Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 138:

Forslag til folketingsbeslutning om børn og unge under 18 års egenbetaling for ophold på anbringelsessteder.

Af Karin Nødgaard (DF) m.fl.

(Fremsættelse 05.04.2018).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er børne- og socialministeren. Værsgo.

Tak, formand. Forslagsstillerne vil pålægge regeringen at ændre reglerne for anbragte børns og unges egenbetaling.

Efter de nuværende regler kan kommunerne træffe afgørelse om, at anbragte børn og unge under 18 år, der har indtægter fra f.eks. et fritidsjob, skal være med til at betale udgifterne for opholdet, og det vil forslagsstillerne have lavet om, så de unge fremover ikke kan opkræves egenbetaling af deres indtægter fra et arbejde. Forslaget lægger op til, at ændringerne skal ske inden udgangen af indeværende Folketingsår.

Begrundelsen er bl.a., at reglerne om egenbetaling mindsker anbragte børns og unges tilskyndelse til at tage et fritidsjob, som kan være med til at ruste dem til voksenlivet.

Jeg vil gerne indlede med at sige, at jeg synes, der er tale om et meget, meget sympatisk forslag. I regeringen deler vi fuldt ud intentionen bag beslutningsforslaget, og vi vil også gerne arbejde positivt hen imod en ændring, så anbragte børn og unge f.eks. selv kan beholde de penge, de tjener ved et fritidsjob. Jeg er helt overbevist om, at et fritidsjob kan give unge rigtig mange gode, positive kompetencer og erfaringer, som de kan bruge i tilværelsen og på deres videre færd. At være en del af et arbejdsfællesskab er i sig selv værdifuldt; det kan styrke selvtilliden, det kan styrke ansvarligheden og udvikle evnen til at samarbejde med andre.

Forskningsresultater peger da også på, at unge, der har et fritidsjob, generelt klarer sig bedre i skolen og er i mindre kontakt med politiet. Udsatte børn og unge har i særlig grad brug for det rygstød, som f.eks. et fritidsjob kan give. Det har de, fordi de som udsatte børn og unge desværre generelt klarer sig dårligere i skolen og har større risiko for at komme ud i kriminalitet end deres jævnaldrende. Samtidig kommer børnene og de unge ofte fra udsatte familier, hvor forældrene enten er uden for arbejdsmarkedet eller er på kanten af arbejdsmarkedet, og det kan betyde, at børnene og de unge mangler rollemodeller, de kan spejle sig i, i forhold til at lære at begå sig i arbejdslivet.

Derfor er der rigtig gode grunde til at understøtte, at anbragte børn og unge får et fritidsjob, og derfor gør det selvfølgelig også indtryk, når der er unge, som fortæller, at de oplever, at reglerne om egenbetaling i dag er en hindring, sådan som det er tilfældet i den kronik, der omtales i beslutningsforslaget.

Når regeringen alligevel ikke kan støtte forslaget, hænger det for det første sammen med, at vi ikke på nuværende tidspunkt har det nødvendige grundlag at træffe beslutning på. Vi ved ganske enkelt ikke, hvad det vil koste at ændre reglerne, og der er heller ikke afsat midler til det for indeværende. Derfor er der også behov for at undersøge problemstillingen nærmere, før vi tager stilling til en eventuel ændring af reglerne, og lad mig lige uddybe det:

I dag er det sådan, at kommunerne kan træffe afgørelse om anbragte unges egenbetaling, når den unge har indtægter ved f.eks. at arbejde. Hvis kommunen så vælger at pålægge en egenbetaling, er det vigtigt at understrege, at den unge som minimum skal have et beløb til rådighed, som svarer til det beløb, der normalt ydes som lommepenge og som tøjpenge, og det fremgår også af vejledningen på området, at den unges arbejdsløn som altovervejende hovedregel altså bør tilfalde den unge selv – for lige præcis at sidestille dem og ligestille dem med andre børn og unge og for netop at give de unge mulighed for at lære at administrere deres penge selv.

Regeringen har ikke på nuværende tidspunkt den fornødne viden om kommunernes praksis. Vi mangler ganske enkelt oplysningerne om, i hvilket omfang kommunerne faktisk træffer afgørelse om at pålægge anbragte børn og unge egenbetaling, og hvor meget det i givet fald også beløber sig til. Det betyder dels, at det er vanskeligt at vurdere behovet for en ændring af reglerne, dels at vi ikke på nuværende tidspunkt kan beregne, hvad det vil koste i DUT-kompensation til kommunerne.

Det er jo generelt sådan, at når vi her i Folketinget eller regeringen fastsætter eller ændrer regler, som har økonomiske konsekvenser for kommunerne, skal vi forhandle DUT med kommunerne. Og det kan måske virke underligt i den her sammenhæng, og det forstår jeg godt, men sådan fungerer det, og sådan har det været i rigtig mange år.

Så når regeringen ikke kan støtte forslaget, skyldes det for det andet, at finansieringen ikke er afklaret.

Forslagsstillerne vil endvidere pålægge regeringen at ændre reglerne i indeværende folketingsår, og det betyder, at forslaget efter omstændighederne kan medføre ufinansierede merudgifter i indeværende finansår, og det mener jeg ikke er ansvarligt.

Men lad mig igen understrege: Jeg deler fuldt ud intentionen bag forslaget, og jeg vil rigtig gerne være med til at se nærmere på problemstillingen og også på muligheden for at ændre reglerne i fællesskab. Derfor har jeg bedt Ankestyrelsen om at undersøge anbragte børn og unges egenbetaling, så vi kan få det nødvendige grundlag at stå på, så vi ved, hvor meget koster, og det er forventningen, at den undersøgelse er færdig i oktober i år. Før rapporten foreligger og Børne- og Socialministeriet på den baggrund har haft mulighed for at regne på udgifterne, vil regeringen altså ikke lægge op til at ændre reglerne, men skulle det blive aktuelt, går jeg selvfølgelig også ud fra, at forslagsstillerne vil være med til at finde pengene.

Der er et spørgsmål fra fru Karin Nødgaard.

Tak, og tak til ministeren for talen. Det kommer nok ikke helt bag på mig, at ministeren siger, som ministeren nu engang gør, og jeg anerkender også, at ministeren synes, det er et sympatisk forslag, men det kommer vi bare ikke så meget videre med. Ministeren remser en hel masse ting op om, hvad der er værdifuldt ved et fritidsjob, og hvorfor det er vigtigt, og jeg ved også, at ministeren selv er optaget af anbragte børn og unges forhold osv.

Jeg har bare lige nu svært ved at se, hvad det egentlig er, der taler imod det her forslag. Ministeren bliver ved med at gentage noget om økonomi, og hvad det vil koste og sådan noget, men tror ministeren virkelig, at det er således, at der er kommuner, der sidder og kalkulerer med, at de skal have en indtægt fra en ung anbragt eller fra nogle af de unge anbragte, som man har i kommunen, på baggrund af deres job måske som avisbud eller som flaskedreng i en brugsforening? Det undrer mig lidt, at ministeren vil sige, at det her kan ende med virkelig at være noget med, at der skal dut'es og alt muligt andet. Det vil jeg i hvert meget gerne have en kommentar til, for det ville undre mig meget, hvis det var sådan man gjorde. Så synes jeg faktisk, at vi har en stor udfordring, i forhold til hvordan man agerer.

Det andet er sådan set, at det jo er et meget lille og begrænset forslag, og jeg synes netop, at Dansk Folkeparti har prøvet at indkredse det sådan ret detaljeret. Så var det ikke en idé, at ministeren nu som en god konservativ sagde: Selvfølgelig, her har vi fokus på borgeren?

Ministeren.

