Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 133:

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af børn og unges mentale trivsel ved indførelsen af et klippekort til fritidsaktiviteter.

Af Pernille Schnoor (ALT) m.fl.

(Fremsættelse 23.03.2018).

Forhandlingerne er åbnet, og den, der først får ordet, er børne- og socialministeren. Velkommen.

Tak for det, formand. Forslagsstillerne bag B 133 pålægger regeringen inden udgangen af 2018 at iværksætte et 2-årigt forsøg med en pulje til kommunerne, der skal gå til klippekort til fritidsaktiviteter til børn og unge. Puljen skal forebygge mental mistrivsel blandt børn og unge i alderen 3-18 år.

Jeg vil gerne indlede med at sige, at jeg synes, at der er tale om et meget sympatisk forslag, som der også ligger nogle gode intentioner bag. Jeg er meget, meget enig i, at det er vigtigt at sætte tidligt ind over for børn og unge, der har et dårligt mentalt helbred, og som ikke trives. Det er klart, at det også bekymrer mig, at der er flere unge, som oplever at få angst eller depression eller på anden måde udviser tegn på dårlig mental sundhed. Det er meget bekymrende – meget, meget bekymrende, og måske et af de vigtigste fokusområder, vi kommer til at kigge på de næste år.

Der er ingen tvivl om, at udsatte børn kan have stor gavn af at deltage i fritidsaktiviteter, og at det er ekstremt vigtigt, særlig for børn i en udsat position, at få mulighed for at være en del af et socialt fællesskab. Vi ved alle sammen, hvor stor en forskel personlige relationer kan gøre i en periode, hvor man oplever modgang, og som udsat barn eller ung har man særlig brug for at have nogle stærke sociale relationer og et sted, hvor der er plads til at få succesoplevelser, hvis man eksempelvis har det svært i skolen eller derhjemme. Derfor er jeg også meget enig i, at vi som samfund skal understøtte børn og unges muligheder for et aktivt fritidsliv, og det mener jeg faktisk også at vi gør i dag.

Vi understøtter fra statens side børn og unges fritidsliv gennem en lang række initiativer og via en lang række kanaler. I dag er der faktisk allerede rigtig gode muligheder for kommunerne til at give netop den form for støtte til fritidsaktiviteter, som forslagsstillerne lægger op til, i form af et klippekort til børn og unge. Derfor mener jeg ikke, at det er fornuftigt at etablere en forsøgspulje til kommunerne, og derfor kan regeringen ikke støtte forslaget. Jeg vil gerne uddybe regeringens holdning.

At regeringen ikke støtter forslaget, skyldes for det første, at der allerede har været etableret puljer med forsøgsprojekter med præcis den her type ordninger ad flere omgange gennem de seneste år. Det er jo typisk gennem satspuljeaftalerne, og som en del af satspuljeaftalen for 2006-2009 blev der gennemført forsøg med en pulje til kommunerne med klippekort til fritidsaktiviteter til børn og unge, altså det, vi almindeligvis omtaler som fritidspasset. Med satspuljeaftalen for 2010-2013 blev der gennemført et nyt og tilsvarende forsøg med en pulje til kommunerne med fritidspas, og som en del af projektet blev der i 2016 udarbejdet materiale til kommunerne, der hed »Udbredelse af erfaringer med fritidspas«. Endelig var otte kommuner i forbindelse med forebyggelsespakken en del af et forsøgsprojekt fra 2015 til 2016, hvor formålet bl.a. var at udvikle et inspirationskatalog til alle kommuner for at udbrede god implementering af fritidspasordninger, og kataloget udkom i 2017.

For det andet har de forsøgspuljer, der allerede har været gennemført, dannet baggrund for, at der i 2014 blev indført en forebyggende bestemmelse i serviceloven § 11, stk. 6, for at understøtte kommunernes mulighed for at sikre børn og unge et aktivt fritidsliv. Den her bestemmelse handler jo lige præcis om økonomisk støtte til fritidsaktiviteter som eksempelvis musikaktiviteter eller idrætsaktiviteter, og bestemmelsen er både for udsatte unge og unge, der har brug for en intensiv social indsats. Men den er også for børn og unge, som er inde i en dårlig periode med psykisk sårbarhed, mistrivsel eller dårlig mental sundhed, og hvor der altså kan være behov for at forebygge en negativ udvikling.

For det tredje gives der i dag også støtte til, at børn og unge kan få et aktivt fritidsliv igennem en lang række af initiativer. På det sociale område blev der f.eks. som led i satspuljeaftalen fra 2018 afsat 35 mio. kr. til civilsamfundsstrategien til lokale projekter, som altså skal bidrage til, at færre, og det gælder både børn og unge og voksne, er ensomme, og at flere bliver hjulpet ind i det frivillige foreningsliv. Der findes en række frivillige organisationer, som gør et stort stykke arbejde rundtomkring i Danmark for at styrke udsatte børns mulighed for et aktivt fritidsliv. Eksempelvis hjælper organisationen BROEN socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr, så de kan deltage i lokale foreninger og klubber og gå til idræt, teater, spejder eller musik, eller det kunne være andre fritidsaktiviteter. Også Red Barnet gør en rigtig stor forskel gennem eksempelvis projektet »Plads til alle« for at hjælpe børn fra udsatte familier ind i fritidslivet. Både BROEN og Red Barnet og deres projekter har jeg sådan set mødt, og jeg har ved selvsyn oplevet de muligheder, de giver børn.

Derudover har kommunerne via servicelovens § 18-midler altså mulighed for at støtte frivillige sociale foreninger og organisationer, som lokalt gør en stor indsats, f.eks. hvis børn og unge er i en udsat position. Jeg er også bekendt med, at der på Kulturministeriets område er en lang række initiativer med det formål at understøtte, at børn og unge kan gå til musik, idrætsaktiviteter og lignende. Derfor er det min opfattelse, at vi overordnet set har nogle gode rammer i forhold til at give børn og unge i Danmark mulighed for at have et aktivt fritidsliv.

