B 107 Forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af reglerne ved overtrædelse af indrejseforbud.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Beretning afgivet

Afgivet: 31-05-2018

Afgivet: 31-05-2018

Beretning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 31. maj 2018

20171_b107_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 31. maj 2018

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 21. marts 2018 og var til 1. behandling den 17. maj 2018. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 10 spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, som udgør et flertal i Folketingssalen, ønsker at skærpe reglerne for personer, der overtræder deres indrejseforbud og uberettiget rejser tilbage til Danmark.

S, DF og SF mener, at der er alvorlige problemer med udviste kriminelle udlændinge, der trodser et indrejseforbud. I 2017 fik 323 udlændinge en dom for at bryde et indrejseforbud. Det udgør en stigning på 12 pct. i forhold til året før. I alt har 1.574 kriminelle udlændinge fået en dom for ulovligt at rejse ind i landet i løbet af de seneste 5 år, jf. »1574 udviste kriminelle kom retur«, Ekstra Bladet, den 25. februar 2018. Ifølge Udlændingelovens § 59 b straffes den udlænding, der rejser ind i landet i strid med et indrejseforbud, med bøde eller fængsel i op til 3 år. I praksis bliver der dog ofte givet meget kortere straffe, typisk bøde eller kortere fængselsstraffe, selv ved gentagne overtrædelser af indrejseforbuddet. Ifølge Anklagemyndigheden ligger strafniveauet langt under 3 år. Udgangspunktet er 10-60 dages ubetinget fængselsstraf, første gang man bryder et indrejseforbud. Anden gang er det 2-4 måneders fængsel. Og tredje gang er det mere end 4 måneder, jf. »1574 udviste kriminelle kom retur«, Ekstra Bladet, den 25. februar 2018.

S, DF og SF finder ikke, at de nuværende regler er tilstrækkelig effektive til at imødegå det stigende problem med udenlandske kriminelle med indrejseforbud, der rejser tilbage til Danmark og begår ny kriminalitet. Risikoen for at blive idømt et par ugers fængselsstraf er ikke afskrækkende og afholder ikke hårdkogte kriminelle fra at rejse ind i landet trods et indrejseforbud.

S, DF og SF forventer, at regeringen efter sommerferien indkalder til drøftelser om et konkret og gennemarbejdet lovforslag, der kan fremlægges for Folketinget inden årsskiftet. Forslaget skal skærpe reglerne for personer, der overtræder deres indrejseforbud og uberettiget rejser tilbage til Danmark, dels ved at afskrække folk fra at bryde deres indrejseforbud, dels ved at flere kan afsone deres dom i hjemlandet.

S, DF og SF mener, at ministeren som udgangspunkt bør arbejde for, at forslaget sikrer, at et indrejseforbud skal straffes med et års fængsel som foreslået i beslutningsforslaget, da det efter partiernes opfattelse vil gøre det lettere at få flere til at afsone i hjemlandet.

P.u.v.

Martin Henriksen

formand

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 107



Bilagsnr.
Titel
1
Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 107



Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvor mange kriminelle udlændinge, som har fået dom for ulovlig indrejse i hvert af de seneste 5 år, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvor mange af de kriminelle udlændinge, som har fået dom for ulovlig indrejse i hvert af de seneste 5 år, som er sendt til afsoning i hjemlandet, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om nationalitetssammensætningen for de kriminelle udlændinge, som har fået dom for ulovlig indrejse i hvert af de seneste 5 år, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om et højere strafniveau for at bryde et indrejseforbud efter ministerens vurdering vil gøre det muligt at sende flere udlændinge til afsoning i hjemlandet, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om Norges erfaringer med en højere straframme m.v., til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvor langt regeringen er med sin bestræbelser på at sende hurtigt og effektivt til afsoning i hjemlandet m.v., til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om de økonomiske konsekvenser af forslaget for den danske stat m.v., til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om, hvorfor regeringen agter at stemme imod beslutningsforslaget, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, hvor lange fængselsstraffe reelt skal være, for at man kan sendes til afsoning i hjemlandet, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvordan varetægtsfængsling påvirker muligheden for afsoning i hjemlandet m.v., til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå