserne styrke deres tilbud i
samarbejde med de ledige og skabe de bedste muligheder for lige
præcis dem. Samtidig vil det frigøre masser af
ressourcer hos den ledige, som i stedet for at frygte at snuble i
dagpengejunglen kan bruge alle sine kræfter på at lede
efter et job.
Risikoen ved dette forsøg er minimal,
mens den mulige gevinst er stor: et stort indhug i
dagpengebureaukratiet til gavn for den danske økonomi,
a-kasserne og ikke mindst dem, det hele handler om - de ledige.
Skriftlig fremsættelse
Torsten Gejl
(ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
forsøg med frie a-kasser med dagpenge uden modkrav.
(Beslutningsforslag nr. B 93)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.