Jeg mener også, at der er gode muligheder for kommunerne for at give forebyggende støtte til de børn og unge, som har særlig brug for en hjælpende hånd med hensyn til at komme i gang med at dyrke en fritidsaktivitet. Derfor vil jeg også benytte lejligheden til at opfordre de kommuner, som ikke allerede benytter de muligheder, som loven giver, til at komme i gang.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg synes, det er vigtigt, at vi holder hinanden op på de aftaler, der er lavet blandt partierne i satspuljekredsen. Der er vi jo blevet enige om, at vi så vidt muligt skal undgå at have for mange små løsrevne puljer. Små puljer kan jo give uforholdsmæssigt meget administrativt arbejde for kommuner eller organisationer og skal oprettes med omtanke. De kan jo bruges, hvis der eksempelvis er helt særlige grunde til at gennemføre nye forsøg med bestemte formål.

Der er tale om et sympatisk forslag, som ligger her foran os, og jeg er sådan set enig i, at det er vigtigt at sætte fokus på forebyggende indsatser over for børn og unge med dårligt mentalt helbred, men en pulje til kommunerne med en klippekortordning har allerede været afprøvet flere gange, og de gode erfaringer er allerede gjort tilgængelige for alle landets kommuner. Derfor mener jeg samlet set ikke, at det er en god idé endnu en gang at oprette en ny pulje til kommunerne, som forslagsstillerne ønsker, og på den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tusind tak til den højtærede minister, som det hed for 50 år siden. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Pernille Schnoor.

Tak, og tak for den positive tilgang til forslaget. Jeg er klar over, som der står i bemærkningerne til forslaget, og også, fordi jeg selv har været skoleudvalgsformand i en kommune i 6 år, at der findes tilbud i kommunerne, men som vi også nævner i forslaget, er de meget forskelligartede, og det er meget forskelligt, hvad man gør i de forskellige kommuner. Meningen med satspuljen er jo også, at vi skal prøve at tage ved lære af gode erfaringer, og på den måde, kunne man sige, kunne vi godt finde ud af, at det ikke skulle være en pulje. Vi kunne godt finde ud af, at det skulle være noget, der bare gælder for alle kommuner, og at vi herinde fra Folketinget beslutter det, hvis det er et problem, at det er en pulje. Jeg vil lige høre, om ministeren anerkender de erfaringer, de har gjort på Island, hvor de f.eks. har givet et fritidsaktivitetsklippekort i form af et beløb til alle familier, så alle børn kan gå til fritidsaktiviteter.

Ministeren.

Altså, som jeg lige husker det, har Island jo gjort rigtig mange forskellige ting. De har bl.a. lavet sådan nogle tilbud, og så vidt jeg husker, har de også lavet nogle begrænsninger, i forhold til hvornår man skal være hjemme, når man er ung. Så det er jo ikke nødvendigvis alle de tiltag, man gør i Island, som vi skal lade os inspirere af.

Men jeg anerkender egentlig fuldt ud intentionen, og jeg synes, intentionen hos forslagsstillerne er rigtig god, og den er rigtig, og den er vigtig. I virkeligheden kunne jeg måske godt tænke mig at løfte det op på et endnu højere ambitionsniveau, for hvis man skal imødegå mistrivsel, hvis man skal imødegå den psykiske sårbarhed, vi ser hos unge i dag, hvis vi skal blive bedre til at forebygge, er et klippekort så nok? Det spørgsmål kunne man stille sig selv. Og der er det i hvert fald værd at påpege, at sundhedsministeren jo lige nu sidder og arbejder på at fremlægge en psykiatrihandlingsplan, hvor man også vil adressere børn og unge, fordi vi jo kan se, at der har været en stigning i antallet af børn og unge i psykiatrien, og vi kan se, at der simpelt hen er flere af de unge, som føler sig psykisk sårbare. Det mener jeg er en kæmpe udfordring, og jeg mener, det bliver en af de største samfundsudfordringer, vi kommer til at stå over for i de kommende år – det bliver at få modvirket den psykiske sårbarhed. Vi ved lige nu ikke så meget fra forskningen om, hvorfor den er der, men vi ved, at den er der, og det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved.

Spørgeren.

Det glæder mig, at ministeren er enig med mig i, at det er en af de største udfordringer, vi overhovedet har. Nu kan man jo ikke have to ministre i forbindelse med forhandlingen, men det havde også været godt, hvis sundhedsministeren havde været her, for det er ikke nødvendigvis et socialt problem, det er også et sundhedsmæssigt problem. Det er lige så vigtigt, at vi kigger på den mentale sundhed som den fysiske sundhed.

Men det, jeg vil høre, er: 83 pct. af børn med mange aktiviteter i fritiden oplyser, at de har det godt eller rigtig godt, så uanset om Island også har gjort andre ting, mener ministeren så ikke, det er noget, det er værd at kigge på? Og uanset om det skal være den løsning, som vi foreslår her, eller en anden løsning, mener ministeren så ikke, at det kunne være værd at dykke ned i det her med fritidsaktiviteter og friluftsaktiviteter, altså at det styrker børns mentale sundhed?

Ministeren.

Det er jo lige præcis derfor, at kommunerne har mulighed for at give det i dag, og det er fremragende, at kommunerne har mulighed for det efter § 11, stk. 6, men det er også fremragende, at der faktisk står private foreninger på spring til at hjælpe. Altså, en forening som BROEN, som jeg var på besøg hos, henter deres finansiering gennem private bidrag, og de prioriterer simpelt hen at betale kontingent og betale udstyr for familier, som ikke selv har råd, og som godt kan være i den her målgruppe, som er socialt udsatte, og som samtidig også godt kan være psykisk sårbare.

Så jeg synes egentlig, at vi har et rigtig fint system i dag, hvor det offentlige tager sig af en rigtig stor del af opgaverne, men hvor vi faktisk også inviterer de private ind og giver dem mulighed for at spille en rolle i forhold til at tage et ansvar og dermed være med til at hjælpe nogle udsatte børn, som man måske ellers ikke ville have hjulpet.

Så er det fru Ulla Sandbæk.

Mange tak. Jeg vil gerne sige tak til ministeren for den meget, meget grundige redegørelse, som vi fik, for, hvorfor regeringen har været nødt til at sige nej til forslaget. Og så vil jeg sige, at i virkeligheden har ministeren allerede svaret på det spørgsmål, som jeg havde tænkt mig at stille. Det er jo et faktum, at på trods af alle de tiltag, som ministeren nævnede, er der stadig væk mange børn og unge, som mistrives. Men ministeren sagde jo så nu i svaret til Pernille Schnoor, at man kunne løfte spørgsmålet op i en højere kategori, og at der er tiltag på vej fra regeringens side, hvor man påtænker at gøre noget ved spørgsmålet i et andet ministerium. Så derfor er svaret i og for sig kommet. Jeg havde tænkt mig at spørge ministeren, om ministeren kunne foreslå andre tiltag, som kunne hjælpe i forhold til det spørgsmål, som blev stillet, og det har ministeren jo så svaret på, allerede inden jeg stillede spørgsmålet, og tak for det.

Ministeren.

Jeg bliver nødt til at sige: Tænk, hvis det var sådan altid. Det ville dog være dejligt!

Ønsker spørgeren et ekstra spørgsmål? Nej. Så siger vi tak til børne- og socialministeren og byder velkommen til Socialdemokraternes ordfører, hr. Orla Hav.

Tak for det, formand. Jeg skal sige, at jeg er vikar for Pernille Rosenkrantz-Theil, så det bliver mest hendes tanker, I må høre. Men jeg vil gerne give udtryk for en positiv anerkendelse over for Alternativet for at have fremsat dette forslag.

Det er oplagt, at behovet for økonomisk støtte til kontingenter og udstyr til fritidsaktiviteter er indiskutabelt; der er dog behov for en bedre organisering og mere ensretning af rammer og vilkår for økonomisk støtte til udsatte børns fritidsaktiviteter, og at denne støtte når alle børn, der har behov for den, og i mere end en sæson. Vi deler til fulde intentionen bag beslutningsforslaget, nemlig at få flere børn og unge til at deltage i fritidsaktiviteter, og at det sikres, alle unge har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter.

Vi er også helt enige med forslagsstillerne i, at meningsfulde fritidsaktiviteter er afgørende for børn og unge i forhold til at indgå i fællesskaber og for deres generelle trivsel.

Ydermere er vi ligesom forslagsstillerne dybt bekymrede for den stigende mistrivsel, vi ser blandt vores børn og unge; flere og flere unge er ensomme, stressede og deprimerede, og der er en voldsom vækst i antallet af børn og unge, som får stillet egentlige psykiatriske diagnoser. Vi har faktisk indkaldt både socialministeren og sundhedsministeren i samråd om præcis den problemstilling, at flere og flere børn får en psykiatrisk diagnose.

Når vi så ikke kan støtte forslaget i den form, det foreligger nu, handler det om finansieringen og administrationen af midlerne. Vi ønsker ikke at afsætte penge til endnu en pulje, som kan søges af kommunerne, med administrationsomkostninger og bureaukrati til følge. Hvis vi skal sætte penge af til det her, skal det være til permanente og blivende midler, som sikrer en kontinuerlig social investering i vores børn og unge.

Vi vil gerne sikre, at flere børn kan deltage i fritidsaktiviteter, og det skal ikke være økonomien i familien, der er afgørende for, at det sker. Vi har indført det som en mulighed i serviceloven, og som ministeren sagde, er det et led i en tidlig og forebyggende indsats, at kommunerne kan give støtte til fritidsaktiviteter via § 11 i serviceloven til børn, der har brug for det, og det bliver måske ikke anvendt i tilstrækkeligt omfang. Vi vil gerne være med til at drøfte, hvordan vi kan sikre, at børn rent faktisk får del i den støtte til fritidsaktiviteter, der ikke bliver brugt tilstrækkeligt på nuværende tidspunkt.

Men i den nuværende form stemmer vi ikke for forslaget, men vi deltager gerne i drøftelserne om at få lavet et tilbud til børn og unge, der er bedre end det, vi kender i dag.

Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Jeg vil bare sige, at jeg er meget, meget begejstret for ordførerens tale. Jeg er også meget glad og tilfreds med, at ordføreren kan se og ordførerens parti kan se, at der er behov for bedre rammer og for, at man sikrer sig, at det når ud til alle børn, for det er jo det, der er pointen med det her forslag. Det er jo ikke altid, at det er de økonomisk dårligst stillede, der ikke kommer i fritidsaktiviteter. Derfor er det vores ønske, at der bliver en bedre struktur for det, og at vi sikrer os, at alle børn får en mulighed for fritidsaktiviteter. At man så ikke er enig i vores konkrete løsningsmodel, kan jeg sagtens leve med, for det er bare et forslag. Der kan vi sagtens finde ud af noget med endnu flere muligheder, som ministeren var inde på. Det vil vi meget gerne være med til at drøfte. Så jeg vil faktisk bare gerne anerkende og sige tak for ordførerens indstilling til forslaget.

Ordføreren.

Pænt tak for de anerkendende ord. Jeg skal bare sige, at jeg selvfølgelig deler synspunktet om, at det ikke er i alle tilfælde, at der er en social slagside. Men jeg vil bare gøre opmærksom på, at den undersøgelse, som lige er blevet fremlagt om hele musikskoleområdet, med al ønskelig tydelighed viser, at der er en stor social slagside på lige nøjagtig det område. Så vi skal ikke underkende, at der også er en social problematik. Det synes jeg bestemt skal indgå i de overvejelser, vi måtte foretage i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Carsten Kudsk, Dansk Folkeparti. Værsgo.

At leve et aktivt liv, som kulturaktiviteter, motion og idræt er en del af, er jeg ikke i tvivl om er med til at bidrage til et godt og meningsfuldt liv. At samles i fællesskaber – kulturelle og idrætsmæssige – har flere afledte og positive sidegevinster, primært sociale og sundhedsmæssige.

Derfor har der igennem flere år på nationalt plan været fokus på det, ofte på flere ministerielle områder og med forskellige tilgange. Det kan være det sundhedsmæssige aspekt, i forhold til f.eks. at bekæmpe overvægt og reducere psykisk mistrivsel, og et socialt fokus på, at udsatte mennesker kan blive engagerede i foreningsregi, men også i andre ting. Det kan f.eks. være sådan noget som gadeidræt, hjemløseidræt og aktiviteter for børn og unge, som bor i parallelsamfund. På kulturområdet har der været fokus på at støtte idrætsorganisationernes arbejde med unge i udsathed og mistrivsel og fokus på, at der arbejdes med musikskolernes tilbud og fritidspas som økonomisk støtte. Og på undervisningsområdet kan folkeskolereformen nævnes; her skal den øgede fysiske aktivitet hjælpe til at inspirere eleven til at blive mere aktiv i sin fritid.

