Fremsat den 28. november 2017 af Søren Søndergaard (EL),
Stine Brix (EL),
Maria Reumert Gjerding (EL),
og Nikolaj Villumsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod giftstoffer i
tatoveringsblæk
Med det formål at forbyde giftstoffer i
tatoveringsblæk pålægger Folketinget regeringen
at gennemføre udstedelsen af bekendtgørelse om
tatoveringsfarver i overensstemmelse med udkast af 22. marts
2013.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er en delvis genfremsættelse
af beslutningsforslag nr. B 107, folketingsåret 2016-17. Der
henvises til wwww.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2016-17,
sektion A, B 107 som fremsat, og sektion F, møde 99 kl.
16.15. Forslagsstillerne påpeger i det genfremsatte
beslutningsforslag, at Sverige i 2012 har indført regler om
tatoveringsblæk, der er sammenlignelige med de regler, som
forslagsstillerne ønsker indført i Danmark, og at de
svenske regler blev indført uden indsigelser fra
Europa-Kommissionen. Forslagsstillerne anfører desuden, at
Miljøstyrelsen har vurderet, at eventuelle fælles
EU-regler tidligst vil kunne træde i kraft i 2020.
I marts 2013 offentliggjorde den
daværende regering et forslag til en bekendtgørelse om
tatoveringsfarver, som skulle træde i kraft pr. 1. januar
2014. Bekendtgørelsen havde bl.a. til formål at
regulere, hvilke kemiske stoffer tatoveringsblæk må
indeholde. Tatoveringsfarver er omfattet af produktsikkerhedsloven
og REACH-forordningen (forordning (EF) nr. 1907/2006 om
registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger
for kemikalier (REACH)), men der findes i dag ingen særlig
regulering af, hvilke stoffer tatoveringsblæk må
indeholde.
Undersøgelser har tidligere
afdækket, at der kan forekomme kræft- og
allergifremkaldende stoffer i farverne. Der kan være tale om
stærkt kræftfremkaldende stoffer, der er så
farlige, at de allerede er forbudt i tøj. Vidensråd
for Forebyggelse skønner i en rapport fra den 16. april
2015, at op imod 600.000 danskere er tatoveret. Det svarer til ca.
13 pct. af den voksne befolkning. Vidensrådet skriver i
rapporten, at hver tredje dansker får kroniske eller
periodevise gener af deres tatovering (»Tatovering - helbred,
risici og kultur«, Vidensråd for Forebyggelse, 2015).
Miljø- og fødevareministeren oplyser i et svar til
Folketinget, at 12 pct. af alle tatoverede har gener fra deres
tatoveringer, 10 pct. af alle tatoverede har permanent eller
sollysinduceret kløe, mens 2-4 pct. af alle tatoverede har
mere alvorlige gener (folketingsåret 2016-17, Miljø-
og Fødevareudvalget, alm. del, svar på
spørgsmål 249). To studier fra 2012 foretaget af
hudklinikken på Bispebjerg Hospital konkluderer desuden, at
42 pct. af undersøgelsernes ca. 300 deltagere i
større eller mindre omfang døjer med gener fra deres
tatoveringer (»Overlæge: 4 ud af 10 har problemer med
deres tatoveringer«, www.politiken.dk, den 9. oktober
2012).
Den tidligere fremlagte
bekendtgørelse
Det tidligere fremlagte udkast til
bekendtgørelse om et forbud mod giftige stoffer i
tatoveringsblæk opstillede krav om sikkerhedsgodkendelse af
tatoveringsfarver, grænseværdier for skadelige stoffer,
forbud mod anvendelse af kræftfremkaldende stoffer og mod
import, salg og anvendelse af tatoveringsfarver, der ikke lever op
til de opstillede regler. Udkastet til bekendtgørelsen blev
sendt i høring den 22. marts 2013, hvilket ikke gav
anledning til at ændre hovedindholdet.
Den 17. december 2013 blev Folketingets
Sundheds- og Forebyggelsesudvalg dog orienteret om en
udsættelse af bekendtgørelsen (folketingsåret
2013-14, Sundheds og Forebyggelsesudvalget, alm. del, bilag 196).