Det er jo tæt på at være meget fristende. Det er ikke intentionen, og det er heller ikke selve det politiske indhold, der gør det. Intentionen tror jeg faktisk bliver delt af hele salen, hvis jeg skal komme med et bud, men det bliver det jo et spørgsmål om, at forslaget falder på teknik. Teknik er utrolig kedeligt en gang imellem. Men det er jo teknik så langt, at når man ikke for nuværende kan beregne, hvad det koster, og hvilket omfang det har, så er det ikke en mulighed for mig, som skal agere ansvarlig minister, bare at sige: Godt, så siger vi bare ja. Reglerne i forhold til DUT er, som de er. Det er ikke mig, der har lavet dem. Det er der andre kloge mennesker der har gjort lang tid før min tid. Men jeg synes, at det må betegnes som en meget, meget udstrakt hånd, at vi tager det meget positivt ned og sådan set også siger, at vi gerne vil arbejde hen imod at ændre loven. Vi mangler bare et grundlag at stå på; det får vi nu her til efteråret.

Fru Karin Nødgaard.

Hele salen er formentlig enig, siger ministeren. Det vil så også sige, vil jeg da formode, at hvis Dansk Folkeparti vælger at sætte det her til afstemning, så vil regeringen vælge at stemme for det. Men det kan ministeren jo selv få lov til at svare på. Ministeren forholder sig slet ikke til det, når jeg spørger, om man fra regeringens side virkelig tror, at der kan være kommuner, der kalkulerer med det her som en indtægt i kommunekassen, hvis man måske har en enkelt borger, som er anbragt, og som så har et fritidsjob. Det kan jeg simpelt hen ikke rigtig få til at hænge sammen, men ministeren kan jo så komme med en kommentar til det og til, om ministeren tror, at det her vil være en kæmpe sum, man får ind i kommunekassen, og som man lige pludselig har at jonglere med. Det vil være rigtig fint at få afklaret.

Ministeren.

Jeg tror, at det, jeg sagde, var, at salen er enig i intentionen. Kalkulerer kommunerne med en indtægt? Det håber jeg godt nok ikke. Altså, det ville jo være noget af det mest usympatiske, man kunne forestille sig, hvis en kommune begyndte at kalkulere med, at den skulle have en indtægt, fordi anbragte børn og unge havde et fritidsjob. Men vi ved det ikke. Vi ved faktisk ikke, hvor mange kommuner der opkræver den her egenbetaling, og vi ved heller ikke, hvor meget de rent faktisk opkræver. Det er jo det, vi har brug for at få belyst. Vi har brug for at få det belyst hos Ankestyrelsen – og de er færdige til oktober – således at vi har et grundlag at stå på. Det kommer vi til at få, og når vi får det, vil det jo passe som fod i hose med, at vi er klar til en god satspuljeforhandling, for så har vi et grundlag at stå på.

Fru Trine Torp.

Nogle gange kan man undre sig over, hvad der skal være af barrierer for selv bittesmå forslag – at det er noget, der skal i Ankestyrelsen og undersøges. Altså, det er næsten hovedregning at prøve at regne på, hvor mange af de unge, der er i en alder, hvor de reelt kan få et fritidsjob, der er anbragt, og hvor mange af dem cirka, der kunne finde på at have et fritidsjob, og så koge det ned til at sige, hvor mange kommuner det så overhovedet er, der kunne finde på at opkræve det. Så er vi altså nede på et mikroskopisk beløb. Jeg synes egentlig, det er lidt ærgerligt, at et rigtig godt forslag skal drukne på det. Og jeg bliver sådan set nærmest lidt bekymret, for betyder det så, at vi havner i en situation, som vi har gjort med andre små forslag, hvor det er sådan, at når først regnemaskinen har været i gang, er det et enormt dyrt forslag?

Ministeren.

Jamen det er jo altid skidt, når SF bliver bekymret. Men reglerne er nu engang, som de er. Reglerne er lavet for rigtig, rigtig mange år siden. Og jeg synes da, det ville være positivt, hvis vi i fællesskab kigger hinanden i øjnene en dag og siger: Vi vil sådan set godt arbejde hen imod en ændring af reglerne.

Men nu har SF jo også været i regering, og så ved SF også, at med regeringsansvaret følger også et ansvar for, at man altså ikke kan imødekomme forslag, som er udgiftskrævende. Og i og med at vi ikke ved, hvor meget det er – jeg er faktisk fuldstændig enig med fru Trine Torp i, at det formentlig er meget, meget få penge – bliver vi nødt til at få syn for sagen, og det er jo lige præcis derfor, vi bliver nødt til at få den her undersøgelse hos Ankestyrelsen, således at vi ved, hvad det er for et grundlag, vi står på. Og vi har heller ikke så meget hastværk, for vi ville stadig væk få det, så vi kan drøfte det, endda allerede til efteråret.

Fru Trine Torp.

Så er der bare lige det spørgsmål: Regner ministeren med, at det så er noget, der skal finansieres af satspuljen, hvis det endelig var sådan, at der var en udgift ved det?

Ministeren.

Altså, i forvejen sidder vi og drøfter anbringelsesområdet, og det gør vi jo, fordi vi blev enige om det med sidste års satspuljeaftale. Med sidste års satspuljeaftale blev vi enige om at drøfte anbringelsesområdet her i år med henblik på at få nogle forhandlinger frem mod satspuljeaftalen. Og når man i forvejen gerne vil drøfte anbringelsesområdet, så giver det da vanvittig god mening at tage det her forslag ind i de drøftelser.

Fru Pernille Bendixen.

Nogle gange er det sådan lidt hovedet under armen, når man hører på de der økonomiske argumenter, for vi taler jo om mennesker, og vi taler om nogle meget sårbare mennesker derude. Hvis man nu stiller sådan et regnestykke op inde i sit hoved og forestiller sig, at der er så og så mange unge mennesker, der er anbragt, så vil en mindre andel af dem jo være nogle, der har et fritidsjob. Altså taler vi om et usandsynlig lille beløb i forhold til den store statskasse, er det mit gæt. Så kan man jo veje det op imod: Hvad koster sådan en undersøgelse i Ankestyrelsen?

Ministeren.

Jeg ved ikke, hvad sådan en undersøgelse i Ankestyrelsen koster. Men jeg er da helt enig i, at reglerne nogle gange kan være rigtig trælse, og det kan da være bøvlet, og det kan være irriterende. Der er bare lige det ved det, at når man er minister og når man har ministeransvar, skal man overholde de regler, og det betyder også, at man ikke kan stå og sige ja til udgiftsdrivende forslag, uanset i hvilken skala de så end måtte komme. Derfor skal de jo alligevel overholdes, og jeg synes egentlig, Dansk Folkeparti skulle tage imod den fremstrakte hånd og sige: Ved I hvad, vi tager ministeren på ordet, til efteråret vil vi rigtig, rigtig gerne drøfte det her.

Fru Pernille Bendixen.

Dansk Folkeparti synes så, at ministeren skal tage imod Dansk Folkepartis fremstrakte hånd. Vi er trods alt støtteparti til den siddende regering.

Mit næste spørgsmål er: Kan det overhovedet lade sig gøre at kalkulere med den indtægt, der kommer fra de unge? For man må formode, at de har et job i en vis tidsperiode, og så har de ikke det job mere, og så er der en anden ung, der kommer i arbejde og så fremdeles, og så vil du have en meget upålidelig indtægt ude i kommunen. Så kan det overhovedet lade sig gøre at sidde bevidst og regne med at få en indtægt fra de unge, som altså bidrager til kommunekassen?