Nogle indsatser har været tværministerielle, og det kan der godt arbejdes yderligere med at optimere. Det mener vi fra Dansk Folkepartis side er godt givet ud. Det er midler, der har været givet i flere omgange, ofte via satspuljen.

Jeg vil gerne slå fast, at Dansk Folkeparti er meget optaget af at hjælpe unge og børn til at få et aktivt liv med øget livskvalitet til følge. Det har vi gjort hvert år via satspuljen – mindre initiativer rent økonomisk, men initiativer, som er med til at gøre en forskel.

På kommunalt niveau er der også blevet arbejdet med området. Nogle kommuner griber det mere forebyggende an end andre. Det kan undre, at ikke alle kommuner kan se det forebyggende i det; det nævner forslagsstillerne også. Og jeg mener også, at det nok mere er den her vej, man skal gå, så der kan sikres mere ensartede tilbud i alle landets kommuner.

Vi ønsker også at knytte en kommentar til økonomien i forslaget. Dansk Folkeparti ønsker ikke at lave afgiftsstigninger på tobaksvarer. Derudover er det en udfordring for hver kommune, at de kan søge 50.000 kr. Det er et beløb, som er forholdsvis lavt, og uanset størrelse kræver det en stor administration, som vi givetvis vil kunne komme ud for gør indhug i de penge, som sluttelig kommer ud, og det vil ikke være godt.

Afslutningsvis vil jeg meddele, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte forslaget, som det ligger her. Men jeg vil slå fast, at Dansk Folkeparti ønsker, at der skal være fokus på den gruppe, som nævnes i forslaget, nemlig børn og unge uanset social og økonomisk baggrund, som mistrives – en mistrivsel, som bl.a. kan skyldes angst, depression og stress. Dette skal tages alvorligt, og derfor mener jeg også, at vi, som vi har gjort det igennem flere år og bredt politisk, fortsat skal fokusere på det.

Så kan jeg, ligesom ministeren henviste til BROEN, nævne, at den frivillige forening BROEN faktisk er et fantastisk aktiv i min egen kommune. De hjælper omkring 125 mennesker, og vi støtter dem bl.a. igennem § 18-midler.

Så vil jeg gerne opfordre kommunerne til, at de ser på de muligheder, de har. For jeg kan i hvert fald for vores vedkommende sige, at vi til en budgetbehandling, i forbindelse med vi kunne se, at der var mange børn og unge, der f.eks. manglede at komme på ferie, og som var dårligt stillet, gik ind og fik afsat en pulje på 300.000 kr. Så det vil sige, at jeg gerne i forhold til det her vil opfordre kommunerne til også at yde en større indsats for, at der bl.a. bliver rettet henvendelse og sat fokus på det her område.

Tak for det. Fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak, også for en rigtig positiv og anerkendende ordførertale. Ordføreren var også selv inde på, at der er stor variation i, hvad der bliver gjort, og forslaget er ikke fremsat for at underkende, at der er rigtig mange foreninger og også rigtig mange kommuner, der gør noget ved det her og har fritidspasordninger osv. Men der er stadig væk ifølge de tal, jeg har, altså 14 pct. af børnene, der slet ikke deltager i fritidsaktiviteter. Så skal jeg forstå det sådan, at ordføreren også anerkender, at der er brug for et mere overordnet perspektiv herindefra, hvor vi sikrer os, at alle børn har adgang til fritidsaktiviteter?

Værsgo.

Ja, det skal tolkes på den måde, og det er også en opfordring, som jeg siger, til kommunerne om, at de også må til at tage noget ansvar. Det, der bare har været et problem mange gange, når man ser på de her små puljer, er jo, at nogle kommuner har været lidt kreative, og at de så siger, at så kan man jo bare bruge dem i forbindelse med at lukke et hul. Og så yder man nogle penge, og så lukker man et hul et andet sted. Men overordnet synes jeg man skal kigge på det, bl.a. problematikken i, at man ser rigtig mange børn og unge med overvægt. Der kan det her bl.a. være med til at løse det. Så jo, vi vil gerne meget overordnet kigge på det. Men vi er bare bange for det i forbindelse med sådan noget som puljer.

Tak for det. Der er ikke flere, der har kommentarer. Så er det fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Jeg vil egentlig gerne starte med at sige, at vi i Venstre deler forslagsstillernes bekymring. I Venstre er vi i utrolig høj grad bekymret for den tendens, vi ser, for rigtig mange børn og unge mennesker trives jo ikke godt nok. Det er også noget af det, som jeg selv har påpeget i flere omgange.

Det bekymrer os, at så mange børn og unge mennesker og faktisk også voksne mennesker brænder ud og føler sig stressede, og det bekymrer os, at rigtig mange unge mennesker kæmper med både angst og depressioner. Det bekymrer os også, at unge mennesker for den sags skyld føler sig mindre værd, er afhængige af sociale medier og ikke synes, at de kan følge med i den onlineverden, som de er en del af. Det bekymrer os også, at unge oplever, at de har dårligt selvværd, og at de er ensomme, for det forringer jo i hvert fald deres liv. Det er alle sammen problemer, som jeg synes at vi også er nødt til at tage alvorligt.

Faktisk må jeg sige, at det her problem, der er i vores samfund, med mental mistrivsel blandt børn og unge måske, som det også tidligere er blevet sagt, er en af de allerstørste udfordringer, vi har i de her år. For hvis vi ikke trives, uanset om vi er børn eller vi er voksne, og hvis vi ikke føler, at vi kan være i vores eget liv, ja, så er der jo risiko for, at unge mennesker i værste fald begynder at skære i sig selv eller i allerværste fald vil herfra. Så vores trivsel er simpelt hen på alle mulige måder en forudsætning for, at vi kan fungere, uanset om det er i uddannelsessammenhænge eller for den sags skyld på arbejdsmarkedet. Så jeg kan kun være helt enig i de ting, som forslagsstillerne påpeger.

