B 132 Forslag til folketingsbeslutning om, at en overtrædelse af vilkår fastsat ved dom altid skal udløse, at vedkommende på ny bliver stillet for en dommer.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 23-03-2018

Fremsat: 23-03-2018

Fremsat den 23. marts 2018 af Peter Kofod Poulsen (DF), Lise Bech (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Søren Espersen (DF), Per Nørhave (DF), Hans Kristian Skibby (DF) og Peter Skaarup (DF)

20171_b132_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 23. marts 2018 af Peter Kofod Poulsen (DF), Lise Bech (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Søren Espersen (DF), Per Nørhave (DF), Hans Kristian Skibby (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om, at en overtrædelse af vilkår fastsat ved dom altid skal udløse, at vedkommende på ny bliver stillet for en dommer

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2018 at fremsætte et lovforslag, der får den virkning, at hvis en dømt person overtræder vilkår fastsat ved dom, skal vedkommende på ny stilles for en dommer, som skal tage stilling til konsekvenserne af overtrædelsen af de fastsatte vilkår. Den dømte person vil skulle betale sagens yderligere omkostninger i forbindelse med den fornyede behandling ved domstolene.

Bemærkninger til forslaget

Kriminalforsorgen kan, men skal ikke nødvendigvis, indberette en dømt person til domstolene, hvis vedkommende overtræder de vilkår, der er fastsat ved dommen.

Efter forslagsstillernes klare overbevisning skal man, når man idømmes en straf med vilkår, overholde disse vilkår. Dette skal forstås bogstaveligt, og overholder man ikke vilkårene, skal sagen igen for en dommer. Det skal ikke være op til en konkret vurdering fra kriminalforsorgen, om overtrædelsen er af så alvorlig karakter, at det kræver en indberetning til domstolene.

Der kan bl.a. henvises til artiklen »Malene fik et chok, da hun åbnede brevet fra Kriminalforsorgen: »Jeg har ondt af den kvinde«« fra BT den 1. juli 2017. I artiklen fremgår bl.a., at »Pgl. har været indkaldt 6 gange både med epost samt med alm. post og er i de seneste breve advaret om at hun bliver indberettet hvis hun ikke møder. Hun har ikke reageret, har hverken ringet eller kontaktet Kriminalforsorgen og er heller ikke mødt.«

Dette er blot ét eksempel fra medierne, hvor det tydeligt fremgår, hvordan kriminalforsorgen forvalter tilsynspligten, uden at sagen er kommet for en dommer. Det er i forslagsstillernes optik ikke acceptabelt, at kriminalforsorgen i det pågældende tilfælde har forsøgt at kontakte kvinden seks med post, uden at kriminalforsorgen har indberettet sagen til domstolenes fornyede vurdering.

Det skal præciseres, at dette beslutningsforslag ikke fremsættes alene på baggrund af denne artikel, men at artiklen dog giver et indblik i problematikken om kriminalforsorgens rolle, hvis vilkårene ikke overholdes.

I et retssamfund er det domstolene, som idømmer straffe. Der sker en skævvridning, hvis det efter en domsafsigelse med vilkår skal være op til kriminalforsorgen dels at vurdere, hvor mange gange kriminalforsorgen finder det hensigtsmæssigt at kontakte en dømt person med vilkår, dels hvilke konsekvenser det skal have for den dømte. I stedet bør kriminalforsorgen indberette sagen til domstolene for en ny vurdering på baggrund af vilkårsovertrædelserne.

Forslagsstillerne mener ikke, at det fremadrettet skal være en opgave for kriminalforsorgen at definere, hvornår vilkårene er af en sådan karakter, at vedkommende skal for en dommer på ny. Forslagsstillerne mener, at kriminalforsorgens opgave er at indberette vilkårsovertrædelsen til domstolene, men ikke at fastsætte konsekvenserne efterfølgende. Det er en opgave for den dømmende magt.

Den økonomiske konsekvens af dette forslag vil samlet set være relativt begrænset, da kriminalforsorgen vil spare nogle ressourcer og det vil blive pålagt den dømte at betale sagens yderligere omkostninger.

Skriftlig fremsættelse

Peter Kofod Poulsen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om, at en overtrædelse af vilkår fastsat ved dom altid skal udløse, at vedkommende på ny bliver stillet for en dommer.

(Beslutningsforslag nr. B 132)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.