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald bare sige, hvordan reglerne er skruet sammen i dag. I dag er det sådan, at en kommune kan beslutte, at børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, skal være med til at betale for opholdet, hvis børnene eller de unge har indtægter fra eksempelvis et fritidsjob, og de nærmere regler er så fastsat i en bekendtgørelse, som er udstedt med hjemmel i serviceloven. Det er det lovgrundlag, vi står på, og det er jo så det grundlag, vi har brug for at få kvalificeret, altså hvor mange kommuner der rent faktisk bruger den her egenbetaling, og hvor meget de så også bruger den. Det er det, vi ikke ved for nuværende, og det er jo så det, vi nu får undersøgt, og hvor vi forhåbentlig får nogle gode svar, som i hvert fald kan give en større klarhed, nu her til efteråret.

Så siger vi tak til ministeren. Vi går over til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Troels Ravn, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Hvad angår anbragte børn og unge, er det en gruppe, som vi i høj grad kerer os om, og derfor skal der også lyde en tak til Dansk Folkeparti for igen at løfte dagsordenen og give mulighed for at drøfte de problemstillinger, som vi ser på anbringelsesområdet.

Som det også fremgår af det her beslutningsforslag, klarer anbragte børn og unge sig på en lang række parametre markant dårligere end deres jævnaldrende, og det er selvfølgelig ikke godt nok. Det er vores ansvar at sikre, at nogle af de allermest udsatte børn og unge, som har behov for at bo et andet sted end hos deres forældre, får de bedst mulige vilkår og muligheder for at klare sig.

Der er mange grunde til, at de anbragte børn har dårligere vilkår, at de trives dårligere og har ringere muligheder for uddannelse, job og gode liv, og der er mange udfordringer, vi skal løse. Derfor har vi også store forventninger til de drøftelser og forhandlinger, som udestår på anbringelsesområdet. Vi mener, at der er behov for et større eftersyn af området, og vi blev under efterårets forhandlinger om satspuljen for 2018 enige om at fortsætte drøftelserne af anbringelsesområdet her i foråret 2018.

Hvad angår dette beslutningsforslag, er vi fuldstændig enige i intentionen bag forslaget. Vi mener ikke, det er rimeligt, at anbragte børn på nogen måde stilles ringere end deres kammerater, og selvfølgelig skal de ikke modregnes i indtægt, når de får et fritidsjob. Det er vores forventning, at dette område sammen med en række andre udfordringer bringes op i de kommende drøftelser, og at der findes en løsning herpå. Derfor har vi også en klar forventning om, at regeringen vil følge op på problematikken og sammen med de øvrige satspuljepartier finde en løsning i de kommende forhandlinger. Vi vil endda gå så langt som til at sige til ministeren, at dette skal løses som en del af de allerede påbegyndte forhandlinger. Ellers agter vi at stemme for forslaget her.

Vi afventer dog i første omgang de kommende drøftelser i satspuljekredsen og kan derfor ikke stemme for nærværende beslutningsforslag, som tingene fremstår i dag. Det er en lidt speciel situation. Jeg håber, jeg alligevel har redegjort tydeligt for situationen. Tak.

En kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard.

Tak. Og tak for de pæne ord om Dansk Folkepartis forslag og selvfølgelig også deltagelsen i det, som vi jo netop fra flere partiers side – måske endda næsten alle partiers side – er meget optaget af, nemlig at forbedre forholdene for de udsatte børn og unge, som er anbragt.

Men jeg vil gerne lige høre og måske have uddybet lidt mere, hvorfor det er, at Socialdemokraterne mener, at der er nogle ting, der skal afklares først. Vi ved faktisk, der er den mulighed. Ministeren redegjorde for den mulighed, der er i dag. Vi ved, det finder sted; vi kender ikke omfanget, men for mig er det sådan et eller andet med, at et barn, der bliver opkrævet, er et barn for meget. Så derfor vil jeg spørge: Hvad er det egentlig, vi skal have afklaret ekstra, for at Socialdemokratiet kan sige nu, at det her er det, vi skal stemme for?

Så vil jeg også gerne lige høre, som jeg også spurgte ministeren om: Tror ordføreren, at der er kommuner, der vitterlig kalkulerer med at få en indtægt på det her?

Ordføreren.

For at svare på det sidste først vil jeg sige: Nej, det tror jeg faktisk ikke der er. Men det, der er vigtigt for os, er jo at sige, at vi bakker stærkt op om intentionerne. Der står tydeligt, at anbragte børn og unge skal have de samme vilkår som ikkeanbragte, så der skal ikke modregnes.

Men vi mener, at timingen er problematisk, idet vi jo netop nu drøfter anbringelsesområdet, og i den forbindelse er der flere ting, der skal løftes og ændres. Og det skal forhandles; det skal der tales om i et forhandlingslokale; det skal der ikke tales om lige netop nu her fra talerstolen. Derfor er det så vigtigt for mig at sige, at det ikke er intentionen, der fejler; det er timingen.

Fru Karin Nødgaard.

Man kan jo altid diskutere timing. Altså, nu vil jeg sige, at det her er et beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har lavet for lang tid siden, og nu er det så datofastsat til i dag. Og ministeren har så lige præcis i dag til morgen indkaldt til de første drøftelser. Det er ikke forhandlinger, men drøftelser inden for plejefamilieområdet.

Så derfor synes jeg måske ikke, det helt hænger sammen, men jeg mener, at det her er et fint, lille afgrænset forslag, som vi sagtens kan tage stilling til. Og vi skal jo heller ikke glemme, at når vi indleder et forløb med nogle drøftelser – forhandlinger, eller hvad man nu end vil kalde det – så ved vi også, det er noget, der tager tid. Og det er også det, jeg egentlig formoder at det vil gøre i forhold til det her meget, meget komplekse område.

Så når nu det er et lille afgrænset område, og hvis nu vi siger, at Dansk Folkeparti vælger at sætte det til afstemning her i salen, hvad vil Socialdemokratiet så stemme til det?

Ordføreren.

Jeg mener også, det er vigtigt, at vi og DF kan glæde os over, at forhandlingerne er påbegyndt. Man skal lægge mærke til, at vi siger, at vi har en klar forventning om, at regeringen vil følge op på problematikken og sammen med de øvrige satspuljepartier finde en løsning i de kommende forhandlinger. Og man skal lægge mærke til, at jeg siger til ministeren, at dette skal løses som en del af de allerede påbegyndte forhandlinger.

Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre i ordførerrækken. Og det er sådan, at fru Karin Nødgaard, der jo er ordfører for forslagsstillerne, har valgt at dele sine 10 minutter op, så fru Karin Nødgaard har 5 minutter nu og 5 minutter til afslutning. Så værsgo.

Tak. Først et citat:

Jeg ville jo bare gerne være normal. Hvorfor pokker skulle jeg så også kæmpe mod kommunen for at beholde det, der endelig gav mig en følelse af at være normal?

Sådan spørger en ung kvinde, der har været anbragt. Da jeg læste den udtalelse blev jeg både bedrøvet, og jeg blev faktisk også harm. Politisk har vi gennem flere år haft fokus på anbragte børn og deres vilkår. Vi prøver at forbedre lovgivningen, nogle gange med held. Held håber jeg også at vi får med at ændre de forhold, som problematiseres i det her beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat.

Anbragte børn er meget forskellige ligesom alle andre børn. Men de har dog det til fælles, at de ikke bor sammen med deres forældre, at de er en del af et socialt system, et system, der i udgangspunktet helt givet vil dem det godt, men hvor vi desværre ikke sjældent oplever, at noget går galt. Det kan være på flere områder, som jeg af tidsmæssige årsager selvfølgelig ikke kan gå i dybden med her. Men jeg har netop valgt at tage det her område op i salen med et beslutningsforslag, som vi nu har formuleret, og som danner baggrund for vores debat.

Et forskningsprojekt hos Trygfondens Børneforskningscenter om fritidsjob til unge beskriver meget klart, at fritidsjob er gavnligt på flere områder. F.eks. medvirker det til mindre fravær i skolen, bedre karakterer, mindre kontakt med politiet. Et fritidsjob giver en et godt greb om livet og mere selvdisciplin. Man får også lavet sine lektier, og man passer skolen. Det er alt sammen noget, som må betegnes som værende positivt.

Sammenholder vi så disse fakta med den analyse, som Kommunernes Landsforening baseret på registerdata fra Danmarks Statistik har lavet om anbragte børn, viser det sig, at netop denne gruppe vil have rigtig stor glæde af at have et fritidsjob. Analysens resultat viser desværre et billede af, at anbragte børn klarer sig langt dårligere end deres jævnaldrende. 40 pct. har ikke taget folkeskolens afgangsprøve modsat 6 pct. af ikkeanbragte børn. 30 pct. har taget en ungdomsuddannelse som 25-årige mod 79 pct. af ikkeanbragte. 35 pct. har som 30-årige en kompetencegivende uddannelse mod 77 pct. af de ikkeanbragte. 43 pct. er som 30-årige i beskæftigelse mod 77 pct. af de ikkeanbragte. 24 pct. af anbragte drenge har været fængslet mindst en gang, når de er 30 år mod 4 pct. af de ikkeanbragte. Det er altså tal, som taler et meget tydeligt og klart sprog. Og nu vil jeg så vende tilbage til beretningen om den unge kvinde.

Hun beretter, at et job i en butik udviklede hende mere og hurtigere end alle de tilbud, kommunen havde givet hende, siden hun blev anbragt uden for hjemmet. Hun følte, at hun hidtil havde været tilskuer til, at kommunen prøvede at fikse hende, som hun siger, på den ene eller den anden måde, og at der hele tiden blev talt om aktivering og skoletilbud – eller mangel på samme. Så det kom til at hænge hende langt ud af halsen. Hun orkede ikke flere skoleskift; ikke tale om mere skole.

Hun valgte at tage sagen i egen hånd, fik et fritidsjob – og var stolt. Efter at være startet på jobbet oplevede hun, at hun udviklede sig meget som menneske, hun slap noget af den der sociale angst, hun fik en bedre situationsfornemmelse, og hun kunne faktisk også komme til at tale med andre. Vigtigst for hende var, at hun via jobbet følte sig normal, at hun passede ind et sted. Det, at der blev forventet noget af hende, at hun skulle tage ansvar, påvirkede hendes mørke sider i positiv retning. Hun kunne komme op om morgenen, og hun stoppede med at ryge hash. Det drejer sig om en pige, der har haft en depression, lidt af spiseforstyrrelse og haft selvmordstanker, altså en pige, som har sit at kæmpe med.

Her kommer forslagets intention så frem: Hvorfor skal sådan en pige ikke have mulighed for at have de samme betingelser som andre unge, der har et fritidsjob? Og hvorfor skal hun fastholdes i, at anbragte har andre vilkår, når de så får et fritidsjob? Og det er jo det, som Dansk Folkeparti gerne vil gøre op med med det her forslag. Denne pige og sikkert også mange andre anbragte unge vil sikkert have stor glæde af at få et fritidsjob, selvfølgelig inden for rimelighedens grænser. Det skal jo være gældende for alle. Der skal selvfølgelig være fokus på, om man er anbragt eller ikke er anbragt, antallet af arbejdstimer, arbejdets karakter, arbejdstiden osv.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at som lovgivningen er skruet sammen nu – hvor kommuner kan inddrage en del af lønnen fra et fritidsjob, så den unge kun har ret til at beholde et beløb, der vurderes til at kunne dække lommepenge og udgifter til beklædning – så virker det jo stik imod det, som vi ønsker, nemlig at anbragte unge ikke skal føle sig ekskluderede og til besvær. Der tales ofte om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det må gælde for alle, og det vil være givet godt ud for den enkelte, men på sigt også for samfundet.

Dansk Folkeparti finder det urimeligt, at der kan være kommuner, som opkræver mere eller mindre af en anbragt ungs løn, og at andre ikke gør. Det afhænger jo helt af den enkelte kommune, hvad den beslutter. Og derfor foreslår vi, at det bliver ens for alle – anbragte eller ej – at de hindringer, som står i vejen for, at anbragte børn og unge under 18 år kan tjene og beholde deres løn for deres fritidsjob, fjernes.

Det håber vi selvfølgelig på Folketingets opbakning til, og det er, mener jeg, hvad vi fra vores platform her som folketingsmedlemmer kan gøre, for at anbragte børn får en tilværelse så lig alle andre ikkeanbragte unge som muligt.

Jeg skal sige, at Det Radikale Venstre desværre ikke kan være her i dag, men jeg har lovet, at jeg ville meddele, at de støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i ordførerrækken til hr. Carl Holst, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at udtrykke en ros til Dansk Folkeparti, fordi de med beslutningsforslaget rejser en problemstilling, som er yderst relevant. Og jeg skal for mit eget vedkommende sige, at indtil jeg blev bekendt med den kronik, som fru Karin Nødgaard også refererede til i sin ordførertale, var det her ikke en problemstilling, jeg havde meget inde under huden. Altså det faktum, at man i dag har et regelsæt, der gør, at kommunerne ikke skal, men har mulighed for at sige til unge mennesker, der er anbragt, selv om de er under 18 år, at de penge, du tjener ved et fritidsjob, har vi krav på at tage nogle af.

Det giver sig selv, hvorfor det er, ja, nærmest uetisk, at kommunerne kan finde på at indkræve pengene. Det er vanvittigt, at man har lavet lovgivningen, og det er ikke særlig befordrende for det, man gerne vil opnå ved at sige til unge mennesker, at det er fornuftigt, at man får et fritidsjob. Det er fornuftigt i forhold til, at man lærer at begå sig, får et arbejdsfællesskab. Mange anbragte børn ved vi statistisk set er opvokset i et miljø i hjemmet, hvor en plads på offentlig forsørgelse mere var hverdagen end en plads i arbejdsfællesskabet. Og derfor skal den tilgang, den mulighed, som kommunerne i dag har, stoppes.

I beslutningsforslaget lægges der op til, at det skal ske i indeværende folketingsår. Indeværende folketingsår slutter snart, men det skal ske snarest muligt, og lad os så få afdækket, hvad konsekvenserne ved at afskaffe denne mulighed er. Og det er det, vi får, for som ministeren gjorde opmærksom på, har hun allerede anmodet Ankestyrelsen om en redegørelse. Vi får nogle tal.

For mit og for Venstres vedkommende vil jeg sige, at vi anser det for at være tidligst efter Folketingets åbning, at vi kan lave en aftale med henblik på – med udgangspunkt i, hvad de økonomiske konsekvenser er – at få fundet pengene og få det afskaffet.

Så kan vi lave mange tekniske udredninger om DUT og hvad ved jeg. Jeg nægter at tro på, at kommunerne vil stå stejlt på retten til fortsat at opkræve betaling for anbragte børn. Det er Venstres tilgang, og derfor giver vi opbakning til alle intentionerne og afventer tallene fra Ankestyrelsen. Tak.

Fru Karin Nødgaard.

Tak til Venstres ordfører, også for de positive tilkendegivelser. Ordføreren siger, at det er uetisk at opkræve penge, og at det egentlig er en vanvittig lovgivning, men hvorfor så ikke lave den vanvittige lovgivning om og gøre det nu? Det er jo korrekt, at folketingsåret slutter snart, men vi har stadig væk nogle dage, og vi kan stadig væk nå at sætte det til afstemning – det er ikke noget problem, og derfor vil jeg selvfølgelig gerne høre ordføreren, om det ikke er det, vi skal gøre, når nu det er en vanvittig lovgivning. Hvorfor er der så behov for en større undersøgelse?