Men jeg må så alligevel skuffe forslagsstillerne og sige, at vi kommer til at stemme imod beslutningsforslaget, som det er i dag, og at det skyldes flere ting. Det skyldes bl.a., at vi jo, som det også blev sagt tidligere, allerede i dag har ordninger, som kan give kommunerne mulighed for at gøre en indsats på det her område. Det skyldes bl.a. også, at vi allerede har gennemført flere forskellige forsøgsordninger, herunder ordningen med økonomisk klippekort til fritidsaktiviteter. Derudover har vi den opfattelse, at netop det der med at lave små puljer ofte bliver spist op i administrationsomkostninger for kommunerne, og jeg synes faktisk, at det er endnu mere vigtigt at holde fast i at sikre, at når vi finder penge, skal de altså også bruges bedst muligt.

Med det må jeg som Venstres både børne- og undervisningsordfører sige, at jeg kæmper videre for den her dagsorden, for jeg mener, at den er vigtig, og at vi også har et ansvar for at prøve på at finde nogle løsninger. Men desværre kommer Venstre ikke til at støtte beslutningsforslaget.

Jeg skal hilse fra Konservative og vist også fra Liberal Alliance, som vist nok ikke når tilbage, og sige, at de heller ikke kan støtte forslaget.

Tak for det. Fru Pernille Schnoor, Alternativet, værsgo.

Tak for en positiv ordførertale, hvis man kan sige det sådan. Det er jo ikke en positiv problemstilling, og jeg har også bemærket, at ordføreren forleden dag sammen med den tidligere uddannelsesminister var ude at kommentere, at unge desværre ikke trives. Skal jeg forstå ordføreren sådan, at det er selve løsningsmodellen, som jeg bliver tvunget til at komme med et forslag til – for det skal man, når det er et beslutningsforslag – selve løsningsmodellen, som jo egentlig er tænkt som et forsøg på at få evidens for, at det faktisk hjælper med fritidsaktiviteter, og at tanken med at komme med det her forslag var, at vi fik noget evidens for, at fritidsaktiviteter virker, så vi kunne rulle det mere ud? Og jeg ved godt, at der har været forsøg. Men skal jeg forstå det sådan, at ordføreren er med på, at vi skal gøre noget, og at ordføreren anerkender, at der er stor variation i de enkelte kommuner og i, hvad der bliver tilbudt børnene rundtomkring i Danmark?

Værsgo.

Alternativets ordfører skal forstå det på den måde, at jeg helt klart anerkender, at der er et problem, og at jeg også synes, at vi har et medansvar for at få kigget på det her, og hvordan vi forhåbentlig kan finde bedre løsninger.

Når det så er sagt, synes jeg måske ikke, at løsningsmodellen her er den rette vej at gå. Jeg tror personligt, at der kan være mange forskellige årsager til, at vi har en situation, hvor så mange unge mennesker desværre hænger på kanten og bliver syge, og jeg anerkender gerne, at fritidslivet og at det med at være aktiv kan være en af vejene. Men jeg tror måske, at der er flere forskellige veje, vi er nødt til at gå for at tage hånd om de her ting.

Fru Pernille Schnoor.

Jeg tror, det er første gang, at jeg er rigtig glad for, at ordførerne ikke vil acceptere det beslutningsforslag, jeg har foreslået i Folketingssalen. For det, jeg jo hører fra både ministeren og fra Venstres ordfører, er, at I faktisk gerne vil gå skridtet videre og ikke kun se på en pulje, men løfte det op og se det i et større perspektiv, og det kan jeg da kun være tilfreds med. For det er jo egentlig også det, vi håber på og ønsker. Så sådan forstår jeg ordføreren, og sådan forstod jeg også ministeren, men ordføreren kan jo så fortælle, om jeg har forstået det rigtigt.

Værsgo.

Jeg kan i hvert fald sige til ordføreren, at det her område er noget af det, som jeg synes er rigtig, rigtig vigtigt, og som jeg også sagde i min tale, er det også noget af det, som vi i Venstre mener er utrolig vigtigt vi på en eller anden måde får taget fat på. Derfor kan jeg også sige, at bl.a. den udtalelse, jeg var ude med sammen med hr. Søren Pind, var en, jeg mente af hjertet, og så forpligter det selvfølgelig også efterfølgende at prøve på at gøre et eller andet ved det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

I Enhedslisten synes vi, at det er et meget sympatisk forslag, som Alternativet har fremsat. Vi er enige i forslagsstillernes ønske og intention om at sikre, at alle børn og unge får lige muligheder for at deltage i kulturelle og sportslige fritidstilbud. Vi læser det sådan, at det skulle være særdeles veldokumenteret, at regelmæssig deltagelse i fritidsaktiviteter har en positiv indvirkning på børns trivsel, og med det meget store antal børn, vi i dag oplever har stress i deres hverdag, er der jo helt åbenlyst brug for initiativer, som kan gøre noget ved det problem, herunder bl.a. det, der påpeges her, nemlig at en relativt stor gruppe af unge ikke deltager i fritidsaktiviteter. Jeg synes ikke mindst, det er bekymrende, at der angiveligt er flere tusinde børn, som er afskåret fra at deltage i fritidsaktiviteter, fordi deres forældre ikke har råd til at betale for børnenes deltagelse.

Vi synes også, at dele af konstruktionen er rigtig fornuftig. Vi synes, det er en god idé at indføre klippekortordninger til fritidsaktiviteter. Vi har også tidligere her i salen set forskellige varianter af det her forslag. Vi har set det rundtomkring i kommunerne. Enhedslisten har vist ikke for nylig fremsat dette forslag her i salen, men jeg har noteret mig, at bl.a. SF har fremsat det. Enhedslisten har stillet det rundtomkring i kommunerne. Jeg synes, det kan være en rigtig fornuftig model, at vi på den måde har et klippekortsystem, der giver adgang til en meget bred vifte af aktiviteter, også så den unge kan få mulighed for at prøve, om det er det, det eller det her, som kunne være noget, som særlig appellerer til vedkommende? Det synes vi sådan set er en fornuftig model.

