Spm. nr. S 630

3) Til udenrigsministeren af:

Kenneth Kristensen Berth (DF) :

Vil udenrigsministeren forklare, om det fortsat er hans opfattelse, jf. ministerens forelæggelse på Europaudvalgets møde den 13. januar, at Israel har evnen, men ikke viljen, og at det palæstinensiske selvstyre har viljen, men ikke evnen til at indgå i forhandlinger om en fredsaftale for området?

Værsgo, spørgsmålet kan læses op.

Spørgsmålet lyder: Vil udenrigsministeren forklare, om det fortsat er hans opfattelse, jævnfør ministerens forelæggelse på Europaudvalgets møde den 13. januar, at Israel har evnen, men ikke viljen, og at det palæstinensiske selvstyre har viljen, men ikke evnen til at indgå i forhandlinger om en fredsaftale for området?

Værsgo til ministeren.

Tak for spørgsmålet. Egentlig synes jeg, det er lidt ærgerligt, at jeg skal bruge tid på at imødegå spørgsmålets indhold, men det bliver jeg simpelt hen nødt til. På det omtalte møde uddybede jeg på et spørgsmål fra spørgeren, hvad det var, jeg mente, fordi der åbenbart var opstået tvivl.

Israel viser med den nuværende regering for mig at se ikke den nødvendige vilje og politiske kraft til at arbejde seriøst for en forhandlet løsning, og de seneste udmeldinger om flere udvidelser af bosættelserne trækker yderligere i den forkerte retning. Den interne palæstinensiske splittelse forhindrer selvstyret i at fremstå som en troværdig forhandlingspart, og det er et stort problem. I modsætning til den israelske bosættelsespolitik ændrer den palæstinensiske splittelse dog ikke på samme måde situationen på jorden. Det er kun Israel, der har midlerne til at styre forholdene på jorden.

Det er den grundlæggende udfordring: Den ene parts manglende vilje, kan man sige, og den anden parts manglende evne, som selvfølgelig også bagvedliggende, som jeg ser det, er et udtryk for, at der også mangler vilje fra den side. Palæstinensernes manglende evne afspejler altså også en manglende vilje og kraft til intern forsoning. Det har jeg også svaret til spørgeren i et skriftligt svar fra den 19. januar.

Den ultimative udfordring er i sidste ende vores, det internationale samfunds, fordi den vedvarende konflikt mellem israelerne og palæstinenserne også berører os. Afgørende fremskridt mod en forhandlet løsning kan kun ske med et oprigtigt engagement fra parterne selv. Hvis de ord, der er blevet sagt, om, at man ønsker en tostatsløsning, ikke bliver fulgt op af konkret handling, vilje og evne fra begge sider, bliver det jo ikke til noget, og så vil der stadig væk være en fastlåst situation. De skibbrudne fredsforhandlinger i 2014 var jo endnu et trist tegn på dette.

Værsgo til spørgeren.

Jeg synes, at ministeren opstiller en falsk dikotomi, når ministeren kommer med den her passus, hvori ministeren synes at veje noget op i den ene gruppes manglende vilje i forhold til den anden gruppes manglende evne. For hvis man skaber sådan en dikotomi, må der jo være et reelt indhold i det. Så må det være ministerens dybfølte holdning, at det er evne og vilje, der mangler på henholdsvis den ene og den anden side.

Jeg må bare sige, at når jeg observerer det, vi er vidne til i Israel i øjeblikket, så har jeg meget svært ved at se, hvor det er viljen fra det palæstinensiske selvstyre er. Jeg har også indimellem måske lidt svært ved at se, hvor viljen fra Israels side er, men det synes jeg i virkeligheden mest er afspejlet i det, som man er oppe imod fra det palæstinensiske selvstyres side. Derfor forstår jeg simpelt hen ikke værdien af, at udenrigsministeren opstiller den her vilje/evne-forskel.

Er udenrigsministeren ikke dybest set enig med mig i, at der også i det palæstinensiske selvstyre mangler vilje til fred?

Værsgo til ministeren.

Jo, jeg mener i høj grad, at der er noget at udsætte også på den anden side. Man kan vel sige det på den måde – hvis man nu tager et instrument som udgangspunkt – at for at kunne få evnen til at spille på instrumentet, skal man have viljen til at øve sig rigtig, rigtig længe. Hvis man har evnerne, så mangler man bare viljen for at kunne spille på instrumentet. Det er vel måske et eller andet sted det billede, der er. Det kan godt være, at jeg kom lidt galt af sted med at formulere det. Grundlæggende set kan man så sige, at der vel sådan set er to ting, som mangler, for at det her kan lade sig gøre. Og det er evne og vilje på begge sider.

Værsgo.

Jeg synes, det er positivt, at ministeren sådan er lidt på tilbagetog i forhold til den der meget klare opdeling mellem manglende evne og manglende vilje. For det er i hvert fald faldet mig for brystet – og jeg tror i virkeligheden også, at det falder mange andre for brystet – hvis det er sådan, man deler det op.

For det er jo klart, at hvis man mangler evnen til noget, så kan man jo nogle gange ikke gøre for det. Der kunne jeg forestille mig, at ministeren relaterede til det forhold, der er, nemlig at Gaza er ledet af Hamas, og at Vestbredden er ledet af PLO, og at det måske skaber sådan lidt gnidninger i forhold til en fælles aftale. Men så er der derimod viljen.

Vilje er jo altid noget, man kan mobilisere. Der er ikke noget, der forhindrer en i at have viljen til at gøre et eller andet. Jeg tror, at det i virkeligheden var det, der gjorde – når ministeren så opsatte den der forskel – at man blev sådan lidt usikker på, hvad der egentlig her var ministerens opfattelse.

Værsgo til ministeren.

Jamen skal vi så ikke glæde os over, at vi nu både via skriftlige besvarelser og spørgsmål i salen osv. har fået noget, der minder om en større afklaring, og at vi måske ikke er så langt fra hinanden i spørgsmålet? I hvert fald kan vi konkludere, at det ikke ser ud, som om processen er på vej i den rigtige retning.

Værsgo.

Det er ikke, fordi jeg sådan normalt opfordrer til, at man skal være diplomatisk. Men jeg tror i virkeligheden, at når det handler om international storpolitik – både i den her sag, men måske også i andre sager, som vi har i øjeblikket, med en ny præsident på den anden side af Atlanterhavet osv. – så må man vælge sine ord med omhu. For de kan jo pludselig komme til at betyde noget, som man måske ikke havde tillagt dem. Men jeg noterer mig da i hvert fald, at ministeren mener, at der kan være problemer på begge sider.

Ministeren.

Jamen jeg tager de formanende ord til mig. Jeg har jo også forsøgt at følge med i skiftende meldinger fra Dansk Folkepartis ordførere i forhold til – når det nu bliver taget op af ordføreren selv – den nye amerikanske præsident. Om morgenen skal jeg tie stille, om aftenen skal jeg protestere højlydt – og det er faktisk den enkelte person i Dansk Folkeparti, der kan skifte holdning fra om morgenen til om aftenen. Og det er jo fair nok, at man kan blive klogere i løbet af dagen; det respekterer jeg fuldt ud. Så ender vi jo sent på aftenen eller måske allerede her midt på dagen med ikke at stå så langt fra hinanden.

Spørgsmålet er sluttet.

Der er et nyt spørgsmål til udenrigsministeren af hr. Kenneth Kristensen Berth.