Ordføreren siger også noget med, hvad konsekvenserne kan være. Jamen det er jo sådan set dem, som jeg og andre ordførere nu har skitseret – det er faktisk, at vi ekskluderer nogle anbragte børn og unge fra i så høj grad som muligt at kunne leve en almindelig en tilværelse som andre børn og unge ved at have et fritidsjob, og ved at kunne forvalte deres penge, som de nu har lyst til – om det er til en biografbillet, til en koncert, nogle ekstra flotte trøjer eller noget andet. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad det er, Venstre mangler at få afklaret i forhold til det her.

Ordføreren.

Jeg er enig i, hvad konsekvenserne er, nemlig en følelse af eksklusion, i forhold til at det ikke kan betale sig for et ungt menneske at tage et fritidsjob, for samtidig med at man får en lønseddel, kan man få et girokort, hvor man skal betale det, man har tjent i løn, som betaling for at være anbragt som under 18-årig. Og derfor skal det laves om.

Nogle vil så sige, at det har en økonomisk konsekvens, og det var den konsekvens, jeg talte om, ikke konsekvensen for det unge menneske, men konsekvensen for dem, der har retten til at opkræve pengene i dag, nemlig kommunerne. Når vi kender konsekvenserne – f.eks. med hensyn til hvor stort omfanget er m.v. – kan vi få en dialog med kommunerne og fortælle dem, hvorfor vi laver loven om.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at loven skal laves om.

Fru Karin Nødgaard.

Ordføreren er inde på, at der er et forhandlingsforløb. Ordføreren har så meget erfaring fra det her hus og også fra forhandlingsforløb og drøftelser i ministeriet, at han ved, det er noget, der tit kan trække ud i længere tid – mildt sagt i hvert fald. Men jeg kunne jo godt høre, at ordføreren er enig i intentionerne, så derfor vil jeg spørge, om det egentlig er nødvendigt, at det her meget fine, lille afgrænsede forslag skal trække ud. Hvorfor kan vi ikke vedtage det nu, når ordføreren også siger, at det faktisk er en vanvittig lovgivning, der ligger til grund for det her?

Så vil jeg også gerne lige høre til det, ordføreren siger om de økonomiske konsekvenser for kommunerne. Det er jeg nødt til at få uddybet noget mere, for tror ordføreren virkelig, at det her vil være noget, der nærmest kan vælte en kommunes økonomi?

Ordføreren.

Med hensyn til forhandlingsforløbet ser jeg gerne, at vi også gør det her til en del af forhandlingsforløbet omkring hele anbringelsesområdet, hvis det er i det regi, vi kan blive enige om det. Men jeg er enig i, at det er så afgrænset, at selv om det ikke bliver en del af en større reform, har det her så meget etisk-holdningsmæssigt indhold, at det fuldt kan berettige, at vi så laver en – lad mig sige – særlovgivning eller målrettet lovgivning.

I forhold til spørgsmålet om de økonomiske konsekvenser vil jeg sige: Tror jeg, det her vælter kommunernes økonomi? Nej. Kan jeg vide det hundrede procent? Nej. Hvis jeg vidste det, var der ingen grund til at spørge Ankestyrelsen. Men jeg er meget overbevist om, at det her ikke vælter nogen som helst kommuneøkonomi.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i rækken af ordføreren, og det er fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil gøre det kort. Jeg synes, det er et rigtig godt forslag, Dansk Folkeparti er kommet med. Det er helt åbenlyst ikke bare en urimelighed, men også en dum og uintelligent situation, når vi ved, hvor meget fritidsjob kan betyde for udsatte unge, hvordan det kan have en positiv effekt på ens evne til at fastholde et arbejde og en uddannelse senere i livet. Vi snakker om fritidsjob så mange gange, når vi snakker om forebyggelse, når vi snakker om social udsathed, og når vi snakker om ungdomskriminalitet. Der er fritidsjob jo bare kronen på værket, og vi burde skaffe mange flere af dem, og her er så et bump på vejen for, at anbragte unge ikke bare får, men også kan se en mening med et fritidsjob. For det er jo det, der er det positive ved at have et fritidsjob: At man lærer at have og tage et ansvar. Man får et ansvar, man opfylder det, og man kan se, at man også får nogle penge ud af det, som man kan bruge til sig selv. Og jeg tror egentlig ikke, at jeg behøver at forklare det yderligere, for alle vil jo nikke genkendende til, hvor urimeligt det er, at du går på arbejde og knokler – og så er der nogle, der kommer og tager dine penge. Sådan skal det ikke være.

Samtidig synes jeg også – og det er måske en dimension, der lige mangler i debatten – at det sender et signal om, at den udgift, der er til et anbringelsessted for unge anbragte, er en udgift, som den unge skal belastes med eller har skyld for. Man sender et signal om, at de er en byrde og en udgift, og det har vi bestemt ikke behov for. Det er både for de unges skyld, når der sker en anbringelse, men det er jo sådan set også for vores fællesskabs skyld, fordi det gavner os alle sammen på sigt, hvis vi kan komme sociale problemer og lignende til livs så tidligt som muligt.

Så jeg synes, det er et rigtig godt forslag. Alle kan se og høre, at det at snakke om, hvad det her skulle koste, er grebet ud af den blå luft. Altså, det kan ærlig talt ikke være særlig mange penge, vi taler om. Kommunerne skal dut'es, som det hedder, for at have retur. Det er et grotesk lille beløb, som nærmest formentlig ikke engang vil fremgå af noget som helst, så det er et halmstrå, man griber efter. At der er forhandlinger på anbringelsesområdet er selvfølgelig også et andet halmstrå, man kan gribe efter. Vi kunne også bare for en gangs skyld blive enige om, at nu er der fundet et problem og en løsning, som ligger lige for. Og der er sågar et meget overvældende flertal i Folketinget, der er enige om det. Så vi kunne jo bare gøre det, og jeg tror, at der er en hel masse mennesker, der ville blive rigtig glade, hvis vi kunne finde ud af gøre det herinde fra.

Så Enhedslisten stemmer for, når og hvis det kommer til afstemning. Vi er også meget åbne for at lave en eller anden form for beretning sammen. Tak.

Tak. Der er et spørgsmål. Fru Karin Nødgaard.

Tusind tak til Enhedslisten for de positive tilkendegivelser. Det er vi faktisk rigtig glade for, det er meget klart sprog. Så det er jo egentlig ikke, fordi jeg har en masse sådan udfrittende spørgsmål i den forbindelse. Men alligevel vil jeg sige: Ordføreren bruger udtrykket et bump på vejen, og jeg er fuldstændig enig i, at det er et lille bump på vejen. Vi står tit og drøfter ting politisk, hvor vi kan se, at det nærmest er bjerge, vi skal klatre op ad og komme til toppen af for overhovedet at kunne få ændret noget.

Her taler vi om et lillebitte bump på en vej, og hvad kan vi så gøre for at få regeringen med på, at nu skal der gøres noget ved det her? For det er rigtigt, at vi godt kan ende med en beretning, og vi kan sende det til afstemning. Der bliver refereret til nogle forhandlinger eller drøftelser, der er påbegyndt i dag osv. Men det her er jo bare sådan et lille afgrænset område. Så hvad er det, Enhedslisten kunne gøre sammen med Dansk Folkeparti, for at vi får overbevist regeringen om, at det er et lille bump, og at det faktisk burde være noget, vi kunne gøre her? Og er det ikke et spørgsmål om, at der – rent ud sagt – nu går lidt for meget politik i det?