Til gengæld er jeg lidt bekymret for konstruktionen med puljer. Jeg vil ikke udelukke, at man skal kunne bruge puljer i en forsøgsperiode for at drage erfaringer. Det har jeg også hørt andre ordførere og ordføreren for forslagsstillerne har reflekteret over. Det synes jeg kan være fornuftigt nok, men generelt kan vi være bekymrede ved sådan nogle puljekonstruktioner, og vi så egentlig gerne, at det var muligt ude i kommunerne generelt at operere med sådan en model. Der er jo masser af unge, som er meget målrettede, og som ved, hvad de vil i deres fritid. De er hurtige til selv at tage stilling til, hvilken fritidsaktivitet de ønsker, mens andre skal have mulighed for at prøve sig frem. Som sagt er vi lidt skeptiske over for puljekonstruktionen.

Så vil jeg sige, at jeg kan tilslutte mig de bemærkninger, som nogle ordførere har haft, om, at det ikke er et ret stort beløb, der foreslås. Med 6 mio. kr. kommer vi ikke langt. Det er ikke, fordi vi har et ønske om, at alt skal maksimeres. Sådan skal det ikke opfattes, selv om jeg vidste, at ministeren ville tænke, at vi har den opfattelse, men det har vi ikke. Men jeg har bemærket, at sidste gang forslaget blev fremsat, var der et forslag om at afsætte 50-70 mio. kr. Det er ikke noget mantra for os, men jeg er bange for, at puljen også kan blive så begrænset, når den skal deles mellem 98 kommuner, at det ikke får nok gennemslagskraft. Så det er ikke, fordi vi lige mener, at der skal bruges 20 mio. kr. eller 25 mio. kr. ekstra. Det er slet ikke det, der er mit ærinde, men jeg tror godt, at vi kan risikere, at det her bliver for småt.

Så det korte af det lange er, at vi synes rigtig godt om intentionen. Vi er helt med på, at der skal kigges på det her. Vi synes, at vi meget nøje skal overveje, hvis man har en puljekonstruktion, om den sikrer det, som ordføreren for forslagsstillerne allerede har været inde på, nemlig at vi kan udlede nogle erfaringer, så vi kan generalisere det. Og så synes vi, at hvis vi skal det her, må der godt lægges lidt oveni. Vi har ikke nogen særlige forslag. Det vil jeg lade andre om. Det kan være, at ministeren vil byde ind. Det kunne jeg næsten se på ministerens mimik. Men vi synes, at det simpelt hen er for beskedent med 6 mio. kr., til at det rigtig kan være slagkraftigt.

Fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak. Jeg vil da gerne slå fast, at vi også er langt mere ambitiøse end det konkrete forslag, der ligger her. Meningen var også, at det var et antal kommuner, der kunne søge. Det var ikke sådan, at det skulle fordeles over alle kommuner, for så er jeg klar over, at det er meget få penge, der så ville være til hver. Så det var meningen, at det var et antal kommuner, så man kunne udlede noget af de erfaringer og lave noget evidens.

Det, jeg også hører ordføreren sige, er, at det kunne være godt – det mener jeg også – at indsamle den viden, der er, fra kommunerne og finde ud af, hvad de bedste løsninger er, og hvordan vi kan understøtte det fra centralt hold. Jeg vil da glæde mig over, hvis regeringen her ved finanslovsforhandlingerne, ligesom vi så med værdighedsmilliarden, kunne finde en trivselsmilliard til børn og unge, altså til at lave en indsats, for det er jo trods alt dem, der skal leve videre i det her samfund. Det ville da være storartet at slå armene lidt ud og sige, at det skal være et kæmpestort indsatsområde. Det kan jeg jo høre på ordførerne her i salen, og det glæder mig meget, at der er enighed om det.

Ordføreren.

Jeg kan høre, at vi er nogenlunde enige om den her tilgang. Altså, skal det give mening at afsætte sådan en mindre pulje, må det være på forsøgsbasis for at udlede nogle erfaringer. Det kunne jo i øvrigt også gøres uden de store puljemidler. Jeg synes, at det er en rigtig god idé, som forslagsstilleren peger på, at kigge på, hvad vi har af konkrete erfaringer ude i kommunerne. Det, der er opfundet en gang, behøver vi jo ikke nødvendigvis at gøre os store anstrengelser for at opfinde igen.

Tak for det. Tak til ordføreren. Så er det fru Marianne Jelved, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Der er sagt rigtig mange gode ord om problemstillingen mental sundhed, som Radikale Venstre kan tilslutte sig. Vores sundhedsordfører fru Lotte Rod, som er på barselsorlov lige nu, arbejdede også med mulighederne for at bruge mindfulness mere målrettet i forbindelse med satspuljeforhandlingerne sidste efterår. Jeg vil også gerne trække frem, at Dansk Folkepartis ordfører jo pegede på, at kommunerne har mulighed for at gå ind i det her på mange forskellige måder, og de bør gøre det efter min opfattelse, fordi de jo også har et medansvar for den trivsel, der er i deres kommune.

Men det, jeg godt vil understrege, udover at vi principielt støtter, at vi finder gode løsninger på den problemstilling, som beslutningsforslaget rejser, er, at jeg synes, at vi også burde sætte meget fokus på at afholde en høring, hvis det er det rigtige forum, men det kan man jo overveje til efter sommerferien. Vi skal prøve at afdække, hvad årsagen er til de skred, der sker. Undskyld, at jeg nu bruger en fortærsket formulering, men da jeg var barn, var der altså ikke stress og depression og angst i børnegruppen som sådan, det var meget specielt, hvis der var det. Der er jo sket nogle helt store forandringer i vores samfund, som gør, at vi får de her resultater, og jeg synes, det er dybt utilfredsstillende, at vi har et samfund, der i virkeligheden producerer dårligdomme. Derfor bør vi også sætte ind på at prøve at få mere styr på, hvad årsagen er, og så prøve at fjerne de årsager.

Men inden det sker, skal vi selvfølgelig hjælpe de børn, der har et problem. Derfor er vi principielt tilhængere af, at vi gør nogle forsøg, men jeg er, ligesom tidligere ordførere har sagt, betænkelig ved den måde, det finansieres på her. Så den kan vi ikke lige købe her, og vi har ikke noget bud på nuværende tidspunkt, andet end konstruktivt at gå ud og prøve at gøre kommunerne opmærksom på, at de bør tage den her problemstilling alvorligt. Det vil vi gerne bidrage til. Og så vil jeg henvise til det, som der blev sat i gang sidste efterår igennem vores deltagelse i satspuljen.