Det skete som konsekvens af de kommentarer, der var kommet fra
Europa-Kommissionen. Det var Kommissionens opfattelse, at
bekendtgørelsen indeholdt bestemmelser, der allerede var
reguleret gennem REACH-forordningen. Derfor var der ifølge
Kommissionen ikke grundlag for, at Danmark kunne vedtage national
lovgivning på området. Kommissionen gav udtryk for, at
medlemsstater, der vil indføre en begrænsning i
forhold til stoffer i tatoveringsblæk, skulle følge
proceduren under REACH-forordningen (folketingsåret 2016-17,
Miljø- og Fødevareudvalget, alm. del, svar på
spørgsmål 251).
Den nuværende danske regering har
noteret sig, at der ikke er mulighed for at vedtage dansk
regulering af kemiske stoffer i tatoveringsfarver, så
længe man på EU-niveau er i gang med at vurdere, om der
er behov for yderligere EU-regler (folketingsåret 2016-17,
Miljø- og Fødevareudvalget, alm. del, svar på
spørgsmål 300). Det er, til trods for at det er kommet
frem, at Europa-Kommissionen ikke har gjort indsigelse imod, at
Sverige i 2012 har indført regler, som er sammenlignelige
med de i beslutningsforslagsudkastet foreslåede danske regler
(folketingetsåret 2016-17, Europaudvalget, B107, svar
på spørgsmål 3).
Motivation bag forslaget
Det er beklageligt, at regeringen med sin
nationale strategi for sikre tatoveringsfarver fra november 2016
(»National strategi for sikre tatoveringsfarver«,
Miljøstyrelsen, 2016) og sit udkast til lovforslag om en
registrerings- og tilsynsordning m.v. for tatoveringssteder (udkast
til forslag til lov om en registrerings- og tilsynsordning m.v. for
tatoveringssteder (tatoveringsloven), Sundheds- og
ældreministeriet, 2017) gør det klart, at den ikke
agter at gennemføre en national regulering af giftige
stoffer i tatoveringsblæk. Tatoveringsfarver må ikke
udgøre en risiko for menneskers sundhed. Det skal være
forbudt at anvende stoffer i tatoveringsfarver, som kan fremkalde
kræft og skade arveanlæggene og reproduktionen. Kemiske
stoffer som konserveringsmidler, pigmenter og urenheder kan desuden
udgøre en selvstændig risiko for sundheden, herunder i
form af allergi.
EU skal ikke forhindre det danske Folketing i
at vedtage regler for reguleringen af giftige stoffer i
tatoveringsblæk. Sådanne regler vil være til gavn
for borgere i Danmark. Hensynet til EU og det indre marked
bør ikke stå over hensynet til miljøet og
sundheden for mennesker. Det er samtidig absurd, at EU skulle
forhindre Danmark i at forbyde giftige stoffer i
tatoveringsblæk, idet Sverige i 2012 uhindret har kunne
indføre lignende regler. Hvis EU har tilladt et forbud i
Sverige, bør man selvfølgelig også acceptere et
sådant i Danmark (folketingsåret 2016-17,
Europaudvalget, B107, svar på spørgsmål 3).
Miljøstyrelsen har vurdereret, at
eventuelle EU-regler tidligst vil kunne træde i kraft i 2020
(»Ny lovgivning skal beskytte forbrugerne mod
taotveringsfarve«, Miljøstyrelsen, 2017). Det er alt
for lang tid for de mange danskere, som i den mellemliggende
periode vil blive udsat for de sundhedsskadelige stoffer, og det er
en hån mod de mange, som allerede i dag oplever skader og
gener fra deres tatoveringer. Folketinget bør derfor vedtage
en national regulering af området, uanset om EU vil
forsøge at forhindre det eller ej. Regeringen bør
derfor gennemføre udstedelsen af bekendtgørelse om
tatoveringsfarver i overensstemmelse med udkastet af 22. marts
2013, som allerede er udarbejdet, og som forbyder de giftige
stoffer i tatoveringsfarver. Bekendtgørelsen bør
udstedes med de ændringer, som den daværende
høringsproces afstedkom. Udkastet kan om nødvendigt
sendes i fornyet høring forud for dette.
Skriftlig fremsættelse
Søren
Søndergaard (EL)::
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om forbud
mod giftstoffer i tatoveringsblæk.
(Beslutningsforslag nr. B 39)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.