Ordføreren.

Jeg synes, at Dansk Folkeparti har ret i, at det er et problem, hvis vi ikke kan finde ud af at vedtage det her. Jeg har ikke fået talt til de gyldne 90 endnu, men vi er sørensjaskeme tæt på, tror jeg. Hvis jeg kender både Alternativet og SF ret, er der også nogle stemmer at hente der. Nu skal jeg selvfølgelig ikke tale på ordførernes vegne, før de kommer herop, men hvis jeg kender dem ret, har man også ramt noget hjerteblod i de to partier. Så vi begynder at være deroppead. Og så må vi jo forsøge, om vi ikke kan presse regeringen. Det er dybest set i sidste ende – det ved fru Karin Nødgaard jo godt – mandaterne, der tæller her, så mon ikke vi kan få presset regeringen til det. Jeg ville i hvert fald synes, at det var ærgerligt, hvis det bliver syltet ind i en lang forhandlingsproces, når det sådan set ligger lige for og er noget, vi kan få ordnet forholdsvis hurtigt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

I de seneste år har der jo været stort fokus på gode rammer for unges fritidsjob, og vi ved, at unge, som har fritidsjob, på en lang række parametre klarer sig bedre end unge, som ikke har fritidsjob. Der er ingen tvivl om, at det er sundt, at unge fra en tidlig alder får en tilknytning til arbejdsmarkedet, og i Liberal Alliance kan vi kun glæde os over forslag som det her.

Regeringspartierne kan ikke støtte forslaget af en række kedelige årsager. Man ved ikke, hvad det koster, og man ved ikke, hvordan man skal finansiere det. Men jeg forestiller mig, at det her begrænser sig til ret få unge, og jeg tænker også, at man burde kunne finde ud af, hvad omfanget er, og at man relativt hurtigt kan få undersøgt omfanget. Og det synes vi i Liberal Alliance at man bør.

Så vil jeg egentlig også lige tage fat i nogle af bemærkningerne til beslutningsforslaget. For da jeg læste bemærkningerne, var der især en passage, som jeg syntes var rigtig interessant. Og det er, at forslagsstillerne skriver, at der efter deres opfattelse sker det, at hvis man inddrager en del af lønnen fra et job, så fjerner man incitamentet til at arbejde. Og så går barnet eller den unge jo glip af alt det gode, som et job kan give: muligheden for at føle sig nyttig og lære at gå på en arbejdsplads og generelt se fordelene ved at have et arbejde. Og netop lige præcis det her med, at man ved at inddrage en del lønnen fjerner incitamentet til at arbejde, er jo bare noget af det, vi i Liberal Alliance taler rigtig meget om, når vi taler om det høje skattetryk i Danmark. Så hvis man mener det her fra forslagsstillernes side – altså at hvis man fjerner en del af en løn, så fjerner man også incitamentet til at arbejde – så har vi rigtig mange gode og spændende forslag liggende i skuffen, som vi kan hive frem, og som Dansk Folkeparti jo så kan støtte. Så det synes jeg er spændende.

Det konkrete forslag støtter regeringspartierne jo ikke, men som sagt synes vi i Liberal Alliance, at det her er noget, vi skal arbejde med og også lidt hurtigt for at få fundet ud af, hvad omfanget af det er, og hvad det koster, så vi kan få det her ændret. Tak for ordet.

Fru Karin Nødgaard.

Altså, jeg tror, vi skal lade skattediskussionen ligge et andet sted, for jeg mener faktisk ikke, at den har noget med det her lille afgrænsede forslag at gøre. Det her drejer sig udelukkende om anbragte børn og unges muligheder for at have et fritidsjob. Og jeg er godt klar over, at Liberal Alliances ordfører er meget optaget af det, fordi ordføreren jo også sidder på beskæftigelsesområdet og ved, hvad det betyder. Så jeg er sikker på, at ordføreren kender til mange af de resultater, der er kommet, som viser, hvad det egentlig har af betydning for et ungt menneske at tjene en sum. De fleste af os har jo sikkert også prøvet det selv.

Jeg kan jo godt – med et smil på læben – stille spørgsmålet: Hvis nu man sagde, at Liberal Alliance – og nu er det igen sådan lidt tænkt – var i opposition, eller i hvert fald ikke var en del af regeringen, hvordan ville man så forholde sig til det her forslag?

Ordføreren.

Hvis Liberal Alliance ikke sad i regeringen, så havde vi støttet forslaget. Det tror jeg godt jeg kan sige meget ærligt.

Tak for et klart svar. Så er det den næste ordfører i rækken, og det er fru Ulla Sandbæk, Alternativet. Værsgo.

Mange tak. Jeg står her i stedet for hr. Torsten Gejl. Jeg vil også gerne takke Dansk Folkeparti for at sætte dette beslutningsforslag på dagsordenen og også takke ministeren for, at hun nu siger, at i det øjeblik hun rent faktisk kan gøre det – med de beføjelser, hun har – så vil hun meget gerne være med til at bringe dette forslag ud i livet.

Når man nu kommer så langt nede i en talerrække, hvor det alt sammen er sagt allerede, kan man trøste sig lidt ved, at Søren Kierkegaard har en bog, som hedder Gjentagelsen, hvor han roser gentagelsen og siger, at det faktisk er rigtig godt for os at få mange gentagelser. Vi ved jo faktisk også, at når man holder en tale, er det faktisk kun en temmelig lille procentdel – jeg kan ikke huske, hvilken procentdel det er – folk kan forholde sig til, så derfor vil jeg med nogenlunde ro gentage meget af det, som allerede er blevet sagt.

Alternativet støtter forslagsstillernes holdning til, at anbragte unge ikke skal betale for dele af den løn, de tjener på fritidsjob, til kommunen, og det giver jo næsten sig selv. De skal naturligvis lige så vel som alle andre unge kunne beholde den løn, de tjener, og selv disponere over den.

Vi er også enige i, at det at have et fritidsjob dokumenterbart har en lang række positive effekter. Og her kommer jeg så til at gentage nogle af dem: Det at lære at tjene sine egne penge og selv kunne disponere over dem bidrager bl.a. til en økonomisk bevidsthed, til ansvar, til disciplin og til at modne unge. Det giver dem tillid til egne evner, udvikler sociale kompetencer og lærer dem at indgå på en arbejdsplads.

Det er netop det, som blev beskrevet i den kronik i Dagbladet Information, som fru Karin Nødgaard allerede har henvist til og fortalt dele af. Og jeg har faktisk tænkt mig – og det vil jeg så under alle omstændigheder gøre – at bruge kronikørens egne ord til at beskrive, hvorfor det er så vigtigt, at vi vedtager dette beslutningsforslag.

Hun skriver: Det var en kæmpesucces, da jeg som 15-årig fandt et job i en 7-Eleven-butik. Det udviklede mig mere og hurtigere end alle de tilbud, kommunen havde givet mig, siden jeg blev anbragt uden for hjemmet. Det er nok ikke alle, der kan sætte sig ind i, at jeg blev så glad for et job som salgsassistent i en 7-Eleven-butik, som jeg gjorde.

Det var da også et hårdt job. Forholdene og lønnen var måske ikke de bedste, men jeg havde opnået det helt selv. Der blev forventet noget af mig, så jeg tog meget ansvar for at klare opgaverne så godt som muligt. Jeg var kun 15 år, og det var måske kun et job som salgsassistent, men jeg tog det meget seriøst. Følelsen af ansvar påvirkede hele mit liv. Jeg, som altid skulle vækkes et par gange, kom nu selv op om morgenen og cyklede af sted på arbejde, som regel før resten af huset var vågnet.