Tak til ordføreren. Der er en ny ordfører: Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

I SF er vi helt enige i den præmis, som ligger til grund for det her beslutningsforslag. Der er behov for øget fokus på børn og unges trivsel, og det er sådan set også blevet slået fast af alle ordførere i salen i dag. Og det er jo godt, at vi har det udgangspunkt tilfælles.

Alt for mange børn og unge oplever i dag mentale sundhedsproblemer som stress, angst og depression, og det er en udfordring, som vi skal tage dybt alvorligt, først og fremmest for børnenes og de unges skyld, men også for samfundets skyld. Vi har derfor også sympati for det forslag, som Alternativet har fremsat her i dag. Det er fremsat på baggrund af en trist og alarmerende udvikling og med en rigtig fin og god intention. Børn og unge med ondt i livet har brug for meningsfulde fællesskaber og relationer. Det er vi helt enige om.

Alligevel er vi dog ikke helt overbeviste om, at den foreslåede pulje med klippekort til fritidsaktiviteter er den mest gangbare løsning, først og fremmest fordi vi synes, at det er lidt svært at finde ud af, hvem den egentlige målgruppe for det foreslåede klippekort er. Som det er beskrevet i forslaget, skal klippekortet målrettes børn og unge i alderen 3-18 år uafhængigt af deres forældres indkomst. Det mener vi er en meget bred målgruppe, og det er lidt uklart, om der skal gælde visse kriterier for at kunne modtage klippekortet til fritidsaktiviteter, eller om det er et klippekort til alle. Og hvad skal de kriterier i givet fald være? Og skal klippekortet målrettes en mere specifik målgruppe?

Senere i bemærkningerne står der, at klippekortet skal være med til at understøtte, at børnene kommer i gang med fritidstilbud, og at forældrene kan få økonomisk hjælp til og vejledning om fritidstilbud. Men når klippekortet samtidig skal tildeles uafhængigt af forældrenes indkomst, opstår der jo en risiko for, at klippekortet reelt ikke hjælper dem, som kunne have allermest brug for det. Det giver i vores optik altid god mening at målrette indsatser og stille tilbud til rådighed, der kan understøtte familier med økonomiske udfordringer. Det er et grundlæggende spørgsmål om at sikre, at alle har mulighed for at gå til fodbold i den lokale forening, at modtage musikundervisning, som i parentes bemærket er et af de dyreste fritidstilbud og derfor også der, hvor der virkelig er en social slagside, eller på anden måde at deltage i fritidsaktiviteter på lige fod med andre børn og unge. Den ulighedsudfordring adresserer forslaget desværre ikke tilstrækkeligt efter vores mening.

Samtidig nævner forslagsstillerne også selv i bemærkningerne til forslaget, at der i dag allerede eksisterer mange målrettede aktiviteter for socialt udsatte børn og unge i kommunerne – det, som kaldes for fritidspasordningerne. Det rejser jo også naturligt spørgsmålet om, hvad det foreslåede klippekorts funktion skal være.

I SF har vi stor sympati for tilgangen og ideerne, som ligger til grund for forslaget, og det er godt, at vi får lejlighed til at drøfte, hvordan vi understøtter børn og unges trivsel bedre. Derfor tænkte jeg, da jeg lyttede til debatten, at vi i hvert fald godt kunne tænke os, at der blev lavet en beretning, hvor man får samlet op på, at det, der bliver sagt her, jo er, at fritidsaktiviteter skal indgå som en fuldstændig naturlig del af løsningen, når man bekymrer sig om børn og unges mistrivsel. Så når vi går i gang med det stykke arbejde, som jeg håber regeringen tager initiativ til – og det kunne vi i hvert fald adressere i en beretning at vi forventer de gør – med at håndtere børn og unges mistrivsel, bør fritidsaktiviteter komme til at indgå som et element i det. For med til det gode liv hører jo også netop det at deltage i fællesskaber med andre og at lave noget, man har lyst til, bare fordi man har lyst til det. Det tror jeg også forslagsstillerne er meget enige i, altså at det også er noget af det her med at prøve at give noget værdi til nogle af de, hvad kan man sige, aktiviteter, som børn og unge laver bare af lyst. Så hvis vi kunne prøve at samles om et eller andet, som på en eller anden måde i hvert fald får forpligtet Folketingets partier og regeringen til at tage fritidsaktiviteter meget alvorligt, vil vi i hvert fald støtte det.

Tak for det. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak for alle de rigtig fine kommentarer og ordførertaler. I sidste uge havde vi et beslutningsforslag i salen om at sætte afgiften på cigaretter op. Det var et forsøg på at sætte en dagsorden om børn og unges helbred og sundhed. I dag har vi forsøgt at sætte en dagsorden om børn og unges mentale trivsel og sundhed, og det synes jeg også vi har fået gjort i dag. Jeg synes, det har været en rigtig, rigtig konstruktiv og positiv debat, vi har haft i dag. For fakta er jo, som flere har nævnt, at børn og unge i Danmark mistrives, og det er fastslået, at det ikke er særligt udsatte børn, for det er også middelklassens børn, der mistrives. Det er det, vi har forsøgt at skrive os ud af i det her forslag ved at sige: Vi har nogle ordninger til socialt udsatte, og det kan godt være, at de er sporadiske, og at vi skal have dem samlet, men vi overser nogle gange den gruppe, som rent faktisk ikke trives, og som ikke nødvendigvis lever i socialt udsatte familier. Derfor er forslaget forsøgt skrevet på en måde, så det henvender sig til alle unge.

Som vi også har hørt i dag, er det hver femte i alderen 10-24 år, som ofte føler sig stresset, og op mod 8 pct., der føler sig stresset dagligt. Det er rigtig mange børn og unge, der føler, at de ikke oplever mental sundhed. 8,5 pct. af unge mænd og 10,3 pct. af kvinder mellem 16 og 24 år oplever, at de ofte er ensomme. Der er rigtig mange tal, der viser, at det er på tværs af grupper, på tværs af socioøkonomiske skel, at børn og unge ikke har en høj nok livstilfredshed, og at der er en dalende livstilfredshed blandt danske børn og unge. Det er jo rigtig dårlige nyheder, og det er derfor, vi har fremsat det her forslag til behandling i dag.

