Fremsat den 1. marts 2018 af Alex Ahrendtsen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF),
Morten Marinus (DF),
Jan Erik Messmann (DF),
Karin Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af legatuddelinger under det
danske kunststøttesystem
Folketinget pålægger regeringen at
ændre praksis omkring uddelingen af legater under Statens
Kunstfond. Støtten skal tildeles kultur- og kunstprojekter,
kultur- og kunstinstitutioner og kultur- og kunstvirksomheder frem
for enkeltpersoner. Forslaget stilles med henblik på at skabe
større mangfoldighed.
Bemærkninger til forslaget
Siden 1964 har statens
kunststøttesystem været heftigt debatteret og er
gennem årene blevet beskyldt for ufolkelighed og indspisthed.
Dansk Folkeparti mener derfor, at tiden er kommet til en
grundlæggende ændring af vores
kunststøttesystem, så vi sikrer, at det i mindre grad
er en bestemt smag, en kunstideologisk retning eller en
særlig gruppe af borgere, der fordeler midlerne. Dette
beslutningsforslag er en del af en større reformpakke fra
Dansk Folkeparti, som foreslår en anden og mere nutidig
indretning af den statslige kunststøtte, der skal sikre et
mere mangfoldigt kunststøttesystem. I sidste ende er
målet at styrke befolkningens opbakning til at støtte
dansk kunst og kultur, som er så afgørende for landets
sammenhængskraft.
Med nærværende beslutningsforslag
foreslår Dansk Folkeparti, at støtten under Statens
Kunstfond ikke længere kan tildeles ansøgende
kunstnere, men derimod skal tildeles ansøgende kultur- og
kunstprojekter, kultur- og kunstinstitutioner og kultur- og
kunstvirksomheder m.fl., der så kan indbyde kunstnere til at
skabe kunst efter ansøgning eller tildele kunstnere et
legat. Alle midler, der bliver tildelt, skal samles og lægges
op på en portal, så kunstnere let og hurtigt kan finde
projekter.
For at sikre seriøsitet skal
ansøgende organisationer garantere et tilsvarende
beløb, som der tildeles fra fonden. Kunst- og kulturverdenen
vil så at sige indgå i et privat-offentligt
partnerskab, som samtidig vil skabe flere midler til ny kunst.
Økonomi
Forslaget er udgiftsneutralt. Der er tale om
en omfordeling af eksisterende midler til kunst.
Skriftlig fremsættelse
Alex Ahrendtsen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
ændring af legatuddelinger under det danske
kunststøttesystem.
(Beslutningsforslag nr. B 81)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.