Jeg holdt op med at ryge hash med de andre. Det var vigtigere for mig være helt klar i hovedet, når jeg skulle på arbejde. Jobbet udviklede mig meget. Den store kundekontakt hjalp mig bl.a. til at slippe af med min sociale angst, der holdt mig tilbage fra at skabe sociale relationer uden for døgninstitutionen, og jeg forbedrede basale evner såsom situationsfornemmelse og smalltalk – noget, jeg på grund af omsorgssvigt og mobning som barn kun havde begrænset fornemmelse for. Men vigtigst af alt gav jobbet mig en følelse af at være normal og af at passe ind.

Men glæden blev kort. For hver måned blev jeg tvunget til at betale størstedelen af min løn til kommunekassen. Loven om egenbetaling gav ikke mening for mig. Jeg havde været til et hav af snakke om aktivering, og det virkede, som om det var det vigtigste mål. Hvordan kan det så retfærdiggøres, at man samtidig har en lov, der fjerner incitamentet til at arbejde og holder de unge fanget på offentlig forsørgelse? Det underminerer jo samfundets interesse i at styrke selvstændighed og arbejdsparathed hos udsatte. Jeg ville jo bare gerne være normal. Hvorfor pokker skulle jeg så også kæmpe mod kommunen for at beholde det, der endelig gav mig en følelse af at være normal? Sådan spørger Helga Sofia Nielsen.

Jobbet er, skriver hun, et møde med den normale verden. Det giver kompetencer og udvikling, som kommunens tilbud sjældent kan hamle op med. Det er simpelt hen ikke okay at gøre den mulighed uattraktiv. Hver gang jeg skulle betale til kommunen, følte jeg mig magtesløs og til grin. Resultatet blev, at jeg ad flere omgange gik ned i arbejdstid. Til sidst sagde jeg op, men det var med tårer i øjnene. Det kunne bare ikke betale sig for mig at blive.

Helga Sofia Nielsen har naturligvis ret.

Tak. Tiden er faktisk gået.

Og jeg skal lige oplyse, at citater må man faktisk ikke bruge i så stort omfang fra talerstolen. Det skal være ens egne ord. Man må bruge citater i kort omfang. Men ordføreren må sige, om partiet støtter beslutningsforslaget.

Det var det, jeg ville sige, nemlig at Alternativet stemmer for på forventet efterbevilling.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marianne Jelved, Radikale. Nej, det er det ikke. Det havde jeg fået meddelt. Men det er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tusind tak for det. Jeg havde jo sådan set også forberedt mig på at komme med den store salgstale for forslaget, som jeg synes er glimrende, og som jeg først og fremmest gerne vil takke Dansk Folkeparti for at have fremsat. Men jeg synes jo, at det er blevet sagt af rigtig mange ordførere allerede, hvorfor det er en selvfølge at få ændret loven på det her punkt. Den allervigtigste grund er for mig at se, at anbragte børn og unge skal have de samme muligheder som andre børn, og på det her punkt handler det jo om at kunne tjene sine egne penge, opleve fornøjelsen ved det, og at kunne lave noget, som er til gavn for andre. Så vi støtter fuldt ud op om det.

Jeg tror, at det er halvandet års tid siden, at vi fremsatte et forslag om at fjerne forældrebetalingen til anbringelser. Det er selvfølgelig lidt en anden sag, men der ville jeg da have ønsket, at jeg også havde kendt til det her forslag eller den her problemstilling, for det flugter lidt med det. Jeg kan huske, at argumentet dengang i hvert fald fra vores side var, at det også er en ret dyr ordning at administrere for kommunerne, hvis de vælger at opkræve det her beløb. Så derfor tror jeg faktisk, at de timelønninger, som sagsbehandleren skal bruge for at opkræve det her, næsten finansierer det at fjerne opkrævningen af egenbetalingen . Jeg ville også ønske, at det ikke behøvede at komme ind i en stor forhandlingstrummerum, for for mig at se handler det ikke ret meget om de forhandlinger, vi skal i gang med, for de handler om noget med stabilitet og kontinuitet i anbringelsen. Det her har altså ikke ret meget med det at gøre. Når nu alle er fuldstændig enige i intentionen, så lad os da få sat skub i det.

Men der skal i hvert fald ikke være nogen som helst tvivl om, at vi fra SF's side synes, at det er et ganske fornuftigt forslag, et helt selvfølgeligt forslag, og vi kommer til både at stemme for det og bakke op om, hvordan det ellers kommer til at blive ført ud i livet.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Orla Østerby, Konservative. Værsgo.

Tak, formand. Først vil jeg sige, at forslaget fra Dansk Folkeparti er fornuftigt, og jeg vil være ærlig og sige, at den her regel om, at kommunerne kan træffe afgørelser om anbragte børn, altså at de kan modregne indtægten fra fritidsjob, har jeg ikke set komme. Når det nu er sådan i dag, ved vi jo selvfølgelig heller ikke, hvor mange kommuner der benytter sig af den, men uanset hvad, så skal vi have redegørelsen fra Ankestyrelsen. Det kan jo ikke være to meninger om, at det ingen mening giver, at de her unge mennesker bliver modregnet i indtægten fra deres fritidsjob. Lige præcis de her har jo behov for at have fritidsjobbet, lige præcis de her har behov for at komme ud i samfundet, og lige præcis de her har brug for at bryde den negative sociale arv. Måske hverken deres far eller deres mor går på job, og så vil det være helt urimeligt, hvis vi fortsætter med at modregne.

Jeg tænker, at der er mange kommuner, der ikke gør det, men det vil tiden jo vise. Jeg vil sige, at vi i Det Konservative Folkeparti vil være med til at støtte op omkring, at vi, så snart vi har redegørelsen fra Ankestyrelsen, finder en løsning sammen, og allerhelst en tekst sammen, der gør, at vi i en fælles beretning kan finde en løsning på det her, så Dansk Folkepartis forslag bliver til virkelighed. Det her er jo kun et spørgsmål om tid, og med lidt tålmodighed når vi det. Tak.

Der er et spørgsmål. Fru Karin Nødgaard.

Tak til Konservatives ordfører. Ordføreren siger, at det er et fornuftigt forslag. Nu ved jeg, at ordføreren er jyde, så jeg tror, at det betyder, at det er et rigtig godt forslag. Der er heller ikke to meninger omkring det. Hvorfor skal der så iværksættes en undersøgelse? Umiddelbart ville jeg mene, at en undersøgelse også koster penge. Nu ved vi, at vi taler om noget – hvilket flere ordførere også har været inde på – som simpelt hen ikke kan dreje sig om en kæmpe sum penge, hvorfor skal vi så sætte en undersøgelse i gang, og hvad er det, der skal undersøges? Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren om. Hvad er det, ordføreren har behov for? For vi ved, hvad fakta er, og derfor er der måske ingen grund til at gøre så meget ud af det i form af en kæmpe undersøgelse.

Ordføreren siger også noget om, at ordføreren ikke ved, hvor mange det drejer sig om, men er det egentlig vigtigt at vide? For nu har vi i hvert fald et konkret eksempel, og er det ikke ét for meget i princippet? Det er jo et individ, det drejer sig om, det er et individ, det går ud over, i det her eksempel en unge anbragt kvinde, som har stødt panden mod en mur, og som får inddraget noget af den løn, hun har tjent, og faktisk ender med at sige op. Så hvorfor har vi behov for også at kende til antallet af kommuner, der gør det?

Ordføreren.