Vi har f.eks. set på Island, og vi har også ud fra undersøgelser lavet i Danmark set, at fritidsaktiviteter har en meget positiv indvirkning på børn og unges trivsel. Flere af os kender måske det, der hedder ABC for mental trivsel, som er baseret på det, der hedder Act-Belong-Commit, fra Australien, hvor man har bevist, at det at stå op om morgenen med følelsen af meningsfuldhed og formål, følelsen af, at man bidrager til og er en del af et fællesskab, har afgørende betydning for, om man føler sig mentalt sund. Og det er igennem de aktiviteter og igennem det fællesskab, at vi kan forbedre børn og unges mentale sundhed. Derfor mener vi, som der står i forslaget, at vi kan bruge de erfaringer fra Island, hvor man faktisk i løbet af en ret kort årrække er lykkedes med at forbedre den mentale sundhed og få sat alkoholforbruget og forbruget af cigaretter og stoffer osv. markant ned. Det er jo lykkedes at nedbringe unges brug af alkohol, rygning og hash med 50 pct. på 8 år ved at sætte ind ved f.eks. at tilbyde alle børn at deltage i fritidsaktiviteter. Og en del af det var fritidsklippekortet.

Det glæder mig, at det rent faktisk er sådan – sådan hører jeg det – at alle ordførere er interesseret i at løfte beslutningsforslaget ind i en lidt større ramme, hvor vi diskuterer det på et lidt mere overordnet plan. Jeg synes, at det var et rigtig godt forslag, SF's ordfører havde, om at lave en beretning og understrege, at fritidsaktiviteter er utrolig vigtige, når vi skal arbejde med børn og unges mentale sundhed, og at det kommer til at blive en del af det, vi arbejder med, forhåbentlig via en plan for, hvordan vi får børn og unge til at få en bedre mental sundhed.

Så det glæder mig faktisk, at ordførerne ikke var interesserede i at lave en pulje, selv om det var det, vi foreslog, for det har jo vist sig at være meget mere positivt, hvad ordføreren var interesserede i, også inklusive Dansk Folkepartis ordfører, nemlig at vi løfter det op og ser på det mere overordnet. Som Socialdemokratiets ordfører også påpegede, er der brug for at holde lidt fast i, hvad det er, der foregår ude i kommunerne, hvad vi kan tage ved lære af, hvilke gode erfaringer der er i kommunerne, og hvordan vi kan sikre, at alle børn i Danmark får glæde af de erfaringer, man har gjort sig i de forskellige kommuner.

Så jeg vil sige tak for en rigtig, rigtig positiv og konstruktiv debat, som jeg synes er god at gå hjem på her på en fredag eftermiddag. Så tak for det.

Der er lige en kort bemærkning fra fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig bare lige stille sådan et opklarende spørgsmål, som også var noget af det, jeg prøvede at sige i min ordførertale. For det er jo rigtigt, at mistrivsel findes i alle lag, men jeg skal bare forstå: Er det sådan, at forslaget er tænkt sådan, at alle børn skulle have et klippekort? Eller hvem et det tænkt til?

Ordføreren.

Forslaget er tænkt til – det tror jeg også der står – at de børn, der ikke går til fritidsaktiviteter, får mulighed for at gå til fritidsaktiviteter. Der er nogle børn, som ikke har forældre, der måske lige synes, at det er det vigtigste for dem, og det behøver ikke at være noget, der afhænger af deres økonomi, og det er også derfor, der står i forslaget, at der skal vejledning og rådgivning med ind, så der altså kommer noget støtte ind. Så det er det, der er tænkt.

Men jeg synes ikke, der er nogen grund til at diskutere det, for I har ligesom hældt mit forslag om at lave en pulje ned ad brættet, og det synes jeg er fint nok. For jeg synes, at det, vi jo også står her for i dag, er at nærme os hinanden og blive klogere og finde ud af, hvad der vil være den bedste model.

Så det, jeg vil uddrage af debatten i dag, er, at der er brug for at få samlet op på, hvad der er af gode erfaringer i kommunerne, og hvordan vi får det tilbudt til alle de børn, vi har i Danmark, fordi vi ved, at fritidsaktiviteter er utrolig vigtige, og at det kommer ind i en plan for børn og unges mentale trivsel og sundhed.

Tak. Så er det hr. Carsten Kudsk, Dansk Folkeparti.

Jeg vil også sige tak til ordføreren. Det er et område, som der skal rigtig meget fokus på, og det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ordføreren om, er, om ordføreren kender den organisation, der hedder Broen. For det, der jo også er interessant i forhold til Broen, er, at de mennesker, som står bag den, tager den unge i hånden og sørger for at hjælpe vedkommende videre. Så jeg skulle bare lige spørge, om ordføreren er bekendt med den organisation, der hedder Broen.

Værsgo.

Ja, jeg er bekendt med den organisation, der hedder Broen. Jeg er bekendt med mange organisationer, heldigvis, også civilsamfundsorganisationer, som hjælper børn og unge, f.eks. Headspace og andre. Det er så mere noget med peer to peer og ikke altid så meget noget med fritidsaktiviteter. Men det er jo også derfor, jeg siger, at jeg tror, der er brug for, at vi indsamler gode erfaringer f.eks. fra Broen, og spørger, hvad det er, de har kunnet tilbyde, og hvordan vi får givet det her videre til alle kommuner og alle børn i hele Danmark, så alle børn kommer til at få glæde af fritidsaktiviteter og vi får kigget på alle børns mentale sundhed.

Hr. Carsten Kudsk.

Ja, for det, jeg tror er vigtigt, som ordføreren siger, er, at vi får fat i de organisationer og deres erfaringer og andre ting og går ind og kigger på, hvad det eventuelt er kommunerne mangler, og så får budt ind med det. For det vil jo være synd, hvis der er veletablerede ting, der fungerer, og vi så prøver at komme med noget oveni. Så det er den måde, som jeg kan høre ordføreren vil tolke det på. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Det er også min konklusion i dag, at det, vi har brug for, er at få indsamlet de gode erfaringer fra f.eks. Broen og andre organisationer, der arbejder med det her, men også fra kommuner, herunder hvad de har gjort sig af rigtig gode erfaringer, hvad der virker, og hvad der ikke virker, og hvordan vi får fat i alle børn, så alle børn kommer til at trives og kommer i gang med nogle fritidsaktiviteter. Så ja, det er rigtigt forstået.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.