Fremsat den 23. marts 2018 af Christian Poll (ALT),
Carolina Magdalene Maier (ALT),
Rasmus Nordqvist (ALT) og Pernille Schnoor (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om implementering af forureneren
betaler-princippet for drikkevandsressourcer, der forringes eller
ødelægges af sprøjtegifte, via en kollektiv
brancheordning
Regeringen pålægges at sikre, at
der etableres en kollektiv ansvarsordning bestående af
aktørerne i det danske landbrug, som benytter
sprøjtegifte, der skal dække udgifterne til nye eller
ændrede vandboringer til drikkevand, i tilfælde af at
sådanne er blevet forringet eller helt ubrugeliggjort af
sprøjtegifte eller nedbrydningsprodukter heraf. Ordningen
skal ved lov eller bekendtgørelse gøre
aktørerne kollektivt økonomisk ansvarlige for at
dække disse udgifter til vandværker og
enkeltboringsejere.
Bemærkninger til forslaget
I Danmark udvindes næsten 100 pct. af
drikkevandet direkte fra grundvandet og leveres til forbrugerne i
urenset form. Det er danskerne stolte af, og forslagsstillerne
ønsker, at det fortsat skal være sådan. Men med
mellemrum viser undersøgelser udbredte fund af rester af
sprøjtegifte eller disses nedbrydningsprodukter såvel
under som over grænseværdierne for drikkevand. I visse
tilfælde vil en række boringer skulle blændes og
nye etableres. Senest har undersøgelser vist rester af
desfenyl-kloridazon og andre stoffer hidrørende fra
landbrugets brug af sprøjtegifte.
Nye boringer til drikkevand skal i dag betales
af vandværkerne selv - altså forbrugerne - hvilket
efter forslagsstillernes opfattelse strider mod princippet om, at
forureneren skal betale. Med forslaget flyttes byrden til den
branche, som er og har været anledning til forureningen: det
konventionelle landbrug, og også gerne til andre
aktører, der har andel i anvendelsen af sprøjtegifte,
f.eks. importører og producenter.
Ordningen bør etableres efter
inspiration fra Oliebranchens Miljøpulje, som i mange
år netop fungerede på den måde, at branchen selv
skulle finde midlerne til at opbygge en pulje, som skulle betale
for oprensning af forurenede tankstationer. Midlerne fandt de bl.a.
ved at betale et bidrag pr. liter solgt benzin.
Skriftlig fremsættelse
Christian Poll
(ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
implementering af forureneren betaler-princippet for
drikkevandsressourcer, der forringes eller ødelægges
af sprøjtegifte, via en kollektiv brancheordning.
(Beslutningsforslag nr. B 116)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.