Fremsat den 10. oktober 2017 af Martin Henriksen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF), Marie Krarup (DF),
Christian Langballe (DF),
Merete Dea Larsen (DF),
Peter Kofod Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af brugerbetaling for
tolkeydelser
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2017 at fremsætte lovforslag, der
indfører fuld brugerbetaling for udlændinges brug af
tolkning i det offentlige efter 3 års ophold i Danmark.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er en opdateret og revideret
genfremsættelse af B 9 fremsat i 2016, Folketingstidende
2016-17, sektion A, B 9 som fremsat, sektion B, betænkning
over B 9, og sektion F, møde 35 kl. 16.10 og møde 78
kl. 13.26).
I december 2016 drøftede Folketinget et
lignende forslag fremsat af Dansk Folkeparti. Beslutningsforslaget
lagde dengang op til brugerbetaling for tolkebistand efter 2
års ophold i Danmark. Dette forslag sætter i stedet
grænsen efter 3 års ophold. Under 1. behandling af B 9
i 2016 udtrykte ministeren sympati for forslaget og villighed til
at drøfte hele spørgsmålet om tolkning.
Socialdemokratiet lagde i deres betænkningsbidrag op til, at
den nuværende praksis om tolkning skulle ændres, hvis
man kunne sikre, at det ikke ramte børnene i familierne. Der
har imidlertid ikke været drøftelse af tolkning siden
forslagets fremsættelse. Forslagsstillerne har derfor valgt
at genfremsætte forslaget med den længere frist til at
lære dansk.
Udlændinge, der har opholdt sig 3
år i Danmark, bør kunne stå på egne ben.
De kan ikke forvente, at de offentlige instanser år efter
år betaler for tolkning, fordi de ikke har lært det
danske sprog. Det er urimeligt, at danske skatteborgere skal betale
for, at udlændinge ikke ønsker at lære det
danske sprog. Forslaget skal omfatte alle, der får ophold i
Danmark efter udlændingelovens regler. Reglerne kan dog
fraviges, hvis en person er alvorligt syg.
Med forslaget får udlændinge 3
år til at lære sproget med samme tolkebistand som i
dag. Hvis man som udlænding søger integrationen,
bør det være muligt på 3 år at tilegne sig
så meget dansk, at man kan klare sig i hverdagssituationer
som f.eks. hos lægen eller i børnenes skole. Forslaget
vil ikke føre til en økonomisk belastning for dem,
der har lært dansk. De vil netop være i stand til at
klare sig på dansk uden tolk.
Brugerbetalingen skal gælde alle
institutioner i det offentlige med undtagelse af det danske
retsvæsen. Det vil sige, at der med forslaget foreslås
brugerbetaling for tolkning på hospitaler, i kommuner,
på skoler, i børnehaver osv. Forslaget vil øge
udlændinges incitament til at lære dansk hurtigt for at
kunne begå sig i samfundet, herunder i forhold til offentlige
instanser, uden at have brug for tolkebistand.
Skriftlig fremsættelse
Martin Henriksen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af brugerbetaling for tolkeydelser.
(Beslutningsforslag nr. B 11)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.