Men det er jo sådan, at man som regering og som minister bliver nødt til at finde ud af grundlaget for, hvordan vi skal dut'e, kompensere, over for kommunerne. Det er jo lige præcis det, vi ikke ved lige nu, altså om det er 10 mio. kr., om det er 20 mio. kr., eller om det er 30 mio. kr. Rettidig omhu her er jo, at man som regering sørger for, at pengene er til stede til kommunerne, hvis der bliver en DUT-kompensation. Derfor er det vigtigt, at vi får det med i satspuljeforhandlingerne til efteråret, sådan at vi kan indarbejde det og finde penge til det, som vi alle sammen gerne vil løse.

Fru Karin Nødgaard.

Der bliver sagt det med satspuljen, men jeg vil sige, at det er, som om vi altid tyer til den og siger, at når der er et eller andet, vi gerne vil, skal det findes på satspuljen. Man kunne jo også finde det et andet sted. Nu ved vi f.eks., at Enhedslisten har tilkendegivet, at de er meget positive over for det her forslag – de er ikke en del af satspuljekredsen – så man kunne jo også finde det et andet sted.

Det lyder lidt på ordføreren, som om ordføreren er med i regeringen som sådan. Nu ved jeg, at ordføreren er konservativ og meget konservativ, og derfor tænker jeg jo, at det her forslag da lige ligger til venstrebenet, i forhold til at sige at det støtter vi, uanset hvad. Det, jeg egentlig gerne vil høre ordføreren om, er, om ordføreren, når nu ordføreren er så optaget af at høre om det der med, hvad det koster, og DUT osv., virkelig tror, at det her drejer sig om et kæmpebeløb, som også kommuner kalkulerer med at have som indtægtskilde.

Ordføreren.

Først vil jeg lige sige, at hvis det ligger til noget, så er det til højrebenet. Jeg ved jo ikke, hvor mange kommuner det her drejer sig om. Vi ved ikke, hvor stort beløbet er. Vi ved, at vi er meget tæt på at finde en løsning. Det er vel et spørgsmål om tålmodighed – om det er en måned eller to eller tre. Så derfor er det altid fornuftigt og rettidig omhu at finde baggrunden for, hvad det er, kommunerne skal dut'es for. Det ved vi ikke nu. Det er jo derfor, at Ankestyrelsen er i gang med at lave en redegørelse. Det har vi gjort mange, mange gange før på andre områder, og det giver god mening også her, og jeg er sikker på, at vi finder en god løsning på det her i den nye folketingssamling.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg valgte jo meget bevidst at dele min tale op i to, så jeg havde en indledning, hvor jeg ligesom gav udtryk for et håb og en drøm om, at jeg kunne få overbevist i hvert fald regeringen om, at der her var noget, man faktisk skulle vælge at sige ja til, som det ligger nu. Men nu må vi jo så se, hvad der sker i det videre forløb. Jeg vil selvfølgelig gerne takke for den debat, vi har haft i dag, for for mig har det været vigtigt at sige, at vi netop fra den platform, vi hver især har – og her står vi jo som folketingsmedlemmer – faktisk kan gøre noget for at forbedre forholdene for anbragte børn og unge.

Der er jo ingen tvivl om, at det er en særlig sårbar gruppe, som ofte føler sig anderledes, som ofte føler sig uden for fællesskabet, og som har psykiske eller fysiske udfordringer. Når jeg har mødt anbragte, har flere af dem sagt, at de ofte føler sig tingsliggjort i et system, at de ligesom er inde i nogle kasser, i nogle systemer, og de oplever ofte, at de egentlig opfattes som en udgift. Der mener jeg at vi faktisk kan gøre op med noget af det. Vi kan godt med sådan et fint lille forslag, som jeg nu har sagt flere gange, faktisk godt gøre noget for at få ændret det billede, som mange anbragte børn og unge har af deres egen situation, af deres egen tilværelse.

Jeg er godt klar over, at det at have et fritidsjob ikke er det, der redder det hele, men et fritidsjob kan jo, som jeg også skitserede i min indledende tale, og som flere andre ordførere også har været inde på, være med til at ændre ens tilværelse i en positiv retning. Det skal selvfølgelig også være sådan, at man vurderer ud fra den enkelte anbragte, hvad det er, vedkommende kan magte, hvad det er for typer af job, den pågældende kan have osv. Men her er der nogle voksne, som kan gå ind og være med til at rådgive.

Derfor synes jeg jo, at der med det her forslag både er så mange positive gevinster og sidegevinster, og derfor synes jeg egentlig bare, at vi skulle skride til handling nu. Jeg er godt klar over, at flere – eller det er faktisk primært dem, der repræsenterer regeringspartierne – har nævnt det her med, at vi er i gang med et forhandlingsforløb. Nja, nu fik vi at vide, at det er drøftelser, vi har. Det er også en aftale om drøftelser, vi har. De er indledt i dag, og det vil sige, at vi er meget langt fra målet. Der er rigtig mange ting, som mangler at blive klarlagt. Jeg har da også noteret, at SF's ordfører spurgte: Hvorfor skal det dog med i et stort forhandlingsforløb? Jeg er fuldstændig enig, det forstår jeg heller ikke. Det her vil være fuldstændig enkelt at tage fat på nu – om det så ligger til højre- eller venstrebenet.

Ministeren sagde jo, at det var et fint forslag, og noget med, at man som sådan gav en fremstrakt hånd, og det mener jeg selvfølgelig også er positivt. Men jeg mener bare, at den hånd ikke når helt frem til der, hvor den egentlig skulle række ud. Jeg er lidt ked af, at vi skal sætte en stor undersøgelse i gang i Ankestyrelsen. Jeg gad godt vide, hvad omkostningerne er ved den. Det skulle ikke undre mig, at den næsten kunne være dyrere end det, som det ville koste at se på det samlede beløb, som kommunerne indkræver fra de her børn og unge.

Socialdemokratiet er inde på, at vi skal have løst det her, og jeg synes jo, at Socialdemokratiet skulle sige: Vi løser det nu; vi løser det her og nu. For det er faktisk det, vi kan, i stedet for at vi skal vente på et forløb, hvor vi sidder og drøfter hele plejefamilieområdet, hvilket kan trække ud i ganske mange måneder set i lyset af det tidspunkt, det nu er på sæsonen. Venstre er selvfølgelig også kommet med nogle positive tilkendegivelser. Desværre kom den sidste del af talen med. Jeg havde håbet, at den ikke var kommet med, for så kunne vi være nået dertil, hvor Venstre også havde støttet forslaget.

Men ellers har jeg været rigtig, rigtig tilfreds med tilkendegivelserne fra de øvrige partier: Enhedslisten, Liberal Alliance, som selvfølgelig var positive, men ikke når de sidder i regering, og Alternativet og Radikale. Enhedslisten kom også med nogle bemærkninger om, hvad det var, vi kunne gøre. Men alligevel er vi ikke nået helt i mål med det her. Jeg håber selvfølgelig ikke, der er kommuner, der kalkulerer med, at de har en indtægt, og gør de det, vil jeg da sige, at det er yderst kritisabelt og også noget, man skal tage kraftigt fat i. Jeg ved jo, hvor vi er i dette folketingsår, og derfor er mit håb, at regeringen går hjem og sover på det og vågner op friske i morgen og har en lidt anden indstilling til det, sådan at vi kan få det stemt igennem, inden vi slutter den her folketingssamling.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg synes, at vi skal huske på den unge pige i kronikken, som faktisk var den, der fik mine øjne op for den her problemstilling, og som gjorde, at jeg både blev bedrøvet og harm, som jeg sagde i min indledende tale. Hun følte lige pludselig, at hun var noget, at hun kunne noget, og at hun ikke havde prædikatet den anbragte pige. Derfor synes jeg jo, at hvis vi vedtog det her forslag, kunne det netop være med til at opfylde det mål, vi har, om, at anbragte skal føle sig fuldstændig lige så værdifulde som alle andre og ikke føle, at de er til besvær. Tak.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.