B 148 Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af iværksætterselskaber

(IVS'er).
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2017-18
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 29-05-2018

Fremsat: 29-05-2018

Fremsat den 29. maj 2018 af Hans Kristian Skibby (DF), Tilde Bork (DF), Jan Rytkjær Callesen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Per Nørhave (DF), Peter Skaarup (DF) og Dorthe Ullemose (DF)

20171_b148_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 29. maj 2018 af Hans Kristian Skibby (DF), Tilde Bork (DF), Jan Rytkjær Callesen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Per Nørhave (DF), Peter Skaarup (DF) og Dorthe Ullemose (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om afskaffelse af iværksætterselskaber (IVS'er)

Folketinget pålægger regeringen i indeværende kalenderår at udfase IVS-selskabsformen (1-kronesselskaber), så der fremadrettet ikke kan oprettes nye IVS'er.

Bemærkninger til forslaget

Det er forslagsstillernes holdning, at det gennem selskabsformen IVS (iværksætterselskaber) er blevet for nemt at oprette virksomheder og risikofrit bedrage samfundet for millioner af kroner.

IVS'erne bruges til at begå økonomisk kriminalitet, IVS'ernes gæld til det offentlige er steget kraftigt, og forventningen om, at IVS'erne over tid ville vokse sig store og i sidste ende ville bidrage med vækst, har vist sig at være urealistisk. Derfor bør IVS som selskabsform udfases hurtigst muligt.

Med selskabsformen IVS har man gjort det nemmere at etablere nye virksomheder i Danmark. Nu viser det sig desværre, at man samtidig også har gjort det nemmere at snyde og bedrage det danske samfund. Således vurderer kurator Anne Birgitte Gammeljord, at IVS'erne, der skal opløses, kan inddeles i tre grupper, hvoraf de to første bidrager med intet af samfundsnyttig værdi. Den sidste gruppe bruges dog til »alle mulige former for omgåelse af reglerne - og i realiteten kriminelle forhold«, jf. artiklen »En-krones-selskaber skylder Skat en halv milliard«, på dr.dk den 24. november 2017.

Dertil kommer en stadig stigende regning til samfundet i form af gæld til det offentlige. I en aktindsigt fra SKAT fremgår det, at iværksætterselskaberne har restancer til SKAT på 562 mio. kr., jf. artiklen »En-krones-selskaber skylder Skat en halv milliard« på dr.dk den 24. november 2017.

Forventningerne til den nye selskabsform, der blev mulig fra den 1. januar 2014, var fra starten ellers store. Men i en analyse fra Experian, FSR - danske revisorer og Dansk Erhverv fremgår det, at kun 3 pct. af alle iværksætterselskaber, der er dannet siden 2014, har formået at øge selskabskapitalen fra 1 kr. til 50.000 kr., som er kapitalkravet for et ApS. Det var ellers meningen, at mange flere af dem skulle vokse sig store. Der henvises til »Analyse af Iværksætterselskaber«, og omtalen heraf på fsr.dk den 29. august 2017.

Selvom man nu på femte år har haft mulighed for at komme hurtigt i gang med iværksætteriet, har Danmarks Statistik senest fastslået, at Danmark har den laveste andel af selvstændige i EU, jf. artiklen »Danmark har laveste andel af selvstændige i EU« fra Ritzau den 18. april 2018. Iværksætterkulturen i Danmark synes at være helt upåvirket af, at man kan oprette selskaber for 1 krone og nyde de samme fordele som ved anpartsselskaber.

Ulemperne ved IVS'erne er derfor ikke til at komme udenom, og når forventningerne til IVS'erne nu på femte år forbliver uindfriede og fordelene samtidig er til at overse, er det forslagsstillernes holdning, at muligheden for at oprette iværksætterselskaber skal udfases hurtigst muligt.

Skriftlig fremsættelse

Hans Kristian Skibby (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af iværksætterselskaber (IVS'er)

(Beslutningsforslag nr. B 148)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.